So be a gullible fool! - Allen //privat//

***
Lugten af salt vil ramme ens næseborer. Den kolde blæst vil piske en i ansigtet, hvis man da ikke gik med bøjet hoved. Rive ens hår, og kærtegne en. Man ville kunne høre hvordan vandet slog imod strandkanten, og de små lyde det gav. Fredeligt, men så forbandet svært at nyde det. Kulden fik ens fingerspidse til at føles som is tapper. Bange for at de ville knække, hvis man prøve at varme dem, ved at glide hånden op ad den anden. Men smukt var denne nat. Midnat. Væsner var ved at forlade stedet, mens deres latter slog en i hovedet, som et ekko. Glædet fra deres stemmer, fik nærmest en selv til at smile.
En ung kvinde, med løst rødt hår, og flamberende hvid silke kjole uden sko, gik stille imod sandets midtpunkt. Hendes lange røde hår fik hende til at ligne et stearinlys, som var på vej til at gå ud. Hendes hvide silke kjole, som kun gik til knæet, var i laser. Altså der hvor stoffet startede. Der ved hendes knæ. Om livet havde hun et rødt bånd, som hang ud til begge sider. Hun så ret død ud, hvis man kastede et blik på hende. Men dog, havde hendes rosa læber, et smil på sig.
Hun lod blæsten ramme hendes ansigt, så det fik et lille rødlig farve. Hendes øjne var grå hvide, så det så nærmest uhyggeligt ud. For ikke at tale om hendes fødder, som betrådte sandet, som det var, et stof! Helt ærlig, så hendes fødder ligblege ud. Men et lig, det var hun langt fra. Hun var en engel. Englen Asma. Skytsengel, hvis man skulle være præcis.

–

Hun satte sig ned i sandet, tæt ved vandet. Lod de ligblege ben få det kolde vand over sig. Tydeligvis ligeglad med det. Hendes hoved lå på sandet, og hendes hænder hvilede på hendes brystkasse. De grå/hvide øjne var lukket, og ligeså var det rosa læber også.
Hun lå bare der. Lod kulden ramme hende. Lod alt ramme hende! Hun var bare træt. Træt træt og atter træt. Væsner. Det var dem hun var træt af. Hver eneste dag, var der en. To. Tre. Tusinder! Hvorfor skulle de hjælpes, når det alligevel var forsent? Hvad kunne en engel gøre ved det? Engle er svage. Engle er godtroende fjolser, med umulige drømme. Engle er nogen som ikke kan sige fra! Engle er.. tjener.

//håber at det er godt nok xD skal hjælpe min mor med at handle ind ellers plejer jeg at skrive mere >.
En lyshåret ung mand blev dog tilbage på stranden, han stod i vandet som gik ham til knæene og famlede rundt med hænderne ned i det mørkeblå vand. Han havde tabt hans nøgler heromkring og lede derfor efter dem. Han var iført en sort hættetrøje og mørke shorts som gik til knæene. De var selvfølgelig blevet våde efter bølgerne i vandet. *typisk* tænkte han og lod blikket glide hen på strandens kant. Han blik forfulgte de glade toner, som tilhørte de person, der forlod stranden, fik et smil frem på hans læber, de var utrolig heldige. Så faldt hans blik over på hans taske som stadig lå i sandet, oven på tasken lå en papirblok og en kuglepind. Al, som drengen blev kaldt, kunne ikke tale, og kommunikerede derfor igennem papirblokken. Endelig fik hans fingre fat i noget koldt metal, hans nøgler. Et lettet suk kom fra ham og han lag nøglebundet ned i hans lomme. *nu kan jeg endelig komme hjem* tænkte han da støvregnen ikke var så behagelig som solen havde været tidligere på dagen. Al gik op af vandet og bøjede sig ned til hans taske.
Det var det at hans øjne faldt på en ung rødhåret kvinde, som lå helt livløst i sandet. Et panik signal blev tændt i hans hjerne, da han troede at hun var død eller måske besvimet. Så han lod sig løbe hen til denne kvinde. hendes duft strøg forbi ham, hun var, ligesom ham, en engel. Det var førte gang i meget langtid at han havde set en anden engel. Det var jo en ret svag race som tit blev til et bytte for vampyrer og andre væsner. Al var ikke stolt over at være en engel, men tilgengæld var han stadig taknemlig over at han stadig var i live efter ulykken enlig dræbte ham.
Al lod hans iskolde og stadig våde hænder ruske lidt i hende. Han kunne se at hun stadig trak vejret, hvilke var en stor lettelse.

Vil hun blive syg? Kunne hun blive syg? Ugyldige tanker løb rundt i hovedet på hende. Så ugyldigt, at det slet ikke var værd at sætte tiden på. Selvom tiden alligevel skulle slås ihjel. Hun lod sine hænder som havde hvilet længe på hendes brystkasse, lægge sig ned på sandet. Stille lod neglene tage fat om sandet. Hun rynkede næsen, da sandet irriterende sad under neglene.
Hun kedede sig. Men så igen, nej. Hun havde 'fri'. Indtil videre! Hun begyndte langsomt at slappe af igen. Rynken på hendes pande og næse foretog sig. Glattede sig ud. Hun træt vejret dybt ind til lungerne, mens hendes fingre på sandet slappede af. Tærende som ellers havde ligget sammenfoldet i det kolde vand, som af og til skubbede til dem, slappede også af.
Metal? Igen blev hun urolig. Nysgerrig. Var alle ikke taget hjem til deres varme stuer? Det vil nu være ret pinligt, hvis de alle stod og gloede på hende. Pinligt for dem. Ikke for hende. Asma rørte sig ikke. Måske vil lyden forsvinde? Og .. duften? Sødme. Hun var nu ikke særlig god til at skelne dufte fra de forskellige væsner, men denne her ..
Kolde og våde hænder, begyndte at ruske i hende. Hvor vovede personen, at røre hende? Hun fik gåsehud, da hendes kjole i forvejen var så.. åben i det. Kun silke, faktisk. Hurtigt og elegant, lag hun sine hænder på hver skulder, på personen. Hendes øjne forblev lukket. Hun tvang personen ned , så nu var det hende der lå 'øverst'. Det vil så sige, at hun sad på personen, og hendes hænder stadig forblev på dens skulder. ”Højt at flyve, dybt at falde. Hvem er du?” hun havde åbnet sine går/hvide øjne, som nu havde et brunt mat skær. Hendes røde pande hår, ville ramme drengens pande og blande sig med hans lyse. Hun havde hovedet let på skrå. En dreng. Engel, ikke?

//Det er i orden. Vi skal jo også lige i gang ^^//

Det gik ret hurtigt. Det ene sekund kiggede han ned på den unge kvinde og det næste sekund var det ham som kiggede om på hende. Han lod hans egne mørkeblå øjne studere hendes røde hår som rørte hans pande og kind. Han ville gerne svare på hendes spørgsmål, men som sagt kunne han ikke tale, så han strakte armen og begyndte at skrive i sandet A-l-l-e-n. Det stod dog lidt skævt da han lå ned, men det var læseligt. Normalt ville han skrive det i hans blok, men den lå ret så langt væk.
Al virkede enlig helt rolig, selvom at han lige var blevet skubbet ned af en fremmed kvinde som kunne være hans fjende. Hans ansigt udtrykte bare nysgerrighed men ingen frygt eller ubehag. Et smil brede sig bare på hans læber lidt tid efter, nej han var ikke bange, han havde endnu ingen grund til at frygte hende.
Al havde, i modsætning til andre engle, ingen vinger. Det var hans straf for ikke at fuldføre hans arbejde ordenligt. Den tidligere person som han rigtig skulle beskytte lod han dø da han ikke ville beskytte en selvisk og ond person som denne. Al's straf var så at han fik frataget hans vinger og en engel uden vinger er jo bare et venligt menneske med en lille smule magi. Eller jo han havde stadig hans vinger, men han kunne ikke få den frem da det var for smertefuldt.
Al følte at hans liv var for kedeligt. Han havde ikke lyst til at overvåge og beskytte andre folks liv i hele den tid at han for lov til at blive på jorden. Så derfor udfordrede han mange gange hans skæbne ved at gøre ting folk som normalt aldrig ville ture. Dog skulle man ikke misforstå ham, han var en utrolig venlig person og er aldrig den som starter en slåskamp, men han var bare en af de personer som tænker meget på retfærdighed, og man kan sige at han ikke er guds ynglings tjener.
Er-du-okay? skrev han så lidt tid efter i sandet, da han alligevel var lidt bekymret for om hun var okay, men hun slappede sikkert bare af og han generede sikkert hendes ro og fred.

Øjnene betragtede engle drengen, som lå under hende. Han gjord ikke modstand. Prøvede ikke engang, at ryste hende af sig. Hans mørkeblå øjne mindede om vandet bag hende. Dybt, men alligevel til at dykke helt ned i. Hendes hoved drejede stille, der hvor hans hånd begyndte at bevæge sig. Hendes læber bevægede sig, da hun så koncentreret på, der hvor drengen skrev. Allen? Hvad? Hun løftede læbens side op, så man kunne se hendes lille hjørnetand. Dog sænkede læben sig, da han smilede op til hende. Hun så stille på ham, med lukkede læber. Ikke et smil fremtrådte foran de rosa læber. Hvorfor sagde han det bare ikke? Var han næsvis? Eller stum? Hun bøjede hovedet ned på hans læber og næse. Skubbede stille det lysehår tilbage, så hun kunne se hans øre. Hun åndede ham sikkert på kinden.
-Nej-. Hun lod nu begge sine hænder støtte sig, ved siden af hans øre. Det kunne ligesom være lige meget, at hun fik vådt sand på dem, da hun i forvejen var fyldt med sand. ”Al..len” stavede hun. Hendes grå/hvide øjne veg bare ikke fra hans mørkeblå. Hun havde faktisk altid syntes,at det var ret fascinerende. Det var egentlig lang tid siden, at hun havde været i kontakt med andre engle. Hun var altid blandt de andre racer. Men hun havde dog lagt mærke til, at de få gange hun var sammen med engle. Så var hun.. så rolig. Uden selv at ville det! Hun vil bare ikke være ligesom engle. Hun vil bare være .. Asma. Men nu, da hun kiggede ned på drengen, Allen.. så var hun så.. ren? Han så fredelig ud. Måske en af de bedste engle der fandtes? Altså, de engle som ikke fik.. 'stikket'.
Hendes hoved drejede ikke, for hun havde lagt mærke til, at han bevægede armen. Hun smilede skævt, mens hun slap luft ud af munden. Langsomt rejste hun sig op fra ham, og satte sig bare ved siden af ham. Hun kastede sin pandehår til den ene side, men det gled alligevel ned. ”Jeg har det skam godt” sagde hun stille. Hun kiggede på ham, mens hun slog hovedet kort tilbage, ligesom i et -jeg-hilser-dig-men-orker-ikke-at-række-hånden-op. ”Hvad med dig? Hvorfor skriver du på sandet? Er du så meget overrasket over mit smukke udseende, at du ikke kan tale mere?” selvfølgelig drillede hun. Hun havde aldrig sagt sådan noget, men et samtale skulle vel komme frem?
Og inderst ene følte hun, at hun lige havde såret ham med de ord. Vidste ikke ikke hvorfor.. sikkert noget hun bildte sig ind i.

Al gad ikke at gøre modstand, hun ville jo nok flytte sig efterhånden. Og hun så ikke ud til at ville ham noget ondt, hvilke var den eneste grund til at han forholde sig roligt. Normalt ville han slå og sparke, men engle havde jo en beroligende effekt på andre fra deres race. Hun virkede anderledes end de andre engle han havde mødt. Hendes øjne var grå-/hvide hvilke man ikke så særlig tit. Hendes øjne var dybe og så ikke ud til at ende op noget tidspunkt.
Da hun så endelig flyttede sig efter at havde bukket sig så tæt ned over ham. satte han sig op og fjernede sandet som var i hans hår. Al kunne tydeligt se at hun blev lidt forvirret/undrende over hvorfor Al ikke bare åbnede hans mund for at sige hans navn. Det morede ham altid at se folks ansigtsudtryk når han skrev noget ned som enden var hans navn eller et spørgsmål. Det fik ham lidt til at grine, men bare uden lyd? Det så underligt ud. Smilet på hans læber blev pludselig koldt og så mere falsk ud.
De ord var som knive, der blev ført ind i hans hjerte. Han kunne godt mærke ironien i hendes stemme, men alligevel. Hver gang at han fortalte folk at han ikke kunne tale, fik de altid medlidenhed med ham og behandlede ham anderledes. For så var han ikke længere Allen, men bare 'den stumme dreng'. Dog fortalte han det alligevel altid til dem i håb om at den person han fortalte det tid ville være anderledes.
Al lod hans hånd glide op til hans hals hvorefter at han rystede på hovedet. Det var den letteste måde at fortælle at man ikke kunne tale udover at skrive det ned på et stykke papir. Han mistede stemmen da han var menneske, så han var van til at folk lavede kommentere om det. De fleste kommentere var langt værre end denne unge kvinde havde sagt. Men nok om det, han gad ikke at tænke mere på det. Så derfor skrev han noget ned i sandet. Hvad-er-dit-navn? Hun havde endnu ikke nævnt hendes navn.

Hun blev ved med at kigge på ham. Da han nu ikke talte, så var hun bange for, at hvis hun så væk, så ville hun ikke kunne kende svaret. Hun træk sine nøgne ben under sig, og lod kjolen glid halvt over dem. Var hun virkelig ond? Men hun havde ikke mørket 'stikket', som hun være gang fik, hvis hun sårede ens følelser. Sådan havde det altid være med hende. Hvis hun enten sagde noget grimt, eller sårede en person, så fik hun et eller flere stik i hjertet. Det gør så forbandet ondt.
Men så kunne man vel også regne ud, at der skete værre ting, hvis hun ikke hjalp folk. Næsten som at dø, og få livet igen, også dø. Hun vil ikke kalde sig typisk en engel. For det var hun ikke.
At være anderledes havde altid stået til hendes familie. Hendes tidligere liv. Derfor udskilte hun sig fra andre engle nu. Hun vil bygge sin sti, og dem der vil følge den, måtte så det.
Allen. Det var det denne engel hed. Hun havde regnet ud, at han var stum. Måtte indrømme, at det overraskede hende meget. En person der var stum. Det var der ikke særlig mange af.
Hun drejede blikket imod hans finger, som endnu engang var ved at skrive. Hvad var hende navn? Langsomt bredte sig et smil på hendes læber. Hun lod ligeså stille pegefingeren glide på sandet, og dannede de fire bogstaver. ASMA.
”Asma” sagde hun. Bare for at sige noget. Hun rejste sig op, mens hun stillede sig foran ham, med ryggen vendt imod ham. Spredte sine arme, mens hun lod vinden ramme hende. Hendes røde hår fløj tilbage, samt hendes silke hvide kjole. Hun lo stille, mens hun ønskede, at hendes vinger var der. Stille kom hun i tanke om noget. ”Allen? Flyver du tit?” spurgte hun. Total emne skift. Men underligt nok, var den der sørgmodige blik som altid var der.. væk. Hun var frisk.

Det fik et smil frem på hans læber da hun skrev hendes navn i sandet *Asma* han gentog navnet flere gange inde i hans hovede så han ville kunne huske det. Al's familie var helt normal, han havde to ældre brødre og to kærlige forældre. Så han levede enlig et godt liv lige indtil... ja indtil at der var nogen som gav ham et hårdt skub udover klipperne. Da han faldt udover klipperne fortrød han det liv han havde levet, for han havde jo kun gjord det som han havde fået fortalt og havde aldrig gået hans egen vej. Derfor gør han som det passer ham nu, derfor er han ikke guds ynglings, men han fuldføre dog altid det som han har fået fortalt.
Flyve? Ahh hvilken vidunderlig gave. Ja han huske hvordan det var at flyve, specielt den første gang han lettede fra jorden. Det var svært at holde sig selv i luften da man, ligesom armene, selv skulle bevæge dem og vis man ikke er van til at flyve bliver man hurtig udmattet. Al rejste sig om og fægtede lidt med hænderne kom om at han prøvede at fortælle noget. Lidt efter blev det en lille smule mere tydeligt, det var noget med at hun skulle vente her. Han løb hen til hans taske hvor han tog hans ting og derefter løb tilbage til Asma.
Han tog et kamara op af tasken og viste hende et billed, det var byen oppe fra. Man kunne se på hans drømmende smil at han elskede at flyve, det var en skam at han var blevet straffet på lige den måde. Men han havde tros alt stadig vingerne, selvom at det gjorder for ondt at trække dem ud følte han ikke at han havde mistet dem. Derefter vende han igen blikket imod Asma og stilte hende et spørgende blik hvilke betød hvad-med-dig? Det var faktisk utrolig let at forstå Al da han altid viste alle hans følelser igennem kropssproget.

Hun havde igen kigget imod ham, for at høre.. eller læse om hans svar. Da han umiddelbart tænkte, drejede hun om sig. Vidste ikke rigtig for al den energi kom fra. Vinden legede livligt med hendes røde hår, mens kjolen dansede om hende. Hun stoppede dog op, da svimmelheden fremtrådte foran hendes øjne. Da Allen begyndte at fægte med armene lag hun hovedet let på skrå. Vil han prøve at flyve? Men så fortod hun ham, da han løb imod sin taske. Hun åbnede munden smilende, mens hun betragtede hans ryg. Sød fyr egentlig. Men sørgeligt. Hun bøjede let i sine knæ, da han vidste hendes billedet af byen oppe fra. ”Nøj” sagde hun, mens hun tog kameraet ud af hans hånd. Så han tog billeder? Det vil så sige, ja, han kunne flyve. Hvorfor havde hun egentlig stillet det spørgsmål? Stille gav hun ham kamaren tilbage til ham. Smilede, da han prøvede at kommunikere med hende igen. Hun kløede sig bag nakken, mens hun følte stille på sin ene hjørnetand. Hun kunne skam ikke flyve, men det var vel også hendes egen skyld? Hun rystede på hovedet. ”Ingen vinger. Mine blev hivet brutalt ud af min ryg” lo hun, mens hun kom i tanke om smerten som dæmonen havde forført hende. Hun lod en finger glide rundt på Allens kind. ”Men jeg er lige glad. Ren og fuldendt sorg er lige så naturstridigt som ren og fuldendt glæde, forstår du?” hun træk sin finger til sig, mens hun smilede mildt til ham. Fin fyr.
"Må jeg?" spurgte hun et kort tid efter, og pegede på kamerat som hun havde givet ham tilbage.

Han nikkede, hun måtte gerne kigge billederne igennem vis hun ville. Der var dog utrolig mange da Al's job og hobbi gik ud på at tage billeder. Al's rigtigs job var dog skytsengle arbejdet, men man kunne ikke overleve i denne verden uden penge, så hans side job var fotograf for et stort firma inden i byen som laver de fleste plakater og reklamer. Dog var der ikke særlig mange af hans egne billeder som blev vist, hvilke også var acceptabelt når man tænkte på hvor mange som var inden i denne branche.
Ingen vinger. Mine blev hivet brutalt ud af min ryg De ord gav ham gåsehud, hvordan kunne hun le af det? Det måtte ha været ulidelig smertefuldt.
Tanken om hvordan det ville være var ubehagelig, og han fik helt ondt af hende. Smerte var noget som de fleste gerne ville undgå.
Al's ene evne var at kunne samle hans tabte lemsdele igen efter en kamp, så han havde selv været udsat for lidt af vært, men han kunne alligevel ikke forstille sig smerten ved at få revet ens vinger ud af ryggen. De varme fingre blev lagt på hans kind og hun fik fine og kloge ord ud af hendes mund. Men i sidste ende forstod han hende godt. Sidste gang han fløj var i for ca. 20 år siden, han savnede det, men enlig gik han ikke glip af så meget. Han havde andre nyttige måder at slippe væk fra fjender på.
Al tog fat i hans blok og begyndte at skrive med bløde runde bevægelser, - Hvor langtid har du været en engel? - han skrev ret hurtigt, men han var jo ret van til det da han jo havde skrevet på en papirs blok siden at han var menneske.

Hendes øjen var allerede røget på den lille skærm. Hun kiggede egentlig ikke på billederne dertil, men mere fascineret af hvordan kameraet så ud. Hun havde set to forskellige kamera it hele sit liv. Det var den gamle dags hjemme hos hende, og den her mere moderne en som Allen ejede. Asma var egentlig den gamle dags type. Hun gik ikke op i elektronik, og hun brugte stadig en pejs, i stedet for en radiator. Hun havde nu altid holdt sig væk fra al det fis med elektroner.
Hun trykkede på en knap øverst oppe. Nu kunne hun se sandet under hendes fødder. Hun måtte vist havde sat den til, et eller andet med at vise … ja hvad kaldte man det? Hun holdte knappen nede, og et billede af hendes fødder med sand over sig, sås. Asma smilede skævt, mens hun rettede kameraet imod Allen. Ikke for at give ham den, men mere for at snappe endnu et billede. Bare af ham.
Men da hun så, at han var i gang med at skrive i sin notesblok, sænkede hun sine hænder, og ventede spændt på, hvad han havde lyst til at spørge. Hun kiggede på notesblokken og smilede skævt. ”I fire år, tror jeg” sagde hun og gjord en lille grimasse. Nej hun 'troede' det ikke. Hun vidste. Næste måned havde hun officielt været engel i fire år. Og det vil så sige, et par år efter hendes far døde. Stadig kunne hun smage det saltede smag, efter fulgt af noget 'metal'. Døden havde ikke gjort ondt så meget, men livet efter det.. de første uger. Smerte fuldt! Hun var jo ikke vant til sådan noget. Men nu. Nu levede hun som hun vil, men med få regler.
Snap!
Nu kunne hun se Allen på den lille firkantet skærm. Med papir eller notesblok, som hun kaldte det. Hun tog hurtigt kameraet om halsen, mens hun rakte ud efter Allens håndled. Hun fik fat på den, og træk ham nærmest ind til sig. Hvis han ikke holdte godt fast på notesblokken, så vil han sikkert tabe den. ”Kom” halv hviskede hun, og begyndte at løbe. Hun holdte stadig fat om hans håndled, mens hun satte kursen imod en lille sandbakke lidt længere væk. Brisen vil ramme dem som små milde pisk. Koldt var det, men man blev dog van til det, hvis man havde været heri noget tid. Så slemt var det da heller ikke.

Hun måtte tage lige så mange billeder som hun ville, det ville sikkert blive til gode minder. Dette kamara var nyt, men ellers havde han også et par gamle kamaraer der hjemme hvor der også var et par billeder af ham. Normalt tog han ikke rigtig billeder af sig selv, han glemte det vel altid?
*fire år?* tænkte Al og begyndte at regne. Al har været på jorden i 100 år, været menneske i 18. Det vil sige at Al havde været på jorden i meget længere tid end hende. Ikke fordi at det betød noget, men det var en skam at hun ikke havde set de ting som han havde set i løbet af verdens udvikling. Men det gjorder nok ikke så meget, hun havde massere tid til at se verden udvikle sig og lære om de forskellige ting. Der var så mange ting man aldrig ville kunne nå at lære på et normalt menneskeliv.
Tankerne om hvad han havde oplevet i hans liv blev afbrudt da Asma pludselig trak i ham. Blokken faldt selvfølgelig ud af hænderne på ham, da han jo er utrolig fumle fingret, men af ret held nåede han at gribe blokken før at den ramte jorden. *gad vide hvor vi er på vej hen?* tænkte Al og ville gerne spørger men kunne ikke rigtig skrive lidt nu, så han lavede et falsk host for at hun måske kunne se på ham. Hans ansigt lignede jo et stort spørgsmålstegn pga hans kraftige kropssprog. Han havde dog intet imod at blive trukket med, det morede ham gevaldigt at prøve noget nyt, nu hvor folk holde sig fra ham.

Egentlig var det ikke nået nyt, at Asma hele tiden flyttede rundt på folk. Nærmest som om hun bestemte over dem. Men det sjove, eller det var jo ikke som så 'sjovt', at hun ikke selv vidste det. Det var såkaldt en vane. Men så længe Allen ikke stridte imod, så var det vel i orden?
Puf puf puf. Kameraet som slog imod hendes bryst, føltes så behageligt. Hun vente sig imod Allen, for at se, om han var ved at fortælle hende noget. Men umuligt at se ham, for det røde hår overtog nærmest hendes synsfelt. Så hun opgav det, og vendte sig imod det sted hun løb imod.
Hvorfor havde han spurgt hende om, hvor langt tid hun havde været engel? Ikke at det var dumt at spørge. Var han så ældre eller yngre end hende? Kunne det lade sig gøre?
Mens de sussede imod vinden, og vandet som plaskede dem af og til ud i siden, så var månen oprejst. En glødende lys kugle, med stråler som solen. Man skulle tro, at det vil kaste et slags uhyggelig skær gennem sandet og i det hele taget hele stranden. Men nej. Det gav det mere et hyggeligt billede. Nu var det skam ikke en halvmåne, men derimod fuldmåne. Asma orkede ikke at spekulere om hvad det nu skulle betyde, så hun holdte let på Allen. De løb imod badebroen. Det sted hvor folk nu hoppede ned fra. Hvorfor hun førte ham derover.. se det var et godt spørgsmål.
Kort tid efter, stod de på træbroen. Nedenunder dem buldrede vandet imod den. Hvis man satte sig ned, kunne ens fødder være langt nede. Hun slag taget om Allens håndled, og vendte ryggen til vandet, så hun stod foran ham. Bare lidt længere væk. Vinden fik hendes hår til at flyve fremad, imod Allen, men så tæt stod de nu ikke, så han kunne få det i hovedet. Hun tog fat om kameraet imod Allen, ret usikker i det. Hun lag hovedet let på skrå, så hun kameraets linse også ville vende derned ad. Men hun vil stadig kunne se Allen på det lille skærm. ”Livet er en tragedie, når man ser det i nærbillede, men en komedie set på afstand” kluklo hun stille, mens hun fugtede sine læber. Hun kiggede nysgerrigt på Allen. Vil set et smil. Vil set et forvirret ansigtsudtryk. .. vil se et engle ansigt.

//undskyld tiden ^^" //

Det mærkelige host hjalp og Asma valgte at kigge tilbage, dog kunne hun ikke se noget for de lange røde hår, som fløj ind i ansigtet på hendes når hun kiggede tilbage.
Så hun valgte igen at kigge fremad. Det var vel også okay, der ville sikkert alligevel ikke gå særlig lang tid, før at de var nået frem til det sted som Asma så ivrigt havde trukket ham hen til. De var kommet hen til en gammel badebro, den havde altid været her efter hvad Al kunne huske.
Han gik ud på badebroen med forsigtige skridt, de nøgne fødder kunne mærke at her var glat og nok ikke det sikreste sted at stå.
Selvfølgelig pga Al's store ''held'', var han ved at glide op til flere gange, så i sidste ende satte han sig ned for ikke at falde og slå hovedet, som han havde gjord tons vis af gange før. Nu hvor han sad op kunne han vel lige så godt tag benene ned i det kolde vand. Det var i hver fald hans plan, men han havde glemt hvor koldt vandet blev når mørket var faldet på. Så da hans føder ramte det iskolde vand, gik der et chok igennem ham og han sprang nærmest længere ind på badebroen, vis man så bort fra at han stadig sad ned.
Han rystede på hovedet og log kuglepennen ramme papiret endnu engang – Her er for koldt for mig at soppe, men jeg kan godt lide lyden af bølgerne så stedet er ikke så slemt-
Den eneste grund til at han kunne stå i vandet tidligere var fordi at han var blevet van til kulden, men nu havde hans fødder fået varmen så det ville være ren tortur at få fødderne ned i vandet igen.
Smilet hang stadig på hans ansigt, så mange spørgsmål gik igennem hans hovede.
Det største af dem var nok *hvordan mon hun døde?* han vidste ikke om det var en klog ide at spørger. Det var jo ikke ligefrem en behagelig ting at dø.
Det var tit smertefuldt vis man altså ikke døde ligesom Al. Han døde jo på stedet uden at mærke smerte, så der var han vel ret venlig.

Hendes øjne var ikke rettet mere på Allen, men på skærmen igen. Nu kunne hun intet se. Jep. Hun var opslugt af den lille firkantet ting. Efter at have trygget på så mange knapper, at hun var bange for at have slettet alt, slukkede hun den lille tingest, og opdagede at Allen sad ned. Hun satte sig på hug foran ham, mens hun lod kameraet være imellem dem. Hun smilede stille til ham, mens hun rettede blikket imod papiret han skrev på. Faktisk ville hun gerne vide hvad der var sket, siden han intet kunne sige. Var han blevet alvorligt forskrækket eller..?
langsomt rakte hun sin hånd imod papiret og kuglepennen. Tog dem uden et kig og kastede det ned til vandet. Kun kuglepennen forblev ved hendes hånd. Godt nok var det ikke særlig pænt gjort af hende, sådan bare smide hans ting. Men helt ærlig. Hun vil have ham til at bruge sine læber. Bare sådan prøve uden lyd. Han kunne da mime. Og der skulle i hvert fald ikke være papir og kuglepen imellem dem. Hun satte sin pegefinger i munden, mens hun kiggede nøje på ham. Hvad ville han gøre? Blive sur på hende? Og hvad havde han egentlig skrevet på papiret inden hun kastede den ud i vandet? Var det noget vigtig? ”Tale er sølv, tavshed er guld. Det er godt at tale, men at undlade at tale kan være mere værdifuldt” sagde hun med et skævt smil. Hun skrev stille på badebroen med kuglepennen, selvom man ikke kunne se noget. Hun var næsten sikker på, at Allen ikke var ked af ikke at kunne tale. Men det var kun NÆSTEN. Han virkede bare så rolig og glad. Også der hvor hun fandt ud af han var stum. Det morede ham gevaldigt meget. Det havde hun set inde i hans øjne. ”Prøv at kommunikere med mig uden at skrive noget ned” sagde hun uden at kigge op. Hun prøvede stadig forgæves at skrive med kuglepennen. Ville han hade hende for det her? I så fald. Han var engel. Der kunne vel ikke ske særlig meget ved det?
Natten var til at mærke, men i nærheden af ham, ville det føles som lys. To engle på en strand. Sikke en ære.

//Det er i orden ;)//

Panik fylde Al da hun smed blokked ud i det mørke vandet. Hvordan skulle han nu kommunikere? Han kiggede ud i vandet som om at blokken mirakuløst ville komme tilbage til ham.
Nej han var ikke sur men mere forvirret. Hvorfor gjorder hun det? Havde han provokeret hende? Troede hun ikke på at han var stum? Så mange spørgsmål men uden blok kunne ingen af dem blive besvaret. Al var ikke ked af at være stum, han savnede hans stemme engang imellem f.eks. som her, men det var så længe siden at han ikke længere blev ked af det eller sur når folk nævnte det.
Hans tanker blev afbrudt da Asma talte ”Prøv at kommunikere med mig uden at skrive noget ned” Ja det var nemt for hende at sige, men når man i næsten 100 år ikke har brugt andet end en blok, har man glemt hvordan man skulle forme ord med munden.
Han prøvede men gav hurtig op da hans mund følte det fremmed at skulle bruge de muskler man ikke har brugt i så mange år.
Al tog en dyb indånding og mimede igen langsomt -Hvorfor smed du min bloak ud?- Jep bloak og ikke blok. Han bandede indvending af sig selv, for ikke at havde trænet hans mimen.