Flee you peasant fly.

Forsat fra: https://vie-la-mort.danskforum.net/t12523-isolation#230455
Forbeholdt til Vladimir Rasputin.
_________________________________________

Efter en god sum tid, trak Maya endelig tænderne ud af det stakkels dådyr, der måtte have ladet livet for hendes sult. Ikke at hun fandt nogen medlidenhed for den. Så snart hun udså noget som føde, blev det sjælendt meget andet end føde. Og ikke engang en med en intelligent hjerne ville kunne tale sig ud af det. Hun undlod naturligvis at slikke de få dråber af blod, der var gledet fra de fire små sår. Hun var ingen fan af at få pels i munden. Og derudover var hun allerede mere eller mindre mæt. Et dyr på den størrelse, havde tit mere i sig end et sølle menneske. Dog kom hendes tunge alligevel ud, som hun rettede sig op igen. Hun slikkede sig roligt læberne fri fra overskydende blod, hvor efter hun samlede en enkel vildfaren dråbe væk fra sin hage med pegefingeren, som kort tid efter også blev slikket rent. Hun var knap så voldsom, når det kom til indtagelse af føde, end så mange andre hun kendte til. Men hvorfor skynde sig og spille utallige dyrebare dråber, når man kunne tage sin tid og få det hele med?
Et lettet suk løb fra hendes strube det samme øjeblik, som hun lænede sit hoved helt tilbage med øjnene lukket i. Hun havde virkelig ikke følt sig alt for godt der i grotten. Ganske vist havde hendes kræfter ikke forsvundet helt, men det havde været en falsk følelse fra, hvad end denne vampyr havde givet hende. Men nu følte hun sig ikke længere så træt. Eller hungrende. Hun havde så sandelig været heldig, at hun skulle igennem skoven. Også selvom hun helst ville holde sig fra dyreblod. Det var alt for bittert. Hun lovede sig selv, at det ville være den sidste gang, hun gjorde det. Forhåbentlig ville hun ikke være nød til det igen på noget tidspunkt.

Som var intet hent, rejste Maya sig op på benene igen. Hun lod ikke engang sine tanker lande på det døde dyr ved siden af sig. Det var jo dødt. Så havde det vel intet formål for hende længere. Hun stod et kort øjeblik, inden hun til sidst lod sine hænder finde sin vej op under kjolens skørt. Blot for at trække de ødelagde nylon strømper af. Hullerne der i, var allerede for store til at der var nogen grund til, hun skulle forsætte med at have dem på. Efterfølgende kastede hun dem bare på skovens jord ved siden af dådyret, inden hun tog lidt tid af til at stryge kjolen på plads igen. Den trængte virkelig til en vask. Eller skulle hun ikke hellere brænde den? Den var trods alt ikke i helt samme stand, som da hun tog den på.
Så begyndte hun ellers at bevæge sig videre igennem skoven. Hun genkendte ingen af lugtene. Hun havde tydeligvis aldrig været så langt inde i Forêt før. Men selvom hun ikke kunne kende ydeligt meget af vejen, stoppede det hende ikke i at prøve. Hendes tålmodighed var trods alt relativt højt, når det virkelig galt. Dog lod hun ubevidst sin ene hånd glide ned over, der hvor man normalt ville have en lomme i sit tøj. Som håbede hun, hendes mobiltelefon ville være at finde der. Nej. Hun var mere eller mindre for sig selv. Det eneste hun kunne gøre, var vel at fornemme træernes tilstand. Dem nær byen, var trods alt for det meste påvirket af den knap så rene luft.

Smilet, der kort tid havde kørt over Vladimirs læber, havde det med at få hende på. Hun så hele tiden billedet for sig. Alt det andet havde hun ingen problemer med at glemme og lade som om ikke var sket, men smilet plagede hende stadig. Eller det var nok mere hans gerninger. Legede han blot med hende?

En badsken med et sort store sorte vinger, fortalte Maya at noget bevægede sig hastigt imod hende. Og ud fra den tykke skov, næsten skød en stor flagermus, med direkte kurs imod hendes ansigt. Hun ville næsten ikke nå at reagere, inden den var hende ved hende, og dens to ben greb fat i hendes hår, og med et skrig rev i det, inden den satte retning imod himlen over hende, hvor hun ikke ville kunne nå den. Her fløj den op, og hang så lige i luften, imens den stirrede ned imod den. Og med det næste hvæs, eller blotte reaktion, hun skulle finde på at give den, fik flagermusen til at baske ned imod hende igen. Og inden hun ville kunne nå at reagere på, hverken tanken om, at almene flagermuse ikke blev så store, eller kunne flyve lige i luften som den havde gjord, eller så de matte hvide øjne på bæstet, forsvandt den i en tyk sort røg sky, med et lavt puf. Og igen, inden nogen ville kunne have tænkt sig om, skød Vladimir's store krop ud af denne sky, mindre end en meter fra Maya, med et hidsigt hvæs, og hans højre hånd rejst bag ham. Han ville da lande på hende, i det hans hånd slog ned imod hende, og fem lange kløer skød ud af hans fingre, som hver skar sig direkte igennem Maya's krop, og ud på den anden side. Sårende var plaseret nettop over hendes døde hjerte. Men ingen af dem, var pladseret forkert. Samtlige klør, ramte vigtige blod åre, der nu skød blod ud fra sig, der forlod Maya's krop som nu ville falde til jorden under Vladimir.
Men bæstet stoppede ikke der, men greb fat i den mindre kvindes hår, rev hendes hoved til siden, og hans mund skød ned imod hendes nakke. Denne gang, havde tænderne ikke ændret sig. Og de ikke så synderligt spidse, men voldsomt skarpe og stærke, skæve tænder skød igennem hendes hud, og bragte med det samme Vladimirs gift med sig. Denne gift, grundet manglen på ændringen i hans tænder, og det kogende blod der udgjorde hans ene evne, var ti gange stærkere, end den hun var blevet udsat for, dagen før. Denne gift ville skyde ind i hendes blod, og inden hun ville kunne nå at slå, rive eller skrige synderligt meget, ville hun kunne mærke hendes krop miste flere af dens almene funktioner. Den mest relevante, hendes evne til at regenerere.

Efter at have drukket en anelse af det blod, hun nettop havde skaffet sig tilbage, trak Vladimir tænderne fra hende, og hvæsede hidsigt ned i ansigtet på hende. Hun ville stadig være vågen, til at se, og høre ham nu. Hun ville blot være ubevægelig. Ude af stand til at stoppe ham. Og han trak ikke kløerne fra sig, men satte blot sin frie hånd i jorden ved hendes side, og benene på hver sin side af hendes krop, imens de matte hvide øjne stirrede dybt i hendes.

”Giften vil stoppe dig i at regenerere.. Om et lille stykke tid, vil du besvime grundet manglende blod.. Du vil ikke vågne igen, da du vil være udtørret, inden dine regenererende evner vender tilbage.. Og så, vil du bare være et alment lig.. Du vil stadigt være der.. Derinde. I dit hoved.. Men din krop, vil blive tæget af, af skovens rovdyr. Eller du vil blive fundet af en forbipaserende, og blive begravet, eller bisat.. Hvad der end sker.. Forsvinder du.. For altid..”

Hvæsede han stille, uden at fjerne de døde øjne fra hendes. Hans øjne blev kort knebet sammen, læberne spredt ud i et stort, hungrende smil, inden hans lange tunge gled ud og slikkede noget af hendes blod af dem. Han rejste så sin stadigt frie hånd, og skød en lang klo ned igennem hendes håndled. Dette ville hun dog ikke mærke længere, grundet giften i hendes krop. Dette, unnødige angreb, åbnede en stor åre mere, så endnu mere af hendes livs væske kunne fosse ud.

”Du har ret.. -Jeg- er Monsteret her. Men hver gang du har taget et menneskeligt offer.. Hvad har du været for dem? Der.. Var du mig.. Måske bare.. En anelse mindre direkte.. I stedet, måske, hviskende.. Diskret.. Lyvende.. Er det virkeligt bedre? … Farvel.. Mayêmia Dąbrowski.. Havde det virkeligt været så.. Forfærdeligt.. At indse, at du for en gangs skyld var nedenstående?”

Hvæsede han stille, inden han endelig trak hans klør til sig, og satte med det samme i gå gang, væk fra gerningsstedet. Som var der ikke mere at sige. Som var intet sket. Som var -hun- ingenting.

Igen skete det hele så hurtigt og pludseligt. Hun ville lyve, hvis hun fortalte, hun ikke havde forventet det. Det havde virket alt for nemt at komme ud af grotterne. Og slutningen på Vladimir’s tyranni havde ikke virket specielt betryggende. Det havde siddet i baghovedet det mest af tiden. Og nu blev det bevist overfor hende, at hun havde gjort godt i ikke at tage det alt for roligt. Det blev da heller ikke gjort helt stille og roligt. Brutal var nok det ord, der ville være perfekt i situationens sammenhæng.
Der lød intet skrig fra hende, i det øjeblik som næsten et halvt dusin lange kløer spiddede sig igennem hendes kraveben- og brystparty. Smerten havde været for overraskende, til at der kom meget andet end en halvkvalt lyd fra hendes strube. Hun kunne på ny smage en smule af sit eget blod, som det fandt sin vej igennem hendes luftrør og op på hendes tunge. Små krampelignende bevægelser stød igennem hende, inden hun til sidst lige nåede at så rettet sit blik op imod det store kreatur over hende. Hun sagde ikke noget. Hun følte ikke rigtig der kunne komme noget ud, hvis hun prøvede. Og hun nåede igen ikke så langt til at overhoved prøve.
På ny havde hun mest lyst til at skrige, som hans tænder brød igennem hendes sarte hud omkring halsen. Det føltes næsten som om han var i gang med at flå hendes levende med hans dyriske tænder. Ingen specielt behagelig følelse. Automatisk lænede hun selv sit hoved mere til den modsatte side, som ville det hjælpe hende med at undgå han bid, der allerede havde fundet sted. Det eneste der egentlig kom fra hende denne gang, var et par host der blot førte mere af hendes blod med sig. Farvede hendes læber en smuk rød farve.

Maya følte kort, hvordan hendes krop blot faldt helt slapt imod den fugtige skovbund. I store mængder af medfaldne blade, som allerede var i gang med at rådne op. Hun forholdt sine røde øjne imod ham, til trods for hun endnu engang ikke kunne bevæge sig særlig meget. Kun lige vippe fingerspidserne lidt tid, inden de også blev lammet. ”…” En ganske svag og udtydelig mumlen kom efterfølgende fra hende, som hun forsøgte at tale. Sige noget til ham. Nok endnu en fornærmelse. Men ingen forståelse var til stede. Hendes læber blev selv slappe, sammen med det meste af hendes ansigt, som giften trådte mere og mere til. Hun lagde ikke engang mærke til snittet omkring hendes håndled, som blot gjorde hendes udtørrings proces så meget hurtigere. Hun nåede at synke besværet, inden følelserne forlod hendes øjne, og øjenlågene endelig faldt i, hvor efter hendes hoved trillede til den ene side. Efterlod hende kold. I sandhed som var hun død, blev hun blot liggende. Få dråber blod gled fra hendes mundvige, samt der endnu flød blod fra de sår vampyren havde påført hende. Han havde ret En hver der så hende, ville ikke tro andet end hun var død. Dræbt. Træk hun overhoved vejret? Hun tvivlede. Var dette virkelig enden for hende?

Da Maya næsten var døset helt hen, og Vladimir for længst var væk, ville Maya høre en kort kavalkade af stille skridt der hastigt blev taget imod hende. En blid finger imod hendes kind, efterfulgt af lyden fra en kvindes stille suk. Og da, blev det helle sort.


Komplet stilhed lå tæt omkring Maya, der hvor hun nu ville vågne. Det eneste hun kunne høre, ville være fugle kvidren, flere meter fra hende. Hun ville finde sig selv i en grotte, endnu engang. Denne gang, var hun dog ikke plasseret på nogen behagelig overflade. Men i stedet direkte på den hårde klippe bund, der nu stak imod hendes ryg som hun vågnede. Dette var dog nok ikke de første ting hun ville ligge mærke til. Det første, ville nok være manglen på smerter. Manglen på ubehag. Manglen på alt hvad Vladimir havde skabt på hende. Alt var væk. Giften, sårende. Det eneste der var tilbage fra helle det angreb, var arene på hendes brystkasse. Lige så, manglede hun sin beklædning. Hendestøj var blevet fjernet, og hun ville have ligget nøgen på den hårde klippe bund, var det ikke for det tynde lagen under hende. Og hun ville være til oftentligt skue, var det ikke for det tynde lagen over hende. Hun var blevet passet godt på, med de dårlige midler der nu engang var. Det første hun ville smage, var igen ikke hendes eget blod, men den fantastiske sødme, hun havde fået tidligere. Hendes krop var ligeså blevet renset, og ren gjort for alt det blod der havde forladt hendes krop.

"Godt nok ikke ligefrem Jonlu's fine gemakker. Men bedre end en solrig skov.."

Sagde en stille, feminin stemme, ikke så langt fra hende. Så snart Maya fik sig taget sammen til at rejse sig, eller bare at kigge rundt, ville hun kunne få øje på en kvinde, ikke udseendes mæsigt ældre end hende, der sad på et lille udspring af klipper fra vægen. Hun havde en formel kjole på, der gik til lige over de fine laksko der befandt sig på hendes fødder. Kjolen bar en revne ned af hendes venstre ben, der viste lidt af hendes fine nylonstrømper frem ligeså. Kjolen var en fin rød farve, med et lilla mønster der lavede en bjørn ned langs det fine stof. Hendes brændene røde hår, var sat op i en gammel form for stil, der mest af alt blev brugt af højt stillede kvinder i folket. Hendes ben var lagt hen over hinanden foran sig, og hun sad blidt lænet tilbage imod vægen, og med sine håndled oven på hinanden, over hendes skød, oven på noget andet stof der lå der. Hendes øjne var dog det, der trådte mest frem på hende. Som var det bare skyer der hang bag hendes øjnes hinder, hang der to tykke, røde tåger, der konstant var i bevægelse. Og alt i alt, passede kvinden ikke ind, vor de var. Hendes hud var fin og bar et yndig hvidt skær. Som de smukkeste blandt Vampyrendes blodlinjer.
Så snart det var tydeligt på Maya, og inden hun nåede at brokke sig over det, løftede kvinden en lille sæk op fra hendes skød, som hun strakte sig ud, og blidt lage ved siden af kvinden.

"Her.. Er ikke det mest ny moderne, men burde stadigt passe din.. 'Status'."

Tilbød hun, inden hun lænede sig tilbage. Kvinden gjorde det tydeligt, at hun ikke var så synderligt glad for et udtryk som 'status'. I sækken ville Maya kunne finde en kjole, der havde en gammel, emn dog stadig formel, og smuk stil. hun ville også finde undertøj, der lige så passede hendes krops former. BH'en var måske en anelse for stor, eller en smule for lille. Men ellers, havde de to kvinder stort set den samme størrelse. Der var også lak sko, og et par nylon strømper. Kjolen var sot, uden nogen former for mønstre. Den gik til lige under hendes knæ, og bag ingen revne som den anden kvindes gjorde. I sækken lå der også en børste, og de værse andre sager, kvinden tænkte nogen som Maya måske kunne finde på at smykke sig selv op med. Meget var gjort, for at Maya's genopstanden skulle være så smertefri, som det overhovedet var muligt.

Som Maya endelig vågnede op igen, forblev hun en anelse skuffet over at se grotteloftet hæve sig over hende. Præcis som sidste gang hendes øjne havde åbnet sig fra en dyb søvn. Eller kunne man tillade sig at kalde det en søvn, det hun var blevet sendt hen i? Hun forstod sig ikke på disse begivenheder. Hun forstod sig ikke på dem, hun havde stødt ind i igennem natten. Som hun efterhånden begyndte at sætte sig op igen, fra det knap så behagelige underlag, opdagede hun hurtigt sin mangel på tøj. Det eneste der afslørede bare lidt af hendes pludselige panik, der opstod dybt inde i hende, var de lettere opspilede øjne, og den hånd der med det samme kom op for at holde lagnet på plads. Bare så det ikke faldt længere ned og fremviste hendes barm. Og hendes ben prøvede skam også at komme op imod hendes hage. Men hendes reaktion, var ikke lige så kraftig som den der foregik inde i hende, og som hun forsøgte at skjule fuldkommen, ved at have et meget neutralt ansigts udtryk. Og hendes øjne syntes også kort efter at falde mere til ro, som hun drejede hovedet en smule og rettede blikket imod denne fremmede kvinde, der talte til hende. Hos Maya kom der dog ingen ting fra. Ikke andet end et svagt ligegyldigt blik. Men de brændende flammer af raseri var allerede langt væk.

Med det samme udtryk i det kønne ansigt og stadig uden en lyd, så hun roligt fra kvinden og videre til sækken, der blev sat ned nær hende. Hun slappede en smule mere af, men holdt stadig lagnet på sin plads, så hvad der ikke skulle vises frem ikke blev. Hun drejede sig en smule, og hendes let bøjede ben, blev langt imod det kølige klippegulv. Med blide bevægelser rakte hun ud efter sækken og uden at kommentere på vampyrens kommentar om Maya’s status, stak hun en hånd ned for at trække kjolen op. Bare en smule for at se den. Alt var vel bedre end ingenting. Og hvidt havde aldrig klædt hende, nu hvor hun havde den blege hud, så det var ydelukket at bruge lagnet. Søgende så hun tilbage på denne rødhårede kvinde, men så til sidst tilbage på sækken. ”Hvor længe har jeg været væk?”
Rolg rejs Maya sig endelig og som hun stod der med ryggen til kvinden, lod hun lagnet falde, inden hun så begyndte at iklæde sig tøjet, uden at komme med spydigheder om det. Undertøjet kom på som det første hor efter hun trak kjolen over hovedet. Hun tillod sig endda at nyde følelsen af stoffet imod hendes hud. Hun kørte efterfølgende begge sine hænder ind under håret ved nakken og fik trukket det udover kjolens krave, så det atter hang låst ned langt hendes ryg. Stærkt bølget som altid. En smule utæmmeligt, som altid. Der var vel en grund med det konstant var samle i en fletning. Lige meget hor smukt det så end faldt, blev det hurtigt en irritation for hende, når hun arbejdede.

”Hvem er De? Og var det Dem der bragte mig her til?” spurgte hun endelig efter lidt tid med stilhed. Dog forblev hun stående med ryggen til, med mindre denne anden vampyr havde flyttet på sig. Forsigtigt lod hun sine fingerspidser kærtegne arene ved sit kraveben. Kun lige tydelige endnu. Men hvorfor var de endnu ikke forsvundet?

En blid fnisen kunne knapt nok holdes tilbage, da Maya satte sig op i forskrækkelse, da hun indså hendes tilstand. Men kvinden uddelte kun et ganske småligt smil, få ikke at virke alt for provokerende. Det var tydeligt at kvinden fandt det ganske så ubehageligt uden hendes tøj, hvilket bare gjorde det en lille smule sjovere for hende, at have set hende i den tilstand. Gav hende følelsen af, at hun havde set noget, kun ganske få havde måtte. Og hun kunne slet ikke dy sig.

”Ikke meget nytte i at dække Dem til nu, søde frk Dąbrowski. Der er kun os, og der er ikke noget, jeg ikke har set. Og jeg blev nød til at fjerne dine klæder, for ordentligt at kunne rense Rasputin's Embrace ud af dem..”

Forklarede hun, med et småligt, listende smil, der indikerede at hun var ganske tilfreds med den situation. Og da Maya rejste sig, gjorde kvinden heller ikke noget for at se væk, men stirrede i stedet op imod Maya, fra hvor hun sad. Maya's spørgsmål, fik dog kvinden til at se betænksom ud, og kaste blikket imod grotte udgangen, med sit hoved en anelse på skrå.

”Hmm.. Vel.. Omkring nogen timer.. Fire, timer.. Måske. Langt, langt kortere end hvad den gift i Dem ville have forårsaget.. Vladimir har styr på sine ofre.. Du ville lige præcis have været lammet længe nok, til at alle essentielle dråber af dit blod, var nået at fosse ud..”

Hendes øjne gled da tilbage, og hendes læber formede et smile igen, som Maya havde fået sit tøj på. Kvinden skiftede ben, så det var det andet i stedet, der var øverst. Hendes fingre foldede hun omkring hendes ene knæ, imens hun rettede på ryggen en anelse. Hendes hoved gled en anelse til siden, i det hun betragtede Maya's hår. Med Maya's spørgsmål, bliv kvindens hoved lagt en anelse den anden vej, og hendes øjne knebet en smule sammen, inden hun svarede.

”Mja.. Det var mig, der bragte Dem her til.. Og ja, det var mig der rensede dit blod for den gift, der ultimativt ville have ledt til at du ville gå i dvale, i midten af en skov, hvor dyr ville sørge for, at du nok aldrig vågnede af den, ved at rive dit sovende lig i stykker.. Det var også mig, der sørgede for, at deres krop kunne regenereres, da din egen evne til at gøre dette var væk. -Og- jeg sørgede for, at din krop havde noget blod at arbejde med, så du faktisk kunne begynde at forme dit eget igen.. Og, mit navn er Mi'serable.. Og, det var så lidt..”

Det var ikke en synderligt spydig tone, men det var tydeligt i den, at det hun havde gjort, ikke blot havde været en lille ting. At det ikke bare var noget hun havde gjort, fordi det var åh så simpelt lige at gøre det, og at der ingen grund var til det. For det første, var det ret meget af hendes blod hun skulle bruge. Ikke for meget, men stadig en ubehagelig mængde. Det værste i det helle, var at hun havde gjort sig selv et offer for Vladimir's jagt, ved at hjælp et andet offer af den. Og Vladimir, var i jagt season. Ikke den tid, man ville være på hans dårlige side.

”Er forresten også rart at møde dem..”

Afsluttede hun. Mere drillende, end spydig, over at Maya ikke havde formelt introduceret sig endnu, med et lille venligt smil, imens hun betragtede Maya.

Ude fra blev der ikke vist speciel meget interesse i, hvad der lød fra Mi’serable. Maya reagerede i hvert fald ikke yderligere på, hvad der blev sagt. Eller fortalt. Svaret fik i hvert fald en længde af mere eller mindre unødvendige detaljer. Ikke ubrugelige, men hun forstod ikke helt den større mening med at få det sagt højt. Der var trods alt kun lige spurgt om få enkle ting. Men selvom Maya ikke viste det mest med sit ydre, kørte hendes tanker rundt i hovedet på hende. Hun var ikke direkte overrasket eller forbavset over at være i live. Ikke at hun havde været bange for det, men hun havde virkelig ikke ligget og troet at nogen ville hjælpe hende på benene igen. Men alligevel stod hun nu op. Frisk som altid. Fyldt ud med sit eget jomfrublod. Uden giften, der havde gjort hende umådelig svag. Den form for gift havde hun aldrig kendt til. Eller måske en smule. Men Vladimir havde aldrig fanget hendes opmærksomhed. Ikke nok til at hun ønskede finde så mange informationer om ham som muligt. Eller rode rundt i dokumenter for at opfriske, hvad hun allerede kendes ved ham. Han havde jo også gået rundt og overbevist mange om, at han var død.

”Så De… ” Hun stoppede sig selv, som hun drejede overkroppen om imod den endnu siddende vampyr. Det var nok første gang Maya tillod sig at se ordentligt imod hende. Uden den forlegne hinde over. Men forundringen var hurtigt forsvundet, det øjeblik de røde øjne blev vendt imod den rødhårede kvinde. Dog forblev der der ikke alt for længe. Roligt så hun atter væk, og ned imod sin ene hånd, der åbnede og knugede sig et par gange, for blot at falde ned langs siden igen. ”De er vel af samme kreation som denne Vladimir. Deres evne ser ud til at følges hånd i hånd med hans. Den ene kan neutralisere den anden.” Fascinerende. Hun så sig igen omkring i grotten. Studerede de ujævne former og lidt efter lidt, vænnede hun sine fødder til underlaget, der var mindst lige så ujævnt som væggene. Skoene, der omgav hendes fødder, ville nok heller ikke gøre det meget nemmere. Ikke at hun ville få det største problemer. Det var blot den form for tanker der kørte igennem hende i øjeblikket. Sikkert på grund af effekten alt dette havde på hende. Som man konstant blev lammet af medicin, for senere at blive vækket igen af en anden. Med blide bevægelser kørte hun begge sine hænder igennem pandehåret, for at få det helt væk fra sit ansigt. Det lykkedes hende at samle de nydannede krøller til en større, som nu hang fint væk fra hendes øjne. Så røg hendes hænde ved til taljen, hvor hun strammede overdelen af kjolen lidt bedre ind. Og fastgjorde det overskyende stof på ryggen med en sikkerhedsnål, hun havde været heldig at finde i sækken.. Bare så den ville passe hendes kropsform lidt bedre, eftersom hendes barm var den kalkulerede størrelse. Derefter drejede hun endelig hele sin krop imod Mi’serable. ”Bedre?” Det var næsten absurd at hun overhoved spurgte nogen ind til sit udseende, men et sted virkede det passende.

”Jeg formoder De allerede kender til hvem jeg er. Siden de allerede har brugt mit familienavn til at tiltale mig. Burde jeg gøre min identitet mere anonym, siden den er så nem at finde frem til?” Det var ikke så meget et spørgsmål hun søgte et svar på. Mest en konstatering om sin mening. ”Og tør jeg spørge ind til mit formål her, uden at få et frådende bæst på nakken?” Hun virkede ret kold over den situation hun netop havde været i. Som havde angrebet ikke været det helt store. Eller også gjorde hun bare stadig grin af kreaturet, der var skyld i hendes tilstand.

Da Maya kiggede tilbage, lod Mi'serable hendes øjne møde den andens, og hun smilede blidt, hvis ikke en anelse fimset. Hun lagde ligeså hendes hoved på skrå, som afventede hun at Maya fortsatte den sætning hun var ved at starte. Og som hun gjorde, lyttede hun forundret for en tid, inden hun kort fnyste ved hentydningen.

”Det, var ikke synderligt sødt sagt... Ja vist, er jeg af samme blodlinje, men har jeg forsøgt at rive dem i stykker endnu, grundet din synlige utaknemmelighed? Nej.. Så er jeg ikke af samme 'kreation' som Vladimir. Og, altså, bare fordi min ene evne gør, at jeg kan heale andre, betyder det ikke at jeg er linket med dem der kan skade.. Så. Ville jeg være linket med umådeligt mange, i dette land..”

Fniste hun kort. Det var mere drillende, at hun svarede så fjendtligt, og det var tydeligt på den lettere pigede opførsel, og de blide fnis der kom fra tid til anden. Igen, skiftede hun ben, så et andet var øverst i stedet, inden hun lænede sig frem over, og lagde hendes hage imod hendes hænder, der begge have albuerne imod hendes knæ. Hun stirrede op imod Maya, med hendes hoved en anelse på skrå, som hun gik i gang med at tilpasse kjolen. Mi'serable så lettere overrasket ud, da hun blev spurgt ind til hvordan det så ud, og hun fnisede kort, med et legende udtryk.

”Hvordan jeg personligt foretrak at de så ud, er vidst bedst usagt.. Men, det sidder perfekt. Det, kunne du sagtens vise dig i, ude i omverdenen.”

Smilede hun blidt, med et betryggende udtryk, inden hendes hoved gled til den anden side, og de lange røde kryller fulgte det, og lagde sig på den anden side af hendes skulder.
Spørgsmålet ind til hendes viden, fik hende igen til at fnise ganske blidt, inden hun lændte sig tilbage igen, og drejede rundt hvor hun sad, for at smide benene op på det klippeudspring hun sad på, og læne sige en anelse til siden. Det næste spørgsmål, var Mi'serable tydeligtvis ikke synderligt behaget af, og hun fnøs ganske lavt igen. Hendes øjne gled imod den vej der ledte til udgangen af grotten, og nikkede i den retning.

”Ville du hellere være derude, lige nu? Dette var det nærmeste sted, jeg kunne føre dig væk fra solen.. De er fri til at gå, hvis De kan betrøde solens fine stråler.. Der er ingen der stopper dig her. Og så længe du stadigt har en smule af mit blod i dig, vil Vladimir ikke kunne finde dig, så ham slipper du for..”

Forklarede hun, inden hun kiggede lettere fornærmet tilbage imod Maya.

”Og jeg kender til dig, grundet oplysninger Klanens leder har samlet ind.. Oplysninger der kan blive gjort immun, så disse ikke vil kunne blive solgt videre fra vores hænder, ved passende kompensation.. Før, havde vi tænkt os at bede om din hjælp, men nu.. Er vi mere interesseret i, at Vladimirs gerninger, ikke kommer til at smidte af på resten af Klan Rasputin.. Vi ønsker ikke en krig, imellem Mafiaen, og os..”

Det var tydeligt, at hun nu snakkede forretning, og ikke var synderligt tilfreds ved det. Hun krysede armende foran brystkassen, og så fortsat forholdsvist utilfreds ud. Hun havde stadigt ikke fået andet end spydige ord, og ubehagelige samen ligninger. De røde storme fik ganske blide hints af blå, imens det fornærmede udtryk, fik lettere hints af sørgmodighed.

”Sikker dog folket af Di Morga føler sig angrebet af lige meget, hvad man siger.” Maya sukkede dybt og rystede diskret på hovedet. Hun fornærmede egentlig ikke andre fordi hun ønskede. Hun var opdraget sådan. At føle sig højerestående end alle andre. Hun var blevet lært at altid holde sig oprejst. Og ikke lægge mange følelser i, hvad hun sagde. Hvad var grunden overhoved til det? Et sted var hun både ligeglad med, hvad andre syntes om hende, mens hun et andet sted kunne blive ganske irritabel over det. Hun havde sikkert levet for længe, til at tillade sig andre følelser en dem der ville holde hende på sit professionelle plan.

”Er dét hvad I er bange for? Vladimir Rasputin har allerede gjort der meget klart for mig, at han ikke længere er del af denne klan.” Maya havde ingen problemer i at slå over i snak om forretning. Faktisk slå hun aldrig fra. For hende var det hele noget der ville omhandle hende og hendes arbejde. Det var nok derfor hun konstant blev misforstået. Fordi hun ikke sad og smilede. Fordi hun ikke altid kom med små afslappede kommentarer. Men egentlig forstod hun sagtens, hvorfor alle omkring hende syntes at se hende som en kvinde med is i røven. Hun var ikke længe den lokkende tøs, hun var før forvandlingen. Enhver af nattens børn, ville gøre hende ret i at en forvandling ændrede på store dele af ens personlighed. Med mindre man var heldig.
”Jeg finder intet personligt had til jeres klan. Det ville ikke være specielt professionelt af mig at tænke sådan. Og Vladimir valgte tydeligvis også at være kontrolleret af sine egne selviske muligheder og tanker. Så der er ingen yderligere fare for jer omhandlende jeres ønskede mål med mafiaen.” Som fandt hun det hele en smule trættende kørte hun igen begge sine hænder igennem sit bløde hår. Hele vejen igennem pandehåret til hendes skulderes smidighed ikke tillod hende at komme længere. Samtidig fik hun også lige udstrakt sin ryg. Fået sat rygsøljens små led ordentligt på plads. Hun havde trods alt ikke ligget på byens blødeste madras. ”Derimod.. Finder jeg det ikke specielt ansvarsfuldt at sende en budbringer, der ikke længere er et medlem. Især ikke hvis denne budbringer, ikke har sin sans for ordentlig fremgangs måde.” Hun førte roligt sin tommelfinger op imod sine læber. Skilte dem ad og bed ned til hendes tænder brød igennem huden. Efterfølgende slikkede hun de første dråber blod væk, inden hun tværrede den sidste dråbe, inden såret lukkede igen, ud på sine læber. Blot for at slikke det af der bag efter. Ren rutine. Og også meget ubevidst blev det gjort.

”Der vil ingen krig blive skabt. Ikke på grund af sådan en stupid grund, som et tidligere medlem, bestående af en sindsforvirret blodsuger, vælger at sætte mig som sit bytte. Jeg burde nok være taknemmelig for jeres - eller Deres - pleje. Som de selv sagde, ville jeg ikke være meget i live ellers.” Det var vel hendes måde at sige tak på. Mere indirekte. Skjult imellem linjerne.