One of a kind //Nailyna//

S: Forêt - Skoven
T: 11:30
V: Solskin, en smule blæst.
O: Grøn skov, fuglesang og en lille bæk

Det var en varm solskinsdag, fuglene sang og vinden blæste stille i træerne så de svajede ganske let. Godric, en 19 år ung mand med kastanjebrunt hår og blå/grøne øjne var ude og gå en lille tur for sig selv. Han havde ikk rigtig andet at lave en dag som i dag, og det var en perfekt dag til en skovtur. Godric gik stille gennem skoven, og da han havde gået i lidt tid kunne han høre en let rislen. Han begyndte at følge efter lyden, og lidt efter kom han til en lille bæk som han fyldte et lille stykke. Efter lidt tid satte han sig ned ved bredden og så ud på den lille bæk og nød fuglesangen. Han lage sig ned og tog hænderne om bag hovedet og lukkede øjne. For sit indre blik så han en grøn eng med en bæk. Fuglene sang vidunderligt smukt, og man kunne både høre og mærke den svage vind som pustede stille til græsset. Godric sukkede stile, og nød stilheden i lidt tid før han åbnede sine øjne igen. Et lille pindsvin var kommet hen til ham for at snuse en gang, men skyndte sig nu hurtigt væk igen. Godric rejste sig langsomt op, og begyndte at gå vidre langs den lille bæk.

Efter lidt tid gad han ikk rigtig gå mere. Han vil hellere forvandle sig og tage en lille løbetur. Det var en kildrende fornemmelse han fik når han forvandlede sig. Det startede ved hans hjerte, og bredte sig så ud gennem hele kroppen. Først ned gennem maven, og ned gennem ryggen. Ned til hoften og ned gennem benene. Op til brystet og ud gennem armmene til hænderne, og op til hovedet. Han elskede virkelig fornemmelsen af at forvandle sig. Da forvandlingen var overstået var han blevet til en los. Han strakte sin krop en gang, og begyndte at lunte af sted, og satte stille farten op. Han fulde stadig bækken, og da han havde løbet et pænt stykke lagde han sig ned, og rullede sig sammen. Solens stråler nåde helt ned til ham og varmede ham. Han nød fornemmelsen af den bagende sol, og lukkede bare øjnene.

Det var et godt stykke oppe på morgenen og Nailyna havde allerede fået skiftet sit tøj efter forvandlingen sidste nat. Hun var så småt ved at vænne sig til det hele nu. at hun skulle forvandle sig når der havde været fuldmåne. Det var dejligt nok når at hun var menneske form igen, så havde hun da en undskyldning for at gå rundt i dovent tøj. Det eneste hun havde på var en sort på intet indenunder og sorte joggingbukser. Hun gik og rettede lidt på sit brune hår som hang ned til midten af ryggen. Det var faktisk ved at irritere hende lidt, det skulle snart vaskes og hun skulle snart have et bad, men det var jo ikke fordi at man fandt en bruser herude. Hun sukkede og hørte noget i nærheden. Det var helt klart en bæk eller en flod, så den kunne hun da bruge til at bade i, hvis altså ikke der var nogen i nærheden.

Hun havde fulgt den lidt og kom til et nyt sted som hun aldrig havde set før. Hun kiggede sig omkring og så en masse dyr, men mærkeligst af alt.. Så var der en los midt i det hele. Hun hævede det ene øjenbryn. Det kunne da vidst ikke være rigtigt? Eller kunne det? Hun drømte i hvert fald ikke, men det var nu mærkeligt. Måske var der nogen der ejede den og så var den stukket af? Hun trak på skuldrene og gik hen imod den meget langsomt og håbede ikke at hun skræmte den væk. Hendes blå øjne kiggede fascineret på den.

Godric hørte at der var en person på vej imod ham, løftede hovedet for at se hvem det kunne være som havde fundet helt her ud. Det var en kvinde som så ud til at være først i tyverne. Hun var tydeligvis overrasket over at se ham, eller nok rettere sagt en los her, for hun var nok ikke så vandt til at se en los. Da hun begyndte at komme tættere på blev han en smule mere på vagt, og hvæsede af hende. Han stolede ikke på så mange personer, og det tog sin tid før han ville stole på nogle. Han skulle kende dem godt før han stolede 100 % på en. Godric rejste sig hurtigt op, og barkede et par skridt til bage, og lage så hovedet en smule til bage for at opfange hendes færd. Hun lugtede af ulv, så hun var nok en animagus som ham? han var ikke sikker, for ellers vil hun ikke så sådan på ham. han tænkte sig lidt om, og kom i tanke om at der også fandtes varulve. Det kunne hun meget vel være, og det havde jo været fuldmåne i nat, så det var nok derfor hendes ulveduft var så stærk, fordi hun lige havde været forvandlet. Alligevel stolede han stadig ikke på hende, og bakkede derfor et par skridt længere tilbage. Hun skulle bestemt ikke have lov til at gøre ham fortræd eller sælge ham. han vidste selvfølelig ikke om hun nu også kunne finde på det, men han tog helst ingen chancer hvad det angik. Hvis hun virkelig ikke ville gøre ham noget måtte hun bevise det, og ikke komme tættere på ham.

Hun tog et par skridt tilbage da lossen begyndte at hvæse af hende. Hun blinkede og så lidt overrasket ud. Hun ville den jo ikke noget ondt, men det vidste hun jo selvfølgelig godt at den ikke gjorde. Hun satte sig på hug og kiggede sig omkring for at se om der var et eller andet hun kunne gøre for at bevise at hun ikke ville noget ondt, men det så ikke sådan ud. Hun sukkede og smilede let til den idet at hun rejste sig op. Nu da der ikke var nogen omkring hende så tænkte hun at hun lige så godt kunne bade her, på den måde var hun afslappet og det ville vel også bevise at hun ikke ville noget. Hun gik stille og roligt i en bue omkring lossen og over til vandet. "Jeg gør dig ikke noget." Sagde hun med et smile og gik lidt længere bagud. Hun vidste ikke om hun turde at vende ryggen til den nu hvor den var vild, men hvis den ville angribe tænkte hun at den nok havde gjort det for længe siden. Hun vendte sig om og stod bare der i et stykke tid. Eftersom at der ikke skete noget trak hun på skuldrene og tog sin top af. Eftersom at hun havde været varulv og var udmattet havde hun ingen bh på indenunder. Hun kiggede ned i vandet og gabte en enkelt gang, nu skulle hun bare have bukserne af. Hun vendte sig halvt om igen og kiggede på lossen for at se om den var ude på et eller andet.

Godric satte sig ned og så bare på kvinden som stadig ikke vidste hvad han var. Han holdte skabt øje med hende, men hun kunne åbenbart ikke finde noget som kunne overbevise Godric om at hun ikke vil ham noget ondt. Da hun rejste sig op, blev Godric endnu mere på vagt. Hun gik godt nok en stor bue uden om ham, men man kunne alligevel ikke vide om hun ville ham noget. Hun påstod godt nok, at hun ikke ville ham noget ondt, men skulle han tro på det? Han fulgte hende vagtsomt med øjnene, ville ikke kigge væk et øjeblik. Da hun gik ned til vandet, og tog sin trøje af, kiggede han hurtigt væk. Hvad lavede hun? Ville hun tage sig en svømmetur her? Godric gik en smule i panik, han følte sig fanget, men det var han jo ikke rigtig. Han vidste dog ikke om han skulle blive her og stadig være en los, om han skulle forvandle sig eller om han bare skulle stikke af her fra? Et ynkeligt piv, som fra en hvalp, lød fra ham. det var ikke en lyd som kom fra hans los, men fra hans ulv. Han lagde sig ned i frustration over ikke at vide hvad han skulle gøre. *Fint, hvis hun vil bade her, så lad hende, jeg kigger ikke der over imens* lovede han sig selv, og rullede sig sammen. Han ville lade hende gøre som hun nu en gang lystede, og så kunne han måske tage en lille lur imens han ventede.

Nailyna blinkede og kiggede bag sig da lossen lige pludselig kom af med et piv. Hun hævede et øjenbryn men trak hurtigt på skuldrene og tog resten af tøjet af og gik ned i vandet. Det var faktisk dejlig varmt når man nu tænkte på hvilken årstid det var. Hun satte sig bedre til rette og begyndte at vaske sig lidt.
Efter noget tid gik hun op af vandet og skulle dog lige tørre inden at hun tog sit tøj på igen, men efter det kiggede hun over på lossen en gang til og tænkte på den pive lyd som den havde givet. "Jeg vidste ikke at en los kunne pive på den måde." Sagde hun og tog en dyb indånding. Men da hun gjorde det fik hun færten af et eller andet, noget der ikke helt gav mening. Det kom fra lossen og det var ikke dyr den lugtede af, det var mere.. Menneskeligt. Lige pludselig begyndte hun at rødme ekstremt meget. Var der et menneske der lige havde set hende bade? Hun kiggede sig omkring og gik lidt tættere på lossen. "Du lugter.. Ikke som et normalt dyr.. Det er du heller ikke... Er du?" Spurgte hun med en blid stemme, dog stadig ekstremt rød i kinderne.

Godric blev liggende fuldstændig stille med hovedet den modsatte vej af kvinden. Godt nok troede hun at han var en los, men han vil alligevel ikke krænke hende ved at se hende nøgen. Han havde lukket øjnene, og lidt tid efter kunne han føre at hun kom op af vandet, men han kiggede ikke et eneste øjeblik over mod hende. Da hun kom over mod ham, åbnede han øjnene og løftede hovedet. Han sagde ikke noget til at hun kom tættere på ham, men satte sig bare op. Da hun spurgte ham om han var et rigtigt dyr, rystede han langsomt på hovedet, og kiggede væk. Hun havde helt ret, han var intet dyr, men havde ikke været ude på at gøre hende forlegen, men hvis han skulle kunne tale ordentlig med hende, skulle han forvandle sig tilbage, og så vil han intet have på, så nu var spørgsmålet om han skulle blive som han var eller forvandle sig tilbage. Han besluttede sig for at hun skulle bestemme hvad han skulle. Hun havde nok en ide om at han ikke ville være i tøj hvis han forvandlede sig tilbage. Hun havde jo selv det samme problem hver gang hun forvandlede sig. Godric havde dog gemt sit tøj i en lille hule som han selv havde lavet, men den var et pænt stykke der fra. *Når men pigen får lov til at bestemme* tænkte han.

Hun blinkede og kiggede på ham da han rystede på hovedet. Hun havde næsten gættet det nu. "Så du.. Du så mig.. Nøgen.." Sagde hun og sank en klump, stadig rød i hovedet. Hvis han nu var en meget sød dreng så var det vel ligemeget. Hun trak på skuldrene. "Jeg ved godt at du kiggede den anden vej og det var sødt." Sagde hun og smilede. Hun lænede sig ned og kyssede hans forhoved hvis hun da fik lov. Hun smilede til ham bagefter. "Men hvis du ikke er et dyr men et menneske, hvad.. Hvad er du så for en? Ville du heller ikke have tøj på hvis du forvandlede dig tilbage?" Spurgte hun ham med et hævet øjenbryn. Hun havde aldrig i sit liv mødt en animagus, så hun vidste ikke at han var en. Hun kiggede sig omkring bagefter og gabte kort og ventede på at han skulle svare, hun vidste godt at han ikke kunne tale, så hun måtte håbe på at hun fik det rigtige ud af hans bevægelser med hovedet. Hun havde sat sig helt ned foran ham og smilede stadig, hendes brune hår han foran den højre skulder men bagved den venstre eftersom at hun havde bukket hovedet lidt til siden.

Godric så på hende som hun satte sig foran ham, men han lod hende gøre det, uden at rykke sig væk fra hende. Han rystede hurtigt på hoved som forsikring på at han ikke havde set hende nøgen. Den slags kunne han ikke finde på uden at få lov først, og det vil nok endda stadig være meget grænseoverskridende for ham. Da hun lænede sig ned mod ham for at kysse hans hoved, stivnede han. Han var bange for hvad det var hun ville gøre, men den da hun havde kysset hans hoved og rettet sig op, slappede han af igen. Han var så småt begyndt at finde ud af at hun ikke ville gøre ham noget ondt. Da hun spurgte ham om han ville havde noget tøj på, når han forvandlede sig tilbage, rystede han på hovedet. Nej han ville være nøgen, ligesom hun havde været for ganske få sekunder siden. Godric ville gerne blive sig selv, men hun skulle jo helst ikke se ham uden noget på. Han rejste sig op, og ville gå over til det sted som han havde gemt sit tøj, men standsede op, og så over på hende, og gjorde et let kast med hovedet som invitation til, at hun kunne komme med ham, hvis hun ville.

Hun smilede da han bevægede hovedet og fik det sat rigtigt sammen. "Men det er jo kun fair når du næsten så mig nøgen!" Sagde hun og grinte bagefter. Hun smilede til ham og synes at hans form var meget sød. Hun begyndte at tænke lidt på hvordan han mon så ud når han var menneske. Hun fik et par tanker, men kastede dem hurtigt væk igen, hun ville have det som en overraskelse.
Da han rejste sig blev hun lidt ked af det fordi hun troede at han ville forlade hende, men da han vendte sig om og inviterede hende med. Hun nikkede en enkelt gang og rejste sig op hvorefter at hun gik over til ham for at følge med. "Hvor langt væk skal vi? Hvis det da overhovedet er langt?" Spurgte hun ham og smilede. Nu havde hun jo fået lov til at komme helt tæt på ham sp hun gik ud fra at hun gerne måtte klø ham lidt. Det var så svært at modstå. Hun prøvede efter lidt tid at klø ham bagved øret for at se om det var noget han ville tillade at hun gjorde.

// Min krea er lidt død D: håber du kan leve med de her svar ^^//

Godric nærmest smilede til hende, så godt som en los nu en gang kunne. Da hun var kommet hen til ham, begyndte han at bevægede sig hurtigt fremad, men sørgede for at hun stadig kunne følge med ham, og hvis de tog det i dette tempo ville der ikke gå mere end højest 10 minutters tid. Da de havde gået i lidt tid, kunne Godric mærke at hun ville et eller andet, og da han mærkede hendes hånd bag sit ene øre, stivnede han en smule. Han var ikke helt tilfreds med at hun gjorde det, men lod hende alligevel, selvom han ikke rigtig stolede 100 % på hende endnu.

Da de var gået i ca. 10 min standsede han op, og fik hende til at standse også. Han prøvede at fortælle hende at hun skulle blive her, men vidste ikke helt om det lykkedes ham. Godric var nødt til at forvandle sig til sin ulv, for hans los var en smule for stor til at kunne komme ned i det hul som han havde gemt sit tøj i. Han gik et par skridt væk fra den fremmede kvinde, og forvandlede sig så. det var den samme følelse som sidst han havde forvandlet sig, og ikke ret længe efter var lossen væk og erstattet af en fin ulv der var halvt sort og halv hvid. Godric sørgede for at Nailyna ikke fulgte efter sig, og hvis hun gjorde, knurrede han af hende.

Han gik over til hullet hvor hans tøj var, og gik ned i det. Han fandt det hurtigt, og gik op en anden vej end den han var kommet ned. han var nu bag en busk, og forvandlede sig hurtigt tilbage til et menneske, og tog så sine bukser å, og sin bluse. Det var en lille smugle krøllet, men det betød intet. Han børstede det værste af jorden af, og gik så ud fra busken, og hen til kvinden, en smule tøvende. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige til hende, så han nøjedes bare med et ”Hey”. Han smilede forsigtigt til hende, men blev hvor han var.

Hun kunne nu godt mærke at han ikke kunne lide at hun rørte ved ham så hun tog hurtigt sin hånd væk igen og kiggede lidt ned imod jorden. "Undskyld." Fik hun lige mumlet og kiggede på ham igen og prøvede at smile en lille smule, hvilket dog også lykkedes hende. Hun kiggede sig omkring i den smukke skov imens at de gik og sagde egentlig ikke så meget, men det var nok også mere fordi at han ikke kunne snakke og det ville lyde mærkeligt for hende at snakke med sig selv.

Hun kiggede ned på ham da han stoppede op og stoppede selv. Hun var lige ved at gå ind i ham, men gjorde det ikke. Hun nikkede en enkelt gang og prøvede at forstå hvad det var han mente og fik i sidste ende fat i det. Han ville ikke have at hun skulle følge med. Hun begyndte dog at stirre på ham da han forvandlede sig. Det havde hun alligevel aldrig set før. "Wow..." Sagde hun og kiggede på ham uden at blinke og med lidt store øjne. Han begyndte dog at lunte afsted og hun kunne ikke længere se ham mere. Hun trak på skuldrene og gav sig til at vente på at han kom tilbage.

Hun kiggede bag sig da der var en der sagde noget. Det var en dreng, men hun var nu godt klar over at det var ham der havde været både den los og ulven. "Hej." Sagde hun og vendte hovedet lidt på skrå imens hun kiggede på ham med et smil.

Godric tog et forsigtig skrid frem mod hende men standsede så op. ”Mit navn er Godric, hvad er dit, hvis man må spørge?” han bed sig nervøst i læben, og ventede på at hun svarede på hvem hun var. ”Hyggeligt at støde ind i dig, og det var ikke min mening at… øm.. du ved. Forstyrre dig mens du badede, men det var jo egentlig mig der...” forsøgte han efter hun havde svaret på hans spørgsmål, men standsede op, vidste ikke helt hvad han skulle sige til Nailyna, så han sukkede bare opgivende. Han satte sig ned der hvor han var. Et vindstød blæste drillende hans halvlange hår ind foran hans øjne, men Godric gad ikke gøre noget ved det.  

//sorry kreasvigt//

Nailyna smilede af ham da han begyndte at snakke. Det var nu noget sødt at han var så nervøs. "Jeg hedder Nailyna." Sagde hun og nikkede en enkelt gang imod ham. Hun hævede et øjenbryn og smilede derefter. "At se mig nøgen? Du kiggede den anden vej Godric, så du skal ikke bekymre dig om det, jeg er faktisk glad for at du havde den respekt." Sagde hun og grinede af ham da han satte sig ned. Hun rystede let på hovedet og gik over imod ham. "Jeg undskylder hvis jeg fik dig til at føle at jeg var for tæt på." Sagde hun og kiggede på hans hår. "Gør da noget ved det der din tosse." Sagde hun og smilede til ham. Hun gik over til ham og satte sig foran ham og kiggede bare på ham. "Såeh... Godric? Hvor længe har du været her?" Spurgte hun ham så med hovedet letter på skrå.

//Kender følelsen :P //

Godric så op på Nailyna, og smilede forsigtigt til hende. ”Jo det har du selvfølelig ret i, men…” for at være helt ærlig var Godric ikke klar over hvorfor han sagde men. Det undslap ligesom bare hans læber. Da Nailyna begyndte at komme tættere på, gik der en smule panik i Godric. Han vidste ikke helt hvorfor, måske fordi han ikke rigtig kendte Nailyna. Han fjernede hurtigt håret som var faldet ned i hans ansigt, og prøvede at smile så godt som han nu kunne til hende. Han lod hende sætte sig ved siden af sig, men var ikke helt tryg ved situationen. ”Hvor længe jeg har været her? Mener du her i skoven, ved lige præcis det her sted?” han trak på skulderne. ”Jeg ved ikke helt hvor længe jeg var her før… før du kom.” sagde han, og så ned på sine hænder, som han havde foldet i sit skød.

Hun grinede lidt af ham. "Nej din tosse. Her i Di Morga?" Spurgte hun derefter og kiggede på ham. Hun kunne godt se at han var meget nervøs da hun var kommet tæt på ham. Hun sukkede let og rykkede en smule væk fra ham. Det var lidt lært at han ikke kunne lide den slags, men det var også synd for ham. Måske skulle han bare vænne sig til hende før at han ville kunne lide det. Hun kiggede sig lidt omkring. "Men da vi nu snakker om skoven. Kommer du herud tit?" Spurgte hun derefter og kiggede igen på ham med det samme smil. Hun kunne nu godt lide skoven selv. Det var et meget rart sted og det var et godt sted for hende at være når hun forvandlede sig til varulv og tilbage igen eftersom at der ikke var ret mange menensker herude.

Godric trak igen på skuldrene, og kiggede langsomt op fra sine hænder, og op på hende. ”Jeg sådan kommer og går som det passer mig, er her ikke fast, så jeg ved ikke hvor længe jeg ha været her i byen denne gang. Et par måneder måske?” sagde han en smule eftertænksomt, men trak så igen på skuldrene. Han gad ikke helt at fortælle hende at han faktisk var hjemløs, det måtte hun selv regne ud på en eller anden måde. Han smilede genert til hende, da hun rykkede lidt væk, men var en smule taknemlig over at hun havde gjort det. Da hun spurgte om han tit kom her i skoven, nikkede han. ”Jeg kommer her næsten hver dag, det er som et hjem for mig.” sagde han, og smilede stort. ”Jeg elsker at løbe rundt her ude, også fordi jeg ikke behøver at være nervøs for om folk ser mig forvandle mig. Der kommer ikke så mange her, og dem som der som regel kommer, er ikke rigtig mennesker. De kommer heldigvis meget sjældent helt her ind.” sagde han, og så over på hende og smilede stort. ”Hvad med dig? Kommer du selv tit her?” spurgte han hende.

Hun nikkede da han fortalte at han bare kom og gik. "Er det ikke dyrt at rejse så meget?" Spurgte hun imens at hun stak en finger i jorden og drjede den rundt i cirkler. Hun kiggede derefter på ham og kunne ikke lade være med at smile da han smlede stort af hendes spørgsmål. Hun blinkede et par gange da han kom med hendes svar. Det var jo fuldstændig det samme som hende. "Virkelig? Det..Du er jo ligesom mig! Det er præcis den smame grund til at jeg er herude, jeg føler også at det er som et andet hjem når jeg bliver forvandlet til varul..-" Hun stoppede sig selv og kiggede hurtigt ned i jorden igen. Hendes hår hang ned foran skuldrene imens at hun bare kiggede ned på jorden. Hun havde vidst talt over sig, men som animagus troede hun at han allerede vidste hvad hu nvar. Hun sukkede dybt uden at sige noget og kiggede heller ikke på ham. Hun stak en finger i jorden endnu engang og begyndte langsomt at bevæge den i cirkler. Det var klart at hun ikke kunne lide sin varulve side.

Godric trak på skuldrene, men rystende så på hovedet. ”Næ, det er ikke dyrt overhovedet. Jeg kan komme lige der hen jeg vil uden at betale noget som helst for det.” han smilede stort til hende. ”Jeg rejser på sparemåden.” sagde han hemmelighedsfuldt. Hvis hun ikke vidste hvad hen mente, og gerne ville vide det, så måtte hun selv spørge sig ind til det. Godric nikkede, og spærrede øjnene op af overraskelse. Så hun kunne også godt lide at være her ude, hva? Godric mindede sig selv om at der intet underligt var i at andre havde de på samme måde som ham, men han var bare aldrig stødt ind i andre der havde det på denne måde. Han så overrasket på hende da hun så pludselig stoppede med at tale. ”Bare rolig, jeg vidste godt at du var en varulv lige fra jeg så dig første gang, og jeg sladder ikke til nogle om hvad du er, og håber heller ikke at du siger til nogle hvad jeg er.” han smilede til hende. ”Det vil ende galt for os begge to” sagde han, ikke rigtig til hende, men mere til sig selv. Han var efter hånden begyndt at blive restløs af at side her. Hans krop ville noget andet end hans hoved ville, så han tvang sig selv til at ligge sig ned, og bare slappe helt af. Lidt efter rullede han om på siden, og støttede hovedet mod hånden. ”Undskyld” sagde han stille til hende, og smilede forsigtigt.

Hun kiggede på ham da han snakkede. "Den billige måde?" Gentog hun. "Mener du... At du sniger dig ombord?" Spurgte hun så og smilede lidt til ham. Det var ikke fordi at hun havde noget imod det. Det var rigtig dyrt at rejse her omkring så man var nødt til det nogen gange. Det gav dog et sæt i hende da han sagde at han godt vidste hvad hu nvar. Men hvordan kunne han vide det? "Hvordan.. Hvordan ved du det?" Spurgte hun og så på ham. Hun havde godt nok lige sagt det, men han sagde at han havde vidst det fra da han så hende for første gang. Hun kom til at tænke på at han så var animagus. "Du kunne lugte det?" Sagde hun smilende og så på ham da han lagde sig ned. Han var nu en sød fyr, men han så ud til at være yngre end hun var, men det plejede ikke at gøre hende noget. Hun kiggede på ham da han sagde undskyld og klappede hans hånd. "Der er da ikke noget at sige undskyld for din tosse." Sagde hun og lagde sig ned og rullede om på siden så hun lå ved siden af ham og kiggede på ham, dog ikke for tæt på da hun vidste at han ikke ville kunne lide det.

Godric tog en dyb indånding, og pustede langsomt ud. Forhåbentlig ville det hjælpe på bare noget af al den panik der var i ham, og det gjorde det faktisk også en smule. Han var faktisk begyndt at blive mere afslappet i Nailyna’s selskab, men var det en fejl? Han var ikke sikker, men han var heller ikke sikker på om hun var en af dem som bare svigtede ham, lige når han var begyndt at knytte sig meget til personen. Godric lod hende stadig komme tvivlen til gode, og svarede så på hendes spørgsmål. ”Ja, nogle gange kan jeg da godt finde på det for at være helt ærlig, men ellers klare jeg som regel altid alle mine rejser selv.” han smilede til hende. ”Jeg er animagus for fa’en. Hvad havde du regnet med?” spurgte han, og lo en smule. Det var begyndt at blive en smule køligere i luften nu, og nogle få skuer var begyndt at samle sig. Godric kiggede op mod skyerne. *Åh fuck, det liner regnvejrsskyer eller tordenskyer. Hvorfor?* Godric hadede tordenvejr, men forhåbentlig kom der intet af den slags. Han så over mod Nailyna.

Hun nikkede af ham da han snakkede. Hun kunne godt mærke at han var lidt mere afslappet, hvilket gjorde hende glad. Det betød at han var ved at vænne sig til hende og det kunne hun godt lide. Hun kiggede på himlen hurtigt og derefter på ham og grinede. "Det ved jeg da ikke." Sagde hun og smilede imens hun lå på siden og hvilede på hendes arm imens hun kiggede på ham med hende blå øjne. Hun kunne aldrig drømme om at svigte ham, men han lignede en der havde prøvet den slags før, det tydede det i hvert fald på eftersom at han var så indelukket og ikke kunne lide at hun var i nærheden. Da han kiggede op på himlen gjorde hun det også. "Hmm.. Vi skal nok finde et sted at være hvis det skulle begynde at regne." Sagde hun og kiggede på ham samtidig med at han kiggede på hende. "Kender du nogle steder?" Spurgte hun og smilede. Hun kunne ikke ret godt lide lyn og torden selv, men det var altid rart når der var en anden, så havde man noget andet at tænke på.

Godric smilede, og trak på skuldrende af hendes spørgsmål, og rystede så på hovedet. ”Nej, jeg kender ikke lige umidlbart et sted.” sagde han. ”sorry” han sukkede og spurgte så, ”Hvad med dig, kender du et sted vi kunne tag hen hvis det bliver regn?” han så på hende med forventning i øjnene, og snakkede så igen lidt efter. ”hvis ikke, kunne vi ogs bare finde en kro og søge ly i.” forslog han, og fik hurtigt rejst sig op. han rakte sin hånd frem mod Nailyna for at tilbyde at hjælpe hende op, men han slap hendes hånd hurtigt efter at havde hjulpet hende, hvis hun ellers havde taget imod hans hjælp. Så vandt til hende var han dog heller ikke helt til at kunne holde hendes hånd så længe. Det var skam ikke fordi han ikke ville, men fordi han ikke rigtig turde, han var bange for hvad konsekvensen af det ville være.

Hun kiggede på ham med et smil og begyndte at tænke lidt. ”Næh.. Men du er jo animagus og jeg er varulv! Så vi kan jo bruge vores instinkter!” Sagde hun og lyste helt op imens at hun kiggede på ham. ”Det ville da være sjov!” Sagde hun derefter med et lille grin da hun kom til at tænke på dem begge to rende rundt og lede efter en hule. Hun kiggede på ham igen da han nævnte en kro. ”Ja.. Det.. Kunne vi men.. Jeg er altså ikke så glad for et sted med alt for mange mennesker.” Sagde hun og kiggede ned imod jorden igen med et suk.

Da han rejste sig fangede det hendes opmærksomhed og hun tog hans hånd med et smil og kiggede på ham da han gav slip. Han var nok ikke vant til at holde en i hånden. Et eller andet sted var han faktisk meget sød nu hvor at han var så nervøs omkring andre, det mindede hende meget om hende selv, men hun var nu blevet lidt bedre til det med andre. ”Men det er helt op til dig.” Sagde hun med et smil og afventede hans svar.

Godric tænkte lidt over det som Nailyna foreslog at de kunne gøre. ”Ja det vil det sikkert, men… jeg ved ikk helt, har aldrig søgt ly andre steder end på en kro. Jeg er ogs selv bange for mange mennesker, men er mindre glad for lyn.” indrømmede han lavt. Han havde kigget ned på sine hænder mens han sagde det, men kiggede nu forsigtigt op på hende. ”Men okay, vi kan da sagtens prøve det, så længe det ikke når at blive for slemt inden vi har fundet et sted.” sagde han, og kiggede op på himlen, hvor skyerne allerede havde trukket sig meget sammen. Der ville ikke gå længe inden at det ville begynde at regne indså han. Bare at de kunne finde et tørt sted før det ville begynde at tordne. Godric så på Nailyna ”Vi må vel så hellere se at komme af sted. Skal jeg forvandle mig, eller bare forblive mig selv?” spurgte han.