I've had enough! - Dylan West

Hun nikkede til ham. Det var rigtig sødt at han tænkte sådan på hende hvad mad angik og sådan og hun kunne godt lide tanken om at rejse rundt. Det var rigtig spændende. ”Du skal ud og finde de penge du snakkede om?” Spurgte hun med et smil og gik over til ham. Hun havde egentlig lyst til at sætte sig på hans skød. ”Jeg vil gerne være din mad.. Mærkelig som det lyder.” Sagde hun med et lille grin og kiggede ned på ham med et smil. Det var mærkeligt at skulle være omvandrende føde for en vampyr, men hun stolede på ham og hun vidste godt at han ikke ville gøre hende noget ondt. Hun håbede på den følelse igen, den samme som hun havde haft sidst han bed hende, det havde været fantastisk.

Hun kiggede på ham med hovedet lidt på skrå. ”Hvorfor skulle jeg lade mig forvandle? Folk ville jo løbe skrigende væk eller prøve og fange mig.. Desuden så har jeg ikke selv styr over det, men jeg ville gerne.” Sagde hun og trak lidt på skuldrene, hun ville helst ikke tale om hendes anden form, men det han sagde forstod hun ikke. At hun skulle lade sig forvandle? Det kunne da ikke gavne nogen kune det? Hun ville jo blive jagtet, eller det der var værre.

Hun valgte til sidst at komme lidt tættere på ham og pege på hans skød. ”Må jeg... Sætte mig?” Spurgte hun imens hun bed lidt på sin pegefinger, hendes hår stadig stod til alle sider og lignede noget der var løgn. Hendes blå øjne hvilede på ham imens hun smilede.

Dylan nikkede: "Yeah" sagde han blot og kom med et lille smil, han vidste ikke om han ligefrem havde det dårligt med at tage pengene, måske lidt... Men Trey var jo død så ahn havde jo ikke ligefrem glæde af dem, og han var ret sikker på at Trey hellere ville have at Dylan fik fingrene i dem for at tage ud og finde sin fortid, end at nogen af de mange piger begyndte at kæmpe om dem for at købe make up og sådanne ting.

Han kiggede op på hende: "Du skal hellr ikke gøre det, jeg ville bare lade dig vide at muligheden eksiterede" sagde han og rystede kort på hovedet, hvis hun netop var blevet forvandlet fra menneskelig form, så var det jo ikke sikkert hun vidste ret mange ting om denne verden, og den kunne uden tvivl være skræmmende, Dylan huskede ihvertfald godt da han som ung blev instruduceret til den, det var ikke ligefrem ren lykke.

Dylan nikkede over hendes spørgsmål, hun måtte gerne sidde, han havde alligevel fået bestilt billetter: "Vi rejser i morgen aften" sagde han med etlille smil, glad for at han endeligt kom afsted.

Hun nikkede en enkelt gang til ham. ”Nej.. Hvis jeg forvandler mig imens vi er ude og rejse.. Så.. Håber jeg da at du vil hjælpe? At der er et eller andet du kan gøre for at jeg ikke går amok?” Spurgte hun ham med et smil og dækkede for sin mund med bagsiden af hånden da hun begyndte at gabe en smule. Hun var stadig træt, det var hun altid om morgenen, det var sjældent hun fik en god nats søvn siden hun blev forvandlet, det var som om at hun aldrig rigtig kunne sove. Desuden så var det hele så nyt for hende.

Hun havde faktisk regnet med at han ville sige nej til at hun kunne sætte sig da hun nu havde lært at han ikke var så glad for nærkontakt, men at han sagde ja fik hende til at smile og hun gik stille hen og satte sig på hans skød og lagde armene omkring hans nakke imens hendes hoved hvilede på hans skulder. Hun sad faktisk meget godt. ”Jamen nu hvor du har bestilt billeterne? Hvad skal vi så lave nu?” Spurgte hun og lukkede kort øjnene. Hun sad godt og det var faktisk lige før at hun kunne falde i søvn ved at sidde her, men det ville nok ikke rigtig hjælpe noget. Hun åbnede øjnene igen efter lidt tid og kiggede op på ham imens hendes hoved stadig lå på hans skulder.

Dylan nikkede: "Altså jeg vil gøre mit bedste" sagde han og kom med et lille smil, mest fordi at han ikke helt vidste præcist hva han skulle gøre, det varjo svært. Hvordan kunne han nogensinde gøre noget og ikke skade hende? For helt oprigtigt så ville han ikke skade hende, virkeligt virkeligt ikke. Det hele virkede bare for underligt og for mærkeligt, men alligevel måtte han jo gøre sit bedste for han kunne heller ikke lade hende gå amok midt blandt almindelige mennesker.

Dylan trak let på skuldrende: "Måske jeg burde gå ud og finde pengene" sagde ha og smilede kort inden han lod sin hånd hvile på hendes knæ, mest for at holde hende ved sig så hun ikke faldt ned. Dylan var glad for hende, måske var det overdrevet at sige at han elskede hende, for de kendte jo knapt hinanden, men han kunne godt lide hende og han var på alle mulige måder glad for at hun ville tage med til Tyskland og hjælpe ham.

Det ville nok være svært for ham, men han ville gerne finde spor efter sin fortid.

Hun nikkede og smilede til ham. ”Jeg havde en ven engang.. Han mødte mig for første gang et par minutter inden at jeg forvandlede mig, og han var i stand til at slå mig ud.. Slog mig i hovedet tror jeg, hvis du bliver nødt til det, så gør det. Jeg vil ikke beskylde dig for noget.” Sagde hun med et smil imens hun kiggede på ham. Hun fjernede lidt af sit hår fra ansigtet ved at puste på det, men det hjalp ikke rigtig, det fald ned igen og han foran hendes øjne, hun mumlede et eller andet lavt omkring hendes hår, men var i stand til at fjerne totten til sidst.

Hun så ud til at slappe fuldstændig af da han lagde sin hånd på hendes knæ. Hun kiggede op på ham og smilede. ”Tja, det ville nok være en ide hvis du skal have penge til rejsen. Så må jeg finde på et eller andet at lave imens du er væk.” Sagde hun og kiggede derefter på skærmen. Hun glædede sig til at rejse med ham og kunne slet ikke fatte at han rent faktisk havde spurgt om ikke hun ville med. Hun vidste faktisk ikke helt hvad hun skulle gøre af ham, hun kunne rigtig godt lide at være i nærheden af ham, men hun kendte ham jo knap nok, så hun ville ikke gå så langt og sige at hun elsker ham, hun var meget forvirret, men hun vidste da med sikkerhed at han betød meget for hende og at hun var glad for at være her sammen med ham.

Dylan kom med et lille grin og rystede så på hovedet: "Gu' vil jeg ej slå dig" sagde han og grinede kort, naturligvis ville han ikke det, desuden havde Dylan andre ting han kunne gøre: "Jeg vil nok dræne dig for blod i stedet, ikke nok til at du dør men nok til at du ikke kan bevæge dig, så kan jeg altid give dig blodet tilbage" sagde Dylan, det var egentligt en ganske god plan og han havde bestemt tænkt sig at gøre det, også fordi det kunne give ham et par fordele.

Dylan nikkede og rejste sig så op og kiggede kort på hende, han gik hen i mod gardaroben og tog jakke på og sko ligeså, inden han gik hen og gav hende et kort kys på kinden: "Er tilbage om et par timer eller tre" sagde han blot og gik så hen i mod døren og gik ud af den, og ned i mod skoven hvor pengene lå gemt.

To en halv time, en kuffert rigere og lige så snavset som en mand vendt hjem fra krig, trådte Dylan indne for døren: "I'm back" sagde han med en glad stemme og afventede hende.

Nailyna grinede sammen med ham og kiggede på ham bagefter. ”Jamen du skal.” Sagde hun med en meget bestemmende stemme, men det var klart at det var for sjov. Hun skulle lige til at åbne munden for at spørge hvad han så ville gøre, men så sagde han det selv og det fik hende til at blinke og kiggede på ham med et hævet øjenbryn. ”Dræne mig for blod?” Sagde hun og kløede sig selv lidt i nakken. ”Tja.. Du havde jo chancen før så.. Jeg stoler da på at du ikke slår mig ihjel.” Sagde hun med et forsigtigt smil. Hun var begyndt at stole meget på ham og hvis han sagde at han ikke ville slå hende ihjel så vidste hun godt at det ikke var noget han ville. ”Jeg har dog ikke hørt at vampyrer kan give blodet tilbaeg igen?” Sagde hun derefter og kiggede undrende på ham. Det var alligevel ikke noget hun vidste til.

Hun rejste sig forsigtgt fra hans skød og nikkede en enkelt gang da han havde belsuttet sig for at gå ud og finde kufferten. ”Jeps, bare du kommer tilbage så er jeg glad.” Sagde hun og kiggede på ham da han kom hen til hende. Da han kyssede hendes kind bevægede hun en hånd op til det sted han havde kysset hende og rødmede. Da han var gået stod hun bare og stirrede på døren med et smil på læberne.

Da hun var kommet til sig selv efter et par minutter besluttede hun sig for at ryde lidt op og derefter tage et bad. Hun var kune lige kommet ud af bruseren og fået taget en af hans trøjer på da hun hørte at han kom hjem. Hun gik ud til ham og smilede imens hun gav ham et kram og et kys på kinden, men da han var virkelig beskidt blev hun det jo også igen. ”Og jeg har endda lige været i bad... Hm.. Fandt du kuff..-” Hun lagde så mærke til at han havde fundet den og smilede til ham.