I'm sorry for taking your time.. sir //John Donovan//

”Ellie, du går ingen steder!” Ellies mor havde hævet stemmen, hvilket hun ellers aldrig gjorde. De stod i hver sin ende af Hall’en – Ellie med ryggen til hoveddøren og hendes mor stod med front mod Ellie og med ryggen til døren ind til stuen, som hun lige var kommet ud af. Ellies knyttede hænder rystede af vrede og frustration ”Du bestemmer ikke over mig!” Hendes stemme rystede og afslørede at hun var tæt på at græde. Hendes mor grinede en kold og hånlig latter. ”Åh jo, min fine ven. Det er lige præcis det jeg gør. Jeg er din mor og jeg bestemmer over dig indtil du fylder 18, og så længe du bor i dette hus.” Hun satte hånden i siden og sendte Ellie et blik, der sagde ’det-her-kan-ikke-diskuteres!’ Ellie kneb læberne sammen og knyttede hænderne endnu mere; helt indtil huden blev hvid over knoerne. Ellie plejede ikke rigtig at blive direkte uvenner med sin mor, fordi moren næsten aldrig var hjemme. Men nu havde hun fået nyt job, der gjorde det muligt for hende at arbejde hjemme af og til, og det betød at hun slet ikke behøvede at forlade huset. Hendes nærvær fik Ellie til at gå amok, for hendes mor troede, at hun skulle bestemme alting og nu havde Ellie fået nok. ”Du er et forfærdeligt eksempel på en mor!” Hvæsede hun ud gennem sammenbidte tænder. Ved den kommentar begyndte Ellies mor at bevæge sig over mod hende, hendes højhælede sko lavede klik-klak lyde mod stengulvet. Ellie stirrede trodsigt på sin mor og blinkede ikke en eneste gang, da moren sin hånd mod hendes ansigt. Farten og slaget tvang Ellies hoved til siden, og den svidende smerte hendes mors hånd efterlod på hende kind, fik endelig de tårer, der havde gjorde hendes øjne blanke, til at falde ned over hendes kinder. Ellie var stivnet. Hendes hoved var stadig drejet til siden og hendes blik rettet mod gulvet.
”Gå væk fra hende.” Lød en stemme, Luke’s, og hastinge fodtrin hørtes på trappetrinene inden han nåede ned på gulvet i hall’en. Hans stemme var truende, advarende. ”Luke..” begyndte deres mor, men Luke afbrød hende. ”Gå væk fra hende, sagde jeg.” Sagde han igen. Hans stemme var så myndig og advarende, at deres mor forbløffet trådte et skridt tilbage og tillod Luke at træde ind mellem hende og Ellie. Han stirrede vredt på sin mor og skjulte Ellie bag ved sig. Selvom han havde blikket rettet mod morens ansigt der var et hoved lavere end hans eget, fangede hans hånd hurtigt Ellies i et betryggende klem. Ellie var kun lige høj nok til at kunne se over sin brors skulder, og hun så på sin mor med et forrådt blik. Hun var før blevet slået af sin far – en del gange endda – og selvom smerten af dette slag slet ikke kunne hamle op med hendes fars, syntes hun at dette var meget værre. Hun havde aldrig troet at hendes mor ville slå hende. Hun følte sig såret og forrådt. Hun følte sig endnu mere uelsket end hun var i forvejen. Luke vendte sig mod Ellie og fangede hendes blik. ”Gå,” sagde han lavmeldt og lod en tommefinger løber over hendes brændende røde kind. Ellie så bare på ham i få sekunder inden hun nikkede, bukkede sig ned for at samle sin sportstaske op fra gulvet, vendte om på hælen og med hurtige skridt forsvandt ud af hoveddøren. Hun skyndte sig ned af den lille trappe der førte op til hoveddøren og småløb hen til sin mors bil. Hendes mor ville blive stiktosset, når hun opdagede at Ellie havde taget bilen. For det første var Ellie stadig mindreårig, dvs under 18, og havde derfor ikke kørekort og for det andet var forældrenes biler off-limit for både hende og Luke. Luke havde dog sin egen fede bil, som han havde fået i 18’års fødselsdagsgave. Med rystende hænder rev hun døren op, smed tasken ind på passagersædet og satte nøglen i tindingen. Hun speedede op på vej ud af indkørslen og begyndte at hulke så vejen foran hende blev sløret. Da hun først havde sat sig ind i bilen, havde hun ikke vidst hvor hun ville køre hen, men nu var der ingen tvivl. Hun var på vej hjem til John. Det var få uger siden de havde mødtes til det selskab, og han havde kørt hende hjem efterfølgende. Der var ikke sket noget mellem dem, men hun syntes godt om ham, og det lod til at han rent faktisk heller ikke havde noget imod hende. Inden han havde sat hende af, havde hun spurgt ham hvor han boede, for det var jo kun fair, at hun også vidste hvor han boede nu hvor han jo kendte hendes adresse. Der var ikke langt hen til ham, og da hun ankom, parkerede hun foran lejlighedskomplekset. Hun hev sportstasken til sig og stod ud af bilen. Hun svang tasken over skulderen og gik op bygningen foran hende Hun græd ikke mere, men hendes mascara – som var det eneste makeup hun havde på – var tværet en smule ud under hendes øjne og afslørede at hun havde grædt. Nu hendes læber ikke var malet blodrøde, som de havde været til selskabet, havde de en bleg lyserød farve og hendes hår, der havde været blødt, glat og skinnede, var sat op i en rodet høj hestehale. Hun skubbede døren ind, en smule overrasket, over at alle og enhver bare havde adgang til opgangen, men det passede hende nu meget godt lige i denne situation. Lidt overrumplet kiggede hun på elevatorene. Hun anede ikke hvilken etage han boede på og hun gad simpelthen ikke gå rundt og kigge på hver enkelt dør, for at finde hans navn. Heldigvis var der oplinet postkasser for alle beboerne på en af væggene modsat elevatorerne og hun fandt hurtigt hans navn. Det kunne hun da have tænkt sig til. Han boede aller øverst. Hun gik ind i en af elevatorerne og trykkede på det tal, som matchede med den sal han boede på. Turen var hurtig og behagelig jævn, og der gik ikke lang tid før hun stod på hans etage. Hun så sig lidt omkring. Der var mere en én dør heroppe. Hun gik først hen mod en, hvor der stod noget hun ikke kunne udtale. Okay, ikke her. Ved den næste dør havde hun mere held. John Donovan. Hun trykkede ringeklokken ind en enkelt gang og hørte svagt af den ringede på den anden side af døren. Der stod hun så i sorte leggings, sorte UGG’s, en af Luke’s grå hættetrøjer, der gik hende til højt på lårene og som hun havde været nødt til at rulle ærmerne op på for at kunne få hænderne fri, og et tykt mørkegråt strikket halstørklæde. Hun lignede slet ikke den rige pige, som hun jo var.. bortset fra at hendes sportstaske var fra Louis Vuitton og havde det klassiske look med brun baggrund og hvidlige tegn. Så snart dørklokken var holdt op med at bimle, fortrød hun sin handling. Hvorfor var hun overhovedet tager derhen? Det havde jo været en åndsvag ide. Hun havde ikke snakket med John siden selskabet og det var ikke engang sikkert at han gad se på hende. Hun havde dog følt at de havde en form for connection og han lod til at forstå hende på en måde som ingen andre gjorde. Hun havde en trang til at flygte og køre sin vej igen, men chancen for at hun ikke ville nå væk inden døren blev åbnet, var for stor og derfor sænkede hun blikket og valgte pænt at blive stående.

De sidste par dage havde været et væld af blandede følelser. Han havde været utrolig tæt på at dø, og dét alene trak ham tilbage til virkeligheden. Han havde været meget mere drømmende siden han kom til Terre, men det var først nu han havde indset hvor meget kriminalitet der fandtes i denne by. Noget han langt fra havde regnet med, specielt fordi de havde en mere stram våbenpolitik her, i forhold til USA. Det var ikke fordi han blev bange. Det mindede ham bare på hvor barsk verdenen var, og at det ikke kun var hans barndom som havde føltes sådan. Set på den måde, var han glad for at hans far havde forberedt ham til hvad verdenen var. Han følte sig mere rustet, end de fleste andre og derfor følte han også at han skulle give igen, og hjælpe dem der havde det sværere. Der skete ham heldigvis heller ikke andet end, at han fik en lille flænge på underarmen, og hvis han absolut skulle dø på et tidspunkt, kunne han ikke finde en mere værdig måde end at ofre sit liv for andre, eller gøre det under tjeneste.

Bogen han læste i, havde han fået foræret af sin afdøde fætter, der tidligere havde haft samme drømme som John, bortset fra at han valgte at blive marinesoldat. Fætterens fald i krig var også den største grund til, at John ikke selv valgte at blive soldat. I hvert fald dengang.
Romanen handlede om en mands tid i fængslet, hvordan han opnåede respekt mellem de andre mænd og til sidst var den første som flygtede fra fængslet. Efter 40 år.
John vendte blikket op, da han hørte nogen ringe på til lejligheden. Han rynkede lidt på panden idet han lukkede bogen og satte sine fødder i gulvet. Han ventede ikke besøg, og kunne ikke på nogen måde gætte sig frem til, hvem der stod foran hans dør på denne tid, ikke desto mindre var det en meget naturlig ting at gøre i USA, hvor man i Europa oftest altid skulle lave en aftale på forhånd. Blikket strejfede vinduet ud til gaden, men det så ikke ud til at der var så mange forbipasserende. En hvid T-shirt blev trukket nedover hans bare overkrop, så det hvide stod i kontrast til sine sorte bukser og sin solbrune hud.

Han nærmede sig døren med langsomme skridt, før han låste den op. De grønne øjne blev mødt af en velkendt skikkelse, hvilket udelukkende var en positiv overraskelse. Han havde ikke troet han skulle se hende på den måde. Hun lignede langt fra den glamourøse pige, som han havde mødt for et par uger siden. Ikke at det gjorde ham noget, tværtimod kunne han godt lide det. Han var overrasket, og forvirret på samme tid, for selvom han gerne ville se hende igen, havde han ikke regnet med det ville blive på den her måde. Derfor gik han også ud fra, at hun havde en god grund – han troede næppe på det blot var fordi hun gerne ville se ham igen. Den unge kvinde var Ellie Hemmings, og ud fra hendes førstehåndsindtryk, var han kun glad for at se hende foran hans dør.

”Ellie” han sendte hende et let smil, der signalerede at han ikke havde noget imod hende fremmøde, på trods af at det var uventet. ”Kom ind” han trak et skridt til siden, så hun kunne træde ind i lejligheden, hvorefter han lukkede døren bag sig. Entréen var større end i de fleste lejligheder, og lejligheden havde generelt et sydeuropæisk look, med sandfarver, søjler og det at den var mere rustikt end den var moderne, på trods af at de fleste ting i lejligheden var fornyet, havde han også behov for at det var hyggeligt og hjemligt, fremfor koldt eller fremmet. Den bar også tydeligt præg af, at han var rigere end gennemsnittet. Ganske vidst havde han ikke noget arbejde, men han tjente penge på de aktier han havde investeret i, samtidig med at han stadig havde en bunke penge tilbage i hans opsparing.
Han tøvede lidt, mens han så ned af hendes krop og til sidst ind i hendes øjne. ”Er du okay?” det var tydeligt at mærke bekymringen i stemmen, men det var naturligt for ham at spørge. Han havde lagt mærke til, at mascaraen ikke sad perfekt, og at der nok var andre grunde til at hun var kommet, end ham. Det var ikke fordi han kunne læse pigers tanker eller følelser, langt fra, men han kunne oftest godt se når noget var galt.
Han vendte blikket mod stuen, inden han gav sig til at gå derhen. Han vendte sig fremadrettet for at se på hende, og gav tegn med hånden mod sofaen, som tegn på at hun skulle være velkommen til at sætte sig.

Ellie fangede sin læbe mellem tænderne, mens hun vendtede på at døren skulle blive åbnet.. hvis John overhovedet var hjemme. Der gik dog ikke særlig lang tid, før hun kunne høre fodtrin på den anden side af døren. Hendes hjerte begyndte at banke og hun blev underlig nervøs. Hun var bange for at han bare ville se på hende og derefter lukke døren i hovedet på hende. Det ville hun ikke kunne klare, for hun havde ikke andre steder at tage hen. De kendte godt nok ikke hinanden særlig godt, men han var den eneste chance hun havde for at komme væk hjemmefra. Hun hørte låsen klikke, og slap sin læbe og så op da døren blev åbnet. Han så overrasket ud.. det var jo klart. Hun var kommet rimlig uanmeldt på besøg. Dog så han ikke ud til at han fandt hendes besøg irriterende.
Da han smilede let til hende, gengældte hun prøvende hans smil. Hendes svage smil blev taknemmligt, da han inviterede hende inden for. Hun vidste ikke hvad hun havde regnet med, men det her var i hvert fald hvad hun havde håbet på. "Tak," mumlede hun lavmeldt og så sig om da hun trådte inden for døren. Lejligheden var ikke moderne, men havde noget gammeldagsover det. Det var smukt. Ellie stod lidt med sin taske i hænderne og så rundt indtil deres øjne mødte hinandens. Der gik dog ikke ret lang tid, før hun brød øjenkontakten og sænkede blikket. Hendes øjne blev blanke og hun rystede blot på hovedet til hans spørgsmål. Hun ville gerne svare ham, men hun var bange for at hendes stemme ville ryste, og hun ville ikke græde. I hvert fald ikke foran ham. Hun sparkede sine sko af og fulgte tavst efter ham ind i stuen. Da han tavst tilbød hende at sætte sig i sofaen, lod hun tasken dumpe ned på gulvet ved siden af sofaen og gled derfor ned i de bløde hynder. "Du bor flot," mumlede hun og så op på ham. Hun trak knæene op til sig og lagde armene om dem, så hun fyldte så lidt så muligt. Det var det hun havde lyst til. Når hun havde det sådan her, havde hun bare lyst til at forsvinde og det gjorde det en smule bedre, at krumme sig sammen og prøve at tænke på noget andet. Hun sænkede sit blik og fugtede læberne med tungen. "Undskyld jeg sådan kommer brasende!" mumlede hun og sendte ham et undskyldende blik.

Han havde ikke regnet med, at hun var okay. I hvert fald havde det ikke virket sådan. Men af en eller anden grund, ville hun ikke fortælle ham det, eller også havde der været en helt anden grund til, at hun var kommet. Han gik ud fra hun ikke ville snakke om det, om alting var, ikke til at starte med. ”Tak” han så rundt i stuen, som om det også var første gang han havde set den, hvorefter han gik ud i køkkenet. ”Du er fra England, ikke?” han begyndte at koge noget vand, som forberedelse til te. ”Har du lyst til te?” han hævede stemmen en smule, for at være sikker på hun kunne høre ham, på trods af at hans lejlighed heller ikke var den største. Om ikke andet, skulle han nok selv drikke det. Var der noget han havde lært, var det at man altid skulle byde sine gæster på nogle forfriskninger, og nu hvor vintertiden var over dem, virkede te oplagt. Han gik tilbage ind i stuen, stillede teen på bordet, og gik hen for at tænde pejsen, så han sad på et knæ med ryggen til hende. ”Du skal ikke sige undskyld.. Jeg havde ikke travlt med noget” han vendte for et øjeblik blikket mod hende, og fortsatte ”Jeg havde nattevagten i går, så jeg har fri i dag” politiuddannelsen, var opdelt i skoleophold og praktik, og han var på nuværende tidspunkt, en måned fra at skulle tilbage på akademiet, fremfor stationen. Da der endelig kom ild, gik han tilbage til hende, for at sætte sig i sofaen.

Han vidste godt at de ikke havde kendt hinanden i lang tid, men på en eller anden mærkelig måde, føltes det som om de havde kendt hinanden i flere år. Han trak koppen op til sin mund, for at smage på den varme væske, og så ind i flammerne. Han forstod ikke helt, hvad der stoppede hende i at fortælle hvorfor hun kom, og derfor måtte han nød til at sige det var okay. Hvad end årsagen havde været, burde hun kunne fortælle ham det. Hvis det handlede om andre personer, vidste hun forhåbentligt at han var på hendes side, og hvis det var en hemmelighed, kunne han ikke finde nogle grunde til at skulle fortælle det videre. ”Jeg ved ikke hvorfor du er kommet Ellie, men jeg håber du ved, at du kan være ærlig overfor mig.” han så ind i hendes øjne, og prøvede at læse hendes ansigt, i et forsøg på at forstå hende bedre. Selvfølgelig burde hun ikke stole på hvem som helst, men hun måtte da stole på ham nok, for overhovedet at møde op foran hans lejlighed. Af en eller anden grund bekymrede han sig for hende og at hun gik rundt med en sportstaske, indikerede enten at der havde været problemer i hjemmet, eller at der blot var sket noget mens hun havde tasken på sig, og hvis han kunne gøre noget, for at hjælpe hende, så var hun det værd. Selv hvis det bare var at lytte på hende.

Ellie så efter John, da han forsvandt ud i et rum, som hun regnede med var køkkenet. Hun nikkede til hans spørgsmål, men huskede først efter hun havde lavet bevægelse, at han ikke kunne se hende. "Eh, jo." Svarede hun ham i et højere tonefald, der gjorde det muligt for ham at høre hende, selvom de ikke længere var i samme rum. Hun havde fortalt ham at hun var fra England, da de havde mødt hinanden til selskabet, men hun bebrejdede ham ikke, hvis han ikke kunne huske det. Hvorfor skulle han også huske noget af det hun havde fortalt ham. Hun var jo ikke vigtig eller noget.
"Ja, tak." Svarede hun med lidt lavere stemme, men stadig højt nok til at han kunne høre det, da han tilbød hende te. Hun fulgte ham med øjnene, da han atter kom ind i stuen. Der var et eller andet over ham, der fik hende til at føle sig rolig.. tryg. Så snart han havde sat krusene med te på bordet, lænede hun sig frem og greb en af dem i mellem sine hænder. Ellie elskede te. Ikke bare fordi det smagte godt, men fordi hun næsten altid frøs og te'en varmede hende altid. Hun pustede let på den dampende væske fordi den endnu var for varm til at drikke. Hun så over på ham, ved kaminen, da han henvendte sig til hende igen. Hun smilede svagt til ham og nikkede. Hun var glad for at han ikke var på arbejde idag eller havde travlt med noget andet, for så havde hun slet ikke vidst hvor hun skulle tage hen.
Ellie havde blikket rettet mod sin te, da han satte sig i sofaen ved siden af hende, og hun løftede først blikket, da han sagde noget. Hun fangede sin underlæbe mellem tænderne, men slog ikke blikket væk fra hans, før han var færdig med at tale. Hun forstod ham godt. Det var jo også underligt at hun bare sådan var kommet uanmeldt forbi, og hun kunne godt forstå at han gerne ville vide, hvad der var galt og hvorfor hun var kommet. Hun nikkede let og så op på ham igen. "Det er bare min mor." mumlede hun lavmældt og så ned på te'en. "Hun.. hun har fået nyt job, så hun er hjemme hele tiden og jeg er bare blevet træt af at blive svinet til 24 timer i døgnet.." Ellie vidste godt, at hendes mor ikke var synderligt begejstret for hende, men det var altså ikke rart at høre hvor dum og uduelig man var hele tiden. Det eneste, hun hørte fra sin mor, var hvor meget hun ønskede sig en datter der ikke var lige som Ellie. Og selvom Ellie prøvede at virke ligeglad, så gjorde det altså ondt at få at vide at ens mor egentlig ikke gider at have en.

Familieproblemer. Han var glad for, at det ikke var værre, på trods af at det aldrig var særlig rart at skændtes med sin familie. Specielt fordi man ikke selv havde valgt dem, og var nødsaget til at få det bedste ud af det alligevel. Det lød dog ikke helt som om, de blot havde været oppe at skændes. Skænderier var en naturlig ting, men at blive behandlet dårligt, var noget som gjorde virkelig ondt. John har haft alle mulige regelsæt igennem sin opvækst - så mange ting han ikke måtte, og utallige høje forventninger. Han havde også løbet hjemmefra engang, blot ud til en livsfarlig ødemark i stedet. Det han burde have gjort, var at tage hen til nogen, sådan som Ellie havde gjort det. Hun havde blot brug for tid og plads fra sin familie. Det ville de fleste kunne forstå.
”Det er jeg ked af, at høre” John vendte for første gang blikket ind i hendes. Hendes mor burde styrke hendes selvtillid, fremfor at trække Ellie længere ned. ”Du fortjener ikke at blive behandlet sådan.. Det gør ingen.” børn, uanset om de var fem eller sytten, burde aldrig blive svinet til af deres forældre. John havde selv fået et par verbale knytnæver, men han sagde altid, at det gjorde ham stærkere, og fik ham til at præstere bedre, på trods af at det gjorde ondt. Dem man elskede højest, var også dem som kunne såre en dybest. ”For at være ærlig, kan jeg ikke se hvilke negative ting, man kan beskrive dig med” en antydning af et smil viste sig på hans læber, inden han atter så over mod ilden, og trak koppen op til sin mund for at drikke sin te. Han prøvede at huske tilbage på deres aften sammen, og på trods af at alkoholen havde sløret dele af den, så huskede han den tydeligt. Han sænkede koppen, og så over imod et fotografi, der stod indrammet over pejsen. Det var et billede af hele familien Donovan, i en anledning af thanksgiving, for tre år siden. Faktisk var det sidste gang han havde set hele familien samlet. Det var sjældent de alle havde tid, på en og samme dag, men de fleste havde fri den dag.

”Er der ingen i din familie som bakker op om din sangkarriere?” Hvis hun havde nogle søskende, ville de med stor sandsynlighed gøre det. Men det ville også i sandhed være en skam, hvis ingen støttede hende i det. Det ville kun gøre det sværere for hende at følge sin drøm. Der var dog stadig en måde hvorpå hun kunne modbevise dem – hvis hun blev en succesfuld sanger, vel og mærke. Og endnu mere, hvis hun kunne ende med at tjene mere end dem. Og hvad var det værste der kunne ske? Det mindste man kunne gøre var vel at prøve. John mente, at man burde gøre hvad end, der gjorde en lykkelig, og så var det lige meget hvordan man definerede lykke. Vi har kun et liv, så hvorfor ikke få det bedste ud af det. Måske var det et dumt spørgsmål, for ingen i hans egen familie støttede op omkring hans karriere, men han ville gerne vide det, for i det mindste var musik lidt mere velset i familier som deres. Ganske rigtigt ville de fleste familier være stolte over at have en søn i politiet eller militæret, men så heldig var John ikke. Han var næsten ved at opgive håbet, om nogensinde at gøre sin far stolt, for det virkede så usandsynligt, og fjernt. Desuden ville han ikke tjene halvdelen af alle de penge, en berømt sangerinde ville.

Ellie smilede taknemmeligt til ham, da han sagde, at hun ikke fortjente at blive behandlet sådan. Det var der delte meninger om, for hendes forældre syntes helt klart, at det var præcis sådan hun fortjente at blive behandlet.. især når man tænkte på hvordan hun af og til opførte sig. De forstod bare ikke, at hvis de virkelig gerne ville have hende til at opføre sig ordentligt, så fik de hende ikke til det ved at skælde hende ud og straffe hende både fysisk og psykisk. Det gav hende ikke dårlig samvittighed. Tværtimod. Det gave hende blot lyst til at gøre flere uansvarlige ting. Hvis de derimod en gang i mellem talte med hende, brugte tid sammen med hende og fortalte hende, at de rent faktisk holdt af hende, kunne det være, at hun ville prøve at tænke over sin opførsel. Ellies mundvige trak sig op i et lidt bredere smil, ved hans næste ord. Da hun først havde mødt ham og han havde givet hende komplimenter, havde hun troet at han var ligesom de fleste andre drenge og bare ville have hende med i seng, men nu føltes det slet ikke sådan. Det føltes mere som om han faktisk mente det og sagde det for at være sød mod hende.. ikke fordi han havde en lumsk bagtanke. "Tak, John." Sagde hun og tog en slurk af sin te. "Det var sødt af dig." Ellie var ikke vant til at få komplimenter.. i hvert fald ikke nogen, som hun lagde noget i. Hun fik tit at vide i byen, at hun var smuk og lækker og så videre, men det var udelukkende fordi drengene ville have noget fra hende.. og ofte gav hun det også villigt til dem.

Ellie trak på skuldrene ved hans spørgsmål. "Ikke rigtig," mumlede hun med et skævt smil, som sagde 'men-det-gør-ikke-noget'. Den i hendes familie, som hun havde det tætteste bånd til, var hendes storebror, og de var alligevel ikke særlig tætte. De havde ikke det bånd, hvor de kunne fortælle hinanden alt og det savnede Ellie. Luke var godt nok beskyttende over for hende af og til, men nogle gange syntes han, at hun selv var uden om det, og at hun bare kunne lade vær med at rode sig ind i ting, som hun ikke kunne overskue. Som fx da Ellie mistede sin mødom til en af Lukes venner - som han forresten stadig var venner med - som låste hende ude af lejligheden efter de havde været sammen. Så stod hun der, halvnøgen og hulkende, og ringede til Luke, der ikke gad at hente hende, fordi han mente at det var hendes egen skyld. Det var en af grundende til at hun ville ønske at hun var født i en hel anden familie, et helt andet sted på kloden. Der var ingen der bekymrede sig for hende... hun ville kunne lægge sig til at dø og først blive opdaget tre uger senere. Det var ikke rart at tænke på. Ellie smilede let til John. "Hvad med dig?" Hun lagde begge hænder om kruset for at varme sine fingre. "Jeg kan næsten gætte mig til, at din familie heller ikke er henrykt for din drømmekarriere?" Det var ikke fordi Ellie så ned på det at være politimand. Hun havde godt nok ikke meget respekt for dem, men det var intet personligt. Det var blot fordi hun havde været ude i så mange situationer, hvor der havde været politi indblandet. Hun spurgte mere for at være høflig og for at fortsætte samtalen, og fordi hun faktisk var nysgerrig. Hun kunne ikke forestille sig at sådan nogle rige og betydningsfulde mennesker kunne være særlig tilfredse med at have en søn, der ville have en karriere inden for politiet. Ligesom hendes forældre ikke brød sig om tanken om, at deres datter gerne ville være sanger. De ville kun blive tilfredse, hvis hun blev det, de gerne ville have. Og det ville hun ikke.

Han sagde blot det enhver ville sige, det var han overbevidst om. En pige som Ellie fortjente bedre, og det ville hun forhåbentligt også indse. Han nikkede kort, så hun vidste han satte pris på, at hun takkede ham. Han ville gerne vide hvorfor hun valgte at tage over til ham, men det kunne måske være irrelevant i øjeblikket. Det vigtigste var, at hun var i god behold, og var mere fornuftig end han nogensinde var. ”Du er velkommen til at blive her så længe du vil.” det var ikke for meget at tilbyde for ham, desuden vidste han ikke hvor alvorligt hendes familieproblemer var, men det var vigtigt for ham at hun havde muligheden. ”Du ved, så længe du har brug for at være væk” han vendte blikket mod hende, og håbede hun vidste hvad han mente. Hun havde højst sandsynligt ingen steder at tage hen, og han ville ikke have hun skulle gå i byen og rode sig ud i mere ballade. John var godhjertet, og bekymrede sig om de fleste, om de ville det eller ej. Det anderledes var bare, at han ligesom hende havde løbet fra sin familie. John havde både været svinet til verbalt såvel som fysisk. Endda selvom han ikke havde gjort noget decideret galt.. og selvom det burde have gjort det modsatte, havde det motiveret ham til at yde endnu mere, blot for at bevise at faren tog fejl med hensyn til ham.
Det var værre da han var mindre, for der troede han alle forældre var sådan, og det gjorde ubeskriveligt ondt at finde ud af, at det ikke stod til på den måde. ”Hvad kom i op og skændtes over?” han gik ud fra, at det var et stort skænderi, der havde udløst at hun forlod hjemmet, men det kunne selvfølgelig også have været den mindste ting, lagt til en masse forrige hændelser, der gjorde at hun havde fået nok. ”Hvis du altså vil fortælle det” han så lidt ned, måske fordi han var ret sikker på hun ikke ville fortælle det til ham. Hun havde ikke sagt særlig meget i den tid han havde kendt hende.. I hvert fald sjældent uden, at han havde spurgt ind til det.

”De er langt fra henrykte” han kunne ikke undgå at smile lidt over det, for han havde jo været så tæt på at bukke under for dem, men han havde lært at tage styringen og bestemme over sit eget liv. ”De har ikke som sådan noget imod karrieren, så længe alle andre end mig går ind i den..” han så en smule hen på billedet af sin familie. Han ville oprindeligt ind i militæret, men af en eller anden grund bekymrede hans familie sig lige pludselig om, at han skulle gå hen og dø. Det var til at grine af, for det var helt absurd, at de skulle have den tankegang. De havde aldrig udvist nogle tegn på bekymring for ham.. men alligevel virkede alle i hans familie enige om dette. På trods af at John ikke havde noget imod at dø, hvis det var som fald i krig. Og selvom det i øjeblikket virkede som en god karriere, ville han nok give dem ret i, at han kunne komme til at fortryde det senere i livet, hvis han blev forelsket i nogen. ”De støtter mig ikke i det, fordi jeg oprindeligt havde søgt ind på Harvard og Stanford. Universiteter som jeg rent faktisk havde en chance for at komme ind på.. men som jeg valgte fra, fordi jeg ikke ville blive lykkelig af det.” Ville enhver god forælder ikke støtte det, der ville gøre ens barn lykkeligt? Selvfølgelig, kunne han godt have taget den universitetsuddannelse først, men som han så det, ville det bare være flere års spild, og for at være ærlig ville han væk fra familien, så selvom de havde smidt ham ud hjemmefra, var han glad for det.
Hans far vil helst have han bliver advokat, ligesom ham. Men resten af familien havde presset ham til at søge ind på lægestudiet, og det var kun fordi de ikke havde haft en læge i hans familie endnu. Det var noget af det mest latterlige. For så var det jo ikke engang, fordi de troede han ville være en god læge. Han forstod sig ikke på dem, og selvom de fleste mennesker på politiuddannelsen ikke kom fra rige familier, så var de meget rarere at være sammen med.

En varm følelse bredte sig i hendes krop, da han sagde, at hun var velkommen til at blive så længe hun havde lyst til og brug for. Hvorfor skulle han være så venlig? De kendte næsten ikke hinanden og alligevel var han så åben og venlig mod hende. Han behandlede hende næsten som en bror eller en rigtig god ven ville. Hun havde ikke givet ham nogle som helst grund til at stole på hende og alligevel smækkede han ikke døren i hovedet på hende. Det gjorde hende på en underligt måde utrolig rørt. Det fik hende til at føle sig... værdsat på en eller anden måde. Noget som hun sjældent havde prøvet før. Tårerne forrådte hende, og strømmede op i hendes øjne og gjorde dem blanke. "Tak," mumlede hun og selvom ordet i sig selv ikke sagde ret meget, lå der så mange følelser bag ordet og det var tydeligt at høre hvor meget det betød for hende, at hun måtte være der. Hun blinkede med øjnene for at få tårerene til at forsvinde, men det hjalp ikke særlig meget.
Ellie sænkede blikket en anelse, da han spurgte hvad hun havde skændtes med sin mor om. Hun var et rimligt privat mennesker, og havde egentlig ikke lyst til at skulle afsløre noget over for ham, men hun skyldte ham det lidt eftersom hun havde kommet brasende på den måde. "Det var ikke noget særligt," sagde hun med en stemme der var svag og rystende. "Det blev bare for meget.." Hun snøftede og så op på ham. ".. og jeg kunne ikke holde ud af være derhjemme mere. Jeg er virkelig ked af, at jeg kommer brasende, men du er den eneste person jeg føler mig nogen lunde tryg hos." Hun slog blikket ned igen. Flot. Nu ville han garanteret synes, at hun var underlig. De kendte næsten ikke hinanden og hun sad her og vrøvlede op om at hun føltes sig tryg hos ham. Men det var sandheden. Ikke engang hos sin bror, som hun var sikker på var det menneske i verden, der elskede hende mest, var hun ikke rigtig tryg hos. Han kunne også godt være en idiot over for hende, og han valgte ofte sine venner frem for hende. Hun betroede han ofte ting, hun ikke fortalt andre mennesker, men det var fordi hun vidste, at han ikke ville tænke dårligt om hende. Han kendte hende og han var lige så fucked som hun var.
Ellie så vurderende på ham. Hun vidste udemærket godt hvordan det var at have forældre, der ikke var tilfredse med en. Hun sendte ham et trist blik. "Mine forældre vil også have mig til at gå på universitetet, og de har også prøvet at bestikke de bedste universiteter, men der er ingen der vil optage mig." Hun trak på skuldrene. Hun smilede ikke hånligt over kommentaren, som hun normalt ville have gjort for at opretholde facaden. Ellie var ikke dum og hun havde også et virkelig højt gennemsnit, men universiteterne havde også hørt om hende, og de var ikke interesserede i at have en ballademager som hende gående på deres skole. De var ikke interesseret i at få dårligt omtale på grund af hende. Og hun forstod det udemærket, men det gjorde hende elendigt til mode alligevel. Hun var jo ikke en dårlig person inden i. Det var jo kun noget hun gjorde for at få opmærksomhed og afreagere over for sine lorteforældre.

”Det er det mindste jeg kan gøre.”- nu hvor ingen anden ville tage sig af hende. Det gik han i hvert fald ud fra, ellers havde hun ikke taget hjemmefra. Det kom ikke som en overraskelse at hun begyndte at græde, og det var nok heller ikke kun på grund af hans generøsitet, men nok nærmere ud fra de tidligere følelser fra skænderierne. Han rykkede sig tættere på, for at lægge armene om hende. ”Det er okay… alt skal nok blive bedre” Han aede hende beroligende på ryggen og trykkede hende blidt mod sit bryst, inden han slap hende, for at se ind i hendes øjne. ”Det sidste jeg vil, er at se dig græde” han prøvede at smile lidt, i håb om at det ville smitte af. Hendes humør smittede af på ham, og det gjorde ham trist at se hende sådan.

”Selvfølgelig. Jeg tænkte bare, at du ville snakke om det..” noget han tydeligvis havde troet forkert, men det var også svært at opmuntre hende på andre måder, nu hvor han ikke ligefrem kendte hende. Han ville gerne snakke med hende, om alt andet, men det virkede mere naturligt at snakke om hvordan hun havde det. Han kendte sig dog også selv godt nok, til at vide han ville have gjort det samme. Han fortalte altid folk at han havde det fint, på trods af at det ikke var sandheden. Han måtte acceptere at hun også havde svært ved at åbne sig overfor andre og lod det derfor ligge.
Det næste hun sagde var uventet, men det bragte også en glæde hos ham. Hun kunne være tryg hos ham, og han vidste trods alt hvordan det var – ikke at kunne holde ud at være hjemme længere. ”Det er jeg glad for at du siger. Jeg ved godt vi ikke har kendt hinanden særlig længe, men hvis jeg kan forhindre dig i at gå ud og dumme dig i aften, så ville jeg aflyse alt for at blive her hos dig”
For at være ærlig var hun altid velkommen til at komme brasende, endda hvis han ikke selv var hjemme. Normaltvist var det måske kun noget man tilbød til sin søskende, eller nogle der stod virkelig nært, men af en eller anden ukendt grund stolte han på hende, og med tiden håbede han at de blev bedre venner, og at de kunne snakke om alting, hvad end det indebar tårer eller latter.

Han havde aldrig hørt om, at universiteterne ikke ville optage en, specielt ikke hvis man bestikkede dem.. men måske var hendes gennemsnit langt fra godt nok. Det var den eneste forklaring, han kunne komme på. ”Det er jeg ked af.. men der er så mange andre muligheder” Hvis hun bare havde bestået gymnasiet, så var der mange andre skoler hun kunne søge ind på, alt afhængig af hvad hun gerne ville være. Hvis det så var at gå på universitetet, var det selvfølgelig ikke særlig heldigt, men det virkede umiddelbart ikke sådan. Specielt ikke når hun havde snakket om, at hun ville være sanger.

Ellie var sur på sig selv fordi hun havde ladet tårene vise sig, og hun kæmpede med ikke at lade dem løbe for alvor. Det viste sig at blive ret svært, da han lagde armene om hende i en omfavnelse. Dem var hun ikke så vant til. Jo, hun havde da fået et kram og hun havde da også kindkysset og fakekrammet en del fornemme mænd og kvinder til selskaber, men det var meget anderledes end den måde hun blev holdt om på nu. Instinktivt lænede hun sig frem og gemte ansigtet ved hans skulder. Det føltes rart at sidde sådan. Det føltes som om han passede på hende. Beskyttede hende for det der ville gøre hende ondt. Hun følte for en gangs skyld at hun ikke kun var til besvær, men at der faktisk var nogen der bekymrede sig for hende. Og selvom hun normalt bare viftede folk og deres 'det er okay' væk, så gik hans ord rent ind hos hende. Det hele skulle nok blive okay. Hun fik dog ikke lov til at sidde gemt sådan hos ham særlig længe inden de begge rettede sig op og så på hinanden. "Tak, John!" Hun smilede til ham, stadig med tårer i øjnene. Det betød virkelig meget for hende at han var sådan. Det var længe siden hun havde haft en rigtig ven. En hun kunne fortælle ting og hemmeligheder til, en som beskyttede hende og altid stod ved hendes side og en der bekymrede sig om hende, men det føltes som om hun var ved at få sådan en ven igen.
Ved hans næste ord rystede hun let på hovedet og smilede undskyldende. "Helst ikke," sagde hun lavmeldt og trak let på skuldrene. Hun var som sagt en meget privat person og det var meget sjældent hun åbnede op over for nogen. De få gange hun havde gjort det, havde de personer hun havde åbnet sig op overfor endt med at bruge det imod hende igen, og hun var rædselsslagen for at det skulle ske igen. John virkede dog langt fra som om han kunne finde på det, og det var ikke fordi hun ikke ville snakke med ham, hun kunne bare ikke få sig selv til det endnu. Hvis de blev venner og hvis de fik sådan en forhold som hun så længe havde ønsket sig - en ven som hun stolede på, som ville lade hende kravle ind under sin dyne om natten når hun havde mareridt, som ville holde om hende når hun græd, en som hun rent faktisk ville kunne være ærlig over for og som ville være ærlig over for hende - så ville hun blive nødt til at være ærlig over for ham. Der var bare så mange ting, som hun ikke havde lyst til at han skulle vide. Hun var bange for at han ville løbe sin vej, hvis han fik det hele at vide.
Et smil voksede på hendes læber, da han sagde, at han ville blive hjemme, hvis det kunne stoppe hende fra at gøre noget dumt. Han kendte hende uden tvivl bedre end hun troede allerede. Eller så var det bare et meget direkte og korret gæt. Normalt når hun blev uvenner med nogen og havde det som hun havde nu, gik hun ud, drak sig i hegnet og endte med at tage med en eller anden fyr hjem. Det var sket alt for tit og hver gang hun vågnede i en fremmed seng fortrød hun sin handling. Hun gad ikke det her mere. "Jeg ville sætte meget pris på, hvis du blev samme med mig i aften!" Hendes smil var blegnet en smule og hendes tonefald var lettere alvorligt og ærligt. Hun savnede at krumme sig sammen på sofaen og se film og vide at hun var i sikkerhed. Måske ville han se film med hende?
Ellie trak lidt på skuldrene og tog endnu en slurk af sin te inden hun satte den tilbage på bordet. "Det er der vel," mumlede hun og så sig igen rundt i stuen for at undgå hans blik. Det var absolut muligt for hende at gå på uni! Hendes forældre ville bare have at hun gik på et af dem resten af familien havde gået på, og det kunne der ikke blive tale om på grund af hendes opførsel. Det betød dog ikke, at der ikke var andre gode universiteter hun kunne gå på, for det var der. En hel del faktisk, men dem var hendes forældre ikke begejstrede for. Og det var hun heller ikke selv. Hun gad ikke gå på uni. Hun ville hellere tjene penge på at synge og være model. Det lød tomt og som en dum piges drøm, men faktisk så var det det hun drømte om.