BegivenhederPlot ⤋
Vi befinder os i en fiktiv by, kaldet Di Morga, som er beliggen i Frankrig. Dette sted, vrimler med forskellige væsner, hvis eksistens er ukendt for den omgivende verden, der ikke er klar over de mange racer der befinder sig i verdenen udover nogle typiske mere kendte: Vampyrer og Varulve. I denne by lever de forskellige væsner side om side med hinanden. Dette resulterer i forskellige slag imellem disse, som ofte leder til et større tumult i byen. Tidsperioden er i vor nutid, placeret i Frankrig.
Seneste emner
Nyheder
Mulig race ændring på Engle og Djævle i deres oprindelse. Vigtigt at få det læst, og deltaget i valget om denne ændring skal ske!
Mest aktive brugere denne måned
Statistik
Der er i alt 512 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er ziko41
Vores brugere har i alt skrevet 255494 indlæg i 12833 emner
Den sidst registrerede bruger er ziko41
Vores brugere har i alt skrevet 255494 indlæg i 12833 emner
What was your name again? // John Donovan //
Vie La Mort :: Off Game :: Archives
Side 1 af 1
What was your name again? // John Donovan //
af Ellie Hemmings Tors 31 Okt 2013 - 22:45
Tid: 22.30-ish
Sted: En stor herskabs-penthouselejlighed
Omgivelser: Dyre møbler, fine folk, tjenere.. lidt af hvert.
Vejr: Mørkt, men himlen er skyfri og månerne og stjernerne kaster lys ned fra himlen af.
Sted: En stor herskabs-penthouselejlighed
Omgivelser: Dyre møbler, fine folk, tjenere.. lidt af hvert.
Vejr: Mørkt, men himlen er skyfri og månerne og stjernerne kaster lys ned fra himlen af.
"Ellie, det er det sidste glas champagne, du tager i aften! Jeg vil ikke høre eller se dig ødelægge familiens ry igen!" Ellies mor sendte hende et strengt blik og Ellie nikkede blot. "Okay," mumlede hun og sank ned på en stol ved et tomt rundt bord. Omkring det stod tre andre stole. Alle ledige. Ellie havde ikke set sin mor i 23 dage og dette var det første hun havde sagt til hende, siden hun kom hjem fra lufthavnen tidligere samme dag. Ellie havde stået forventningsfuldt i hall'en og ventet på, at hendes mor kunne komme hjem, men hun havde ikke så meget som fået et kram. Hendes mor havde givet hende et kort kindkys og var derefter forsvundet op på tredje etage for at gøre sig klar til aftenens selskab hos nogle af familiens betydningsfulde venner. Det var for hendes mor vigtigere at se ordenlig ud og omgås med de rigtige mennesker, end det var at tilbringe tid med hendes egen datter. Foran selskabets gæster havde Ellies mor fået det til at se ud som om, hun havde det bedste forhold til sin datter, og Ellie havde stået ved siden af og smilet og grinet til alt det hendes mor sagde, selvom hun mest havde lyst til at græde eller låse sig inde på toilettet med en flaske vodka. Hun hadede det her. Hadede at skulle opføre sig som om alt var perfekt, når intet i hendes liv var det. At skulle spille skuespil. Men det var vigtigt for hendes forældre, og hvis hun ladede rod i den igen, ville det få konsekvenser. Ved tidligere selskaber og bal, havde Ellie gjort sig bemærket ved at drikke sig pløre stiv, vælte rundt og grine hysterisk af alt - også det der ikke var sjovt - og til sidst falde om midt på gulvet, flirte åbenlyst med folk på sin fars alder - ikke at hun nogensinde ville være sammen med en der var så gammel... hun elskede bare alle damernes forargede udtryk - og hun havde endda også - i beruset tilstand godt nok - smidt sin kjole og danset rundt i undertøj foran disse vigtige folk. Så hun vidste udemærket godt, hvad hendes mor mente, når hun sagde, at hun ikke ville have, at Ellie lavede ballade.
Ellie kastede et blik omkring sig. Der stod flokke af dyrtklædte mænd og kvinder alle vegne i den store lejlighed og snakkede sammen. De kastede nakken tilbage og grinte hjerteligt af noget en eller anden havde sagt, diskuterede penge, elskere, tøj eller noget helt fjerde. Ellie fik næsten lyst til at kaste op, da hun så hen på sin far, der stod med armen svunget om hendes mor mens de snakkede seriøst med et andet par. Ugh, den åndsvage facade. Ellies forældre snakkede aldrig sammen, de kunne sjældent tåle at være i samme rum særlig lang tid af gangen og Ellie var sikker på at de begge to havde sig en elsker der hvor de arbejdede... Men det var jo vigtigt at deres forhold så perfekt ud udadtil. Sådan noget pis!
"Hey, ret dig op søs. Du sidder jo og hænger." Ellie så op på Tony, der smilede drillende ned til hende. Han stod med en lyshåret pige eller rettere; ung kvinde under armen - et barn til et af de andre gæstepar - og hun så ud til at være rimlig tilfreds med situationen. Ellie rettede straks ryggen og så på sin bror med et irriteret blik. "Hvad vil du, Tony?" Spurgte hun og undgik med vilje at se på pigen ved hans side. Hun vidste at blondinen ville være et overstået kapitel inden solen stod op dagen efter. Tony lagde hånden på Ellies skulder, og imens han lod som om han gav hende et medfølende klap, lod han noget glide ind under kanten af hendes kjole. "Vi ses senere," sagde han så og blinkede til hende med det ene øje, mens han førte pigen ved sin side ud af rummet. Ellie havde ikke med det samme taget det ud af hendes kjole, som Tony havde ladet glide ind - det ville være for åbenlyst. Istedet tog hun en tår af sin champagne og løftede så hånden og lod som om hun kløede sig på skulderen, men istedet fiskede hun en lille pose ud, som hun gemte i hånden. Hun vidste godt hvad det var. Den var ikke ret stor, men gennemsigtig og indeholdt noget hvidt pulver. Et skævt smil fandt ved til hendes læber, og hun lukkede hånden om posen, mens hun tog din clutch, der havde ligget på bordet, og åbnede den for at finde et lille spejl. Imens hun tog spejlet op, lod hun posen glide ned i tasken, som hun lukkede og lod ligge på bordet. Så åbnede hun spejlet for at tjekke sin makeup. Hendes hud var fejlfri og havde en gylden glød. Hendes grønne øjne var indrammet af lange mørke øjenvipper og langs den øverste vippekant lå der en linje af flydende eyeliner, som fik hende til at se feminin og elegant ud. Hendes læber var røde og skinnende og hendes hår hang løst og glat ned af ryggen på hende. Hun var iklædt en mørkerød stram kjole. Den havde lange ærmer og en lav udskåring både på ryggen og brystet og gik hende til midt på låret. Hendes ben bare bare og fødderne iført et par høje stiletter. Omkring halsen bar hun en enkelt guldkæde med et lille diamanthjerte som vedhæng, matchende øreringe og en simpel sølvring sad omkring højre hånds ringefinger. Ellie lagde spejlet tilbage i tasken, tog endnu en tår af sit glas champagne og gav sig til at studere sine mørkerøde negle, mens hun ventede på at aftenen skulle gå, så hun kunne skride.
Ellie Hemmings- Beginner (Rank 4)
- Bosted : Ellie plejede at bo i et kæmpe hus med sine forældre - som aldrig er hjemme - sin bror Luke og deres bulter, Herros, men hun har fået for meget af sin mor, og er derfor skredet fra familiens hus og er flyttet ind i en lejlighed med en fyr ved navn Zachary.
Antal indlæg : 36
Sv: What was your name again? // John Donovan //
af Gæst Lør 2 Nov 2013 - 19:49
Ikke én eneste gang, havde han spurgt John hvordan han havde haft det. Og det var på trods af, at de ikke havde set hinanden i to måneder, og John var flyttet hjemmefra. John’s far havde, som så mange andre gange, taget sin søn med til et fint selskab. Om det var fordi han ikke havde tid til at se John andetsteds, skulle ikke undre ham. Faren var ikke meget forskellig fra de andre til dette selskab. Han elskede sit arbejde, penge - og at vise dem frem. Det føltes nogen gange som om, at han elskede det højere end familien. Men siden John altid har gået i troen om, at hans mor ikke elskede ham, og derfor forlod ham, så havde han altid kun haft sin far, og holdt af ham, lige meget hvor hårdt han havde haft det gennem sin opvækst. Faren elskede ham jo, som den eneste af sine forældre.
En ældre dame, og kending af nogle fra familien Donovan, stod netop og talte med John. Formentlig en hjemmegående rigmandshustru. Det var ikke sådan, at John havde den store interesse i at huske alle de bekendtskaber, hans far rodede ham ud i. ”Hvad er det så du beskæftiger dig med?” Det lød ikke som om damen gad at vide svaret, men måske var det også fordi hun vidste, han ikke var universitetsstuderende, eller en ung forretningsmand.
John trak svagt op i mundvigene, for at virke høflig overfor damen. Han kunne dog ikke undgå at se over mod sin far. Det var ikke ligefrem fordi faren var stolt over hans profession, af hvad man måske kunne forvente. Men det var nok igen, noget med penge at gøre, fremfor det arbejde der blev gjort. Der var mange der ikke havde det der skulle til, for at komme i politiet, og selvom man ikke tjente kassen, så håbede han på, at han ville gøre sin far stolt en dag.
”Jeg studerer på politiskolen i Terre” det var enten dét, eller militæret. Sådan havde det altid været. Der skulle ske noget spændende - og gerne noget farligt, og adrenalinfremkaldende. Han forstod ikke, hvordan man kunne sidde på et kontor hver dag, eller arbejde så meget som hans familie gjorde det. Men de brændte vel også mere for det, end han nogensinde ville gøre.
Før damen nåede at svare, kom der en anden for at snakke med hende, til held for John, da han egentlig ikke havde lyst til at hilse på nogen af farens kendinger og venner. ”Det var en fornøjelse at møde Dem fru Mason”
Han bevægede sig væk fra menneskemængden, og tog et glas champagne på vejen, fra en af tjenerne. Han ville ønske denne aften snart fik en ende, men det ville højst sandsynligt først være om et par timer, og han kunne under ingen omstændigheder forlader festen før sin far. Det ville han ikke acceptere. Alligevel havde John en fornemmelse af, at faren ikke ville opdage det, hvis han forsvandt. Men det var måske blot fordi han sommetider havde glemt ham som barn, alt fra at hente ham fra nogen, til en fodboldkamp. Dengang besluttede han sig også for, aldrig at få så travlt som sin egen far. Vel og mærke, hvis han havde nogen der ventede på ham, når han kom hjem.
Han drak lidt mere af champagnen, idet han gik ud til garderoben, for at hænge sin habitjakke op.
På vejen tilbage, lod han for første gang mærke til en lyshåret pige, der sad alene ved et rundt bord. Om det var alkoholen var uvist, men hvis hun ikke var den mest interessante at tale med til dette selskab, så vidste han ikke hvem. ”Sidder der nogen her?” De grønne øjne så ind i hendes, før de kort betragtede sædet han hentydede til. Der stod nogle tomme glas på bordet, men det var ikke til at vide om hun ventede på nogen. Hun lignede umiddelbart en, som kunne have taget en date med, men det var blot fordi hun var køn, og fordi det var ret almindeligt til et selskab som dette.
John havde sat sit hår op i en formel frisure, som de fleste andre mænd til stede, dog havde han været ude på balkonen adskillige gange, og blæsten havde gjort hans frisure mere vild og ungdommelig. Han var høj, bredskuldret og bar en simpel hvid skjorte, et sort slips, samt et par sorte bukser. Måske lidt dyrere end hvad der betragtes som normalt, men det var meget det samme som de andre mænd havde på. Pigen foran ham, så umiddelbart ud til at være på alder med ham, og til at ønske hun var alle andre steder end her.
En ældre dame, og kending af nogle fra familien Donovan, stod netop og talte med John. Formentlig en hjemmegående rigmandshustru. Det var ikke sådan, at John havde den store interesse i at huske alle de bekendtskaber, hans far rodede ham ud i. ”Hvad er det så du beskæftiger dig med?” Det lød ikke som om damen gad at vide svaret, men måske var det også fordi hun vidste, han ikke var universitetsstuderende, eller en ung forretningsmand.
John trak svagt op i mundvigene, for at virke høflig overfor damen. Han kunne dog ikke undgå at se over mod sin far. Det var ikke ligefrem fordi faren var stolt over hans profession, af hvad man måske kunne forvente. Men det var nok igen, noget med penge at gøre, fremfor det arbejde der blev gjort. Der var mange der ikke havde det der skulle til, for at komme i politiet, og selvom man ikke tjente kassen, så håbede han på, at han ville gøre sin far stolt en dag.
”Jeg studerer på politiskolen i Terre” det var enten dét, eller militæret. Sådan havde det altid været. Der skulle ske noget spændende - og gerne noget farligt, og adrenalinfremkaldende. Han forstod ikke, hvordan man kunne sidde på et kontor hver dag, eller arbejde så meget som hans familie gjorde det. Men de brændte vel også mere for det, end han nogensinde ville gøre.
Før damen nåede at svare, kom der en anden for at snakke med hende, til held for John, da han egentlig ikke havde lyst til at hilse på nogen af farens kendinger og venner. ”Det var en fornøjelse at møde Dem fru Mason”
Han bevægede sig væk fra menneskemængden, og tog et glas champagne på vejen, fra en af tjenerne. Han ville ønske denne aften snart fik en ende, men det ville højst sandsynligt først være om et par timer, og han kunne under ingen omstændigheder forlader festen før sin far. Det ville han ikke acceptere. Alligevel havde John en fornemmelse af, at faren ikke ville opdage det, hvis han forsvandt. Men det var måske blot fordi han sommetider havde glemt ham som barn, alt fra at hente ham fra nogen, til en fodboldkamp. Dengang besluttede han sig også for, aldrig at få så travlt som sin egen far. Vel og mærke, hvis han havde nogen der ventede på ham, når han kom hjem.
Han drak lidt mere af champagnen, idet han gik ud til garderoben, for at hænge sin habitjakke op.
På vejen tilbage, lod han for første gang mærke til en lyshåret pige, der sad alene ved et rundt bord. Om det var alkoholen var uvist, men hvis hun ikke var den mest interessante at tale med til dette selskab, så vidste han ikke hvem. ”Sidder der nogen her?” De grønne øjne så ind i hendes, før de kort betragtede sædet han hentydede til. Der stod nogle tomme glas på bordet, men det var ikke til at vide om hun ventede på nogen. Hun lignede umiddelbart en, som kunne have taget en date med, men det var blot fordi hun var køn, og fordi det var ret almindeligt til et selskab som dette.
John havde sat sit hår op i en formel frisure, som de fleste andre mænd til stede, dog havde han været ude på balkonen adskillige gange, og blæsten havde gjort hans frisure mere vild og ungdommelig. Han var høj, bredskuldret og bar en simpel hvid skjorte, et sort slips, samt et par sorte bukser. Måske lidt dyrere end hvad der betragtes som normalt, men det var meget det samme som de andre mænd havde på. Pigen foran ham, så umiddelbart ud til at være på alder med ham, og til at ønske hun var alle andre steder end her.
Gæst- Gæst
Sv: What was your name again? // John Donovan //
af Ellie Hemmings Søn 3 Nov 2013 - 18:02
Ellie så rundt i rummet igen. Der var andre på hendes alder til selskabet, men ingen hun rigtig havde snakket med før, hvilket egentlig var mærkeligt da hun tit havde været til den slags selskaber med dem før. Faktisk var det de samme 'børn' som hun havde set på siden hun var helt lille, men hun havde aldrig prøvet at blive venner med nogle af dem. Ellie havde faktisk ikke nogle venner. Det var ikke fordi hun ikke ville have nogle, men hun havde bare utrolig svært ved at lukke flok ind. Hun var bange for, at hvis hun først lukkede dem ind i sit liv, ville de bare såre hende lige så meget som hendes forældre gjorde, og det ville hun ikke kunne klare. Derfor holdt hun sig bare væk fra mennesker. I hvert fald psykisk. Hun ville ønske at hun havde let ved at få venner, for så kunne det være at det her selskab ville blive lidt mere ulideligt. At hun var en af dem, der bare kunne starte en samtale med en fremmed, men det kunne hun ikke. Det var hun alt for usikker til. Hun var bange for at gøre sig selv til grin, men udadtil virkede hun selvsikker. Hun ville for alt i verden ikke lade nogen se, hvor ødelagt hun var inden i.
Ellie åbnede igen sin taske og fandt sin blackberry frem. Hun lod blikket glide over skærmen. Ingen beskeder. Ingen missede opkald. Men hvem i alverden skulle også have ringet eller skrevet til hende. Den eneste der rent faktisk bekymrede sig om hende, var forsvundet fra festen med en dum blondine. Hun lagde telefonen ned i tasken igen og gengældte et smil fra en forbipasserende, mens hun løftede sit champagneglas og tømte resten af det i en slurk. Hun så kedsommeligt rundt i rummet igen og hendes blik blev fanget af nogle unge mennesker hun ikke kendte. Garanteret date's der havde fået lov til at komme med. Ellies mor ville ikke lade Ellie medbringe en date, men det generede hende ikke, for hun ville alligevel ikke have nogen at tage med. Hun havde været sammen med drenge, men hun havde bare ikke talt med nogle af dem bagefter. Det havde mere bare været engangsting mens hun havde været fuld eller høj. Hun skulle lige til at rejse sig for at gå på toilettet eller finde et af de mange rum i huset, hvor hun kunne være i fred, da hun lagde mærke til en skikkelse komme nærmere. Hun slog blikket op og så på ham. Han var omkring hendes alder, måske lidt ældre, og han så godt ud. Jo, hun vidste godt hvem han var, men hun var ikke sikker på hvad han hed, for hun havde aldrig selv snakket med ham. Hendes øjne fulgte ham lidt af vejen hen mod hendes bord, men hun slog hurtigt blikket ned. Hun vidste at han ville gå forbi hende. Hvorfor skulle han stoppe op og snakke til hende. Det havde han aldrig gjort før. Så da hun hørte en stemme, løftede hun blikket igen. "Hej," sagde hun blot med en stemme, der ikke lød lige så selvsikker som hun gerne ville have den til. Hun så lidt på stolen han hentydede til og derefter op på ham igen. Så rystede hun let på hovedet og sendte ham et sødt smil. "Nej, slå dig endelig ned." Selvom Ellie ikke var ret god til at lukke mennesker ind, var hun en ret god skuespiller og hun kunne godt lide at få opmærksomhed. Også selvom det var dårlig opmærksom hed for hellere dårlig opmærksomhed end ingen!
Ellie åbnede igen sin taske og fandt sin blackberry frem. Hun lod blikket glide over skærmen. Ingen beskeder. Ingen missede opkald. Men hvem i alverden skulle også have ringet eller skrevet til hende. Den eneste der rent faktisk bekymrede sig om hende, var forsvundet fra festen med en dum blondine. Hun lagde telefonen ned i tasken igen og gengældte et smil fra en forbipasserende, mens hun løftede sit champagneglas og tømte resten af det i en slurk. Hun så kedsommeligt rundt i rummet igen og hendes blik blev fanget af nogle unge mennesker hun ikke kendte. Garanteret date's der havde fået lov til at komme med. Ellies mor ville ikke lade Ellie medbringe en date, men det generede hende ikke, for hun ville alligevel ikke have nogen at tage med. Hun havde været sammen med drenge, men hun havde bare ikke talt med nogle af dem bagefter. Det havde mere bare været engangsting mens hun havde været fuld eller høj. Hun skulle lige til at rejse sig for at gå på toilettet eller finde et af de mange rum i huset, hvor hun kunne være i fred, da hun lagde mærke til en skikkelse komme nærmere. Hun slog blikket op og så på ham. Han var omkring hendes alder, måske lidt ældre, og han så godt ud. Jo, hun vidste godt hvem han var, men hun var ikke sikker på hvad han hed, for hun havde aldrig selv snakket med ham. Hendes øjne fulgte ham lidt af vejen hen mod hendes bord, men hun slog hurtigt blikket ned. Hun vidste at han ville gå forbi hende. Hvorfor skulle han stoppe op og snakke til hende. Det havde han aldrig gjort før. Så da hun hørte en stemme, løftede hun blikket igen. "Hej," sagde hun blot med en stemme, der ikke lød lige så selvsikker som hun gerne ville have den til. Hun så lidt på stolen han hentydede til og derefter op på ham igen. Så rystede hun let på hovedet og sendte ham et sødt smil. "Nej, slå dig endelig ned." Selvom Ellie ikke var ret god til at lukke mennesker ind, var hun en ret god skuespiller og hun kunne godt lide at få opmærksomhed. Også selvom det var dårlig opmærksom hed for hellere dårlig opmærksomhed end ingen!
Ellie Hemmings- Beginner (Rank 4)
- Bosted : Ellie plejede at bo i et kæmpe hus med sine forældre - som aldrig er hjemme - sin bror Luke og deres bulter, Herros, men hun har fået for meget af sin mor, og er derfor skredet fra familiens hus og er flyttet ind i en lejlighed med en fyr ved navn Zachary.
Antal indlæg : 36
Sv: What was your name again? // John Donovan //
af Gæst Søn 3 Nov 2013 - 21:20
”John Donovan” han rakte hende hånden, inden han satte sig ved hende. At præsentere sig, virkede som det mest høflige, især nu hvor han oprigtigt var interesseret i at lære hende at kende. Han havde ikke snakket med hende før, men hun var om ikke andet mere iøjnefaldende end nogen af de andre piger til stede. ”Jeg ved ikke om jeg kan klare flere forretningssamtaler i aften. Lige meget hvor meget jeg siger til dem, at jeg ikke har tænkt mig at blive som dem” han sendte hende et kortvarigt smil, da hun formodentligt havde kendskab til deres samtaler, især hvis hendes forældre også havde store forventninger til hende, og havde nogle forestillinger om, hvad hun skulle være.
”Specielt ikke, når den eneste jeg gerne vil snakke med sidder lige her” om det var en hentydning til, at hun var smuk, eller noget helt andet, var ikke til at læse. Han var altid ærlig, og ville ofte hellere høre en dårlig sandhed end en løgn. Ellers så havde man nok styrken til at holde mund.
Han så igen på pigen, og vidste han havde set hende før til en lignende fest, men hans far havde introduceret ham for så mange unge rigmandsdøtre, at det var sjældent han ikke havde talt med en.
Hans opmærksomhed blev rettet hen mod de mange mennesker længere inde i lejligheden. Hans far havde fået ham til at hilse på alle de vigtige familier og specielt hans nære venner. John kunne ikke rigtig bruge det til noget, da han ikke havde brug for et stort netværk, og ikke interesserede sig for de samme ting som dem, så han gjorde det udelukkende for faderens skyld. Måske også for alkoholen. Det var altid en rar ting, og det fik også tiden til at gå hurtigere, nu han ikke havde andet valg, end at tage med til disse selskaber. Han bundede sin champagne og stillede den på bordet, til de resterende glas.
John vendte atter blikket ind i hendes, og tænkte på hvilken person hun var. Var hun sød og uskyldig, eller vovende og anderledes? Elskede hun dette liv, ligeså meget som han hadede det? Havde hun rent faktisk haft et par forældre, der altid havde været kærlige og hjemme? De havde mere tilfælles, hvis hun ikke havde. Han håbede lidt på det sidste, og fik en dum idé om, at de kunne tage en af gæsternes dyre biler og kører langt væk fra alting. Det var tydeligt alkoholen der talte, men han kunne ikke gøre for det. Et eller andet sted, ville han jo gerne væk fra det, men på den anden side var det en del af ham, og det kunne han ikke løbe fra, lige meget hvor langt han flyttede væk.
”Så hvad er din historie? .. Bor du i Terre?” han spurgte interesseret, af hvad der ofte irriterede ham, når folk ofte spurgte uden at være det. Han regnede ikke med det helt store svar, også selvom hun meget gerne måtte fortælle mere end hvor hun boede. Han var heller ikke sikker på, hun overhovedet gad at snakke med ham til at starte med, og det var måske derfor hun havde sat sig alene, men sådan noget havde han ikke tænkt over. I hvert fald ikke med alkohol i blodet.
”Specielt ikke, når den eneste jeg gerne vil snakke med sidder lige her” om det var en hentydning til, at hun var smuk, eller noget helt andet, var ikke til at læse. Han var altid ærlig, og ville ofte hellere høre en dårlig sandhed end en løgn. Ellers så havde man nok styrken til at holde mund.
Han så igen på pigen, og vidste han havde set hende før til en lignende fest, men hans far havde introduceret ham for så mange unge rigmandsdøtre, at det var sjældent han ikke havde talt med en.
Hans opmærksomhed blev rettet hen mod de mange mennesker længere inde i lejligheden. Hans far havde fået ham til at hilse på alle de vigtige familier og specielt hans nære venner. John kunne ikke rigtig bruge det til noget, da han ikke havde brug for et stort netværk, og ikke interesserede sig for de samme ting som dem, så han gjorde det udelukkende for faderens skyld. Måske også for alkoholen. Det var altid en rar ting, og det fik også tiden til at gå hurtigere, nu han ikke havde andet valg, end at tage med til disse selskaber. Han bundede sin champagne og stillede den på bordet, til de resterende glas.
John vendte atter blikket ind i hendes, og tænkte på hvilken person hun var. Var hun sød og uskyldig, eller vovende og anderledes? Elskede hun dette liv, ligeså meget som han hadede det? Havde hun rent faktisk haft et par forældre, der altid havde været kærlige og hjemme? De havde mere tilfælles, hvis hun ikke havde. Han håbede lidt på det sidste, og fik en dum idé om, at de kunne tage en af gæsternes dyre biler og kører langt væk fra alting. Det var tydeligt alkoholen der talte, men han kunne ikke gøre for det. Et eller andet sted, ville han jo gerne væk fra det, men på den anden side var det en del af ham, og det kunne han ikke løbe fra, lige meget hvor langt han flyttede væk.
”Så hvad er din historie? .. Bor du i Terre?” han spurgte interesseret, af hvad der ofte irriterede ham, når folk ofte spurgte uden at være det. Han regnede ikke med det helt store svar, også selvom hun meget gerne måtte fortælle mere end hvor hun boede. Han var heller ikke sikker på, hun overhovedet gad at snakke med ham til at starte med, og det var måske derfor hun havde sat sig alene, men sådan noget havde han ikke tænkt over. I hvert fald ikke med alkohol i blodet.
Gæst- Gæst
Sv: What was your name again? // John Donovan //
af Ellie Hemmings Fre 15 Nov 2013 - 15:58
Ellies blik faldt fra hans ansigt til hans hånd, da han rakte den ud mod hende. Så han havde altså også gode manere. Men hvem i dette rum havde ikke det? Alle herinde vidste hvordan de skulle opføre sig.. også selvom det måske kun var et spil fra galleriet. Hun løftede sin egen spinkle hånd og tog hans hånd til et håndtryk. Hendes hånd så så lille ud i forhold til hans. Hun gav hans hånd et klem og slap den så igen. "Ellie Hemmings," præsenterede hun sig selv med en fin piget stemme. Ved hans næste ord trak hendes læber sig op i et skævt lidt hånligt smil. Det var ikke rettet mod ham, though. Hun vidste godt hvad han mente. Hun var selv blevet udspurgt og belært om hvad hun burde tage en uddannelse i når hun sluttede skolen. Men Ellie vidste godt hvad hun ville, og det havde ikke meget med universitetet at gøre. Hun plejede derfor bare at nikke, smile sødt og give vedkommende ret i at det da også var noget lignende det de forslog, som hun havde tænkt sig. Et blik af forundring og overraskelse skyllede gennem hendes blik, da John sagde, at han havde sagt dem i mod. Ellie kunne ikke lade vær med at blive beundret. Gid hun kunne gøre det. Det var ikke fordi hun ikke havde modet til det, men hendes far og mor ville blive stiktossede hvis de hørte, at hun rendte rundt og fortalte folk, at hun ikke ville være ligesom hendes forældre, men istedet drømte om at blive sanger og rejse rundt til alverdens lange og holde koncerter. Det var godt nok et job der hev penge ind, men hendes forældre ville ikke høre tale om det, da der ofte er meget dårlig og negativ gossip omkring sådanne folk. 'Som om der ikke er det omkring mig allerede' plejede Ellie at tænke. De fleste af Ellies jævnaldrende og også nogle voksne, havde hørt rygter om hvad Ellie gik og lavede når hendes forældre ikke var hjemme til at holde hende i ørene. Om disse rygter var sande vidste de fleste dog ikke, men det var nok derfor, Ellie ikke havde så mange venner. Da hun var mindre havde hun faktisk snakket lidt med pigerne på hendes alder, der også idag var med til selskabet, men fordi Ellie var lidt af en vildbasse og gjorde oprør mod hendes forældres åndsvage måde at leve deres liv på, havde de venner hun havde dengang sikkert fået besked på ikke at snakke med hende mere. Hun havde endda taget nogle af dem i at se på hende men hurtigt flytte blikket så snart hun mødte deres.
Ellie vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere på hans kompliment. Hun var mistroisk. De havde været til den slags selskaber mange gange før sammen og han havde aldrig taget initiativet til at snakke med hende før, og nu kom han med den slags? Hun havde aller mest lyst til løfte øjenbrynene, se på ham med en hånlig mine og sige at han ikke behøvede den slags platte scorereplikker til at få hende til at forlade rummet sammen med ham. Men Ellie var som sagt en fremragende skuespiller, så hun smilede sødt til ham og fnisede piget. Og hvem vidste; det kunne jo være at han slet ikke havde haft de intentioner med det, som hun troede.
Ellie fulgte hans blik ud i forsamlingen af folk. Det var ligefør de glade ansigter og højrystede grin frastødte det. Hvis det hele ikke havde været så falsk, ville det næsten havde været hyggeligt. Men det var det ikke. Hun vendte atter sine skinnende øjne mod hans, og skulle lige til at åbne munden for at starte en samtale, da han kom hende i forkøbet. "Min historie?" gentog Ellie og lod sin pegefinger løber i langsomme cirkler på kanten af hendes tomme glas. Hvis hun ikke havde været påvirket af alkoholen, ville hun sikkert have løjet over for ham, for at følge hendes forældres eksempel og virke som om hun havde det skønneste liv i verden. Men nu var det jo sådan at hun havde drukket et par eller flere glas champagne og hendes hoved var langsomt begyndt at blive en smule tåget. Hun bød imødekomment følelsen velkommen. "Well, jeg er oprindeligt fra England," startede hun og betragtede ham mens hun snakkede. "Men mine forældre besluttede sig for at rejse til Frankrig da jeg var tre. Der er åbenbart bedre forretningsmuligheder her, ser du." Hun vendte øjne af det hun lige havde sagt og et skævt smil plastrede sig over hendes læber. "Så nu bor jeg her..." Det lød som enden på hendes korte tale, men efter en kort pause fortsættede hun igen. "Hvor jeg er noget så lykkelig og glad. Hvad med dig?" Det var ikke til at høre på hendes stemme om hun sagde sandheden eller var sarkastisk. Hendes øjne afslørede hende heller ikke, så det var selv op til John at finde ud af hvad hun mente. Hun skubbede det tomme glas væk fra sig og foldede hænderne på bordet, hvorefter hun så på ham med et høfligt smil. Hvis han bare vidste hvad der gemte sig neden under hendes facade.
Ellie vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere på hans kompliment. Hun var mistroisk. De havde været til den slags selskaber mange gange før sammen og han havde aldrig taget initiativet til at snakke med hende før, og nu kom han med den slags? Hun havde aller mest lyst til løfte øjenbrynene, se på ham med en hånlig mine og sige at han ikke behøvede den slags platte scorereplikker til at få hende til at forlade rummet sammen med ham. Men Ellie var som sagt en fremragende skuespiller, så hun smilede sødt til ham og fnisede piget. Og hvem vidste; det kunne jo være at han slet ikke havde haft de intentioner med det, som hun troede.
Ellie fulgte hans blik ud i forsamlingen af folk. Det var ligefør de glade ansigter og højrystede grin frastødte det. Hvis det hele ikke havde været så falsk, ville det næsten havde været hyggeligt. Men det var det ikke. Hun vendte atter sine skinnende øjne mod hans, og skulle lige til at åbne munden for at starte en samtale, da han kom hende i forkøbet. "Min historie?" gentog Ellie og lod sin pegefinger løber i langsomme cirkler på kanten af hendes tomme glas. Hvis hun ikke havde været påvirket af alkoholen, ville hun sikkert have løjet over for ham, for at følge hendes forældres eksempel og virke som om hun havde det skønneste liv i verden. Men nu var det jo sådan at hun havde drukket et par eller flere glas champagne og hendes hoved var langsomt begyndt at blive en smule tåget. Hun bød imødekomment følelsen velkommen. "Well, jeg er oprindeligt fra England," startede hun og betragtede ham mens hun snakkede. "Men mine forældre besluttede sig for at rejse til Frankrig da jeg var tre. Der er åbenbart bedre forretningsmuligheder her, ser du." Hun vendte øjne af det hun lige havde sagt og et skævt smil plastrede sig over hendes læber. "Så nu bor jeg her..." Det lød som enden på hendes korte tale, men efter en kort pause fortsættede hun igen. "Hvor jeg er noget så lykkelig og glad. Hvad med dig?" Det var ikke til at høre på hendes stemme om hun sagde sandheden eller var sarkastisk. Hendes øjne afslørede hende heller ikke, så det var selv op til John at finde ud af hvad hun mente. Hun skubbede det tomme glas væk fra sig og foldede hænderne på bordet, hvorefter hun så på ham med et høfligt smil. Hvis han bare vidste hvad der gemte sig neden under hendes facade.
Ellie Hemmings- Beginner (Rank 4)
- Bosted : Ellie plejede at bo i et kæmpe hus med sine forældre - som aldrig er hjemme - sin bror Luke og deres bulter, Herros, men hun har fået for meget af sin mor, og er derfor skredet fra familiens hus og er flyttet ind i en lejlighed med en fyr ved navn Zachary.
Antal indlæg : 36
Sv: What was your name again? // John Donovan //
af Gæst Man 18 Nov 2013 - 20:10
Da han havde hørt hendes efternavn kunne han egentlig godt regne ud at hun var fra England, og navnet Hemmings mindede ham også på en aften hvor der var sket noget rod i deres familie. Han kan dog knap huske hvad, hvilket nok skyldtes han ikke var tilstede den aften, og havde gossippen fra nogle af sine venner. Han troede dog ikke på det kunne være Ellie som havde skabt al den omtale. Hun virkede som de fleste andre rigmandsdøtre han havde mødt. Den pæne pige, sød og uskyldig. Kostbar, men alligevel høflig, og med gode manerer. Han kunne selvfølgelig tage fejl, men når alle de piger han havde mødt til disse selskaber passede på typen, så var det svært at tro det modsatte.
Det var ikke så tit man hørte unge omtale deres liv eller tilstand som lykkelig, men det var vel kun godt. For hvorfor skulle hun sige, at hun var lykkelig hvis det ikke var sandt? Og i så fald, hvordan havde hun det så? John følte sig ikke lykkelig, privilegeret, men ikke mere. Der var dog ikke andet han hellere ville end at føle sådan, og han havde så mange drømme, at det højst sandsynligt nok skulle komme til ham - på den ene eller den anden måde.
”Jeg er fra USA. Jeg er først lige flyttet til Terre i sommers” Han så ind i hendes øjne, og vidste stadig ikke helt, om hun gad at snakke med ham. Han tøvede lidt, men besluttede sig alligevel for at fortsætte. ”Min ambition er at blive politibetjent, men i USA skal man være 21, så i det tilfælde skulle jeg enten studere noget andet eller melde mig i militæret.” En tjener stoppede op ved deres bord, for at tilbyde dem noget champagne, hvorefter John rakte ud efter endnu et glas. Det var svært at sige nej, når man som ham bare ville have denne aften overstået. ”Kort efter jeg havde skrevet en ansøgning til militæret, gav min farmor mig idéen om at flytte til et andet land og studere, hvilket viste sig at være bedre end jeg havde forestillet” Når han først var ansat i politiet, var hans ambition at blive den bedste indenfor faget, men sådan var det altid med ting der gjaldt hans egne evner og kompetencer.
Det ville ikke overraske ham hvis hun var ligeglad, præcis som de fleste andre herinde. Den eneste grund til, at han alligevel sagde det, var fordi han inderst inde håbede hun ikke var som dem. De fleste tilstede forstod ikke hans valg af karriere, og nogen så endda ned på det, som om alle og enhver kunne komme i politiet. Han havde efterhånden lært at være ligeglad med hvad de sagde eller mente. Det sværeste var, at sige sin egen far imod. Men det havde også været hans far som havde lært ham, at være ansvarsfuld og, at træffe valg. Da han var mindre turde han ikke at gøre andet end hvad der blev forventet af ham, da hans far havde været ekstrem hård og autoritær, men nu var han ikke længere en lille dreng, og han var blevet klogere end det.
”Ved du hvad du vil være?” de fleste man spurgte på hendes alder, vidste det ikke, men rige forældre gik ofte mere op i deres børns fremtid - hvad angik uddannelse og arbejde. Han drak en smule mere af champagnen, og mærkede en varm fornemmelse i kroppen. Alkoholen beroligede ham, og det var måske også den som havde givet ham modet til at sige de voksne imod. Det burde ikke være sådan, men han kunne ikke ændre den familie han kom fra. Hele hans opvækst havde han hørt på sin far, og aldrig nogensinde sagt ham imod.
Det var ikke så tit man hørte unge omtale deres liv eller tilstand som lykkelig, men det var vel kun godt. For hvorfor skulle hun sige, at hun var lykkelig hvis det ikke var sandt? Og i så fald, hvordan havde hun det så? John følte sig ikke lykkelig, privilegeret, men ikke mere. Der var dog ikke andet han hellere ville end at føle sådan, og han havde så mange drømme, at det højst sandsynligt nok skulle komme til ham - på den ene eller den anden måde.
”Jeg er fra USA. Jeg er først lige flyttet til Terre i sommers” Han så ind i hendes øjne, og vidste stadig ikke helt, om hun gad at snakke med ham. Han tøvede lidt, men besluttede sig alligevel for at fortsætte. ”Min ambition er at blive politibetjent, men i USA skal man være 21, så i det tilfælde skulle jeg enten studere noget andet eller melde mig i militæret.” En tjener stoppede op ved deres bord, for at tilbyde dem noget champagne, hvorefter John rakte ud efter endnu et glas. Det var svært at sige nej, når man som ham bare ville have denne aften overstået. ”Kort efter jeg havde skrevet en ansøgning til militæret, gav min farmor mig idéen om at flytte til et andet land og studere, hvilket viste sig at være bedre end jeg havde forestillet” Når han først var ansat i politiet, var hans ambition at blive den bedste indenfor faget, men sådan var det altid med ting der gjaldt hans egne evner og kompetencer.
Det ville ikke overraske ham hvis hun var ligeglad, præcis som de fleste andre herinde. Den eneste grund til, at han alligevel sagde det, var fordi han inderst inde håbede hun ikke var som dem. De fleste tilstede forstod ikke hans valg af karriere, og nogen så endda ned på det, som om alle og enhver kunne komme i politiet. Han havde efterhånden lært at være ligeglad med hvad de sagde eller mente. Det sværeste var, at sige sin egen far imod. Men det havde også været hans far som havde lært ham, at være ansvarsfuld og, at træffe valg. Da han var mindre turde han ikke at gøre andet end hvad der blev forventet af ham, da hans far havde været ekstrem hård og autoritær, men nu var han ikke længere en lille dreng, og han var blevet klogere end det.
”Ved du hvad du vil være?” de fleste man spurgte på hendes alder, vidste det ikke, men rige forældre gik ofte mere op i deres børns fremtid - hvad angik uddannelse og arbejde. Han drak en smule mere af champagnen, og mærkede en varm fornemmelse i kroppen. Alkoholen beroligede ham, og det var måske også den som havde givet ham modet til at sige de voksne imod. Det burde ikke være sådan, men han kunne ikke ændre den familie han kom fra. Hele hans opvækst havde han hørt på sin far, og aldrig nogensinde sagt ham imod.
Gæst- Gæst
Sv: What was your name again? // John Donovan //
af Ellie Hemmings Tirs 19 Nov 2013 - 19:49
Ellie løftede øjenbrynene og smilede. "USA?" gentog hun imponeret. Hun havde altid gerne ville til USA og selvom hendes familie havde penge nok - mere end penge nok - så havde hun faktisk aldrig rigtig været på ferie.. bortset fra at have været hjemme i regnfulde og kolde England et par gange. Men det talte ikke som en ferie. Hendes forældre rejste så meget og arbejde endnu mere, så de havde ikke tid til at rejse og siden Ellie ikke var 18 og myndig endnu ville de ikke lade hende rejse alene uden dem. Som om de ikke var ligeglade med hende. De var bare bange for at hun ville te sig hvis hun ikke havde dem til at se efter hende. Hvilket hun altid gjorde når de ikke var i nærheden. De skulle bare vide.
Ellie så på ham med et påtaget interesseret blik. Hun kunne ikke helt finde ud af med sig selv hvad hun syntes om ham endnu. Da han sagde at han gerne ville være politibetjent rynkede hun let brynene og så overrasket på ham. Okay, han var helt sikkert ikke som de andre fyre der var til stede til ballet. Medmindre at de bare gemte det hele godt under en facade. En facade som Ellie til tider havde svært ved at holde. Især når hun fik alkohol indenbords. Ellie trak sin opmærksomhed væk fra John i et kort øjeblik for at spejde rundt i stuen efter sin mor, som ikke var til at se. I en hurtig bevægelse snuppede hun et glas champagne fra tjenerens fad og sendte derefter John et skævt smil. Hendes mor ville ikke synes godt om at hun havde taget endnu et glas, efter hun havde fået at vide, at hun ikke måtte. Men Ellie var ligeglad. Som sædvandlig. Hun fangede sin underlæbe mellem tænderne men slap den hurtigt igen. "Interessant," sagde hun og betragtede John. Hun brød sig ikke synderligt om politiet, fordi hun havde været oppe og toppes med dem så mange gange, men hun beundrede ham for at turde sige sine fars venner imod og for at ville noget helt andet end hans far ville have ham til. De fleste rigmandsbørn gik i deres forældres fodspor og blev forretningsfolk, men det ville John åbenbart ikke og Ellie forstod ham godt. Hun ville heller ikke side på et kontor eller snakke i telefon hele dagen. Hun ville rejse jorden rundt, hun ville synge på store scener og gå på den røde løber, hun ville have folk der så op til hende og var søde ved hende. Hun ville have et ry der ikke kun var dårligt.. og hvis det var, så ville hun være så succesfuld at folk var ligeglade.
Hun løftede glasset og lod en slurk champagne løbe ned gennem halsen inden hun svarede på hans spørgsmål. "Jeg vil være sanger," sagde hun uden det mindste spor af tøven. Hun var begyndt rigtigt at kunne mærke champagnen nu. "Men min stædige far vil ikke have det." Hun skød underlæben lidt frem i få sekunder inden hun tog endnu en tår af den gyldne boblende væske i glasset.
Ellie så på ham med et påtaget interesseret blik. Hun kunne ikke helt finde ud af med sig selv hvad hun syntes om ham endnu. Da han sagde at han gerne ville være politibetjent rynkede hun let brynene og så overrasket på ham. Okay, han var helt sikkert ikke som de andre fyre der var til stede til ballet. Medmindre at de bare gemte det hele godt under en facade. En facade som Ellie til tider havde svært ved at holde. Især når hun fik alkohol indenbords. Ellie trak sin opmærksomhed væk fra John i et kort øjeblik for at spejde rundt i stuen efter sin mor, som ikke var til at se. I en hurtig bevægelse snuppede hun et glas champagne fra tjenerens fad og sendte derefter John et skævt smil. Hendes mor ville ikke synes godt om at hun havde taget endnu et glas, efter hun havde fået at vide, at hun ikke måtte. Men Ellie var ligeglad. Som sædvandlig. Hun fangede sin underlæbe mellem tænderne men slap den hurtigt igen. "Interessant," sagde hun og betragtede John. Hun brød sig ikke synderligt om politiet, fordi hun havde været oppe og toppes med dem så mange gange, men hun beundrede ham for at turde sige sine fars venner imod og for at ville noget helt andet end hans far ville have ham til. De fleste rigmandsbørn gik i deres forældres fodspor og blev forretningsfolk, men det ville John åbenbart ikke og Ellie forstod ham godt. Hun ville heller ikke side på et kontor eller snakke i telefon hele dagen. Hun ville rejse jorden rundt, hun ville synge på store scener og gå på den røde løber, hun ville have folk der så op til hende og var søde ved hende. Hun ville have et ry der ikke kun var dårligt.. og hvis det var, så ville hun være så succesfuld at folk var ligeglade.
Hun løftede glasset og lod en slurk champagne løbe ned gennem halsen inden hun svarede på hans spørgsmål. "Jeg vil være sanger," sagde hun uden det mindste spor af tøven. Hun var begyndt rigtigt at kunne mærke champagnen nu. "Men min stædige far vil ikke have det." Hun skød underlæben lidt frem i få sekunder inden hun tog endnu en tår af den gyldne boblende væske i glasset.
Ellie Hemmings- Beginner (Rank 4)
- Bosted : Ellie plejede at bo i et kæmpe hus med sine forældre - som aldrig er hjemme - sin bror Luke og deres bulter, Herros, men hun har fået for meget af sin mor, og er derfor skredet fra familiens hus og er flyttet ind i en lejlighed med en fyr ved navn Zachary.
Antal indlæg : 36
Sv: What was your name again? // John Donovan //
af Gæst Ons 20 Nov 2013 - 20:35
Hun sagde ikke så meget, men det gjorde ikke John noget, han ville bare gerne snakke med en, der kunne få ham til at glemme alt, selv for en kort stund. Det kunne også bare være ham, der snakkede for meget. Han trak kortvarigt op i mundvigen, da hun nævnte hvad hun gerne ville være. Det kom bag på ham - at hun også ville være noget helt andet, end hvad der blev forventet af dem. Han kunne godt lide det, men han vidste ikke om hun turde at trodse hendes far. ”Imponerende.” Han lænede sig tilbage, og betragtede hende et kort øjeblik. Det var imponerende, hvis hun rent faktisk fulgte sin drøm, men det undlod han at nævne. ”Jeg ville elske at se dig optræde en dag” Han kunne godt lide når folk talte om deres passion og rent faktisk gjorde det, de allermest havde lyst til.
”John.” Hans tanker blev afbrudt, da hans hørte sin fars stemme. Da han vendte blikket op mod ham, rettede han sig en smule op i stolen. ”Ja, far.” stemmen var bestemt, mens han ventede på hvad årsagen var til, at faren kom hen til ham. Han håbede de skulle til at forlade selskabet, men det var stadig ikke blevet så sent.
Faren var få centimeter lavere end John, og tydeligvis ældre, men ellers lignede de meget hinanden, på udseendet i hvert fald. ”Jeg ville informere dig om, at du skal med til en forretningsmiddag i næste uge. Jeg vil gerne introducere dig for en ung pige.” Faren så kort over mod hvad der formentligt var pigens forældre og gav derefter John et klap på skulderen, ”Jeg henter dig klokken syv, torsdag” Han forventede simpelt at hans søn godt kunne komme, og gik derfor.
John tog en dyb indånding, og vendte atter blikket på Ellie. Han hadede når hans far lavede planer, uden han fik noget at skulle have sagt. Hvis det ikke var fordi Ellie, havde siddet der, havde han protesteret. Han havde sagt et utal af gange, at han ikke gad at blive påvirket på den måde, hvad end det gjaldt karrierevalg eller kærlighed, men det virkede åbenbart stadig som om faren var ligeglad. Det var noget af det mest latterlige, at han skulle date en pige, blot fordi hendes forældre havde en høj status. Han kunne godt se idéen, men det virkede gammeldags og uretfærdigt, specielt hvis han en dag blev forelsket i en anden. ”Det må du undskylde.” Han ville ønske han bare kunne sige, han havde andre planer. Men han vidste også hvor vigtigt disse forretningsmiddage var, og hvor store aftaler de kunne medføre. Han ville ikke skuffe sin far mere end nødvendigt. ”Jeg hader når han laver planer uden at indblande mig” han smilede, mest for at glemme det og skjule at han i virkeligheden blev vred på faren. Det nyttede ikke noget at blive vred, ikke nu i hvert fald.
Han drak lidt mere af sin champagne, og kunne mærke han havde brug for at komme lidt ud. Hvis ikke helt væk fra grunden, så udenfor på balkonen. ”Vil du med ud og have lidt frisk luft?” han så lidt mod sin far, hvorefter han så afventende på Ellie.
”John.” Hans tanker blev afbrudt, da hans hørte sin fars stemme. Da han vendte blikket op mod ham, rettede han sig en smule op i stolen. ”Ja, far.” stemmen var bestemt, mens han ventede på hvad årsagen var til, at faren kom hen til ham. Han håbede de skulle til at forlade selskabet, men det var stadig ikke blevet så sent.
Faren var få centimeter lavere end John, og tydeligvis ældre, men ellers lignede de meget hinanden, på udseendet i hvert fald. ”Jeg ville informere dig om, at du skal med til en forretningsmiddag i næste uge. Jeg vil gerne introducere dig for en ung pige.” Faren så kort over mod hvad der formentligt var pigens forældre og gav derefter John et klap på skulderen, ”Jeg henter dig klokken syv, torsdag” Han forventede simpelt at hans søn godt kunne komme, og gik derfor.
John tog en dyb indånding, og vendte atter blikket på Ellie. Han hadede når hans far lavede planer, uden han fik noget at skulle have sagt. Hvis det ikke var fordi Ellie, havde siddet der, havde han protesteret. Han havde sagt et utal af gange, at han ikke gad at blive påvirket på den måde, hvad end det gjaldt karrierevalg eller kærlighed, men det virkede åbenbart stadig som om faren var ligeglad. Det var noget af det mest latterlige, at han skulle date en pige, blot fordi hendes forældre havde en høj status. Han kunne godt se idéen, men det virkede gammeldags og uretfærdigt, specielt hvis han en dag blev forelsket i en anden. ”Det må du undskylde.” Han ville ønske han bare kunne sige, han havde andre planer. Men han vidste også hvor vigtigt disse forretningsmiddage var, og hvor store aftaler de kunne medføre. Han ville ikke skuffe sin far mere end nødvendigt. ”Jeg hader når han laver planer uden at indblande mig” han smilede, mest for at glemme det og skjule at han i virkeligheden blev vred på faren. Det nyttede ikke noget at blive vred, ikke nu i hvert fald.
Han drak lidt mere af sin champagne, og kunne mærke han havde brug for at komme lidt ud. Hvis ikke helt væk fra grunden, så udenfor på balkonen. ”Vil du med ud og have lidt frisk luft?” han så lidt mod sin far, hvorefter han så afventende på Ellie.
Gæst- Gæst
Sv: What was your name again? // John Donovan //
af Ellie Hemmings Ons 20 Nov 2013 - 22:50
Ellies smil blev bredere og mere ægte, han han sagde at det var imponerende at hun gerne ville være sanger. Det var ikke hvad de fleste andre syntes. De fleste andre plejede at se på hende med et blik, som er et barn værdigt, og sige at hun nok ville gøre klogt i at få sig en uddannelse som rent faktisk kunne lade sig gøre. At ingen rent faktisk troede på at Ellie kunne få en karriere indenfor musikbranchen gave hende blot endnu mere blod på tanden. Hun skulle nok vise dem at de tog fejl! "Tak," sagde hun og smilede så hendes smilehuller kom til syne. "Jeg skal sørge for at du bliver VIP hvis det engang bliver til noget." Et ægte grin undslap hendes læber. Det var lyst og piget og let og det var lang tid siden hun falde grinet sådan før. Det var mest en joke, men hvis hun faktisk blev sangerinde, så ville hun sandelig sørge for at John kom til at se hende optræde, da han var en af de eneste der ikke nedgjorde hendes fremtidsønske.
Ellie kastede et blik på personen, der afbrød dem. Det var tydeligt at både se og høre at det var Johns far. De lignede hinanden lige så meget som Ellie lignede sin mor. Ellies gode humør dalede en smule da hun hørte hvad Johns far var kommet for at tale med ham om. Han skulle altså smedes sammen med en tøs. Ellie så ned i gulvet og ønskede sig langt væk. Johns far kunne havde fortalt John om planen på mange andre tidspunkter, men han valgte at gøre det nu.. lige foran hende, og Ellie var sikker på at var fordi han ville give hende besked om at hun ikke havde nogen chance. Overhovedet. Han havde garanteret også hørt tygterne om hende. Rygterne hvoraf de fleste faktisk var sande. Der var ingen forældre i deres vennekreds der brød sig om at hun hang ud sammen med deres børn, og da slet ikke at tænke på hvis hun skulle finde sammen med deres søn. For guds skyld nej! Ellies kinder havde fået en lettere rødlig kulør. Hun følte sig pinlig berørt. Hendes blik fandt atter deres vej frem til Johns da han undskyldte. "Det er okay," Hendes stemme var lav og hendes smil en smule genert. Hun trak lidt på skuldrene til det næste. "Jeg ville ønske at min far lavede planer der for en gangs skyld omhandlede mig." Hun følte straks at hun havde sagt for meget og kneb derfor læberne sammen. Hun var opvokset med at hun ikke måtte kritisere sin familie overfor nogen for det ville skabe dårligt ry.
Ellie så efter sine forældre, men da hun ikke kunne se dem, nikkede hun. "Okay," svarede hun blot, rejste sig og gik hen mod altandøren med champagneglasset i hånden. Altandøren var lukkede, og hun åbnede den forsigtigt og smuttede udenfor, mens hun regnede med at John ville følge efter hende. Luften var kølig udenfor og den ville have været direkte kold hvis hun ikke havde haft alkohol i blodet. Der var ikke nogle andre gæster derude, hvilket betød at Ellie og John havde altanen for sig selv. Hun gik hen til kanten, hvilede hænderne med glasset på gelænderet og så ud over byen. Der var langt ned. Så langt ned, at der ikke ville være den mindste chance for overlevelse hvis man faldt... eller hoppede ud over.
Ellie kastede et blik på personen, der afbrød dem. Det var tydeligt at både se og høre at det var Johns far. De lignede hinanden lige så meget som Ellie lignede sin mor. Ellies gode humør dalede en smule da hun hørte hvad Johns far var kommet for at tale med ham om. Han skulle altså smedes sammen med en tøs. Ellie så ned i gulvet og ønskede sig langt væk. Johns far kunne havde fortalt John om planen på mange andre tidspunkter, men han valgte at gøre det nu.. lige foran hende, og Ellie var sikker på at var fordi han ville give hende besked om at hun ikke havde nogen chance. Overhovedet. Han havde garanteret også hørt tygterne om hende. Rygterne hvoraf de fleste faktisk var sande. Der var ingen forældre i deres vennekreds der brød sig om at hun hang ud sammen med deres børn, og da slet ikke at tænke på hvis hun skulle finde sammen med deres søn. For guds skyld nej! Ellies kinder havde fået en lettere rødlig kulør. Hun følte sig pinlig berørt. Hendes blik fandt atter deres vej frem til Johns da han undskyldte. "Det er okay," Hendes stemme var lav og hendes smil en smule genert. Hun trak lidt på skuldrene til det næste. "Jeg ville ønske at min far lavede planer der for en gangs skyld omhandlede mig." Hun følte straks at hun havde sagt for meget og kneb derfor læberne sammen. Hun var opvokset med at hun ikke måtte kritisere sin familie overfor nogen for det ville skabe dårligt ry.
Ellie så efter sine forældre, men da hun ikke kunne se dem, nikkede hun. "Okay," svarede hun blot, rejste sig og gik hen mod altandøren med champagneglasset i hånden. Altandøren var lukkede, og hun åbnede den forsigtigt og smuttede udenfor, mens hun regnede med at John ville følge efter hende. Luften var kølig udenfor og den ville have været direkte kold hvis hun ikke havde haft alkohol i blodet. Der var ikke nogle andre gæster derude, hvilket betød at Ellie og John havde altanen for sig selv. Hun gik hen til kanten, hvilede hænderne med glasset på gelænderet og så ud over byen. Der var langt ned. Så langt ned, at der ikke ville være den mindste chance for overlevelse hvis man faldt... eller hoppede ud over.
Ellie Hemmings- Beginner (Rank 4)
- Bosted : Ellie plejede at bo i et kæmpe hus med sine forældre - som aldrig er hjemme - sin bror Luke og deres bulter, Herros, men hun har fået for meget af sin mor, og er derfor skredet fra familiens hus og er flyttet ind i en lejlighed med en fyr ved navn Zachary.
Antal indlæg : 36
Sv: What was your name again? // John Donovan //
af Gæst Søn 24 Nov 2013 - 21:29
Hvis det ikke blev til noget, måtte han invitere hende ud på karaokebar, eller se hende optræde et andet sted. Når hun selv sagde det på den måde, lød det som om hun havde haft meget modgang, og det var nok ikke løgn at sige, hun ikke havde fået lov til at blive sanger for sine forældre. Men det ville ingen børn får lov til, hvis det stod til forældre som deres. ”Det vil jeg se frem til” han gengældte hendes smil. Det var rart at løsne en smule op, og ikke være bange for, om man sagde noget forkert, for det havde han nok allerede gjort. Han følte sig afslappet sammen med hende, og det var kun en god ting ifølge ham.
Da hun sagde, hun ønskede hendes far indblandede hende oftere, vidste han pludselig ikke hvad han skulle sige. Men der var nok ingen af delene, som føltes særlig sjovt. ”Det er jeg ked af. Min far går alt for meget op i, alt hvad jeg foretager mig. Men det er måske bedre, end ingenting” han så kort hen mod sin far, blot for at bekræfte han var helt væk fra dem. Da han var lille, føltes det som om han var på en form for militærlejr. Og selvom de havde bunker af penge, blev han ikke forkælet, som de andre børn i hans omkreds. John er taknemmelig for det i dag, men som barn var det svært at forstå. Det var først da han var ældre han forstod, at han skulle være glad for det faren gjorde i stedet. Specielt at han betalte John for at gå på en dyr privatskole, og gav ham lov til at holde gymnasiefester i deres palæ. ”Han vil ikke indrømme det, men han er utrolig skuffet over mig” at være den eneste søn, har bestemt været hårdt, også selvom det ikke burde være det. Han så igen på Ellie, og drak en smule mere af champagnen. ”Hvis jeg havde en søster, eller bror, ville jeg sikkert ikke have det samme problem.” da hun rejste sig, for at gå udenfor, gik han roligt efter hende.
Luften omfavnede ham præcis som han havde brug for den, og da han indåndede den friske luft blev han klar i hovedet, og kunne mere eller mindre overskue flere ting igen. Han fulgtes med hen til gelænderet og betragtede udsigten. Det var kun det bedste der var godt nok, og derfor var det kun en selvfølge, at festen blev holdt i en penthouselejlighed. Han kunne stadig ikke komme sig over sin far, og det faktum, at han åbenbart stadig skulle date døtre af andre rigmænd. Han forstod heller ikke, hvorfor han kom netop som han snakkede med Ellie, fremfor de gange han snakkede med de ”voksne” denne aften. ”Hvad laver dine forældre til hverdag?” det var usædvanligt, for hans far afbryde ham, når han rent faktisk talte med en rigmandsdatter, så der måtte være et eller andet i vejen. Eller også var det bare John, der tænkte for meget over det. ”Jeg spørger fordi det er usædvanlig opførsel fra min far.. Han plejer at godkende alle piger, der blot har samme baggrund som jeg” han vendte kroppen en smule, så hans bryst var rettet mod hende, og ville ønske hun havde et svar. Hvis ikke, var det typisk hans far, at John nu ikke engang måtte tale med dem han havde lyst til.
Da hun sagde, hun ønskede hendes far indblandede hende oftere, vidste han pludselig ikke hvad han skulle sige. Men der var nok ingen af delene, som føltes særlig sjovt. ”Det er jeg ked af. Min far går alt for meget op i, alt hvad jeg foretager mig. Men det er måske bedre, end ingenting” han så kort hen mod sin far, blot for at bekræfte han var helt væk fra dem. Da han var lille, føltes det som om han var på en form for militærlejr. Og selvom de havde bunker af penge, blev han ikke forkælet, som de andre børn i hans omkreds. John er taknemmelig for det i dag, men som barn var det svært at forstå. Det var først da han var ældre han forstod, at han skulle være glad for det faren gjorde i stedet. Specielt at han betalte John for at gå på en dyr privatskole, og gav ham lov til at holde gymnasiefester i deres palæ. ”Han vil ikke indrømme det, men han er utrolig skuffet over mig” at være den eneste søn, har bestemt været hårdt, også selvom det ikke burde være det. Han så igen på Ellie, og drak en smule mere af champagnen. ”Hvis jeg havde en søster, eller bror, ville jeg sikkert ikke have det samme problem.” da hun rejste sig, for at gå udenfor, gik han roligt efter hende.
Luften omfavnede ham præcis som han havde brug for den, og da han indåndede den friske luft blev han klar i hovedet, og kunne mere eller mindre overskue flere ting igen. Han fulgtes med hen til gelænderet og betragtede udsigten. Det var kun det bedste der var godt nok, og derfor var det kun en selvfølge, at festen blev holdt i en penthouselejlighed. Han kunne stadig ikke komme sig over sin far, og det faktum, at han åbenbart stadig skulle date døtre af andre rigmænd. Han forstod heller ikke, hvorfor han kom netop som han snakkede med Ellie, fremfor de gange han snakkede med de ”voksne” denne aften. ”Hvad laver dine forældre til hverdag?” det var usædvanligt, for hans far afbryde ham, når han rent faktisk talte med en rigmandsdatter, så der måtte være et eller andet i vejen. Eller også var det bare John, der tænkte for meget over det. ”Jeg spørger fordi det er usædvanlig opførsel fra min far.. Han plejer at godkende alle piger, der blot har samme baggrund som jeg” han vendte kroppen en smule, så hans bryst var rettet mod hende, og ville ønske hun havde et svar. Hvis ikke, var det typisk hans far, at John nu ikke engang måtte tale med dem han havde lyst til.
Gæst- Gæst
Sv: What was your name again? // John Donovan //
af Ellie Hemmings Fre 29 Nov 2013 - 21:17
Ellie lo kort, men der var ingen glæde i hendes grin. "Min far går skam også op i hvad jeg foretager mig," sagde hun og fangede underlæben mellem tænderne, inden hun igen slap den fri. Hendes far havde skam stramme linjer for hvad Ellie måtte og ikke måtte, og hvis han fandt ud af at hun havde gjort noget, som hun ikke havde fået lov til, var straffen hård. Men Ellie havde lært at opføre sig ordentligt når hendes forældre var i nærheden og kun lave ballade når de ikke hvad hjemme, hvilket var rimlig ofte. ".. Men han tager mig aldrig med nogle steder hen og han har aldrig rigtig haft en ordenlig samtale mig med. " Sagde hun med et skuldertræk som om hun var ligeglad, men det var hun bestemt ikke. Hun ville gøre alt for at have et godt forhold til sine forældre. Hun ville have sådan et forhold så hun kunne grine med dem og fortælle dem alt. Hun ville passes på og trøstes når hun var ked af det. Men hun kendte næsten ikke sine forældre. De havde været væk det meste af hendes barndom og til dem var hun mere en accessorie end en de skulle tage sig af. Hun betragtede John mens han snakkede, og så overrasket på ham, da han fortalte at hans far ikke ville indrømme at han var skuffet over sin søn. "Virkelig?" spurgte hun undrende. Hendes egen far havde absolut ingen problemer med at udtrykke sin skuffelse over Ellie og han gjorde det stort set også hver gang de så hinanden. Hun kunne ikke rigtig forestille sig hvordan det ville være, at have en far der ikke ville indrømme at han var skuffet over hende, når hun jo fik det at vide så tit.
Ellie stod stille og så ud over byen. Lysene fra gadelygter, billygter og vinduer lyste op som stjerne. Det var smukt. Ved hans spørgsmål drejede hun hovedet mod ham og så på ham med rynket pande. Hun forstod ikke hvorfor han spurgte og hun nåede heller ikke at svare, før han igen talte. Et smil bredte sig ud over hendes læber, men det nåede ikke hendes øjne og det var bistert istedet for at udtrykke glæde. "Det er ikke mine forældre din far har noget imod," sagde hun og vendte sig også mod ham. "Det er mig den er gal med." Hun lo kort og vendte hovedet så hun så ud over byen før hun igen vendte opmærksomheden mod ham. Hun smilede ikke længere. "Jeg er..." Hun pressede læberne sammen og prøvede at finde et ord der beskrev hende. ".. umulig." Hun fangede hans blik og søgte efter en reaktion. Han måtte da have hørt rygterne om hende.. rygterne som slet ikke var rygter, men var sandhede. I hvert fald de fleste af dem.
Ellie stod stille og så ud over byen. Lysene fra gadelygter, billygter og vinduer lyste op som stjerne. Det var smukt. Ved hans spørgsmål drejede hun hovedet mod ham og så på ham med rynket pande. Hun forstod ikke hvorfor han spurgte og hun nåede heller ikke at svare, før han igen talte. Et smil bredte sig ud over hendes læber, men det nåede ikke hendes øjne og det var bistert istedet for at udtrykke glæde. "Det er ikke mine forældre din far har noget imod," sagde hun og vendte sig også mod ham. "Det er mig den er gal med." Hun lo kort og vendte hovedet så hun så ud over byen før hun igen vendte opmærksomheden mod ham. Hun smilede ikke længere. "Jeg er..." Hun pressede læberne sammen og prøvede at finde et ord der beskrev hende. ".. umulig." Hun fangede hans blik og søgte efter en reaktion. Han måtte da have hørt rygterne om hende.. rygterne som slet ikke var rygter, men var sandhede. I hvert fald de fleste af dem.
Sidst rettet af Ellie Hemmings Søn 1 Dec 2013 - 20:09, rettet 1 gang
Ellie Hemmings- Beginner (Rank 4)
- Bosted : Ellie plejede at bo i et kæmpe hus med sine forældre - som aldrig er hjemme - sin bror Luke og deres bulter, Herros, men hun har fået for meget af sin mor, og er derfor skredet fra familiens hus og er flyttet ind i en lejlighed med en fyr ved navn Zachary.
Antal indlæg : 36
Sv: What was your name again? // John Donovan //
af Gæst Søn 1 Dec 2013 - 19:09
Det virkede som et usædvanligt forhold at have til sin far, men måske var det også kun fordi John var vand til kun at have én far, og ikke andet. I hvert fald var resten af hans familie ikke bedre end ham.
”Ja..” han vidste ikke hvorfor hun virkede overrasket over det, men når man var en stolt mand som hans far, skjulte man alt det dårlige, og ville ofte ikke indrømme overfor sig selv, at man måske havde begået fejl. ”Han nævner det aldrig overfor andre mennesker. Han regner stærkt med, at jeg overtager hans advokatfirma. Det er måske derfor han ikke dvæler over skuffelsen af at jeg ’midlertidigt’ er ansat i politiet.” Han havde en sarkastisk tone, når han sagde midlertidig. For han havde slet ikke lyst til at overtage virksomheden, og hvis han overtog den nu, ville han sælge den. Den anden grund, var nok også, at John altid havde opført sig eksemplarisk indtil nu. Der var intet andet at være skuffet over. Det betød dog ikke, at faren var stolt over ham. Det havde John aldrig fået af vide.
Han havde ikke regnet med, at hun kunne være umulig. Hendes udseende og udstråling, skreg ligefrem ikke af ballade, men det var måske også fordi de var til en fin fest med deres forældre. ”Umulig?” han løftede op i det ene øjenbryn og ville ønske hun kunne uddybe det. Han lænede sig lidt mere op af gelænderet, og kiggede ud over byen for at tænke sig frem til hvad hun mente. Selv hvis hun var rodet ud i alt mulig, så gjorde det hende ikke mere umulig for ham. Tværtimod gjorde det hende interessant, fremfor de uskyldige og forkælede rigmandsdøtre, som forventede alt for meget af ham. ”Det har jeg svært ved at tro på” han vendte blikket over mod hende, hvorefter han sendte hende et smil. John havde selv prøvet at rode sig ud i forskellige ildesete situationer, uden hans far vidste noget til det. En rebelsk teenager, var i det fleste tilfælde noget man ikke kom udenom. Specielt når ens forældre sjældent var hjemme. Alligevel måtte hendes situationer have været værre, siden hans egen far vidste noget om det. ”Såsom hvad?” opfordrede han hende, og håbede hun fortalte hvad der gjorde, at hun selv opfattede sig som umulig. Hvis det var kriminalitet var han ligeglad, så længe det ikke var alvorlige forbrydelser mod andre mennesker. Hvis det blot var uhøflig eller anderledes opførsel til et selskab, var det nok alkoholens skyld, så i hans øjne havde han svært ved at tro hun kunne være umulig. Naturligvis ville hans far syntes det, hvis det var noget lignende. Han havde dog stadig behov for at spørge. ”Jeg har nok hørt det, der er værre” han så lidt tilbage på glasdøren ind til den lille stue, inden han så ind i hendes øjne. Hun behøvede selvfølgelig ikke at sige det. John var simpelt blevet nysgerrig, da hun virkede mere spændende end hvad han først havde antaget.
”Ja..” han vidste ikke hvorfor hun virkede overrasket over det, men når man var en stolt mand som hans far, skjulte man alt det dårlige, og ville ofte ikke indrømme overfor sig selv, at man måske havde begået fejl. ”Han nævner det aldrig overfor andre mennesker. Han regner stærkt med, at jeg overtager hans advokatfirma. Det er måske derfor han ikke dvæler over skuffelsen af at jeg ’midlertidigt’ er ansat i politiet.” Han havde en sarkastisk tone, når han sagde midlertidig. For han havde slet ikke lyst til at overtage virksomheden, og hvis han overtog den nu, ville han sælge den. Den anden grund, var nok også, at John altid havde opført sig eksemplarisk indtil nu. Der var intet andet at være skuffet over. Det betød dog ikke, at faren var stolt over ham. Det havde John aldrig fået af vide.
Han havde ikke regnet med, at hun kunne være umulig. Hendes udseende og udstråling, skreg ligefrem ikke af ballade, men det var måske også fordi de var til en fin fest med deres forældre. ”Umulig?” han løftede op i det ene øjenbryn og ville ønske hun kunne uddybe det. Han lænede sig lidt mere op af gelænderet, og kiggede ud over byen for at tænke sig frem til hvad hun mente. Selv hvis hun var rodet ud i alt mulig, så gjorde det hende ikke mere umulig for ham. Tværtimod gjorde det hende interessant, fremfor de uskyldige og forkælede rigmandsdøtre, som forventede alt for meget af ham. ”Det har jeg svært ved at tro på” han vendte blikket over mod hende, hvorefter han sendte hende et smil. John havde selv prøvet at rode sig ud i forskellige ildesete situationer, uden hans far vidste noget til det. En rebelsk teenager, var i det fleste tilfælde noget man ikke kom udenom. Specielt når ens forældre sjældent var hjemme. Alligevel måtte hendes situationer have været værre, siden hans egen far vidste noget om det. ”Såsom hvad?” opfordrede han hende, og håbede hun fortalte hvad der gjorde, at hun selv opfattede sig som umulig. Hvis det var kriminalitet var han ligeglad, så længe det ikke var alvorlige forbrydelser mod andre mennesker. Hvis det blot var uhøflig eller anderledes opførsel til et selskab, var det nok alkoholens skyld, så i hans øjne havde han svært ved at tro hun kunne være umulig. Naturligvis ville hans far syntes det, hvis det var noget lignende. Han havde dog stadig behov for at spørge. ”Jeg har nok hørt det, der er værre” han så lidt tilbage på glasdøren ind til den lille stue, inden han så ind i hendes øjne. Hun behøvede selvfølgelig ikke at sige det. John var simpelt blevet nysgerrig, da hun virkede mere spændende end hvad han først havde antaget.
Gæst- Gæst
Sv: What was your name again? // John Donovan //
af Ellie Hemmings Fre 6 Dec 2013 - 21:38
Ellie nikkede. Hendes forældre holdt da også hemmeligt hvilken skuffelse hun var for dem, og prøvede at sætte hende i et godt lys trods hun lavede så meget ballade hele tiden. Dog havde hendes forældre ingen problemer med at udtrykke hvilken skuffelse hun var og at de virkelig havde håbet at hun ville vokse op og blive en fornuftig ung pige istedet for det hun var blevet det. Det gjorde ondt at få at vide, men hun viste det ikke. Hun ville hellere virke ligeglad over for den. Hun havde prøvet at opføre sig ordentligt. Da hun var mindre gjorde hun aldrig noget galt. Hun fik gode karakter i skolen, hun hjalp med frivilligt arbejde og hun opførte sig ordenligt og hver gang hendes forældre var hjemme forventede hun og regnede med at de ville rose hende og fortælle hende, at de var stolte af hende, men det gjorde de aldrig. De forventede jo at hun opførte sig sådan, så der var ikke noget at skulle rose for. Hun fik ikke opmærksomhed fra dem, og til sidst besluttede hun sig for at dårlig opmærksomhed var bedre end ingen opmærksomhed. Nu fik hun i det mindste opmærksomhed når de skældte hende ud og råbte af hende. Det var bedre end at de bare ignorerede hende. "Mine forældre nævner heller ikke deres skuffelse over for andre mennesker, men jeg får den sandelig at vide." Hun så lidt på ham inden hun så ned i jorden. På en måde var det rart at have en at tale med. En der var lidt ligesom hende selv. En der ikke bare gjorde som deres forældre ville have dem til. Okay, de andre 'børn' til selskabet var ikke englebørn, som deres forældre gik og troede. De lavede stort set det samme som Ellie, men gjorde det ikke lige så åbenlyst og ikke når de var i nærheden af deres forældre. Ellie have flere gange røget sig skæv og prøvet diverse stoffer sammen med dem til fester, hvor deres forældre ikke var med, men nu snakkede de ikke så meget med hende. Ikke efter at rygterne var begyndt at spredes.
Ellie smilede da han gentog hende. "Ja, umulig." fastslog hun blot og betragtede hans ansigt, mens han så ud over byen. Hun kunne godt lide den tone af overraskelse der var i hans stemme. Det lød som om han havde svært ved at tro på hende. Så havde han nok ikke hørt om hende.. endnu. Men det ville han helt sikkert senere, når hans far besluttede sig at forbyde ham at tilbringe tid med hende. Hendes smil blev bredere ved hans næste ord. "Hm," sagde hun bare og lod blikket falde ned på sine hænder, der stadig holdt på champagneglasset. Hun så ikke op på ham før han igen sagde noget. Såsom hvad? Forventede han af hende, at hun skulle stå og remse hele listen op? Nu havde hun endelig fundet en person, der gad at snakke med hende, så hun ville ikke ødelægge det ved at fortælle ham, alt det hun havde lavet. I stedet mødte hun hans øjne og sagde: "Lidt af hvert, du ved." Hvis de blev bedre venner skulle hun nok fortælle ham nogle af episoderne, hvis han ikke havde hørt det fra andre først, og han skulle nok også komme til at se hende i aktion, hvis han blev hængende og ikke blev skræmt væk af hvad andre folk sagde om hende. Da havde sagde, at han nok havde hørt værre historier, kunne Ellie ikke lade vær med at høre det lidt som en udfordring til at fortælle ham, hvorfor hun selv og andre folk fandt hende umulig. Det lød som om han ikke rigtig troede på hende, hvilket både irriterede hende lidt, men også gjorde hende glad på en underlig måde. Han troede ikke på, at hun kunne være umulig og det kunne da kun være en god ting, right? Ellie lo kort. "Det har du nok. Men hvad siger du, hvis jeg siger, at jeg er skyld i at Mr. and Mrs. Harrisons ikke længere er gift?" Mr. Harrison var nogle år ældre end hendes far og Mrs. Harrison var på samme alder med hendes mor. De havde været et af familien gode vennepar. Lige indtil Ellie kom i vejen. Og da de havde været gode forretningspartnere havde hendes far aldrig tilgivet hende, for at have ødelagt det for ham, selvom han faktisk havde tjent en del penge på det.
Ellie smilede da han gentog hende. "Ja, umulig." fastslog hun blot og betragtede hans ansigt, mens han så ud over byen. Hun kunne godt lide den tone af overraskelse der var i hans stemme. Det lød som om han havde svært ved at tro på hende. Så havde han nok ikke hørt om hende.. endnu. Men det ville han helt sikkert senere, når hans far besluttede sig at forbyde ham at tilbringe tid med hende. Hendes smil blev bredere ved hans næste ord. "Hm," sagde hun bare og lod blikket falde ned på sine hænder, der stadig holdt på champagneglasset. Hun så ikke op på ham før han igen sagde noget. Såsom hvad? Forventede han af hende, at hun skulle stå og remse hele listen op? Nu havde hun endelig fundet en person, der gad at snakke med hende, så hun ville ikke ødelægge det ved at fortælle ham, alt det hun havde lavet. I stedet mødte hun hans øjne og sagde: "Lidt af hvert, du ved." Hvis de blev bedre venner skulle hun nok fortælle ham nogle af episoderne, hvis han ikke havde hørt det fra andre først, og han skulle nok også komme til at se hende i aktion, hvis han blev hængende og ikke blev skræmt væk af hvad andre folk sagde om hende. Da havde sagde, at han nok havde hørt værre historier, kunne Ellie ikke lade vær med at høre det lidt som en udfordring til at fortælle ham, hvorfor hun selv og andre folk fandt hende umulig. Det lød som om han ikke rigtig troede på hende, hvilket både irriterede hende lidt, men også gjorde hende glad på en underlig måde. Han troede ikke på, at hun kunne være umulig og det kunne da kun være en god ting, right? Ellie lo kort. "Det har du nok. Men hvad siger du, hvis jeg siger, at jeg er skyld i at Mr. and Mrs. Harrisons ikke længere er gift?" Mr. Harrison var nogle år ældre end hendes far og Mrs. Harrison var på samme alder med hendes mor. De havde været et af familien gode vennepar. Lige indtil Ellie kom i vejen. Og da de havde været gode forretningspartnere havde hendes far aldrig tilgivet hende, for at have ødelagt det for ham, selvom han faktisk havde tjent en del penge på det.
Ellie Hemmings- Beginner (Rank 4)
- Bosted : Ellie plejede at bo i et kæmpe hus med sine forældre - som aldrig er hjemme - sin bror Luke og deres bulter, Herros, men hun har fået for meget af sin mor, og er derfor skredet fra familiens hus og er flyttet ind i en lejlighed med en fyr ved navn Zachary.
Antal indlæg : 36
Sv: What was your name again? // John Donovan //
af Gæst Lør 7 Dec 2013 - 21:01
Han accepterede ret hurtigt, at hun ikke havde lyst til at dele nogle af de historier med ham, men det kunne være han var heldig. Han dømte ikke folk på deres handlinger i fortiden, eller hvordan de så ud udadtil, men snarere hvad der var bag facaden. Fordomme var altid negative og ubegrundede, men hvis de så skulle gå hen og ligne sandheden, så ville han selv have oplevet dem, og ikke hørt det fra nogle andre.
Det kunne godt være han lignende en selvsikker, kold og højtidelig herre, præcis som sin far havde været det. Hans rene og formelle påklædning, håret velplejet og lagt tilbage. En forkælet møgunge. Men han troede bestemt ikke han var bedre end nogen anden, hvilket hun forhåbentligt også havde indset, og hun var sikkert også træt af, at folk tænkte det om hende.
Preston havde aldrig været god nok i sin fars øjne, og når han endelig faldt for en pige, havde han været for god til hende, og derfor forlod hun ham. Det var en pine at se i øjnene, og han ville ønske han blot kunne være god nok, men sandheden var også at han aldrig var kommet ind på sin politiuddannelse, hvis det ikke havde været for farens strenge opvækst.
Lidt af hvert, kunne være hvad som helst, men da hun nævnte, at hun var grunden til at Harrison-ægteparret ikke længere var sammen, gav det en mere klar forestilling om, hvad hun havde ment med umulig. Enten så skulle der ikke meget til, at de to blev skilt, eller også var hun virkelig umulig. ”So you are dangerous” han trak en smule op i mundvigen, da han sagde det. Måske var hun alligevel ikke sådan som hun så ud til, og overfor ham, virkede hun heller ikke til at være det, men det så ud til at han tog fejl. Det gjorde det kun farligere for ham, at blive ved med at snakke med hende, men det gav ham stadig ikke mindre grund til ikke at blive ved.
”Så længe du ikke ødelægger nogle Donovan-ægteskaber, er du god nok” han sendte hende endnu et smil og jokede naturligvis. Han troede bestemt ikke på, hun havde gjort det med vilje, og selvom han ville vide hvordan hun kunne være skyld i en skilsmisse, gik han ud fra hun heller ikke ville fortælle det.
”Vil du med ind igen?” han så over mod glasdøren, inden han igen så på hende. Hvis det havde været en stor åben have, havde han uden tvivl løbet væk den vej – ligegyldigt for hvad der var forude. Det kunne være alt fra en skov, til en by – det var lige meget, så længe han kunne tage afstand til det fine selskab og nyde selskabet med hende. Desværre, var det dog ikke tilfældet, og det var heller ikke særlig varmt udenfor. Specielt fordi han kun bar en hvid skjorte, uden jakken. Han var heller ikke så sikker på hun havde de samme tanker som ham. Hun ønskede højst sandsynligt at tage hjem, så snart hun kunne, i stedet for at tage væk med ham. Af den grund spurgte han hende ikke. Han var glad for at have mødt hende alligevel. Han mindes ikke at have mødt en anden, som havde det på den måde omkring sin familie. Jovist, var der mange som sagde at deres forældre aldrig var hjemme, men der måtte have været noget andet at måle op med det, for de virkede til at være meget mere som deres forældre, og elske dem meget højere, end hvad man kunne tro. Det var selvfølgelig en god ting, men det havde også resulteret i, at samtalerne var anderledes, og sjældent så afslappende som nu.
Det kunne godt være han lignende en selvsikker, kold og højtidelig herre, præcis som sin far havde været det. Hans rene og formelle påklædning, håret velplejet og lagt tilbage. En forkælet møgunge. Men han troede bestemt ikke han var bedre end nogen anden, hvilket hun forhåbentligt også havde indset, og hun var sikkert også træt af, at folk tænkte det om hende.
Preston havde aldrig været god nok i sin fars øjne, og når han endelig faldt for en pige, havde han været for god til hende, og derfor forlod hun ham. Det var en pine at se i øjnene, og han ville ønske han blot kunne være god nok, men sandheden var også at han aldrig var kommet ind på sin politiuddannelse, hvis det ikke havde været for farens strenge opvækst.
Lidt af hvert, kunne være hvad som helst, men da hun nævnte, at hun var grunden til at Harrison-ægteparret ikke længere var sammen, gav det en mere klar forestilling om, hvad hun havde ment med umulig. Enten så skulle der ikke meget til, at de to blev skilt, eller også var hun virkelig umulig. ”So you are dangerous” han trak en smule op i mundvigen, da han sagde det. Måske var hun alligevel ikke sådan som hun så ud til, og overfor ham, virkede hun heller ikke til at være det, men det så ud til at han tog fejl. Det gjorde det kun farligere for ham, at blive ved med at snakke med hende, men det gav ham stadig ikke mindre grund til ikke at blive ved.
”Så længe du ikke ødelægger nogle Donovan-ægteskaber, er du god nok” han sendte hende endnu et smil og jokede naturligvis. Han troede bestemt ikke på, hun havde gjort det med vilje, og selvom han ville vide hvordan hun kunne være skyld i en skilsmisse, gik han ud fra hun heller ikke ville fortælle det.
”Vil du med ind igen?” han så over mod glasdøren, inden han igen så på hende. Hvis det havde været en stor åben have, havde han uden tvivl løbet væk den vej – ligegyldigt for hvad der var forude. Det kunne være alt fra en skov, til en by – det var lige meget, så længe han kunne tage afstand til det fine selskab og nyde selskabet med hende. Desværre, var det dog ikke tilfældet, og det var heller ikke særlig varmt udenfor. Specielt fordi han kun bar en hvid skjorte, uden jakken. Han var heller ikke så sikker på hun havde de samme tanker som ham. Hun ønskede højst sandsynligt at tage hjem, så snart hun kunne, i stedet for at tage væk med ham. Af den grund spurgte han hende ikke. Han var glad for at have mødt hende alligevel. Han mindes ikke at have mødt en anden, som havde det på den måde omkring sin familie. Jovist, var der mange som sagde at deres forældre aldrig var hjemme, men der måtte have været noget andet at måle op med det, for de virkede til at være meget mere som deres forældre, og elske dem meget højere, end hvad man kunne tro. Det var selvfølgelig en god ting, men det havde også resulteret i, at samtalerne var anderledes, og sjældent så afslappende som nu.
Gæst- Gæst
Sv: What was your name again? // John Donovan //
af Ellie Hemmings Lør 7 Dec 2013 - 22:44
Ellie strøg en vildfaren blond hårtot væk fra ansigtet og smilede til ham. Hun var ikke så god til at åbne sig op for folk hun ikke kendte særlig godt. Derfor virkede hun ofte ret ligeglad når hun talte om sine forældre, men når hun var alene græd hun og ønskede at der var nogen der kendte hende nok til at holde om hende og elske hende, selvom de kendte til alle hendes dårlige sider. Hun var dog ret sikker på at der ikke var nogen i verden der ville elske hende, når de først havde hørt om alt det hun havde lavet. Hun løftede glasset op til læberne og tog en tår af champagnen. Hendes læber efterlod et rødt aftryk på det ellers klare glas og hun sænkede igen glasset og lod det hvile på gelænderet, stadig med den ene hånd omkring det.
Hun lo let og hendes fine pigede grin lød som klokker i vinden. "Jeg ville ikke sige, at jeg er decideret farlig," sagde hun og smilede skævt smil ham. "Men jeg ved hvad jeg er i stand til." Hun slog blikket ned og smilet forsvandt fra hendes læber. Hun var ikke stolt af det hun havde gjort og hun havde også indset at det ikke havde været en god ide. Hun havde bare været så sur på sin far, at hun havde gjort noget, hun vidste ville få ham helt op i det røde felt. Hun havde gjort noget hun selv fortrød, men det var ikke noget hun kunne lave om på nu. Da han sagde at så længe hun ikke spolerede nogle ægteskaber i hans familie, var hun god nok. Hvad vidste han om det? Hun så op på ham, stadig uden at smile. "Lad os bare sige, at Mr. Harrison ikke er lige så god i sengen, som hans ekskone siger." Mumlede hun stilfærdigt og sænkede sit blik igen. Hun havde ikke lyst til at se blikket i Johns øjne, når han indså hvad det betød. Hun havde ikke lyst til at se afskyen eller bedømmelse.
Da han spurgte om hun ville med ind igen rystede hun på hovedet. "Kan vi ikke køre væk? Bare i nogle timer?" Spurgte hun og hendes stemme lød næsten bedende. Hun så op på ham med store ærlige øjne og det var tydeligt at hun ikke ønskede at være til selskabet mere. Hun vidste at hendes fars bilnøgler lå i hans jakkelommer og at hans jakke hang i garderoben og selvom hun ikke var ædru kunne hun nok godt køre.. eller så kunne John måske. Hun ville i hvert fald bare væk. Hun vidste ikke om hun var gået for vidt, da hun spurgte ham, og hun gjorde sig klar på en afvisning. Hvorfor skulle han ville køre væk med hende. Hvorfor skulle han gide at bruge tid på en der var så langt ude, at hun nok ikke kunne redes? Hun fangede underlæben mellem tænderne og så væk fra hans blik, mens hun ventede på hans svar.
Hun lo let og hendes fine pigede grin lød som klokker i vinden. "Jeg ville ikke sige, at jeg er decideret farlig," sagde hun og smilede skævt smil ham. "Men jeg ved hvad jeg er i stand til." Hun slog blikket ned og smilet forsvandt fra hendes læber. Hun var ikke stolt af det hun havde gjort og hun havde også indset at det ikke havde været en god ide. Hun havde bare været så sur på sin far, at hun havde gjort noget, hun vidste ville få ham helt op i det røde felt. Hun havde gjort noget hun selv fortrød, men det var ikke noget hun kunne lave om på nu. Da han sagde at så længe hun ikke spolerede nogle ægteskaber i hans familie, var hun god nok. Hvad vidste han om det? Hun så op på ham, stadig uden at smile. "Lad os bare sige, at Mr. Harrison ikke er lige så god i sengen, som hans ekskone siger." Mumlede hun stilfærdigt og sænkede sit blik igen. Hun havde ikke lyst til at se blikket i Johns øjne, når han indså hvad det betød. Hun havde ikke lyst til at se afskyen eller bedømmelse.
Da han spurgte om hun ville med ind igen rystede hun på hovedet. "Kan vi ikke køre væk? Bare i nogle timer?" Spurgte hun og hendes stemme lød næsten bedende. Hun så op på ham med store ærlige øjne og det var tydeligt at hun ikke ønskede at være til selskabet mere. Hun vidste at hendes fars bilnøgler lå i hans jakkelommer og at hans jakke hang i garderoben og selvom hun ikke var ædru kunne hun nok godt køre.. eller så kunne John måske. Hun ville i hvert fald bare væk. Hun vidste ikke om hun var gået for vidt, da hun spurgte ham, og hun gjorde sig klar på en afvisning. Hvorfor skulle han ville køre væk med hende. Hvorfor skulle han gide at bruge tid på en der var så langt ude, at hun nok ikke kunne redes? Hun fangede underlæben mellem tænderne og så væk fra hans blik, mens hun ventede på hans svar.
Ellie Hemmings- Beginner (Rank 4)
- Bosted : Ellie plejede at bo i et kæmpe hus med sine forældre - som aldrig er hjemme - sin bror Luke og deres bulter, Herros, men hun har fået for meget af sin mor, og er derfor skredet fra familiens hus og er flyttet ind i en lejlighed med en fyr ved navn Zachary.
Antal indlæg : 36
Sv: What was your name again? // John Donovan //
af Gæst Søn 8 Dec 2013 - 21:11
Da hun sagde at hun ikke selv mente hun var farlig, beviste det at han havde ret med hensyn til hende. På trods af at faren nok ville synes hun var farlig at omgås med.
John kneb øjnene en smule sammen, da det gik op for ham hvad hun havde lavet med Mr. Harrison. ”Wauw” han tav lidt, og prøvede at finde de rette ord. ”Du bliver ved med at overraske mig” han lod en kort latter slippe, og så fremadrettet ud mod byen. Hun havde overrasket ham ofte denne aften, men det var første gang hvor hun rent faktisk fortalte ham noget. Han forstod ikke, hvad der havde fået hende til at gøre det, men det kunne umuligt være af kærlighed til ham.
Da han så på hende, virkede hun til at fortryde hendes handling, og derfor havde hun også brug for at vide, han ikke dømte hende. Han var glad for, hun ville dele noget med ham, også selvom der måske gik rygter om det i forvejen. Det håbede han hun vidste.
”Jeg havde en ekstrem jaloux kæreste i gymnasiet, og hun slog op med mig, fordi jeg havde kysset med en anden. Vi var ikke sammen eller noget. Men fra den dag, ødelagde jeg hendes tillid og derfor var det også min skyld, at vi ikke længere er sammen..” han tav og blev stående, inden han så ind i hendes øjne, og fortsatte. ”Jeg ved ikke hvorfor du gjorde det, men det er ikke din skyld de ikke er sammen mere..” hun havde ingen grund til at føle sig skyld i det - i hvert fald lød det sådan. Han håbede også hun vidste han ikke dømte hende på baggrund af det. Ud fra hvad han kunne se, var det ikke noget hun var stolt af at have gjort, men alle havde vel noget de fortrød. Hans blik løftede sig fra hendes, og over mod tre gæster som kom ud på altanen for at ryge. Han gik ud fra hun helst ikke ville tale videre om det, og begyndte så at gå hen mod døren og ind i lejligheden igen.
Det næste hun sagde, fik ham til at smile så man kunne se hans hvide tænder. ”Jeg troede aldrig du ville spørge” sagde han med en drilsk undertone, ”Mød mig i garderoben. Jeg spørger lige min far om jeg må låne hans Audi” Han var lidt i tvivl om, hvor meget yngre hun var, og derfor hvorvidt hun havde fået kørekort. Desuden kunne han mærke på sig selv, at han efterhånden var blevet ædru, efter deres samtale på balkonen. Bilen var udlejet, og faren havde ikke lang gåafstand fra sit hotel, så hvis han var heldig, skulle det ikke være noget problem. Han rettede på sin skjorte, inden han gik ud for at snakke med sin far. Det var heldigvis nemt, at få bilnøglerne til audien, og det kunne John takke alkoholen for. Faren virkede altid lidt gladere, når han var beruset.
Han gik ud til garderoben, og viste hende bilnøglerne, med et blidt smil på læben, inden han tog dem i hans bukselomme. ”Må du godt tage af sted, for dine forældre?” Han trak sin sorte blazer af bøjlen, og tog den på, hvorefter han så afventende på hende.
John kneb øjnene en smule sammen, da det gik op for ham hvad hun havde lavet med Mr. Harrison. ”Wauw” han tav lidt, og prøvede at finde de rette ord. ”Du bliver ved med at overraske mig” han lod en kort latter slippe, og så fremadrettet ud mod byen. Hun havde overrasket ham ofte denne aften, men det var første gang hvor hun rent faktisk fortalte ham noget. Han forstod ikke, hvad der havde fået hende til at gøre det, men det kunne umuligt være af kærlighed til ham.
Da han så på hende, virkede hun til at fortryde hendes handling, og derfor havde hun også brug for at vide, han ikke dømte hende. Han var glad for, hun ville dele noget med ham, også selvom der måske gik rygter om det i forvejen. Det håbede han hun vidste.
”Jeg havde en ekstrem jaloux kæreste i gymnasiet, og hun slog op med mig, fordi jeg havde kysset med en anden. Vi var ikke sammen eller noget. Men fra den dag, ødelagde jeg hendes tillid og derfor var det også min skyld, at vi ikke længere er sammen..” han tav og blev stående, inden han så ind i hendes øjne, og fortsatte. ”Jeg ved ikke hvorfor du gjorde det, men det er ikke din skyld de ikke er sammen mere..” hun havde ingen grund til at føle sig skyld i det - i hvert fald lød det sådan. Han håbede også hun vidste han ikke dømte hende på baggrund af det. Ud fra hvad han kunne se, var det ikke noget hun var stolt af at have gjort, men alle havde vel noget de fortrød. Hans blik løftede sig fra hendes, og over mod tre gæster som kom ud på altanen for at ryge. Han gik ud fra hun helst ikke ville tale videre om det, og begyndte så at gå hen mod døren og ind i lejligheden igen.
Det næste hun sagde, fik ham til at smile så man kunne se hans hvide tænder. ”Jeg troede aldrig du ville spørge” sagde han med en drilsk undertone, ”Mød mig i garderoben. Jeg spørger lige min far om jeg må låne hans Audi” Han var lidt i tvivl om, hvor meget yngre hun var, og derfor hvorvidt hun havde fået kørekort. Desuden kunne han mærke på sig selv, at han efterhånden var blevet ædru, efter deres samtale på balkonen. Bilen var udlejet, og faren havde ikke lang gåafstand fra sit hotel, så hvis han var heldig, skulle det ikke være noget problem. Han rettede på sin skjorte, inden han gik ud for at snakke med sin far. Det var heldigvis nemt, at få bilnøglerne til audien, og det kunne John takke alkoholen for. Faren virkede altid lidt gladere, når han var beruset.
Han gik ud til garderoben, og viste hende bilnøglerne, med et blidt smil på læben, inden han tog dem i hans bukselomme. ”Må du godt tage af sted, for dine forældre?” Han trak sin sorte blazer af bøjlen, og tog den på, hvorefter han så afventende på hende.
Gæst- Gæst
Sv: What was your name again? // John Donovan //
af Ellie Hemmings Søn 8 Dec 2013 - 22:31
Ellies blik flakkede op til hans ansigt, men hun sænkede det hurtigt igen da hun så hans blik. Han så forbavset ud. Som om det ikke lige var noget han havde forventet. Det kunne hun også tydeligt høre på hans wauw. Hun nikkede bekræftende og holdt sig blik rettet mod jorden lidt endnu inden hun havde samlet mod nok til at se op på ham. Hun smilede usikkert til ham da han lo. Ja, det havde nok været lidt af en overraskelse, men hun havde jo advaret ham om at hun var umulig. Han havde bare ikke troet på hende. Ellie betragtede ham, at han så ud over byen. Gad vide hvad han tænkte. Væmmedes han ved hende? Syntes han at hun var langt ude? Det var hun jo, men på en eller anden mærkelig måde ville hun ikke have at han syntes det. Han var en af de eneste hun følte at hun kunne snakke med og derfor måtte han ikke syntes dårligt om hende. Det kunne hun ikke klare. Da han begyndte at tale så hun afventende på ham. Det havde jo ikke noget at gøre med den situation hun havde været i. Men det var da rart at vide at han heller ikke var en engel, men at han også kunne lave rav i den. Da han sagde, at det ikke var hendes skyld, at de ikke var sammen mere, fnøs hun og så overrasket på ham. Selvfølgelig var det det. Hun var jo lige netop grunden til at Mrs. Harrison var gået fra sin mand. Ellie havde jo netop gjort det for at skabe splid og hun havde gjort meget ud af at Mrs. Harrison skulle opdage det.. hvilket hun også havde. "Hvad snakker du om?" Hun lød nærmest irriteret. Han ville bare ikke indse at hun var et problembarn eller hvad? "Det er jo lige netop min skyld, at..." Ellies blik flakkede over til de nyankomne og hun tav og sænkede sit blik. Hun ville ikke diskutere det her foran andre mennesker. John lod også til at forstå, at der ikke skulle tales mere om emnet - i hvert fald ikke nu - og hun fulgte efter ham over mod døren.
Ellie smilede let til ham. Taknemmlig for at han stadig gerne ville hænge ud sammen med hende. Hun nikkede til ham og forsvandt hen mod garderoben, mens han gik i den anden retning for at finde sin far. Hun håbede ikke at han fortalte faren, at han ville køre afsted med hende, for det ville han sikkert ikke få lov til. Men hvis de ikke måtte låne John's fars bil, ville hun bare snuppe sin fars bilnøgler. Hun var godt nok ikke gammel nok til at køre bil, men det stoppede hende ikke fra at gøre det. Og da slet ikke når hun var halvfuld - så forsvandt alle grænserne.
Ellie fandt sin jakke, der var sort, elegant og knælang i mellem alle de andre jakker, og trak den på. Så lænede hun sig op ad væggen og ventede på at John ville dukke op. Da han omsider kom, smilede hun bredt da han viste hendes nøglerne. "Fedest," Sagde hun i et lettere og spændt tonefald og fulgte hans bevægelser med øjnene da han lod nøglerne dumpe ned i lommen. Hun grinede kort og hans spørgsmål og rystede så på hovedet. "Nok ikke." Sagde hun og fangede underlæben mellem tænderne i et kort øjeblik inden hun slap den igen. "But I don't give a shit. Lad os smutte!" Hun smuttede ud af garderoben og så sig omkring for at spotte sine forældre, men da de ikke var til at se, skyndte hun sig hen til døren og åbnede den, hvorefter hun forsvandt ud i den luksuriøse opgang. Hun regnede med at John fulgte efter hende, så hun satte kursen lige direkte mod elevatoren og trykkede på ned-pilen mens hun ventede på at den ville komme.
Ellie smilede let til ham. Taknemmlig for at han stadig gerne ville hænge ud sammen med hende. Hun nikkede til ham og forsvandt hen mod garderoben, mens han gik i den anden retning for at finde sin far. Hun håbede ikke at han fortalte faren, at han ville køre afsted med hende, for det ville han sikkert ikke få lov til. Men hvis de ikke måtte låne John's fars bil, ville hun bare snuppe sin fars bilnøgler. Hun var godt nok ikke gammel nok til at køre bil, men det stoppede hende ikke fra at gøre det. Og da slet ikke når hun var halvfuld - så forsvandt alle grænserne.
Ellie fandt sin jakke, der var sort, elegant og knælang i mellem alle de andre jakker, og trak den på. Så lænede hun sig op ad væggen og ventede på at John ville dukke op. Da han omsider kom, smilede hun bredt da han viste hendes nøglerne. "Fedest," Sagde hun i et lettere og spændt tonefald og fulgte hans bevægelser med øjnene da han lod nøglerne dumpe ned i lommen. Hun grinede kort og hans spørgsmål og rystede så på hovedet. "Nok ikke." Sagde hun og fangede underlæben mellem tænderne i et kort øjeblik inden hun slap den igen. "But I don't give a shit. Lad os smutte!" Hun smuttede ud af garderoben og så sig omkring for at spotte sine forældre, men da de ikke var til at se, skyndte hun sig hen til døren og åbnede den, hvorefter hun forsvandt ud i den luksuriøse opgang. Hun regnede med at John fulgte efter hende, så hun satte kursen lige direkte mod elevatoren og trykkede på ned-pilen mens hun ventede på at den ville komme.
Ellie Hemmings- Beginner (Rank 4)
- Bosted : Ellie plejede at bo i et kæmpe hus med sine forældre - som aldrig er hjemme - sin bror Luke og deres bulter, Herros, men hun har fået for meget af sin mor, og er derfor skredet fra familiens hus og er flyttet ind i en lejlighed med en fyr ved navn Zachary.
Antal indlæg : 36
Lignende emner» I'm sorry for taking your time.. sir //John Donovan//
» John Blackfur
» Trespassing? (John Blackfur)
» A Bodyguard might be a good idea? (John Blackfur)
» John Blackfur
» Trespassing? (John Blackfur)
» A Bodyguard might be a good idea? (John Blackfur)
Vie La Mort :: Off Game :: Archives
Side 1 af 1
Forumtilladelser:
Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
» Athena Akademiet
» Maybe a freind? / Apolline
» The darkness - [Zakaroff]
» New experiences - [DuChance]
» Out of the ordinary - Nightrage
» Saint or Sinner? (Emnesøgning)
» Genkendelighed er farligt
» Music and alcohol - [Aleksei]
» Tilbage efter længere pause