Victim or friend? - Josh

''Hey bare rolig, jeg er altså ikke farlig og kunne aldrig finde på at gøre dig noget, hvis du hellere vil kan jeg sove på sofaen?''

Han troede det var fordi hun var nervøs for at være tæt på nogen, det kunne han sagtens forestille sig hun var, hun virkede jo en smule svær at komme ind på livet af hvis han skulle være ærlig. Han betragtede hende med et stille smil.

*Ahhh det er det vi ude i.*

Han smilede bare da hun snakkede om fuldmåne så var han ikke længere i tvivl om hvad det var det hele handlede om. Han var måske kun menneske, men han havde altid været fascineret af de andre væsner. Eller altid var forkert, lige siden han lærte at de eksisterede er nok mere korrekt at sige. han kiggede på hende roligt.

''Hey hey... Rolig nu Nai...''

Han gengældte hendes kram, og løftede hendes hoved lidt op så han kunne se hende i øjnene. Han smilede bare venligt til hende og efter lidt tid tog han sig sammen til at sige noget mere alvorligt.

''Er glad for du er ærlig omkring hvad du er, og hvis du vil vide det fascinerer det mig egentligt bare.''

Hun vidste godt at han ikke ville gøre hende noget ondt, men det var jo ikke det der var problemet, det var jo mere det at hun var en varulv og det var hun nødt til at fortælle ham. Nu havde han jo tilbudt hende at blive hos ham hele natten og hun blev jo på en eller anden måde nødt til at fortælle ham at der ville ske noget hvis det en dag blev fuldmåne. Han var nødt til at vide det, men det var jo selvfølgelig svært at forklare da hun ikke vidste hvordan han ville reagere på det. Normalt ville folk jo begynde at jagte hende fordi at de så varulve som værende en ond race der bare vil slå folk ihjel. Det kunne der måske være noget om hvis man ikke kunne kontrollere det, men hvis hun kunne, så ville hun jo ikke skade nogen.

Hun kiggede op på ham da han lagde hans hånd på hendes hage, der var stadig lidt tåre i hendes øjne, men hun prøvede så godt som muligt at holde dem tilbage. Det gik bare ikke ret godt for hende. Dog blev hun meget overrasket over det han sagde til hende. ”Er...” Startede hun ud, men vidste ikke lige hvad hun ellers skulle sige mere end det. Var det virkelig okay med ham at hun blev til en varulv når det blev fuldmåne? Det var lidt svært at tro på, men når han sagde det så måtte hun jo tro på det. ”Men.. Fascinere dig?” Spurgte hun derefter. ”Jeg kan jo ikke kontrollere det og jeg.. Jeg ved ikke engang hvad jeg har gjort som varulv.” Sagde hun og lød lidt frustreret. Det var faktisk dejligt at have ham hos hende lige nu, hun følte sig tryg når han var der og det var dejligt. Det var længe siden at hun havde følt sådan overfor en fyr. ”Men.. ” Hun vidste ikke lige helt hvad hun skulle sige længere.

''Jeg er også ligeglad med hvad du har gjort som varulv. Det var dyret ikke dig.''

Han smilede blidt ned til hende. Han stod bare med rolige øjne og et varmt smil. Hans arme lå stadig om hende, og holdte hende nogenlunde tæt ind mod hans krop. Han vidste ikke hvad hun helt mente med at hun ikke kunne kontrollere det, men han troede et eller andet sted ikke helt på at hun ikke kunne.

''Og jeg tror på du er stærkere end dyret, så jeg tror virkeligt på at hvis du vil og kæmper så kan du tage magten over dyret istedet for omvendt.''

Han smilede bare blidt til hende. Han havde ikke svaret på det med at det fascinerede ham, mest fordi han var nervøs for at hun ville stikke af ud i skoven, og han ville se hvad der skete når hun forvandlede sig, og hun ville sikkert forbyde ham at tage efter hende.

''Men ikke noget... Der er ikke mere der behøves at siges i denne sammenhæng.''

Hun kiggede op på ham, nu med et letter skeptisk udtryk i ansiget. Var han virkelig ligeglad? Og i så fald, hvordan kunne han være ligeglad hvis hun nu havde slået nogen ihjel? Det var rigtig nok hvad han sagde, med at det var dyret og ikke hende. ”Ja, men dyret er jo en del af mig.. Hvordan kan det være at du er så ligeglad med det?” Spurgte hun ham og blinkede et par gang imens at hun faktisk nød at hans arme lå omkring hende, det fik hende til at slappe lidt mere af, hun følte sig beskyttet.

Hun rødmede en smule da han snakkede igen. Han var den første der nogensinde havde sagt at han troede på at hun kunne klare den og kontrollere dyret og ikke lade det kontrollere hende. Det fik et kæmpe smil til at vise sig og hendes tårer stoppede næsten med at falde. ”Hvordan.. Kan det være at du tror så meget på mig?” Spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå imens hun kiggede op på ham med det samme brede smil. Hendes hender knyttede sig lidt om hans trøje imens at hun bed sig i underlæben og kiggede op på ham. ”Hvis jeg skal kunne kontrollere det..” Sagde hun og sukkede. ”Så er jeg jo næsten nødt til at finde en anden varulv eller nogen der har forstand på den slags ting.” Sagde hun og kørte en finger ned af brystkassen på ham inden at hun kiggede op på ham igen. ”Vil du være der for mig?”

''Jeg er ligeglad af den grun at jeg tror på du kan styre dig selv.''

Han smilede blidt til hende, hvofor skulle han ikke tro på hun kunne styre sig? Hvorfor skulle han tro at hun var for svag til at styre dyret? Han forstod ikke hvorfor, men han stod bare og aede blidt hendes ryg, hun virkede virkeligt som om hun havde behov for at mærke at nogen var der for hende. Han betragtede hende roligt.

''Jeg tror på dig fordi du virker som et godt menneske.''

Han smilede bare roligt, og han nikkede lidt til det hun sagde med at hun havde brug for at finde en anden varulv der havde forstand på det, der var han egentligt en smule uenig med hende, for han troede da hun kunne lære sig selv det. Han smilede blidt til hende.

''Hvis du gerne vil have jeg er der under din forvandling så vil jeg gerne være der ja.''

Hun kiggede på ham og sukkede idet hun tog et skridt tilbage og ud af hans arm. Hun rystede stille på hovedet imens at hun gik uroligt frem og tilbage. ”Nej, du forstår det ikke Josh..” Sagde hun og sukkede. ”Du er ikke en varulv, så du vil ikke kunne forstå det.. Jeg -kan- bogstavelig talt ikke styre det.” Sagde hun og kiggede på ham og stoppede med at gå frem og tilbage. ”Jeg kan ikke vælge hvad jeg vil gøre, hvem jeg angriber, hvad jeg spiser.” Sagde hun og lød helt frustreret igen, det var klart at alt det her med at være varulv forvirrede hende og frustrerede hende lidt endnu. Hun sukkede op til flere gange og gik hen til vinduet med armene om sig selv. ”Jeg ville ønske at jeg kunne, men det kan jeg ikke.. Jeg er rigtig glad for at du tror på mig, men.. Det er.. Jeg ved det ikke.” Der var noget ved alt det han sagde der fik hende til at tro på at hun kunne klare det, men hun vidste også at hun ikke kunne endnu, der var jo ingen der havde trænet hende i at kontrollere det overhovedet. ”Hvad nu hvis jeg bliver en af de der sindssyge varulve med fråde om munden og det hele?!” Spurgte hun derfter og blev stille imens hun så lidt ned i gulvet.

Hun kiggede over på ham fra vinduet af med store øjne. Være der imens hun tranformerede sig?! ”Nej.. Nej! Det.. Det går ikke.. Jeg kunne bide dig.. Eller.. Eller værre!.. Jeg vil ikke have på samvittigheden at en fyr jeg holder rigtig meget af bliver til varulv på grund a mig.. Du skal ikke gå igennem det samme som jeg er ved.. Det holder jeg for meget af dig til!” Sagde hun og lagde faktisk ikke mærke til alt det hun sagde, men når hun er ked af det eller sur så siger hun alt fra hendes hjerte. At hun sagde hun holder af ham ville have været så oprigtigt som muligt, men lige for tiden var hun i tvivl om hvem hun kunne lide på hvilken måde.

''Det kan godt være jeg ikke forstår men jeg tror stadig på dig.''

Han smilede bare roligt, han vidste ikke hvad han mere skulle sige og kunne ikke lade være med at grine lidt da hun snakkede om at hun kunne jo gå hen og blive en af de der varulve der havde fråde om munden og alt muligt, han rystede bare på hovedet af hende.

''Det tror jeg ikke på du bliver.''

Han kiggede på hende og vidste ikke hvad han skulel sige da hun pludseligt fik sagt en masse om ham. han vidste ikke hvordan han skulle reagere overhovedet. Han kunne jo ikke svare på det rigtigt, men han gik bare over og lagde en arm om heneds skulder. Han smilede venligt til hende.

''Selv hvis det skete er det jo ikke din skyld.''

Hun trak lettere opgivende på skuldrene da han snakkede. ”Jeg ved snart ikke mere..” Sagde hun og kiggede ud af vinduet og ned på de mennesker der gik nede på gaden. Da han snakkede endnu en gang kiggede hun dog over på ham. ”Hvordan kan det være at du tror så meget på mig? Du kender mig jo knap nok.. Jeg er ikke så forfærdelig stærk.” Svarede hun og vendte hovedet imod vinduet endnu en gang og hørte godt at han kom nærmere. Hun sagde ikke noget til at han lagde armen omkring skulderen på hende, det var rart nok. ”Nej..” Sagde hun som det første og ventede lidt før at hun fortsatte med at snakke. ”Men det ville jeg føle.. Josh, du er sød.. Jeg vil ikke forvandle dig, selvom jeg ikke kan kontrollere det og du siger at det ikke er min skyld, så er det stadig på min samvittighed.” Sagde hun og kiggede ud på alle menneskerne imens hun lagde sit hoved til siden og støttede det imod ham. ”Hvorfor kan jeg ikke være som dem? De har ingen problemer.. Som dig? Et menneske igen.” Sagde hun og rystede stille på hovedet.

”Undskyld... Jeg vil ikke bare gå rundt og klage og lyde som om at jeg.. At jeg whiner for meget..” sagde hun efter et stykke tid, da hun var ved at være træt af at høre på sig selv snakke sådan. ”Har du ikke et eller andet spændende at fortælle?” Spurgte hun og kiggede op på ham med et smil, ikke det største, men det var da stadig noget.

'Nogle gange handler alt ikke bare om at være stærk, men også om at tro på isg selv, og indse hvor man selv står. Og jeg tror faktisk at du kan være en af dem der kan klare at styre bæstet, fordi du er så anderledes end det.''

Han havde ingen anelse om noget omkring det her, han vidste abolut intet om hvordan det var at være varulv, eller noget som helst andet end menneske. Han smilede bare roligt til hende, og lagde blidt en hånd på hendes skulder. han vidste ikke hvordan han kunne få hende til at tro på hende selv.

''Fordi du til gengæld har noget der gør dig speciel og spændende.''

Han nikkede dog bare da hun snakkede om at han skulle finde noget bedre de kunne snakke om, og han betragtede hende helt roligt, mens han tænkte lidt. Hvad kunne han dog sige? Hans liv var jo kedeligt.

''Nu er mit liv jo ikke usper interessant, så faktisk er det svært at finde noget spændende.''

Hun kiggede på ham da han snakkede. ”Josh..” Sagde hun og sukkede. ”Hvis jeg skal prøve at kontrollere min anden form.. Så vil jeg gerne at du er der for mig? Hvis du vil?” sagde hun og vendte sig imod ham hvorefter hun kiggede op på ham med et smil. ”Jeg vil ikke have du er der når jeg forvandler mig, men der må jo være nogle andre måder at kontrollere det på.” Sagde hun og lød ikke til at være så bange som hun var før og hun lød lidt mere optimistisk.

Hun kiggede på ham med et hævet øjenbryn da han endnu engang snakkede. ”Hvad er det der helt præcis gør mig speciel og spændende? Jeg er jo bare mig.. Ja altså undtagen min anden form, men den er jo mere farlig end spændende?” Spurgte hun ham og prøvede at sætte en finger på hvad det var han mente.

Hun trak på skuldrene. ”Nej, men.. Tja..” Sagde hun og gik stille væk fra ham. Hun lod som om at hun gik hen imod døre, men hun vendte sig pludselig om imod ham og begyndte at prøve og kilde ham. Hun var kommet i et lidt mere drille humør nu, hun ville gerne fjolle lidt rundt og glemme det hele lidt, men nu var spørgsmålet jo som om han var kilden.

''Hvis du føler det vil være med til at hjælpe dig, så vil jeg selvfølgelig gerne være der for dig.''

Han smilede helt roligt til hende. Han var ikke helt sikker på hvad han mere skulle sige til hende. HUn forvirrede ham en smule fordi hun var skiftende, det ene øjeblik virkede hun helt fortvivlet og nu virkede hun faktisk som om det hele var helt seriøst muligt. Han forstod godt hun ikke forstod hvorfor han fandt hende interessant, speciel og spændende. Det var jo bare noget med at hun ikke var menneske.

''Men det er det jeg finder interessant og spændende, jeg har altid fundet mennesker så kedelige, så ordinære.''

Han kiggede på hende med et stille blik, aldrig havde han haft rigtigt lyst til at være andet end menneske, men han havde heller aldrig følt en frygt for at blive forvandlet til noget, det måtte han helt ærligt indrømme. Han grinede da hun kildede ham, og slog så bare hendes hænder væk.

''hey hey!''

Hun var forvirret over hvordan hun følte, det var som om at det hun snakkede om hendes varulve side fik hende til at føle hun var frustreret og bange, men hans ord fik hende til at slappe af en lille smule. Hun vidste godt at hun snart skulle have styr på sine tanker og følelser, ellers blev det nok forvirrende for ham. Hun kiggede på ham da han begyndte at snakke og grinede en smule. ”Men du er jo selv et menneske.” Sagde hun og trak på skuldrene.

Hendes hænder blev dasket væk og hun fniste en lille smule. ”Nåå.. Du er kilden?” Spurgte hun med et grin og rakte tunge af ham. En tanke fløj igennem hovedet på hende og hun kiggede på ham med et hævet øjenbryn. ”Hey.. Uhm... Du finder magiske væsner interessante? Men.. Josh.. Hvis du følger efter mig når jeg skal forvandles, hvordan kan du så være sikker på at du kan slippe væk? Det er jo ikke ligefrem nemt at flygte fra en varulv, men du er nu en jeg stoler på og ville.. Godt vise dig min forvandling hvis du vil se? Jeg vil bare ikke skade dig.” Sagde hun og kiggede op på ham. Det var en af de ting der havde fløjet igennem hendes hoved i et stykke tid nu. Han fandt magiske væsner interessante, men hun kunne jo ikke styre sin form, men fordi han betød noget for hende, så kunne det jo være at det var ligesom i de gamle film, at hans stemme måske kunne trænge igennem og så få hende til at slappe af.

''Ja jeg er selv menneske, måske endda det er en af grunden til jeg finder os kedelige og trivielle.''

Han grinede blidt til hende, han nikkede bare som hun spurgte om han var kilden, og han syntes virkeligt at det kunne være både sjovt men også utroligt irriterende når nogen kildede ham. Han nikkede så til hendes spørgsmål omkring magiske væsner. Han ville nok ikke kunne flygte nej, men han ville nok stadig gøre forsøget, og han ville ikke tro på hun ville skade ham.

''Men jeg tror ikke på du vil skade mig, og jeg skal nok forsøge at flygte alt hvad jeg kan hvis det er det.''

Han smilede blidt, han ville jo faktisk rigtigt gerne se hendes forvandling.