Let me fool you. Please.

Evelyn Swift. Ganske smukt navn, til en ung kvinde. Dæmon, ikke mindre. En af de få ting, der dog ikke blev nævnt i den fine artikel, der blev udgivet af den nye talentfulde journalist: Emily Fountaine. Der var meget at lide, i det unge talents tekster. Var den perfekte læsning, for en jæger. Dog ikke den slags, der tog ud og jagtede diverse dyr. Kommer i hvert fald an på, hvordan man definere 'dyr'. Men for at gøre det kort: Pefekt læsning, for en som Morph.

Morph, havde valgt at gøre en leg ud af dens jagt. Der var ingen grund til, bare at gå til angræb på hvem som helst. Og hvorfor slås, når der var så mange andre måder, at få hvad man søgte? Så mange, langt sjovere og mere tilfredsstillende. I den korte tid Morph havde været i menneskets verden, havde den allerede lært hvordan den kunne have det sjovt. Det tog ikke meget andet, en en lille smule forberedelse, og så et pænt outfit og udseende. Og det var altid nemt at opskaffe.

Morph's orange øjne, stirrede ned af den høje form den havde frembragt sig. Dens hoved blev lagt på skrå, med et småligt, lusket smil over læberne. Det var ikke svært, at imitere perfektioner. Hvad der gjorde det så specielt, forstod Morph ikke. Hvad der var pænere ved dette udseende, frem for et hvilket som helst andet, forblev den uklart. Men hvad betød det for den? Så længe udseendet kunne udnyttes, var den tilfreds. Og hvad brugte den til at udvælge disse udseender? Aviser og blade. På nuværende tidspunkt, lignede han en hvem som helst, i diverse kvindeblade, der blev kategoriseret som 'lækre' mænd. Og den vidste ikke engang, hvad Evelyn's tiltrækning overhovedet var til mænd. Men denne dag, betød det heller intet. Det var noget helt andet, der skulle logges med.
Drømmen. Det der helt store, som altid var nemt at manipulere med. Drømmen om at blive noget. Være noget. Komme ud med noget. Det, var hvad den skulle lege med i dag.

De orange øjne, sigtede da imod døren foran den mandlige skikkelse. Kort blev de lukket, for så blot at blive åbnet igen, men nu med en blålig udstråling i stedet. Kroppen der nu bar den imod døren, var høj og lettere muskuløs. Kort brunt hår, kun lige langt nok til at nå ned over det ene blålige øje. Kroppen bar en hvid trøje, bag en åben, sort læder jakke, og et par sorte, stramt siddende jeans, der fremviste de stærke ben. Kroppen tøvede ikke i dens fremgang, og en stærk hånd blev rejst imod døren, for så at banke et par gange, inden den anden hånd ringede på dørklokken. Derefter, tog han et skridt tilbage, og betragtede døren, med et småligt smil, imens han ventede afventede Evelyn Swift's svar.

Det havde været en lang dag, hun var blevet kimet ned af hendes pladeselvskab som der ville høre hvordan og hvorledes. Et kort suk undslap de fyldige læber, mens hun stod og lavede noget så uinteressant som at vaske op, men det fik hendes tanker på rette køl. De brune øjne betragtede omgivelserne fra vinduet der befandt sig på anden etage af lejlighedsbygningen. Noget væske der havde lagt sig på tungen, blev slugt og øjnene vente sig tilbage på det glas og svamp hun havde i hænderne mens, hvor længe havde hun lige stået og pudset på det samme glas? Igen sukkede hun, mere af irritation end før. Hvor var det også yderst belejligt at hendes producer skulle gå hen og dø, lige som de var i gang med et godt album, hendes først for at være helt præcis. Hun havde sunget i lang tid, men det havde været Micheal som havde set hendes potentiale til at blive noget mere, til at blive noget større. Måtte han hvile i fred.

Tænk at hun havde gået så vidt og fået et opslag i avisen, denne Emily havde været utrolig hjælpsom, og gjort et uden mærket godt job med annoncen i avisen. Sjovt nok var der ikke gået mere end et par dage og der havde allerede været en henvendelse. Så måske var det ikke alt sammen dårligt, måske var det godt for noget at hun skulle have en ny producer. Eller det prøvede hun i hvert fald selv at overbevise sig om. Glasset og svampen blev smidt tilbage ned i baljen, og hun fandt et håndklæde frem for at tørre hænderne. Lige som hun skulle til at smide håndklædet fra sig igen, kunne hun høre den irriterende lyd fra hoveddøren der indikerede at nogle ville op. Hun havde aldrig brudt sig om den lyd, den fik det altid til at stikke i ryggen af ubehag, men det gjorde så også at man kom hurtigere hen til telefonen.

Det lød et lille klik, og hendes stemme ville kunne høres i et den anden ende. ''Kom op'' derefter trykkede hun den lille knap ind, med en aftegning af en lille nøgle. I røret kunne hun høre hvordan at døren brummede, ind til at et lille klik kunne høres, som ville indikere at personen var gået ind. Hun rettede kort på tøjet, som i dagens anledning var en grå top, sorte stramme bukser, og grå strikkede sokker. Måske ikke lige det mest indbydende, men hun havde altid troet på at være sig selv, frem for at skulle klæde sig ud som en anden. Tungen fugtede langsomt læberne, inden at hun skød kæde fra døren, og låste op. Her ventede hun så døråbningen på at den mystiske mand ville komme op og introducere sig selv.

Morph kiggede en anelse fra side til side, som den stod og ventede. Det var tydeligt, at der ikke var megen tålmodighed i manden der stod og afventede svar. Ej heller, forstod han, at hans banken ikke havde gjort megen forskæl. Morph havde observeret en masse ting, fra den anden side af vægen imellem dimensionerne. Men en af de ting den ikke havde oplært sig, var noget af teknologien der blev besat af denne sides kreaturer. Så da han hørte et klik, efterfulgt af en stemme, der bad ham komme op, gled hans blik forundrende rundt omkring sig. Indtil en brummen skød frem fra døren, og han tog et skridt tilbage. Han stirrede mistroisk på døren, inden han skubbede imod døren og den åbnede sig. Han stod et øjeblik med tanker flyvende igennem hovedet, inden han rystedep å det et par gange. En mærkelig konstruktion, efter hans mening. Virkede for ham som en blanding af paranoia og overbeskyttelse. Var det virkeligt nødvendigt?

Blikket gik hen af den gang han nu bevægede sig ned af, imens hovedet igen gik en smule på skrå. Men denne gang, bar han ikke et tænkende blik. Men i stedet, ændrede hans blik sig. Ikke bare det, men hans ansigt komplet. Det var mest anstrengende, at holde bestemte ansigter, så Morph havde glemt lige dette, til sekundet inden han ville møde Evelyn, ansigt til ansigt. Et ansigt, hun formegentligt ville kende fra branchen. Formegentligt aldrig mødt, men kende ud fra popularitet.
Og endelig nåede den frem til Evelyn's dør, og manden skubbede den åben, og sendte et søgende blik ind af døren, som så endelig mødte Evelyn, og et smil bredte sig over hans læber.
"Greetings.. Evelyn Swift, I presume?" Spurgte han med et smil, gav hende ikke meget mere end et sekund til at svarer, før en hånd blev hevet op af læder jakken, og tilbudt hende. "Taylor O'Donald." Præsenterede han sig selv. Men igen, var der ret stor chance for, at hun kendte til ham. En af de seneste, mest kendte producere og populære producere, der havde ført to uprofessionelle sangere ud i de kendtes spotlight, med flere hit sange de sidste ti år. Han var kendt for at lede sangere frem, og så forlade dem når de havde fået en god footing i branchen, for så at finde en ny kommende 'stjerne'. Og der var -ingen- tvivl om, at det var ham. Selvom, det ikke var det. Men det var blot en af godterne, ved at være en som Morph.

Det ene øjenbryn skød i vejret da hun så hvem der kom ind igennem døren, Taylor O'Donald, Taylor O'Donald stod i hendes stue i dette øjeblik? Dette var manden som der havde svaret på hendes annonce, aldrig i hendes vildeste fantasi havde hun regnet med at han ville lave noget med hende. Hastigt strakte hun armen frem for at møde hans hånd i hendes, for en ordenlig hilsen. Hun følte sig pludselig akavet i det tøj hun havde på, og hvilken stand hun havde ladet lejligheden blive i. Trods for at hun havde ryddet en lille smule op, hvis hun havde vidst at han kom, havde hun ryddet så meget op at selv hendes mor ville have været stolt, måtte hun hvile i fred.

''Sorry, I'm so stunned that you would find interest in my music, and wanted to be my producer.'' hendes stemme bar stor præg af hvor hun var opvokset, nemlig england. hun fugtede kort læberne, inden hun trak hånd til sig igen ''It's such an great honor to meet you, not in a million years...'' hun stoppede sig selv, hvor efter et smil trådte frem på hendes læber, et undskyldende smil. Tænk at hun ikke en gang havde budt manden på noget, hun trådte let forbi ham, lukkede døren til lejligheden og vente sig imod ham igen. ''Would you like some coffee, tea? I even have have some scotch some where..'' mens hun snakkede bevægede hun sig nu imod køkkenet for at finde kopper og drikkelse frem, så de kunne sætte sig ned bag efter og snakke forretning.

Et smil faldt over Taylor's læber, i det Evelyn's chokerede, og yderst overraskede ansigt blev bredt ud. Smilet var venligt og imødekommende, dog med en smule forventet hint i det. Morph havde regnet med en sådan reaktion, og var ligeså ret sikker på, at den ægte Taylor ville have vidst det samme. Men smilet blev ikke lumskt og tilfredsstillende, selvom det var det der gled igennem kreaturets tanker. Det virkede. Ikke fordi han havde regnet med at det ikke ville, men var altid tilfredsstillende når det gjorde. Betød at chancen for at en fangst gik i land, blev forhøjet. Og det var første gang, den prøvede at imitere et allerede eksisterende kreatur. Han havde selvfølgelig testet og forsøgt det flere gange, men havde aldrig brugt det i praksis. Dette, var hans første forsøg. Og indtil videre, gik det strygende. Det var næsten for nemt, at snyde folk på den måde den gjorde. Væsner var ikke svære ofre, end det lille menneske. De havde håb og drøme, som kan udnyttes, præcis som alle andre. Drømme, og håb, var altid det nemmeste at udnytte. Uanstændigheden i det, berørte ikke Morph. Den skuffelse det ultimativt vil lede til, kan måske lappes ved lettelsen af stadig at være i live.

Taylor klukkede let med hendes overraskede ord, og det velkommende håndtryk, som han blidt retunerede, for så at smide begge hænder i lommerne på hans jeans. Med hendes første sætning, rejste han dog en finger, og vinkede den et par gange, inden han lod sig selv ind, og tog de første par skridt ind i lejligheden.
"Don't let yourself get too flatteret yet. This is still just an interview, and should be respected at such. Nothing is certain yet. Although, the one song I've heard from you so far, peaked my interest. That's what brought me here." Sagde han med et smil, imens øjnene gled rundt i hendes lejlighed, som hun skulle til at smigre ham endnu mere. Hans blik gled ned til hende med et kækt smil, og et enkelt kluk. "Wise. Flattery won't help, dear. Though so far, you've got a lot of bonus points for being yourself. Usually, people dress up nicely, in things that display the one they are on stage. That's not the kind of relationship I want with my clients. I want the artist, not the Image." Kommenterede han på de skridt hun var lige ved at gå i retningen af smigery, og sledske, cliché fiskeri. Men i stedet for at se streng og befalende ud, sendte han blot et tilgivende smil tilbage, og nikkede en enkelt gang på hovedet, inden han fortsætte med at beskue hendes fine lejlighed.
Da hun spurgte ind til noget at drikke, kiggede han ikke imod hende, men kiggede rundt på hvad end der måtte hænge på vægen af billeder, eller så, imens han brummede betænksomt.
"Hmm, well. Usually, I wouldn't drink during interviews. Always opens up both sides boundaries, and I've faar too many mistakes like that with past klients.. But. The flight here, was a bit of a bitch, so half a scotch, would do good to lighten up my mood, and make sure my frustration of nagging flightatendants, won't unfairly affect your interview." Svarede han, og smilte tilbage imod hende, imens han rejste hånden, med en pegefinger strakt. "Just one, though." Smilte han kækt, inden han fortsatte med at kigge rundt.

Som han ventede på hans drink, havde han fundet vej hen til en stol, som han lod sig falde ned i, imens øjnene fokuserede på hvad end der stod på bordet denne gang.
"Actually. It was my current client, Star, who brought you my attention. She was quite fond of your latest single." Forklarede han kort, imens han smed sin højre fod over på hans venstre knæ, og kløede sig kort på hagen. Star var den nuværende top stjerne i Englands pop kultur. Også selvom hun var langt mere uafhængig end de fleste andre pop kunstnere, og at hendes musik var meget anderledes end det man før havde set, og anset som 'god pop'.

Hun nåede lige at høre hans kommentar, eller nærmere den ros han gav hende for at være sig selv. Hun sank en smule af den mundvand som havde krøbet op på tungen, og smilede kort over den tanke hun havde haft for lidt siden, at hvis hun havde vidst at det var ham som var kommet, havde hun gjort noget mere ud af sig selv og stedet. Hendes held at hun så ikke havde vidst hvem det var, med tankerne der løb rundt i hendes hoved, fandt hun to glas frem, og fik fisket flasken med den dejlige rav orange farve ned fra en af hylderne der var ude i køkkenet. Hun grinede lidt over hans kommentar.

''Well some flightatendants don't understand the sentence; thank you there is nothing more you can do for me.'' hun satte glassene på bordet ved siden af stolen. ''here you go'' mumlede hun, mens at hun skænkede op for ham, hun skænkede derefter op til sig selv, satte flasken på bordet. Lige som hun skulle til at sætte sig ned, dog glemte hun alt om stolen der ventede tålmodig på at hendes vægt skulle placeres på sædet. ''Are you serious? Star actually like my latest single? Well, blimey..'' stadig meget overrasket satte hun sig endelig ned, og tog glasset i hendes hånd, for at nerverne på gled tog hun en ordenlig slurk af den flydende væske, hun sukkede kort og satte den der efter ned på bordet igen. ''So, what can I do to convince you to become my producer? Because, I have to be honest that it would be such a great help to have a well known and respected producer as yourself...'' Evelyn hæv lidt i sine fingre som lå i skødet på hendes lange ben og tog en dyb indånding ''because let's face the truth, I have a long way before I will become a great hit, like Star... my songs may be good, as well as my voice, but I need someone to take me that step further, and for that I need a new, and a really great producer'' hun vente de brune øjne op og kiggede imod manden som sad overfor hende, inden at hånden igen lukkede sig rundt omkring glasset, og blev ført op til munden for at tage endnu en slurk.

Han klukkede lavt med hendes kommentar omkring fly stewardesser, og rystede kort på hovedet, imens han betragtede bordet foran sig. Inden i, undrede Morph sig over, om det var en almen ting, det den tilfældigt havde fyrret af. Den havde aldrig mødt en fly stewardesse. Men den vidste at folk som ham den havde klonet sig til, ofte blev omklamret af folk.. Dette forestillede den sig, at den selv ville finde ganske så irriterende, men rystede det af tankerne, og reagerede.

"Indeed. Publisity, can become a curse. I hope your ready for that act, Miss Swift."

Klukkede han stille, som hun kom tilbage, og han tog imod glasset med et lille smil, et kort nik og en tak. Som der blev skænket op, betragtede han den fine konsistens af væsken der flød ned i glasset, og lagde kort hovedet på skrå. Hvordan mon den reagerede på denne 'alkohol'? Igen, en ny ting for den, som den endnu ikke havde prøvet. Men han rejste kort glasset som en ekstra tak, inden han blidt sippede af væsken, og blidt sukkede efter smagen var gledet ned. Smagen fandt den egentligt ganske tilfredsstillende. Kunne være at dette var noget som den skulle opsøge sig, i fremtiden?
Den skubbede sine egne tanker til siden, og slog øjnene over imod Evelyn igen, og smilede som hun nævnte Star. Endnu en løgn, der formegentligt ville briste hendes drømme. Denne 'ondskab' berørte den egentligt ikke. Tanken om, at den var igang med at briste den unge kvindes drømme, gjorde ikke det mindste for dens samvittighed. Den skulle have hvad den skulle bruge, og det var så det.
Han lod hende fortsætte, som hun spurgte ind til hans interesse. Han nikkede med det hun sagde, og lænede sig en anelse frem i stolen, og lænede sine albuer imod sine knæer. De fine øjne betragtede hendes, som han gik igang.

"Well, first of all, you can play me a song, I haven't heard yet. Tell me a bit about yourself, and then tell me what your hopes are, for the future. What you'd be.. Expecting. From me. From yourself. And from the world. Getting rich? More famous? Just.. The usual thing. And try to make it interesting. Don't make it a.. Speech. Make it a friendly conversation, with a friend in the business."

Forklarede han, og tog endnu en slurk fra sit glas, for så behageligt at læne sig tilbage i stolen, med glasset plasseret imod sit knæ. Med et blidt nik, gjorde han det klart at hun var velkommen til at starte, og satte sig så til at lytte.

Med interesse lyttede hun til hans sidste ord, nikkede kort, og tog endnu en slurk fra drikken i hendes glas, før at det igen blev stillet på den hårde bordplade. ''Alright'' mumlede hun stille, og smilede sagte til ham. Med en hurtig og smidig bevægelse fik hun rejst sig fra hendes siddeplads og bevægede sig hen til hendes soveværelse, hvor at hendes elskede guitar havde sin faste plads. Inderst inde i Evelyn vidste hun godt at der var noget helt galt med dette billede, der var noget som ikke stemte over ens med hvad der skete lige nu, men som alle andre skød hun den følelse fra sig, og valgte at håbe på de bedste i stedet. Alle alarm klokker burde have ringet da manden trådte ind af døren, men ingen af dem havde hun valgt at lytte efter. Måske var drømmen efter at komme ud med sin musik større end vigtigheden at lytte efter sin egen intuition.

Evelyn rynkede kort brynene og fugtede langsomt læberne, vinter måneden var altid hård imod hendes hud, men aller mest læberne som allerede var begyndt at sprække igen. Kort overvejede hun at finde sin læbepomade, men valgte at skubbe den tanke væk fra sig. Hvis hun skulle gøre et godt indtryk måtte hun hellere lade være med at falde hen. Med hurtige skridt var hun ude af soveværelset igen med guitaren i hånden.

''If I have to be absolutely honest, I don't want to do this for the money, or for the fame of it.. maybe it sounds weird.'' hun grinede kort, ja det lød faktisk lidt mærkeligt, men hun manglede jo hverken penge, og når det kom til undergrunds miljøet havde hun allerede skabt et navn for sig selv. Hun satte sig ned på stolen igen, med guitaren i skødet, sukkede kort og lagde fingrene på strengen. ''I really want to do this, because I wanted to find something else that I'm good at, to be recognized for being me, and for my music.'' hendes øjne bevægede sig hen imod hans, og et lille smil bredte sig hen over hendes læber, mens at hun slå fingrene hen over stregende og begyndte at spille en sang hun ikke en gang havde spillet for sin tidligere producere. Den var en del anderledes end det hun tidligere havde lavet, mere soft rock end pop. Hendes læber skilte sig ad, og ordene begyndte at flyde sammen med den musik som hendes fingre lavede. Sangen handlede om kvinden hvis monster inde i ville ud, hvordan hun kæmpede med at holde det inde, meget lig hendes egene kampe og problemer. Da sangen var færdig, lagde hun mærke til at hendes øjenlåg havde lukket i mens at hun havde sunget. Lige så stille åbnede hun dem igen, og kiggede over på manden foran hende, spændt på at se hvad han havde at sige omkring hendes sang, om det hun havde sagt, og hvad mere han forventede af hende.

Morph smilede tilbage imod hendes, og retunerede nikket, med et inviterende udtryk, imens han lænede sig tilbage i stolen, lagde den ene hånd imod sin hage, og tog en slurk mere af hans drink. Hans øjne fulgte hende igennem rummet, indtil hun va bag den stol han sad på. Da lod han blikket glide rundt i resten af værelset endnu engang. Men da hun kom tilbage, fik hun igen hans fulde opmærksomhed, som han lod sin arm ligge sig igen, endnu en slurk fra sit glas, og lod så det tomme glas blive stillet imod bordet foran ham.

Han nikkede, lyttede og smilte som hun forklarede hendes håb, og drømme. Og at det ikke så meget var pengene, og berømmelsen det handlede om for hende. Det fik hans smil til at vokse en anelse mere, som hun sagde at det nok lød mærkeligt. Dette efterfulgte han med et kort ryst på hovedet, imens han lod hende fortsætte. Og inden hun begyndte at spille, lod han sig kort bryde ind.

”There is nothing strange about that, Miss Swift. That's a natural thing to hear, from a young artist, who want's to get out in the world, and share their music. It's the fame, and the money they get from their success, that ultimately ruins that, otherways briliant view of life.”

Tilføjede han, inden han signalerede, at hun bare kunne begynde. Og som hun gjorde, satte han sig en anelse tilbage i stolen, lukkede de klare øjne, og lod musikken ramme ham. Hans læber formede ikke meget af hvad der kunne minde om et smil. Men ej heller så han utilfreds ud. Han samlede alle de toner op som hun spillede, imens han lod teksten flyde sammen med det.
Morph kunne mærke tanker nærme sig, som han ikke havde set før. Om, hvor meget Evelyn egentligt fortjente det han fik hende til at tro at hun ville få. Han havde ikke haft megen tid til at nyde ting som musik, i den tid han havde tilbragt i menneskets dimension. Kun det han havde overhørt, i bjergkædens grotter. Men det var overordnet teksten, der gjorde et indtryk. Denne, fik hans tanker til at dreje sig selv nogen gange rundt i hans hoved, og skabe forundring. Vidste hun det?
Og da hun afsluttede, trak Morph kort vejret ind, for så at lade det blive forlade igennem hans næsebord i et behaget suk, inden han åbnede øjnene, og kiggede tilbage imod Evelyn, som nettop da også havde åbnet hendes øjne. Han stirrede i hendes et kort øjeblik, inden han satte sig op, lagde albuerne imod sine knæ, og talte.

”From what I hear.. It's only cause of bad luck, that you ain't got a Producer yet.. Because your music is beautiful.”

Lagde han ud med et kompliment, og nikkede et par gange, imens han begyndte at se betænksom ud. Hans øjne blev kort knebet sammen, inden han halvt akavet satte sig tilbage i stolen, og gned sine fingre over hans læbers kant. Han brummede en smule, inden han fortsatte.

”You've got me. I want to be your producer, and there is no doubt about that.”

Startede han, og kløede sig en anelse på kinden, inden han lagde hovedet på skrå, og fortsatte.

”But. I have a proposal, first and foremost. Because. I believe you need more then a producer. I think you need a manager, as well. Do you have such a thing, yet? Because. Someone like you, with the invisions you have, and the dreams you've build up.. Shouldn't be destroyed by the Music Industry, as has happened to so many in the past..”

Forklarede han, inden han lænede sig frem igen, med albuerne imod sine knæ, endnu engang.

”How does that sound to you. Would you be interested in that?”

Over hendes ansigt opstod der et kæmpe smil, og hun grinede kort over hans charmende kommentar, omkring at det kun havde været sort uheld at hun ikke havde fået en producer endnu, valgte derfor også ikke at gå videre i sagen omkring at hun havde haft en, men at for ikke så længe siden var afgået med døden. Ikke lige frem det bedste samtale emne når man var i gang med at forhandle en mulig kontrakt.

''Wow.. re-really?'' et eller andet sted kunne hun slet ikke forstå at han virkelig lige havde sagt de ord, at de havde fundet sig vej ud af hans mund. Taylor O'Donald havde lige sagt at han ville være hendes producer. Hendes øjne blev udspillet, af bare overraskelse og kunne første ikke finde de rigtige ord, men før at hun nåede at holde en lang tale om hvor taknemmelige hun var over at han virkelig mente at hendes musik var værd hans tid, måtte hun lukke munden i endnu, da han havde endnu et foreslag.

Hendes øjne fandt tilbage til deres naturlige størrelse, og ansigtet fortrak sig i en mine som ville fortælle enhver at hun lyttede meget grundigt efter hvad det var han ville foreslog. En lille rynke dannede sig mellem hendes øjenbryn da brynene trak sig sammen, men ikke af misbehag over at han mente hun burde have en manager, men mere over at hun aldrig selv havde tænkt sig langt at det ville være en god idé.

''Well.. yes, yes I think you are absolutely, a Manager would be in my interest, like you said earlier, these dream I have are very common amongst young artist, and I don't wanna ruin, I wan't to hold on to my beliefs about that the music is the only thing that drives me.. so yes, I would be very interested in that matter.'' hun smilede venligt til ham, satte guitaren ved siden af sig, for at lukke de slanke fingre rundt omkring glasset, dog var der ikke særlig meget af den dejlige farvede væske, men lige nok til en sidste mundfuld.

Hendes lykkelige reaktion på hans indrømmelse, og så forslag, fik personen man så til at smile, men et eller andet inden i til at knirke. Hvorfor var den pludselig på andre tanker, nu hvor den var så tæt på? Der var så lidt af en arms strækning tilbage, til at trække hende ud i sølet, og få hvad det var den ville have. Var det virkeligt nødvendigt, at føle noget for hendes drøm?
Tankerne blev rusket af, og han nikkede et par gange til hendes accept, og satte sig så en anelse tilbage i sin stol. Hans smil voksede en smule, og han nikkede et par gange.

”Then, you have yourself a Manager, a Producer and a label.”

Sagde han, med et nik og et stort smil. Smilet slappede dog en anelse af, inden han lænede sig en smule frem, tydeligtvis for at forklare noget.

”Now.. Normally, Managers expect a certain payment in advance, or a larger persentage out of the first few years of sucess.. However, I've never liked looking at things, from that perspektive. I want to trust my clients, as I want my clients to trust me. And trust isn't build, by lynching money out of a client, on the very first meeting.. So. I have a different proporsition, that I'll propose to you, as I've done all the others.”

Forklarede han, inden han lagde sin vægt over på hans højre albue, læned imod det højre armlæn på stolen, imens de klare øjne fokuserede på hendes.

”This.. Proposal.. Will seem rather radical. But. I show -my- trust in you, by becoming your manager, in the first place. I trust, and I'm very certain, that your music'll be a success. What I.. Want to suggest. Will show me that -you- trust me the other way around.”

Forklarede han, med smålige hånd fagter, der tegnede hans ord, som de blev sagt. Han lod dog sine hænder slappe af, lagt oven på hindanden på det højre armlæn.

”I'm one of the creatures, you probably know all about.. I scent, that your not quite human yourself. I hope this doesn't frighten you, but know I still have the same intentions, even as a Child of the Night. After all, I've had ample oppertunity, to be a 'Monster', but I don't hope I've made that sort of impression?”

Smilte han, med en lav klukken.

”To show complete trust in me, would lead me to leave this place tonight, with a ready mind, and I'll have paipers for you to sign tomorrow. And in order to show this. I'd only ask for a tiny sip of your blood. Sounds radical, and dangerous, but really isn't that bad. But it'll show a trust in me, that I have in you, and your talents. I've given this to all my other clients, and none have accepted. So it isn't a given.. You don't have to accept. Your choice.”

Forklarede han, inden han endelig var færdig. Hvorfor? Hvorfor gjorde han det ikke til et ultimatum!? Hvorfor sagde han ikke at det var det, ellers ville hun intet få!? Hvorfor gav han hende valget? Han var så tæt på, at han næsten kunne smage hendes blod. Men nu, var der en chance for, at han måtte overraske hende, og slås en anelse for det, i stedet.
Disse konflikter iblandt hans tanker, var ikke tydelige på Taylor's ansigt. Han så afslappet og rolig ud. Præcis som han havde været, indtil nu, med det venlige, imødekommende smil, han hellet iden havde båret.

Hun lagde hoved på skrå, og fugtede læberne da samtalen kom ind på at stole på hinanden, og at han ikke ville have penge. Men hvad ville han så have? Dette svar ville hun snart få svaret på, men lige i dette øjeblik kunne hun mærke hvordan at hun blev lidt svedig og hjertet bankede det tand hurtigere, når nervøsiteten begyndte at bane sig vej frem i en person. Ikke et ord udtrykte hun mens at han tale, selv ikke når han holde pauser. Her sad hun så, stille, og en smule skeptisk. Hvad forventede han af hende?

En af nattens børn, det løb hende koldt ned af ryggen. Jo hun havde selvfølgelig lagt mærke til at manden foran hende ikke var et helt almindeligt menneske, men lige frem en vampyr, den havde hun ikke fanget. Fortænderne fandt sin vej ned i underlæbens kød, og bed lidt til. Han behøvede næsten ikke at sige mere, hun vidste allerede hvor dette førte hen, men spørgsmålet var; Var hun virkelig klar til at ofre hendes egen sikkerhed for dét, det at blive berømt at få hendes sange ud. Hun anede jo ikke hvor gammel en vampyr denne person var, hvor meget kontrol der var over hans handlinger, men så igen. Hun rynkede brynene mens at hun smagte lidt på foreslaget, giv noget blod for en kontrakt med Taylor, det var fristende, og jo mere hun tænkte over det, hvorfor ikke? Hun stjal skønhed fra kvinder hvert år for at bevare sin egen, for at gemme den person hun hadet allermest, og den person som mindede så frygtelig meget om hendes mor, når den kiggede tilbage i spejl billedet. Måske var det slet ikke så slemt igen...

Hun tog en dyb indånding og lagde de brune over på manden foran hende, læberne skilte sig let ad og hun skulle lige til at svare, men igen lukkede læberne i. Det var en hård beslutning, men han pressede ikke på, han gav hende en mulighed, og her var det måske et godt valg af det virkelige væsen der sad foran Evelyn, nemlig at give hende dette valg. Hvis det havde været et ultimatum havde hun nok vist personen ud af hendes hjem og sagt at hun ikke ville have nogen aftale med sådan nogle primisser.

''Alright... I will show you the trust, and let you drink some blood from me..'' hun smilede sagte, og kunne mærke hvordan en knude bredte sig inde i hendes mave. Hun havde en dårlig fornemmelse, men igen blev den skubbet væk. Hun ville dette, og her sad hun med chancen for at få en af de bedste, så skulle en smule blod ikke skille dem ad. En smule mundvand blev sunket, derefter en dyb indånding.

''Im ready to commit myself..''

Taylor lod hende tage den tid hun skulle bruge, og betragtede hende med et venligt smil, og tålmodige øjne. Inderst inde, var den langt fra tålmodig. Den ville have et svar, og det nu. Den var næsten klar til at hoppe på hende. Overfalde, og tage med magt, det den forsøgte at tage med løgne, og skuespil. Men igen, var Taylor's udtryk perfekt, og gemte tankerne der bag.
Hver gang hun så ud til at gøre sig klar til at svare, rejste han velkommende øjenbrynene, som for at hjælpe hendes ord på vej. For at støtte hende, i det store valg det var. Og hver gang hun fejlede at få ordene frem, smilede han blot igen, med det samme venlige udtryk. Og da svaret endelig kom, bredte der sig ingen skummelheder over ham, men nærmere et næsten stolt, og glædeligt udtryk. Han nikkede en enkelt i gang, imens han talte igen.

”Thank you, for accepting, Evelyn. That is a big comitment, and a big choice to make. A lot of trust, you apply to me. Trust, I'll do everything within my power, to repay that trust.”

Sagde han, imens han rejste sig, stadigt med det samme smil. Med rolige skridt, trådte han en smule tættere, og forbi bordet imod Evelyn. Han rakte så en hånd imod hende, med sin håndflade elegant vendt opaf, som bød han hende op til dans.

”It takes a lot of a person, to trust one of my kind, and allow them to taste their blood.”

Sagde han, med en rosende stemme. Skulle hun acceptere hendes hånd, ville han blidt rejse hende, og tage et skridt tilbage, så de kom fri for sofaen. Og som hun var kommet op, rakte han langsomt, og forsigtigt sin anden hånd op imod Evelyn's ansigt. Skulle hun vige fra hans hånd, ville han pause sin tilnærmelse, men kun for et øjeblik, inden den fortsatte. Og skulle han endelig få lov, ville hans fingre blidt stryge nogen totter af hendes hår, om bag hendes ryg, hvis det ikke allerede var der. Og som hånden gjorde, gled hans finger spidser blidt over hendes hud, inden hånden så blev trukket tilbage, som håret var væk, og han slap hendes hånd igen. De klare blå øjne, stirrede så dybt i hendes, med et smilende, spørgende blik.

”Your absolutely sure about this? I can promise you, that it'll only actually hurt for a moment. Then, many find it extatic, or even soothing.”

Hun nikkede kort, bed sig igen i læben, det var typisk den mest naturlige ting for mennesker at gøre når de blev nervøse, et lille bid i læben også forsvandt tænderne igen. Hun tog igen en dyb indånding og kunne mærke hvordan at luften blev tvunget ned i hendes lunger, som efter lang tids passiv rygning ikke rigtig kunne føle med alt den luft som der blev hævet ned i dem. Men lige så hurtigt at luften var kommet ned i dem, lige så hurtigt blev der skubbet noget ud igen. Hun prøvede på alt for at komme helt ned på jorden, og ikke blive alt for nervøs, men vise at hun fuldkommen troede på manden foran hende. Da han rejste sig fulgte hun ham med øjnene, det var først da hans hånd blev rakt ud til hende, at hun lagde mærke til at hun ikke havde bevæget en eneste muskel i sig, igen, en dyb indånding blev hævet igennem luft kanalerne inden hun tog mod til sig, og lagde hånden i hans og rejste sig op.

Hun smilede kort til ham over hans ord, men havde ikke rigtig selv nogen der kunne svare tilbage til ham, hendes mund føltes som om at alt vand var blevet drænet fra den, som om at det var sandpapir. Hun var aldrig blevet bidt før, hun havde selvfølgelig mødt vampyrer før, men altid gået en stor bue uden om, eller nej, der havde været den ene gang hvor hendes gamle arbejdsgiver Greg havde sat hende og en anden vampyr sammen da der var et job der skulle udføres. Denne vampyr havde været ung og uerfaren, hvor hun dog håbet af hele sit hjerte at hun ikke ville fortryde denne handling. Åh hvad hun dog bare skulle vide, hvad det i virkeligheden var hun var på vej ind i. Så havde hun nok smækket døren i hoved på personen da han havde stået uden foran den.

Uden at ville det kom hun til at trække sit ansigt tilbage da hans hånd blev ført hen imod hendes kind, men anden gang hvor den igen bevægede sig langsomt hen til hendes hår, da han førte det væk fra hendes ansigt og om bag ryggen, kunne hun mærke hvordan at kuldegysningerne gled igennem rygsøjlen, det blev bestemt ikke bedre da de blidt rørte ved hendes kind. Hjertet var næsten ved at springe ud af brystet på hende, i et kort øjeblik var hun ved at sige at hun ikke kunne gøre det og trække sig tilbage, men da den sidste sætning undslap hans læber, kiggede hun direkte ind i hans blå øjne med hendes egne brune.

''I am sure.. I.. I want to do this''

Taylor observerede intenst Evelyn, stadigt med det smålige smil, i det han rejste hende, og fjernede hendes hår. Det var ret tydeligt, at hun ikke var vand til at blive behandlet på den måde han gjorde. Af en gentleman. Det fik ham blot til at smile en anelse støre, men stadigt charmerende og venskabeligt. Og som hun sank en klump, bed sig en anelse mere i læben, og så endelig svarede, nikkede han en enkelt gang, inden han gav hende et blidt tryk på armen.

”Don't worry, Evelyn. I won't take much, and I'll be gentle.. Who knows.. You might even like it...”

Han klukkede venskabeligt, inden han langsomt bevægede sig omkring hende, for at komme om bag hendes ryg. Han plasserede sin krop, ganske tæt op af Evelyn's ryg, så hun næsten kunne mærke hans krops varme. Han bevægede siden af hans hoved tæt ind ved siden af hendes, inden han lod to fingre skubbe noget mere af hendes hår, om bag hendes øre, med et næsten kærligt strøg. Og så lod han det ikke vente længere. Blid lod han læberne nærme sig hendes nakke, og sprede sig for at åbne munden. Hans hjørnetænder formede sig straks til de lange spidse tænder, der få sekunder efter, langsomt men præcist, stak sig igennem hendes hud. Stikket ville ikke være mindre slemt, grundet den langsomme, og forsigtige an gang. Men det gjorde, at smerterne måske hurtigt forsvandt, eller i det mindste dulmedes.

Morph drak ganske langsomt til at starte med, men efter at have drukket i omkring et minuts tid, begyndte han langsomt at sætte farten op. En fart, der ikke længere virkede nær så kærlig, og venlig. Men i stedet, drak han hastigt, og energisk. Og få sekunder efter han havde drukket i denne hastighed, blev hans venstre arm slynget omkring hendes krop, og hun blev trukket fast ind imod ham. Han virkede ikke ondskabsfuld. Virkede ikke voldlig. Men en fast, og beslutsom hånd. Et greb, hvor det næsten ville være hende umuligt at løsne sig fra, specielt da hendes krop begyndte at mangle det blod han trak fra hende. Og hvad end hun gjorde, stoppede han ikke. Skulle hun faktisk kæmpe godt imod, ville hun mærke hans arm ændre form, og få en langt hårde overflade. Som var det nu sten, der omfavnede hende. Men stadigt, gjorde han alt for at det ikke skulle være hende ubehageligt.

Hans ord virkede ikke synderlig betryggende, hvem kunne lide at udsætte sig selv for smerten som det ville være at få boret syle spidse tænder ind i halsen? Så igen, der var så mange mærkelige væsner i denne verden, så mange mærkelige fantasier, så selvfølgelig ville der være nogen som ville elske at blive bidt af en vampyr. Men hun var bestemt ikke i den kategori.

Også var det dét skete, hun var blevet en smule mere afslappet da han havde fjernet det sidste af håret der var en vejen for bidet, til at starte med lagde hun ikke videre mærke til en varme som der strømmede ud fra hans krop, og var mere fokuseret på at nogle meget spidse tænder skulle til at sætte sig ind i hendes hals. Hun nået lige at synke en smule mundvand inden at hun mærkede det, smerte af hvordan at hendes hud blev langsomt presset fra hinanden så tænderne kunne komme ind i blodåren. Dog forsvandt smerten lidt efter lidt da han ikke bare satte dem i med et hug. Lige så stille gled øjenlågende i, men da der var begyndt at være gået et minut begynde hun at blive en smule rastløs han havde sagt lidt blod, hun synes et minut var ved at være lidt for længe. Men inden at hun nåede at påpege om dette ikke burde være nok, mærkede hun hvordan at farten til to. NEJ!, hendes værste frygt var ved at blive til virkelighed, hvordan kunne hun dog have sagt ja til at gå med til at han kunne få lov til at drikke af hendes blod. Øjenlågende gled hurtigt op, og hendes pupiller blev udvidet i skræk. Hun formåede at udtrykke et halv kvalt skrig da han trak hende tættere ind til sig, og det var dér at det slog hende, som en der gav hende en syngende lussing hen over ansigt. Hans hjerte, hans hjerte slog stadig! Hun prøvede at komme fri fra hans greb, prøvede at kæmpe for hendes liv, men jo mere hun prøvede jo værre blev det, smerten var voldsom da hans tænder ikke havde tænkt sig at trække sig tilbage. Jo mere blod der forsvandt fra hendes krop, jo mere slap blev hun i hans arme. Det var der følelsen skete, hun mærkede hvordan at han begynde at suge mere end bare hendes blod, men også hendes kræfter, de kræfter hun havde taget fra den tidligere kvinde, Laura. Nej, nej hun kunne ikke magte hvis at hun skulle ud og finde sig et nyt offer så kort tid efter, men jo længere tid der gik, jo mere kunne hun mærke forsvandt fra hendes krop, ind til at hun kunne se sorte prikker for øjnene. Måske var der slet ikke behov for at finde et nyt offer, måske var det her slutningen?

Nej, nej det var ikke sådan hun skulle dø, hun ville ikke, det kunne ikke være slutningen! Trods at han måske prøvede at gøre det så behageligt for hende som muligt, kunne hun ikke mærke det, kunne hun ikke opfange det i hendes fortvivlelse om at hun ikke havde særlig meget mere at give af.

Som hendes panik slog ind, mærkede Morph for første gang, at et eller andet knagede i den. Et eller andet, der ikke fungerede. Virkede. Noget var forkert i det den gjorde. Men hvorfor? Den fik hvad den skulle have, og den havde jo ikke tænkt sig at dræbe den unge kvinde? Morph's tanker, gjorde at den næsten ikke lagde mærke til det, der begyndte at trække sig ind i den. Et eller andet, rejste med blodet ind i den. Det var ikke ubehageligt. Bar ikke en dårlig smag. Tvært imod. Den mærkede sine egne kræfter stige, og at den måtte slappe lidt mere af i det greb den havde omkring Evelyn, for ikke at gøre skade på hende, da kræfterne i dens arm blev stærkere. I hele dens krop, mærkede den sin styrke stige. Hvad var det den fik fra hende, der gav den dette? Dens øjne blev lukket fast i, imens den stille stønnede ved smagen af hendes blod. Hendes skrig var blevet ignoreret, præcis som hendes mod kamp. Jo mere hun kæmpede imod, jo flere kræfter lagde han i at holde hende fast. Hun ville ingen stedder komme.

Og først, da hendes arme og ben, stort set ikke havde flere kræfter i sig. Som var hun blevet udsat for et beroligende lægemiddel. Der stoppede den, og tænderne blev endelig trukket ud af hende. Morph trak vejret dybt, og måtte synke en klump, inden den bevægede munden tæt hen ved siden af hendes øre, for blidt at hviske i det, imens hans arme blidt lagde sig omkring hende, for at holde hende oppe.

”Don't worry.. Your body, will recuperate. And.. For all it's worth.. I truly do think, that you deserve what you've been promised..”

Hviskede Taylor's stemme, inden stemmen begyndte at knække, og gled imod en mere kvindelig stemme i stedet, imens den hurtigt bukkede sig, og samlede Evelyn's halvt besvimede krop op. Nu, ville Evelyn kunne se, Taylor's ansigt forsvinde over kreaturets, og blive skiftet ud med en mørkere hud, lange øre og et feminint ansigt. Et andet, af Morphs mange ansigter.

”Your talented. Sweet. Trusting. You deserve to get what you want. But it won't be from me. This time.. You chose the wrong one to trust..”

Det kvindelige ansigt smilede kort, inden hun lagde Evelyn ned på sin sofa, og vendte ryggen imod hende, imens fingrende fandt en pakke cigaretter frem. Kvinden stirrede over sin skulder, imens en cigaret blev lagt for læberne.

”Good luck with your future life.. Will it be more profiting, then this night..”

Sagde hun kort, inden en lighters flamme blev lagt for enden af cigaretten, og kvinden søgte ud af lejligheden. Evelyns krop ville nok ikke have regenereret, før Morph længe var væk. Og det, med et stort, smørret smil.

//Out

Hun ænsede knap nok tænderne der forlod kødet i halsen, hvordan at en lille smule blod gled ned fra hullerne som var så tydelige i den fine hvide hud. Vejtrækningen var tung, hæs, som en gammel dame der prøvede at komme op af trappen og var nød til at stoppe på halvvejen da lungerne ikke længere kunne følge med. Som så mange andre ville beskrive det, var det som om hendes liv passerede for øjnene af hende, branden, kirken, hvordan den første kvinde havde ladet livet for øjnene af hende og skønheden forlade kroppen og klæberede sig til hendes. Næsten livløst hang hun der i hans arme, som han trak hende tættere på, og kun ganske svagt kunne hun høre hvordan den mandlige stemme nåede hendes øregang. Hans ord mente ingen ting for hende lige nu, en drøm var blevet knust, og en tillid hun havde haft i menneskeheden var forsvundet, slut. Måske døde hun ikke i dag, men noget var helt sikkert gået i stykker inde i kvindens indre. Måske ville hun inderst inde slet ikke have at kroppen ville komme sig, måske ville hun bare forblive her, ensom og visne bort. Mor, lad mig komme hjem hendes øjne stirrede tomt ud i luften, og den brune farve forsvandt langsomt, og blev erstattet med nogle lysende blå, men forladt af alt liv. Med øjenlåg der begyndte at tvinge sig selv at lukke i, fik hun et glimt at ansigtet der var begyndt at forme sig, det var ikke Taylor, og havde aldrig været ham. Hvordan kunne hun nogen sinde have været så dum.

Varmen fra sofaen hjalp lidt på kulden der trådte i kraft i hendes krop, men noget varmt begyndte at glide ned af kinden, og det var først da den våde dråbe ramte den hvide sofas betræk at det gik op for hende at det havde været en tårer, hun havde ikke en gang lyst til at jagte efter monstret der bevægede sig ud af hendes lejlighed. Hvad skulle det nytte? Der lå hun så, få blod pletter begyndte at brede sig i det hvide stof og flere dråber af tårer blandede sig med de røde pletter.

Hvor længe hun havde ligget der, havde hun ingen anelse om, hvad det få sekunder, nogle minutter eller en hel time? Men pludselig skete der noget drastisk, med et skød brystet  i vejret på kvinden der var blevet lagt på sofaen, et skrig rungede lejlighedens vægge, et skrig af så stor smerte at overboen nok ville blive bekymret. Evelyn faldt ned fra sofaen imod de hårde træplanter, igen skreg hun, smerten der skød igennem hende var næsten ikke til at holde ud. Blodet begyndte at strømme ud af hullerne der forlængst burde være begyndt at størkne, hendes slanke fingre bevægede sig op af hendes højre arm, da hun mærkede hvordan at huden begyndte at falde fra armen, i panik rejste hun sig op, de blå øjne stirrede ned på den hudlap hun havde i hånden, kastede den fra sig, usikker og ude afstand til at finde ud af hvad det var der skete og hvad hun lavede. Hendes skulder bankede imod dørkarmen til døren ud til opgangen, og endnu et stykke af hendes hud blev hængene. Alt snorede rundt for hende, mens at hun næsten faldt ned af trappen, hun måtte ud, hun måtte væk. Tårende trillede uafbrudt ned af de hvide kinder, hele hendes krop brændte, blodet pumpede ekstremt rundt i årende, hvilket gjorde at blodet fra hullerne ikke ville stoppe med at strømme ned af hendes nakke. Den grå t-shirt som hun havde på, var mere en blanding mellem nyt og størknet blod. Hvor hun var på vej hen, hun havde ingen anelse, men væk.. det skulle hun.

//OUT