Historic War of Today ~ Dante.

Sted – Banegården.
Tid – 17:10, aften.
Vejr – Koldt, vindrigt, tørt og skyfrit.

Aftensolen var nær gået ned, træerne, der stod i lige rækker, kunne kun føle lyset imod den ene side af deres tykke barkdækkede kroppe. Vinteren var hastigt på vej, man kunne tydeligt mærke det på vejrets grålige humør og den lidt for aktive vind, der legede med ens hår og tøj. Det var lidt for sent, lidt for mørkt, lidt for koldt til at at man kunne kræve selskab på den næsten øde banegård, hvor et enkelt tog på nuværende tidspunkt buldrede forbi, i en kort stund, inden det atter forsvandt ud af syne.

På en bænk, nær en af stationens få toilethuse, sad en mand af middelalderlig udseende. Hans lange sorte hår slog piskeslag i vinden, kredsede sig let omkring hans svagt firkantede ansigt, hvis hud var lys som kridtsten. Hans øjne havde begge en krans af uvirkeligt lange mørke øjenvipper, og selve iris var lille, nærmest usynlig. Farven, der lod til at kramme de to sorte prikker, var mørkebrun – let misforstået som at være kulfarvet, især en skyggerig aften som den han oplevede for tiden.
Læberne var slanke, og ualmindeligt lange, som om de prøvede at erobre det midterste af hans svagt indadgående kinder. Men kunne akkurat se hans kindben, der understregede de spinkle måltider, han havde haft de sidste par uger.

Manden havde sine øjne lukket, og de røde læber tæt trykket imod hinanden, som om han slet ikke var af levende statur. Han havde siddet der, lige siden 4 om eftermiddagen, klar til at tage imod aftenens smerte, nydelse og i sidste endelse, forglemmelse og spørgsmål.

Uanset hvor meget tøj han ville ha haft på denne aften, ville det have været lige meget i sidste ende. En hvid T-shirt og mørkeblå shorts var ikke meget, slet ikke når vind og temperatur arbejdede sammen om at gøre dagen koldest muligt. Men han var ligeglad, og tænkte ikke over det, selvom musklerne konstant arbejdede for at gøre det lidt mindre ubehageligt at sidde flere timer i sommerkluns.

Månen var nu så dejligt tæt på midten af himlen, krævede at stå på øverste plads, som solen før havde krævet som sin egen trone. Rund som en bowlingkugle, var den stolt over det prægtige og alligevel spæde hvide lys, den skænkede jorden og dens mange beboere. Og det var forbandelsen, for få og alligevel vidt forskellige folk, der havde fået sig en livslang, uhelbredelig virus i blodet, der hærgede dem en gang om måneden. For en enkelt nat, og alligevel ville det hver gang føltes som et halvt år med lidelse og derefter hukommelsestab. Men først når de valgte at se på månen, beundre dens cirkelformede krop, ville den tage for sig. Og ødelægge dem.

Varulve, uheldige og heldige i samme situation. Udsat for grusomme vrid og glemsler, men benådiget med en nærmest opgraderet krop. Af denne race var manden, der endelig tog en dyb indånding, inden rædslerne skulle til at begynde. Men i stedet for en negativ grimasse, bredte hans læber sig ud i et grotesk smil, der afslørede de skæve, grumme, sort og gul-plettede tænder, der var blevet spidset ind til en masse spidse trekanter. De mørkebrune øjne blev helt små, mindre end ellers, og kroppen af mandens rystede som et espeløv fanget i en orkan.

Ikke mange sekunder senere, skete der noget forunderligt og skræmmende på samme tid. Et skrig, ubeskriveligt af karakter, skar sig igennem luften som en regn af søjletykke lyn. Manden faldt ned på knæ og albuer, rev små totter af sit eget hår adskillige gange, imens der på kort tid var en stor pøl af salt vand under ham. Og på denne nat var den mørke himmel lige så tør som sandet i ørkenen.
Man kunne høre en konstant gentagelse af snappen, tænder der klappede sig kraftigt imod hinanden, for at skilles ad og atter lukke sig hurtigt og hårdt sammen.
Kroppen forandrede sig; håret voksede sig til en pels, der klamrede sig over det hele. Arme og ben blev gevaldigt længede, knoglerne strækkede sig, forkortedes eller knækkede midt over – og det var alle vegne. Selv kraniet blev anderledes; et snudeskaft formede sig, tænderne voksede og flere sprang frem. En hale skød frem, de imponerende store muskler rev tøjet fra hinanden, sammen med de forlængede kløer, der prydede hans krogede, ligeledes lange samt behårede fingre.
Til sidst lå der ikke længere en mand af menneskelig udseende, men et muteret dyr af værste slags. Tøjet, der før havde klamret sig til den hårløse krop var ikke længere intakte, og i stedet for holdt en tyk dyne af sort pels halvdyret varmt.
Varulven rejste sig langsomt, nervøst og rystende, op fra jordens kolde favn. Klar til at hærge natten og dets liv.

Vinden var langet fra mild imod hans kinder, ikke at den var kold som sådant for evne til kunne mærke forskellen mellem kulde og varme havde han miste for over tusind år siden, vinden bed faktisk bare en smule på ham mens at den slynget hans hår op foran hans blå øjne og han skubbet langsomt håret væk med nænsom bevægelse.

Det var tydeligt at det ikke var en aften hvor at han skulle forvente sig menneskeligt selskab for de fleste menneske havde normalt for vane at trak sig indenfor i mørket efter at solen var gået ned, paranoide var de dødelig væsener ofte i mørket men det var os forståeligt nok eftersom af denne her by jo havde sin monstre som der løb frit omkring i natten, han var naturligvis ikke selv bange for disse væsner af natten for han var selv et at dem og det kun han uheldigvis ikke lave om, Dante var en vampyr og sådan havde han været i over tusind år, det var fordi at vampyrismen var en dårlig ting men han savnet da helt klar de ting som han ikke havde haft mulighed for kunne gøre siden at han død som menneske, tingen som kunne gå frit omkring om dagen og et normalt parforhold var virkelig ting som han savnet ved menneskelivet, så var der os det med at hans følelser hellere ikke udspillet sig helt på samme måde som de engang havde gjort og det var os en til ting som trak ned i ham til hverdag.

Et til vindblæs hev ham tilbage til nu'et og han gik langsom ned at en trappen som førte ham ned på perroningen hvor toget skulle afgå, han var ganskevist tidligt på den men det betød nu ikke meget hos ham for han havde ikke det store imod og vente på det, mens at han gik der vente fik trukket hans cigaret pakke frem fra større lomme i den lange sorte jakke som han havde på, det var en tidligere militær pelsjakke som han havde udenpå og inden bagved sad der en sort vest som holdte på en sort t-shirt, bukserne havde os den samme farve og der var os tale om sort når det kom til hans støvler. Af udseende var han en mand som lå på sted midt i tyverne han var høj slank men stadig ret muskuløs af natur mens at hans hud var lige så bleg som sne, hans hår havde dog os sort farve selvom det tidligere havde været naturligt brunet men det var snart umuligt at se eftersom at det ikke længere havde en naturlig evne til og vokse, men ellers virket han blot som et hver andet menneske hvis man da så bort for den lidt mere umenneskelig skønhed som der var over ham, det var denne skønhed som han tit havde brugt til indfange de dødelig med og det virket da os perfekt eftersom at han var blev naturligt dygtig til lege med de menneskelig væsner, manipulering var faktisk en af hans bedst kunstner efterhånden og den var da os brugbar i en verden hvor at en vampyr var nød til og være konstant på vagt.

Efterhånden som cigaretten døde hen nået han os selv hen imod enden af banegården, i denne enden var der blot et par bygninger som var opsat som toiletter og et par enkelte siddepladser var der da os men ellers lå det meste hensunket i mørke, han standset langsomt op mens at skikkelse langsomt kom til syne for ham, det først menneskeligt ud men der efter blev det hurtigt til noget umenneskeligt som han stod og se på, et ulveligne væsen var næsten lige foran ham og det så ikke ud til og have opdaget ham i nu hvilket var til hans held eftersom at han ikke kun vide om det ville forsøg og angribe ham hvis han da kom det nærmer, han trak sig vejr lydløst mens at han overvejet om han mon skulle vende sig om og komme af vejen eller skulle han bare forsæt som om at han ikke havde set det? Hans tanker suset hurtigt omkring ham mens at stod der og han snuse kort for at finde ud at hvad det var som han stod overfor..

Prey..

Det var den første tanke, der susede igennem det simple, brutale halvdyrs hoved, da dens farveløse øjne fandt frem til en lille skikkelse. Uanset hvor høj personen var, ville det sandsynligvis ikke kunne måle sig med den højde, en fuldvoksen varulv på 3 meter, var i stand til at kræve i stående positur.
Varulven rystede på hovedet, så de spidse ører lavede en flappende lyd imod vinden, imens tungen hang frit ude af kæften med savl dryppende ned på gulvet. Hvis det ikke var for den muterede krop, de enorme hugtænder og de nærmest døde øjne, ville den have set mere fjollet end farlig ud.
Den lange, pjuskede hale slog cirkler i luften, tørrede en smule støv af jorden, for til sidst at stritte direkte op i luften med spidsen pegende imod den hvidglødende planet.

Varulven løftede hovedet, med næverne knyttet, og hylede af al kraft imod månen – helt nede fra bunden af maven af. Da kiggede den atter legesygt på mennesket, nej, vampyren; der tydeligt lugtede af gammel død. Halen klaskede konstant imod jorden, som om den gjorde klar til at støtte, når benene ville sætte af fra jorden og op i luften. Og det skete.
Pludselige var det enorme halvdyr en halv meter over grund, med de tykke arme og krogede negle peget direkte imod vampyren, som om den ville lande direkte ovenpå personen – for så at æde dets ansigt med sine skarpe bisser.

Men i stedet for at styrte direkte og målrettet imod vampyren som først planlagt, var der pludselig en sammentrækning i halen, der fik varulven til at miste balancen i luften og, da vampyren sikkert havde flyttet sig, knalde ned med hovedet først og derefter slå en masse ufrivillige kolbøtter et par meter hen af vejen. Først da en mur trodsigt beholdt sin plads, standsede varulven, idet hele kroppen klaskede imod væggen som en fugl imod et vindue.

Imens den stadig forblev klistret imod muren, kunne varulven ikke forstå, hvad fanden der var sket. Men en spinkel, svag, rystende stemme gik ind i dens hoved. Og det kom ikke udefra. Men det var for lavt til at kunne blive hørt, så varulven rystede bare på hovedet, og skubbede sig selv væk fra væggen, inden den med det samme fjollede udtryk som før, ledte efter vampyren med øjne og ører. Og næse.

Et hvert normal menneske ville sikkert have været i gang med dø af skræge over synet af varulven som stod der i halv højde, men fordi at Dante jo ikke var et menneske havde han hellere ikke den samme frygt over for det væsen som der stod foran ham, det var ikke den først gange at han havde mødt en varulv men det nok hellere ikke den sidste gang.
Uden videre og tænke over det fik varulv sat af og med mindre sus var den på vej imod ham, men med en hurtigt bevægelse fik Dante netop undgået af varulv fik ramt på ham, faktisk misset den sit mål med større afstand og et større klask lod da den ramt ind i væggen. Da kiggede Dante imod den mens at varulv igen kom op fra jorden, synet kunne næsten have været komisk hvis det ikke havde været for den mindre fact at varulven var en modstander som selv ynger vampyrer havde problemer med i kamp, men heldvis for Dante var han ikke så ung mere, nej faktisk kunne man nemt sige at han var ælder vampyr med leve alder på over tusind år og derfor var varulv ikke ligefrem så farlig modstander som hvis det havde været for mange år siden.
Nu kom den anden tanke så til ham, skulle han virkelig kæmpe med bæste? Eller skulle han blot tag flugten som en mulighed? På et vist punkt havde faktisk både lyst til blive og lege med varulven mens at anden del sagde til ham at nok hellere skulle komme af vejen mens at muligheden var der, valget var svært og beslut men i sidste ende ville det nok bare ende med varulven ville komme efter ham med fuld fart så han kun vel lige så god blive hvor han var.
Han flyttede sig da derfra og med et hurtigt sus stod han da derhen vore at varulv tidligere havde været før at den havde forsøgt at fly hen på ham, der nok omkring fem mindre meter i mellem dem og Dante lod langsom begge hænder komme ud af de store lommer og han flytte dem let ud af hans lommer før at han trak vejret langsom men roligt.
”Så vosen ønsker og lege?”

Hans stemme var mørk til vis grad men os ret dyb når han talt og der var stadig en mindre aksang på fra hans liv i rusland, faktisk lod den mere russisk end fransk selvom frankrig nu havde været hans hjem i de sidste tyv år så lod det stadig til at han aldrig rigtig var kommet ud af den russisk tid af hans liv, hen smilet til varulven. Det var god mulighed for kun genoptræne de gamle kampevner som han engang havde haft selvom det nok ikke blev så nemt igen, men man vist jo aldrig hvad der kunne ske i kamp som denne..

I denne form, ude af menneskelig kontrol, var alting anderledes. Lugte blev opfattet som farvelader, istedet for usynlige partikler. Det hele foregik i sorthvid, men der var dybde i alting, og selv om natten var der masser af lyse skygger rundt omkring, der tegnede et fint billede i hovedet på varulven.
Manden foran den havde en grå farve, lige så kedelig og død, som hjertet i personens hjerte. Forbandede vampyrer. Udødeligheden de fik, blev konstant spildt væk til ligegyldig social hengemmelse og kroppens mere simple lyster.

Af en eller grund irriterede dette væsen varulven grundigt, der rejste sig i sin fulde størrelse, og stampede let med den ene bagpote, imens den svang sine kløer distraherende i luften foran den; uden større mening eller grund.
Tungen svang rundt som en ustyrlig helikopterpropel i luften omkring dyrets mund, og dets næsten ikke-eksisterende pupiller stirrede direkte på manden foran den.

Og så kom stemmen igen. Gemt væk. Tydelig. Velkendt og alligevel så fjern.

Don.. D.. It..

Den var rusten, svær at forstå, og varulven stod forbavset og kiggede rundt, med ørene vrikkende i alle retninger, for at genopfange lyden. Ordene gav ingen mening, og da manden snakkede, rystede den bare på hovedet og satte atter af fra jorden; men beholdt alle fire poter marcherende hen over gruset, og bisser vist frem i et stort, savlende smil.

//Sorry kort svar.. Min krea døde xD//

Et eller andet sted i hans hjerne havde en indre panik nok sat sig igang men den lod dog ikke til vis sig uden på, havde han haft sin menneskelig krop havde adrenalinen nok susses hurtigt rundt i et forsøg på for ham til løb væk derfra så hurtigt som det nu var et menneske muligt, men han stod der lige så kold og stille som natten, uden frygt for hvad der kun ske ham vis han valgt og tag kampen op med varulven. 

Hver eneste sans der var i hans krop havde fuld opmærksomhed på varulv, hver bevægelse den fortog, hver skift. Alt som en mindre sikkerhed for at han ikke ville blive angrebet ud af den blå luft, han holdt sit forsvar klart. Selv om en ælder vampyr vist han godt at varulve stadig kun gør større skade på ham, vis ikke dødelig, han havde prøvet det før, i en tidligere alder, da han stadig kun var en ung voksen vampyr. 

Det havde været en nat, han havde været på jagt i de russiske skove, med mindre held da han mødt det bæst der sener hen skulle have vist sig sæt et meget større ar på inder siden af hans venstre arm, en større kamp hvor at det bæst havde taget et godt bid ned i hans arm, det medført os en større periode med sygdom der efter, selv for en vampyr var et bid fra en varulv stadig en heftig ting.

Han sat sit fokus tilbage til nuet, med mindre håb om at han ikke skulle genoplevet det samme slag om igen, han trak vejret langsomt men mere roligt mens at lukket de mange følelse ned, de var ikke til nyttet her, nul niks han havde ikke brug for og tænk sympatisk overfor varulven. 

Han stod fast ved sit valg det var på tide og betal en smule tilbage selvom det godt var en anden varulv havde han stadig et mindre had disse væsner, og den nat var vel os bare ude efter se blod lige meget hvem der så end kom ham i vejen.