That Smile of Ours ~ Leetha

Der var intet som dunsten af blod, flæsk og brækkede knogler. Det lignede et miniaturebjerg af hud, hår og arme, imens et enkelt ben blev lettere gennemtygget af manden, der sad på toppen af det makabre kunstværk. Han slikkede en enkelt tå, den største, inden han med sine skæve sortplettede pløkker gennemborede kød og ben, indtil storetåen ikke længere var en tilhørende del af foden.

"Mmh.. Fire møgunger og en kælling.. Min styrke.. Den.. Hihi.. Er blevet bedre.. Meeeeget bedre... Huhuhu... Dette skal nok blive.. Pfihihihi... Interessssssant.. Bwahahahaha!"

Manden, Karon eller officielt kendt som Grin, kastede foden fra sig og ramte en tilfældig busk, for atter at gennemgnaske det lille stykke tåflæsk, der stadig hang fast på knoglen. Han smilede triumferende, med et gyseligt blik af sindsyg fryd i sine mørke øjne, imens han med hånden kærtegnede de mange blodpletter på kinden; lavede lange mørkerøde streger ud af dem.

Grin rejste sig op, sparkede en arm knækket over i to dele væk fra sin vej, og gik et par meter, før han vendte sig om og betragtede sit værk, badet i halvmånens spæde lys. Enhver, der ville se dette, ville sikkert løbe skrigende væk - og ringe efter politiet..
Hvis de da slap væk i live.

Leetha var træt. Han havde haft en lang dag på arbejdet. Og havde først fået fri nu. Han så op mod halvmånen, og sukkede man kunne se ånden. Det var sikkert tegn på at det ville blive frost. Leetha trak sin jakkekrage op om nakken og så, så på de mange stjerner. Han stod og nød roen og stilheden.
Men pludselig blev det hele afbrudt af en underlig lugt. En lugt Leetha kende alt for godt. blod

Leetha så rundt. Men kunne intet se. Han havde ikke en næste der ville kunne snuse sig frem til det. Han prøvede at lade som ingen ting, og fortsatte sin gang hjem. Han havde valgt at gå en anden vej i dag.
Han ville gerne have lidt fred, både for mennesker men også for alle lysende.

Han var gået igennem parken og var nu på vej mod legepladsen.
"så er der ikke langt igen" trøstede han sine egne ømme føder.
Han havde stået op og gået meget hele aften.

Dai var på vej hjem. Han havde sin guitar på ryggen og mad liggende i sin skuldertaske.
Han gik og tænkte på den vampyr han havde mødt tidligere på aftenen og priste sig lykkelig for at noget af hans skarpe hørelse og gode lugtesans fulgte med når han var i menneskeform. Det havde reddet ham mere end en gang, og det var også det som var grunden til at han stoppede op. Han fik lugten af blod i næsen. Det kom nede fra et sted i nærheden af legepladsen og lugtede rimelig frisk. Dai fik også færten af en person som på en måde hørte sammen med blodlugten. En varulv måske? Og så var der den dreng som Dai kunne se og selvfølgelig lugte. Han var ikke så langt væk, men han var på vej ned mod legepladsen. Det kunne blive fatalt. Dai håbede for alt i verden ikke at det var en varulv der sad dernede. Han kiggede op og lagde mærke til at månen endnu ikke var fuld. Han undrede sig. Men det så var en vampyr istedet? Så kunne det stadig blive fatalt for menneske drengen.

//Undskyld at det har taget så mega lang tid at svare!! >.< Jeg LOVER det aldrig sker igen, så håber virkelig i kan tilgive mig, og spinde videre på denne historie med mig, som før <3//

"B is for Billy eaten by Ghouls~"

Grin dansede rundt om sit mesterværk, pølen af blod, klumperne af flæsk, stykker af knoglesplinter. De afrevne øjne, fingre spredt i alle retninger og hårtotterne smidt hulter til bulter. Han flåede sin gennemvæskede, før hvide, trøje af og lod den falde ned i mudderet ved siden af et afrevet hoved med tungen ud af den blåfarvede kæft.

Han svang sine arme rundt i luften, lavede en masse piruetter for sig selv, og lod egentlig bare til at falde godt til, omringet af de gennemborede organer, som han havde spiddet med en masse pinde, sat dybt ind i jorden. En enkelt gang var han faktisk ved at snuble, men istedet for at få knaldet ansigtet dybt ned i jorden, stødte han af med sine håndflader, og fik lavet en nogenlunde fin vindmølle. Det endte dog med at han måtte placere rumpen på jordbunden, og så stirrede han da bare lige ud, ind i de matte øjenkugler af et af de mange ligs, som bare kiggede stift tilbage.
Og så begyndte Grin at pege, skrige og grine på samme tid. Vanviddet havde taget over, om end kun for en kort stund.

"I WILL NEVER BLINK! YOU BLINK!.... NO, YOU BLINK!"

//Og undskyld at det er lidt kort.. xD Ka ik finde på mer, før han faktisk møder jer. :3//

Leetha hørte en eller anden råbe og skrige. Han så lidt forskrækket ud, han var ikke vild med at gå gennem parken på denne tid. Han begynde at gå lidt hurtigere, men den alt for velkende lugt af blod bed ham hårdere og hårdere i næsten.
Han kunne ikke lade vær med at tage sig til næsten. Han var ved at få kvalme. Det var næsten ulækkert

//Kan sagtens tilgive dig Grinnie <3//

Dai satte kursen mod den skingre sindssyge stemme. Han stoppede dog kort op og kiggede tøvende efter den anden mand. Han trak på skuldrene og fulgte så lugten og lyden. Han stoppede dog brat op da han så manden som sad med organer rundt om sig. Organer som var stukket ned i jorden omkring ham. Han lagde hovedet en smule på skrå da han så vanviddet i mandens øjne, og var pludselig glad for at han stod et godt stykke fra en hvilken som helst lyskilde, og at det meste af hans tøj var sort.

//undskyld længden D: //

Grin stoppede sit pludselige udbrud, og sad helt stift.. Lige indtil han med en modbydelig knasen vendte hovedet langsomt, rykkende til siden, og kiggede ud i mørket med sin helt smalle pupil, omringet af de mørkebrune cirkler og derefter et tomt, endeløst hvidt.
Og smilet var bredt helt ud, skubbede kinderne helt op til de sorte rande, afslørede en imponerende tandrække af pløkrådne bisser. Der på trods af deres tilstand, havde en styrke, lig med et helt normalt menneskes tandsæt.

Selvom der ikke så ud til at være nogen, rejste han sig langsomt op, med kroppen twistet hen, så han endte med at stå med ansigtet imod den retning, hvor han havde sat sig for at kigge efter sit udbrud af sindssyge. Selvom det ikke var helt væk endnu.
Hans stemme var splintret, hæs, skinger og uhyggeligt dyb på én gang. Skræmmende, så at sige.

"A-a-are you.. You goin-going.. T.. To-to.. Entertain.. Meeeee...?"

Han rykkede konstant hovedet til siden, for at lægge det tilbage til midten.. For så atter at rykke det til siden, og lægge det tilbage lige efter. Gentagne bevægelser, og ikke kun med nakken. Hænderne fløj op midt i luften, ned til lårbasserne, og så tilbage op. Fingrene knyttede sig sammen, åbnedes, og knyttedes atter. Hele dette scenarie var en gentagelse, selvom han blev ved med at bevæge sig længere fremad.
Fulgte duften af ikke bare et, men op til hele to friske, frejdige, lækre, delikate... Byttedyr.
Mmh, tænkte han kort.. Aftensmaden er på vej, mama. Og der står homosapiens på menuen, mama.. Er du ikke.. Stolt af mig, mama?

Selv med disse absurde tanker for sig selv, fortsatte han sin færd hen til det, der havde stoppet ham fra at føle sig ensom og forladt.

//Det okay, Daibasse x3//

Leetha måtte stoppe op, han støttede sig til en lygtepæl, stanken af frisk blod gjorde ham dårlig. Han holde sig for munden, og gjorde alt for ikke at kaste op. Han fik næsten tåre i øjne af denne kvalmende lugt.
Billeder prang frem i hans hoved, lyde fra pisken, Smilet på hans læber, og billedet af hvordan han altid slikkede sig om munden.
Leetha spærrede øjnene op, næsten som hvis han blev overrasket over det der nu skete, han flyttede hånden og kunne mærke hvordan det indvendige af hans mave kom ud igen.
Han prøvede at stoppe, men jo mere han kom til at trække vejret og lugte denne klamme og ækle lugt jo mere dårlig blev han. Han forsøgte at gå videre, men nåede kun til næste lygtepæl før han igen måtte stoppe.

Dai kiggede på den ækle mand med den underlige stemme. Han fik en fornemmelse af at være med i en gyserfilm. Han gik dog alligevel tættere på manden, som drevet af en usynlig kraft. Han kunne ikke lade være med at træde så tæt på, at der kun var omkring 5 meter hen til manden. Samtidig var han kommet tættere på den anden mand, ham der stod og brækkede sig. Dai vågnede af sin trance lignende tilstand og gik hurtigt over til den anden unge mand. Han følte sig ekstremt ond, og var virkelig skræmt over den måde manden agerede på. Han rystede tydeligt, men var sikker nok på sig selv, til at vide at han ikke ville besvime.

Fra et uhyggeligt, til et helt andet. Hans sind begyndte atter at samle sig, sætte lænken fast til det ustyrlige sindssyge, så han igen kunne nogenlunde kontrollere sig selv. Selvom det faktisk kun gjorde situationen værre, for med mere styr på tingene, fik han også flere mere strategisk modbydelige tanker at byde dem på. Og der var allerede en, der havde vendt maven på vrangen.
Imens den anden havde en nærmest velkendt duft. Mmh.. En rigtig ulvebasse, bare uden den grove virus.

Han vendte blikket hen imod dem, efter at den rystende knægt var nået over til den opkastende dreng. Og så fnes han, med en finger glidende langs kinden, hvilket efterlod sig en rød, mørk linje. Med sin spæde stemme, snakkede han videre, bare uden den klikkende lyd i baggrunden.

"Godaften, mine små bitte ulve i fåreklæder.."

Han begyndte at grine lidt, men holdt det i et nogenlunde niveau, så det ikke virkede lige så skørt som hans tidligere opførsel.

Leetha så op, først på drengen der var på over til ham, han prøvede at rette sig op, fyren skulle jo nødig tro at han var fuld eller noget.
Derefter vende hans opmærksomhed mod den stemme han kunne høre lidt der fra. Han rettede sig helt op, hvilket virkelig gjorde ondt i hans mave. Han vidste ikke helt om han skulle frygte det han hørte eller være lettet over at der var andre mennesker til stede ud over ham selv.

Dai kastede et blik på den sindssyge mand og lagde akavet en hånd på den opkastende unge mand. "Jeg tror det ville være klogt om vi kom væk.. Der lå en bunke menneskeorganer lidt længere inde på legepladsen." Dai rystede lidt mere og det var tydeligt at han var dårligt tilpas. Han havde en ekstrem lyst til at forvandle sig, men var usikker på om han kunne tillade sig det.
Han tænkte dog at hvis både dette menneske og han selv skulle ende som ulveføde, kunne det vel ikke skade at han afslørede sin hemmelighed. Dai satte sin taske fra sig og forvandlede sig til sin tiger. Det var den form han for tiden havde det bedst i. Også fordi det var nemmere at skade farlige folk i den form end i feks sin ulveform.

Han kiggede ikke engang forbavset på drengen, hvis knogler modificerede og endte ud i et større pelsdyr med glubske tænder og bidske kløer. Han tog sig bare til munden, fnes en smule, og kunne ikke lade vær med at føle sig en anelse underholdt af knægtens modstand. Og den anden drengs tydelige ubehag.

"Uha, uha. En rigtig animagus, hm? Sidste gang jeg var sammen med sådan en, klippede jeg hendes lillefinger af og slikkede blodet af hendes underkrop.. Mmmmh.. Jeg savner min lille Amelia.."

Grin trådte et skridt tilbage, ikke for at øge afstanden rent frygtmæssigt, men bare for at få lov til at tænke lidt videre på det kære væsen, han engang havde tortureret over flere adskilte dage. Mon han snart skulle ringe til hende, forsikre sig at han ikke var blevet glemt og gøre hende sikker på, at han snart ville komme på besøg igen..?
Naah. Han ville sikkert bare komme forbi, uanmeldt, og give en sød overraskelse. Med en osteskræller og et smil på læben.

".. Hvis du virkelig vil skræmme mig, din animal-wannabe, så overlev den samme dyriske virus som jeg.."

Han talte om sit varulveblod, der før havde været ægte sortelver, men som en gammel ven havde lavet drastisk om på. Animagus'er.. Tch. Han følte sig helt irriteret bare ved tanken om deres evne til at skifte krop, uden at føle smerten, mærke styrken og gennemleve den moralske taben.

Leetha gik instinktivt baglæns da han så Dai forvandle sig. Han så helt rædselsslagen ud. Hvad var det der skete? hvad var det for nogle væsnet han var sammen med?

Han knyttede hånden rundt om sin taske og vende rundt, han satte af, og begynde at løbe. Han vidste enlig ikke hvad han var mest bange for, en sindssyg og syg person.. eller en person der PLUDSELIG forvandler sig til en kæmpe stor tiger.

Dai sukkede og rullede med øjnene da drengen løb sin vej. Han kiggede efter ham, før han drejede hovedet, fast besluttet på at holde psykopaten væk fra denne unge mand.
Han knurrede af manden og gik tættere på ham.

//Undskylder virkelig længden...//