Nightly fingers grabbing.

Efter Autumn endelig fik dumpet den unge mand ned i sin seng, faldt hun med det samme imod gulvet. Hun var utrolig forpustet, og det forundrede hende, hvordan hun havde fået dette individ med sig. Hele vejen. Der havde været en god afstand, fra det øde sted hun havde fundet ham, til sit hjem. Eller ikke ligefrem sit hjem. Ikke længere. Nu var det bare et ekstra værelse, hun brugte i nødstilfælde. Hun sad lidt på gulvet og fik pusten igen, alt imens hun lod sine abnormalt blå øjne glide rundt. Det lignede sig selv. Knap så rodet, nu hvor hun ikke boede her længere. Men alle møblerne stod, som hun havde efterladt dem. Kommoden, fyldt ud med tøj ved døren. Bogreolen, proppet til med bøger, spil og andet ragelse, placeret ved siden af glas burdet, hvor Boris nok stadig lå og sov. Den dovne slange. Skrivebordet med laptoppen og efterladte papirer. Sengen midt i det hele. Og selvfølgelig den hjemmelavede kollage af billeder af hendes venner og familie, samt hende selv, der endnu hang fint på væggen bag sengen. Hun ville dog ikke sige at hun savnede at bo her. Der var lidt for mange minder, end hun ville kunne tage ind i længe tid.
Efter lidt tid, kom hun stille og roligt på benene igen. Hendes blik faldt hurtigt på personen i sin seng. Studerede hvordan han lå nærmest diagonalt. Stadig med benene ude over kanten. Hun sukkede en smule opgivende, inden hun tog sig sammen til at få lagt sig lidt mere behageligt. Med hovedet på en af puderne. Først her lagde hun mere mærke til ham. Hun var gået i panik ved synet af ham, sådan som han lå der midt i det hele. Præcis som hun havde gjort en gang før. Det havde været ret spontant, den måde hun havde fået ham op på sin ryg. Utroligt at hun havde været stærk nok. Han virkede ikke ligefrem som den lette type, med den maskuline krop. Hun kørte en hånd igennem sit alt for lange pandehår og fik det fjernet fra sit ansigt på ingen tid. Luftfugtheden fra natten havde gjort det nærmest utæmmeligt og tykt. Så andet kunne hun ikke gøre for at få det under kontrol. Hun trak hurtigt sit blik fra ham igen og så sig mere omkring i rummet. Mere søgende. Hun bevægede sig så ellers væk fra sengen og hen imod en anden dør på den modsatte væg af, hvor sengen stod. Hun behøvede kun lige at skubbe den op, eftersom den ikke var blevet lukket helt i. Og inden længe stod hun foran vasken på badeværelset. Hun tog sig ikke engang tid til at se sig selv i spejlet, inden hun greb om den nærmeste klud og tændte for det kolde vand. Hun satte sin lillefinger ind under det, og så snart det var koldt nok fugtede hun kluden. Vred den godt og grundigt og fik så videre til plastik kruset, der normalt havde hendes tandbørste i sig. Hun skyllede det ordentligt og efter at have fået det fyldt op med koldt vand, slukkede hun for hanen igen og vende så tilbage til det større rum. Hun tog sine skridt hen til et af sengens små borde. Hun satte forsigtigt kruset ned, inden hun kom ned på knæ ved sengens kant. Hun tog kluden i sin ene hånd og ved sat strække sin arm lidt, begyndte hun forsigtigt at duppe hans ansigt med den kølige klud. Dog gik der ikke længe, før hun blot foldede kluden et par gange og efter at have løftet hans hår en smule, lagde kluden imod hans pande.

Han mærkede noget vådt duppe mod hans pande, hans øjnelåg bevægede sig en smule inden han flyttede hovedet. Antons øjne åbnede sig brat op, inden han flyttede sig hurtigt væk fra det kølige væske på hans pande, som han endnu ikke vidste hvad var. Hans hjerte sprang op i halsen på ham og han gispede højlydt mens hans brystkasse hævede sig hurtigt op og ned i takt med sit hjertes banken. Foran sig sad en pige, hun så ung ud, omkring de 17-18 år. Hun havde de flotteste blå øjne der lyste venligt mod ham og det gik nu op for Anton, at han ikke var truet. Hans nøddebrune øjne blev lidt blidere, end som de før forskrækket havde lyst. Han havde ikke forventet at vågne op her, og med den tanke kiggede han rundt i rummet han var i. Det var stort, mørkt og med få møbler, en reol som var fyldt godt op med bøger og et skrivebord med en computer og papirer liggende flydende, han havde en følelse af at dette rum aldrig blev brugt.
Anton rettede igen sit blik mod pigen, der sad på kanten af sengen og kiggede på ham. Hun var en smule sløret for hans øjne, men han blinkede en gang eller to og han så hende skarpt for sig igen, han var nogenlunde ædru. Han betragtede hendes linjer i ansigtet, hendes fyldige brune hår der omkransede hendes ansigt. Hun var smuk, naturlig smuk.
Anton tog en dyb indånding, vidste ikke helt hvad han skulle gøre eller sige. Meget huskede han ikke fra aftenen før, ikke andet end at han havde været depressiv, havde drukket sig omkuld på baren og resten er sort. Men det undrede ham at denne pige, kunne have ført ham hertil og hvorfor mon? Han lagde hovedet en anelse på skrå, med undrende og nysgerrige øjne og fra hans rosa læber fik han sagt "hej" i en mild og venlig tone. Det var først her at han havde lagt mærke til den klud der nu lå på hans hvide skjorte, han blinkede kort og tog den op i hånden inden han så på pigen igen, "tak" sagde han stille.

“Jesus Christ! You almost gave me a heart attack.” Hans pludselig reaktion havde tydeligvis også forskrækkende hende, som hun nu stod mere op. En hånd lå imod hendes brystkasse, og hun kunne nemt mærke, hvordan hendes hjerte bankede af sted. Dog faldt hun relativt hurtigt ned igen. Hun havde ikke forventet, at han ville vågne op så hurtigt. Han havde ikke givet nogle tegn til det. Overhoved. Han havde været som en kludedukke, da hun havde fået trukket ham med sig. Hun tog selv en dyb indånding og kom tilbage til sengen, hvor han nu sad op. Eller hvordan og hvorledes, man ville forklare hans stilling. Og inden længe havde hun fået plantet sin bagdel imod sengekanten igen. Han var trods alt ikke ligefrem truende i øjeblikket. Han virkede mere fortumlet. Tegnene fra alkoholen lå over hans faktisk utrolig kønne ansigt. Gløden var tilbage. Nogenlunde. Det var nemt at se, at han ikke ligefrem var ved sine fulde fem. Sådan så det i hvert fald ikke ud i hendes øjne. Men i det mindste var han ikke for dårlig til at tale klart.

Autumn tog roligt imod den fugtige klud, da han overrakte den til hende igen. Hun sendte ham et af sine sædvandlige imødekomne smil og vendte efterfølgende blikket fra ham. ”Du burde blive liggende. Du må have indtaget en stor mængde, så vil ikke undre mig, hvis det stadig cirkulerer rundt i dit blod.” Kluden blev lagt på sengebordet ved siden af kruset med vand, som hun efterfølgende samlede op. Med den fri hånd fik hun hurtigt skubbet sine briller ordentligt op på næseryggen. Så kom hun ellers tilbage til engle i sin seng. ”Her. Drik det.” Hun rakte ham forsigtigt kruset, og med den anden hånd, sørgede hun får, han havde et ordentligt greb om det, ved at guide hans hånd lidt. Hans hud var varm imod hendes kølige fingre. Men det var ikke noget, der var uvant for hende. Hun var vant til at have en lavere krops temperatur end andre væsner. Lige udover vampyrer, selvfølelig. Langsomt slapt hun hans hånd igen, efter at have sikret sig det var et stabilt greb og først som hun trak sine arme til sig igen, satte hun sig lidt bedre til rette. Med det ene ben bøjet og lagt op på madsasen. Og fronten vendt en smule mere hen imod ham. Hun rettede lidt på den store åbning i den blå- og hvidstribede langærmede bluse. Fik dækket skulderen til igen, eftersom den var blevet fremvist under besværet med at få ham væk fra gaden og ind i varmen. ”Hvordan har du det? Hovedpine?” spurgte hun med en svag bekymret undertone i sin stemme. ”Jeg fandt dig efterladt midt på fortovet på min vej hjem. Det må have været lidt af en aften, huh?”

Anton blinkede et par gange. Hans mave vendte og drejede sig, han tog sig til hovedet, hvor en svag pine var indprintet i baghovedet på kraniet af ham. Det irriterede ham at han var begyndt igen, men da det var den eneste trøst han havde, kunne han ikke se en anden udvej. Han sank en klump og vendte blikket fra madrassen mod hans hånd, hvor pigen netop havde taget fat for at guide ham. Han rystede og var stadig påvirket. Hendes kropstemperatur var køligere end hans og her gik det op for ham at pigen var et væsen, et a de kolde - der var kun to af den slags.
Hans vejrtrækning blev dybere og han tog et fast tag om glasset, hvorefter at hun gav slip. Anton førte rystende glasset mod hans læber og tog en tår. Han betragtede hende, stadig undrende om hvem hun var og hvorfor?

"Jeg har det fint, tak" hans øjne afslørede ikke løgnen, han var langtfra okay. Han var smadret indeni. Hans læber krængede op i et smil, mens hans øjne blide, betragtede hendes skikkelse. "Må man spørge hvem min redningskvinde er?" spurgte han med et lidt mere kækt smil, det svimlede en smule og han rakte hende kruset der nu var tomt. "Tak" hans øjne lyste taknemmelige mod hendes blå.

Som han rakte kruset hen imod hende igen, tog hun automatisk det i sine hænder. Det var en sag omkring rutine. Så der gik ikke længe inden kruset blev sat imod sengebordet ved siden af den fugtige klud. ”Mit navn er Autumn.” lød det så fra hende, inden hun fik rettet sit blik hen på ham. Hun viste ikke for meget af det faktum, at hun stadig bekymrede sig lidt for ham. Godt nok kendte hun ham knap nok. Faktisk overhoved ikke. Hun havde ikke stødt ind i ham for meget mere end en halv times tid siden. Og det undrede hende stadig, hvorfor fanden hun havde bragt ham med sig. Han kunne sågar gå hen og være en kriminel af en eller anden formalitet. Ikke at han lignede det, men muligheden lå der. Man skulle aldrig skue hunden på hårene. Aldrig.
Hun kom roligt op at stå igen. Det var lidt som om, hun ikke kunne stå helt stille i øjeblikket. Normalt befandt hun sig ikke her. Så den samme tryghed var der ikke. Ikke som den plejede. Hun samlede kruset op i sin hånd på ny og stod et øjeblik og så ned på englen. Med et lille smil på de lettere tørre læber. ”Og bare rolig. I’m not a rapist. I promise.” Selv når hun talte fransk, lå den britiske accent over hendes stemme. Den ville hun nok aldrig rigtig komme af med. Lige meget hvor længe hun boede i Frankrig. Det var heldigvis ikke hele Di Morga, der var fransktalende. Hun fumlede lidt med kruset i sine hænder. Nærstuderede ham. Han virkede ikke til at være helt okay. Hans glød var stadig ikke så klar, som den nok havde været. Den var falmet, formodede hun. Nu var engle ikke lige nogle hun hængte alt for meget ud med. Ikke at det gjorde noget, men hun hængte i princippet ikke ud med nogen til dagligt. Hun gjorde sin ene hånd fri og et kort øjeblik lagde hun den oven på hans hoved og nussede hans brune lokket et sekunds tid.
”Har du brug for noget? Mere vand, måske.” Hun så spørgende imod ham. Ventede tålmodigt på hans svar. Og så fik hun da igen lige kørt en hånd igennem det pjuskede hår, hun nok havde alt for meget af.

"Autumn" mumlede han og smagte på navnet. Det ringede ikke nogen bjælde. "Det er rart at møde dig, Autumn" sagde han dernæst blidt med et skævt charmerende smil, som prøvede at skjule sorgen i hans øjne. Anton kørte en hånd igennem sit nøddebrune pjusket hår, mens han langsomt trak vejret dybt ind og ud og et kort øjeblik lukkede han sine nøddebrune øjne i, for dernæst at åbne dem igen. "Mit navn er Anton" fortsatte han med det samme blide toneleje, mens hans blik vandrede rundt i det mørke rum de befandt sig i. Han lagde blikket mod hende igen. "Sig mig, hvordan har du fået mig herhen? og hvor befinder vi os?" han lagde hovedet en anelse på skrå med undrende øjne der betragtede den lille spinkle skikkelse, der ikke lignede en der kunne slæbe rundt med ham, da han jo i bund og grund var meget større end hende.
Anton lænede sit hoved bagud i et let grin, hvis klang var smuk. "I wouldn't even consider you as a rapist, you're more like the killer type except that you don't have an axe in your hand" sagde han med en tyk britisk accent, der slet ikke havde forladt ham efter alle de år. "and you haven't tied me up yet, so I guess I'm safe" gløden i hans perfekte ansigt lyste lettere op, men den var stadig mat, men bedre. Han smilte, "så du er fra England?" spurgte han og hentydede til det spor af britisk han formåede at opsnappe i hendes sætning. Han var ikke så omtåget igen. Han rykkede lidt ind i sengen, så der var plads til at hun kunne sidde. "Nej tak Autumn, jeg klarer mig" sagde han stille med et taknemmeligt smil malet over sine læber.