A Hug Is A Hug And A Smile Is A Smile, And You Allways Know It ~Jake~

Tiden er?; 20.54
Stedet er?; De Jeux - Legepladsen
Omgivelserne er?; Hvad der nu er på en tom legeplads
Vejret?; Tusmørke, kølig vind men ellers er der ny måne

Tiden var gået og den store legeplads i Di Morga var blevet tømt lidt efter lidt. Der var ingen larm fra små børne der legede i sankassen eller forædre der plaprede løs om alverdens ting og sager som andre ikk altid ville kunne forstå. Men nu var der så småt begyndte at blive mørkt..og koldt og de gode serier var vist i tv'et nu. Men det havde en enkel pige ikk tænkt over. Hun havde valgt at blive på legepladsen. Eller hun var næsten lige kommet..for to timers tid siden. Hun havde overtaget en af vipperne hvor hun roligt sad på midten for sig selv og vippede meget svagt fra side til side. Hun havde halvlangt skinnende hasselnød brunt hår der flagrede i den kølige vind og hendes dådyr agtige øjne var krystalklare og havde en utrolig smuk hasselnød brun farve der stod godt til hendes latinobrune hud. Hun lignede lidt en pige på de 15 år og hendes navn var Amelia.

Amelia drog et kort suk og lod sig med en blid og smidig bevægelse lægge sig om på maven og hendes ben vippede lystigt frem og tilbage. Hendes løse røde nederdel var lige lang nok til at kunne dække hendes røv og hendes løse hvide skjorte havde krøllet sig lidt op så man kunne se en smule af hendes fine tynde og stramme mave. Dog kunne man ikk se det særligt godt da hun jo lå på maven og skjule den derfor. Hun satte sig lidt op og lod sin hånd glide ned ved sit lår hvor et bånd sat og holdt en kniv. Bare en lommekniv. Så lagde hun sig igen og så lidt på kniven før at hun så satte den ned mod træet og med rolige bevægelser ridsede hun et eller andet ned i vippen. Et lille smil voksede så frem på hendes bløde og let lyserøde læber. Et lille varmt og roligt smil.

En lille, klagende og lidt skinger lyd bredte sig på legepladsens areal og blandede sig med de kølige vindpust, idet den lave jernlåge i indhegningen blev åbnet. En munter melodi blev så også straks blandet sammen med alle de andre lyde, der var på stedet, hvorefter en dreng på ikke mere end seksten år kom gående ind på byens legeplads. Jake, som han hed, stoppede sit nynneri og fiskede kort efter sin iPod op af den ene lomme på hans bukser, hvornæst han slukkede den, hev headsettet ud af ørern og lagde det hele ned i den samme bukselomme igen. Hans blik skøjtede undersøgende rundt i omgivelserne, indtil han stoppede det, i det samme hans brungrønne øjne spottede noget, der ikke var hverken en gynge eller en af de andre ting, der stod placeret her. Det var en ... en pige. Hun så ikke ud til at være meget ældre end ham. Men det kunne han ikke rigtig bedømme derfra, hvor han stod. Med næsten lydløse og meget forsigtige skridt begav han sig tappert hen imod hende. Måske var hun interesseret i noget selskab. Hun sad i hvert fald helt alene. Der var nemlig ikke nogle andre her på legepladsen. Ikke så underligt. Det var jo nok mest små børn, der plejede at være her, og de var sikkert for længst blevet lagt i seng og lå og snorksov nu. Jake standsede, da han mente, at afstanden imellem dem var fin nok. Ikke for tæt, men heller ikke så langt væk, at de skulle stå og råbe til hinanden. "Uhm hej?" hilste han med et lidt sløvt smil og lod sit hovede falde en anelse på skrå til den ene side, før han så begravede sine hænder i de bagerste lommer på hans bukser. De forreste var nemlig allerede fyldt, så dem var der ikke meget plads i.

Amelia havde med det samme hørt nogen komme ind på legepladsen. Eller rettere hun havde hørt lågen gå op. Hørt lyden af de små rystne hænglser. Lyde af lågen der blev skuben hen over den sandede jord der var blevet lagt det. Men alligevel gjorde hun ikk noget ved det. Hun forblev stille og næsten ubevægelig. Lige udover hvad hun havde gjort før. Hun blev ved med at ridse i det gamle træ vippen var lavet af og det med at hun viftede lidt med sine ben. Selv om at det ikk så sådan ud så lå hun og lyttede til skridtende der gik hen mod hende. Hvordan at der blev trampet forsigtigt mod jorden og hengav små bumb hen mod hende så hun sagtens kunne finde kønnet på denne person. En dreng. Ikk nogen mand men heller intet barn. Den præcise alder kunne hun ikk sætte på ham. Men det kunne jo også være ligemeget. Hun kunne vel godt ænse ham et blik når han kom tæt nok på. Måske ville han sige noget. Det var lidt svært at finde ud af. Den måde han kom listende hen mod hende var på en eller anden måde kunne også minde som om at det var en eller anden stodder der lige ville syntes at det ville være sjovt at overfalde hende. Og dog. Så stoppede skridtende og hun hørte en stemme. Hun hørte ord. Et hej. Hun stoppede med det hun var igang med og lod stille og roligt sine hasselnødde brune dådyragtige øjne lande over mod denne dreng. Sådan cirka 15-16 år. Måske ældre. Hendes smil der kort havde forsynet voksede frem igen efter at hun hurtigt havde fugtet sine læber. Hun sagde ikk noget med det samme. Men det kom lidt efter. "Hej.." lød det så fra hende med hendes blide og rolige stemme. Hun så lidt på det hun havde ridset og 'lukkede' så lommekniven sammen igen. Hun begyndte så at sætte sig ordenligt op igen. Hun satte lommekniven på plads i elastikbåndet der sad om hendes ene lår. Så så hun igen op på ham og strøg lidt af hendes hår væk fra ansigtet så det ikk generede hende mere.