Escape. Flee. Capture. Punish.

//husk nu at du skal skrive i tredje person//

Karl bevægede sig med de vanlige bløde, næsten katteagtige bevægelser, hans søgte en fange, en slave om man ville der havde undsluppet hans herres ellers meget bevogtede fængsler, det var ikke tit det lykkedes for nogen at slippe væk, men dem der var dumme nok til at gøre forsøget og slippe afsted med det fik også altid det de fortjente, det var det som Karl var ansat til, hans hurtige knive og den totale mangel på følelser og andre af denslags ubrugelige menneskelige påfund, han havde ingen loyalitet og ingen anger, han kulde kunne forbindes med had, men Karl følte ikke had, han var bare... tom, der var intet der bare mindede om noget der rørte ham på en emotionel måde. Den lave tikken der kom fra ham mindede om et ur, lyden var konstant og blev blandet med lyden af en metallisk vejrtrækning, en kold og ildevarslende lyd for enhver der havde hørt den før og en skummel fortæller om ting der ville ske for dem der ikke kendte den.
Der lød et lille plask da Karls sorte læderstøvler kom igennem en vandpyt og en lille smule vand pjaskede op på frakken der dækkede for den gamle nazi uniform som var indenunder, på hans hoved havde han den karakteristiske hat samt gasmasken der ikke afslørede hans ansigt overhoved. Hvorend Karl kom frem blev der stille, det var hurtigt blevet kendt at et levn fra det tredje rige nu arbejdede for Scars og gjorde det overraskende godt, han var ikke bare kendt for sin hensynsløse optræden og den totale mangel på empati, men også for at være en kæmper der havde sat de stærkeste krigere i Di Morga skak mat hurtigere end de nogensinde før havde prøvet. Karl var frygtet af sine modstandere mere end nogen anden og selve folket frygtede også Kongens Enforcer, en ting der kun kom en til gode når man søgte efter nogen eftersom der ikke var nogen der var dumme nok til at prøve at stille sig i vejen for en.
Lugten af Dyanee L'Ange blev stærkere og han vidste hun ikke kunne være langt væk, der var ingen tvivl i Karls hoved om at det var ham der havde overtaget, men det var der på den anden side aldrig, han tabte ikke, han faldt aldrig, han var altid perfekt når det kom til dette, der var ingen der nogensinde havde slået ham, så en lille tøs ville ikke blive den første, desuden ville hun ikke have en chance når han først rullede sig helt ud. Karl drejede om et hjørne og han kunne nu tydeligt lugte kvinden, hvis hun holdt øje ud af det vindue der var i bygningen hun utvivlsomt var i ville hun opdage ham, en mindre formalitet, fanget ville hun blive under alle omstændigheder.

//Jeg tror du mener datid, men jeg skal
nok huske begge dele.. blev vidst revet lidt med før..
^^//

Underligt syntes Dye at det var, da hun hørte lyden af en sko, smadret ned i vand - som var kommet hvorfra? Nok en af de andre slavehandlere, der havde aflagt Moder Natur et besøg. Selvom der bestemt ingen grøn bevoksning var, nogen steder. Nej, dette sted var tomt, uberegnet til beboelse, forladt, øde. Som en gold ørken, af cement og mursten. Og det ville være lige meget hvor man så gik hen, der ville se sådan ud overalt, kun det ville være værre nogle steder end andre. Som for eksempel der hvor Dye befandt sig. Der var jo ruinerne. Stykker af metal, afbrækkede glasstumper, smadret cement-gulv, ødelagt træ fra gamle stole – ja, faktisk var alt i det rum ødelagt. Selv ikke Dye var hel, ikke mere. På siden af halsen, nær kravebenet havde hun dette mærke, to pletter. Røde som sædvanlig efter et vampyr-bid, men.. ikke normale, de var hævede. Trådte frem på den brune hud, som var de betændte? Eller irriterede..
Dyes tanker om lyden tidligere, forsvandt og blev erstattet af frygten der igen kom. Men stoppede lydene der? Stoppede noget, nogensinde? Nej. Hun kunne høre en tikken, som på et bornholmerur, eller en bombe. Og en hæs, rovdyrs-agtig vejrtrækning. En slanges hvislen, kunne det vel ikke være herinde midt i byen men sådan lød det – i hvertifald en lille smule. Hæs, ondskabsfuld, hensynsløs.
Hun sank en klump, og prøvede ikke at ryste for at skabe ,mindre larm. Det ville larme frygteligt, hvis stolen væltede og skramlede mod gulvet.. så ville hun i hvertifald være fordømt og fortabt.
For ikke at nævne, at hendes hvide kjole ikke hjalp hende i mørket. Hun overvejede at tage den af, men lod alligevel være. Det ville være for mærkeligt – og for koldt -hvis hun blev fanget, uden en trevl på kroppen. Der var den igen, stoltheden. Den regerede evigt og altid hendes følelsesliv, hendes eksistens, hendes person.

Med den halve meter, mellem hende og vinduet kunne Dye ej se meget ud af vinduesrammen. Glasset lå på gulvet´i tusind stumper, piece by piece. Hun kunne kun lytte på trinene der var, og de stemmer der blev tavse. På vejrtrækningens hvæs, og bombens tikken som matchede et urs – måske var det begge? En tidsindstillet bombe. Som ville gå af, snart måske eller senere.. Hun håbede på, at det ikke ville være i hendes nærhed det ville foregå.
Så hun blev blot siddende, alene, kold, skræmt. Svagelig, men med sanserne stærkere end før kunne hun høre hvor denne ukendte fare lurede. På at fange hende, og derefter straffe hende. Formodentligt.

Men burde det ikke være hendes natur, at flygte for overlevelsens skyld? Der var en åbning, som nok havde været en dør en gang, den kunne hun jo bruge til sin flugt. Men hun ville da aldrig, kunne nå væk med den fart hun havde... den fart, som før havde været hurtigere end hun nogensinde havde løbet? Måske, havde det overfald ikke været et normalt et. Bestemt ikke! Vedkommende der havde overfaldet hende, havde først forført hende, derefter haft sex med hende – og så dræbt hende.. Den adrenalin hun havde haft ved følelsen af vampyrens bid, kunne den stadig bruges? Havde hun noget tilbage af den, eller havde Vampyren suget dette ud af hende til sidse dråbe, som knoglemarven i knogler?
Med få kræfter, og lidt håb kunne det lykkedes hende at nå hen til døren nu hvor hun havde rejst sig med skælvende ben. Et glasskår skar sig vej op i fodens tynde hud, og smertede hende hele vejen over til døren.. ruinerne under ende, klirrede, knagede og spredte sig som småsten når de splintredes unde hendes vægt. Hun greb ud efter dørkarmen, for ikke at falde – prøvede at larme så lidt som muligt, under de små gisp der kom fra hendes ikke-funktionelle lunger.

Hendes frygt var til stedet i hendes lugt nu, hun var bange, meget bange og med det vidste Karl at det var den helt rigtige han havde fulgt efter, der var aldrig nogen der slap væk, der var aldrig nogen der havde en chance, det eneste de havde var håb og det var den sidste og bedste ting karl kunne tage fra dem, når håbet var væk var sjælen slukket og hans herre kunne gøre som han ville med ofrene, eller Karl kunne slå dem ihjel.
Tiden ville vise om det var det ene eller det andet der skulle ske med hans lille bytte som nu klamrede sig til håbet om han ikke ville finde hende eller at det ikke var ham der var efter hende, men så heldig ville hun ikke være, hvis der da overhoved var noget der hed held.
Lyden af glas der knækkede mødte hans øre og han drejede ned af en sidegade for at komme rundt om bygningen så kvinden ville gå lige i armene på ham, nok var Karl glad for en god jagt, men der var ingen grund til at gøre unødvendigt arbejde, ligesom der ikke var grund til at have en fin kampteknik, det var brutal styrke og den bedste der vandt, kun den stærkeste overlevede og havde ret til at tage fra dem der var svagere, sådan var det og sådan ville det altid være.
Karl bevægede sig nu lydløst, selv den lave tikke der kom fra ham blev lavere så den ikke skulle varsle at han var på vej, han sneg sig, som en kat der jagtede en mus, der var ingen flugt, ingen chance i hans sind, hun ville blive fanget.
Karl stillede sig op foran hans mål i samme øjeblik som hun tog fat i døren, det næste hun ville se var de sorte støvler fulgt op af Karls maske, han indgød ikke til snak og selve hans udstråling fortalte også at han ikke havde meget til overs for hende, eller måske slet ikke havde noget til overs for hende, fra højre håndled kom der en skarp slibende lyd og en klinge der var sat fast til ham kom frem, den skinnede i sølv og afslørede at han ikke var kommet for et muntert visit.

OOF: Undskyld det korte svar, mine kreativitet døde da jeg skrev, og så gik nettet ned, og s skulle jeg spise og så kom kreativiteten igen.. Typisk..

De mange lyde af splintrende glas, og hendes egne skridt samt koncentration tilegnet det at hun skulle ignorere smerten i hælen hvor glasskåret sad, forhindrede hendes opmærksomhed i at bemærke den lugt der kom nærmere, en lugt hun havde kunnet lugte siden skikkelsen havde givet lyd fra sig; en lugt af vådt læder. Men som sagt, var dette ikke noget hendes opmærksomhed var rettet mod men noget hendes sanser fangede, og sende til hjernen der fortalte hovedet at løfte sig en anelse opad og se på den tingest der stod foran Dye, i stedet for hendes glanen ned i jorden.
Dette bud, blev dog aldrig fulgt og hun så aldrig op. Hun besværede sig med at fokusere på ignorancen, og lagde derfor først mærke til hans tilstedeværelse da våbnets klinge blev bragt ud. Skinnende af sølv, fik den Dye til at vige tilbage med et hvin der blottede blodige tænder og tunge – blodige, fordi hun for ikke så længe siden havde drukket af sin Skabers blod og ladt det flyde gennem sin hals.
Den pludselige bevægelse hun gjorde, fik hende til at miste balancen og hun greb derfor ud efter noget i sit fald mod det hårde gulv – hun fik fat i stolen, som hun, efter en brøkdel af et sekunds tænkegang kastede mod den fremmede metalspand. Stolen splintrede i mange stykker, tallet kunne ikke tælles, ved siden af den maskerede mands hoved da den ramte den hvide væg.
Dye dækkede for sit ansigt med svinger-armen, for ikke selv at få for mange splinter i smasken, og krabbede sig baglæns væk fra den fremmede med fødder og hænder der rev sig over gulvet og smertede.
”HVEM ER DU?!” mente hun var hendes ret at vide, når han nu skulle dræbe hende - eller hvad der var værre.

Karl stod lidt og kiggede på hende mens han på en slange agtig måde svejede med hele kroppen, det var ikke kun fordi det virkede skræmmende at han gjorde det, ved konstant at skifte sin vægt rundt ville hun ikke ane hvilken vej han ville springe, skulle hun være dum nok til at gå til angreb, men angrebet ville ikke komme, det vidste han allerede, hun var bange og på randen af vanvid, hendes øjne fortalte det hele som havde hun været en åben bog. Karl fortsatte bare med at sveje mens hun begyndte at kaste ting efter ham og selvom splinterne føgh om ørene på ham var der ikke nogen grund til at dukke sig, splinterne og alt det andet der måtte komme med ramte bare gasmasken med små klink.
Karl lavede en lille håndbevægelse og klingen gled tilbage med en iskold lyd der ville sende kulde ned af rygraden på de fleste, hun ville ikke engang være værd at spilde tid på. Han sparkede nogen stole væk mens han gik helt hen til hende, den irriterende lyd af hans vejrtrækning og den lave summen fra det der lød som et ur ville ikke være beroligende, nærmere tvært imod. Dyes ord døde i ørene på ham, der kom som altid ingen respons når man snakkede til ham og hun måtte vel efterhånden forstå han ikke snakkede, han lagde hoved lidt på skrå og kiggede på de betændte mærker på hendes hals, vampyrer var i sandhed afskyelige væsner og alligevel arbejdede han for en, sikke en skam.
Karl rakte langsomt indunder jakken og fandt en lille notesblok frem, hastigt begyndte han at skrive ned, om kvinden forstod var ikke hans problem, kunne hun ikke læse tysk var det hende der var retarderet eftersom alle burde kende sproget der blev talt og skrevet af store væsner, han rev seddelen af notesblokken og stak den helt op i ansigtet på hende.

Mein Name ist Karl van Ricter und ich arbeite für der König... Sie sind Verhaftet, geringen Aufwand, und ich töten dir!

Der var ikke meget mere at sige, fattede hun ikke beskeden betød det ikke så meget, han ville slæbe hende med om hun ville eller ej, hans herre ville sikkert finde et eller andet at bruge hende til når han engang vendte hjem igen.

Et forgæves for søg på at flygte, var hvad Dye havde gang i mens de blå øjne flakkede rundt i lokalet, i deres søgen efter eb mulig flugtvej eller et våben. Et våben, stærk nok til at det ville kunne meje denne mand ned hvilket ville give hende tid til at flygte, og forhåbentlig komme i sikkerhed. De små klink, der kom når træet ramte hans maske, lyden af stof der blev trukket over gulvet når Dye flyttede sig, små tik fra den indstillede bombe - *eller lyden af tiden der løber ud?* tænkte Dye - var små lyde alle sammen, der kun blev brudt stemmer udefra. Handlende derude var igen i gang, hvorfor skulle de desuden ikke ære gået i gang igen? Livet gik jo videre, selvom en person man knap kendte døde. Tiden stoppede ikke, fordi man ikke havde tid nok eller skulle bruge en pause - den fortsatte ubarmhjertigt. Tid, det var der så lidt af. Der var egentligt aldrig tid nok, til at man fik gjort hvad man gerne ville.
Man løb altid tør for tid, men Dyes problem var at hun nu var løbet tør for plads. Hun sad, klinet op af muren bag hende i sin beskidte hvide kjole og kunne beskrives som intet andet end en på randen af sindssyge. Det filtrede mørke hår, de flakkende blå øjne, den beskidt beklædning og stropperne der var faldet ned fra hendes skuldre og nu lå på armene var alle en glimrende faktor der ydede deres yderste til sindssyge-looket. Men det var nu en skam med kjolen, der var af silke og kostbar. Da Dye først havde taget den på, havde den været en kjole af betydning med status og ære, fordi den havde tilhørt hendes slægt - L’ange - siden hendes tip-tip-tip-oldemor havde giftet sig med godsejeren Manfred L’Ange. Nu, var det kun en beskidt klud - men før, havde det været yderigt at hun havde været af fin slægt. Meget fin, endda. Ikke royal, men kultiveret og af den slags man så i fine skoler i Frankrig eller Det Forenede Kongerige - England, Storbritannien, og Skotland - eller på toppen af børsmarkeder. En af den slægt, er var vant til at få et ‘De’ i stedet for et ‘du’ - som Dye pudsigt nok også fik, om end ikke i tale men på et stykke papir med skæve bogstaver skrevet i hast. Uheldigvis, forstod Dye ikke hvad der stod. Men mandens fremtoning, og det våben han havde i ærmet - bogstaveligt talt havde i ærmet - gjorde det ikke svært for Dyanee L’Ange at regne ud, at nu skulle hun snart dø.
Og siden, denne mand ikke talte til hende - eller bare ikke syntes at finde hende værdig nok til at høre lyden af en stemme før hun stillede træskoene - kunne hun i tavshed undre sig over, hvorfor? Hvorfor skulle hun dø? Hvorfor var hun blevet overfaldet af Vampyren? Hvorfor kæmpede hun ikke imod, denne fremmede? Hvorfor, Hvorfor, HVORFOR?

Noget brast, inde i Dyanee der efter at have læst beskeden, go ladet tankerne falde til ro slog ud efter manden med en hånd, krummet lidt sammen som havde hun værten kattekvinde med lange kløer. Om fanden, hun ville finde sig i bare at dø - hun ville hellere dø i kamp, end at give op så let. Dye prøvede, af al koncentration at rejse sig op - adrenalinen skød igennem hende nu, hvor hun havde slået sin overfaldsmand og selv havde starter det hele så han kunne kalde det selvforsvar at dræbe hende - for at stavre hen til det smadrede vindue, hun så ville klatre ud af hvis ikke denne Karl Van Ricter havde fat i hende før.