I've had enough! - Dylan West

Sted: Skoven
Tid: 11:00
Vejr: Sol, men kold vind
Omgivelser: Mest stilhed, men få fugle kan høres samt vinden
~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~~
Det var en dag som så mange andre, endnu en nat som hun ikke kunne huske og som hun havde brugt som varulv. Hun havde selvfølgelig lagt ekstra tøj og sådan ude i skoven for at hun kunne komme derud og hente det, men der var noget galt. Hun havde virkelig ondt og kunne ikke rigtig gå. Hun blødte også meget. Hvad havde hun lavet i nat? Hun kunne ikke huske det, men gid hun kunne, det gjorde simpelthen så ondt og hun vidste at hun havde brug for hjælp, men hun kunne jo ikke bare finde det herude. Der var jo ingen på den her tid og hun var ret sikker på at kulden ville gøre en ende på hende. Hun græd, nok ville hun ikke leve med at hun var varulv, men hun ville da i hvert fald heller ikke dø herude alene og da slet ikke på den her måde. Hun klynkede lidt og kiggede ned på sit ben der blødte. Hun måtte jo have været oppe og slås med nogen.. Eller noget, hun vidste det ikke, det eneste hun kunne tænke på lige nu var at finde hendes tøj og så skaffe noget hjælp. Hun var jo nøgen. Hendes tøj gik altid i stykker efter en forvandling og det var efterhånden ved at være dyrt at købe nyt hele tiden, men det var vidst ikke noget hun skulle tænke på mere, ikke hvis det her endte som hun frygtede.

Hun kiggede sig omkring da hun havde kravlet i noget tid. Det var pinligt hvis der var nogen der skulle finde hende sådan her og hvem ved? Det kunne jo være at de var ligeglade og bare ville voldtage hende og udnytte hende nu hvor hun var såret i forvejen. Tanken pirrede hende, men hun kunne snart ikke mere og efter at have kravlet lidt mere lagde hun sig ned i fosterstilling og græd en smule imens hun blev koldere og stadig blødte. Hvad skulle hun gøre?

14. dage var gået, Dylan talte hver eneste dag siden Trey var gået bort, for hver eneste dag var en kamp at komme igennem, ikke fordi at han som sådan savnede Trey. Det var jo rart at være fri og han havde på disse to uger allerede mødt mange flere menneskr end han ellers ville på et år, men på den anden side så var det svært selv at beslutte ting. Der var en gang hvor Trey sagde til Dylan hvornår han skulle spise, hvad han skulle mene, hvem han kunne lide og hvem han skulle angribe. Men nu... Hvor Trey var død, så skulle Dylan beslutte det hele selv, og selvom det for nogen sikkert var skønt, så kunne Dylan slet ikke finde ud af det, og han var så bange for at gøre noget galt.

Dylan havde pakket sine ting og kiggede tilbage i mod det gamle slot, han havde en sort taske over skulderen, nu var det slut og han lovede sig selv aldrig nogensinde at tage tilbage til slottet, aldrig mere. Aldrig mere...

Det var en mærkelig følelse, alle pigerne var flyttet, der var ingen musik mere, ingen glade dage. Der var bare dødt. Dylan kiggede udover skovbunden da han så noget bevæge sig, han kneb øjnene sammen, han kunne ikke helt fornemme hvad det var, men en varme nærmede han sig. Der gik ikke længe før han fik øje på en ung pige der lå i græsset med et spor af blod eftersig, hans vampyr instinkt slog til med det samme, men det var ikke en som han ville bide, hun var hverken engel, menneske eller aspara: "Hey... ehm..." sagde Dylan og satte sig på hug ned til hende: "Er du okay?" spurgte han, han talte sjældent med folk, og hvis han gjorde var han altid instueret i hvad han skulle sige, så for nu var han... Mundlam.

Hun hørte lige pludselig en stemme fra en der var ved siden af hende. Hun kiggede op på ham med øjne der viste at hun var bange. Hun var jo nøgen og blødte midt ude i en skov. Hun kiggede bare på ham or forventede faktisk det værste fra ham. Hun snøftede en enkelt gang og kiggede ned på sit ben i et par sekunder før at hun kiggede op på ham igen. ”H..Hjælp mig.” Sagde hun med en meget klynkende stemme og vidste ikke rigtig hvad hun ellers skulle sige. Hun rakte hånden ud imod ham i håb om at han ville tage den og hjælpe hende, men der var jo også den chance at han ville gøre hende fortræd, men hun var jo nødt til at tage en chance og hun var jo såret i forvejen så hun var nødt til at søge hjælp hos den første person der var kommet, hvilket så lige tilfældigvis var ham. Hun prøvede at sætte sig op, men kom så i tanke om at hun ikke havde tøj på og ville dække sig selv til imens at hun kiggede på hende. Hun frøs også da det var rimelig koldt om morgenen, det var jo ved at være vinter.

Hun havde fået sat sig op og kiggede bedende på ham, hun kunne ikke lige finde ud af hvad han var for en, men det kunne jo også være ligemeget eftersom at hun bare skulle have hjælp. ”Det..” Sagde hun og tog en dyb indånding. ”Det.. Gør ondt.” Sagde hun derefter og ville kravle over imod ham, eller det havde hun i hvert fald lyst til, men om det var en god ide, det vidste hun ikke. Selvom hun var såret måtte hun jo stadig passe på.

Dylan satte sig på hug ved side af hende og lod en finger glide henover et af hendes blødige sår, og han satte så blodet op til sin næse og duftede: "Varulv" sagde han, mere til sig selv end til hende, det gav nok også en forklaring på hvorfor hun var kommet til skade. Da Dylan var blevet forvandlet havde han hadet at være vampyr, men han ville alligevel hellere være vampyr end varulv, det måtte være forfærdeligt, nærmest som en sygdom der en dag sikkert ville lå en ihjel.

Dylan kiggede roligt på hende: "Læg stille" sagde han blot, hun var ganske køn, selvom hun lige nu ikke så ud som om hun var særligt meget værd: "Hvor.. Længe har du lagt her?" spurgte Dylan og forsøgte blot at sige hvad der kom ind i hans hoved, for han var ikke vant til at være den der skulle føre en samtale og for ham virkede det hele bare så... Underligt og kringlet.

"Jeg løfter dig og tager dig et sikkert sted hen" sagde han, inden han gjorde noget for at sikre sig at hun vidste hvad han lavede: "Jeg gør dig ikke noget" forsikrede han: "Jeg hedder Dylan" præsenterede han sig og lod en hånd glide under hendes knæer og en anden under hendes skulder og løftede hende så langsom: "Det går hurtigt" sagde han og lukkede øjnene, han var jo vampyr og inden man næsten så sig om var han i super fart på vej igennem skoven og snart endte han inde i byen på det hotel han var på lige nu og han lagde hende stille på sengen: "Sikkerhed" sagde han blot, ja nu var hun da i sikkerhed i det mindste.

Hun kiggede op på ham da han begyndte at snakke. For hende var det alt for mange spørgsmål lige nu, men det kunne han jo ikke vide, han prøvede jo bare at være venlig. ”Jeg... Jeg ved det ikke.” sagde hun og sukkede da hun kiggede på ham imens at han var ved at lave alt muligt, hun orkede ikke at spørge ham om hvad det var han havde gang i, men hun havde dog nok hørt at han havde sagt hun var varulv, spørgsmålet var jo bare hvordan pokker han vidste det? Det var der jo mange væsner der vidste så hun ville ikke til at spørge, måske senere når hun var kommet til kræfter igen. Han sagde faktisk ikke ret meget, kun et par ord hver gang han sagde noget og det undrede hende lidt, men pyt med det.

Hun nikkede stille da han sagde at han ville løfte hende, men hun var dog ikke klar på at det ville komme til at gå så stærkt som det gjorde. Hun klamrede sine hænder til ham, nærmest i et kram. Hendes brune hår fløj efter hende da det ellers normalt ville hænge ned til midten af ryggen. Hun kiggede sig omkring med hendes blå øjne og derefter op på ham med et hævet øjenbryn. ”Hvordan.. Kom vi..” Sagde hun og kiggede sig omkring og havde faktisk helt glemt at introducere sig selv overfor ham nu hvor han havde gjort det overfor hende, men det var glemt igen. Hun lagde sig under dynen da hun stadig ikke havde tøj på og kiggede op på ham.

Dylan kom med et lille smil: "Skills" sagde han blot og gik så væk fra hende i værelset for at gå hen og lukke døren, han var glad for at han havde mødt nogen, mest fordi at han ikke havde brugt en eneste time alene de sidste mange mange år, han var altid sammen med folk også selvom han ikke sagde noget, han sagde aldrig så meget, men derfor elskede han alligevel at have selskab.

"Så, hvad lavede du ude i skoven helt alene?" spurgte han roligt og kiggede over i mod hende, han var ikke så god til at starte samtaler, så han prøvede bare at sige et eller andet, han ahvde ikke snakket med mennesker i lang tid og han sukkede derfor kort for sig selv.

"Jeg... Ehm... Vil du have lidt vand?" spurgte han akavet og gik over i mod det lille køleskab, han var altid akavet omkring nye mennesker, han plejede jo ikke at tale med folk, det var jo Trey der plejede at tale. Dylan plejede at være DJ for Trey og styrede musikken imens en masse piger lagde an på ham og han afviste dem alle, Dylan interesserede sig ikke for kærlighed overhovedet.

Hun kunne ikke lade være med at grine da han bare sagde at det var skills. Hun smilede til ham og tæntke på at der var et eller andet specielt over ham. Han sagde jo som sagt ikke så meget. Det var et eller andet sted faktisk lidt sødt synes hun, men dog mærkeligt. Hun undrede sig også over hvordan pokker hun kunne være så heldig? Den første fyr hun møder ude i skoven imens at hun er nøgen og såret gør hende intet udover at hjælpe. Hun havde været så bange, men allerede nu var hun lidt knyttet til ham. Det var hun jo også næsten nødt til at være eftersom at hun var såret og lå i hans seng, men noget sagde hende at han ikke ville hende noget ondt.

Hun blinkde og kiggede på ham da han spurgte. Han havde allerede sagt at hun var varulv og kiggede bare lidt ned imod gulvet. ”Ser du..” Startede hun ud og derefter op på ham igen. ”Jeg er ny til det med at være varulv og jeg kan ikke huske hvad jeg har lavet når jeg har været transformeret. ”Sagde hun og sukkede en enkelt gang. ”Jeg gemmer tøj ude i skoven.” Sagde hun derefter og kiggede på hans dyne. ”Den bliver jo fyldt med blod.” Sagde hun og kiggede på ham igen med et lille smil.

Hun nikkede smilende til ham da han spurgte om hun ville have noget vand. ”Ja tak, men.. Hvad med mit ben?” Spurgte hun og så ud til at det faktisk gjorde en lille smule ondt på hende, men dog ikke for meget, det havde hjulpet at være kommet indenfor i varmen.

Dylan gik hen i mod skabet og kastede en t-shirt og et par jogging bukser til hende, nu var Dylan jo ikke en ret stor fyr, så det ville nok ikke være ret meget for stort til hende. Dylan var egentligt en good guy, selvom man måske ikke mente han var. Men Dylan ville ikke folk noget ondt, bare for at gøre dem ondt. Derudover var Dylan ikke interesseret i kærlighed, piger, sex og alle de ting normalt fyre nu var interesseret i, Dylan havde levet i total cølibat de sidste 600år og det havde han det faktisk ganske fint med.

Dylan smilede roligt og rystede så på hovedet: "Det gør ingenting" sagde han, han kunne godt forstå det måtte være svært at være varulv og pludseligt var Dylan også ganske glad for at han var vampyr istedet for: "Tror de færreste kan huske hvad de selv laver" sagde han roligt og gik hen til det lille køleskab der var på værelset, han greb en falske vand og kastede den hen i sengen til hende: "Her" sagde han, hun havde uden tvivl brug for væske, ingen anede jo hvor længe hun havde lagt derude.

Dylan smilede roligt til hende og gik så hen til hende og fjernede dynen fra hende så hun lå nøgen: "Læg dig på ryggen" sagde han med en varm stemme, han lagde en hånd på hendes knæ og lukkede sine øjne imens hele hendes krop så småt begyndte at heale, han kunne ikke få sårene væk, men han kunne få de åbne sår og skrammer til at lukke sig: "Så" sagde han tilfreds og gav hende dynen tilbage.

Hun smilede let da han kastede tøjet over til hende, selvom at trøjen landede på hendes hoved og dækkede for hendes øjne. Hun sukkede med et smil og fjernede den fra hovedet og skulede tl ham med et smil og rystede på hovedet. ”De skulle jo have været større.” Sagde hun med et smil og kiggede på tøjet. Hun tog trøjen på, men dog ikke bukserne, ikke endnu i hvert fald. Hun kiggede på ham bagefter. ”Men tak. Fortæl mig dog..” Sagde hun og kløede sig i nakken. ”Hvordan kan det være at du hjælper mig sådan? Du ved hvad jeg er, men du jagter mig ikke eller noget?” Spurgte hun derefter og smilede lidt usikkert. Det var dejligt nok, men det var noget der undrede hende eftersom at hun var vant til at folk ville jagte hende når de fandt ud af hvad hun egentlig var.

Hun nikkede til det han sagde med at det var de færreste der kunne huske hvad de havde lavet som varulv og det kunne hun jo egentlig kun give ham ret i. ”Ja.. Det rigtig nok, men jeg kan bare ikke lide den følelse af at jeg ved je ghar lavet et eller andet, men jeg kan ikke huske hvad.” Sagde hun og kiggede på ham med et lettere opgivende blik. Hun vidste faktisk ikke helt hvad hun skulle gøre. Hun tog flasken og smilede imens at hun drak af den og havde stadig kun trøjen på.

Hun blinkede og kiggede på ham da han fjernede dynen. ”Hvad laver du?!” Spurgte hun og trak det ene ben under hende, hun ville jo ikke have at han skule se hende nøgen, men det var hun jo egentlig heller ikke, hun havde jo hans trøje på som det eneste, men der var jo sadig udsyn til.. Ja.. Den.. Hun kiggede derefter på ham og blinkede da han begyndte at hele hendes sår og slappede så noget mere af og åndede lettet ud da han var færdig. ”Øhm.. T-tak..” sagde hun og kiggede lidt ned i dynen. ”Og.. Undskyld.” Sagde hun derefter.

Dylan kiggede roligt i mod hende da hun spurgte hvorfor han havde reddet hende, Dylan talte ikke meget med folk og han var derfor heller ikke helt sikker på hvad præcist han skulle svare på hendes spørgsmål. Han sukkede roligt for sig selv og kiggede så i mod hende, imens han lænede sig op af vindues karmen: "For at være ærlig, så har jeg lige mistet hele mit livs grundlag... Så har brug for at bygge et nyt" sagde han og kiggede kort ud af vinduet: "Og at være venlig er vel en god start" sagde han og kom med et lille smil.

Dylan kunne ikke lade væer ed at komme med et lille uskyldigt smil da hun sagde hun ikke kunne lide ikke at vide hvad hun lavet: "Well pretty much har du nok bare myrdet et par dyr" sagde han, godt nok var det da også surt, men det var jo ofte det varulve gjorde, angreb hvad de fandt.

Dylan smilede roligt til hende da han havde healet hende og han lagde hvoedet let på skrå:" Undskyld hvad?" spurgte han og kiggede på hende med et undrende blik, hun skulle da ikke undskylde for at han hjalp hende: "jeg er glad for at have selskab" indrømmede han med et lille smil og satte sig ved fodenden af sengen og kiggede op på hende.

Hun kiggede på ham med store øjne da han snakkede. Mistet hans livs grundlag? Den stakkel, nu kunne hun da godt forstå at han ikke sagde så meget. Hun ville gerne hjælpe ham, men hun vidste ikke hvordan. Hun kiggede op på ham da han fortsatte. ”Men..” Sagde hun og sukkede let. ”Er jeg den første du har mødt bagefter?” Spurgte hun rimelig stille og kiggede på ham med et lille smil. Hun var rigtig ked af det på hans vegne og hun ville da gerne lære hambedre at kende, måske kunne de blive gode venner nu hvor han allerede havde hjulpet hende?

Hun nikkede da han snakkede igen. ”Jeg kan.. Godt lide dyr..” Sagde hun og prikkede sine to pegefingre sammen imens at hun kiggede lidt ned, men hurtigt op på ham igen med et smil. ”Så længe jeg ikke skader nogle mennesker så er det ligemeget, jeg er ikke sikker på at jeg ville kunne leve med mig selv hvis jeg havde slået en ihjel.. Men.. hvad mon det var der har angrebet mig i nat så?” Spurgte hun og kiggede på sit ben igen, men kun i et par sekunder da hun helst ville glemme alt om det.

Hun sukkede og smilede dog stadig til ham. ”Min reaktion.. Jeg troede.. Det ligemeget.” sagde hun med et smil og havde nu sat sig helt op i sengen med benene krydset. Da han satte sig ned svarede hun på det han sagde. ”Well.. Jeg håber da at jeg er godt selskab så?” Hun sagde det med et smil og vidste godt at hvis hun ikke var så havde han sikkert smidt hende ud for noget tid siden, men det var også ligemeget, hun var her og det var hun faktisk glad for. ”Jeg er også glad for at være her.” Sagde hun bagefter og kravlede lidt tættere på ham.

Dylan nikkede roligt, det var jo ikke fordi han havde mistet en stor kærlighed, han havde mistet sin herre som var grunden til at han stadig var i live og som de sidste 600 år havde passet på ham, og nu var der bare ingenting. Dylan skulle selv tage stilling til sit liv, selv have holdninger, selv gøre ting og selv tænke. Dylan tænkte aldrig selv, Trey havde altid tænkt for ham.

Dylan trak på skuldrende: "Jeg ved godt det lyde rhårdt, men du må vende dig til det" sagde Dylan roligt, ligesom da Dylan ahvde skulle vende sig til at drikke blod. Det var klamt, ulækkert og underligt. Dylan var ikke glad for det, men det var blevet til en vane, og når man var et væsen var der desværre ting an skulle lære at leve med.

"Det håber jeg også" sagde Dylan med et lille smil: "Sorry jeg er ikke så god til samtaler" sagde han og rødmede næsten lidt, han snakkede altid med folk og da slet ikke med piger, det var noget han havde holdt sig langt væk fra i lang tid: "så... Hvad er din historie?" spurgte Dylan i et forsøg på at prøve at starte samtale.

Nailyna smilede til ham, men det forsvandt i et par sekunder da han snakkede og hun nikkede egentlig bare. ”Ja.. Det er vel den hårde sandhed.” Sagde hun og trak let på skuldrene. Hun havde sådan set accepteres det nu, men det var stadig ikke sjovt at snakke om eftersom at det ikke lige havde været hendes valg at hun skulle forvandles til varulv. Hun havde nok hørt om de her kulte eller hvad det nu var, som blev forvandlet med vilje, en form for ritual, men det havde hendes jo ikke været. Hun kiggede på ham igen og fik da bragt et smil frem endnu engang.

Hun fniste lidt af ham da han næsten rødmede. ”Hey, det går nok. Jeg er heller ikke helt vant til mennesker, jeg har altid holdt mig for mig selv.” Sagde hun og kiggede på ham med hovedet hældt lidt på skrå. Hun så noget kun overrasket ud da han spurgte om hendes historie. Det var ikke noget hun var belvet spurgt om før, der var ikke rigtig nogen der havde vælret interesseret. Hun kiggede på ham og sukkede. ”Det er en lang og sørgelig historie som jeg ikke vil kede dig med.” Sagde hun og kiggede hen imod et vindue. Det så ud som om at hun var i sin egen verden i et par sekunder før at hun drejede hovedet og kiggede på ham igen. ”Er du sikker på at du vil høre den?” Spurgte hun derefter.

Dylan nikkede kort, han var ked af på hendes vegne at hun var blevet forvandlet, for hun virkede jo som en både sød og køn pige, det var desværre bare ikke altid fair hvem der blev forvandlet og hvorfor, og når man som menneske først var blevet fanget eller var endt i Terre, så var der desværre sjældent en vej ud igen.

"Hvad hedder du egentligt?" spurgte han og var ikke sikker på om han havde misset hendes navn i farten, mon hun var gammel? Det kunne hun ikke være når hun stadig var overrasket over hendes forvandling. Han smilede roligt til hende istedet for at spørge.

"Jeg er vampyr" rettede han roligt da hun sagde menneske, ikke helt sikker på om hun vidste hvad han var og han ville hellere sige det til hende nu end at hun blev overrasket: "Men bare roligt jeg bider dig ikke" pointerede han med et roligt smil, hun var heller ikke en race der tiltalte ham, men han havde bestemt altid en lyst til blod, men med årene var han blevet bedre til at tøjle den: "Jeg har god tid" sagde han med et lille grin og kiggede kort ud af vinduet med et roligt blik.

Hun valgte at kravle tættere på ham så hun nu sad ved siden af ham. Hun kiggede op på ham med et smil da hun var kommet tæt på og kiggede derefter ud af vinduet imens at hun sukkede, men det var dog ikke set suk af den dårlige slags. Det var et tilfreds suk, nu var hun jo i sikkerhed. Der var et eller andet over ham der gjorde at hun følte sig tryg, men hvad det helt præcis var kunne hun ikke sige, men det var vel også ligemeget. Det var normalt ikke usndt for hende at stole på en person så hurtigt, men hun tog en chance med ham eftersom han havde redet hende ude i skoven og allerede nu helet hendes sår.

Hun kiggede på ham da han snakkede og kunne faktisk ikke selv huske om hun havde introduceret sig selv, men hun var sikker på at han havde det da han fandt hende ude i skoven, hun mente da at han havde fortalt hans navn lige inden at han samlede hende op for at løbe. ”Jeg hedder Nailyna.” Sagde hun med et smil og kiggede derefter ud af vinduet igen og fjernede en tot hår der hang foran øjnene på hende. Hun lavede en hurtig bevægelse med hovedet der fik resten af håret til at flyve over bagved skuldrene.

Hun nikkede kort. ”Oh.. Det mener jeg faktisk at du sagde ude i skoven, det glemte jeg bare igen.” Sagde hun derefter og kiggede nu på ham igen fra top til tå og tog ikke blikket fra ham. Han var faktisk meget sød og det var jo heller ikke fordi at han så værst ud, men hvordan kunne en sød og nuttet fyr som ham have mistet sit livs grundlag? Hun turde faktisk ikke rigtig at spørge ham. ”Jeg ved godt du ikke vil bide mig. Ellers havde du gjort det ude i skoven og bare efterladt mig bagefter.” Sagde hun med et smil.

”Tjaeh..” Begyndte hun og sukkede. ”Jeg har ingen forældre, de blev slået ihjel da jeg var lille, siden det er jeg blevet opfostret af en dæmon som jeg heller ikke længere ved hvor er. Så jeg er faktisk alene igen og har ikke nogen familie eller noget som helst. Som du også sikkert allerede ved er jeg jo varulv og det er ikke rigtig noget jeg har lyst til.. Det skræmmer mig.. Der er ikke så meget at fortælle.” Sagde hun og kæmpede for at holde et par tåre væk. Hun kiggede på ham og lagde armene om ham i et kram imens at hun nussede sit hoved imod hans brystkasse da hun følte sig så alene lige pludselig.

Dylan kiggede kort i mod ham da hun satte sig hen ved siden af ham, han smilede roligt til hende hun virkede sød og alligevel var han ikke helt tryg ved at hun satte sig så tæt på ham. Dylan havde ikke talt med nogen af det modsatte køn i lang tid, i mange år. Rigtigt mange år. Godt nok havde han boet i hus med knap 30 piger, men han talte aldrig rigtigt med dem, det lod han Trey om. Dylan talte mest bare med Trey.

Dylan smilede roligt og kunne ikke lade være med at komme med et lille grin da hun sagde han ville have bidt hende ude i skoven: "Tror du jeg er sådan en barbarisk type" sagde Dylan med et lille grin og rystede let på hovedet, godt nok var han glad for bblod, men han havde trods alt være vampyr i så mange år at han kunne styre sine egne løfter, og desuden så var han mest til blod fra aspara. Han havde ikke bidt nogen i mange år, folk havde hentet blod til ham i stedet.

Dylan rynkede let på panden da hun fortalte sine historie: "Hvor gammel er du?"spurgte han roligt, og mente mest hvor gammel hun var i år, og ikke hvornår hun blev slået ihjel, han kunne jo se på hende at hun ikke var så forfærdeligt gammel: "Så du bor alene nu?" spurgte han og kiggede let på hede, men nåede det ikke før hu sagde armene om ham, Dylan sad helt musse stille, faktisk var han helt stiv som et bræt, han var ikke vant til fysisk kontakt.

Da hun havde krammet ham kunne hun godt mærke at han ikke var så glad for det, eller sådan føltes det i hvert fald. Hun trak sig hurtigt tilbage og kiggede lidt ned. ”Øhm.. Undskyld..” Sagde hun og trak sig lidt længere tilbage fra ham. Hun havde faktisk ikke tænkt over om han kunne lide det eller ej, men hun havde egentlig bare brug for det. Hun kiggede stadig ned imod gulvet. ”Det..Er jeg ked af.” Sagde hun og håbede ikke at hun havde skræmt ham.

Hun kiggede på ham med et smil. ”Nej, du er nok mere en gentleman. Men med de typer der render rundt i det her land så kan man næsten kun forvente det værste.” Sagde hun og sukkede imens at hun kiggede på ham. Hun fattede dog stadig ikke at hun havde været så heldig at lige støde ind i en person der ikke ville hnede noget ondt. Eller også prøvede han bare at vinde hendes tillid for derefter at bide hende, men noget sagde hende at han ikke var den type, hvorfor gå igennem så meget bare for at bide hende når hun allerede var såret? Hun rystede hurtigt tanken af sig igen.

Hvor gammel hun var? Det var da nemt nok. ”Jeg er 22.” Sagde hun og smilede til ham. ”Det er ikke så gammelt, men jeg var.. Øh.. 6 da mine forældre døde og jeg blev reddet.” Sagde hun og tænkte lidt efter. Jo jo, det passede godt nok, hun havde været 6 år gammel dengang. Hun kiggede derefter op på ham endnu engang da han snakkede. ”Ja, jeg bor alene.. Eller på en måde.. Jeg bor i min vens lejlighed, men jeg ved ikke hvor han er og jeg er faktisk ved at være en lille smle bekymret.” Sagde hun og trak på skuldrene. ”Men så igen.. Han kan tage sig af sig selv.” Sagde hun og kiggede ud af vinduet hurtigt og derefter på ham.

Dylan rystede roligt på hovedet: "Det er fint nok" sagde han blot og kom med et lille smil som forsøgte han at fortælle hende han ikke havde noget i mod det: "Jeg er bare ikke vant til nærkontakt med folk" sagde han roligt, han havde jo haft det engang, han havde jo endda været forlovet og det hele, men han var ikke vant til at snakke med folk, der var jo trods alt gået 600 år siden han sidst havde krammet nogen sådan rigtigt, så det føltes, underligt...

Dylan nikkede: "Så sandt så sandt" sagde han blot: "Jeg har selv et par fjender jeg ønsker at jagte" sagde han og kom med et lille smil, de to idioter der slog Trey ihjel, dem ønskede Dylan skulle bøde og han ville gøre alt hvad der stod i hans magt for at få dem slået ihjel, han ville jage dem, han ville dræbe dem... Han ville destruere dem. IKke fordi han var ond eller han nød at såre folk, men når folk slog hans herre ihjel, så var Dylan nødt til at gøre noget.

Dylan nikkede i takt med at hun talte: "Wow, det var ungt" sagde han og ville da så ikke ligefrem afsløre hvor gammel han selv var, det var jo næsten pinligt at hun sad overfor nogen der havde været død i så mange år: "At have et sted at bo var vel det vigtigste" sagde Dylan med et lille smil, han boede jo trods alt også bare på dette hotel værelse, uden at have andre steder at gå hen.

Hun kiggede på ham og smilede lidt. ”Nej, men alligevel.. Du blev helt stiv som et bræt, så.. Var bange for at jeg havde gjort noget forkert.” Sagde hun og smilede stadig let. Han var faktisk meget sød, men hun havde det dårligt med at have krammet ham nu hvor han reagerede som han gjorde. Hun havde aldrig rigtig haft en kæreste, så hun vidste heller ikke hvad der var for flirtende og sådan, men hun regnede da med at han ville sige til hvis hun gjorde et eller andet forkert.

Hun lagde hovedet let på skrå da han nævnte nogle fjender. ”Hvilke slags fjender? Hvis jeg da må spørge.” sagde hun stille, men vidste ikke om det var noget han havde lyst til at snakke om. Hun havdealdrig haft fjender selv, ikke sådan hun ville slå ihjel, der var da nogen piger hun havde lyst til at slå da hun gik i skole eftersom at de var efter hende. ”Nu du siger fjender..” Startede hun og kiggede på ham. ”Jeg... Havde nogle piger der var efter mig i skolen.. Jeg har aldrig.. Følt for hævn, men siden jeg blev bidt.. Har jeg haft lyst til at slå dem, bide dem og sådan.. Er det normalt?” Spurgte hun ham. Hun vidste ikke om han kunne svare på det nu da han ikke selv var varukv, men måske vidste han lidt om det.

Hun nikkede til ham. ”Det er faktisk ikke noget jeg som sådan har fortalt nogen.. Men du har jo været så sød ved mig.” Sagde hun og smilede til ham og hævede øjenbrynet. ”Hey du! Hvor gammel er du selv?” Spurgte hun derefter. Hun var vant til magiske væsner, så en stor alder ville faktisk ikke overraske hende. Hun vidste at han var vampyr så hun regnede med at han var mindst et par hundreder år gammel. ”Og ja.. Det var det vigtigste, men jeg ved ikke hvor længe jeg bliver boende.. Kan ikke finde ham jeg boede med og jeg har ikke råd ti lat betale for den.” Sagde hun med et træk på skuldrene.

Dylan kunne ikke lade være med at komme med et roligt smil over det hun sagde: "I know..." sagde han roligt og kiggede så hen i mod hende: "Jeg er bare... Ikke så god til det lige nu" sagde han og vidste ikke helt hvordan han skulle forklare det, fysisk kontakt var bare ikke ham, eller jo det var det jo nok, for det var jo rart, det var jo ikke det. Men han var bare frusteret over det, og over at han ikke havde haft kontakt med folk så længe, og egentligt havde han haft det okay med det.

Dylan trak på skuldrende over hendes spørgsmål: "For at være ærlig ved jeg det ikke, jeg kender ikke så meget til varulve" sagde han ærligt og smilede stille hende hende, da hun spurgte til hvorfor han var sur eller hvem han ønskede hævn over tøvede han kort: "Dem der slog min herre ihjel" sagde Dylan blot, han ville hæve Trey, koste hvad det ville, i håb om at den snothvalp til engel og prostituerede udseende pige ville dø og forlade verden og Di Morga for altid.

Dylan kom med et lille tørt grin da hun spurgte efter hans alder: "Jeg tror at jeg lige har passeret 700 år" sagde han og forsøgte at tænke efter, han gik ikke så meget om i sin alder efterhånden, for tiden gik efterhånden for hurtigt til at han kunne overskue at følge med, men gammel var han ihvertfald: "Surt..." sagde Dylan blot ved hendes bolig situation, han havde jo ikke ligefrem selv et sted at bo.

Hun grinede lidt af ham. ”Tja.. Hvis det er så kan jeg da godt træne dig i at kramme.” Sagde hun og rakte drilsk tunge af ham med et smil. Han var rar at være sammen med og hun kunne godt lide at drille, så det håbede hun da ikke at han havde noget imod at hun gjorde. Det var heller ikke særlig tit at hun selv krammede andre, det gjorde hun når hun havde vænnet sig til en person. Det var gået lidt hurtigt, men han havde jo trods alt reddet hende, så det var gået lidt hurtigere med ham end det normalt ville have gjort.

Hun kløede sin arm og nikkede. ”Nej..” Sagde hun og sukkede. ”Jeg plejer ikke at tænke sådan, men efter at jeg blev varulv.” Sagde hun og rystede på hovedet. ”Nej, nej nok om det.. Jeg er sikker på at du ikke gider høre på mig klage over hvad jeg er.” Sagde hun og tænkte lidt for sig selv. Nu var det faktisk ved at være nok for hende, hun gad ikke længere bare at løbe fra det hun var bleve til. Hun er varulv! Sådan er det og det kan ikke ændres. Hun havde besluttet sig og hun vil lære at styre denne anden side hun havde fået. Hun kiggede op på ham med et smil og så egentlig ud til at hendes lille tanke havde fået hende i et lidt bedre humør.

Hun blinkede og kiggede på ham fra top til tå. ”700 år?” Spurgte hun ham. ”Damn.. Jeg håber jeg ser så godt ud når jeg kommer op på din alder.” sagde hun og lagde ikke mærke til at hun faktisk lige havde hentydet til at hun synes han så godt ud. Det gjorde han, men det var som regel ikke noget hun sagde højt. Nok kunne hun lide at drille fyre, men når det kom til at flirte så kunne hun ikke rigtig finde ud af det. Hun kiggede på ham og tøvede lidt inden hun snakkede. ”Ville... Du have noget imod at.. Jeg måske boede her også? Vi kunne hjælpe hinanden med at betale for stedet?” Spurgte hun ham og rødmede en smule. Det var egentlig ikke ment som at de skulle være et par, men mere.. som gode venner.

Dylan kom med et lille grin over hendes tilbud og han smilede så stille til hende: "Jeg... Måske" sagde han bare og smilede til hende, han skulle nok kende hende lidt bedre, men hun virkede sød og han kunne godt lide at snakke med hende, især nu hvor han ikke så ofte snakkede med folk, så var det rart at der var nogen der gad, og hvor Trey ikke stod og pustede ham i nakken.

Dylan kiggede hen i mod hende da hun talte: "Jo jo.. bare tal" sagde han og smilede, han ville bestemt gerne høre noget om hende og hun måtte gerne klage i hans selskab. Derudover så elskede han at høre folk tale, fordi at han så sjældent hørte det, nu hvor han havde levet som han nu engang havde: "Jeg kan godt lide at høre dig tale" sagde han blot med et lille smil, om det lie var fordi det var hende vidste han ikke, men bare det at nogen talte det gjorde ham på en måde tryg.

"Du må gerne blive her" sagde han og kom blot med et grin da hun talte om at han så godt ud i forhold til hans alder, well nu blev han jo trods alt hellere ikke ældre af udseende: "Men... Jeg har sådan lyst til at bide dig" sagde han og holde sig for munden, og han var ret sikker på at det kun ville blive værre i takt med at hun boede ved ham, han ville så gerne sætte tænderne i hende og bare smage en smule blod, selvom han måske var god til at skjule det.

Hun grinede lidt og skubbede drillende til ham. ”Hey.. Dylan?” Spurgte hun og kløede sig i nakken. ”Hvordan. .Eller.. Hvornår.. Blev du egentlig til vampyr?” Spurgte hun ham og kiggede på ham med interesserede øjne. ”Nu har jeg fortalt så meget om mig, så nu er det vidst din tur søde.” Sagde hun og smilede. Han kendte lidt til hendes baggrund, men der er altid noget man holder skjult, men hun ville da også godt kende lid til ham selvom det var mange hundrede år siden at han blev født, eller var det 700 år siden han blev bidt? Det var ligemeget! Det var vel sådan noget hun var ude efter at finde ud af omkring ham. Han var ikke som andre vampyrer. Eller i hvert fald ikke dem som hun havde hørt om, de ville bare bide folk og så forvandle dem til deres slaver eller lignende.

Han kiggede ud imod vinduet og overvejede at rejse sig for at se om hun egentlig kunne støtte på sit ben nu hvor han havde helet det, men da hun skulle til det så snakkede han igen og hendes opmærksomhed blev med det samme ført over på ham og hun rødmede faktisk en lille smule da han sagde at han godt kunne lide at høre hende tale. ”Well.. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige.. Jeg vil gerne høre ldit om dig også.” Sagde hun og bed lidt i ærmet på trøjen, men kom så til at tænke på at det ikke var hendes, men hans og gav med det samme slip igen og kiggede på ham med et uskyldigt smil. Det var svært at finde ud af hvad hun ellers skulle sige, hun havde jo en del spørgsmål omkring ham, men derfor var det jo ikke sikkert at han havde særlig meget lyst til at fortælle hende noget som helst.

Hun blinkede meget overrasket og førte sin hånd op til hendes hals imens at hun kiggede på ham. Hun tænkte sig meget om og sukkede derefter. ”Det kan godt være at jeg er ny til alt det her med at være varulv, men det betyder ikke at jeg ikke ved noget om dem.” Sagde hun og fjernede sin hånd. ”Du kan ikke forvandle mig til vampyr når jeg allerede er varulv... Desuden.. Så..” Sagde hun og tog en dy indånding. Hun kunne slet ikke forstå at hun skulle til at sige det her. ”Så reddede du mig og.. Tja.. Nu hvor jeg ikke kan blive forvandlet alligevel så.. Gør det vel ikke så meget? Jeg stoler på dig.. Det her er min måde at vise det på.” hun kiggede på ham med en ret så markeret og ubeskyttet hals, som om at hun gerne ville have han skulle bide hende for at vise ham at hun stolede på ham.

Dylan kiggede over på hende da hun spurgte nærmere ind til ham. Det var en underlig følelse, der var aldrig rigtig nogen der spurgte ind til ham eller hans historie, men det føltes alligevel ganske naturligt at svare. Han havde ikke lyst til at stoppe samtalen her, hun var jo både sød og flink, og hun var den længste samtale han havde haft i meget lang tid: "Da jeg var omkring 20 år" sagde Dylan roligt: "Jeg husker ikke meget, udover at en ældre mand havde brug for hjælp, og da jeg ville hjælpe bed han mig" sagde Dylan roligt: "Det er et sidste jeg husker" sagde han og kom med et lille smil, mest for at det hele ikke skulle virke for trist og alvorligt.

Da hun kaldte ham søde, stivnede han igen en smule. Det virkede underligt, og alligevel så rart, især når det kom fra hende: "Jeg har boet på et sindsyge hospital i næsten et år, fordi de troede min forvandling var en sygdom og at jeg var blevet en heks..." sagde Dylan, lidt underligt at sige heks når nu han var en mand, men det var nu engang hvad de troede han var, og dengang Dylan levede som menneske, i 1300 tallet, dengang var sindsyge hospitaler ikek et rart sted, men nærmere et sted hvor man toturerede folks dæmoner ud af dem. Derfor havde Dylan heller ikke gode minder derfra.

Dylan kiggede en smule undrende, tilbød hun ham rent faktisk, at han kunne bide hende? han var lidt itvivl og holde derfor let igen, men gik alligevel tættere på hende: "Er du sikker?" spurgte han roligt, han var selv usikker, han havde ikke været så tæt på nogen i lang tid, og at han skulle bide hende betød jo at han skulle røre hende, ja nærmest kysse hendes hud. Dylan havde jo ikke drukket direkte var et væsen i mange år og egentligt så savnede han vel fornemmelsen.

Så han havde altså kun været 20 år da han blev bidt? Det var ikke ret gammelt syns hun. Han lignede også en der var på den alder, så det hun havde hørt omkring vampyrer var sikkert rigtigt, at de ikke blev ældre når først at de var blevet bidt. Hun betragtede ham lidt imens at hun kørte sin hånd frem og tilbage på hendes hage. ”Så du bliver altså ikke ældre end 20? Kropsmæsseigt altså?” Spurgte hun så og smilede lidt til ham da hendes hånd lagde sig ned i hendes skød igen imens hun stadig sad på kanten af sengen, lidt længere væk fra ham end tidlgere. Hun havde hørt disse historier om at en vampyr kunne leve forevigt? Eller i hvert fald i meget lang tid og så aldrig blive ældre end de var dengang de blev bidt. Det måtte da være træls at være en ældre person og så blive bidt.

Hun kunne godt se at han stivnede en lille smule igen. Virkelig? Var det bare fordi at hun havde kaldt ham søde? Hun måtte til at passe på med hvad hun sagde til ham, det var jo ikke med vilje at hun fik ham til at føle sådan og hun ville ikke have at han skulle blive sur på hende, hvis nu at han gik hen og troede at hun bare legede med ham. ”Øhm.. Undskyld..” Sagde hun og smilede usikkert imens hun fjernede en lille tåt hår fra øjnene. Det slog hende pludseligt at han havde boet på et sindssyge hospital, men han forklarede jo hvorfor. ”Det.. Det er jeg ked af at hære Dylan.. Det er da skrækkeligt.” hun havde nu en lyst til at kramme ham igen, men hun vidste godt at han ikke var vant til det og lod derfor være denne gang.

Hun kiggede på ham da han kom tættere på og bed sig selv i læben. ”Ja.. Det.. Det tror jeg. Der vil jo ikke ske noget siden jeg allerede er varulv og.. Well.. Du reddede mit liv, så det er vel et eller andet sted kun fair?” Sagde hun med et lille smil imens at hun kiggede på ham. Hun var sådan set allerede klar til at han skulle bide hende. Hun satte sig så hun kiggede imod ham og med benene under sig og lagde hovedet lidt på skrå så han bedre kunne komme til. ”Jeg er sikker, jeg tror på at du vil passe på.” Sagde hun med et smil og kiggede på ham endnu, hun var nervøs, men hun ville tillade ham at gøre det.