What do you have in store for me? Khá

Han kiggede ned da han hørte hendes ord og hans stemme var mere melankolsk  dog stadig med et kærligt strejf. Det var også en uvant situation for ham at stå i. 
I... It was wrong of me to kiss you... I understand you must answer a higher calling. You have a purpose... I lost my original purpose long ago... I have wandered for so long without a purpose. I keep the secrets and ancient knowledge of the world... But not because i was meant to...


Han vendte sig langsomt om med blikket vendt ned af. Det her var allerførste gang Khá oplevede skam på den måde. Det var første gang at han var så tæt på at ødelægge et sådan formål og det nagede voldsomt. Han stod lidt med ryggen til hende og sukkede dybt ved tanken om hvad han var kommet til. Og hvad han prøvede på. Han kunne ikke forstå hvorfor han nærede så varme følelser for et væsen så rent som hende. Normalt set ville han ikke tænke to sekunder over at dræbe en engel. Men han sænkede sine parader og mærkede stødet i sit indre. Han lagde hånden på en bog og sagde: 

I... i apologize..... It was wrong of me... I know not the nature of your heart.... I was wrong to....

De lange, slanke fingre blev rakt ud mod ham, da hans hænder forlod hendes arme og han vendte sig om, men hun stoppede selv midt i bevægelsen, som fortrød hun forsøge på at holde ham nær.

"I.. You should not be.."

Hun stoppede, som vidste hun ikke, hvad hun skulle sige. Et opgivende suk forlod i stedet hendes læber.
Den højre arm løftede for at holde om den venstre, som havde hun brug for en eller anden form for kontakt, og hvis det ikke kunne blive i hans favn, måtte det blive hendes egen.
Krøllerne faldt ned over hendes øjne, da hun lod hovedet falde med blikket rettet mod jorden. Den anden hånd løftedes, så hun stod midt på gulvet og holdt om sig selv. Øjnene lukkedes, og hendes vejrtrækning blev mere rolig. Hendes hjerterytme sænkedes. En energi begyndte at røre på sig i hendes krop, mens hendes mentale tilstedeværelse forsvandt. Hun søgte indad. Søgte de klokker, der helst burde ringe klart og harmonisk i hendes indre.
Hendes mentale facader var stadig ubevidst så åbne overfor Khá, at en med hans arkane styrke ville kunne følge ganske svagt med i lydene.

Et virvar af klokker lød. En fornemmelse af harmonisk, himmelsk skønhed trådte frem med den hviskende lys af de overjordiske klokker. De kom kom kort tæt på, for blot at forsvinde hurtigt igen og blive erstattet af en anden. For Khá ville alle lyde ens. Men Alessa ville kunne genkende hver og én fra hinanden. En rusten, umelodiøs og ligefrem grim, ubehagelig lyd trådte pludseligt frem. En rynke stod frem mellem englens svungne øjenbryn, og et enkelt hovedryst fik den til at bevæge sig længere væk for at forsvinde igen.
Hun krøb en smule sammen i sine egne arme, i hvad der lignede en blanding af kulde og ubehag. Sådan stod hun i omkring ti minutter, hvor Khá kun ville kunne fornemme en svag overjordisk hvisken af klokker, mens hun opfattede det, som stod hun mellem dem. Hendes hjerterytme steg endnu engang, som kom hun nærmere på noget, hun var utryg ved. Et kort øjeblik stoppede lyden af hendes hjerte helt, som havde det sprunget et slag over, og hun åbnede de store øjne igen.

Hovedet blev løftet og hun fejede stille håret væk fra øjnene. Brystet hævede sig, da hun trak luften helt ned i mellemgulvet, for at lade det forlade hendes krop ud af næsen.
Et langt skridt blev taget hen til djævlen og en varm hånd tog blidt hans.

"I had to check.."

Kom hun som den eneste forklaring på, hvad der lige var foregået.

"You.. You should not apologize. As you said yourself, you know not my heart, nor knew my purpose, and still you could never grasp it completely. You were made a devil by Satan, and you have done horrible things, but you have not always been like this. I know not what to make of this. Your resonance is disturbed and yet it is not."

Hun så ned på den hånd hun holdt i sin. Så den askegrå hud, men registrerede den samtidig ikke. Udseenets betydning var af menneskelig oprindelse.

"I don't know what to make of you, Khá."

Lød de hviskende ord fra hendes læber.
Hun løftede ansigtet igen og så op på ham.

"My thoughts and my knowledge does not correspond. And I cannot guess your thoughts nor your intentions behind your chosen path or what you are trying to do with me."

Et forsigtigt smil trådte frem på de runde læber.

"I have spent centuries predicting events, intetions and how people react. With you I cannot, and it makes my head spin.."

Smilet blev mere skævt som et udtryk for den ungdommelige forvirring, der prægede hele hendes tankegang lige nu, og som hun søgte at forklare ham.

Et forsigtigt smil krøb frem på hans læber ved hendes ord. Han var ikke helt sikker hvorfor men det kunne nok spores til at hun gjorde alt hvad hun kunne for at forstå ham. Såvel som han gjorde hvad han kunne for at forstå hende. Der var dog en ting han ikke havde nævnt for hende endnu hvilket måske var grunden til at hans energier virkede forvirrende. For som hun ganske rigtigt sagde: Han blev gjort til Djævel af Satan, men manden han en gang var, var stadig en del af hans væsen. Nok var kroppen Djævel, men hans essens var til en vis grad stadig den mand for længe siden. 

Han fik et nærmest ungdommeligt smil og en nærmest forfjamsket latter kom fra ham, da hun tog hans hånd og han sagde: "I don't know what to make of you either Alessa... Maybe because long ago i stopped feeling and started to only think. For a long time i thought myself incapable of emotions. I have earned the greatest piece of knowledge right here with you. That i can feel. 


Han vendte sig om mod hende og et klart smil lyste nærmest fra ham. Han skulle til at tage hende i sin favn endnu en gang men vidste ikke hvordan hun ville tage det, så han lagde sine hænder på hendes arme og nussede dem forsigtigt. Hans ord var nu fyldt med varme:
We are not that far from one another... You fear the emotions since they confuse you. You try to define them with rationality. You need to accept emotions since they are such a big part of you. As i have. 


Han kyssede hendes hånd lige så stille og sagde kærligt: By the way... My true name is Connor McAndrew. Nice to meet you Alessa

Det var forvirrende, at klokken der tilhørte ham ikke var til at tolke rigtigt. Mange ting i denne verden var sat op på sort og hvidt, det samme gjaldt hendes evne. Enten var der forstyrrelser, stor som lille, eller også var der ikke. Der havde aldrig været begge ting samtidig. Hun havde altid vidst det, men det blev Alessa mere og mere tydeligt, at hun virkelig stod overfor et helt unikt fænomen.

En let rødmen steg op i de lyse kinder, da hans begyndte at grine. Han havde jo egentligt ret, og grinet genspejledes i hendes øjne, trods det aldrig steg over hendes læber. Samtidig var det så.. Sørgeligt? At dette skulle være den største form for viden, han skulle have fået. At det lå så langt fra hans formidable samling af viden, at dette skulle være noget ekstraordinært. Og alligevel gav det egentligt god mening. Nok var hun skabt til at kunne forstå de menneskelige følelser, men når man havde levet så længe, som hun havde - og han endnu længere - så lærte man på en eller anden måde at distancere sig fra disse følelser. Måske fordi de ikke længere var interessante? At de ikke længere overraskede? Hun vidste det egentligt ikke.

"I don't know.. I guess I am glad to have been able to give you this.. Reminder.."

Det var tydeligt, at hun var i tvivl om, hvordan hun skulle tage dét, at hun havde givet ham noget så specielt.

Hun lod sig læne ind i hans arme, slappede af ved hans berøring, dog uden helt at læne sig ind i en omfavnelse, usikker på om hun burde eller ej.

Et forsigtigt smil, var hendes første svar, et smil der fortalte, at hun jo egentligt godt vidste, at han havde ret.

"I know.. It is.. It has become a habit, as you probably know about. I am used to other people's feelings, I understand their inner meaning on the deepest level, but it has been a long, long time since I felt confused by them, myself. They have become unfamiliar to me."

Et sørgmodigt udtryk optrådte ganske kort i hendes øjne, da et billede af den mand hun engang havde elsket, et øjeblik fremtrådte for hendes indre øje. Den husbond hun engang havde levet så tæt op ad eksisterede ikke længere. Hans eksistens havde ændret sig vitalt siden da. Det var over tusind år siden, og Alastair ville aldrig blive den samme, som han var engang, det havde Belial og Satan sørget for..

Det simple kys på hendes hånd sendte kuldegysninger gennem den lette krop og fik hårene på hendes bare arme til at rejse sig. Hun rystede opgivende på hovedet over den velbehag denne simple gestus sendte gennem hendes krop. Et suk slap hende læber med samme opgivenhed over sig, som følte hun sig fjollet over at reagere på denne måde.

Hun så op i hans øjne, samtidig med hun blidt foldede den hånd, han havde kysset, om hans egen og førte dem begge, så de hvilede lige over hendes bankende hjerte. Sjæleenergien, som hun havde formet gennem en midlertidig tatovering over hendes hjerte - en beskyttende sfære mod udefrakommende, besættende magi, faldt langsomt fra hinanden. Hun opretholdte ikke længere energi, der skulle til for at forme hendes sjæleenergi til magisk beskyttelse, og denne gled langsomt tilbage til hendes center.

"Connor McAndrew.."

Hun nærmest smagte på ordene. Normalt ville hun havde brugt en viden som denne, et ægte navn, mod djævlen selv. Når hun først vidste det, var uddrivelser langt nemmere. Men i dette tilfælde lå sådanne tanker ikke bag. Navne fungerede dog ikke på samme måde for engle som hende. Hun var kreeret til et specifikt formål, et aktiv, og ejede fra himmelens side ikke et navn som sådan.

"Connor.. I have no true name to give you. Alessa is what I identify myself with, though."

Hun var stille en tid og så rundt i det enorme lokale, mens varmen over al den viden samlet ét sted igen bredte sig i hendes krop, stadig med hans hånd mod hendes bryst. Hun virkede usikker, som var hun ikke klar over, hvad hun skulle gøre nu. Hun vidste ikke, hvad hun skulle gøre med de følelser, der fløj rundt i hende. Vidste ikke, hvad hun skulle gøre med sin krop. Hun genkendte følelsen fra de jomfruelige teenagere, hun havde mødt gennem tiden, som endnu ikke havde fundet ud af, hvordan de skulle forholde sig til det modsatte køn. Følelsen blev genkendt rationelt, men ikke som en følelse hun havde mærket på egen krop førhen.
De gråblå søgte tilbage til hans, og denne forsigtige forvirring sås i dem.

"I am not sure how to proceed from here.."

Ordene døde ud i et genert, lille grin, som følte hun sig ganske fjollet i denne situation. En engel af hendes alder, der ikke vidste, hvordan hun skulle reagere, virkede helt dumt i hendes hoved.

Han kiggede ned på hende med et varmt smil der nærmest signalerede at det var okay at have det sådan. Han ansigt fyldtes af en nærmest beroligende hengivenhed. Han forstod jo så udemærket hendes tanker. Det var en rigtig unik situation de befandt sig i. Men han kunne dog ikke lade være med at sukke tilfreds. Bare det at hun lagde sin hånd om hans og hvilede dem mod hendes bryst, var en særlig varm følelse.

Han havde mest af alt lyst til at læne sig ind og give hende et forsigtigt kys, men det skule komme på hendes eget initiativ, taget i betragtning af den personlige konflikt hun var i. En kærlig varme prægede nu den efterhånden melodiøse stemme: That is the true beauty about emotions.... They should not be understood... Only felt. Feelings should only be embraced and felt. They are what allows love. They give the world its colours... They give people a purpose


Han var sådan set afklaret med sine følelser omkring alt det her, men hans hoved var fyldt af tanker. Tanker om hvordan han kunne hjælpe Alessa med nøjagtigt det samme. Hun havde jo en voldsom strid med hvad hun var skabt til og hvad hun havde svoret. Han ville ikke gøre noget der kunne være så destruktivt for hende. Hvis der endelig skulle ske noget skulle hun være sikker på at hun ville det. 

En forsigtig og let nervøs latter passerede hans læber da han sagde: Thats fine dear Alessa... I am not sure it would be such a good idea to speak true Enochian within these halls


Hans beroligende øjne mødtes hendes blik med en glød der var en historie om at det nok skulle gå. Det var lidt underligt at se en som Alessa virkede lidt som en forfjamsket teenager. Men det var faktisk dejligt. Han tog sig kort i at læne sig lidt ind til et kys men holdte sig selv tilbage. Han vidste jo ikke hvordan hun ville tage det

I cannot predict the future... i only know the nature of my heart right now


Han kom selv med en forsigtig latter mest af alt fordi han syntes det var sødt

Alessa så i dette øjeblik på ingen måde ud til at være en, der havde en fysisk kontakt i form af kys i tankerne. En trillende, lidt overbærende latter rullede kort fra hendes hals ved hans ord.

"Ohh dear.. That is not what I am, that is not what I do. I understand feelings. I know why I feel like this, and I should not allow myself to do it. The only thing stopping me is your racial origin. The problem is that I am not able to stop these thoughts."

Som sådan var hendes følelser endnu kun på et niveau, man kunne kalde for en form for tiltrækning. En tiltrækning af hans viden og hans opførsel heromkring. Hendes logik fortalte hende en helt anden ting, og det var dét, der stoppede hende i at tillade sig selv at gå meget længere.
Hun så ned på deres hænder, så de krøllede lokker faldt ned over hendes øjne. Endnu et opgivende suk lød efter en dyb vejrtrækning.
Et skævt smil og et lille grin ved hans næste kommentar.

"No.. That would definitely not be a good idea to let those words be heard here."

Ordene lød blot som en let mumlen ned i gulvet. Med et sted som dette var det på ingen måde en god idé at udtale noget på dette gamle, hellige sprog. Det var et sprog hun meget sjældent gjorde sig brug af. Sidst var en excorsisme af en ældgammel dæmon, Emmanuel Ishar, vidst nok, hvor han netop havde været så stærk at det var nødvendigt. Hun havde i sidste ende forladt stedet, der var så fyldt af negative energi, i ruiner.

Blikket søgte op mod hans igen, og blev kun brudt af en enkelt lok, der var gledet over hendes venstre øje.
Hun så hans krop læne sig en lille smule mod hende, før han stoppede sig selv. Hun virkede først helt opgivende ved hans ord, hvor hun trak sine hænder til sig og lavede en opgivende bevægelse med skuldrene, før hun forlod hans nærhed med et opgivende suk.
Det så som sådan ikke ud til, at hun tog afstand fra ham, men mere at hun havde brug for at bevæge sig, og begyndte derfor at vandre rundt i det store lokale. Som om hun havde fået nok af sin egen teenage-agtige opførsel, særligt på grund af hans latter, omend den var positivt ment. Alessa var en sætdig engel, der var fantastisk dygtig til at holde facaden og skifte opførsel på et splitsekund. Dette var ikke hende, og hun brød sig ikke om det.
De lange slanke ben smøg sig mod stoffet og man kunne se de senede muskler bevæge sig under for hvert skridt hun tog.

"Nor can I.. But this is not me, K.. Connor.. This is not something I have indulged myself in for over a thousand years. And the last one was an angle. My husband."

Egentligt så hendes ansigt ikke sorgfuldt ud, da hun omtalte sin forhenværende husbond. Tonelejet var blot konstaterende, som et forsøg på at give en forklaring på, hvorfor dette var så langt fra hendes vanlige sfære.

Fødderne blev ved med at lyde, som hun forsatte sin gang rundt i rummet. Blikket søgte titlerne på alle bøgerne. Disse blev gemt væk i hendes fotografiske hukommelse med en sådan hurtighed, at det egentligt gav god mening, at det var hende, der holdt styr på Vatikanets enorme biblioteker, hemmelige som lettere tilgængelige.

"But.. Your knowledge.. The ancient wisdom and calmness that only comes from experience. It.. Attracts me."

Med mindre han stoppede hende, ville hun forsætte sin tydeligvis rastløse gang rundt i lokalet, et forsøg på at få styr på tanker, selvom det intet hjalp.

"I am not sure if this rift makes any sense to you at all.."

Han kiggede lidt op kun for at se hun var begyndt at gå lidt rundt i rummet og kigge på de mange bøger. Det var øjensynlingt for at få ro på sine følelser eller tanker. Det var selv en praksis han ofte gjorde. De hemmeligheder de gik rundt i blandt havde netop den ro hun snakkede om. En ro han selv søgte. Han gik ofte rundt blandt bøgerne for at minde sig selv lidt om hvor han kom fra. Indimellem fortrød han bittert at han havde accepteret Satan's tilbud. 

My racial origins? Hmm i am not even sure what that is anymore.... I was... A vessel of Justice... But you have now witnessed what that brought me... And God.... would not take me in.... I payed the Ultimate price.... When i accepted Satans offer. When i try to love.... I am denied... I have sought the Lords mercy many times but no answer came... 


Hans stemme lød reelt set som om han fortrød alt. Hans stemme var præget af en gråd der stille boblede op til overfladen. Der var en svag rysten i hans stemme. Hun ville muligvis endda kunne mærke hans anger. Anger over et valg der fordømte ham. Han kiggede i retningen af hende og de grønne øjne var fyldt af tårer han ikke helt vidste hvad han skulle gøre med. Han vidste ikke hvorfor han sådan blev overvældet. Han havde længe søgt et svar.

Han kiggede på hende med nærmest bedende øjne på hende og sagde: I have transcended the boundaries of life and death.... I bring people back from the dead to their loved ones..... Why am i denied love...? I contain knowledge and secrets that armies have tried to claim for themselves.... I guard this ancient knowledge... To preserve it... Why am i denied in His eyes?

Da han begyndte at tale igen, forsatte hun sin vandring rundt i rummet, kategoriserede i den helt ekstraordinære hukommelse, alt hvad de årvågne øjne så. Hun måtte søge tilbage hertil en dag, hvor hendes tanker var mere under kontrol. Flere af titlerne var hende bekendt af navn eller oprindelse, og flere af dem havde hun endda læst, før de var havnet her. Der var så meget at se, at lære. Hun måtte søge tilbage hertil..

Hans ord ramte hende og hele hendes bevidsthed blev vendt mod ham.
Hun drejede om på hælene og forsatte mod ham så pludseligt, at kjolestoffet hvislede bag hende. Pludselig fremstod hun med den selvsikkerhed, der så ofte var at se i hendes udstråling. Det han lige havde sagt havde ramt noget helt vitalt i alt, hvad hun var trænet i at forstå om Herren.
Da hun var omkring en meter fra ham, kunne det ses at hele hendes ansigt var forvrænget i forargelse.
En dyb vantro var at høre i den ellers klangfulde, syngende stemme, over at han kunne tro sådanne ting.

"You defy one of the Lord's most important principals. You interfere with the restricted span of life He has created human kind with. You ruin the whole idea of a human life where only one thing is certain and that is death, and you seem surprised, that He does not look upon you with His Grace?
You gave your life up willingly to a Prince of Hell, and you do not understand why He will not listen to you? How in the nine Choirs could you come to such a conclusion, that He would not punish you for such acts?"

Det var jo helt hen i vejret, og denne mening viste hendes øjne tydeligt.
Alessa var af den gamle skole. Alt det med tilgivelse, som en selvfølge, der stod i Det Nye Testamente var ikke den opfattelse, hun besad. I hvert fald ikke når det kom til valg af denne kaliber. Nuvel, for mennesket blev man heller ikke evigt straffet som synder, for at gøre små forkerte ting i livet, som ellers var en opfattelse mange havde. Der skulle mere til, men når man havde ramt den grænse, og så af egen fri vilje, så kunne man ikke bare uden videre komme tilbage i den sikre zone.

Og han forsatte jo med sine gerninger! Det var jo ikke noget, der var sket for længe siden, som hun netop havde set med sine egne øjne med Johann.

Der var ikke specifik vrede i hendes ord eller kropsholdning, men hele hendes væsen lyste af forbavselse, vantro og forargelse over hans uforståenhed overfor Herrens manglende opmærksomhed.

Han stod nu stålfast og tog imod den svada hun sendte efter ham. Han kunne godt forstå det fra hendes synsvinkel. Hun kendte ikke til det fra en dødelig synsvinkel. Det kunne godt være hun kunne prøve at forstå det, men hun havde ikke selv været dødelig så hun ville kunne forstå det men aldrig forstå smerten.

Han stod og kiggede ned i jorden og en meget bedrøvet og trist stemme sagde han: Dont you think i have sought punishment for my actions? I want to be able to feel the pain i caused, but i cant... My body is dead... I cannot feel pain... only loss....


Med et kiggede han op på hende og hans øjne var fyldt af en klar blå flamme. Hans stemme havde forandret sig til en nærmest intens vrede: I did not steal the gift of life... It was granted to me because of my understanding of the powers. And i will not be punished for using powers granted to me! Man kunne nærmest høre flammernes knitren i hans stemme der nu var domineret en voldsom vrede og autoritet: Until you have felt the loss of a child with only your mortal heart to endure the pain.... Then i will not stand for that in my castle! I have healed people and stopped children from dying! If it is wrong of me to heal His only true children then let him claim me! Let Him punish me then! I only wanted his forgiveness! I will claim my punishment if He sees it fit to grant me a new chance of service!


Han holdt armene ud til siden og blev med et dækket af de blå flammer og flammerne voksede. De brændte hende ikke men det var heller ikke til at se ordentligt for flammer der nu fyldte rummet. Det var en voldsom kraft der svøbte sig om alt inklusiv hende. Flammernes kraft brølede nærmest og blev kun afbrudt af hans råb: I am ready! Take my into your fold! There is only one God!
I løbet af 3 sekunder kravlede alle flammerne ind i Khá. Han stod nu helt nøgen på grund af flammernes kraft. Men det var ikke en Djævel der stod foran hende. Han faldt sammen på gulvet og kiggede på hende med tårer i de smaragd-grønne øjne. Tak..... Alessa.....
Han åndede ud og faldt sammen på gulvet. Bach kom løbende ind og smed sig på knæ. Bach lagde Khá's hoved i sit skød og holdt om ham. Bach sad nærmest og messede: Du kommer hjem min dreng....

Hun havde aldrig været dødelig og derfor aldrig følt deres smerte på egen krop. Men mistet. Det havde hun. Hun havde mistet noget af sig selv, da hun valgte at fraskrive sig muligheden for børn. For hende havde hun mistet et barn. Chancen for noget af sit eget kød og blod. Hun havde mistet, da Alastair faldt fra Himmelen for mange århundrede siden. Hun havde mistet og følt en smerte, der noget nær ved kunne kaldes menneskelig. Det hun havde tilbage, var hendes formål, hendes eksistens skabt til at følge mennesket ved evigt at vandre iblandt dem, at våge over dem. Hun følte enhver dissonans fra overnaturlig indgriben på egen krop, på en måde som ingen nogensinde ville kunne komme til at forstå. Der var så meget, og trods hendes evige liv, var der så lidt hun kunne nå at gøre.

Den pludseligt ændrede mentalitet, hans altoverskyggende vrede, fik hende uvildigt til at træde et skridt tilbage. Den brølende stemme skar i hendes ører. Hun havde regnet med ophidsethed, sågar vrede. Men ikke det her.

Da han løftede armene, undslap et gisp hendes læber, noget ved hans stemme lød skævt i hendes hoved

"Connor! No! You.."

Flammerne ramte hende som en mur af energi, der pressede luften ud af hendes lunger. Trods der ingen varme kom fra dem, føltes det som den voldsomme energi sved den spinkle krop indefra. Med samlingen af al hendes viljestyrke trådte hun et skridt frem mod ham, et stædigt skridt, som forsøgte hun at træde gennem styrken fra en kraftig snestorm. Flammerne svøbte hver en millimeter af hendes væsen, på én gang for meget.. Hun mærkede en svidende fornemmelse på armen hun holdt frem mod ham. Der lugtede brændt.. Var hårene på hendes arm væk?
Lydene i hendes hoved var overvælende, ikke til at tolke. Så smertende. Så uudholdelig.
Den omsvøbende fornemmelse var på én gang for meget for hende og samtidig så vidunderlig intens.
Og så.. Var den væk..

Hun snublede det sidste skridt hen mod ham, da følelsen af den orkanstyrke hun netop havde kæmpet sig igennem på få skridt pludselig forsvandt.

Hun nåede kun ganske kort at opfange hans ændrede udseende, før han faldt om, og kort glemte hun igen, hvordan han så ud, da hun i en glidende bevægelse straks befandt sig på knæ ved siden af ham. En hånd søgte hans nøgne bryst.

Da Johann kom fejende ind i rummet, kæmpede hun ikke imod, da han ublidt fjernede hendes hånd fra hans bryst. Kroppen faldt om muligt mere sammen, da han lagde Khás hoved i sit skød. Registrerede det ikke.
Stemmen..
Den var væk.
Nej, den var forandret. Anderledes. Det burde ikke være muligt. Det var umuligt!
Var det sandt? Havde hun hørt rigtigt? Det var ikke stemmen af en djævel, der havde forladt hans læber. Det var.. Menneskeligt?
En tåre gled ned ad den lyse kind, og de lange fingre søgte endnu en gang hans hud. Den var så.. Menneskelig.. Så ung..
Hendes hoved larmede. Hun kunne ikke holde styr på det.

"Khá.. Connor.."

Kaldte hun blidt. Men det var ikke så meget en udtalen af ord, som en overnaturlig kalden til hans sind. Et forsøg på en stemme, der kunne lede tilbage i samspil med tjeneren ved hans side.

"Come home.. Come back to me."

Hun var ikke helt klar over, hvad hun ellers skulle gøre. Noget var grueligt galt her. Eller måske helt rigtigt?

Bach lagde ham forsigtigt ned og kiggede på hende. Hans øjne var fyldt af tårer men det var som om at hans øjne var ved at falme. Han rejste sig op nu en helt del mere besværet end før. Han støttede sig til en søjle og rakte hende sin hånd til tegn om hun skulle hjælpe ham. Hans stemme lød tør og slidt: Jeg tror det vil være en god ide for dem at gå op i borggården kære.... 
Han gik med hende op i borggården, men måtte bevæge sig langsomt da han pludseligt virkede som om alderen havde indhentet ham. Da de kom op i borggården, blev de mødt af et forunderligt syn. Samtlige tjenere var faldet sammensom om de lå i bøn. Midt i borggården var træet blevet splittet og en kugle af hvid ild lå i resterne. 

En lille blå flamme fra hver af tjenerne sprang op i den hvide ild og et lettelsens suk kom fra dem alle. Langsomt blev den hvide ildkugle mere og mere blå. Hun ville kunne genkende energi signaturen fra Den Arkane Flamme. En skikkelse trådte ud af flammerne og det var en rimelig høj mand lod til det. Han var lige nu dækket af de blå flammer, men velkendt dog forvrænget stemme sagde: Alessa.... I heard your call.... 
Et par store hvide vinger spredte sig ud fra skuldrene og de blå flammer slukkedes. Foran hende stod en høj flot engel. Hans hår var blondt som solen og alle muskler sad perfekt. Lige nu var han kun iført et lændeklæde i hvid og guld. Hans øjne var smaragd-grønne og det var tydeligt hvem han var. Han gik hen til dem og lagde hånden på Bach's skulder og sagde med en fantastisk melodiøs stemme: I am terribly sorry old friend... I hope you find it in your heart to forgive me.... I release you from these undead bonds and may you find peace
En meget klar tåre trillede ned af Bachs kind og han blev langsomt til støv. Khá vendte sig om mod Alessa og lagde sin hånd på hendes kind. Et lunt og kærligt smil prægede det smukke ansigt det han sagde: I heard your call.... through 400 years in Purgatory.... i heard your call... And His...

Hele Alessas krop bevægede sig som et ur, der var blevet trukket op. Den ene bevægelse fulgte automatisk den anden, uden rigtigt at registrere det. Hånden løftedes mekanisk og støttede den nu svagere Johann op ad trapperne. Gennem hendes tågede hjerne, der arbejde på højtryk for at kombinere denne ukendte oplevelse med hendes forudgående viden, raktes den anden hånd ud mod bordet, da de passerede det, og samlede nærmest ubevist gaven, banneret i den frie arm.

Synet, der mødte hende i borggården, var som sådan ingen overraskelse. At disse væsner af alverden slags, reagerede som de gjorde, fordi den energi der holdt dem i live nu svandt ind, var ganske forståeligt i hendes hjerne. Det var, hvordan energien ændrede sig, hun ikke havde oplevet før. Omend et særtilfælde, så var dette en djævel. Denne ændring..

De gråblå øjne blev fanget af lyset i det splittede træ. Det var som styrken forsvandt ud af den arm, der støttede den pludseligt aldrende mand ved hendes side, og armen faldt ned langs hendes side. De lange ben tog forsigtigt et skridt frem, men den ellers så stærke engel vaklede i sit skridt. Hun lod knæene give op under sig og lod sig synke til den kolde, mudrede jord, der hurtigt trængte igennem det tynde stof på den nu ødelagte middagskjole. Den ene skulderstrop var svitset itu, så skulderen var bar og de ukendte symboler over hendes hjerte sås nu tydeligt. Hun ænsede ikke den gennemtrængende, våde kulde mod sine ben, knugede stadig blot banneret i sin ene arm mod sit smalle bryst.

Det her.. Energien, den Arkane Flamme udsendte, var ikke til at tage fejl af. Stemmen, der nu hørtes, var så velkendt efter mange århundredes bekendtskab, og alligevel så vitalt, så essentielt anderledes. Hendes evner fortalte, hvad hendes øjne ikke ville tro.

En engel..

Hun så Johann Sebastian Bach smuldre for sine øjne, forsvinde til den støv, hans krop for længe siden burde have været. Øjnene var fastlåst på støvet, der blev hvirvlet langsomt væk af en legende vind.

Hun så ikke, så meget som følte, energien af den Arkane Flamme nærme sig hende, men kroppen, der nu så mere spinkel ud end nogensinde, rørte ikke på sig. Hånden mærkede hun på sin kind.
Varme.. Den var varm, en varme der aldrig ville kunne være kommet fra en djævels hånd.
Uendeligt langsomt vendtes det perfekt symmetriske ansigt op mod dette nye væsen foran hende. En tåre hvilede i øjenkrogen på de gråblå, dybe øjne.

"You.."

Stemmebåndet gav op, som kunne hun ikke finde ord, mens tågerne løftede sit slør fra hendes hjerne. Den person, der stod foran hende, havde nu hørte en ringende smuk og ren tone til hans klokke inde i hendes hoved. Den lyd, der før havde været uhelbredelig, der aldrig kunne blive hel igen, var netop blevet dét; hel.

"I.. He took you in?"

Ordenes undren var blot en gengivelse af, hvad der sås i hendes ansigt.

"I thought you.. I don't know.. Died in some way?"

Udover hovedets bevægelse, havde hun endnu ikke rørt på sig, men sad blot, hvor hun var landet, efter hendes knæ havde givet op.