A Liberating Night (Audrey Lovetts)

Tid: omkring 23:00
Omgivelser: Northmans er efterhånden proppet godt og musikken er høj
Påklædning. Et skræddersyet sort jakkesæt med blodrød skjorte.

Caleb havde fri i aften. Eller det havde han taget. Der var altid noget at lave for en som ham. Men i aften ville han bare nyde livet. Ikke nogen handler. Det eneste han ville bruge penge på i aften var at nyde natten. Og Northman var hvor han ville befinde sig i aften. Det var et sted han efterhånden var kommet til at holde af. Det havde både liv og klasse på en gang. Og han kunne få det som han ville. Northmans personale ydede altid god service, specielt når de vidste at drikkepengene var gode. Og Caleb var så absolut ikke kendt for at være nærig. 

Han parkerede den blanksorte Dodge Viper og sukkede af glæde inden han gik ind på Northman's. Dørmændene hilste på ham og han hilste igen som var de hans rigtig gode venner. De flyttede et par stykker så han uhindret kunne gå ind. Her respekterede de også at han hellere ville kaldes mr. DeBayle i stedet for Lord DeBayle. Der kom hurtigt en fra personalet og smilede stort : Velkommen tilbage mr- DeBayle. Deres sædvanlige bord? 


Han smilede bare og nikkede hvorefter han blev ledt hen til en af båsene. Han satte sig ned og sagde: Jeg tror jeg skal have en god flaske i aften. Jeg tror der skal en smule engel i iaften. 


Så gerne hr.


Inden længe fik han sin flaske og han skænkede sig et glas og nikkede tilfreds da han kiggede rundt. Et par stykker passerede hans bås og hilste ivrigt på ham. Det her skulle nok blive en god aften for Caleb

En ung pige på de 19 år, kom gående imellem den store mængde. Hun havde langt glat platinblond hår, smukke mint grønne øjne, spinkle af bygning med timeglas form, små lysebrune fregner over den lille næseryg med en fin bue, samt fyldige læber og Ivory lys hud. Hun kunne minde lidt om en engle, dog skulle man aldrig nogensinde tro, at hun var en af de piger der fandt sig i alt, eller ventede på at manden tjente til føden. Audrey var en tyv, en professionel en. Hun gik forbi en fyr og tog hans pung i bukselommen, uden han opdagede det, hvorefter hun smuttede op mod baren, for at købe en flaske engle blod, det eneste hun drak for tiden.

Hun lod de glinsende mint grønne øjne´s fokus, glide ud mod mængden, der stod og drak og dansede op af hinanden. Hun sukkede en smule og skulle til at vende sig om mod baren igen, i det hendes øjne fangede en skikkelse. Hun lagde mærke til det dyre tøj, samt den dyre flaske han havde. Hun mærkede blodet stige hende til hovedet og vendte hurtigt sin ryg til ham. Vis der var noget hun ikke kunne fordrage, så var det mænd med penge, samt de typer der ikke lagde skjul på at de havde mange.

Hun tog imod den lille flaske med engle blod og tog en hurtig tår af den, før hun gled elegant ned fra bar stolen, i det hun forsvandt i mængden af folk på danse gulvet. Audrey var blevet mere og mere kendt, dog de fleste troede hun var en engle, mest på grund af det uskyldige look samt hendes elegance, dog dem hun havde stjålet fra, der havde været tæt på hende, vidste at hun var en vampyr, samt en forfærdelig en af slagsen.

Hendes fokus blev dog ved med at vende sig mod Caleb. Den mystiske fremmede, der havde en bås for sig selv, med engle blod stående foran sig,- Dørmændene respekteret ham, samt kvinderne elskede ham. Hun hadet virkelig den type, dog kunne han sagtens være en utrolig venlig person, med en fantastisk personlighed, men stadig.. han havde penge. * Et nyt mål *. Han skulle være den næste hun stjal fra, det var helt sikkert.

Han var ikke helt enig i musikvalget men det var egentlig ganske okay. Han viftede en tjener over og spurgte om ikke de på et eller andet tidspunkt kunne spille noget klassisk rock. Det var en musik der efterhånden passede Caleb rimelig godt. Det var en stil hvor man stadig kunne nyde hinanden og have en aften med tryk på. Og stadig tænke på andet end de baslyde der ellers rungede over dansegulvet. Tjeneren nikkede bare og gik op og bestilte musikken til ham

Han tog en god tår af sit glas og kiggede igen ud over klubben og det var en speciel samling. Der var alt på det dansegulv. Alt fra djævle til engle. Der var dog en der stod lidt ud fra mængden. Hvis man dømte rent ud fra hvordan hun så ud ville de fleste nok sætte hende til at være engel. Men Calebs næse fangede godt hvad det var for en flaske hun købte i baren, så hans umiddelbare gæt var vampyr. Men skindet havde det med at bedrage.

Hun virkede bestemt ikke til at kunne lide ham eller måske mere den type han var, da hun hurtigt kiggede over på ham. Det kunne der selvfølgelig være flere grunde til. Så da hendes blik bevægede sig i hans retning igen, smilede han bare og hævede glasset til en skål

Da hendes blik endnu engang fangede hans, fik han en rødmen til at stige i kinderne på hende, da han hævede sit glas og smilede til hende. Hun så en smule chokeret ud, men fik dog alligevel et lille smil til at glide frem, over de rosa pink læber af sine, før hun gemte sig lidt bagved nogle piger. * Måske er han alligevel ikke så slem en fyr, samt.. jeg kom her ikke for at lave mere rag i den *. I det hun skulle til at tag en tår af sin flaske, kom der en bagved hende og tog hårdt fat om hendes håndled.

" Jamen ser man det, er det ikke lille Audrey the silent kitty cat ". Fyren var ikke til at tag fejl af. 1,80 ca samt muskuløs og en hun havde stjålet fra tidligere. Hun prøvede at rive sig væk fra ham med det samme, fordi hun vidste at vis han fik chancen, ville han hive hende ud på gaden og tæske hende ihjel. " Slip mig! ". Modbydelig.. folk som ham var modbydelig. De kunne ikke klare at miste lidt penge her og der. Hun mærkede sine hjørnetænder glide frem, samt hendes negle blev hårde og mere spids. Hun havde 4 hjørnetænder og kunne bide fandens hårdt, men hun gjorde det dog ikke, fordi så ville hun blive smidt ud.

Hun fik sig revet fri og løb hurtigt væk fra ham, mens hun altså havde chancen. * Hvor skal jeg gemme mig *. Hun så panisk rundt. Hun kunne ikke gå ud, samt hun kunne ikke gemme sig på badeværelset.. fordi han var ikke ligefrem dum. Hun lagde mærke til Caleb. Han havde indflydelse her, så måske hun kunne bruge ham. Hun skyndte sig hurtigt at gå mod ham, mens folk skubbede her og der.. indtil hun endelig nåede frem til ham. Hun så på ham, med sine store mint grønne øjne og sagde " Please hjælp mig ".

Den nu skræmte unge dame faldt nærmest over hans bord i en bøn om hjælp. Caleb havde godt fanget hvad der skete ude på dansegulvet og brød sig slet ikke om den type mennesker. Han klappede på en plads i hans bås og sagde: Sæt du dig bare så tager jeg mig af det her. 


Han skålede igen med hende da det store brød kom direkte hen mod bordet og slog hånden hårdt ned i bordet og råbte nærmest: Giv mig pigen pretty-boy så sker der ikke dig noget!
Caleb satte roligt sit glas fra sig og sagde roligt og smilende: Jeg sidder lige og nyder et glas i hendes selskab og hun ligner ikke en der havde tænkt sig at gå med dig alligevel store ven.


Kæmpen slog til flasken imens han igen råbte: Jeg sagde ikke du havde et valg!


Caleb var nu blevet gal og man kunne se det på hans øjne. Når han blev så gal eller opslugt af sult, glødede øjnene nærmest grønt. Med en meget hurtig bevægelse stod Caleb oppe foran ham og havde fat i mandens kæbe. Han pressede en af de sylespidse negle ind i kinden og der kom et tydeligt hul. Caleb hvæste nærmest af ham da han sagde: Nu giver jeg dig et valg.... Du kan vende dig om og gå herfra uskadt.... Eller du kan fortsætte det du havde gang i og så ser vi om du nogensinde kommer til at åbne øjnene igen.... Her er 500 euro.. Betragt dem som pengene der redder dit liv hvis du tager imod dem....


En dørmand kom hen og tog fat i den store og sagde: Er alt som det skal være mr. DeBayle?


Caleb rettede sig og slap manden der havde fået pengene og sagde: Ja det var bare en misforståelse så alt er som det skal være. Ikke sandt store fyr?


Caleb kiggede fast i mandens øjne, der nikkede imens han stavrede hurtigt væk fra bordet. Caleb satte sig ned igen og bestilte en ny flaske. Han vendte sin opmærksomhed mod den unge dame og sagde: Er de okay frk.?

Hun spærrede sine øjne en smule op, i det han sagde hun blot kunne sætte sig, så skulle han nok tag sig af det. Det var ikke til at tro, at en som ham, ville gør hende en tjeneste, dog så hun heller ikke ligefrem fattig ud lige nu, men stadig. Hun rødmede en smule over kinderne, før hun satte sig blidt ned. Hun rettede lidt på sin smukke sorte lace kjole, før hun satte flasken fra sig og nu blot sad og betragtede Caleb en smule.

(kjolen) http://www.sheinside.com/Black-Boat-Neck-Half-Sleeve-Bodycon-Lace-Dress-p-138711-cat-1727.html

Hun tog flasken og skålet med ham, dog varede glæden kort, i det manden kom hen til bordet. Hun så skræmt på fyren og rykkede sig en smule tættere på Caleb. Hun kunne mærke sin krop ryste. Det kunne godt være hun var vampyr, men hun følte sig stadig menneskelig og svag, især overfor sådanne typer som ham. " Ah! ". Hun lukkede sine øjne og krøllede sig sammen, op af Caleb, i det hun fik et chok over den pludselige flaske, der blev hårdt klasket væk, med et ovnlig KLIR mod gulvet. Hun åbnede sine øjne langsomt og sagde bedende, med den blide uskyldige tone. " Please stop, lad mig nu være ".

Hun nåede dog ikke at sige mere, før hun opdagede Caleb´s øjne blive grønne. * Hm?? *. Hun gav et gisp fra sig, i det han pludselig ikke sad ved siden af hende, men var oppe ved manden og tydeligt så pist off ud. Hendes mint grønne øjne, veg ikke fra Caleb en eneste gang. Hun slugte de ord han sagde og så manden´s frygt, i det han mærkede sin kind blive åben af Caleb´s negl. " Wauw.. ".

Hun havde aldrig nogensinde set en anden vampyr i aktion, så at se Caleb bevæg sig så hurtigt, samt hans øjne´s lysende grønne farve, samt hans hårde tone, det fik hende næsten til at gå i en trance af beundring. Da dørmanden kom, gemte hun sig lidt bagved sin hånd, i det hun ikke ville genkendes a nogen eller noget, der kunne ende med at ha set hende før. Hun betragtede Caleb da han satte sig igen og nikkede kort, før hun fjernede sin hånd og satte sig lidt mere til rette, samt rykkede sig på afstand fra Caleb igen.

" Ja,- det tror jeg i hvert fald ". Hun tog sig en smule til brystet, som bankede hendes hjerte stadig, skønt det ikke gjorde, fordi.. hun var jo død. Hun betragtede Caleb med sine uskyldige mint grønne øjne og svarede med en blid stemme. " Audrey. Mit navn er Audrey ". Hun smilede forsigtigt, i det hun rakte ham sin hånd. Hendes finger var smalle og bar flotte glas ligene klare negle, der ikke var firkantet ude i spidsen men i en smuk feminin bue i stedet. " Og de er? ". Hun lagde hovedet en smule på skrå.

En tjener kom over til bordet og tørrede op og fjernede glasskårene. Caleb gav tjeneren lidt drikkepenge og tog en tår af sit glas. Ikke længe efter kom en ny flaske over og han skænkede op igen. Han smilede bare og sagde:
Nu skal jeg nok lade være med at komme med hele mit navn. Det er lidt langt. Men de kan kalde mig Caleb. 


Hun havde en tydelig ynde men det virkede til gengæld også som om der var mere til det end bare den uskyldighed hun udviste lige nu. Der måtte være noget i hendes fortid der gjorde at den mand opførte sig sådan. Det var så ikke til at sige om det var for noget godt eller skidt. Mange ting kunne det være. Det kunne være han fandt ud af det senere hen. Lige nu lod han bare aftenen gå sin stille gang. Hun skulle jo også have lov at falde ned igen. Hun virkede noget rystet over den oplevelse der lige havde forekommet.

Med et kortvarigt løftet glas, kiggede han undrende på hende og sagde: Nu må de endelig stoppe mig hvis jeg overskrider en grænse men hvorfor var han så forhippet på at få fat i dem?

Hun betragtede kort Caleb, da han spurgte ind til hele optoget. Hun så skamfuldt væk fra han og knugede lidt sin fine kjole forneden. Hun bed blidt ned i sin fyldige underlæbe, før hun slap underlæben og sukkede dybt, med det tomme svar. " Det.. jeg kan ikke give dig et fyldestgørende svar ". Hun gav et lille undskyldende smil fra sig og tog om sin flaske. Den var næsten tom.

Hendes hjerne arbejdede på højtryk, mest for at finde et andet emne at snakke om. Hun ville ikke sige at hun stjal, samt hun ville ikke reklamere med at hun skyldte ham penge. Hun så kort over mod Caleb og svarede " lad os blot sige, at han fik som fortjent ". Alle rige svin skulle prøve at lide et liv i fattigdom. Hun stjal ikke for sjov skyld,- nej.. det var skam ramme alvor.

Hun strøg blidt en forvilden blond hårlok, om bagved sit øre, så nogle smukke ægte sølv øreringe fra Pandora, blev blottet til fuld skue, samt også diamanderne der sad i.

Hun fik et glas af en tjener og hældte det sidste af sin flaske op i det. Hun kom til at blotte et lille nyt sår, som hun ikke helt havde fået healet, eftersom hendes krop ikke helt gjorde som hun ville ha, dog var hun stadig kun 1 måned gammel, som vampyr.. samt hun havde ingen herre.. til at lære hende de forskellige ting, som en vampyr kunne. Såret var næsten healet, men det havde liiiige en passende form, til et rør.. sådan et man brugte, når man tappede blod.

//skrevet over iPhone, sorry vis der stave fejl, samt det kort. //

Han kiggede lidt undrende på hende imens hun sagde at hun ikke kunne svare ham på det. Det kunne der naturligvis være rigtig mange årsager til. Dem skulle Caleb nok finde ud af når hun synes han skulle vide det. Hvis det nogensinde hændte.

Han rakte hen mod sin flaske som en gestus til at hun godt måtte tage af den flaske også. Ikke for at hovere eller noget, men bare fordi han gerne ville være en gentleman. Ja hvem ved det kan være jeg finder ud af det på et tidspunkt. Men om ikke andet, så er jeg glad for at jeg kunne hjælpe dem frk. Jeg har ganske vist sikkert ikke været gennem et liv lignende deres, men jeg har stadig respekt for at de klarer det så flot.


Han kunne ikke undgå at bemærke det lille sår hun havde, men undlod at spørge direkte indtil det. Men noget nagede ham alligevel. Han kiggede ned i sit glas, tog en tår og spurgte så: 

Tilgiv mig hvis jeg er for direkte, men de har ikke levet så længe i natten har de?

Hun så en smule overrasket ud, da Caleb ramte spot on. Et lille genert smil viste sig over det kønne ansigt, i det hun svarede med en tøvende blid stemme. " Tjoh. Faktisk er jeg kun en måned gammel, i vampyr år ". Hun mærkede rødmen stige i hendes kinder, så vis man så på hende, kunne man sagtens lægge mærke til en rouge ligene rød farve over dem, dog var det blot blod der steg hende til hovedet, især lige nu. Hun tog sig en smule til sin arm, da det gik op for hende, at det endnu ikke var healet. " Oh det. ". Hun så flovt på Caleb og sagde " Jeg ikke en stik nakoman eller noget.. ".

Hun sukkede lidt og rakte ud efter flasken og tog om flaskehovedet. Hun betragtede Caleb lidt,- da hun tog fat i flasken. Et smil kom endnu engang frem og så trak hun ellers flasken til sig og skænkede op i sit eget glas. " Jeg bloddoner.. ". Hun havde mødt en på det lokale hospital, der kendte til vampyr. Hun havde fortalt om healing samt hvad vampyr blod kunne gør for mennesker, samt væsner. " Vidste du, at vores blod.. kan redde liv, i stedet for at ødelægge dem ". Hun så kort ned mod sit glas og tog om dets fine stilk og tog en hurtig tår, før hun studerede glasset lidt, samt dets indhold. " Ligesom nu.. ". Hun kom til Northman for at spise, især fordi hun ikke var den type, der tog ud og jagede. Hun havde kun bidt en person.. og han havde været en engle.

Hun betragtede Caleb lidt og sagde kort " Du har vel aldrig.. malet? ". Hans efternavn sagde hende et eller andet. Hun var jo en tyv. Hun syntes at ha set hans navn på et maleri, som hun jo havde stjålet fra et galleri. Hun tog endnu en tår af det delikate blod foran sig.

Han sippede til sin vin og svarede hende smilende:
Deres adfærd er en smule afslørende hvis man ved hvad man skal kigge efter. Jeg er udemærket klar over de ikke er stiknarkoman. Jo jeg er skam udemærket klar over hvad vores blod kan bruges til. Nu er jeg jo også 300 år gammel efterhånden.


Hendes usikkerhed lyste nærmest ud af hende. Som om hun var blevet efterladt af sin Sire. Hun virkede som om hun ikke vidste noget reelt om den verden hun var kommet ind i. Det var i hvertfald afslørende at hendes viden var mangelfuld så enten havde hendes Sire ikke oplært hende som han burde eller også var vedkommende der ganske enkelt ikke. 

Endnu en tår gled ned og han lagde sin frie hånd på bordet og svarede: Jo jeg maler skam selv også. Jeg udstiller indimellem billeder selv, men det er mest en hobby ved siden af. Tilgiv mig at jeg spørger så direkte, men hvor er deres Sire og hvorfor er det sår ikke lukket endnu?

Hun spærrede sine øjne op, i det hun blev overrasket over at høre tallet 300. " Er de virkelig 300 år gammel? ". Hun kunne ikke forstille sig, at der var nogen der kunne leve så lang tid, dog måtte hun vel til at vende sig til tanken, eftersom det meget let, kunne ende med at hun blev så gammel, ja måske over det tal endda. * Omg, så ville Caleb jo være over de 600.. *. Hun kunne lige forstille sig det. Tanken gav hende dog et smil på læben og en hvis selvsikkerhed lyste ud af hende.

* Det derfra jeg kender ham *. Hun huskede at ha stjålet et maleri, mens der stadig havde været nogle i bygningen. Hun hørte hans efter navn. DeBayle. Han var den DeBayle!?. Det var ikke så sært, han havde penge. Det var klart at Audrey havde hørt om ham, især fordi hun engang nær havde taget imod et job tilbud, om at stjæle nogle af hans værker. " Deres værker er meget.. efterspurgt ". Hun gav et lille uskyldigt smil fra sig. Lord DeBayle. Det var ikke så sært.. at næsten alle på Northman, respekteret DeBayle.

Hun huskede at ha set en mappe, som der indeholdte nogle navne. Hans havde været en af dem. Hun strøg blidt en forvildet hårlok om bagved sit øre og gav et kort.. (gulp) fra sig, i det han kom ind på emnet. Hun vidste hvad han snakkede om.. den der havde skabt hende. Hun bed sig en smule i underlæben og sagde tøvende. " Jeg.. efterlod ham ". Hun så flovt væk fra Caleb, mest fordi hun ikke turde at se hans ansigts udtryk.. ved ordene, forlod. Hun havde måske været lidt dum, men.. hun havde intet haft at gøre, med ham der skabte hende.

Han havde reddet hendes liv, efter hun var blevet stukket ned, af en mand.. efter at ha stjålet. (Det var også derfor hun havde været så bange tidligere). Hun huskede stadig smerten, samt det kolde stål.. der stak igennem hendes skind.. og gjorde en ende på hendes liv, vis det ikke havde været for fordi at Sidney fandt hende. " Han reddet mig liv, men vi havde ikke nogen kendskab ud over det, så jeg gik.. ligeså snart jeg vågnede.. ". Hun havde måske været en smule utaknemmelig.

Han sad selvsikkert og drak af sit glas og en del af ham morede sig over hendes begejstring men samtidig hendes usikkerhed. Ja i "vampyrår" er jeg. 324 hvis vi endelig skal være helt præcise. Er mine værker efterspurgte? Ja det er vel egentlig bare et spørgsmål om at finde den rigtige køber ikke sandt?


Han blinkede til hende som om han udemærket vidste hvad hendes erhverv var. Det var egentlig heller ikke så svært at regne ud siden en kæmpe var efter hende på den måde. 

Han satte sig mere opmærksomt op da hun begyndte at forklare om sin Sire. Det var uforsvarligt af hendes Sire ikke at tage sig af hende. Det kunne ske hendes Sire blev henrettet for noget lignende hvis det blev opdaget. Vampyrer der er så uforsvarlige havde en tendens til at ende deres dage hurtigt. 

Hmmm ja det var ikke specielt smart gjort. Der er nogle helt basale regler og overlevelsestips din Sire burde have forklaret dig. Men du har jo klaret dig indtil nu. Men nu skal jeg lære dig en enkel ting som du får god brug af. Du må stole på mig.


Han holdt fast i hendes arm med såret på. Dette var ikke svært da han var noget stærkere end hende. Men han holdt ikke fast så det gjorde ondt. Han kiggede hende dybt i øjnene for at berolige hende. Han kyssede først såret og lod der efter tungen glide hen over såret ganske langsomt. Da han satte sig op igen og slap hendes arm var såret væk.

Vampyrer må ofte gemme deres bid, og hvis man slikker et sår såsom det du havde, vil enzymer i vampyrspyt lukke det. Det er derfor man slikker såret efter at have drukket blod

Hun så en smule paf ud, da han blinkede til hende, mest fordi hun ikke havde regnet med, at han ville fange det så hurtigt. * Allerede!? *. Hun så en smule skamfuldt væk fra ham og bed sig i underlæben, for at holde sig under kontrol, eftersom hun havde lyst til at sige.. at det ikke var sandt, at hun ikke var den type, men det var jo sandt. Hun var den der type, der stjal og løg rundt, for at få goderne. Hun var dog ikke en af dem der stjal fra fattige eller folk der havde det hårdt,- Nej. Hun var den type der stjal fra rige, dem der var arrogante, dem der havde for mange penge, eller havde udvist ingen form for respekt, overfor en person der ej havde høj status.

Hun så på ham med store øjne, da han tog fat i hendes arm og holdte den fast. Hun betragtede ham blot, mens han langsomt nærmede sig hendes sår, for derefter at kysse det og så slikke på det!?. Hun sad tilbage, som en statue.. der blot var blevet stillet til skue. Hun var helt rød i kinderne, samt hendes mint grønne øjne, lyste næsten, i det hun var så flov som hun overhovedet kunne blive. Hun var jomfru, samt hun havde aldrig haft friheden til at ha en kæreste, eller for den sags skyld forelske sig, så da han havde kysset OG slikket på hendes sår.. selvom det blot var venligt ment, samt for at lære hende, ja.. det havde altså efterladt et dybt indtryk.

" W-wauw.. det må jeg sige, det.. det virkelig. Øhm ". Hun rømmede kort sin hals og så flovt på ham og tog så en hurtig tår af sit glas med engle blod i, før hun veg sit blik væk fra hans, for ikke at afsløre sin åbenlyse flovhed.

Han lænte sig godt tilbage og satte sig mageligt imens han betragtede hendes flovhed brede sig. Rødmen bredte sig og det var tydeligt hun kiggede væk for at skjule at hun var flov. Han betragtede en usikkerhed han ikke regnede med hun havde. Med en rolig stemme sagde han:

Det virkelig Øhm? malerisk... Men de har intet at være flov over overhovedet. Hvor i alverden skulle de vide den slags fra hvis ikke nogen har fortalt dem det? Undskyld hvis det virker respektløst, men i vampyrøjne er de jo stadig et barn. Men jeg er glad for at jeg har lært dem lidt de kan bruge til noget. 


Han lagde forsigtigt hånden på hendes skulder så hun så på ham. Han smilede bare til hende og fyldte lidt mere i hendes glas. Og lidt flabet sagde han: 

Og bare for en god ordens skyld. De malerier skulle jeg ikke bruge til noget alligevel. Jeg kan bare godt lide at male

Hun vendte sig blik mod ham, da han lagde sin arm på hendes skuldre, i det han fyldte lidt mere op til hende, i hendes glas. Hun kunne ikke lade være med at se på ham, med lidt store øjne, i det han nævnte hans malerier. Havde hun kommet til at nappe en af hans, da hun skulle stjæle et til en kunde, fra et galleri. " Jeg.. ". Hun mærkede nervøsiteten sprede sig, dog kunne hun alligevel ikke lade være med at smile en smule genert, i det han ikke virkede fjendtlig. Han var så dejlig at snakke med, som kunne man sige alt til ham.

" Undskyld vis jeg har stjålet et af dem "- Hun rømmede kort hals og gav et lille grin fra sig, mest for at skjule sin usikkerhed. Hun havde aldrig nogensinde fortalt nogen, hvad hun lavede og hvorfor.. men hun følte dog, at vis der var en hun kunne fortælle det til, så var det muligvis Caleb. " Manden før. Jeg stjal fra ham ". Hun sukkede en smule, i det hun tog endnu en tår af sit ny fyldte glas, før hun fortsatte. " Jeg stjæler fra rige folk, dog.. stjæler jeg også nogen gange fra butikker.. og malerier ". Hun gemte sin usikker stemme, ved at tag endnu en tår og så kort på Caleb, før hun sagde " Tak fordi du så forstående.. ".

Hun kunne ikke lade være med at smile lidt mere åbent denne gang, samt hun følte sig bedre tilpas nu. Hun følte at en vægt, var blevet fjernet fra hendes skuldre og nu kunne hun endelig trække vejret frit. " Vis du ikke ville ha noget imod det, så.. ville jeg gerne lære mere om os. Vampyr ". Hun ville så gerne lære mere. Evner, samt hvordan man virkede mest menneskelig.. hvad ens krop kunne holde til, samt hvad vampyr kunne tåle og ikke tåle. " Vil du lære mig op? ".

Med en varm og rolig stemme sagde han: Du har slet ikke noget at være så nervøs eller flov over. Ret ofte er malerierne nogen jeg har doneret til gallerierne. Så det er i realiteten ikke mig de har stjålet fra. Jeg kan bare godt lide at male.


Der var stadig usikkerhed i hende, men ikke desto mindre virkede hun mere tryg nu. Hun var tydeligvis stadig flov, men lod til at være mere rolig omkring Caleb. Det var også sådan Caleb havde det bedst. Han foretrak generelt at folk havde det godt omkring ham. Det gav gerne de bedste resultater. Med mindre man gjorde ham gal. Men det var en hel anden snak. 

Lidt overrasket over hendes spørgsmål omkring oplæring, men dog nikkede han. Han gjorde tegn til hun skulle blive siddende. Han gik op til baren og snart vendte han tilbage til hende med en skål druer og en flaske champagne med to glas. Han hældte champagne op til dem, og kastede en drue op i luften. Han greb den med munden og imens han spiste, sagde han: 

Så kald det her første lektion. Mange vampyrer tænker ikke over at man stadig kan meget af det man kunne som menneske. Vi kan stadig spise og drikke. Vores krop opløser det også, det tjenerbare ikke noget formål udover at det smager godt og man passer nemmere ind i flere forskellige selskaber

" Virkelig? ". Hun betragtede de fine druer foran hende, der så ud til at være blevet badet i vand, før de var givet videre til Caleb. Kolde faste druer. Hun tog en op og holde mellem hendes pegefinger og tommeltot, mens hun studerede den. Hun betragtede dens dug, samt duften ramte hende også. Hun kunne dufte ting meget bedre, end den gang hun var menneske. Hun tog forsigtigt druen op til sine læber og tog en enkelt bid, så der stadig var en del af den tilbage.

Han havde ret, det smagte stadig godt, dog kunne hun bedre lide blodet´s smag, men druer smagte stadig ligeså godt, som da hun havde været menneske. " Wauw, jeg har ikke spist normalt.. siden jeg blev forvandlet ". Hun smilede en smule og tog det sidste af druen ind i munden, for derefter at tygge det i stykker og sluge det. Hendes læber havde fået en fin glans fra druen´s dug.

" Champagne ". Hun betragtede det lidt og så en smule usikkert på Caleb, i det hun sagde. " Med vores healing process, kan vi så stadig blive påvirket?. ". Hun kunne forstille sig, at ens lever ville nå at komme sig, dog vis ens lever ikke virkede.. ville man så blive tusind gange hurtigere fuld, eller ville man slet ikke kunne mærke noget. Hun så kort på blodet foran sig, i det andet glas. " Når vi drikker blod ". Hun tænkte på sin rødmen, samt den følelse hun fik inden i, efter at ha drukket. " Bliver vi så mere modtagelig overfor ting?. Varme, berøring.. følelser.. bliver vi mere menneskelig? ". Hun lagde hovedet en smule på skrå og så på Caleb med de mint grønne øjne, før hun så mod sit glas blod og tog en tår.

Afslappet sippede han til sin champagne. Det var lidt som at se ungen fra et rovdyr der var usikker på om det deres tur til at æde. Hun studerede nærmest maden som var det første gang hun smagte druer. Eller mere som om hendes krop havde glemt hvordan de her ting smagte. Og nu huskede hendes system.

Han smilede og satte glasset fra sig og begyndte igen at lære fra sig: Nej det er enormt svært at blive påvirket af alkohol. Vores kroppe er jo teknisk set døde. Så alkoholen tager ikke effekt. Men som andet vi kommer i systemet bliver det opløst og vi kan smage tingene. 


Han tænkte over hvordan han skulle svare på det næste hun spurgte om. Der var mange måder men han blev enig med sig selv om ikke at skåne hende for meget. Det var jo en verden hun blev nødt til at tilpasse sig.

Han kiggede ud over de mange mennesker der var på natklubben og svarede da: Når det kommer til at føle, er vi stort set lige som alle på det gulv. Vi kommer ikke til at virke mere menneskelige af at drikke blod. Men det har en meget vigtig funktion. Alle vampyrer lige meget hvor forskellige de er, har et indre Bæst. Det er vores sult. Hvis ikke vi får det blod vi skal have, vil Bæstet på et eller andet tidspunkt tage over. Sker det, vil man forsøge at slagte alt levende omkring sig. Indtil man har fortæret nok til at Bæstet falder til ro.
Men nu skal det jo ikke alt sammen være Bøhmandshistorier. Man kan stadig mærke hvis man bliver kysset. Man kan stadig blive forelsket. Og man kan også sagtens have sex hvis man ønsker det

Hun rakte ud efter sit glas og lod sine smalle finger, blidt glide om den tynde stilk af glasset, før hun tog elegant om det og førte det gennemsigtige glas, med den smukke væske, op til hendes fyldige rosa pink læber. Hun betragtede glasset lidt, samt væsken der var i det. Champagne... hun havde aldrig nogensinde fået det før og nu.. var hun i en krop, der end ikke kunne blive fuld af det, så hun måtte vel blot nyde smagen, vis hun altså overhovedet kunne lide det. Hun lukkede sine øjne og tog forsigtigt en lille tår af det, dog åbnede hun dem hurtigt, i det hun blev chokeret over den fantastiske smag. " Wauw, det.. smager slet ikke som jeg havde forventet, det ville smage? ". Hun betragtede ham lidt og tog så en større tår, før hun stillede glasset tilbage og smilede nu over hele ansigtet.

Hun så flovt på ham, i det han nævnte ordet sex. Hun så kort væk fra ham og mod mægden, for at skjule sin flovhed endnu engang, i det hun med en tøven sagde. " Sex.. javel ja ". Hun rømmede kort hals og strøg blidt sit hår til den ene side, ned af skuldren, så hun kunne flette det lidt, eftersom hun ikke rigtig vidste hvad hun skulle sige eller gør af sig selv. Hun flettede det smukke glatte hår, blidt ned af den højre skuldre, så det nu var i en smuk fletning, der gik til lige under brystet af hende. " Har du nogensinde.. været forelsket? ". Hun så kort over mod Caleb og tog så den ene hånd frem og viftede med den, som undskyldte hun. " Undskyld jeg spørg om noget så personligt ". Hun havde aldrig nogensinde været forelsket i nogen, så det var nok derfor.. det fascinerede hende en smule, når andre havde det, samt de minder og historier de kunne fortælle.. samt at lære en anden at kende på sådan et plan.. at stole så dybt på en, samt lade dem.. komme så tæt på. " Det må være fantastisk at være forelsket.. ". Hun sukkede kort og lænede sig en smule tilbage i båsen og tog sit glas i hånden, før hun tog endnu en tår og stirrede en smule tomt på glasset. Alene hver nat.. hver dag.. at være sig selv.. var det virkelig en gave.

Han tog selv en velvoksen tår af sin champagne og sagde nærmest entusiastisk: Det smager fantastisk gør det ikke? Der er meget få vampyrer der tænker over at man sagtens kan nyde dødeliges goder. Både at indtage føde og nyde kærtegn.


Hendes næste spørgsmål overraskede en del. Det fik ham til at blive tavs et lille stykke tid hvor han nærmest bare sad og kiggede ud i luften. Han sad egentlig bare og tænkte tilbage. Og det gik op for ham at mange af dem han havde holdt af i årenes løb, nærmest fadede ud i hans hukommelse. Det var egentlig rimelig trist. Det var som om en del af ham ikke ville huske dem. En del han ikke selv kunne styre. Men en egentlig forelskelse?

Han rømmede sig kortvarigt og vendte opmærksomheden tilbage på hende: 

Det er skam helt i orden frk. Man finder ikke ud af den slags med mindre man spørger jo. Forelsket? Jeg var vel egentlig i Claire.... Claire var den kvinde der forvandlede mig til vampyr for mange år siden. Jeg fik selv valget. Jeg skulle forvandles så jeg kunne blive med hende, men hun..... gik tabt....

Det førhen glade udtryk, viste sig pludselig som et sørgmodigt udtryk, i det Caleb fortalte hende sin historie, om denne kærlighed.. om den vampyr der havde forvandlet ham. " Det.. det gør mig ondt Caleb ". Hun strakte forsigtigt sin hånd og lod de smalle finger blidt glide om hans, i det hun tog om hans hånd med sin og klemte blidt. " Jeg skulle ikke ha spurgt.. ". Hun gav et undskyldende smil fra sig, før hun slap hans hånd og tog en langtrukken tår fra champagne glasset.

Hun betragtede ham lidt og derefter flasken, hvorefter hun spurgte nysgerrigt. Hvordan har du egentlig råd til alt dette?.. har du gemt kontanter i lommen eller glider alt bare over kort ". Hun lagde sit hoved en smule på skrå. Hun huskede at han havde hjulpet hende med manden, med at give ham en pæn sum penge. " Altså ikke.. at det vedkommer mig, men.. jeg blot nysgerrig ". Hun grinte lidt inden hun så væk fra ham og mod den store mængde af folk. " Utroligt hva?. De har alle et hjem at tag tilbage til.. ".

Det var ingen hemmelighed at Audrey intet hjem havde, eftersom hun boede her og der, som en eller anden strejfer.. som en hjemløs kat, der blot søgte ly og mad, samt en smule kærlighed og så var hun ellers taget afsted igen, før nogen af dem ville kunne nå at holde hende tilbage, samt før nogen kunne nå at gør for stort indtryk på hende. Hun så kort rundt og vendte så sit blik mod Caleb, i det hun sagde " Det ikke for at være uhøflig.. men nogen af os, er nød til at finde et sted at overnatte.. væk fra solen ". Hun så en smule ked ud, i det hun rejste sig og gjorde klar til at forlade ham, for at finde en.. der kunne give hende ly for dagen´s gyldne stråler.

Han smilede bare og sagde varmt: Det skal du slet ikke tænke på. Vi er nærmest intet uden vores minder. Og det er rart nok at få lov at tale om dem også. Jeg foretrækker at tænke på at det holder minderne friske. Fremtiden er den man bliver, men fortiden er den man er.


Han tømte sit glas og tog en tegnebog frem. Den så velfyldt ud. Caleb var også en meget velhaven herre og han havde altid nogle kontanter på sig i tilfælde af at de skulle blive nødvendige. Og ganske rigtigt var der også mange ting der kunne løses med et fornuftigt beløb. Han kiggede på hende med et glimt i øjet. 

Jeg har handlet med kunst i ca 300 år og det er en branche der giver godt. Jeg kommer jo også af et adelshus der har beskæftiget sig med netop det fag i århundreder. Jeg har altid både kontanter, og kort. Og i nødstilfælde også elektronisk.


Da hun var på vej til gå, lagde han forsigtigt hånden på hendes skulder og rakte hende en nøgle:

Den er til en medarbejderlejlighed tilhørende galleriet. Det er en beskeden lejlighed men du er ude af solen

Hun stoppede op og så sig over skulderen i det han rakte hende noget. En nøgle?. Hun betragtede den kort og så derefter uforstående op mod Caleb, indtil han fortalte færdigt. Hendes øjne blev store, i det hun så en smule overrasket på ham, som havde han lige foræret hende guld. Det kunne ikke passe, at en med så meget status og respekt, gav hende denne nøgle.. en mulighed for at slippe for besvær samt flere fjender. " V-virkelig? ". Hun lukkede blidt sine smalle smukke lange finger, om den fine nøgle, blidt holde hun den ind til sit bryst, som var den det dyrebarste hun ejede. " Tak Caleb ".

Hun lænede sig forsigtigt frem mod ham, i det hun blidt placerede et nænsomt kys på hans smukke kind, før hun trak sig tilbage, som den sky skønhed hun nu var. Hun sendte ham et perle blændende smil, før hun så mod udgangen og sagde med spænding i undertonen. " Vil du vise mig vejen hjem så? ". Hun gav et lille blink fra sig, i det hun havde fået det specielle glimt i sine mint grønne øjne igen. Et glimt af håb. Hun skulle endelig for en gangs skyld, ikke ud og lede efter et sted og crash, nej fordi hun havde for første gang, i hele sit liv.. fået det foræret, blot for en stund, men det var skam også nok.

Vis man kendte Audrey, så ville man vide, at hun aldrig blev det samme sted, mere end en dag.. og så ville hun muligvis forsvinde ud af ens liv, forevigt. Hun gik forbi de mange mennesker og ud mod gaden, for derefter at betragte nøglen yderligere. Hun kunne ikke holde sin glæde skjult, eftersom hun ville få et lækkert brusebad, samt en dejlig blød seng og et trygt sted at sove, hvor solen´s stråler eller folk, ikke kunne finde hende. " Er du sikker på.. at du er helt okay med dette? ".

Han stod bare med hænderne i lommen og så det store smil brede sig på hendes ansigt. Det var dejligt indimellem at kunne gøre en forskel for andre. På det punkt var Caleb nok anderledes end så mange andre. Bevares han havde også sine skyggesider men de viste sig meget sjældent. Det var værst hvis enten sult eller begær tog over.

Han gjorde et tegn til at hun bare skulle følge med ham og sagde: Selvfølgelig er det i orden ms. Lovetts. Den står ledig lige nu alligevel. Og hvis du nu holder fingrene fra galleriet så sker der ingenting ved du låner den.


Han sagde det sidste med et flabet glimt i øjet og hentede sin sorte frakke og lod hende tage sin hvis hun havde en med. Han tog hende med ud til hans blanke sorte Aston Martin og åbnede døren for hende. Han satte sig selv ind, startede bilen og sagde: Vi er der meget snart