What do you have in store for me? Khá

Tid: Torsdag den 14. november, kl. 18.56
Vejr: Koldt, blæsende, overskyet.

Vejret havde slået om fra det ellers milde efterårsvejr til en kulde, der fortalte om, at en kold vinter ville gå dem i møde. Særligt i bjergkædens højder rev vinden ekstra hidsigt i alt, hvad den kunne få fat i. Solen var allerede på tilbagetog, og tusmørket havde lagt sig. Der ville ikke gå længe, før der var bælgsort et sted som dette, hvor lyskilderne var få og havde langt i mellem sig.

Vinden ruskede i de gyldenblonde krøller, da Alessa steg ud af en sort, neutralt udseende bil. Den så ikke ud af meget, faktisk lignede den alle andre simple biler, man ikke ville tage notits af, men under kølerhjelmen lå der af praktiske årsager en kraftig motor, som havde givet en sidste dyb, brummende lyd fra sig, inden nøglen havde slukket den.

Et øjeblik stod den spinkle kvinde og så op mod det store, mørke slot, der lå foran hende. Hun havde været på grunden før, men var aldrig ankommet hertil i bil eller havde for den sagt skyld stået ved hovedindgangen. Hun havde blot rekognosceret området førhen, men havde ikke været heroppe i et stykke tid. Det var også begrænset, i hvor høj grad hun kunne holde så tæt øje med en enkelt person ad gangen.

Den lille, brede hæl klikkede mod fliserne, da hun bevægede sig op mod hovedindgangen. Hælen var ikke nævneværdig, for hun bedre kunne bevæge sig hurtigt, hvis det gjaldt. Men sådan en var heller ikke nødvendig med hendes lange, slanke krop. Hun knugede den tætvævede, uldfrakke tættere om sig mod vinden, mens hun kontrollerede alt i tankerne og med hænderne. Hun havde haft sine tvivler tidligere på dagen om, hvor godt beskyttet hun skulle møde op. Hun havde ikke kunne finde ud af, hvad Khá helt præcist havde i tankerne om denne aften - hvad der ventede hende - og derfor havde hun taget sine forbehold, omend de fleste af dem var af metafysisk forstand fremfor fysisk. Dét at knuge frakken om sig var af mere af vane end egentligt nødvendighed. Varmen fra den beskyttende energi, der flød rundt i kroppen var nok til at holde hende varm.

De lange ben nåede op til det enorme indgangsparti, hvor hun ventede et øjeblik, før hun på slaget, der startede den nittende time, bankede på døren.

Den gamle engel stod afventende, mens tankerne flød om, hvad djævlen havde tænkt sig, der skulle ske i aften. Havde han rent faktisk blot en middag i tankerne, hvor han skulle vise sig mere af sig selv, eller lå der flere og mørkere planer bag?

Khá havde fået tjenerne til at gøre den lille spisestue klar. Der var dækket op til to og menuen bestod af laks til forret med sauterede krydderurter, Filet Mignon krydret neutralt med dampede grønsager og en pebersauce. Selve desserten var der gjort noget mere ud af. Det var en Lembas-kagde med syltet frugt og smeltet chokolade. Denne kage sås normalt kun i elvernes hof. Selve den lille spisestue var som resten af slottet i en rimelig dyster gotisk stil med præg af ægyptisk arkitektur.  

Khá havde taget den helt traditionelle Ærkemagerkåbe på i aftenens anledning. Der var en hel del hun skulle se og den kåbe var efterhånden kun til officielle begivenheder. En ganske særlig ting blev også gjort klar til i aften. Hun burde kunne huske den siden hun havde den interesse i magi. Krypten der var indgangen til Arcana Sanctum ordenen blev restaureret. Den kunne ganske vist kun åbnes af Khá da han var det eneste medlem tilbage.

Han ville selv modtage hende i aften og havde en ganske særlig overraskelse til Alessa. En gave om man vil. Han stod allerede nede i borggården  da han begyndte at kunne mærke hende. Ingen engel kom så tæt på hans slot uden han vidste det. På slaget i den 19'e time, begyndte portens symboler at gløde svagt blåt og den gled langsomt op. Han stod med hænderne foldet foran sig og smilede:
Welcome dear Alessa. Welcome to my humble home

Da symbolerne lyste op, og de store porte begyndte at bevæge sig, gled Alessas øjne årvågent over de lysende mærker for at se, om hun kunne genkende dem, om de blot var til for at beskytte mod uvedkommende indtrængende, eller om de symboliserede mere end dét.

Da porten var helt åbnet, gled blikket fra symbolerne ned til den afventende ærkemager. Blikket gled undersøgende ned over ham. Kåben var velkendt, men blikket virkede til at forsøge at søge indunder kåben. I tankerne overvejede hun kort, hvor slidt og udhungret hans krop måtte synes, gemt derinde under det tykke stof.

Da han talte, flyttedes de dybe, gråblå øjne op til hans, og hele det perfekt, symmetriske ansigt lyste op i et ungdommeligt og livligt smil.
Som en venlig skik forskrev, trådte hun hen mod ham med de slanke, fine hænder udstrakt til at tage hans, samtidig med at ligge et blidt kys på hver kind, hvis han ønskede at indvillige i denne gestus.

"Thank you darling. Though humble may not be the most precise word to describe this place."

Da hænderne blev rakt frem, åbnedes den uknappede frakke og en lang, elegant kjole trådte frem indenunder. Den midnatsblå farve fik øjnene til at se mere blå og dybe ud end ellers og gav hendes hud en lysere, fin lød. Kjolen var af et ældre snit med en slids op ad låret, som både gav større bevægelighed men også et underspillet sensuelt udtryk, som var normalt for tiden, hvor kjolen var på mode.

Udskæringen i kjolen var ikke dyb, man kunne kun se det øverste af kavalergangen, men det var netop nok til at se det øverste af et mønster, der var placeret lige over hjertet. Det lignede en tatovering, men den havde ikke været der, sidst de sås.

Da hun trådte ham nær, ville en ærkemager af hans kaliber kunne mærke små, subtile pulseringer af energi fra hendes krop. Hun forsøgte ikke at ligge skjul på dem, ved at holde afstand. Pulseringerne fortalte blot om en ældre engels tilgang forberedte tilgang til livet, og denne energi fortalte endda om en engel, der var ganske særligt erfaren inden for udnyttelse af sjæleenergier og magi.

"I have only seen you home from the outside, until now. I am looking forward to see how it is decorated inside."

Endnu engang forsøgte hun ikke at lægge skjul på, hvad der også højst sandsynligt var åbenlyst, for selvfølgelig havde hun været her før, omend kun udenfor.

Endnu et glimtende smil trådte frem, mens hun afventede, at han ville føre hende indenfor.

Han gengældte hendes gestus og rakte hånden ud mod den store dør ind. Han smilede og de glødende orber blussede op og blev til smaragd-grønne øjne. I would expect no less than coming prepared from you. But i assure you it will not be nessecary. Oh yes i have a very special place for you to visit later this evening. Han rakte hånden ud mod krypten henne i hjørnet af slotsgården. Det var en krypt i næsten hvis marmor med en stor Gargoyle på toppen. Selve døren var af Ibenholt og med guldbeslag hele vejen rundt. Hun ville kunne genkende symbolerne på døren som beskyttelsesruner. Midt på døren var der et meget velkendt våbenskjold. Det var et løvehoved ovenpå en skriftrulle. Det var Arcana Sanctum ordenens våbenskjold.

It still holds the orders secrets. Care to see it later? Oh the dinner is almost ready. Please follow me dear. Han ledte hende ind i den store foyer med en stor trappe der ledte op til en anden etage. Foyeren var som resten af slottet i en dyster gotisk stil, med tydelige præg af ægyptisk arkitektur. Han ledte hende ind i den lille spisestue der lå lige inde til venstre. Han hjalp hende ned og sidde og satte sig på sin egen plads. Han ringede med en lille klokke af bronze og snart kom der et par tjenere ind med forretten. Han viftede med hånden og lysene tændte med en behagelig blå flamme.

I hope you find my home to your liking. Bon Appetit dear

Som første svar blev den ene hånd løftet i en affejende bevægelse, der fulgtes af de afslappede ord:

"As you pointed out it is to be expected. I am an old woman and with my experience one can never be too prepared."

Og med hvad hun havde lavet gennem tiden, havde hun fået rigeligt med fjender, hvilket blot sagde endnu mere om, hvordan hendes forbedrende tilgang og evner i det hele taget havde ladet hende overleve længere end mange andre inden for faget.
Øjnene fulgte djævlens gestus mod krypten og genkendte straks symbolerne ved den smukke indgang. Hendes øjne lyste øjeblikkeligt op og funklede af spændt interesse. Hun viste en del om Arcana Sanctum men havde aldrig selv besøgt en af deres krypter, da de fleste af dem var forsvundet for længe siden, netop på grund af manden ved hendes side.

"Ohh, I would very much like to. I have never visited one before. It would indeed be fascinating."

Den syngende stemme var stadig rolig, men hun forsøgte ikke at skjule den milde begejstring, der var at finde bag ordene.
Hun fulgte troligt efter Khá, da han førte hende indenfor, mens de årvågne øjne søgte hendes omgivelser, både for at se arkitekturen og den interessante indretning men også for eventuelle farer. I et sted som dette hvilede hendes sanser aldrig.

Da de trådte ind i spisestuen, lod hun ham hjælpe sig med sin stol med et anerkendende smil. Med elegant ynde som få besad så hun forretten an og begyndte at spise. Efter at have tygget den første bid af munden, så hun endnu engang mod manden i den modsatte ende af bordet.

"It tastes very delicious and I do like the way you have been able to blend the Egyptian architecture into the gothic so smoothly, though it would be a tad too dark for my living, but it does fit you very well."

Måden hvorpå folk indrettede deres hjem fortalte ofte en hel del om dem, og dette var ingen undtagelse. Det samme gjorde hendes eget lyse, elegante hjem med de ældre tendenser af håndudskårne træmøbler. Ved et længerevarende hjem ville ens personlighed altid smitte af.
Hun tog endnu en bid med gaflen i den venstre hånd, hvor man på underarmen så tatoveringen af en triquetra bevæge sig med musklerne under huden. Hun lagde gaflen fra sig, før de funklende øjne så ind i Khás.

"Tell me, Khá, because I am not exactly sure, what is it you want to achieve by inviting me to your home this night?"

Tonelejet var mildt, konverserende, men årvågenheden kunne dog både spores i både hendes øjne og hendes toneleje.

Han sad selv meget elegant og spiste, selvom det ikke var nødvendigt i hans nuværende tilstand. Det var endnu et led i processen om at passe bedre ind i sine omgivelser for ikke at tiltrække unødvendig opmærksomhed. Det førte gerne et forfærdeligt svineri med sig. Han tog sit glas og hævede det til tredje skjorteknap som en gentleman bør gøre. Det var en lidt underlig oplevelse at sidde her med hende. Intet tilnærmelsesvist helligt havde nogensinde trådt i Khá's hjem. Bevares hun var da noget mere uerfaren den gang men lige som ham, havde hendes evner og erfaring også vokset. 

Han lagde servietten fra sig og kiggede i retningen af hende for at være sikker på han ikke afbrød hende. Mange ville nok synes det var en virkelig underlig opførsel at en Djævel skulle sidde og snakke så roligt med en Engel men ikke desto mindre havde de to en indforstået respekt og fælles interesse. Han stemme var rolig som om han næsten morede sig over hendes årvågenhed: I have invited you for two different reasons. The first reason is your current assignment. Surveillance of the Devil Khá. There was a time where i considered the Vatican agents or soldiers a threat. But that has long passed. I invited you to show you what the Vatican have sought for so many years. And in your particular case, show that even Devils can show hospitality.

Efter de havde spist færdig, ringede han med en lille sølvklokke og tjenere kom ind og ryddede af efter forretten og langsomt begyndte de at komme ind med hovedretten. Han nikkede til tjenerne der gik ned og hældte lidt vin op til hende, og et glas "Djævletårer" til ham selv. Hun skulle meget gerne kende nok til denne drik at det ville være virkelig dumt af hende at drikke af den. 

Han tog en forsigtig tår og kiggede straks mere alvorligt, nærmest sørgmodigt på hende. Hans stemme var også blevet langt mere alvorlig: The other reason will be revealed later. I trust you to speak your mind when you wish to see the remnants of "Ordos Arcana Sanctum"

Hans korrekte spisebordsmanérer fik et lille smil til at træde frem på den lyse engels læber. Det morede hende en smule, at selv når de sad, blot de to, så forsøgte han stadig at opretholde sin menneskelighed. For Alessa selv var situationer som denne ikke uvante. Nok var det ikke noget, hun havde været ude for ofte, men med den måde hun arbejdede på, som var så ulig andre engles måder, netop fordi der var så få engle af hendes slags, gjorde at hun havde prøvet dette før. Kun nogle få engle var faktisk klar over, hvad årsagen til hendes eksistens helt præcist var, dette inklusive hendes husbond - eller var det eks? Hun vidste det snart ikke længere.. Men det alle andre kunne se, udfra hvad hun øjensynligt lavede, var blot at hun var skabt for at leve exorcismens vej.

Selv lagde hun sin gaffel fra sig og fulgte hans mindste bevægelse med de skarpe øjne, da han svarede. Et af de fuldt symmetriske øjenbryn blev svunget op i den glatte pande ved hans svar, men ellers var hendes reaktion ikke til at læse.

"The Vatican is not what it used to be, I have to agree. With the societies growing secularization it has less people working for them. And I will surly report back to them - of what is necessary for them to know."

Det sidste var med en tydelig henvisning til, at deres særlige, personlige bekendtskab ikke var en nødvendig information for dem at kende til. Nok var de godt klar over, at hun havde en eller anden form for kontakt til ham, men de troede i større grad at det handlede om overvågning, frem for en egentlig verbal kontakt.

"And of the hospitality I am pleasantly surprised so far. The personal reception and the food is all well. You are a man of the past and you know your manners properly."

Hvilket var så velset en ros en engel som Alessa nu kunne give en djævel. Selvom det nok var mere en anerkendelse af, hvad han kunne, end en direkte ros.

Hun nikkede høfligt til tjenerne, både da de tog af, og da de kom med den nye, velduftende mad. Vinen passede ganske udemærket til en ret som denne. Da de dog skænkede den meget anderledes drik til handjævlen i den modsatte ende af bordet, trådte et flashback af en mere ubehagelig karakter kortvarigt over hendes nethinde. Hun havde for mange år siden selv forsøgt sig med noget, der knapt nok svarede til en dråbe på sin tunge. Smerterne havde været forfærdelige, men hun havde ønsket at forsøge, netop med det formål at kunne genkende drikken, hvis nogen nogensinde forsøgte at skænke hende den af ondsindede årsager, og hun derfor ville være i stand til at kunne stoppe sig selv inden.

Blikket blev igen nærværende, da hans toneleje skiftede til det mere alvorlige. Et skævt smil trådte over hendes ansigt, en spændt glød var at se bag det.

"I would very much like to see it, when we have finished our dining."

Hun løftede glasset i en skål, og snusede af vane til vinen som en sikkerhedsforanstaltning, inden hun tog en lille tår ind mellem læberne, stor nok til at smage, men ikke stor nok til at blive påvirket, skulle der rent faktisk være et toxin tilstede. Herefter tog hun hul på hovedretten.

"Though you should know, that I do not work as closely with the Vatican as I did before. I am more an updater of their history collection than anything else I was before."

Denne kommentar kunne både forstås som almen info, men der kunne også ligge det bag, at langt mindre af deres samtaler ville sendes videre, end hvad der ville være sket førhen.

Da hovedretten nærmede sig sin afslutning, ringede han med endnu en klokke, denne gang af guld. Et par nyligt udøde kom ind og tog af bordet. Da de suste ud igen, skålede han til hende med en holdning kun få oplevede. Han udtalte en hilsen der blandt troldmand blev set som den største hilsen. En hilsen man kun kendte betydningen af hvis man var kendt omkring magi. Han stillede sig ved siden af sin stol og bukkede dybt imens han holdt sit glas ud mod hende og udtalte ordene: "Angulus Shi'Rakh" Det var en hilsen han kun havde givet to gange før.

Han satte sig roligt ned igen og snart kom tjenerne ind igen med desserten. Det var en platte med et større sortiment af bær og frugt. Med var der små skåle af honning til at dyppe frugten i. Til blev der serveret en let kirsebærvin. Med hver platte kom der en lille skål med 3 "madolie-bolcher" i. Han tog et af dem og sagde venligt: Try one. They neutralise the taste-buds for a more full experience of the food. 


Han kiggede lidt undrende på hende da hun nævnte sit arbejde hos Vatikan-staten. Hun var legendarisk for det hun gjorde før hen, men det var som om hendes motiver var ændret en smule. Hun virkede ganske vist langt mere.... fri. Han tog et kirsebær og skålede derefter i kirsebærvinen. Med et anerkendende toneleje spurgte han: 

Pardon me for asking... I cannot help to wonder of your own motives since your bonds to the Vatican is a little less tightened. Would you care to enlighten me?

Alessas øjne fulgte årvågent Khá, da han rejste sig op, og et noget overrasket men også lettere imponeret udtryk trådte over hendes øjne, da han udtalte sin hilsen. Nok var hun ikke magiker i den forstand, som denne verden kendte til, men hun kendte udmærket til denne hilsen, og hvilken anerkendelse den viste. Denne gestus tilhørte dog ikke hende, men selv rejste hun sig op med glasset i den ene hånd. Hun løftede højre hånd og berørte panden med de fire længste fingre, hvorefter bevægelsen gled i en flydende bevægelse mod Khá med den åbne håndflade vendt opad. Dette var ikke nødvendigvis en kendt gestus, men det var tydeligt, at der lå en vis form for anerkendelse bag. Herefter løftede hun glasset i en skål, før hun endnu engang satte sig ned.

"I would never have expected that from you, but I do acknowledge the gesture."

Hun forsøgte sig herefter med et af disse "bolcher", før hun næsten forsigtigt gav sig til at nippe af bærene. Hun kørte smagen rundt i munden, hævede et øjebryn og et let nik fik hendes krøller til at hoppe blidt. Det gjorde bestemt smagen af de søde og syrlige bær til en mere udsøgt smagsoplevelse, det måtte hun indrømme.

Ved hans spørgsmål, skød en fin, syngende pigelatter op fra den lange hals, der var næsten noget overbærende over den.

"Ohh but dear.. Though the Choirs do see the Vatican as an asset, work with them and respect them, there is one thing you are apparently not aware of: The Church as an institution is invented by the humans - for the humans. My immediate superiors will always be of the Angelic Choirs. I chose to work with - not for - the Vatican as part of my purpose. And at the moment a relationship as active as in the past is not required."

Stemmen havde taget et nærmest undervisende, men ikke nedværdigende, toneleje. Dette var en ting mange misforstod. Det var hun ganske vant til. Men Kirken ville aldrig blive for englene. Grunden til misforståelsen kunne vel sagtens være, at dette ofte var stedet, engle søgte hen, når de var på jorden, fordi de følte sig nærmere himlen, og fordi kirkens folk ofte acceptererede dem som værende af anden race og ønskede inderligt at arbejde sammen med dem. Når englene da endelig ønskede at gøre opmærksom på, hvad de var, hvilket ikke altid var nødvendigt.

Han kunne ikke lade være med at grine lidt sammen med hende, dog ikke på nogen spottende måde. Det var mere bevilligende. Han nikkede der efter anerkendende til hende og med en varm og rolig stemme sagde han: You are yet again correct i presume. Although many parts of the world people believe that the decree of the Pope must be acknowledged by God. Which seems very stupid so i hope the truth in that holds very little truth.


Hans øjne blussede kort op og snart kom et par tjenere og ryddede bordet efter desserten. Efter tjenerne havde ryddet færdigt, rejste han sig og gik hen til hendes plads. Han bukkede for hende og holdt hånden frem efterfulgt af ordene: Now i believe i have promised to show you a very old piece of the past? Follow me


Han ventede høfligt til hun havde rejste sig og ledte hende da ud i slotsgården igen. Han gik med hende ned af trappen ved den gamle krypt og de blev mødt af en stor Ibenholt-dør med guld-ingraveringer. Der var ikke noget dørhåndtag men et gyldent løvehoved. Han kiggede på hende og sagde: These doors can only be opened by a member of the Order. I am the only such member left. 
Han lod de blå flammer dække løvehovedet og kort efter gled den tunge dør op. En serie af frithængende lanterner tændte da de gik ind gennem døren. Det første syn der mødte hende var et stort langt bord flot udskåret i sten. Der var syv pladser hele vejen rundt. Den ene plads var for bordenden og stolen der var større og flottere end de andre. Alle stolene var højryggede og bar de samme symboler. Væggene var dækket af reoler med ældgamle magiske hemmeligheder og montrer med skriftruller. Bag den store stol hang der et banner med læresætningerne for Ordenen

Have a look around

Et lille smil rullede over hendes læber, og et sigende blik trådte frem i de levende, blågrå øjne.

"I do not, nor will ever know, the Lord's exact thoughts. But some things of the Church is acknowledged by the Heavens. He created humans with free will and therefore will not stop them in their interpretations. There are devouted people in their ranks and there are people who is not. Confession for instance is a tool that works well for the devouted people who actually does repent. It helps them go on in life. And then there are them who just abuse it.
And most of the Popes have been devouted, good men, who did the best they could at the time."

Dette var et ofte diskuteret emne, for dem der var her på jorden. Særligt mellem fuldblodsengle og de, der var blevet skabt efter at have været menneske. Ingen af disse to racer var mere rigtig end den anden, men det var typisk at fuldblodsenglene vidste en smule mere om den generelle mening om tingene i Himlene, da de selv havde haft deres gang deroppe.

Hun tog den sidste bid af desserten, før tjenerne kom og ryddede af bordet. Her var der et venligt smil og et anerkendende nik at se fra Alessas side.
Hun så derefter op på Khá og hans hånd, som hun roligt tog i mod og lagde en hånd på hans ledende arm.

"I am very excited to see this place, yes. Let us proceed."

Hun fulgte med ham, endnu med de lange, slanke fingre på hans arm, med ud i slotsgården endnu engang og gav slip, da de nåede den gamle krypts dør, så han kunne få råderum. Den højre hånds fingre søgte automatisk den valknut, der var tatoveret på hendes venstre underarm, da han åbnede døren, og de trådte ind i den gamle krypt. Da hun trådte ind ad døren emmede energien endnu engang fra hende i en subtil sfære omkring hende. Denne gang lagde hun heller ikke skjule på det. Nok arbejdede de sammen, men han var og blev en dæmon, og hun var nu trådt ind i et område, hvori han var kendt.

Hun stod først et øjeblik og lod hele rummet komme til sig. Herefter begyndte hun langsomt at gå rundt. Hænderne stoppede forsigtigt op få millimeter fra hver ting, undersøgende for deres eventuelle energis intentioner, før hun lagde en hånd på dem. Hænderne gled inderligt blidt, som kærtegn til en elsket, over stolene, bordet, reoler og montrer. Hun læste skriftrullerne i montrerene, tog bøger forsigtigt ud hist og her og skimmede dem igennem, for at finde ud af, hvilke hemmeligheder, han havde gemt hernede.
Efter en længere tids stilhed, talte hun i et næsten hviskende toneleje, mens hun skimmede endnu en bog igennem.

"I must say.. I have seen a lot of secrets and I have studied a millions books, especially in the undisclosed libraries of the Vatican. We have some information about this order, but it is bits and strands. Even though I might not give any of this information to them, they have a vast knowledge already, I am very pleased to have seen this place for myself. Is this all the knowledge the Order has collected?"

Hun løftede ikke blikket fra bogen, mens hun talte, trods hun havde stillet sig i en vinkel, så hun kunne se Khá ud af øjenkrogen til enhver tid.

Han gik hen og stillede sig og kunne kigge op på banneret. Det bragte altid en masse minder. Nok havde Ordenen et frygteligt endeligt, men det var dog et sted han havde brugt masser af tid. Han havde lært en masse der, og han var kommet til at respektere nogle af de individer der havde været i Ordenen. Der havde endda en rum tid været en engel i Ordenen. Hvis hun kiggede efter, kunne hun se engelens navn på en af stolene: "Danayel" 

Khá kørte hånden hen over banneret som om han så minder med hånden og sagde roligt: It is some of the information yes... You may even recognise one of the names on the chairs. He had the same passion for the arcane arts as you. No the Orders greatest secret is the very flame that i command. The flame that surpasses the elements, even the principles of holy and unholy.


Han lavede en svingende bevægelse med hånden og en meget enkel blå flamme skar ved toppen af banneret så det faldt ned i hans arme. Han foldede det meget metodisk sammen og lagde hen på bordet foran hende. A present among friends. As i saw Danayel. I have decided that you can see a very special place. It is my secret collection. Even the first written copy of the "Judas Gospel" which i stole from the Vatican is in here.


Bag banneret var der en stor dobbelt-dør af sølv med et lignende løvehoved som fordøren. Han lod flammen glide over i løvehovedet og øjnene lyste. Det var som om man kunne høre et løvebrøl i det fjerne og døren gled ud. Med en håndbevægelse tændte hundreder af lanterner under loftet. Rummet var på størrelse med 4 fodboldbaner. Der var ca 15 meter til loftet. Rummet var fyldt med reoler der gik op til loftet og fyldt til randen med bøger. De mest sjældne bøger var udstillet på piedestaler længest tilbage i lokalet. Welcome to Arcana Sanctums library. You are the first to see this room besides me for hundreds of years

Et øjenbryn hævedes, da Danayels ansigt trådte frem på hendes nethinde. Hun havde aldrig været tæt med ham, men hun havde da vidst hvem han var.

"He was a art of the Order? I have to say, that I did not know him well enough to deem it a surprise or not.."

Det var egentligt mere en småsnakken til hende selv end et egentligt spørgsmål.

Den slanke, kvindelige krop vendtes langsomt mod Khá og blikket løftedes, så hun kunne se ind i hans øjne, stadig med bogen i et blidt greb, som var hun bange for, at den kunne gå i stykker. Dette var en tilgang til bøger, som man kun så hos belæste folk, der virkelig værdsatte gamle, skrøbelige bøger, som havde værdi kun i form af viden.

"What exactly was the objective of the Order? There are theories why, but I would like to here it from one who is actually a part of it. Why was it created?"

En oprigtig interesse sås i de gråblå øjne. For hende var det vigtigere at høre den originale forklaring fremfor alle mulige teorier, nogle mere positive end andre og særligt nu, hvor hun havde hørt, at en anden engel havde været en del af Ordenen. Talen om flammen interesserede hende enormt. Hun havde en idé om, hvad det var, kunne føle dens energi, men hvad det præcist var, kunne hun ikke placere.

Blikket fulgte hans bevægelser, og hun trådte selv langsomt hen til bordet, hvor hun forsigtigt lukkede bogen og lagde den fra sig på bordet, før de lange fingre gled henover stoffet.
Blikket der igen søgte Khás øjne, var tydeligvis fyldt af dybe tanker, omend det var umuligt at læse hvilke.
Blandt venner? Hun var ikke sikker på, hvad han var ude på. Hendes forudindtagede tankegang forventede et bagvedliggende formål med hele aftenen, og det var ikke nødvendigvis positivt.

"I thank Thee, it is a precious gift."

Hun nikkede anerkendende, før hendes øjne lyste fornøjet op.

"Ohh, so that's where it went! I looked for it some years ago, and though I am the only one who can actually keep track of where everything is down there, I could not find it. I just thought it to be misplaced by some of the less thoughtfull people. That happens from time to time. You ill-mannered boy."

Det sidste var sagt med et glimt i øjet, og de dybe tanker fra før, var forduftet, som havde de aldrig eksisteret i hendes ansigtsudtryk. Hun virkede ikke oprigtigt vred over, at han havde stjålet bogen, en smule irriteret over, at hun ikke havde kunne finde den, da hun skulle bruge den måske, men bøger forsvandt hele tiden fra alle steder i verdenen. Og hun så hellere, at en som Khá opbevarede bogen, med den korrekthed den burde, frem for nogen, der ingen respekt havde for videnen.

Hun trådte ind i rummet og lod de imponerede øjne glide over det enorme lokale.

"I am honored by your gesture of letting me see this wonderfull place. It truly is impressive!

Hun stod et øjeblik og tog rummet ind. Der var fandtes andre steder i verden, hvor så meget viden var samlet på ét sted. Men hvert sted var lige vigtigt, lige essentielt. Selv ejede Alessa intet sådant sted. Men hun havde efterhånden set dem alle, og som den engel hun var skabt som, fulgte talenter som fotografisk hukommelse og dets lige med, for hun nemmere kunne opfylde sit formål. Det hele lå i hendes hoved. De vigtigste, mest hemmelige ting ville for altid kun ligge gemt i hovedet, resten var opbevaret på notater forskellige steder i verden.

En hånd gled på samme kærtegnende måde over reolerne, og hånden hvilede stadig derpå, da hun vendte den elegante krop, omsvøbt af det midnatsblå stof, mod Khá. I lyset og kjolens farve, syntes hendes øjne uendeligt dybe og med et let undrende udtryk.

"If nobody else have seen this place for hundreds of years, then why are you showing me this?"

Stemmen havde en forsigtig, kvindelig blødhed ved sig, som forstod hun ikke helt hvorfor, og det virkede som en stor gestus, hun ikke kunne finde årsagen til.

Han gik langs reolerne med næsten tunge skridt og kiggede på bøgerne med en underlig glød i øjnene. Det var som om han reelt set nærede en kærlighed til den viden gemt i de mange bøger. Hans fingre strejfede bøgernes rygge nærmest som man ville forvente en rørte sin sande kærlighed. Og på mange måder var det vel også rigtigt. Viden var den eneste følgesvend i livet der havde holdt et oprigtigt formål omkring ham. Bortset fra hende....

Hans blik vendte sig lidt ved spørgsmålet om Ordenens oprindelse. Han kunne ikke lade være med at smile lidt da han selv kom i tanke om de mange historier. De mange rygter om hvad ordenens formål egentlig var. Han gik hen og mærkede på en bog hvis sider var helt blanke men hun ville kunne mærke en rendyrket ondskab i bogen. Han vendte blikket op mod hende og sagde med en stemme som en der drømte sig væk: "The Order was founded by the first wizards and mages in the world. Back then they were chosen by the gods to wield magic. It was intended to teach proper use of magic and wielding it safely. This initiative was started because people started being born with magic. So the Order was both a magic school and a magic police. It ended up a reading club for powerful mages who stopped power greater than their own. That was what they tried to do to me when they discovered my power. The Order was also the greatest source for magic secrets and knowledge...


Han holdt hånden frem mod hende og tråde af blå flammer sprang fra hans hånd. Langsomt flettede de flammende tråde sig sammen og det tog stille og roligt form. Det dannede til sidst et 3D-kort af hele verden. Alle steder på jorden hvor der var et bibliotek med magiske hemmeligheder, brændte der en klarere flamme. Selv på toppen af Mt. Everest var der en flamme. Det var der den sidste port til himmelen lå. Den sidste port mennesker kunne bruge hvis de var "rene" Langsomt forsvandt flammerne fra kortet indtil der kun var tre steder tilbage. Det ene sted var hans Citadel. 

Hans øjne så næsten triste ud da han kiggede på kortet og sagde: Knowledge is dying.... Look.... Everywhere the great libraries of the world are in ruin... The greatest source of knowledge for the Arcane Arts is myself.... Even this very flame you see before you... I am the only one left who can wield it....


Han slukkede de blå flammer endnu en gang og gik hen blandt de sjældne bøger og lagde hænderne på bøgerne. Han kiggede på hende med alvorlige øjne og sagde: I may be a Devil.... But i cannot let such beautiful secrets die

Alessa bemærkede hans bevægelser, hans omsorg for dette sted. Det var et ejendommeligt syn, men et lille smil trådte dog tænksomt frem på hendes læber.

Hun stod selv med hånden langsomt kærtegnende bøgernes ryg, mens hun lyttede til hans ord. Selv besad hun uanede mængder viden. Både fra hendes tid, før hun havde betrådt denne jord, viden hun aldrig havde kunnet placere, og som sikkert var sat i hende ved hendes skabelse, og viden hun havde brugt de sidste næsten 1400 år på at samle.

"The original idea was a great one. I remember stories about young people discovering their powers without anyone there to help them control it. It was at that time that the purpose of some angles changed. To keep an eye on these persons, to teach them and if things went wrong, to end them. You must have possesed great power, even as a young person.."

Hun trådte nærmere, da kortet kom frem. Flere af stederne kendte hun til, havde hun selv set smuldre væk, blive vanhelliget og ødelagt gennem tiderne. Og flere gange havde hun også selv været på Mount Everest flere gange, havde gjort sig brug af denne. Et bedrøvet blik trådte frem i hendes øjne, da lysene forsvandt ét efter ét, ligesom hun selv havde gennemlevet det. En form for sorg som måske lignede hans egen.

Da han vendte sig væk, begyndte hun selv at vandre med blikket søgende som et lille barn, der stod i en enorm legetøjsbutik, der kun var til for hende. En ubehagelig rynke trådte dog indover hendes øjenbryn, da hun mærkede energien ladet af ondskab i rummet. Selvfølgelig var den slags ting her også, og hun mærkede forstyrrelserne dybt i sig.

"I can do nothing but agree.."

Talte hun ud i rummet, tydeligvis til ham, trods hun stod med det symmetrisk, engle-smukke ansigt vendt mod reolerne. Hun trådte op på tåspidserne for at nå en bog på en hylde højere oppe. Den fine middagskjole passede ikke længere til udtrykket af lettere overvældethed.

"I am a Watcher of knowledge and disturbances and I do mourn this loss as well, deeply.."

Den klangfulde, smukke stemme havde fået en sorgfuld, ru klang over sig.
Dette var det eneste personlige om hendes reele baggrund, hun nogensinde havde fortalt ham selv. En ting som man ikke kunne finde ud af ved at spørge rundt eller lytte til rygter. Nok var det ikke en officiel titel af nogen kendt betydning, men den havde dog en vis sandhed i sig alligevel, uden direkte at sige, hvad hun faktisk var.

Hun vendte sig pludseligt mod ham, som havde en indskydelse fremtrådt i hendes hoved. Bogen hun havde taget ned fra hylden, holdt hun i sine arme, som knugede hun noget inderligt vigtigt til sig. Med rolige skridt gik hun over mod ham og stoppede op foran ham.

"If you would give me your permission, I would like to feel the energy of this flame, if no harm emits from it."

Hun bevægede sig ikke, stod blot foran ham og afventede hans svar. Som han omtalte denne flamme, var den af ældgammel viden, viden som hun ikke kunne afholde sig fra. Det lå dybt i hendes natur at undersøge sådanne ting. Ønsket om viden. Ikke nødvendigvis for at bruge det til noget, men blot for at besidde den viden, gav hende en tilfredsstillelse i sig selv.

Han blev først lidt eftertænksom om hvorvidt hende motiver var rene. Han var altid en smule tilbageholdende over for den slags ting. Men han kom også hurtigt i tanke om Alessa's sult efter viden ikke ulig hans egen. Det var også tåbeligt af ham at være nervøs for Flammen havde taget bolig i ham. Det var som om den egentlig havde bevidsthed. Og den blotte videregivelse af viden om flammen kunne bære flere effekter med sig. Vatikanet kunne måske blive bevidst om hans magt og ville stoppe med deres tåbelige forsøg. Eller Alessa ville have en ny viden der med tiden blev hendes at bevare. 
Han trådte et skridt tilbage og først lyste kun hans øjne af de blå flammer. Den svage knitren kunne høres da han talte med en nærmest stoisk ro: 
The Flame will only harm if i choose it to. Its heat can be much higher than simple fire, and the flames cannot be doused normally. It is Arcane energies manifested in its purest form. That is why i can shape and bend it to my will.

Han brød pludselig ud i flammer fra top til tå. Men ikke en lyd kom fra ham. Han tog endnu et skridt tilbage og der stod nu en silhouet af blå flammer. Skikkelsen gik roligt mod hende. Skikkelsen bukkede for hende og rakte hånden ud til hende til et håndtryk. Khá sagde nærmest venligt: Maybe the knowledge of this flame will serve you well. I am the only wielder of this Flame. Go on. It will not harm you

Alessa så hans betænksomhed og forstod den udemærket. Hun ville selv have haft betænkeligheder med lignende spørgsmål, og derfor gav hun ham også tiden til at tænke over det. Mange ville netop have udnyttet en sådan viden, men for Alessa var viden i sig selv en vital del af hendes eksistens, og efter al sandsynlighed ville denne viden kun blive brugt af hende selv, særligt fordi hun som sådan ikke arbejdede med Vatikanet i deres aktive del længere, hvilket der ikke var mange, der vidste. Og at hun var her, havde heller ikke noget at gøre med Vatikanet som sådan. Selvom han troede, at hun var udsendt af dem i dette ærinde, så var denne aftens aftale af eget initiativ, men det behøvede hun jo ikke at klargøre.

Da han brød i flammer, stod hun et øjeblik og beskuede ham. Fornemmelsen af at være omsvøbt at flammer var hende ganske bekendt. Den Himmelske ild var en del af hende, og viste sig i sin reneste form, når hun ikke skulle tynges af sin menneskelige skal.

Det sidste skridt så hun stod ham helt nær, blev først taget, da hun havde lagt bogen fra sig på hylden ved siden af hende. Herefter tog hun skridtet langsomt og stod ham nu så tæt, at flammerne berørte hendes bryst. Herefter løftede hun venstre hånd langsomt op og lagde denne inderligt forsigtig over hans hjerte. Bag håndens berøring mærkedes en varme, en kærlig blidhed og ikke mindst en kraftfuld energi som sjældent sås hos de yngre engle, og selv blandt fuldblodsenglene var denne energi anderledes fra normalen. Hånden blev blidt liggende over det sted, hvor hans hjerte skulle være, og hun stod ham nu så tæt, at hendes bryst næsten rørte hans, når hun trak vejret. Den spinkle brystkasse hævede sig i en dyb vejrtrækning, hvorimens hun lukkede de gråblå øjne for omverdenen og søgte ind i energien.
Khá ville kunne mærke hendes metafysiske bevidsthed søge Flammens oprindelse i hans. Følelsen ville være meget anderledes fra andre oplevelser. Denne bevidsthed nærmest gled over hans krop i blide bevægelser, som gled en mild, rindende bæk over hans hud. Men ligesom med vand, var hendes bevidsthed svær at stoppe, at holde ude. Den kunne ligesom vand finde de mindste små smuthuller, trænge gennem det meste og søge sig mål bagved. I samme blide, men vedvarende facon bevægede hendes bevidsthed sig over ham.

Stadig med lukkede øjne, og hendes krop helt nær hans og hånden der nærmest knugede stoffet i hans kåbe, klingede den melodiske stemme med en indre ro, der kun kunne komme, når en person oplevede noget inderligt vigtigt, der stemte overens med det indre mål, han eller hun søgte:

"This Khá.. This is one of the greatest phenomenons you could ever show me. This knowledge almost conquers love.."

De blågrå øjne blev åbnet og så op i hans og et lille piget grin trådte over læbernes bløde form, der næsten var på højde med hans. Hånden knugede ubevidst stadig fat gennem ilden i hans kåbe.

I mean.. I do not know what exactly it does to you, but just the knowledge of its feeling, its existence and power. I have rarely experienced anything of the like on this earth."

Den følelse af hun stod så tæt på sig var..... Unik.. På en god måde. Han blev nærmest frustreret over det, fordi han ikke vidste hvorfor. Det at hendes hånd nærmest hvilede over hans hjerte, føltes faktisk.... rart? Hun havde givet ham noget helt unikt og han besluttede at give hende en særlig gave. En gave ingen anden havde oplevet. En gave hun viste sig værdig til. Han rakte hånden stille ud og lagde den på hendes kind og sagde med en nærmest kærlig ro:
I am glad that you see the beauty in such a rare power... It is like i, alone. Like your kind gave the Breath of Life to mankind, so have this Flame existed since the dawn of time... This flame existed when God broke the Darkness... I carry the very last spark within.... This flame shows many things... I will give you a memory no one have seen.... Relax and trust me....


Han lagde sin anden hånd oven på den af hendes der hvilede over hans hjerte. Langsomt gled flammen over på hende og hver del af hendes krop blev langsomt omsluttet. Hver lille del af hendes krop ville sitre. Hun stod pludselig i en gård hvor der stod en flot ung mand med et barn i sine arme. Der lå en stærk forbrændt død kvinde for hans fødder. Den unge mand var Khá som han var en gang. Hun kunne høre ham sige: Shhh Matthew... it will all be over soon... De rolige blå flammer omsluttede barnet der pludselig skreg af smerte og den unge mand græd voldsomt og stod til sidst med asken af barnet mellem sine fingre. Verden blev sløret og man kunne mærke den unge mand forbande de guder han tjente. Man kunne nu se den unge mand omsluttet af mørke og se hvordan hans krop visnede til det Khá lignede i dag.

De blev hevet afsted og man kunne se voldsom kamp mellem korsriddere og Khá. Kampen var brudt ud da Khá måtte stjæle de jordiske resten af sin søn tilbage. Med et sus, stod de tilbage i biblioteket og langsomt forsvandt de flammer der omsluttede dem. Khá hvilede stadig hans hånd på hendes. Khá's stemme havde skiftet til... gråd? The Arcane Flame allows me to show my memories to others. Only you have seen this Alessa....

Hendes åndedræt var roligt, som slappede hun fuldstændigt af, som hun stod der og søgte hans indres energi. Åndedrættet var dybt nok, til hver gang hendes spinkle brystkasse hævedes, ramte ham og deres hænder på hans bryst. Det var en ejendommelig oplevelse, at føle sig så beroliget i en djævels nærvær. Faktisk havde hun kun oplevet det én gang før, og det havde kun været fordi hendes husbond var blevet forvandlet til en djævel, siden hun havde mødt ham sidst. I hendes søgen med lukkede øjne, lod hun sit ansigt hvile i hans hånd, let nok til at han kun helt forsigtigt kunne mærke vægten af hendes spinkle ansigt i sin håndflade.
Hun lukkede endnu engang øjnene, da han bad hende slappe af. Hovedet blev lagt på skrå, så de karakteristiske krøller hoppede let. Hendes krop begyndte at ryste ganske let i en sitren.

Da synet trådte frem, vendte hendes hånd sig, nærmest af refleks, for at holde om hans og knugede den fast, mens den anden hånd fløj op for begge at holde om hans ene. Et ubehaget gisp trådte over hendes læber.

Da barnet viste sig, optrådte noget, han uden tvivl aldrig havde oplevet før. Denne form for metafysiske kontakt mellem deres sind gik begge veje. Inde i hans hoved optrådte pludseligt lyden af en rusten, forvrænget kirkeklokke. Som havde den fået en uhelbredelig brist. Lyden ville forekomme direkte ubehageligt og psykisk smertefuld på hans krop, og ville kun stige i takt med skrigene og som barnet brændte mere og mere væk. I hans hoved var der ingen tvivl om, at denne kirkeklokke på én eller anden ukendt måde hørte sammen med barnet i billedet.

En tåre slap de øjekrogen af de lukkede øjne.

Og lyden var væk, da billedet kun viste aksen, som værende tilbage.

Det næste syn fik hendes åndedræt til at stige i intensitet, men ingen klokker fremkom denne gang.

Da billedet forsvandt lød et, denne gang smertefuldt, gisp fra hendes læber. En dråbeformet tåre gled ned over hendes anden kind. Øjnene var endnu ikke åbnet, og uden at tænke over det, faldt hendes pande mod hans bryst og deres sammenfoldede hænder.

Stemmen var fyldt af noget.. Smertefuldt? Da hun stemme trådte frem efter en tids stilhed. efter hun havde fået sit hyperventilerende åndedrag under kontrol:

"I.. I could only hear the pain of your loss.."

Uden af have tænkt over det, var hendes krop nu helt tæt op af hans, så han kunne mærke hver en vejrtrækning fra hendes bryst.

"I know of losses.. I have experienced them myself.."

Hun var stille nogle få sekunder, som var hun i tvivl om, hvordan hun skulle forsætte. Så mange modstridende tanker fløj rundt i et hoved.
Endnu et åndedrag bevægede sig mod hans bryst.

"Though you are a devil, I do feel for you."

Hun så selv undrende ud i det fuldstændigt symmetriske ansigt over sine følelser for ham.

Et inderligt blidt kys mærkedes på hans kind. Kort efter sænkedes hendes hoved igen ned mod deres hænder.

I'm sorry.."

Det var ikke helt til at bedømme, om dette var ment mod hans smertefulde oplevelse eller kysset.

En sagte rysten bølgede igennem hans krop grundet den smerte han oplevede. Han var godt klar over at det han lige havde oplevet var noget så unikt. Det var som en fusion af to så forskellige energier. Hun mærkede hans inderste væsen og han følte hendes smerte. Oplevelsen var vanvittig smertefuld men også underligt berusende. Han kunne ikke bestemme sig til om det var fordi hun holdt hans hænder eller om det var selve den metafysiske fusion de begge skabte. Han klemte forsigtigt hendes hænder og en varm og venlig klang brød hans læber: 

I could not shield you from the pain... But i wanted you to know the purpose of my being... I wanted you to know why i was cursed the way that i am, and why i live with the curse...
Et forsigtigt suk kom fra ham da han mærkede hendes krop mod sin ved hendes dybe vejrtrækninger. Han trak ikke selv vejret men berøringen alene var som et vidunderligt minde. 
I know not your tale, but i know you have suffered. I know you have lost. But yet your heart holds a stoic beauty.... 


Han var ikke klar over hvad han helt skulle gøre lige nu. De malede lige nu et billede hvor verden aldrig ville lære at forstå det motiv. De skrev musik hvor verden ikke hørte de smukke toner. Han mærkede en underlig varme i sig da det blide kys mødte hans kind. And i care for you... I may be a Devil... but i still hold the heart of the man i once was..


Han strøg meget let hen over hvor hendes kys var og tog igen hendes hånd inden han sagde: Don't be... Trust me now.... 
Han lænede sig meget langsomt ind og kyssede blidt hendes kind. Lige i det hans læber mødte hendes silkebløde kind brød han ud i de klareste blå flammer. Man kunne høre flammernes buldren, men de brændte ikke. Hun kunne mærke hans krop vokse en smule inde bag flammerne. Flammerne forsvandt langsomt da kind og læber igen skiltes. Men i stedet for den askegrå og indtørrede krop, kom en atletisk og let solbrun krop til syne. De indsunkne kindben og mumificerede ansigt var erstattet med et smukt og velskabt ansigt. Det lange sorte hår var stadig langt men kraftigt og bølget og mørkerødt. De smaragd-grønne øjne kiggede dybt i hendes og en melodiøs og blød stemme sagde: I may be  a Devil.... But this is the man that i am.... Only you of the higher powers knows this... Only you...

De levende, dybtfølende øjne så op endnu engang ind i de øjne, der engang havde været så menneskelige.

"You would never be able to shield me from something like this.. It is a part of me I never could, nor never would, escape.."

Stemmen havde en klangfuld, beroligende skønhed til sig.

Endnu en dyb vejrtrækning, der kunne føles helt ned i hendes mellemgulv, kunne mærkes på hans krop, ved hans næste, rosende ord. Et bedrøvet smil fulgte. Det var tydeligt, at hun havde oplevet smerte gennem sit liv. Smerten sås i de inderligt levende øjne, mærkedes på det sitrende suk.

Dette var så surrealistisk, så langt fra hendes virkelighed, som hun stod så tæt på noget, der selv i deres energier, var så modsættende. Det føltes ganske afslappende og samtidigt så.. Forkert?

"And that does not correspond with my view of a devil. I mean.. It might just be the ways I was taught as young but a devil with a Man's heart.."

Hun stoppede sig selv på vej ud i en længere, ufokuseret forklaring på noget, der nok egentligt gav mening for en djævel, der forstod englenes generelle formål.

Et skævt, forsigtigt smil trådte over hendes læber, mens hun knugede den tilbageblivende hånd endnu engang.

"But I cannot help but feel for your loss. It is a physical pain for me. Though you might feel greatfull for the power and knowledge you now possess, it is an unbearable loss."

Sukket, der nu trådte over hendes læber, var en blanding af uforståelighed og en nydelse, der ikke var til at gengive. Kysset på kinden fik hendes energi til at flamme op i reneste form, som den ild hun besad i sin rene engleform. En hvidglødende energi, der spillede ganske passende imod hans flammende krop.
Hun trådte med et gisp usikkert et skridt tilbage i samme øjeblik, da det gik op for hende, at hun havde nydt kysset, og for en ganske kort stund lignede hendes øjne et forvirret barns.
De gråblå øjne blev store og forundrede ved hans forandring til, hvad denne verden, ville kalde en smuk mand. Hun stod, hvad der for hende virkede som en evighed, men kun var omkring tredive sekunder, og blot så på ham, mens hendes tanker forsvandt.

"I admire your power.. Your knowledge.."


Med en overraskende styrke, omend stadig svag for en djævel, kastede hun sig de få tyve centimeter fra den afstand hun havde taget, ind mod hans krop i en tæt omfavnelse, trods et overraket gisp forlod hendes egne læber.
Et kort øjeblik stod hun der med hovedet begravet i hans bryst, før hun forsigtigt løftede ansigtet og så op på ham, som skulle hun forsigtigt tage det sidste mentale skridt. Den spinkle englekrop løftede sig let på tæer og kyssede forsigtigt hans hage lige på grænsen, så hun kun strejfede hans underlæbe. Læbernes bevægelse var så forsigtige, som kunne hun ikke beslutte sig for, hvorvidt hun rent faktisk burde gøre dette eller ej.

Overraskelsen var ganske tydelig da hun kastede sig ind mod ham. Hans normale reaktion ville have været at forsvare sig. Men Alessa var.... Vidunderlig. Som den første af sin art, havde hun prøvet at forstå hans væsen i stedet for at bekæmpe det. Hun så skønheden i den lærdom han bar i sig. Alt den viden. Alt den magt. Alt den sorg. 
Det dejlige chok blev fornyet endnu en gang da han mærkede hendes silkebløde læber. Der var utallige historier om hvor vidunderligt et engels kys var. Det var ganske rigtigt. Intet mindre end vidunderligt kunne gøre det. 
Han åbnede øjnene ganske let og et smil viste sig i djævelens ansigt. 

Han strøg hendes mælkehvide kind ganske let og studerede nærmest hendes ansigt. Det beskrivedes bedst med at han nød hvert sekund af en utrolig oplevelse. Han oplevede også for første gang engles indre flamme uden den brændte ham. Men lige nu brugte hun sin energi som han brugte Flammen. Deres energier flød rundt i hinanden som en spirituel leg. As i admire you.... We both seek and hold knowledge forgotten to the world... Yet you wield a weapon much greater than any i could amass... Compassion. An emotion i had almost forgotten. But no more...


Han stod og lod sine arme hvile omkring hende og kiggede dybt i hendes øjne. Hendes øjne var tynget af den sorg der var resultatet af den omfattende viden hun besad. De ting hun havde set. De ting hun havde følt. Men de var samtidig så dragende. Han tænkte ikke, men følte. Han lænede sig stille ind og lagde et meget blidt kys i hendes mundvig og holdt det nogle sekunder inden han rettede sig og smilede usikkert over hvad han lige havde gjort

Hans overraskelse var som spejlet i hendes egne øjne. En overraskelse over sig selv og hendes måde at opføre sig på. Det her gav ingen rigtig mening inde i hendes hoved. Var det rent faktisk, fordi det var en djævel hun stod foran, eller var det blot fordi det var så mange år siden, hun havde begivet sig ud i sådan noget sidst? Hvor længe var det egentligt siden, hun havde gjort noget, der var så emotionelt? Flere hundrede år i hvert fald.
En ting var i hvert fald sikker. Den viden han besad, tiltrak hende. Han ejede den forståelse, som så få rent faktisk besad.

Hun så ind i de grønne øjne, men smilet blev ikke gengældt. Faktisk så hun bare usikker ud. En usikkerhed der ellers aldrig fremtrådte hos den gamle engel. Men lige nu virkede hun bare til, at hun hverken vidste, hvad hun skulle mene, sige eller gøre.

Fornemmelsen af de legende energier fyldte hele sin krop. Denne form for søgen ind i den anden brugte hun typisk kun som en del af excorsismen. Hun havde faktisk ikke gjort det siden Alastair.. Men det gjorde kun fornemmelsen så meget mere fantastisk.

"An emotion given to me as part of my creation. An emotion you should never forget, not with your history."

Blikket, der gengældte hans, var på en gang både usikkert og samtidig inderligt tillidsfuldt.
Da han lænede sig ind mod hende, lukkedes hendes øjne igen. Og idet hans læber berørte hendes ansigt, flyttede hun det en smule. Hendes læber berørte forsigtigt hans mund og den spinkle krop slappede ganske kort helt af i hans arme. Den lette krop føltes så forsvindende lille i hans arme, og hendes indre energi fik hendes krop til at flamme helt op.

Pludselig spændtes hendes krop op, så hver en senet muskel kunne ses under det tynde kjolestof og de bare arme. Hun trådte et halvt skridt tilbage. Ikke nok til at træde ud af omfavnelsen men alligevel nok til at skabe en lille afstand mellem dem, og den hvidglødende energi brændte ud og forsvandt.
Det symmetriske, engle-perfekte ansigt lyste af hendes indre oprør af modstridende følelser.

"I am the last of my specific kind.. I should.. I should not fall like they did before me. I.."

Hendes arme løftedes og foldedes på hendes eget smalle bryst.

"This should not happen.."

Selvom hendes ord hviskende fortalte, at dette var forkert, trådte hun endnu ikke helt ud af hans arme. Hun stod blot ubeslutsomt foran ham.

Den ene lille bevægelse hun lavede, fik meget mere betydning end først forventet. Den lille bevægelse der gjorde at deres læber mødtes. Hans energier blussede op inde i ham ved noget så simpelt som et kys. Det var en beroligende varme der nærmest pulserede igennem ham. Han følte sig afslappet på en helt ny måde. Og dog tænkte han for sig selv hvordan at en egentlig så simpel handling kunne have så voldsom en effekt.

Den afslappede effekt blev dog hurtigt erstattet af forvirring. Havde han gjort noget forkert? Var hans kys frastødende? Da hun krydsede sine arme, lod han sine hænder hvile på hendes albuer og kiggede på hende med bedrøvede øjne. Han nussede ganske forsigtigt hendes arm og talte: Is this so wrong? I am truly sorry if i have offended you in any way... I know of none who is as pure as you... Those before you fell because they went against God in open war... You dont go against god by this... If he wanted his Angels to be free of flaws, he would have created you without emotions... He gave you emotions so that you can feel what others can...

Mange engle var faldet for Khá's hånd. Dem der var faldet var ude af stand til at føle. Men følelser var ikke en forbrydelse. Gud måtte have skabt hende med følelser for at kunne mere end blot at samle viden. Hendes sande formål måtte være noget andet. Eller også havde hun opfyldt det. Det var ikke hans intention på nogen måde at spolere noget så rent som hende

Hans varme bølgede indover hende, mere voldsomt end hun kunnet have forestillet sig. Effekten var så overraskende, at hendes knæ føltes svage under vægten af den overrumplende styrke, men hun stod dog hurtigt imod uden at afkaste den fornemmelse, den gav hendes krop. Det var kun meget få metafysiske fænomener, der kunne være så voldsomt stærk og samtidig give denne form for varm behagelighed. Den hun kendte bedst til, var englenes egen hvidglødende, rene sjæleenergi.

Fornemmelsen af ham ændrede sig dog lige så hurtigt, som hun havde taget afstand fra ham.
Han forstod tydeligvis ikke. Men hun havde heller ikke ladet ham forstå rigtigt. Hvordan kunne han også vide, hvad hun virkelig var? Det var jo netop én af de ting, som hun holdt mest for sig selv.
Hans hænder på hendes albuer føltes underligt behageligt, og hun stoppede ham derfor ikke i bevægelsen. Dog søgte højre hånd endnu engang lidt længere ned på venstre arm, hvor tatoveringen af valknut'en var placeret. En vane af symbolsk værdi, hun havde en tendens til at gøre, når hun fandt noget ved en situation uvant.

"No.. You do not understand.."

Hendes stemme døde hen igen, og et ubeslutsomt udtryk forvrængede de ellers så fine træk i det lyse ansigt. Det var tydeligt, at hun var i færd med at gøre op i sit hoved, om hun skulle forsætte med sin forklaring eller ej.
Et lille beslutsomt nik fik det blonde hår til at bevæge sig som med sit eget liv.

"As a descendant, the second generation created, of the Grigori, I have spent my whole excistence to stay as far as possible away from the Path the Fallen Watchers walked. I made it easier for myself making sure that no Nephilim would come from my womb.
But this.. You..
You are a devil. I am a Grigori - a Watcher of Balance."

De snehvide tænder bed usikkert i den bløde underlæbe. Først mødet med Alastair. Nu dét her. hun havde oplevet mange ting gennem sit liv her på jorden, men intet der havde ramt hende så personligt som dette. Hun havde altid kunne holde sit sind på afstand. Holde sig ude. Holde sig ren..
Den normalt så stolte og selvsikre engel faldt nærmest sammen foran ham. Hun holdt sig dog oprejst, men den selvsikre udstråling forsvandt mere og mere og blev erstattet af noget, der fortalte om indre kaos. Selv energien bag den magiske beskyttelse, hun var mødt op med begyndte at vakle, da fokusset ikke længere lå på at opretholde.

Blikket søgte igen hans.

"I.. I do not know what to think of this.."