I've had enough! - Dylan West

Dylan rystede let på hovedet over hendes spørgsmål: "Nej" sagde han blot, han blev aldrig ældre af udseende, og på mange punkter følte han sig jo også ung af sind. Han havde nok bare oplevet mange ting som andre ikke havde, mange ting som andre ike ville opleve. Han havde uden tvivl ar på sjælen også selvom han mange gange prøvede at skjule dem. Trey havde jo reddet ham og selvom mange mente det var dumt at bo ved den samme mand i så mange år, så kunne Dylan ikke forestille sig at bo andre steder.

"Det er okay, det er mange år siden... Jeg er kommet videre" sagde Dylan og smilede venligt til hende, hun behøvede ikke bekymre sig om ham, det virkede underligt emst fordi han slet ikke var vant til det. Selvom pigene i hulen var søde og selvom Trey havde været hans master og ven, så var Dylan ikke vant til at folk ligefrem bekymrede sig, eller prøvede at skåne hans følelser.

Dylan kiggede kort ind i hendes øjne, blot for at sikre sig at hun så ud som om det var okay. Han han en hånd på hendes skulder, bare det at røre nogen virkede mærkeligt. Han lod en hånd let røre hendes hoved for at vippe det lidt på skrå inden han så kyssede hendes hals og lod så sine hjørnetænder langsomt trænge igennem hendes hud og han drak så en smule, inden han trak sig tlbage igen, og kort slikkede det blod op der var efterladt på hendes hals.

Hun nikkede som det eneste og havde faktisk ikke så meget mere at sige omkring det. Hun vidste at han ikke rigtig blev ældre, og resten kendte hun fra fantasi historier, hvilket jo egentlig ikek var så meget fantasi over da de jo egentlig fandtes. Hun kunne godt huske at han havde snakkes noget om en han boede sammen med, hun ville godt spørge mere ind til det og hvad det hele handlede om da han sagde at han havde nogen han ville slå ihjel, hun var meget nysgerrig og selvom hun havde spurgt ind til det før, så ville hun gerne have detaljer, hvad der skete, hvorfor det skete og sådan, men hun ville jo heller ikke føle at hun tvang ham til det, hun var nødt til at vente på at han selv sagde det, så vidste hun at han stolede nok på hende til at sige den slags, hvilket ville betyde rigtig meget for hende.

Hun nikkede igen af ham. ”Ja, men alligevel.. Det er jo skrækkeligt og det kunne jeg forestille mig var ret svært at komme sig over.” Sagde hun og dækkede sin mund til. Nu gjorde hun det igen, hun blev ved med at snakke om det, hun rystede på hovedet og smilede af ham. ”Men du er her, og du ser ud til at være i god behold og det er hvad der betyder noget.” Sagde hun med et lille forsigtigt smil. Hun tlnkte tit på hvordan andre havde det, hun ville have det virkelig skidt hvis at hun var grunden til at en eller anden blev ked af det og hun ville jo heller ikke gøre ham ked, specielt ikke ham når han var så sød imod hende.

Hun kiggede ham tilbage i øjnene, det var klart at hun var sikker på han gerne måtte bide hende. Hun lod ham vende hendes hoved på skrå og var meget spændt på at se hvad der ville ske. Det hun følte kom som en overraskelse. I det samme øjeblik han startede med at kysse hendes hals, gispede hun lavt, men det var ikke fordi det gjorde ondt, hun nød det faktisk. Hun lod sine hænder glide op af hans brystkasse og trak sig lidt tættere på. Det øjeblik hun mærkede hans hjørnetænder i hendes hals stønnede hun en lille smule. Det var godt nok en vampyr der bed hende, men det føltes af en eller anden mærkelig grund virkelig godt. Hende hænder gled op og tog stille fat i hans hår, som om athan ikke måtte stoppe. Da han gjorde og kyssede blodet væk kiggede hun på ham med røde kinder og et meget genert smil.

Hvis hun netop var blevet forvandlet og ikke havde været i denne verden ret længe, så kunne Dylan sagtens forstå at hun måske var en smule chokeret, det kunne godt være en omveltning pludseligt at være i denne verden, det huskede Ryan jo selv fra dengang det var ham der var ny og skulle prøve at omgåes en hel ny verden fyldt med væsner og hvor døden bare var lige så normalt som at spise aftensmad, hvilket nærmest af unormalt.

Dylan smilede roligt, hun virkede jo sød og næsten helt uskyldig. Han var glad for at tale med hende, han var generelt bare glad for at han overhovedet kunne tale med folk nu, selvom det til tider stadig virkede en smule akavet: "Ja jeg har det godt nu" sagde Dylan med et smil: "Men jeg gad godt finde nogen af de vennr jeg kendte engang" sagde Dylan med et roligt smil og kiggde over i mod hende.

Da han bed hende kunne Dylan mærke det, den elektriske stemning der opstod, som smeltede de en smule sammen. Han mærkede hvordan hun ikek ville slippe ham, og pludseligt mærkede Dylan hvordan det var at være tæt på en kvinde igen og han følte sig næsten draget. Da han trak sig væk fra hende sad han stadig og kiggede på hende, ikke langt fra hendes hoved: "Er du okay?" spurgte han med en næsten hviskende stemme og fjernede ikke sit blik fra hendes, men mærkede nærmest en magnet trække sig i mod hende.

Hun kiggede på ham og smilede. ”Jamen.. Hvis du godt kunne tænke dig at finde dem, så kunne vi måske tage ud og lede efter dem sammen på et tidspunkt?” Sagde hun og trak let på skuldrene. Hun ville egentlig ikke have at han lod hende være alene, men hun ville heller ikke holde ham fra at finde hans gamle venner hvis det var det han ville. ”Dylan?” Sagde hun meget forsigtigt. ”Vil du sige at... Vi er venner?” Spurgte hun ham og kiggede forsigtigt op på ham efter at have kiggetned i gulvet i et kort stykke tid imens hun spurgte. Hun så ham som en ven, men det betød jo ikke at han følte det samme. Det var godt nok gået lidt hurtigt, men efter alt hvad han havde gjort for hende så var det jo ikke underligt.

Hun kiggede på ham efter bidet, han var ikke ret langt fra hende og hun kunne mærke at hun var draget til ham. Hun havde sådan lyst til at han gjorde det igen. Hun kiggede bare på ham da han snakkede, at han hviskede fik det bare til at være meget bedre. ”Det var... Fantastisk.” Hviskede hun tilbage. Hun vidste godt at han ikke havde detså godt med kontakt, men alligevel førte hun sin hånd op til hans kind og strøg den meget let. ”Dylan.. Vil du... Gøre det igen?” Spurgte hun meget lavt og fattede faktisk slet ikke at hun lige havde spurgt ham om at bide hende endnu engang. Men det føltes simpelthen så godt, hun havde aldrig prøvet noget lignende. ”Er det underligt.. Hvis jeg siger det føltes fantastisk?” Spurgte hun imens hun så ham i øjnene.

//Undskyld det dårlige svar D: håber det kan bruges ^^ //

Nathan nikkede kort over hendes tilbud om at tage ud og finde dem som han ikke havde set længe fra hans fortid og dem som han af og til savnede: "Det er sødt af dig" sagde han og kom med et lille smil: "Men jeg ville ikke vide hvor jeg skulle lede" sagde han og kneb læberne sammen så de dannede en lige streg, han vidste ikke hvor han skulle starte, desuden så var han jo fra Tyskland og lige nu var han ikke sikker på at det var sundt for ham at tage tilbage efter så mange år, men hendes tilbud var fristende.

"Ja... Det er vi vel?" sagde han og smilede til hende, det var mærkeligt at tænke på det på den måde, Dylan var jo ikke rigtig venner med folk,d et havde han ihvertfald ikke været før, men på en eller anden måde følte han sig da knyttet til hende, hun var jo trods alt den første han havde mødt efter Trey's død: "Lever dine forældre endnu?" spurgte Dylan og tarv en smule, han spørgsmål kom mest ud af nysgerrighed, men også for at vide en smule mere om hvem hun var.

Dylan kiggede stille på hende, måske det lød en smule underligt men alligevel så havd ehan hørt det før, nogen mennesker var vel bare til den slags kunne man sige og Dylan trak derfor kort på skuldrend eog rystede så på hovedet som svar til om det var underligt, han lænede sig derefter frem igen og kyssede hendes hals et par gange inden han satte tænderne i igen, han drak dog ikke særligt meget denne gang, hun skulle helst ikke blive drænet for energi, og endnu engang så kyssede han blidt det lille sted han havde bidt.

//OOG: Det er helt okay :D //

Hun nikkede en enkelt gang. ”Nej, det kan der være noget om, det var nu mere hvis du havde lyst.” Sagde hun og kløede sig på armen en smule. ”Men der er jo selvfølgelig mange steder at lede.” Sagde hun derefter og trak på skuldrene imens hun smilede af ham. Det var selvfølgelig rigtigt, men hun troede jo at hans venner ville være her i Di Morga, men det var jo sikkert ikke tilfældet, og hun regenede egentlig heller ikke med at han ville have hende hængende når han skulle mødes med gamle venner, det ville vel være alt for akavet og hun var også bange for at hun nok bare ville være glemt. Uanset hvad så var det ikke noget hun skule tænke på, ikke lige nu i hvert fald, hun var her med ham og det kunne hun godt lide. Selvom det selvisk.

Hun smilede bredt da han sagde at de faktisk var venner, selvom de ikke havde kendt hinanden særlig længe. Hun ville så gerne kunne gøre gengæld til hans gode gerninger. Måske kunne hun lave noget mad til ham? Eller.. Nej fordi vampyrere drikker jo blod, så egentlig lige nu er hun jo hans mad, på en måde og det havde hun faktisk ikke noget imod. ”Men... Hvordan.. Hvordan kan det være at du indrømmede at du havde lyst til at bide mig?” Spurgte hun ham med et lille genert smil. Hun synes at det tog noget mod at spørge om sådan noget. Hun ville aldrig nogen sinde sige til en person at hun havde lyst til at bide dem, men nu er varulv også lidt anderledes fra vampyr.

Hun kiggede på ham igen med spændte øjne da han rystede på hovedet af hende. Ville han mon gøre det igen? Hun lænede sig frem imod ham, som om at hun skulle til at kysse ham, men hun lod ham føre sit hoved over til hendes hals, hun kom med et støn da han kyssede hende og kunne føle hans tænder synke i hendes hals endnu en gang. Hun greb fast i hans hår igen. ”Åh, Dylan..” Hviskede hun imens hun kunne mærke hans tænder i hende. Da han stoppede og kyssede igen strøg hun sin hånd over hans brystkasse. Det var den samme fantastiske følelse som det havde været første gang.

Dylan nikkede let, ja der var mange steder at lede og mange af dem var jo sikkert døde, det var jo slet ikke sikkert at de var blevet forvandlede og derved havde evigt liv som Dylan: "Jeg skal nok tænke over det" sagde Dylan bare med et smil, det var jo ikke fordi at en tur rundt i Europa ikke lød tiltalende, om ikke andet måske bare tage tilbage og se hvordan det så ud der hvor han var vokset op, hvor meget byen havde ændret sig.

Dylan trak let på skuldrende: "Hør jeg har ikke været mig selv i 600 år" sagde Dylan og kiggde roligt i mod hende: "Så jeg ved ikke helt, hvorfor... Jeg ville bare være ærlig" sagde Dylan, han var bestemt ikke sikker på hvorfor han gjorde de ting han nu engang gjorde, det virkede bare rigtigt og han ville hellere være ærlig end at angribe hende, nu hvor hu var hans første rigtige relation.

Selvom Dylan godt vidste det var forkert, så følte han sig underlgit draget af hende, han stoppede derfor ikke med atkysse hendes hals, og da slet ikke da hun sagde hans navn, han havde faktisk lyst til sådan rigtigt at kysse hende, men lige nu brugte han mere hans bid som en undskyldning og fortsatte derfor med at lade sine læber danse henover hendes hals, og han bevægede så roligt sine kys op af i mod hendes kæbeben, og afvented eom hun ville skubbe ham væk.

Hun smilede og nikkede. ”Jeg ved egentlig ikke om jeg ville have råd til det, men vi må jo se.” Sagde hun og smilede til ham da han havde snakket. Hun vidste heller ikke om de mennesker han kendte før også var vampyrere eller ej, hvis de ikke var, så kunne det jo være ligemeget da han jo er flere hundrede år gammel. Det ville i hvert fald være underligt, hun turde heller ikke rigtig at spørge ham om de var magiske, så hun valgte bare at lade det ligge.

Hun så ud til at blive en lille smule ked af det, hun følte det lidt som at han måske skældte hende ud da han sagde det på den måde, men det vidste hun jo godt at han ikke gjorde. ”Tja, det er også i orden, det undrede mig bare eftersom de fleste ikke ville indrømme sådan noget.” Sagde hun og smilede dog til ham bagefter. Hun var glad for at have mødt ham og havde ikke fortrudt noget af det der var sket imellem dem. Han havde helet hendes ben og hun var sådan set ved at være frisk igen, men hun ville ikke gå, så hun måtte se om ikke hun kunne bruge benet som en undskyldning til at blive når den tid engang kom.

Nailyna var efterhånden ved at være ligeglad med om det føltes rigtigt eller forkert, men hun var tiltrukket af ham da de sad der og han bed hendes hals, der var et eller andet inde i hende der bare nærmest eksploderede når han gjorde det, hun havde lyst til at han bare skulle blive ved og til hendes overraskelse gjorde han det. Hun kunne mærke alle hans kys på hendes hals. Hun kunne mærke han kyssedes hendes kæbe og idet han gjorde, så greb hun fat i hans trøje og hev ham til sig for at kysse hans læber, hun var lidt halv vild, så hendes tunge ville lede efter hans imens hun kyssede ham med lukkede øjne.

Dylan nikkede stille, Dylan havde heller ingen penge, han var jo vant til at det var Trey der ordnede stortset alt: "Jeg tror jeg ved hvor der er nogle" sagde Dylan og lod pludseligt et lille næsten skummelt smil komme frem på sine læber, Dylan huskede hvor de havde gravet guldet ned og det kunne de jo naturligvis bruge. INgen af pigerne burde vide noget om det, så Dylan havde derfor en idé om at det stadig lå der.

Dylan syntes faktisk det var akavaet at det lige var en pige han var løbet ind i, alle pigerne i hulen havde uden tvivl troet at han var homoseksuel, siden han aldrig havde vist interesse for en eneste pige, men det var nu faktisk fordi at kærlighed og alt sådan noget ikke sagde ham noget, det havde det aldrig gjort, og hvorfor han nu, dagen efter lige pludseligt følte sig tiltrukket af hende, anede han ikke. Dylan begyndte så småt at mistænke Trey for at have langt en forbandelse på ham eller noget i en stil, som måske blev ophævet ved hans død.

Hvis Dylan ikke i forvejen havde været død, så havde han nok stoppet med at trække vejret, han mærkede hvordan alt blev helt stille omkring ham som han bevægede sine kys op af, og stoppede pludseligt da han mærkede at hun rev fat i ham og han lod sine læber ramme hendes, og kysse hende roligt og dog ganske intenst imens han lod sin hånd glide op i nakke på hende. Det virkede nok meget mærkeligt at kysse en pige som han lige havde fundet i skoven, men det føltes som om at han ikke kunne lade være...

Nailyna hævede et øjenbryn af hans lidt skumle smil og blinkede et par gange før hun snakkede. ”Øhh.. Hvad er der med det der smil? Det ser lidt... Skummelt ud?” Spurgte hun og blev lidt bange i en stund da hun troede at det var fordi han havde i tankerne at gøre hende fortræd, men det var jo dumt at tænke, eftersom han kunne have fjort det for længe siden. Hun lagde hovedet lidt på skrå. ”Men hvis du ved hvor nogen af dem er, har du så ikke lyst til at lede? Måske ikke lige nu, men på et andet tidspunkt?” Spurgte hun ham med det samme stille smil imens hun kiggede på ham.

Nailyna havde aldrig sådan haft en kæreste og hun havde aldrig rigtig været forelsketfør, det var nok mest af alt fordi at hun var den pige i klassen der blev mobbet over ikke at have nogle forældre, det var en meget ond verden man levede i. Hun havde holdt sig mest til sig selv og ikke snakket med nogen og hun havde jo ikke været særlig populær. Lige nu vidste hun heller ikke om hun rent faktisk var forelsket i Dylan, men der var noget over ham der gjorde at hun var tiltrukket til ham, så det kunne jo være at det var en begyndelse og det føltes mærkeligt synes hun.

Da han kyssede hende tilbage og førte hans hånd op til nakken af hende smilede hun rigtig meget inde i sig selv. Hun slappede lidt mere af og fortsatte med at kysse ham. Hendes arme lagde sig omkring ham og hendes hænder hvilede på hans ryg imens hun fortsatte i et stykke tid inden at hun stoppede. Hun kiggede ham i øjnene og vidste ikke helt hvad hun skulle sige. Hendes kinder var røde og hendes øjne fortalte faktisk at hun var glad. Han var jo vampyr og hun var varulv, det var lidt mærkeligt, men et eller andet sted føltes det bare rigtigt.

Dylan smilede let til hende, da hun påpegede hans lettere skumle smil: "Sorry, jeg kom bare i tanke om et sted jeg tror der er penge" sagde Dylan og smilede roligt, han ville ikke ligefrem skræmme hende, men Dylan var som sagt ikke helt vant til at tage stilling til hvordan han selv så ud, han var nok bare som han var og gjorde som han nu engang ville. Dylan nikkede over hendes spørgsmål, tjoh på et eller andet punkt ville han vel gerne ud og finde nogen: "Lad os se på det" sagde han blot roligt og trak så let på skuldrende.

Da hun stoppede med at kysse ham gjorde Dylan lige så, og han trak sig en smule tilbage imens han næsten stirrede på hende, som anede han ikke helt havd han skulle sige til hende, for et øjeblik virkede det hele pludseligt utroligt akavet og han sad bare, og kiggede... Ligesom hun gjorde. Dylan kunne ikke sætte ord på hvordan han havde det indeni, men det var underligt og helt bestemt anderledes end hvad han før havde prøvet.

Han kiggede over på hende og rynkede let på panden: "Sorry... Det var ikke meningen" sagde han og undskylde for jeres kys, selvom det vel faktisk var hende der startede, men noget indeni ham sagde at han burde undskylde, og som den flinke fyr Dylan nu engang oftest var, så undskyldte han.

Hun kiggede på ham med hovedet lidt på skrå. ”Så hvis vi... Jeg mener du.. Finde de penge, så vil d være i stand til at rejse?” Spurgte hun med et skævt smil. Ville hna forlade hende nu? Nu hvor hun havde vendt sig til ham? Det håbede hun ikke, men hun ville heller ikke lade ham blive her imod hans vilje, det skulle være noget han selv havde lyst til, hvis han smuttede, så kunne hun jo håbe på at han ville tage hende med sig. Hun kiggede på ham og nikkede til det sidste han sagde. ”Det er i hvert fald dit valg. Jeg vil ikke tvinge dig til at blive her med mig eller til at tage af sted, det må du om.” sagde hun forsigtigt.

Det var stille efter kysset, det varl idt akavet, men ikke for hende, hun havde ikke rigtig noget imod stilheden der var imellem dem. Hun havde mest af alt bare lyst til at læne sig tæt på ham og så kysse ham en gang til, men hun vidste jo ikke om det var noget han havde lyst til. Han var jo ikke så vant til nærkontakt og kysset kunne jo bare have været i et øjebliks svaghed, det kunne hun jo ikke vide, så hun ville vente og se hvad han gjorde.

Da han sagde undskyld hævede hun det ene øjenbryn og vidste egentlig ikke hvad hun skulle sige andet end: ”Hvorfor siger du undskyld?” Hun smilede lidt til ham, stadig med røde kinder da hun kiggede ham i øjnene. Det virkede mærkeligt at han sagde undskyld for noget hun gerne ville have han havde gjort. ”Du har ikke gjort noget forkert.. Jeg.. Det var også hvad jeg ville.” En masse tanker fløj igennem hendes hoved lige nu og hun vidste ikke hvad hun skulle sige.

Dylan nikkede kort: "Ja det ville jeg vel" sagde han roligt, dog var han satdig ikke sikker på han burde rejse eller hvordan han gjorde det. Han ville måske bare gerne ud og se om han kunne finde nogen eller noget, selvom hvad han måske ville finde skræmte ham en smule og bare tanken fik ham til at give et dybt suk fra sig.

Dylan kiggede roligt på hende da hun spurgte hvorfor han undskyldte, faktisk så vidste han ikke helt hvorfor at han gjorde det, det var vel bare sådan, ja en vane kunne man vel ikke kalde det, men de kendte jo slet ikke hinanden så noget fortalte Dylan at det var forkert og at han ikke burde gre det, som følte han næsten han havde overfaldet hende sevom han godt vidste at det ikke var sådan det var, men Dylan var ikke helt vant til at omgåes det modsatte køn og det kunne han tydeligt mærke på sin usikkerhed.

"Jeg ved det ikke" sagde han og kiggede over på hende som svar: "Syntes måske bare det er... Tidligt... Jeg mener" sagde han og prøvede at finde ord for hvad han ville sige. "Du kender mig jo ikke?" sagde han med en stemme der fortalte han jo kunne være hvad som helst og hun burde være kritisk, hun anede jo i realiteten ikke om alt han sagde var løgn.

Hun blev stadig ved med at kigge på ham imens han snakkede. Hun havde egentlig ikke lyst til at snakke mere om at han skulle ud og lede efter dem, fordi hun vidste godt at det ville ende med at han smuttede fra hende og så skulle hun finde noget andet at lave. ”Som sagt, så må vi jo se.” Sagde hun og nikkede en enkelt gang. Hun lagde hovedet lidt på skrå da han sukkede. ”Er du okay?” Spurgte hun derefter og smilede lidt uroligt til ham.

Han havde jo ikke noget at undskylde for, det synes hun i hvert fald ikke, men det kunne være at han havde gjort noget forkert i hans hoved, men det havde han ikke efter hendes mening. Det var rigtig nok at det var tidligt de allerede havde kysset, hun forstod det heller ikke helt selv. ”Jeg ved det godt.. Men.. Jeg ved ikke med dig, men for mig så føltes det bare.. så rigtigt?” Sagde hun og kiggede på ham med et usikkert smil. Hun kendte ham ikke, men det ændrede ikke på hvad de havde gjort og hvad hun følte bagefter. ”Nej.. Jeg ved det godt, men.. Spørgsmålet er jo bare.. Hvad gør vi nu?” Spurgte hun bagefter. Hvis han gerne ville fortsætte så gjorde det ikke hende noget, men hvis han gerne ville stoppe på grund af de ikke kendte hinanden særlig godt, så kunne hun også godt forstå ham. ”Jeg vil ikke gå rundt og.. Kysse dig hvis det ikke føre nogen steder.” Sagde hun derefter. ”Men jeg vil heller ikke have falsk håb.. Jeg.. Jeg ved ikke hvad det er jeg prøver at sige.” Hun lød lidt ude af den, men hun fortrød ikke hvad der lige var sket.

Dylan kiggede roligt i mod hende, ja han havde utroligt mange tanker i sit hoved lige nu, mange flere end han havde haft i utrolig lang tid, det var jo nærmest et kultur chok for ham ikke længere at stå bag en mixer i en kælder og spille høj musik hver eneste nat, så Dylan vidste trods alt ret så meget om musik igennem de sidste hundrede år og musik var nok en af de ting som han virkeligt gik op i. Han nikkede roligt: "Yeah, skal bare lige... Tænke" sagde han og kom med et lille smil.

Måske det lød underligt, men han havde brug for at tænke, for hans hjerne var ikke ligefrem vant til at arbejde, så tingene virkede hurtigt så rodet for ham. Han var vant til at alt bare stod på linje og at han ikke ligefrem havd ebrug for at tage beslutninger om noget som helst.

Dylan kiggede på hende da ord pludseligt kom ud af hendes mund, og mange ord endda, ting han næsten ikke følte han kunne tage stilling til og han kiggede derfor blot på hende med et lettere stift blik: "Ehm..." startede han og forsøgte at finde ord. "Kan vi ikke bare... Tage det roligt?" sagde han: "Og se hvad der sker?" spurgte han, mest fordi at de for det første knapt kendte hinandne og for det andet så.. Ja så skulle han stadig lige vende sig til altting.

Hun nikkede og kunne godt forstå at han havde brug for at tænke, men hun ville heller ikke presse ham til noget han måske ikke selv ville. ”Jamen skal vi så ikke bare lade den ligge der og se hvad der sker?” Spurgte hun med en optimistisk smil og valgte ikke at snakke mere om det.

Hun synes der var et eller andet mærkeligt over ham, han havde jo godt nok snakket om at han havde mistet noget i hans liv, men det var som om at han ikke selv havde været vant til at tage hans egne beslutninger, som om at der var nogen der havde taget alle beslutninger for ham. Hun ville gerne vide mere om ham, men hun følte bare at hun blev ved med at trænge sig på med alle hendes spørgsmål og det kunne hun ikke lide.

Hun vidste godt at hun måske havde sagt lidt for meget og smilede da han snakkede. Det lød som om at han kunen tage den lidt mere roligt end hun kunne, men hun havde dog også for vane at være lidt for klingende til folk som hun godt kunne lide og hun kunne jo godt lide ham selvom der ikke var gået særlig lang tid. Det var også ligemeget, hun havde hendes følelser og dem var der ikke noget hun kunne gøre noget ved sp hun nikkede bare en enkelt gang til ham. ”Jo, det lyder som en god ide, men undskyld at jeg har virket som om... At jeg pressede dig til det.” Sagde hun og smilede til ham. Hun kiggede på ham med et blik der sagde at hun var ude på noget, hun lænede sig frem og kyssede meget hurtigt hans læber. ”Lad os se hvad der sker jo.” Sagde hun og sukkede, men med et smil på læberne.

Dylan nikkede roligt til hendes ord, han havde det stadig ret underligt med det hele, men det var der vel som sådan ikke rigtigt noget at sige til. Han kiggede kort rundt på hotel værelset, han overvejede at gå i seng og stirrede så på dobbelt sengen som var han ikke super tryg ved at ligge ved siden af nogen, han havde ikke sovet ved siden af nogle i mange år, og hans krop fortalte ham også at han måske ikke var helt klar til det.

Han gik hen til sengen og lagde så den ene dyne på gulvet: "Jeg sover bare på gulvet" sagde han med et venligt smil og lagde så ligeledes en pude derned.

Dylan rystede på hovedet med et lille smil: "Du har ikke presset noget som helst" sagde han og rystede let på hovedet endnu engang: "Jeg er bare ikke vant til så tæt kontakt med folk" sagde han næsten undskyldende og smilede roligt til hende: "Jeg tror jeg vil se lidt på rejser imorgen" sagde Dylan, måske det alligevel var en meget god idé at rejse lidt rundt, om ikke andet for bare at se hvordan Tyskland så ud nu til dages.

Han ville gerne have hende med, men han ville gerne finde pengene før han spurgte hende.

Hun kiggede på ham med et hævet øjenbryn da han lagde dyne og pude ned på gulvet og vidste godt at han ville sove på gulvet. ”Det gør altså ikke noget, det er jo dit hotel værelse, så det er vel mig der skal sove på gulvet?” Spurgte hun og synes at det dog var sødt at han ville tilbyde at hun kunne sove i sengen, men det passede ikke hende så godt. Hun ville have at han skulle sove i sengen nu hvor det var ham er boede her. ”Men.. Hvad nu hvis jeg går hen og.. Ja.” Sagde hun og sukkede. ”Hvis jeg forvandler mig? Det er ikke det jeg har allermest lyst til herinde.” Sagde hun og kiggede på ham lidt nervøst og kiggede ned på sit ben. Det så ud til at være helet op helt fint takket være ham.

Hun var glad for at høre hun ikke havde presset ham til noget han ikke ville og grinede en lille smule da han sagde han ikke var vant til nærkontakt. ”Nej, det har jge fundet ud af, men.. Du fik da alligevel samlet mod nok til at du kunne kysse mig?” Sagde hun med et hævet øjenbryn. ”Det var da ret sejt gjort.” Sagde hun og vendte sig i sengen og kravlede hen til den side hvor han nu var. Hun sad stadig kun i hans trøje og med bare ben, men det gjorde hende ikke noget når det kun var ham der kunne se hende.

Hun nikkede da han sagde at han ville kigge på rejser i morgen. ”Jamen hvis du så tager afsted, så håber jeg da at du får en god tur.” sagde hun med et smil, dog med en lidt trist stemme. Han havde jo ikke rigtig sagt noget om at han ville have hende med så lige nu gik hun bare ud fra at han ville rejse alene, hvilket hun også godt kunne forstå. Hun sad og kiggede på ham imens hun svingede med benene over sengekanten.

Dylan kiggede på hende med et roligt blik: "Åh du er nybegynder hva?" sagde Dylan og gik hen til skrivebordet inden han trak en kalender frem og kastede hen til hende: "Det bliver ikke fuldmåne de næste tre uger" sagde han, alligevel imponerende han vidste mere om det end hende, men på den anden side så var hun jo ikke den første varulv han havde mødt i sit liv, og helt ung var han jo trods alt ikke.

"Og det andet er slet ikke til debat, JEG sover på gulvet" pointerede han alvorligt og lod dog alligevel et lille smil trække sig frem, han ville gerne sove på gulvet, desuden ville han have dårlig samvittighed hvis hun lå på gulvet og sov, på mange måder var Dylan jo en utrolg flink fyr, ihvertfald når han ville være det.

Dylan smilede kort, han kommenterede dog ikke på hverken kysset eller rejsten. Især kysset var stadig en smule akavet for ham og noget indeni ham sagde at han nok burde holde sig i skindet fremover, det var ikke ligefrem den klogeste beslutning han nogensinde havde lavet: "Godnat" sagde Dylan endeligt og lagde sig så på gulvet under dynen, dagen ville snart komme, hvilket betød at Dylan skulle sove, også kunne de jo altid finde ud af tingene i morgen...

Hun kiggede på ham med et lille grin. ”Nybegynder?” spurgte hun ham og så lidt forvirret ud. Hun vidste ikke hvad han mente, hun var vel ikke rigtig nybegynder til noget. Hun kiggede på kalenderen og forstod nu hvad det var han mente. ”Nåå.” sagde hun og grinede en lille smule. Det var ret lettende at der skulle gå lang tid inden hun forvandlede sig igen. Det kunne hun jo også regne ud, det var jo ikke fuldmåne hver nat, det vidste alle, men hun havde bare ikke tænkt over det. Han vidste meget om varulve, men han var jo også meget ældre end hun var, så han havde nok set lidt mere af det hele.

Han insisterede ligefrem på at han sov på gulvet. ”Men..” Sagde hun og kiggede på ham da han smilede, hvilket fik hende til at smile tilbage til ham. ”Hvis du da er sikker.” Sagde hun still og kiggede på den dyne og pude der lå på gulvet og derefter på hendes seng, det føltes ikke rigtigt at han skulle sove der, men det lød til at han var rimelig stædig, så hun kunne lige så godt opgive med det samme.

Hun lagde sig ned under dynen og kiggede op på loftet og kiggede ned på ham da han snakkede. ”Godnat, sov godt.” Sagde hun og kiggede op på loftet endnu en gang. Hun lå længe og tænkte på mange forskellige ting inden hun endelig faldt i søvn og sov til næste dag.

Dylan smilede blot til hende, selvom han måske ikke sådan gik rundt og viste det til dagligt, så var han faktisk ret så klog, han vidste mange ting om mange forskellige ting, og det var ikke nødvendigvis fordi han var smartere end så mange andre, men når man havde lever over 700år og de 600 af dem i en beskidt kælder, så lærte man at nørde og fordybe sig i ting og bøger, og de senere år også en smule tv.

Dylan faldt ikke i søvn lige med det samme, det var ikke fordi han lå dårligt på gulvet, men han havde aldrig sovet andre steder end i sin egen seng, nede i hulen. Han sov jo aldrig andre steder og han sov da slet ikke i rum med folk, så bare det at kunne høre hende trække vejret og at kunne lugte hendes blod, gjorde ham en smule mere varsom. Dog faldt han i søvn omsider.

Dylan sov ikke længe før han igen vågnede, han kunne se at tusmørket begyndte at falde på og at natten snart nærmede sig. Han satte sig op og rejste sig. Han gik over til skrivebordet og åbnede sin computer og begyndte så at søge rundt efter de rejser de havde talt om, han lod hende blot sove, efter sådan en nat som varulv og i selskab med ham så måtte hun være træt.

Hun sov tungt igennem hele natten, det havde været udmattende at være varulv og så ovenikøbet at være forvandlet tilbage som menneske og finde ud af at man havde været såret. Hun havde tænkt på alt det der var sket i løbet af dagen, da han fandt hende, da han tog hende med hjem, da hun blev helet, da han bed hende, kysset. Simplethen det hele og det fik hende da til at sove med et smil på læberne.

Da han vågnede lå hun med dynen halvt af. Hun sov lidt uroligt, men hun sov tungt, hun var krøbet sammen i fosterstilling for at få varmen da dynen ikke var helt ovre hende og det at han vågnede vækkede hende egentlig ikke, hu sov bare videre i cirka en time eller halvanden.

Da hun endelig vågnede strakte hun sig ud til alle sider og gabte. Hun kiggede sig lidt omkring og smilede til sig selv før at hun fik øje på Dylan der sad og lavede et eller andet. Hun satte sig op i sengen og kiggede på ham med hovedet lidt på skrå, så det brune hår fald lidt ned til siden. ”Godmorgen.. Eller.. Aften.” Sagde hun stille med et smil og kiggede ud imod vinduet og derefter over på ham igen. ”Hvad laver du?” Spurgte hun imens hun prøvede at stille sig op. Hun kunne godt støtte på benet så hun gik hen til ham for at se hvad han lavede. Hendes hår stod til mange sider om morgenen da hun ikke havde ordnet det endnu, men det gjorde hende ikke så meget, hun regnede ikke med at de skulle nogen steder.

Dylan kiggede over i mod hende da hun så småt vågnede, han lagde kort hovedet på skrå hun så nu ganske sød ud selv når hun lige var vågnet og det fik et lille smil frem på hans læber: "Godmorgen" sagde han og kiggede så tilbage i mod sin computer.

"Jeg kigger efter fly rejser til Tyskland" sagde han og prøvede at finde ud af praktiske ting som fly, hotel og mest af alt hvordan han skaffede mad, han ville jo helst ikke gå og bide alle tyskere, det var jo trods alt menneskernes sted og han vidste derfor at man skulle passe lidt på når man bevægede sig rundt: "Jeg tænkte" startede Dylan og vendte sig så rundt på stolen så han kunne kigge direkte over på hende.

"Om du vil med? Hvis jeg sørger for at du får mad... Og well.." sagde han og prøvede på at fomulere en sætning der ikke lød alt for creepy: "Du så kunne være min mad" sagde han og kunne godt høre inde i sit hoved at det ikke helt lykkedes at få en fornuftig sætning ud af det. Han smilede derfor bare en smule akavet: "Jeg regner med at tage afsted i sådan... En uges tid eller to" sagde han og kiggede roligt på hende for at afvente hendes reaktion.

Hun kiggede på ham med trætte øjne, hun lignede lidt en zombie med det hår hun havde. Hun kiggede på hans bærbar en smule for at se siden, hun kunne godt se der stod noget med nogle flyrejser og nogle andre ting. Hun stillede sig ved fodenden af sengen og kiggede på ham.

Da han drejde sig rundt på stolen og snakkede til hende smilede hun, men det blev erstattet med et kæmpe chok. Hun havde ikke regnet med at han ville have hende som omvandrende føde, men så igen så havde hun jo faktisk ønsket det tidligere. Chokket forsvandt dog hurtigt og hun smilede en lille smule, hun rødmede faktisk en lille smule. ”Øhm.” Sagde hun og kløede sin nakke en lille smule. ”Det .. Vil jeg da gerne.” Sagde hun og kom til at tænke på den følelse hun havde da hun blev bidt tidligere. Hun smilede til ham. ”Det vil jeg rigtig gerne, men jeg har jo brug for mad selv, men det er ikke noget problem, jeg spiser ikke så forfærdelig meget.” Sagde hun og trak let på skuldrene.

Det lød så underligt i hendes hoved, skulle hun være omvandrende føde for en vampyr? Det gjorde hende ikke noget så længe det var Dylan, et eller andet sted følte hun at hun skyldte ham det efter at han havde reddet hendes liv, men hun følte sig dog ikke tvunget til det. Hun smilede til ham og kiggede på ham, hendes hår var virkelig sat af pommerens til lige nu.

Dylan kiggede på hende og smilede så kort da hun tydelgt var overrasket, det kunne han måske også godt forstå, det var jo også lidt underligt bare sådan et spørge en pige om hun ville være levende føde, men skulle han gå bare nogenlunde ubemærket rundt i Tyskland så skulle han helst være mæt og uden hjørne tænder der bare pludseligt hoppede frem i munden på ham.

"Jeg skal nok købe alt det mad til dig du ønsker" sagde Dylan og smilede roligt til hende: "Jeg skal bare lige... Ud og skaffe penge" sagde han og lod kort sit blik glide ud igennem det mørke vindue som så fint viste nattehimlen der nu endeligt var kommet frem.

"Du burde overveje at lade dig forvandle... Varulve er en svær skikkelse" sagde han og kiggede roligt på hende, han vidste godt det nok var vildt bare sådan lige at sige til hende, men det var nu engang sandheden, Dylan ønskede ikke hun skulle blive varulv lige pludseligt, både for hendes omgivelser, men mest af alt for hende selv.