Feeling lucky - Privat

S: Northman
T: Ca. 2 om natten
O: Massere af væsner af forskellig alder og slags.
P: Et par sorte jeans i imiteret læder, en hvis løstsidende top hun har stukket ned i bukserne foran og et par sorte stilletter.

Emnet er til: Caleb
__________________________________________________________________________________________

Hvæsende trådte Mia endnu et skridt baglæns og væk fra de to, rimlig bredskuldrede og høje fyre. Hun vidst af der ikke var langt ind til væggen og hendes hjerne arbejdede på højtryk for at finde en udvej. Hvorfor ende hun altid i situationer som denne? Hun ville jo bare danse og have det lidt sjovt, men det lod til at hun åbenbart var den eneste der havde det sådan på dette sted. Flere gange i løbet af aften havde hun måtte skubbe folk væk fordi de var begyndt at rage på hende og hun var faktisk lige ved at gå da disse to fyre var hen til hende. Desværre tog de ikke nej for et svar, og havde tændt godt og grundigt af da hun blankt havde afvist dem.

Endnu et skridt baglæns og hun kunne mærke væggen i ryggen. Hun var sikker på at disse to mænd IKKE var mennesker og hun var også meget sikker på at de ikke længere kunne beskrives som upåvirkede. Om det var stoffer eller alkohol vidste hun ikke, mens deres øjne var vilde og fyldt med alt andet end sympati.
"Nåårh... Nu er du rigtig nok ikke så kæphøj mere, var lille frøken" sagde den ene af dem hånende. Mia var ikke sikker på hvad de ville længere. Om de blot var vrede over afvisningen og ville gøre hende fortræd eller om de stadig havde i sinde at have sex med hende. Hun håbede egentlig mest på det første, da det ville være nemmere at slippe ud af.
"Helt mundlam" konstaterede den anden fyr. Mia tog en dyb indånding og sank. Kunne hun tillade sig at bruge sin styrke? Kunne hun tillade sig at vise dem hun ikke blot var et lille menneskeligt pigebarn, at de undervurderede hende noget så grusomt. Hun vidste der var mennesker på klubben, men ville de ligge mærke til det? Og ville hun komme i problemer hvis de gjorde? Og kunne hun i det hele taget hamle op med disse to mænd? Hun vidste ikke hvem eller hvad de var og hun havde ingen idé om hvor stærke eller hurtige de var. Hun vidste bare at hvis hun ikke snart gjorde noget så ville det gå ud over hende selv.

"Hvad er det i vil?" spurgte hun, hendes stemme var meget mere rolig end hun havde troet, men frygten var der. Hendes ord var dog meget bestemte og ingen kunne være i tvivl om at hun ønskede et svar. Trods hendes ihærdige forsøg var det eneste hun fik tilbage en dyb latter.
"Så sød du er" smilede den ene mand not så klamt og lagde en hånd på hendes kind.
"Så skid dog af helvede til" næste råbte hun og slog irriteret hans hånd væk.

Det skræddersyede sorte jakkesæt var på. Skjorten i aften var bordeaux-rød og slipset var sort med en slipsenål af guld. Nu var han så småt ved at være klar til at komme i byen. Han var klar noget sent grundet forretninger der trak ud. Men det gik i orden med handelen og han var nu klar. Den sorte Aston Martin blev startet og han kørte roligt ind mod byen. Der var kun en bar hvis han virkelig skulle slappe af. Han var også begyndt at have VIP-status der inde. Han havde doneret nogle penge et stykke tid tilbage og alle der havde penge blev behandlet godt der inde. 

Han kom ind på Northman og blev nærmest straks påråbt af personalet: Mr. DeBayle! Godt at se dem igen. Deres sædvanlige bås er klar. Vil de have serveret deres "Englevin"? Caleb nikkede med et smil og sagde: Gerne. Tak skal du have. Han satte sig hen i båsen og nød det første glas imens han skuede ud over de mange der var her i aften. Der var en meget stor mangfoldighed af væsner som altid. En ting faldt ham dog i øjnene. En ung dame kunne tilsyneladende ikke blive ladt i fred. Gang på gang blev hun antastet. Han holdt lidt øje med hende for at se om der gik noget helt galt. Hvis der var noget han ikke kunne tåle så var det en kvinde der ikke blev behandlet ordenligt. 

Der gik heller ikke længe inden hun blev trængt op mod en væg lidt afsides. Han kaldte en dørmand hen og sagde: Der lader til at være en strid under opsejling. Jeg tror jeg kan løse den, men hold hellere øje for en sikkerheds skyld. Dørmanden nikkede og Caleb listede hen mod hende. Stadig uset, nærmede han sig de to store mænd. Hans øjne glødede svagt orange. Inden længe stod han omme bag dem. I det hun slog deres hånd væk, tog Caleb fat om nakken på dem begge med neglene ind mod dem, så de borede sig ned og der kom hul. Iskoldt sagde han: Det her ødelægger virkelig min aften de herrer.... Hvis ikke i lader den unge dame være kan der ske en af to ting. Enten kommer dørmændene og fjerner jer... Eller også trykker jeg til og mine negle ryger igennem halsen på jer. Så enten forlader i stedet roligt... Eller også forlader i det døde.....


De to frøs på stedet og sagde intet imens han talte. Neglene var allerede nået ind så man ikke kunne se selve neglene mere. De var sylespidse, barberbladsskarpe og hårde som stål. Med bævrende stemme sagde de: O....Okay.... Luderen er.... din....
Han slap dem og de væltede et par gæster da de løb fra stedet. Caleb gav tegn til at de var ovre og dørmændene gik tilbage til deres rutiner. Caleb tørrede fingrene i et silketørklæde og rakte hende hånden til hjælp: Er de okay frk?

Mia så forvirret på mændende da de pludelig stivnede på stedet. Hvad havde hun gjort? En stemme talte og hun var straks klar over at det ikke var hende. Men hvem var det så? Hun kunne ikke se personen rigtig, men at dømme ud fra hans stemme var det endnu en mand. Han lød kold og meget alvorlig. Hans ord var koldblodige, de skræmte selv Mia, men hun fortrak ikke en mine. Nu var ikke tidpunktet at vise hverken frygt eller uvidenhed. Hun måtte vise sig stærk - hvilket hun havde glemt at om i ren panik for få øjeblikke siden.

Hun rankede rykken og kiggede kort efter de to store fyre inden hendes øjne mødte den fremmede mands. Nysgerrigheden måtte lyse ud af hende. Hvem var han og hvorfor gjorde han netop som han gjorde? Hvorfor var han ikke lige glad, lige som alle andre?

Hun fugtede sine læber og nikkede en enkelt gang, "Tak, jeg har det fint" sagde hun venligt, men lod hænderne blive ned langs siden, trods hans gestus. Hun vidste endnu ikke om hun kunne stole på denne herre, og hun havde ikke tænkt sig at tage flere chancer i nat.
Hun kunne ikke længere forlade klubben som hun havde ønsket, da de to mænd netop var løbet ud der fra. Hvem vidste om de stod og ventede på hende udenfor? Nej endnu en chance hun ikke havde lyst til at løbe.

Hendes øjne studerede ham nøje inden hun valgte sine ord. "Må jeg hører hvorfor du valgt - som den eneste her på stedet, tilsyneladende - at hjælpe mig?" hendes øjne var fæstnet på hans, mens hun spændt ventede på svar. Hendes nysgerrighed blev en eller anden da til fare for hende selv, det var der ingen tvivl om, men hun kunne nu alligevel ikke lade vær.

Hendes forsigtighed var sådan set ikke så underlig. Han var jo bare endnu en fremmed mand. Ganske vist hjalp han hende, men det gjorde ikke hun kunne være sikker på hans intentioner. Han fjernede sin hånd igen og stod med hænderne foldet foran sin så hun også kunne se hans hænder. Han smilede varmt til hende og sagde: Jeg er glad for at høre de har det godt. Tilgiv mig at jeg lyder utrolig arrogant, men en gentleman kan ikke bare lade en ung dame være i nød. Eller i det her tilfælde ung vampyr. Men hvis jeg kan gøre mere for dem så sidder jeg lige der ovre. Mit navn er forresten Caleb DeBayle.


Han pegede over på den bås han sad ved. Han smilede og bukkede for hende og gik over mod båsen igen. Han hældte et nyt glas op og tog en tår. En god krydret rødvin med en anelse engleblod i. Det gav en helt unik varm sitrende smag. En smag han nød vældig meget. Han tænkte over den hændelse der lige var sket. Hun ville sikkert godt kunne klare sig selv hvis det kom der til. Men han kunne alligevel ikke lade være med at tænke på noget. Hun virkede en kende urafineret. Mest af alt virkede hun ikke klar over hvor stærk hun egentlig kunne være

Mia smilte blot venligt og nikkede endnu engang som tak. Hun sagde intet da hun stadig var i tvivl om hvor vidt hun burde. Det overraskede hende at han vidste hun var vampyr, for helt ærligt så måtte hun indrømme at hun næppe havde ageret som en i den forgående situation. Hun var blevet til et lille menneske, som tænkte alt for meget over hvad der var hvad. Men hun vidste jo heller ikke bedre...

Hendes blik lå på ham, helt indtil han sad ved sit bord, så vende hun først blikket væk og derefter ryggen til. Hun så sig om i lokalet, men vidste ærligtalt ikke hvad hun skulle gøre af sig selv, så hun lod endnu engang sin nysgerrighed fører og drejede atter om på hælene, hvor efter at sætte kurs mod denne; Caleb DeBayle. Hun måtte vide hvem han var og hvordan han vidste hvem hun var. Eller nok rettere hvad hun var.

Hun satte sig på en af stolene ved bordet, uden et ord. Lagde det ene ben over det andet og foldede hænderne på kanten af bordet. "Hvem er du?" sagde hun afventende på ham. Alt frygt var erstattet med nysgerrighed, da hun efter hans korte tale havde gjort hende sikker på han ikke havde i sinde at skade hende.

Han sad og faldt nærmest lidt hen i at stirre ud på folkemængden. Han sad nærmest og blev lidt vred over at folk var så blinde for hvad der skete lige omkring dem. Han havde fået bragt en lille skål vand ned så han lige kunne vaske fingrene lidt bedre. Så vendte han tilbage til sin vin og nød musikken. Den var en smule moderne til hans smag, men egentlig ganske okay. Hvilket musik han hørte varierede rigtig meget. 

Han tog endnu en tår af sit glas da hun kom over til ham. En del af ham havde nærmest forventet det, men han regnede i det store hele ikke med det. Så han blev en lille smule overrasket over at hun bare satte sig. Han havde ganske vist givet hende lov, men det var langt fra alle der bare ville sætte sig uden at sige noget først. Så han smilede varmt da hun spurgte. Han overvejede sine ord meget for hun skulle alligevel føle sig tryg overfor ham. Ja mit navn fik du jo. Men der er en hel del at fortælle. To sekunder. Han fik opmærksomhed fra en tjener der kom ned med et glas mere. Caleb hældte op til hende og satte glasset hen til hende. Nu havde hun muligheden for at tage det hvis hun ville. 

Han satte sig lidt mere til rette og sagde: Men lad os tage den korte version. Jeg er kunsthandler der foretrækker at være en gentleman. Der er dog en del der synes jeg skal gøre mere ud af min titel som Lord. Jeg håber ikke jeg stødte dem ved at hjælpe. 


Han kneb øjnene lidt sammen som om han tænkte en del, dog smilte han stadig. Nu ville han finde ud af mere om hvorfor hun virkede så usikker på sin egen vampyriske natur. Må jeg være så fri at høre lidt om dem også?

Mia tog dårligt notits af det glas der blev skænket til hende. Hun var ikke et sekund i tvivl om hvad det var, duften var altså for velkendt. Denne fra endda frisk og ekstra sød, men for en gangs skyld generede det hende ikke. Hun var meget mere interesseret i Caleb. Hun lyttede intenst mens han talte, men han stoppede alt for tidligt, hun var slet ikke tilfreds med mængden af information, så da han spurgte ind til hende rystede hun blot let på hovedet.

Hun lagde albuerne på bordet og lænede sig frem mod ham. "Hvor gammel er du? Hvor kommer du fra? Og hvorfor kunst?" spurgte hun med et smil, forventede intet andet end svar. Hendes nysgerrighed gjorde hende til et barn, hun lød og så ud som en voksen, men hendes adfærd afspejlede meget godt en 5 årigs.

Han grinede let og tog endnu en tår af sin vin. Det var jo faktisk lidt af en tale han skulle i gang med, men nu spurgte hun jo om meget. Og han kunne jo ikke byde hende at spare på svar.
Jeg er 300 år gammel, jeg kommer fra England hvor min families hus ligger. Jeg er Lord for et område i det nordlige England der hedder Marrowdale. Hvorfor kunst? Ja min familie har altid gjort i kunst. De har altid handlet med det og jeg er en af de få fra familien der havde talent for at male. Så jeg både maler, sælger og køber. Jeg er så det sidste medlem af Hus DeBayle. Jeg gør også lidt i antikviteter efterhånden men det er mest en hobby.


Så lænede han sig lidt frem og kiggede næsten drilsk på hende og sagde: Det er lidt en smøre det ved jeg godt. Men noget siger mig at de ikke ligefrem er flere hundrede år gammel. Tager jeg fejl?

Mia nikkede for at gøre opmærksom på at hun lyttede. Hendes smil brede sig med informationen og hun var godt tilfreds da han lænte sig frem mod hende og tillod sig at stille hende et spørgsmål.

En ældre, temmelig erfaren vampyr. Det lød vel lovende nok, det fascinerede hende dog stadig at han var kunstner og det overraskede hende at han var engelsk - ligesom hende selv. Mindet om hendes forældre løb gennem hendes hoved. Hun tog glasset der stod på bordet foran hende i hænderne, hun havde ikke brug for tankerne om dem lige nu, men hun var i tvivl om det nu også var klogt at begynde at drikke blod. Hun vidste selv hvor voldsom og ustyrlig hun blev. Hun valgte at stille det fra sig igen og så roligt på Caleb for at besvarer hans spørgsmål.
Hun lænede sig tilbage i stolen. "Nej, jeg er skam stadig ung og smuk" sagde hun med et glimt i øjet og stadig smilende. Hun var ikke bare ung, hun var meget ung! I hvert fald for en vampyr. 3 år for at være helt præcis.

Han lænede sig tilbage og tog et sip af sin vin og kiggede studerende på hende. Hun virkede mildest talt uerfaren. I hvertfald i hendes udøde liv. En ting han ville finde ud af mere om. 
Ganske vist. Men sådan som du reagerer på det glas der, så kan det så absolut ikke være mange år du har haft de hugtænder kære. Blandingen er rimelig tynd så det er ikke så slemt som det måske kan virke.


Han rynkede øjenbryn og satte sig lidt længere frem igen. Han var nok noget direkte nu, men det var hun jo selv så måske var det måden at gøre det på. Han trommede let på glasset med sin signetring og kiggede lidt ned i glasset inden han kiggede på hende igen:
I kraft af jeg er kunstner, bliver man med tiden rigtig god til at lægge mærke til detaljer. Der er de ikke nogen undtagelse. Nu er jeg måske en kende direkte og de behøver selvfølgelig ikke svare. Men hvem er deres Sire?

Mia's øjne landede igen på glasset, men hun rystede tanken af sig. "Som sagt, ung og smuk" smilte hun selvtilfredst, selvom hun godt vidste det ikke var regnet for meget at være ung vampyr. Specielt ikke når man ikke havde en skaber længere. Og netop som tanken slog hende valgte han at skrifte emne og spørge ind til Lukas.

Mia så på ham og trak på skuldrene; "Hans navn var Lukas" informerede hun og hendes smil blev stramt. Det var irriterende så meget smærte blot hans navn tilførte hende. Selvom om det var snart 2 år siden, så var det virkelig svært at være bundet til en skaber der ikke længere var i live.

Han nikkede med et udtrykder indikerede medfølelse inden han igen hævede sit glas. Han tog en tår og satte glasset stille ned inden han sad og tænkte lidt over hendes ord. For en ung vampyr kunne tabet af sin Skaber være ganske forfærdeligt. 

Han satte sig lidt mere tilbagelænet og rynkede øjenbryn. Hun stod jo proportionelt uden form for lærdom i den verden hun var havnet i. Det var en Skabers pligt at klargøre dem til natten. En Skaber skal lære dem om at være vampyr som var de børn. Hmmm hvorfor har du ikke forsøgt at få en ny Skaber? Hvis du finder en der er erfaren nok vampyr kan de tage dig til sig