Det gåde-fulde møde. // Nailyna//

Ude i den fredfylde skov, der hvor fuglende synger, og rævene vandre rundt, med deres små unger og leder efter mad. Der går en mand, han har sine cowboy bukser på, der er et lille hul ved venstre knæ, og så er de lidt slidt. Ud over der har han en åben skovmands skjorte på, en af dem med røde tern og hvide striber. Inde unde skjorten har han en t-shirt på, der er ikke noget specielt over den, den er bare ganske normal.
Han går i signe normale omgivelser, som han gør hver dag. Han går rundt i den ydre del af skoven, den del der vender ud imod byen, da der tit sker noget der, han kigger efter om dyrene har det okay. Da han går i skoven langs vejen, ser han en hjort der er blevet påkørt, han lunter over til det, og da dyrene er van til ham, så går det ikke i panik. Han for hjulpet det væk fra vejen, og hen til en af de hytter han har fået lavet rundt omkring i skoven.

Der var en hytte, det var lige hvad hun havde brug for. Endnu en rædselsfuld nat og endeligvar den overståey. Hun ville sådan ønske at hun aldrig hvade været udsat for at blive bidt af den varulv, hun ville ønske at det hele bare var en ond drøm. Hun havde dog lært at tage noget ekstra tøj med så hun ikke skulle vandre rundt nøgen. Hun undrede sig over hvem der havde lavet hytten, men gik hurtigt hen for at se om der var nogen derinde. Det var der heldigvis ikke så hun listede sig ind, men glemte at lukke døren efter sig. Hun åbnede en taske hun havde gemt i skoven og trak en lang høttetrøje op af den. Den var sor og der var ikke mønster eller noget på den. Derefter tog hun sorte træningsbukser på. Hendes skiftetøj var bare dovent, men det var heller ikke fordi at hun magtede noget. Hun satte sit brune hår så det hang ned til midten af ryggen og kiggede sig omkring inden hun sukkede og gik ud af hytten for at se sig omkring. Hun fik pludselig øje på en fyr som kom gående hen imod hytten og sank en klump.

Han kunne nu se hytten, men hjorten gjorde lige pludselig modstand. Han kiggede sig omkring for at se om der måske skulle være noget der kunne gøre den bange. Da han så fik vendt sig om, så han en kvinde han aldrig havde set før, han gav hende et hurtigt blik, hvor efter han så på hjorten igen. Han kunne ikke få hjorten hen imod hytten, da den bare ville gøre for meget modstand, og det ville kun skade den mere, så han lader den ligge, sætter sig på hug foran den, og hvisker, *bare rolig ven, der sker dig ikke noget*. Han rejste sig op igen, bukkede kort og spurgte da. *Hej med dig frøken, uden at være uhøflig, men hvad lavede du inde i hytten, det er der jeg slæber dyr hen for at hjælpe dem igen*

Hun kiggede på hjorten da den blev urolig. Kunne den mon mærke hvd hun var? Eller var det mon bare dens naturlige reaktion på fremmede? det så ud som om at den kendte ham rimelig godt. Hun kiggede på ham da han snakkede, hun så ret genert ud, måske endda bange. Det tog hende et par sekunder at svare. "Øhh.. Jeg.. Ikke noget." Sagde hun og listede helt ud af hytten og tog et par skridt væk fra ham, som om at hun var bange for ham. Hun sagde ikke rigtig noget, hun kiggede bare på ham og hjorten og vidste ikke rigtig hvad hun skulle gøre eller sige. "Jeg.. Øhm.. Jeg.." Sagde hun og tog en dyb indånding. "Jeg skal nok gå." Sagde hun og kiggede lidt ned imod jorden, men op på ham igen efter et par sekunder.

* Rolig frøken, det er ikke det jeg beder dem om, hvis ikke du har lyst til at svare så er den ikke længere*. Han så på hende en ekstra gang, for da lyset rigtig ramte hende, syntes han hun var meget pæn, også selvom det bare var jogging-tøj hun havde på. Han kiggede igen hen på hjorten der var ved at falde til ro, han tænkte at det nok bare var fordi den heller ikke er så van til at der er andre end ham ude i skoven. * Kan jeg hjælpe dem frøken, de kan komme med tilbage til midt hus og få et bad hvis det er, jeg bor ikke så skrækkelig langt her fra, jeg skal bare lige hjælpe den her hjort først*. Han gik hen til den igen, hjalp den op, og gik langsomt hen imod hytten igen, imens han så hende i øjnene, men med et venligt smil.

Hun rystede på hovedet. "Jeg.." Sagde hun og kiggede på hjorten endnu en gang og derefter på ham igen. Hun trak let på skuldrene og bed i ærmet på hendes hættetrøje. "Det.. Ved jeg ikke." Sagde hun og rystede på hovedet imens at hun kiggede på ham endnu. Da han begyndte at gå tættere på hende tog hun et par skridt tilbage, mest af alt fordi at hun stadig var lidt bange efter det hun vidste der var sket i nat, men også for at gøre plads til at han kunne komme forbi med hjorten. Hun kiggede på ham fra top til tå og smilede lidt bag ærmet af trøjen. Hun besluttede sig dog for at gå med ind i huset og se hvad han havde tænkt sig at gøre med den. "Jeg vil gerne med dig hjem, men jeg ved ikke om jeg har brug for et bad. Og navnet er Naylina forresten." Sagde hun med et lille smil.

* Åh ja det må du undskylde, jeg glemte alt om at introducere mig selv. Jeg hedder Serath, jeg bor her i skoven og passer på dyrene og også omgivelserne.* Sagde han alt imens han fik hjorten ind af døren. Hjorten havde været der en gang før, og var endelig meget rolig. Da den kom ind på gulvet, bukkede han sig ned, han tog et godt greb i den, og med et kort vejrtræk fik løftet hjorten op på bordet. Hjorten i sig selv var jo alligevel tung.
Han så på hende, og gav hende et vink, med hentydningen af at hun skulle komme ind og røre ved den.
Hjorten lagde nu på et bord, og han viste allerede hvad der var galt, det var ikke så slemt igen, den havde bare slået benet en lille smule, så han skulle endelig bare give den en lille skinde på, og så var der endelig ikke mere over det.

Hun smilede lidt da han præsenterede sig selv og nikkede en enkelt gang. "Det går nok." Sagde hun og hørte efter imens at han præsenterede sig selv. "Jeg hedder Nailyna." Sagde hun kort og nikkede en enkelt gang imod ham og kom lidt tættere på efter at hun havde introduceret hende selv.
Hun så at han vinkede hende ind i hytten, men tøvede først lidt inden at hun gik derind for at se hvad det var han havde gang i. Hun var faktisk lidt bange for at røre ved hjorten, hvad nu hvis den kunne mærke at hun var varulv og begyndte at gå amok igen? Tanken skræmte hende lidt, men hun lod som ingenting imens at hun gik med indenfor og stod foran den. hun rakte stille og roligt sin hånd ud imod dens mule imens at hun smilede. Umiddelbart så det ikke ud som om at den kunne mærke hvad hun var, men hun vidste heller ikke om det overhovedet var muligt for dyr at kunne det og hun havde jo heller ikke nogen synlige tegn på at hun var varulv. I hvert flad ikke endnu, hun var bare glad for at hun endelig havde mødt en imens at hun var i menneskeform. Han virkede meget sød og hun synes at det var virkelig nuttet at han kunne det med dyrene og han var jo stærk eftersom at han kunne løfte hjorten.

Han havde set at hun havde set lidt på ham.
Da hun rørte mulen på den, var der ingenting, det var nærmest som om de var venner, han smilede både til hjorten og til hende, og havde et blik i øjnene som om han ville sige "godt gået begge to".
Da han havde fået skinden på dens ben, agede han lidt for den, og så den i øjnene og sagde. *Og så passer du på vejene min ven, ellers så bliver jeg jo nød til at blive ved med det her*. Hjorten så også ha i øjnene og det så ud som om at den nikkede igen. Han tog nu endnu en gang fadt i hjorten, *pas på* sagde han og løftede den endnu en gang, den kom ned på gulvet og der efter rejste sig op. Han klappede den i røven, og den stak af med det samme. *så Nailyna, var det hytten vi skulle imod*. Sagde han og lod hans hånd stå frem, som om hun skulle tage den.

Hun åndede lettet op indeni hende selv da den ikke gik amok da hun rørte den og smilede imens at hun kiggede på ham og fulgte med i det han gjorde. Hun grinede en smule da han slog den bagi og kiggede derefter op på ham med et hævet øjenbryn og kiggede sig omkring. "Er det her ikke hytten jeg skulle se?" Spurgte hun og kiggede op på ham igen en smule forvirret og havde fuldstændig glemt at han havde inviteret hende hjem til ham da hun så ham første gang. Hun gik dog over imod ham og tog stille hans hånd i hendes uden egentlig at vide hvorfor da hun jo ikke rigtig kendte ham, men det var som om at hun kunne stole på ham, specielt fordi at det så ud som om at dyrene gjorde. Stolede hun mon på ham fordi hun selv var et dyr på en måde? Hun ville ønske at hun kunne ryste tanken af sig, men det kunne hun ikke. Det var klart at se på hende at hun tænkte meget over et eller andet, men hun ville bare ikke sige hvad det var. Måske kunne han alligevel forstå det nu hvor han havde den kontakt med dyrene som han har? Men hun måtte gøre det på en lidt anderledes måde sp hun ikke røbede at hun var varulv. "Nu hvor du hjælper dyr.." Startede hun ud imens hun holdte hans hånd. "Hvad synes du om animagus og varulve?"

//Ikke for ond eller noget men i ved god at det her sted ikke er sat til man skal emne ikke? ^^''
Sorry hvis jeg bør ind men jeg ville bare lige sige det så i vist det ^^''
//

//Kan det flyttes? D://

//Ja men i skrive til admin om det, det kun dem der magten til flyt emner rundt på siden :) //

//Tark :3 snakker lige med ham i en pm om det xD//

Han kiggede på hende da hun sagde det med vareulve og animagus, og af det gav han et lille set fra sig. *Ehmmmm, jeg har det endelig fint med begge dele, jeg er også stor fan af begge arter, specielt animagus da de har viljen til at transformere når de ønsker...... undskyld, jeg har faktisk studeret lidt på "overnaturlige" væsner, man kan vel sige at det er en lille ekstra hobby jeg har ud over mit arbejde.* Efter han havde sagt det, gav han hende et stort varmt smil. *Men vareulve har jeg heller ikke noget imod, jeg har faktisk en idé om at de findes, jeg har stødt på nogen spor her i skoven, som lige pludselig ændre sig fra ulve-spor til menneske-spor. Men det kan også bare være mig der er skør, jeg har aldrig set en.* Han gav hendes hånd et lille klem, efter at de havde gået i lidt tid. *Se, her er min ydmyg bolig.* De var kommet frem til et stort træhus, som så ud til at være lavet med håndkræft. Han gik hen og tog fat i døren og åbnede da ind til den lille fine hytte.

Hun nikkede til ham da han snakkede. Det var faktisk dejligt at han ikke var bange for varulve eller hadede dem. Hun åndede lettet op endnu engang og begyndte nu at smile lidt større end før. Hun vidste stadig ikke helt om hun skulle fortælle ham hvad hun var eftersom at det nu stadig var en meget stor ting at fortælle en fremmed, men hun holdte ham jo i hånden og han var meget flink. Hun vidste det bare ikke helt, det er jo stadig en stor ting at fortælle. Hun bed sig lidt i læben og blinkede et par gange imens at hun kiggede ned imod jorden idet han fortsatte med at snakke. Hun nikkede ennu engang og kiggede op på ham. "Så.. Hvad vil du gøre hvis du nogensinde mødte en der var varulv?" Spurgte hun så. Hun tænkte ikke rigtig over at hendes spørgsmål måske kunne være lidt mistænksomme eller om han kunne regne ud hvad hun var, men hun håbede på at hun selv kunne fortælle ham det når hun mente at tiden var inde til det, hvilket den ikke var lige nu. Måske når de var nået frem til hytten. Men hvis hun fortalte ham det, så skulle han også fortælle en stor hemmelighed omsig selv, men det kunne hun jo ikke bede ham om at gøre. Hun sukkede let og kiggede op da de var nået til hytten og lod ham åbne døren. Hun kiggede sig stille omrking inden at hun gik imod døren og kiggede derefter på ham. "Bor du her helt alene?" Spurgte hun ham så og smilede lidt til ham imens at hun kiggede på ham med hnedes blå øjne-

* Hmmmmmm, hvis jeg en dag møder en vareulv.... ja det er et godt spørgsmål.* Sagde han og kløede sig lidt på hovedet.* Jamen hvis det var i menneske-form ville jeg nok stille et par spørgsmål. Men hvis det var i ulve-form, ville jeg nok gøre hvad jeg kunne for at holde ham eller hende nede.* Han så hendes smil var blevet lidt større. * Ja det er mig der bor her, det har en kammerat og jeg lavet, det er ikke noget særligt, men det holder da tæt.* Han gav slip fra hendes hånd, og lod en hånd glide ned på hendes hofte, og skubbe hende blidt ind i huset. * Bare stil dine sko her, men jeg vil lige løbe i bad hvis ikke det gør noget. Hvis du er sulten, kan du bare snuppe noget i køleskabet*.

Hun nikkede da han snakkede. "Vel ikke.. Holde nede så du ville slå varulven ihjel?" Spurgte hun ham med et letter grin imens at han skubbede hende ind i hytten. Hun stilte sine sko hvor han havde fortalt hende at hun kunne. "Det er ikke pænt at skubbe mester!" Sagde hun med en jokende stemme og placerede sine hønder på hendes hofter og rakte tunge af ham med et smil. Hun nikkede en ekstra gang da han snakkede. "Jamen hvis jeg bliver sulten vil jeg huske det. Men hvor lang tid havde du forestillet dig at jeg skulle blive her?" Spurgt ehun ham så med et hævet øjenbryn. Hun ville egentlig ikke rigtig have noget imod at blive i længer etid. Det var ude i skoven så det var langt fra mennesker hvor hun kunne forvandle sig og skade nogen og det var jo altid dejligt at være i skoven. Det havde hun faktisk fåeten større nydelse af efter at hun var blevet varulv, det hørte nok med til at blive det. "Forresten, når du er færdig.. Hvilke spørgsmål ville du stille vedkommende som var varulv?" Spurgte hun ham nysgerrigt og kiggede på ham og håbede at få et svar inden at han smuttede ind i badet.

Han grinede lidt af hende da hun kom med sin spydige kommentar, og han gav hende et stort varmt kram. * Nej jeg ville ikke slå den ihjel. Jeg ville finde en måde at holde den fast på ind til den forvandlede sig tilbage til et rigtigt menneske igen, og så hjælpe personen, jeg er ikke en stor fan af vold.* Efter hun rakkede tunge hoppede han hen og gav hende et lille smæk bag i, *sådan noget kunne jeg heller aldrig finde på.* Han nød allerede at være sammen med hende, han hyggede sig mere end han plejer, han var jo mest alene ude i skoven. *Hvor længe du å blive her, hmmmmm.* Han så ud til at tænke godt over det. * Altså jeg har ikke det fjerneste imod at du er her, så for mig er det ligegyldigt, hvis du kan lig at være her, så bliver du her bare*. Han var gået hen til en reol, da hun spurgte ham om det sidste, han åbnede for reolen og tog noget tøj ud, så rejste han sig op igen, og lænede sig op af reolen. *Jeg ville nok spørge om hvordan det er, om det er e forbandelse, eller om de kan lig det, og så også om de kan huske noget fra når de er i ulve stadiet, men nu vil jeg altså rende i bad du*. Han gik muntert hen forbi hende, og gav hende et stort smil da han gik forbi og fortsatte da op af trapperne og ind på badeværelset.

Hun blinkede da han gik hen til hende for at kramme hende. Hun vidste ikke helt hvad hun skulle gøre, men det endte da med at hun krammede ham tilbage, hun havde nu ikke noget imod det, han var meget sød. Hun kiggede derefter på ham og smilede stort. "Godt, jeg kan nemlig heller ikke lide vold." Sagde hun. Der kom et letter hvin fra hende da han klappede hende bagi. "Hey! Det er min bagdel!" Sagde hun, men det var som om at hun ikke rigtig havde noget imod at han gjorde det. Hun smilede bare og rødmede en hel del da han havde gjort det. Med hendes hænder på hendes bagdel kiggede hun på ham med hovedet på skrå. Hun tog en dyb indånding og kiggede på ham. "Okay, fair nok." Sagde hun og smilede da han smuttede op ovenpå for at gå i bad. Hun gik lidt rundt for at finde ud af hvor alting var henne. Hvis hun måtte være her så længe hun ville så kunne hun lige så godt lære stedet bedre at kende.

Da han var gået op af trapperne tænkte han lidt over hende, blandt andet om hvorfor at de var faldet så godt i spænd og om hvad der ville ske bagefter. Han stod helt stille et øjeblik, for at høre efter, han kunne høre at hun bare slentrede rundt der nede, og da gav han et lille fnis fra sig.
Da han var færdig i badet, trådte han ud, tog sig et håndklæde og fik tørret alt vandet af sig, han tog sine underbukser og bukser på, og gik ned til hende med hans snavse-tøj i hånden.
* Hva så Nailyna, kan du lig hytten, eller er det et træls sted*, sagde han og grinte lidt. Han gik hen til køkkenet, og tog sig en øl. *Vil du havde et glas vin med, eller noget andet.*

Hun kiggede op af trapperne da han kom gående ned, det gik op for hende at hun egentlig ikke havde været oppe ovenpå for at kigge, men det kom nok på et eller andet tidspunkt. Hun smilede lidt genert til ham da han kom gående og var på vej ud i køkkenet. Hun satte sig ned i en stol og kiggede sig omkring. Det var altid mærkeligt for hende at være hjemme ved en anden person for første gang fordi hun vidste aldrig hvad hun skulle give sig til. Da han sagde noget ude fra køkkenet af valgte hun at gå derud. Hun ville gerne fortælle ham hvad hun var. Hun kiggede på ham og nikkede. "Det vil jeg gerne." Sagde hun og tog en dyb inånding. "Det er svært at sige om det er en forbandelse eller ej og ehm.. Nej, ikke i starten. I starten kan en varulv ikke huske hvad der er sket om natten." Sagde hun og bed sig let i læben imens at hun kiggede ned mod jorden. Det kunne nok være at han havde sagt at han ikke ville noget ondt med en varulv, men hun var nu alligevel forberedt på det værste.

Han så efter hende da hun kom gående ud til ham, han rodede lidt rundt i sit køleskab før han tog en øl ud, og så en flaske vin. * Sig frem kære*, sagde han da han kunne høre hun prøvede at sige noget, imens hun snakkede rejste han sig op, og åbnede et skab med glas, for at nå op på øverste hylde hvor vin glasende stod. Han stod stille da hun nærmest svarede på det spørgsmål han ville stille en vareulv. *Så du siger at du er en vareulv...... jamen når du har fortalt sådan en hemmelighed, så går jeg også ud fra at du kan holde på min.* Han stilte øllen, og glasset på bordet, gik ud mit i stuen, flyttede en stol der stod ude midt på gulvet. * Du har været ærlig over for mig, nu er det min tur*. Og med et, gik han ned på alle 4, og så skete der noget. Hans krop blev større, han fik hår over det hele, hans tøj kunne ikke strække sig så meget, så det revnede også. Og med et var han forvandlede til en bjørn. Han så over på hende i hans bjørne form, og prøvede at give hende et smil.

Hun sank en klump og nikkede stille da han spurgte om hun var varulv. Hun forventede stadig det værste fra ham, men istedet begyndte han at snakke stille og roligt og det fik hende til at kigge op på ham. "Din..Din hemmelighed?" gentog hun og hævede et øjenbryn. "Så.. Du er sikker på at du slet ikke har noget imod at jeg er varulv?" Spurgte hun derefter og fulgte med ham ind i stuen. Det havde nok været et lidt dumt spørgsmål eftersom at han lige havde fortalt hende at han ikke ville dem noget ondt. Hun var nu stadig overrasket over at han havde holdt sit ord.
Hun kiggede på ham da han begyndte at forvandle sig og lavede store øjne da han lige pludselig var en bjørn og bare havde forvandlet sig til en bjørn. Først var hun lidt bange, det kunne jo godt være at det var ham, men det var stadig en bjørn der stod foran hende. Hun blinkede et par gange og gik derefter lidt tættere på ham.

Han så at hun blev overrasket over hans forvandling, men han så at hun kom tættere på, så han gik over mod hende, og gnubbede sig op af hende, som en kat gør ved dens ejer. Han stod der efter stille, og kiggede ned i jorden.
Han gik der efter hen til den reol, hvor han tog tøj fra før, og fik åbnet den med hans snude, han fik der efter fat i et par bukser mere, smed dem på gulvet, lukkede reolen igen og tog bukserne for så at gå om bag stolen. Og han forvandlede sig da tilbage til et menneske igen. * Ja så gemmer vi jo begge på en stor hemmelighed,* sagde han og gav hende et smil, imens han forsøgte at gemme sig bag stolen for at få sine bukser på.
* Nå men vi skulle jo begge havde den øl der,* sagde han i det han gik væk fra stolen i bar overkrop. Man kunne se at han var træned, han havde en let markeret mave og hans muskler var også meget visende.