The wrong place to be

Sted- Gyderne
Tid- Klokken er cirka 22
Vejr- Det er koldt, og månen er fremme
Omgivelser- Gaden er ret øde

"Åh gud...", mumlede en stemme lavt. En skikkelse blev synlig, da den passerede en lygtepæl. Personen blev afsløret. Det var en ung kvinde. Hendes lange blonde hår hang løst ned af ryggen på hende, men der var et par kviste hist og pist. Hvis man kendte hende, ville man vide, at hendes opførsel var meget atypisk. Sådan her opførte hun sig næsten aldrig. Nu virkede det næsten som om, hun ventede det værste.
Jo, hun havde skam hørt om det her sted. Gyderne. Et meget dårligt sted at befinde sig. Men alligevel var hun her. Hvad var der sket? Hver gang Izobell prøvede at tænke tilbage, var det som om hun mødte en massiv mur. Hun kunne intet huske. Alt det hun havde lavet hele dagen var bare væk. Det gjorde hende meget nervøs.
En overfalds mand kunne have stjålet alle hendes penge, og hun ville ikke have den fjerneste anelse. Nu hun tænkte over det, søgte hendes hånd ned til den højre lomme, i de jeans hun par. Der var ingen pung. Et kort sekund panikkede hun, men så huskede hun, at hun aldrig bar pungen i den lomme. Den lå næsten altid i hendes jakke. Men hvor var jakken?
Et gys undslap Izobell. Det var koldt her i aften og hendes jakke var forsvundet. Den blå t-shirt afgav ikke specielt meget varme. Hun krydsede armene og holdt om sig selv. Hvordan kom hun væk herfra? Der måtte da være en eller anden form for slutning på det her sted.
En lille kradsende lyd fik hende til at snurre hurtigt rundt på stedet. De blå øjne var store og skræmte, da hun ledte efter det, der havde forsaget lyden. Det viste sig bare at være en rotte, som havde kastet sig over en pose med affald. Et udtryk af væmmelse viste sig på hendes ansigt. Det her var ikke et sted hun brød sig om. Langt fra. Stedet nærmest emmede af fare.

Nikolaj havde begivet sig ind i gyderne da han skulle havde handlet nogle ting ind til de næste par måneder, men det var nok en del at det kom til at koste, men han vidste at snart ville politiet finde ham og opsøge ham og søge efter ting ved hans lejlighed, men det var vel noget af det som han bare skulle gøre de små ting ud af. Nikolaj var på sit skateboard og på vej ind i gyderne fra en side vej, da han opdagede en jakke ligge i siden af de lille fortov, han tænkte lidt nærmere over det *Hvorfor ligge en jakke her?* Han fik stoppet op og tog jakken op *Jeg tager den med mig hvis jeg finder en som måske vil kendes ved den* Tænkte han og fik kørt ned af gyden, hvor der stille begyndte og blive mørkt den grå hue sad på hans hoved og var ganske pæn af hvordan han levede og hvordan han var, og hans ny farvet sort hår flagrede i vinden, mens han kørte ned af gyderne, han så en skikkelse længere henne måske var det den persons jakke, men han skulle skynde sig tiden var snart der hvor han skulle mødes med pusheren, han kom tættere på skikkelsen og så det var en kvinde, det lignede ikke just en som plejede og være i gyderne, og det fik hans tanker igang hvad lavede hun her?
Nikolaj stoppede op lige ved siden af hende "Er det din jakke?" Spurgte han så han regnede med det var hendes, ellers gav han den vel bare til hende, for han havde en tid han skulle passe og være på stedet "Undksyld men tag lige jakken skal lige mødes med en" Kom det så fra den unge engel, mens han fik skateboardet ned igen og kørte videre, mens han kom hen til side gyden hvor han kørte ind, en mand stod der og sagde "Du kommer 1 minut forsent du ved hvad det kan koste mig" Sagde han lettere sur på englen "Yeah i know, her er pengende" Sagde han så og stak pengende frem og fik en pose med noget hvidt pulver i, hvor han stoppede det i inderlommen så han kunne komme væk igen, og med et forsvandt de hver deres vej.
Englen begav sig tilbage og stoppede op ved kvinden fra før "Var det din jakke?" Spurgte han så og fandt en pakke smøger frem og tændte en cigerat, og stille tog han et hiv og pustede ud igen, mens han ventede på et svar fra denne kvinde, han undrede sig stille over hvad hun lavede her om natten da der kunne være vampyrer her, men han vidste det jo ikke.

Izobell hørte en underlig lyd. Den lød nærmest skurrende. Hvad kunne foresage en lyd som denne? Hun vendte sig om og spejdede ned af vejen. Det så ud som om der var en eller anden på vej i hendes retning. Det gik for hurtigt til at personen bare gik. Måske var det den der lavede lyden? Gad vide om den var farlig. Skulle hun tage benene på nakken og løbe? Bare for at være på den sikre side? Men så ville hun se meget dum ud, hvis personen ikke var spor farlig. Det var et dumt dilemma, men alligevel befandt hun sig i det. Hvor latterligt. Der var mange andre ting hun kunne bekymre sig om, og så valgte hun lige det her?
Inden hun nåede at tænke specielt meget over det, nåede personen hen til hende. Aha, det var et skateboard. Lyden stammede helt sikkert derfra. Hun anede noget sort hår under den grå hue.
Det han sagde kom fuldstændig bag på hende. "Jakke? Eh...", hendes blik søgte ned til det han havde i hånden. Det var en jakke. Var det hendes? Da han snakkede videre, tog hun bare jakken. Han kørte videre, og hun gav sig til at undersøge den. Den virkede meget bekendt, men det betød ikke at en tilhørte hende. Det kunne sagtens være den samme model som hendes.
Hendes højre hånd nåede ned til den venstre lomme. Den blev mødt af en bule. Forsigtigt åbnede hun lynlåsen og stak hånden ned i lommen. Hendes fingre lukkede sig om noget nede i lommen, og hun trak det op. Det var en pung fuldstændig magen til hendes. Nu var hun sikker. Det var hendes jakke. Efter en hurtigt eftersøgning, kunne hun - til sin lettelse - konstatere at intet manglede. Hverken penge, kreditkort, eller noget andet.
Izobell åndede lettet ud og lagde den tilbage i lommen. Derefter tog hun jakken på. Den var kold, men den beskyttede imod vinden. Det var meget bedre end ingen jakke. Desuden gav det hende en lille følelse af tryghed igen at have jakken.
Den unge mand fra før vendte tilbage. "Ja, det var det", sagde hun og nikkede en enkelt gang for at understrege det. "Tak fordi du fandt den", tilføjede hun. "Jeg savnede den". Hun sendte ham et lille smil, men vidste ikke hvad hun mere skulle sige til ham. Eller jo. Måske kendte han vejen væk herfra? Det var et forsøg værd.
"Ved du hvordan man slipper væk?", spurgte hun og bed sig let i læben. Det her sted gav hende myrekryb.

Nikolaj smilede skævt da det var hendes jakke det var da altid noget at det var hendes jakke for hvis det var en andens, ville personen sikkert havde ledt efter den nu, men ja, sådan var det jo nogle gange. Englen kiggede op i himlen den var godt mærk da natten var over sig, han kunne nemt mærke at noget kiggede på dem, og det menneske foran ham var nok ikke ligefrem det bedste sted for hende og være her i gyderne her om aftnenen men han havde jo prøvet og blive angrebet før, men det var mere på en legeplads eller skaterpark, hvor det var om aftenen han mistede sin elskede, men det var vel bare hans historie til vampyrer, og derved hadet han dem rimlig meget, så han er nu meget vågen med om det sker noget.
Englen hørte hendes spørgsmål om han kendte vejen ud "Ja det gør jeg, men det nok heller ikke det bedste sted for dig og være her om aften" Sagde han mens et lettere skræmmende smil kom på hans læber som om det var okay, men han ville nu ikke ligefrem vise sin onde side til dette menneske da han var en engel og det var tydeligt og se på de blå øjne, de lyste nærmest her i mærket. Nikolaj vidste godt at det var underligt at han var så skræmmende selvom han var engel, men han ville nu bare vise hende vejen ud for at der ikke skete noget slemt for hende "Følg med mig" Sagde han og begyndte og gå, men ventede på hende og tjekkede om hun gik med ham, for det var nok underligt hvis hun ikke gjorde "Nikolaj er navnet" Sagde han så, mens han tænkte om han skulle sige sit fuldenavn men gad han ikke, han ville ikke ligefrem fortælle hvilken familie han kom fra den var død, så der var intet og snakke om dem til hende, for hun ville nok blive mere skræmt fra ham end ked af det over for ham. Men han var vel bare den sølle type som bare gjorde hvad der passede ham.
Englen vidste ikke rigtig hvad han ellers skulle sige eller spørge om det var vel hende som skulle svare nu eller bare prøve og spørge om noget han hadet og være den spørgende type, men kom næsten altid til det, og han var typisk den type som også snakkede for meget derved ville han gerne styrer det på denne her måde og lade hende sige noget først før ham. Men et lettere skævt smil var på hans læber, han fik sine smøger frem og tog en af dem, han tændte den og tog et hiv og pustede ud, han gemte smøgpakken væk igen. Han gik blot der og røg, mens dette menneske at han ventede på.

Izobell åndede mentalt ud. Han kendte vejen væk. Fantastisk. Så kunne hun komme væk. Hvis ikke han løj altså. "Næh... Det har du nok ret i", mumlede hun og stak hænderne længere ned i lommerne. Hun ville helst ikke vise ham sin usikkerhed. Det var ikke noget hun brød sig om. Så ville de kende hendes svagheder. Det var aldrig en god ting. Eller jo, nogle gange kunne det være godt. Hvis det var ens venner, det kendte svaghederne. På den måde kunne de hjælpe, hvis der gik noget galt.
Hun rystede let på hovedet. Igen havde hun ladet sine tanker køre ud på et sidespor. Det var slet ikke det hun burde koncentrere sig om. Hun burde koncentrere sig om at komme væk herfra.
"Så du kender vejen væk?", spurgte hun dæmpet. Nu var hun tilbage på sporet igen. Endelig.
Der var et underligt smil på hans læber. Nærmest skræmmende. Hun holdt sit blik på hans øjne i stedet.
Da han bad hende følge efter ham, gjorde hun det. Hvis han kendte vejen væk, måtte hun følge efter. "Jamen hej Nikolaj", sagde hun med et skævt smil. "Jeg hedder Izobell", sagde hun så, det var vel på sin plads, når nu han havde fortalt hende sit navn. Nu hun tænkte over det, var der næsten aldrig nogen der spurgte om hendes efternavn, eller mellemnavn for den sags skyld. Det fandt folk vel ikke specielt vigtigt. Det måtte de også selv om. Det ville nok ikke sige dem noget alligevel.
Hun viftede røgen fra hans cigaret væk fra sit ansigt. Hun havde aldrig rigtig brudt sig om lugten. Heldigvis var hun ikke længere allergisk over for det. Da hun var yngre, havde hun været allergisk, men det var åbenbart forsvundet igen.
"Nå eh... Hvad får så dig til at færdes her? Om natten", tilføjede hun hurtigt. Hun var egentlig lidt nysgerrig. Han havde jo allerede hentydet til, at det her ikke var et sted man ønskede at være om natten, så hvorfor var han her selv?