Baby, it's cold outside.

Det var ikke unormalt at det larmede nede i kantinen. Bestemt ikke på denne tid af dagen. Det var nu de fleste af timerne holdt en pause. Og det var nu de fleste af de studerende fik fyldt deres maver med enten junkfood eller hvad der nu engang blev serveret. Det var i hvert fald ikke hver dag, man havde muligheden for at vælge en sundere løsning på sin hunger. Det var nu ikke lige det der kørte rundt i den unge hundjævels hoved. Kost var hun i princippet ligeglad med. Så længe hun ikke spiste så meget, at hun ville ende ude badeværelset med hovedet nede i et af toiletterne. Det var aldrig sjovt. Stille og roligt lod hun sit blik glide rundt i det store lokale, der udgjorde selve kantinen. Hun observerede de forskellige elever, der sad ved de mange borde. Det var tydeligt at aldrene her på universitet var vidt forskellige. Det var ikke længere folkeskolen. Eller gymnasiet for den sags skyld. Dette var større. Mere travlt. Det var noget helt andet. Og hun havde da nogenlunde vænnet sig til det. Det virkede i hvert fald knap så overvældende som da hun trådte ind i det hele for godt halvandet år siden. Man kunne næsten sige hun nød det.

Med ét vågnede Autumn op fra sit lille dagdrømmer i, i det en albue blev hamret ind i siden på hende. Hun var allerede på vej til at vende sig om imod personen bag sig, men hun stoppede halvvejs, da kantinedamen rømmede sig. Lidt forvirret så hun imod den let overvægtige kvinde på den anden side af disken, men heldigvis gik der ikke længe før hun opdagede, hvad der foregik. ”Oh! Fuck!” Panisk begyndte hun at fumle med den pung, hun havde stået med i sine hænder det meste af tiden. Hun syntes hele tiden at den gled ud af sine fingre, men det lykkedes hende nu til sidst at få betalt for den mad, hun havde stablet op på bakken. Først der slappede hun mere af. Men hendes hjerte galoperede stadig over den pludselige stress, der var opstået. Og med lettere rystende hænder samlede hun sin bakke op i igen. Sendte et undskyldende smil imod den nok lettere irritable dame og afsluttede med; ”Sorry..” Så var hun ellers på vej ned igennem bordene.
De abnormalt blå øjne søgte rundt efter en ledig plads. Ikke at det var svært. Man skulle nærmest tro, hun havde fået sin egen personlige plads. Eller ikke bare plads. Bord. Hun havde ikke en direkte afvisende udstråling. Hun virkede faktisk mere imødekommen, men det havde alligevel lykkedes hende at skrabe noget alene tid sammen under sin frokost. Et smil formede sig hurtigt på hendes læber, idet hun fandt sin sædvandlige plads et stykke fra hende, og hun fandt sig selv sætte farten lidt op. Bakken blev sat på bordet, inden hun let gled ind på stolen. Rygsækken blev lagt på bordet ved siden at bakken og blot efter at have proppet en pommes frittes, som hendes frokost bestod af, ind imellem læberne, fumlede hun snildt med at få åbnet den og fundet en bog frem fra sit skjul.
Og der sad hun så ellers. Med albuen i imod bordpladen. Hovedet hvilende i hånden. Alt imens hendes øjne gled over ordene og hun af og til både bladrede, tog endnu en af de fristyrestegte kartoffelstænger med en plastikgaffel og skubbede sine briller ordentligt op på næseryggen. Håret behøvede hun ikke gøre meget ved. Det sad som de altid gjorde. Sat op i nok skolens mest pjuskede knold. Tydeligvis været sat op i en fart om morgenen.

Påklædning: En simpel grå t-shirt med print af Mumford and Sons bandet. Et par grå jeans. Et par brune sko. Et par dyre biller.

Raske skridt bar en høj, yderst karismatisk karakter, ned af en af de lange Universitets korridorer. En stille nynnen, hjalp de lave fodtrin med at bryde på tavsheden, i den nu tomme gang. De fleste elever var for længst gået igennem den, og havde befundet sig i kantinen i stedet. Kun ganske få personer befandt sig stadigt i gangen, med telefonerne fremme og kun en eller to med bøgerne. Det var da også kun de færreste, der faktisk kunne finde på at læse skolebøger, i den lange af skolens pauser. Der var de mest dedikerede, dem der var alt for langt bag ud, og så dem der intet andet havde at lave.
Men de lange ben, stoppede ikke deres afgang imod kantinen, men satte direkte igennem den store dør, i det den anden hånd hev en af høretelefonerne ud af dets øre. Grønne øjne betragtede kantinen, imens et smil bredte sig over læberne, af de mange velkendte lyde. De grønne øjne så ud til at søge noget helt bestemt, og da de opfangede det, og kontakten blev gengældt, nikkede to hoveder en enkelt gang, og den nyanekommende på stedet satte imod den anden med et stort smil.
På vejen der over, lod nogen af personens opmærksomhed sig dog blive revet fra hans destination, da han fik øje på en af de yngre elever, der sad med ansigtet nede i en bog, ved et bor for sig selv. Hans hoved blev lagt en anelse på skrå, imens han indiskret stirrede imod hende, og han lænede sig en anelse bag over for at se om han kendte til ansigtet. Det sagde ham noget, men han kunne ikke helt komme på hvem hun var. Men han lod sin opmærksomhed glide tilbage imod hans destination, da han næsten nåede denne.

”Heey Oohna. De der bøger, som jeg skulle låne, ik? Er det muligt at jeg kunne få dem i morgen? Er nået til Grundlæggende Politisk Bias, og de bøger ville være fantastiske.”

Spurgte drengen ind, imens de to unge mænd gav hinanden hånden, og slog den frie arm omkring skuldrende.
”Ja, helt sikkert Jim. Men hey. Er du med på lidt LoL i aften?” Spurgte den asiatiske dreng, hvilket fik den anden til at klukke kort, og ryste på hovedet et par gange.

”Du prøver at rive mig i fordærv, Ooh.. Går ikke. Har alt for meget jeg skal have læst, inden jeg er klar til de indledende prøver på næste mandag.. Måske på Søndag?”

Foreslog han, og pegede imod hans kammerat, imens han langsomt bakkede væk. Den anden dreng godtage, de tog afsked, og Jim tog afsked med de andre i den lille venneflok samtidigt. Han satte derefter, direkte imod det næsten forladte bor, hvor den unge pige han havde set før sad. Han fjernede den anden høretelefon fra hans øre, og lagde kablerne ned i lommen, inden han nåede op på siden af Autumn, og tog et par skridt forbi hende, men imens han drejede ryggen, og slog de grønne øjne ned imod hende, med et stort, varmt smil over læberne.

”Hehey..”

Nikkede han, imens han slog sig ned i en af stolende, på den anden side af det ellers næsten tomme bord, hvor han kunne kigge direkte over imod hende. Og der, slog det ham, hvor han kunne huske hende fra, og han vinkede med en finger et par gange, som om han var i gang med at grave noget op, dybt nede fra hans hukommelse bank. De grønne øjne blev også knebet en anelse sammen, imens hans læber kort formede navnet, inden han udtalte det.

”Aaautumn... Er det ik? Autumn.. Nephal? Mener jeg kan huske, at jeg skulle have været din Rundviser, på dit første år.”

Smilede han, og hvilede begge armene på bordet, inden hans ene hånd rakte op for at skubbe hans briller på plads, for så begge at falde ned foran ham, foldet sammen med hinanden.

”Håber at de er faldet godt ind, og selv har fundet alle Universitets faciliteter.. Mit navn er James.. James Samson.. De fleste kalder mig Jimmy.”

Introducerede han sig selv, og rakte venskabeligt en arm ind over bordet, for at tilbyde hende hånden.

Det var først det øjeblik, han fik sat sig ned, at Autumn fik reageret på hans tilstedeværelse. Det viste sig nemt, at hun normalt ikke havde det meste selskab i disse perioder af skolen. Især på den måde hun overraskende hurtigt fik klappet sin bog sammen. Af ren og skært forskrækkelse. Hun var vant til at folk tog kontakten til hende. Hun var vant til at omgås andre. Men lige et lille sekund lignede hun mest af alt den nye pige, der ikke kendte nogen. Og som led af den værste generthed til dato. Det forsvandt så igen fra hende, idet hun løftede hovedet og rettede blikket imod den unge mand overfor sig. Resten af hendes bevægelser virkede dejlig rolige nu. Mere naturlige. Afslappede. Udover hendes øjne der gloede forundret på denne fremmede person. Eller så fremmed var han vel ikke. Hun havde set hans billede. Og havde hun ikke også set ham personligt. Bare en gang. Det stod i det mindste klart, at de ikke tog de samme klasser. For meget havde hun ikke set til ham, måtte hun indrømme.

”Aah! Yeah. I remember..” Hun stoppede brat og rømmede sig diskret inden hun igen fik skilt læberne ad: ”Yeah. Jeg husker dig.” Så snart hun havde fået slået tilbage til det franske, fik hun endelig stablet et ordentligt smil frem. Og hun tøvede ikke med at få sendt det hen imod Jimmy. James. Hvad end han nu ønskede at blive kaldt. Idet han rakte sin arm ind over bordet imod hende, kom hun selv op for at stå. Mest for at kunne gøre det samme. Bare mindre akavet. Tydeligvis var hans arm en smule længere end hende. Samt hans overkrop hævede sig lidt mere over bordets overflade. Det at stå op, gjorde det så meget nemmere for hende at tage imod hans hånd. Lukkedes blidt fingrene omkring den og gav den et lille tryk, inden hun trak sig selv tilbage på sin stol.
”Mmh.. Det er jo ikke fordi stedet her er en labyrint. Jeg fik dog lidt hjælp af en lille ting kaldet et kort over skolens lokaler. Jeg er ret stolt af mig selv. Oh! One second… Let me just..” Hun begyndte stille og roligt at få pakket sin bog tilbage i den næsten faldefærdige rygsæk. ”..move this fort around me…” Tasken blev så efterfølgende sat ned på stolen ved siden af hende. Åbnede lidt mere op, så det kun var bakken med hendes halvspiste mad, der stod imellem dem. ”Better.”
Så landede hendes blik ellers tilbage på Jimmy foran sig. ”Hvad var det nu du var i gang med her? Det er ved at være et godt stykke tid siden du blev introdoseret for mig. Utroligt at du overhoved kunne huske mig.” Selvom hun ikke helt fattede grunden til, at han lige nu stod og førte en samtale med hende, stoppede hun det ikke. Det var egentlig rart. Også selvom hun kun var kommet til universitetet for at læse. Ikke andet. Hun havde ikke brug for de store vennekredse længere. Stille og roligt fik hun ført sit ene ben op til sig på stolen. Og efter at have skjult sine hænder i de måske lidt for lange ærmer, svang hun armene omkring benet, for at holde det oppe imod hendes overkrop, og hun lagde så hagen imod knæet. Tog dog ikke blikket fra menneskedrengen. Hun virkede overraskende tilpas med hans selskab. Ikke normalt det man forventede af en, der nok mest mindede om den typiske enespænder.

Hendes overraskelse, så ikke ud til at rømme Jimmy, og ændrede ikke på hans imødekommende udstråling. Først da hendes blev mere afslappet, voksede hans smile en anelse. Det betryggede ham, at hun i det mindste ikke var kontakt sky, hvilket man tit kom til at gå ud fra, når det blev takket nej til en kontakt elev. I stedet virkede hun pludselig så social, og imødekommende, at det var ham en overraskelse at hun ikke altid var omringet af en vene kreds. Men han sagde intet dertil.
Hendes rømmelse fik ham til at klukke en anelse, men uden at virke hverken fornærmende eller som om han havde noget imod det. Og med hendes blid håndtryk, gav han sit eget igen, og rystede deres hænder en enkelt gang, inden han lænede sig en anelse tilbage. Han havde rakt sig selv en anelse mere ind over bordet, for at hun ikke ville skulle række helt akavet over bordet. Endnu et tegn på, at hun ikke var så kontakt sky som man kunne have frygtet, men nærmere det modsatte. Der havde ikke været megen tilbageholdenhed ved at række ham hånden.
Ved hendes svar på hans første 'spørgsmål', fik ham til at se en anelse overrasket ud, men med et stort smil, og en blid klukken.

”Er det ik? Jeg skulle da bruge både mit første, og andet år, på at have styr på alle klasselokalerne.. Og hvad? Et kort? Det! Har jeg bestemt aldrig hørt om, eller brugt.. Stærkt overvurderet.. Langt mere effektivt at valse rundt, uden nogen anelse om hvor man er, eller skal hen. Har jeg hørt, at man kommer langt længere med i livet..”

Han smilede bredt med hans joke, der var overdrevet sarkastisk, og efterfulgte det med en lav latter, i det han lænede sig en anelse mere ind over bordet, og observerede hende ligge sine bøger væk.

”Du behøver nu ikke pakke helt sammen, bare fordi jeg kommer forbi..”

Smilede han, med et let bøjning på nakken, så hans nakke blev strakt ud, inden han lyttede til hendes ord, og smilede ved hendes 'overraskelse' i at han kunne huske hende. Han klukkede igen en anelse, imens hans ene hånd bevægede sig op ved siden af hans hoved, og lavede en opsugende bevægelse med hånden imens han talte.

”Er blevet, mere eller mindre, velsignet med en klæbe hjerne.. I hvert fald inden for de ting, jeg ønsker at huske.. Algebra, flyver lige så hurtigt ud, som det kommer ind. Men mine kontakt elever, og specielt dem der takker nej, glemmer jeg stort set aldrig. Gør det ikke svære at huske, når eleverne har så sødt et smil...”

Han forfulgte det sidste ord med et overdrevet smørret smil, inden han lo venskabeligt, og fortsatte.

”Nej, men jeg husker altid dem, der takker nej til kontakt personer. Så holder jeg en smule, ganske lidt, øje med dem for at se hvordan det går dem deres studie. Jeg kan ikke tælle det på tre hænder, selv hvis jeg havde det, hvor mange der giver op på deres uddannelse, grundet problemer i skole forløbet.. Mangel på venner, mangel på forståelse, eller bare mangel på nogen at lave skole arbejde med. Egentlig har jeg ikke holdt så meget øje med dig. Efter de første to uger, og du virkede til at du var en fisk, i det helt rigtige element, stoppede jeg med at følge dig. Jeg skulle jo nødigt blive misforstået som en stalker.”

Smilede han igen lystigt, imens han gav en alt for lang forklaring, på hvorfor han kunne huske hende. Han indså, at han måske havde gået lige rigeligt i detaljer, og rystede et par gange, akavet, på hovedet, inden han fortsatte.

”Mere end rigeligt detaljer omkring det... Jeg læser Jura, med fokus i Handels sager. Ved endnu ikke helt om det er det jeg vil, men regner jeg med at finde ud af, når jeg er færdig med mine afsluttende prøver, her til december. Hvis jeg indser det ikke er mig, hopper jeg på Revision og Bogholdning næste år..”

Forklarede han sig på hendes spørgsmål indtil hans studie, inden hans øjne begyndte at danse en anelse rundt i hovedet, med fokus på et bestemt sted i hans briller, inden han blev nødsaget til at tage dem af, og række ned i lommen efter en klud. Hans øjne blev knebet sammen, i det sekund brillerne var væk fra ansigtet, og gjorde det tydeligt at der ikke var meget syn, hvis man ikke kunne have gættet sig til det ud fra tykkelsen på brille glasset. Han sendte blikket imod hende, imens han pudsede glasset i brillerne.

”Hvad med dig? Hvordan går det for dig? Medicin, mener jeg det var?”

Selv tillod hun at lade sin latter glide ud fra hendes strube over hans små kommentarer. ”Det kan du så sandelig have ret i. Men i visse situationer har man brug for at komme til tiden, og ikke være ude og observere verdenens små vidunderligheder.” besvarede hun ham blot tilbage. Stadig med den hjertevarme latter indblandet i hendes stemme. Lidt farve var endelig steget op i hendes kinder, over den både hendes smil pressede blodet imod æblerne. Det gav vel hendes blege ansigt en smule mere liv. Og hun virkede ikke helt så død, som var hun lige vågnet fra lige med næsten ingen søvn. Hun sagde ikke noget til hans henvendelse til hendes projekt med at pakke sine ting lidt sammen. Det havde bare virket for akavet at have alle mulige ting stående imellem dem. Hun havde følt sig alt for meget gemt væk. Det kunne godt være hun nød at ikke tiltrække for meget opmærksomhed på disse kanter, men samtidig var hun næsten desperat efter anden kontakt. Så når den opstod, kunne hun ikke gøre så meget andet, end at byde den velkommen med åbne arme.

Autumn trak sig dog en smule sammen. Skuldrene op til ørerne, og et lille undskyldende smil formede sig på hendes tørre læber. Hun sank diskret en lille besværlig klump, inden hun fik trukket sig op igen. ”Det måtte du undskylde. Jeg har det ikke nemt sådan nogle nye steder, så jeg afviste størstedelen af dem der kom til mig.” forklarede hun forsigtigt og stoppede sig selv i tide med at proppe en frityrestegt kartoffelstang ind i munden. Hun ville ikke forklare for meget ved et uheld. ”Jeg er ikke meget af den… sociale type. Og så ville jeg forsøge at klare mig selv.” Hun ville nok have takket ja, hvis omstændighederne havde været anderledes for hende. Hun ville uden tvivl have været blandt venner nu, hvis hendes liv var som det plejede. Hun ville ikke bare sidde og spise alene med en bog, blot for at lærer så meget som overhoved muligt. Hun så sig lidt omkring. Det tog hende dog ikke lang tid at vende tilbage til Jimmy foran hende. Jalousi stak hende altid hårdt i brystkassen. Så nemt som ingenting.
Han syntes dog at få tørret hendes lidt famlende udtryk af. Og udskiftet det med endnu en kort latter. Han virkede så livsglad på en eller anden måde. Hun missundede ham allerede, men hun fik det ikke dårligt at være omkring ham. Overhoved. Det virkede mere rart at få denne imødekomne kontakt med nogen. Det havde været lidt tid siden sidst, måtte hun indrømme for sig selv.

”Mig?” Den lille djævel så næsten helt overrasket ud, som han begyndte at spørge ind til hende. Hun var ikke sikker på, hvad det var der overraskede hende. Men hun fik sat spærret sine blå øjne lidt op og stirrede på ham et par sekunder, inden hun fik skilt sine læber ad endnu engang.
”Øh.. Ja.. Medicin. Jeg har altid gerne ville være læge.” Hun blev atter afslappet og det rolige smil blev gendannet, som hun fortalte. ”Og mine studier går faktisk utrolig godt. Jeg forventede ikke at forstå meget af det, men jeg føler mig lidt som et naturtalent til lektionerne. Men desværre har jeg misset en hel del af mine eksamener og prøver, på grund af sygdom. Så det går ikke direkte fremad med hast.” Men hun havde al tiden i verdenen til at blive færdig. Lige i modsætning til menneskedrengen foran hende. Eller han var nok mere en ungmand. Hun satte sig lidt bedre på stolen ved at sætte sig i en smidig skrædderstilling. Og hun balancerede fint på stolen. Hendes bevægelser endte dog med at skubbe hendes taske det sidste stykke hen over bordets kant, så den ramlede med en høj lyd ned på gulvet. Det gav et set i hende og næsten med panik i øjnene, stirrede hun imod tasken.

”Fuck!” mumlede hun og var med det samme oppe at stå. Skubbede stolen lidt væk fra sig med sine ben, inden hun kom ned på hug for at få samlet alle de ting, der var faldet ud af den åbne taske, op igen. Det flød. Som det første greb hun om kassen med noget der mest af alt lignede en ny kontroller til en Xbox. Den blev hurtigt bare lagt op på bordet, efterfulgt af hendes penalhus, så det ville være nemmere at bare presse bøgerne ind i tasken på ny. Med et suk kom hun tilbage fra gulvet. Tasken blev solidt lagt på stolen ved siden af og penalhuset og kontrolleren blev lagt ned i den, hvor efter hun sørgede så at lyne den godt til.
”Sorry about that..” mumlede hun, som hun kom tilbage på sin stol. Brillerne blev skubbet op på næseryggen igen og en vildfaren tot hår blev ført tilbage.