Nightly Encounter. [Julian Grey]

En pige iagttog roligt, den dansende menneskemængde; for at udpege den der ville få æren af at være hendes næste drik. Det var ikke fordi der ikke var varer at vælge imellem, problemet lå i at ingen rigtig tiltalte hende. Hun pustede til det lysebrune hår der faldt hende for øjne, hver gang hun så ned i sit tomme vinglas.
Kedsomheden var malet i de ravgule øjne og deres katteagtige-pupiller. For ikke at tale om, den usmagelige måde, hvorpå folk udstillede sig selv, for at fange hendes blik; langsomt var begyndt at irritere hende. Den lettere ranke og elegante skikkelse, var ingen anden end Felicía Cervantés, en fuldblods Daeva der endelig var vendt tilbage til Di Morga, hendes fødeby. En tanke strejfede Felicía og et smil formede sig på de bodorøde læber. Hendes blik vandrede fra de eneste to døre i diskoteket, indgangen og udgangen. Felicía’s smil blev en anelse bredere, i takt med at en række hændelser i form af en film udspillede sig, for hendes indre øje.

Hun så sig selv, låse begge diskotekets døre af, skrue op for musikken, for så roligt at gå i gang, med at dræbe hvert enkelt menneske i rummet. Hun lod roligt sin tunge glide forbi, de sylespidse sidetænder, med et næsten dyrisk glimt i de i forvejen katteagtige blik. Hvis hun valgte at følge sin vision, ville det ikke være første gang, hun havde før været skyld i en større togmassakre; 88 passager var blevet brugt som menneskelig pynt til toget, der efter Felicía’s kærlige hånd, var blevet badet i blod til mindste detalje.

Hun sukkede med et gab, og strakte sig kort, før hun igen så rundt på de mange intetanende mennesker. Nej, i aften følte hun ikke for at gøre et ’show’ ud af det, i aften ville hun prøve noget nyt. Hun rejste sig op, tog sin sorte frakke og gik hen imod udgangen; i aften ville hun ikke spilde sin tid med at lege med maden. Da hun endelig kom ud, trak hun vejret dybt og nød den friske luft.
Hun lod kort sit blik glide henover sin egen silhuet, i aftenens anledning havde hun valgt at klæde sig i sorte højtaljede jeans, med ravguld knapper, der fint matchede hendes øjenfarve. Hvorefter hun bar en hvid oversized skjorte, hun havde valgt at sætte den forreste del, af skjorten en smule ind under de sorte jeans, så de bedre fremviste hende figur. Hun trak tilfredst på smilebåndet og tog en dyb indånding, som for at suge til sig af nattens energi. Hun drejede kort rundt om sig selv, i det hun strakte sig, med et næsten afventende smil. Aftenen bød uden tvivl, på overraskelser, det var blevet hende så velkendt.

Knap 5 dage var gået, siden han med fly var ankommet til Di Morgas lufthavn. Der var ikke engang gået en uge, og alligevel føltes tiden, han allerede havde tilbragt i landet, meget længere. Det var en hel anden verden han var havnet i. Det var en verden uden regler folk respekterede og med en leder, der synes at være forsvundet fra virkelighedens overflade. I hvert fald var der ingen byer, som vidnede om sådan en leders eksistens. Men når alt kom til at havde Julian Grey heller ikke forladt Terre.
Det var sådan set heller ikke nødvendigt. Byen synes at rumme nok i sig selv.

Julian Grey befandt sig altså stadig i byen, dog var det en ny destination.
Salles de banquets – byens diskotek, hvor fest var noget eviggyldigt og mennesker, af alle slags afstøbninger, ikke var en mangelvare.

I aften var ingen undtagelse.
Musikken kunne høres gader væk, og fungerede som en perfekt vejviser til stedet. Julian Grey, der var iført mørk jakke og tilsvarende bukser, gik, med hænderne i jakkelommen, mod stedet, hvor enkle personer allerede stod udenfor. Indåndede den natlige luft og røg. Julian Grey kunne ikke lade være med at finde det en lille smule komisk at et land som Di Morga holdt rygepolitikken i hævd, når der var så mange andre ting i det land, der langt fra fungerede eller som helt var blevet overladt til sig selv.

De mørke øjne i det blege ansigt, løb hurtigt over de enkle mennesker, der var samlet uden for.
Der var en gruppe mænd med ens jakker, en ung kvinde med højtaljede jeans, og en kvidrende rødtop der havde gang i den helt store telefonsamtale. Uden at få øjenkontakt med nogle af dem, trådte han forbi og lod sig glide ind døren til selve diskoteket, idet to nye mennesker åbnede døren for at gå ud.

Musikken var overdøvende, men på samme måde overkommelig. Han stoppede, nær udgangen, som overvejede han pludselig om han skulle gå igen. Om han alligevel havde gjort en fejl ved at trappe op på et sted som dette. Han var trods alt ikke kommet for at danse.

Felicía stod lænet op af lygtepælen, der var placeret ved Salles udgang. Hendes mærkværdige blik, var fastlagt den stjerneklare aften. Dets skønhed, formåede at betage hende, selv om hun før havde set klarere aftner og finere himmelhvælvingen. Hun satte granskende sin arme overkors, i det en stile tankestrøm fyldte hendes sind, dog hurtigt blev afbrudt af tætstående telefon samtale. Felicía overbærende blik faldt på den rødhårede dame, der alt i alt ikke så ud til at have megen omtanke til sit udseende. Hendes blik kørte, som altid, roligt ned af pigen og så op igen, før hun med en ironisk grimasse, valgte at fører sit blik tilbage til himlen. Felicía prøvede af al magt at holde sin latter tilbage, men kunne dog ikke undertrykke det sarkastiske smil der spillede op på hendes læber.

Kvinden kunne gå for at være en af Salles de Banquets mange arbejdsløse og mest af alt ubrugelig call girls. Den nedringende røde kjole, der lå i kontras til det allerede flammende hår, der dækkede for det alt for tykke lag make-up; mindede mest af alt om en klovn. Den rødhårede kvinde opfangede Felicía’s skæve smil og stoppede kort sin lange talestrøm, for at sende hende et mistroisk blik. Da Felicía sendte pigen et tirrende luftkys, stadig med armene foldet overkors, kunne et drillende og lettere dyrisk glimt i hendes blik ikke skjules. Da kvinden så hvordan Felicía’s sorte pupiller blev smalle, ja næsten rovdyragtigt; sank hun en klump. Det var gået op for hende, at det ikke var et menneske hun havde med at gøre. Dog kunne Felicía også fornemme på kvinden, at hun heller ikke var et menneske. Hun trak kort vejret og fik opfanget hendes duft.
Kvinden var en ilddæmon, ikke at det kom som en overraskelse. I stedet for at blive og skræmme livet af det stakkels væsen, valgte Felicía at vende sit blik imod noget andet der havde fanget hendes opmærksomhed.

Manden der så roligt var gået forbi, og nu stod ved Salles udgangsdør, i en tydelig debat med sig selv om, et eller andet. Hun havde ingen anelse om, hvorfor hendes blik så stilfærdigt og tilfældigt var faldet på ham. Men det var det, dog valgte hun ikke at stirre da det ville være uhøfligt og noget der aldrig ville blive sået tvivl om, ville være hendes etikette.

Han endte med at holde sig til planen. Han endte med at jage tanken om at gå igen bort, og i stedet se stedet nærmere an, som han først havde tænk sig. Uden at røbe mere i det blege ansigt valgte han nu at vende hele sin opmærksomhed mod diskoteket og det indre miljø, der mødte ham.

Det første der mødte ham var de dansende fulde mennesker på gulvet, der var badet i et blinkende og farverigt lys. Blikket gled videre over baren til hans højre side. Ligeså var fulde mennesker, hvad hans øjne mødte, men kun enkle af dem synes overhovedet at være i stand til at sidde på de slanke stole. De fleste hang nærmest over baren, bedende efter et gratis shot, der kunne opretholde rusen af alkohol. Der kunne holde virkeligheden bort i endnu en tid.

Til den anden side, et niveau lavere nede end selve dansegulvet og baren, var sofaer opstillet samt tilhørende borde. Alle opstillet i små øer, adskilt af lave vægge med lys. Selvom dette også var forholdsvis tæt på de højtalerne, var lyden ved sofaerne på en eller måde dæmpet, så der ikke var behov for at skrige hinanden i hovedet. Julian havde hurtigt besluttet, hvor han ville sætte sig. I hvert fald til at starte med, for at se stedet an på afstand. Mens han fjernede sig fra udgangen og forsvandt ind i det blinkende mørke, for at slå sig ned i en af de tomme sofaer, slog det ham, at nogen betragtede ham.
Endnu engang stoppede han op i et split sekund, for at dreje hovedet og se sig tilbage.

De mørke øjne opfangede den unge kvinde med de højtaljede jeans. Blikket varede ikke længere end nogle sekunder. Julian Grey blinkede, drejede derefter hovedet og forsatte fremad mod det udvalgte siddested.

Felicía mærkede den snigende kulde, falde om hende som et tæppe og tog det som et tegn til at gå indenfor igen. Hun havde fået rigelig med frisk luft, hvor imens hendes irritation også var forsvundet. Med et kort suk trak hun sig væk fra lygtepælen og gik imod diskotekets indgang. Hun nåede knap at tage to skridt indenfor, før folk atter begyndte at huje og råbe op, i hvad de anså for godstemning. Felicía trak svagt på smilebåndet, i det hun forsigtigt rakte hånden op og vinkede en smule overrasket og nervøst. Havde hun vidst at hendes betaling af baren, så den nu var gratis, ville gøre hende så populær.. Havde hun aldrig gjort det. Hun hade den type opmærksomhed, det kunne næsten beskrives som at blive kvalt! I det mindste var det et plus, at de fleste var fulde; det betød de ikke var de helt store trusler, men bare skulle undviges i stedet.

Med lette og hurtigt skridt, gik hun forbi bardisken og opnåede det bagerste kabinet. Det Felicía ledte efter var langt fra en øl, men i stedet en væske, hun sjældent drak af flaske. Efter at have rodet i kabinettet i nogle sekunder, trak hun en mellem stor vinflaske frem. Et lettet suk undslap hende, mens et lettere tilfredst smil bredte sig på de bodomalede læber. Felicía trak et fint vinglas ned, før hun forsvandt fra disken med flasken der var fyldt med det, der holdte hendes sult i skak.

Hendes rolige blik kørte forbi de forskellige båse og de mange mennesker omkring. Hun opdagede igen manden, der nu sad for sig selv i en af de mørkeste båse og opdagede at der kun var to andre borde fri, det der lå i den længste afkrog og det vedsiden af manden. da Felicía ikke havde en plan om at skabe opmærksomhed eller på nogen måde rette fokus på sig selv, valgte hun strategisk at sætte sig det sted der var mørkest, nemlig båsen vedsiden af manden. Dog ville intet dæmpet belysning, kunne mørklægge hendes ravgule-øjenfarve.

Med faste skridt gik hun over til bordet, satte sig for derefter at lægge glasset og vinflasken på bordet. Nu hvor hun endelig var gemt en smule væk, mærkede hun en ro sætte sig i hende, dog vidste hun at selv i mørket var hun mere synlig en de fleste, da hendes marmorhvide hud stak i kontras til det sorte tapet.

Der gik ikke længe før den selv samme kvinde, han havde set udenfor for et øjeblik siden, trådte ind. I modsætning til ham, var hun blevet modtaget med høje råb og klap af den fulde masse. Som blev hun hædret som en helt, netop vendt hjem fra et vundet slag. En dronning. Hvad hun havde gjort for at opnå denne ’status’ blandt de mange mennesker, der var til stede, var ikke til at sige.

Dog var Julian overbevist om, at det havde noget med alkohol eller fri entre at gøre. Stoffer måske? Landet var trods alt så godt som regel-frit og selvom rygepolitikken blev overholdt, var Julian Grey sikker på, at det blot var en tilfældighed. Han tvivlede pludselig stærkt på om der overhovedet var direkte vagter, som et sted som her. Overvejelserne fik ham til at stryge muligheden om fri entre. Der var sikkert ikke engang nogle der tjekkede.
Som sagerne stod, nærede den mørkøjede mand ikke de største tanker om landet Di Morga, ej heller om dette diskotek, der trods alt klarede sig ekstremt godt, bemærkede han.

Øjnene fulgte pigen, idet hun med et glas i den ene hånd og en flaske solidt i den anden, valgte at sætte sig i ’båsen’ ved siden af den, han selv var placeret i. Åbenbart var det eneste adgangskrav til dette sted at have noget alkohol i hånden. Julian Grey følte sig pludselig meget tomhændet.
Måske skulle han ligeså gå op at lokke noget ud af personen i baren, bare så det i det mindste lignede, at det var med vilje, at han var endt et sted som dette. Og så for at skille sig så lidt ud fra mængden som muligt. Opmærksomhed var ikke noget han skattede højt, eller på anden måde stræbte efter.

Julian Grey endte med at se mod baren og ved synet af den sammenmaste menneskeflok, der havde samlet sig omkring, valgte han at droppe sin plan om selv at gå derop. Han orkede det kort sagt ikke, og for første gang siden sin ankomst til landet, lod han dovenskaben og ugideligheden vinde.
Der var altså kun et alternativ tilbage, og eftersom hun havde en flaske og var uden selskab, antog han det for at være den bedste, for ikke at nævne den mest smarte beslutning. På den måde slog han også flere fluer med et smæk..

Uden flere betænkeligheder rejste Julian sig atter fra sin plads, og gik med rolige skridt de få meter, til han stod ved bordet, der tilhørte sofaen ved siden af den, han før havde siddet i. Sofaen med den unge kvinde, med flasken og det ene glas.

”Forstyrrer jeg? ”

Han betragtede pigen på nært hold. Lod blikket, der intet røbede, hvile ved hendes øjne, for at sikre sig øjenfarven. De var gudskelov ikke røde.
Da hendes svar ikke kom prompte, antog han det som et nej, og satte sig i den samme sofa som hun selv sad i. Måske var hun også bedøvet af alkohol ligesom den resterende flok. Ligegyldigt hvad, ønskede Julian ikke stilhed, og endte med at spørge:

”Er det godt det der? Siden du har taget en hel flaske..”

Hvad gjorde man ikke for at starte en samtale?
Stemmen var blød og rolig. Øjnene betragtede hende kortvarigt, før de endte på flasken der var sat på bordet.
Fra børn og fulde folk skulle man høre sandheden, sagde man.
Julian kunne ikke lade være med at håbe på, at hun var fuld.

Med en rolig bevægelse, hældte hun den rødlige væske, i det gennemsigtige glas. Da glasset var halvt fyldt, stoppede hun med at hælde op og rettede i stedet flasken; så dens årstal blev synliggjort. En næsten eftertænksom mine, trak sig over de ellers så skarpe ansigtstræk og kindben.
Felicía havde fra barnsben set ’anderledes’ ud, når det kom til normen for Daeva vampyrer. I stedet for den typiske forførende djævelske, skønhed, der tydeligvis var af unaturlig herkomst, for ikke at tale om den lukkede tilgang til deres følelser. Ja, så besad Felicía en Daeva’s skønhed, en elvers elegance, en djævels snuhed og en skyggedæmons kunstskaber. Alt i mens hun på mystiskvis formåede at holde sin facade og følelser intakt. Kun en person med trænet sanser og øjne, ville kunne regne ud hvilken vampyr klan hun var fra. Da det mest unaturlige ved hende, uden tvivl var hendes blik.

Hun vendte igen sin opmærksomhed på flaskens årstal og prøvede af al magt at huske noget fra det specifikke år. Felicía havde levet siden 1700-tallet, så mon ikke år 1823 bare var blevet til et svagt minde.
Før hun overhovedet fik tænkt sin næste tanke igennem, mærkede hun en andens tilstedeværelse. I de kommende sekunder, valgte hun at holde sit blik på de ellers så fine glas, med hvad der for hende, var en euforiserende væske. Da manden spurgte om han forstyrrede, rystede Felicía venligt på hovedet og gjorde tegn til at han sagtens kunne sætte sig.

”Mais non, vær så venlig”

Hun nikkede kort med et svagt smil, da det gik op for hende hvordan det måtte se ud; her sad hun, alene med en hel vinflaske. Hvis ikke hun tog fejl, kunne man komme til at tro, at Felicía i al ensomhed, prøvede at drikke sine sorger væk, hvilket størstedelen af diskoteksgængerne jo gjorde.
Hun undertrykte en mild latter og slog blikket op på den fremmede mand, der nu, havde sat sig foran hende. Hendes blik faldt stilfærdigt på ham, i det hun først nu, så ham tæt på. Da tavsheden igen blev brudt, denne gang af hans spørgsmål angående flasken, så Felicía på ham med et lettere undrende blik.

”Hvis man ser på det prismæssigt, ja, så burde det vel være super godt. For ikke at tale om, at det næsten er umuligt at få fat på.”

Hendes stemme var som altid blid, på en fyldig dog stadig let måde. Med et venligt smil, rakte hun ham sit urørte glas og satte hovedet let på skrå. Hendes handling, kunne aflæses som en bekendtgørelse, af en slags. Hendes ord ville ikke have meget medhold, medmindre han selv smagte og dermed dannede sin egen mening. Hun lod sit blik gå fra glasset og tilbage til ham, med en sikker konklusion; menneske var han ikke.

”Døm selv, om kvaliteten er den høje pris værd.”

En let latter undslap hende, i det hun gav glasset et sidste skub, mens hun roligt rykkede flasken frem og tilbage imellem sine marmorhvide klaverfinger.

Musikken var som en summende baggrundsstøj. En lyd, der blot var til, for at minde om, at det stadig var et diskotek de befandt sig. Julian Grey var dog hurtig til at ignorere den lette summen af bankende musik, ligesom han var i stand til at se bort fra de blinkende omgivelser og de dansende mennesker. Som var et magisk om end usynligt skjold sat op mellem dansegulvet og siddepladserne. En slags form for magi måtte det i hvert fald være. Mon folk ud på gulvet overhovedet var i stand til at høre, hvad der blev snakket om i sofaerne, eller fungerede det det skjold, Julian Grey var sikker på var der, som en lydtæt mur, hvis eneste besvær var at holde de højeste lyde borte.

Praktisk ville det i hvert fald være for det betød at snakken ville blive uforstyrret, og der ikke var grund til at tænke på de lyttende omgivelser.
De intet visende øjne, der kun reflekterede de blinkende lys, så på pigen overfor. Lagde mærke til hendes øjne især, der kunne minde om en kats. Videre til det mørke hår og lyse hud med de rødmalede læber fungerende som mund. Julian Grey, der for en uge siden omgående havde konkluderet hende som menneske i menneskelige omgivelser, var blevet præget af mødet med den temperamentsfulde dæmon, og forholdte sig derfor langt mere mistroisk til sine egne sanser.

Desuden var hun, kvinden, klædt langt mere anstændigt og synes at havde en smag for langt finere ting en det generelle folk i Di Morga. Han kunne langt bedre forholde sig til hende og til hendes væremåde, og det gjorde på en måde des hele endnu farligere. Desuden var han ikke i stand til at se, hvilken mulig race kunne repræsentere, og valgte derfor at kategorisere hendes som menneske, til andet var bevidst.
Beviset kom hurtigere end ventet.

Den mørkhårede mand lyttede til ordene der blev sagt, og bemærkede den tone der blev benyttet. Underbyggede hans antagelse om, at hun ikke boede i en kasse på et gadehjørne. Han hun uden tvivl havde visse.. Ja, hvad det præcist var, formåede han endnu ikke at sætte en finger på, men en ting var sikkert. Julian Grey havde netop mødt en helt anden slags beboer i Di Morga. En beboer, som fik hans tanker om, hvor primitivt landet var, til at smuldre en smule.

Hendes ord vækkede den lette interesse og øjnene gled opmærksomt mod glasset hun netop havde talt om. Den røde væske virkede fangende. Nærmest som en refleks, lod han fingrene lukke sig om glassets stilk. Kort løb blikket atter op og mødte hendes, hvorefter ham med et umærkeligt og næsten uset smil, der skulle fungere som et slags tak, fordi hun tilbød ham en smagsprøve, drejede glasset mellem fingrende og betragtede indholdet.

Så ganske forsigtig tog han en slurk og satte atter glasset ned på bordet i mellem dem.

Smagen overraskede ham en del, og han kunne i samme øjeblik konkludere at det med stor sikkerhed ikke var menneskeracen hun tilhørte, men langt mere sandsynligt en hel anden og langt mørkere art.
Men tankerne strømmede igennem ham, og smagen forsat lå på hans tunge, havde han bøjet nakken og dermed set mod bordoverfladen, mens mørket havde lagt sig om ansigtet på ham.
Så rettede han sig, og den ene mundvig gled næsten hemmelighedsfuldt en anelse op.

”Det er bestemt den høje pris værd.”

Bekendtgjorde han, og sikrede at han havde fanget hendes øjne i sine egne, før han valgte at lufte de næste ord, der ligeså var rolige og afslappede, som havde han blot smagt en fornem vin og ikke…

”Dog troede jeg ikke, at det var noget I drak af flaske?”

Felicía iagttog, uden at stirre, sit uventede selskab. Hun kunne ikke undgå, at lade sig fascinere, af mandens ulæselige ansigtstræk. Det var en omvæltning, da hun normalt kunne læse dem omkring sig som åbne bøger. Ikke fordi hun brugte sine magiske evner, men fordi hun i stedet, havde lært at læse folks kropsprog ned til den mindste detalje. Og her sad hun så, overfor en mand, der indtil videre havde fået hendes talent, til at gå i et med den mørkevæg, hun så roligt sad op af. En del af hende, fandt det næsten glædeligt, i det hun så ikke behøvede at anstrenge sig og i stedet kunne være mere afslappet.
Felicía’s blik faldt på dansegulvet og dets mange rytmeløse væsner. En kvinde prøvede af al beherskelse og få sine hofter til at rykke i takt til musikken, men fejlede pinagtigt, da hun var for fuld til at styre hverken ben eller arme i samme retning. Et næsten sarkastisk smil faldt hende om læben, i det hun satte hovedet let på skrå og igen vendte sit blik tilbage til sit selskab. Man skulle ikke være tankelæser for at opfange hendes underholdte tankestrøm.

Da manden endelig havde taget en slurk, holdte hun kort op med at dreje flasken. I stedet blev hendes katteagtige pupiller en anelse større, hvilket til en grad afslørede hendes nysgerrighed. Hun vidste hendes metode var en smule direkte, i det hun jo rimelig hurtigt afslørede hvad hun var. Men Felicía var alt andet end sky omkring sin race. Hun var skam stolt, men ikke den type stolt, der uden videre bare kastede sin race og klan i hovedet på folk. I takt med Di Morgas forandring, havde hun lært at holde en noget lav profil, da selv vampyrer blev solgt på det sorte marked. Dog vidste hun, at dette aldrig ville blive hendes skæbne. Selv om Felicía’s ydre var tiltalende, havde hun visdom og en hjernekapacitet der overgik de fleste slavehandleres.

Da den ene side af hans mundvig, gled en smule op ad, vidste hun at han næppe var af menneskelig herkomst. Da intet menneske ville, kunne tåle engleblod, som var vinglasset og flaskens indhold. Hendes blik strejfede kort, hans mørke hår, lettere blege ansigt og til sidst de intet afslørende øjne. Alt i mens et stille smil prægede hendes mundvig. Med en let bevægelse, rykkede hun sig en smule forover, som for at fortælle en hemmelig.

”Det er skam heller ikke noget udbredt. Men visse blodtyper må opbevares godt, da hver en dråbe anses for at være dyr og næsten koster en formue på det sorte marked”

Hun satte sig tilbage og sippede let til glasset, før hun igen lagde det på bordets midte. Hun så uinteresseret rundt, på de mange mennesker.

”Dog må jeg indrømme, alt smager bedre, taget direkte fra de pulserende årer.”

Et næsten djævelsk glimt, kom over de ellers så syrelig øjne, men forsvandt ligeså hurtigt igen.

Et af nattens utallige børn, var, hvad hun var. Et væsen født af den mørkeste og mest forbandede skygge, kun overgået af kaosdæmonerne og de djævelske djævle fra helvedes vildeste flammer. Hun bar i sandhed på karaktertræk, som bevidnede om hendes race, men samtidig, var det ikke til at sige, hvad præcist, der gjorde udslaget og røbede hendes sande identitet som vampyr – vel og mærke rent udseendemæssigt. Når det kom til blodet, der udgjorde flaskens indhold, var det ikke så svært at drage konklusionen.
Dog, huskede han, kunne blod sagtens falde i andres racers smag, og der løb sågar rygter om, at selv mennesker i tider var blevet afhængige af den livgivende væske.

Og angående blodet i flasken, kunne der ikke herske tvivl om, hvilken type det var. Som dråber af liv påvirkede det selv Julian Grey, hvis holdning allerede var blevet en smule afslappet at se på. Hjertet bankede ikke af sted, og alt synes at se en lille smule klarere ud. Her lovede Julian Grey sig selv en ting: Han ville ikke smage engleblod igen. Aldrig.
Mens løftet blev givet, snakkede den unge kvinde, og han gjorde ikke andet end at nikke som respons.

Samtidig slog det ham, at hun slet ikke var fuld, eller tilnærmelsesvis beruset. Ikke den mindste lille smule. Ikke at Julian Grey selv var det – for det var han ikke, men han vidste at fulde folk snakkede og at ordsproget om at sandheden kom fra et barns eller en fuld personens mund var sandt. Men hun var hverken barn eller fuld, og det han ønskede var sandheden.
Tanken om, hvorvidt blod var i stand til direkte at beruse vampyrer slog ham pludselig. Nogle historier fortalte om en slags rus, men hvorvidt der var tale om en direkte fuldskab – sådan en slags som også kan skyldes alkohol – var ikke til at sige. Og hvis det i så fald var muligt, var en flaske så nok?
Julian vidste, at han ikke havde tid eller tålmodighed til at vente og tjekke efter. Og samtidig…
Han så på hende, mens det nu dyriske, djævelske blik skød frem og blottede sig for en stund.
… Nej, hun var uden tvivl ikke en person, man kunne få enhver sandhed ud af, uden nogen form for hjælpemidler. Heldigvis for Julian Grey havde han taget sine forholdsregler.

Det var en smule naiv nysgerrighed, som endte med at træde frem på hans ansigt. En opmærksomhed fulgte trop, og bevidnede, at han havde set det glimt, hun før havde blottet.
Så, mens han besvarede hende ord, strakte han armen frem, for at tage flasken og inspicere den lidt nærmere.

”Det må også skyldes oplevelsen, ikke? – Jeg mener, intet slår en jagt, med en vellykket fangst, vel? ”

Et par altædende øjne så på hende, i samme øjeblik ordene blev sagt, for at tjekke om det fremkaldte en reaktion. Det var, så vidt Julian havde opdaget, jagt som synes at spille en af de vigtigere roller for landets befolkning. Samtidig havde han fået det indtryk, at jagt var noget, som man bare gjorde. At det ikke indebar konsekvenser og på den måde nærmest kunne betegnes som en del af livet i landet.

Øjnene røg ned på flasken, der var i hans ene hånd. Roligt, blev hånden løftet en anelse, så flaskens etikette blev synliggjort i det blinkende lys.
Det var tydeligt, at han forsøgte at tyde det i halvmørket, og at det interesserede ham. Som en turist, der interesserer sig for den besøgte kultur.
En anelse henkastet og uden at løfte øjnene fra flasken, spurgte han:

”Bor du egentlig her?.. Og i bedste fald, kender du så hende der, med det lyse hår, som står oppe bag baren? ”

Selvom det muligvis lød henkastet og ligegyldigt, var der noget i den stemme, han sagde det med, som afslørede, at han ønskede, at hun skulle se mod denne lyshårede, og fortælle, hvem det var..

Hvis hun valgte at kigge, i den retning han henviste til, og dermed fjerne øjnene fra Julian, der forsat forsøgte at tyde skriften i det sparsomme lys, ville han ubemærket finde en lille hvid pille op fra en af de dybe jakkelommer, og forsigtigt putte pillen i flasken, uden at fange den bortvendte opmærksomhed. Og dermed forsætte med at lade som om, at flasken havde hans fulde interesse.