Stop doing that! //cenedra//

 

Tid	Sted	Omgivelser	Påklædning	Vejr
01:00	Gyderne tæt på diskoteket	Ingen og intet, gyderne af tomme og alle lyde overdøves af diskotekets larm	Et par jeans, samt en skjorte og et slips, relativt pæne skor af læder. En jakke yderst som er åben.	Koldt men tørt.

Josh havde brugt det meste af dagen på at beslutte sig for om han skulle blive hjemme eller om han skulle tage i byen, og da klokken så var blevet midnat besluttede han sig for at tage afsted, han var da også kommet frem til diskoteket men allerede efter kort tid havde han besluttet sig for at han lige så godt kunne tage hjem igen da han ikke følte sig tilpas, han havde drukket en enkelt drink og var så gået igen, nu var han på vej hjem gennem gyderne som var den hurtigeste vej. Han åbnede hans jakke som han gik da han havde det varmt, han løsnede også hans slips lidt for at være sikker på han ikke følte sig kvalt, det var grundet varmen, larmen og stanken af alkohol på diskoteket han havde det sådan.

''Forbandede Diskoteker! Man kunne sikkert sagtens nyde en aften hvis bare de ikke spillede så voldsomt højt musik!''

Han gik og råbte men følte slet ikke han kunne høre sig selv overhovedet, fordi larmen var så øredøvende fra diskoteket. Hvordan fanden kunne folk opholde sig inde i rummene? Han forstod ikke hvad det var der egentligt fik folk der hen, var det bare fordi folk ville ødelægge sig selv? han trak på skuldrende, og stoppede kort op da han syntes han hørte noget og gik så videre.

''Slap af Josh, der er jo intet farligt herude.''

Han grinede lidt for sig selv, og trak på skuldrende inden han bare gik roligt videre igen.

PÅKLÆDNING

Efterhånden var vejrtrækningen blevet hurtigere. Luften gled over hendes læber i små stød, og hun tvang snart sig selv, til at læne ryggen ind mod muren ved diskotekets bagindgang. Vampyren havde hastet ud af diskoteket, så snart lugten havde ramt hendes næsebor. Lugten af blod... Det havde været euforiserende; og havde fået det til at kildre i ganen og klø en smule i tandkødet, som tegn på, at hugtænderne snart ville vise sig. Derfor havde hun sat i løb. Et par af diskotekets ansatte havde forsøgt at stoppe hende, da hun fór ind i baglokalet, og maste sig ud af døren. Én hånd havde hun lagt over munden, og af netop dén grund var der ingen der stoppede hende. De troede vel nok at hun skulle udenfor i gyden for at brække sig... For at få alkoholen ud af sit system. De ville nok ikke have gættet at den udadtil så uskyldige blondine, var en blodsuger, der selv efter så mange år - knapt nok kunne kontrollere sin hungren.

En hånd lagde hun over brystkassen, mens hun forsøgte at slappe af. En ung man i diskoteket havde fået en blodtud på dansegulvet, da en jævnaldrende var banket ind i ham. Det havde været en direkte katalysator for Cenedra, der nu forsøgte at stoppe den rumlende fornemmelse i maven, og lysten til at sætte tænderne i en halspulsåre eller to.
Støjen var diskoteket var nem at høre udenfor. Den rungede gennem gyderne, og fik øregangene til at dirre en smule. I hvert fald når man var forbandet med forøgede sanser. Den unge vampyr lukkede øjnene i et sekund, og fugtede sine læber. Hvor længe siden var det hun havde indtaget blod? Alt for længe... Hun blev snart nødt til at bukke under for sin sult. Hun kunne ikke klare det længere.

Snart åbnede hun de grønne øjne og kastede et blik rundt i gyden. Hun tog et par forsøgende skridt fremad, og bekræftede en teori der netop var dukket op i det kønne hoved... Fodtrin. To sæt fødder... Hun kunne kun lige akkurat skelne lyden fra diskoteks-musikkens beat. Takten adskilte sig kun en smule. Alligevel var det nok til at bekræfte, at hun ikke var alene.
Roligt nærmede hun sig næste gadehjørne. Hun bevægede sig lydløst gennem mørket: Opholdt sig i skyggerne, og faldt nærmest i ét med dem. Hun så en silhuet længere fremme. En ung mand... På denne afstand kunne hun ikke lugte hans blod, eller høre hans hjerte. Hun blev nødt til at komme tættere på. Hvad hvis han var et menneske? Maven syntes nærmest automatisk at trække sig lidt sammen af fryd. Hun nærmede sig; Drejede når han gjorde - og forsøgte at undvige hver lille kilde af lys. Jagten var sat ind.

Han kiggede sig omkrign flere gange mens han gik roligt ned gennem gyden, det skete hver gang han gik gennem byen når det var mørkt, denne følelse af at mørket var ude efter ham og ønskede at dræbe ham, skære hans hals over og sørge for at han bare ville blive endnu et glemt menneske i denne by ejet af de overnaturlige.

''Kom nu for helvede Josh tag dig sammen.''

Endnu engang grinede han som han gik videre, der var jo ingen grund til at være nervøs eller bange, hvorfos skulle der være nogle der ville skade ham? Han havde jo ikke gjort nogen noget nogensinde, medmindre selvfølgelig Amber emnte han havde? Han rystede på hovedet og stoppede så op ved et kryds hvor han stillede sig op af muren og kiggede ned i gyden hvor han var kommet fra, men kort efter kiggede han den anden vej.

''Tænk at mørket kan skræmme en så meget? Det er jo bare mangel på lys, og lys gør mig ikke sikker, og derfor gør mørke mig ikke mere usikker.''

Han trak på skuldrende og gjorde klar til at gå videre som han tog jakken af.

Efterhånden som hun kom længere væk fra diskoteket, syntes hendes hørelse at forbedres. Dog vidste hun ikke om det virkelig var den unge mands puls hun svagt kunne høre, eller om det var ønsketænkning. Der var trods alt stadig en betydeligt afstand mellem dem.
Cenedra, stop... Gå hjem... Tænkte hun til sig selv, og håbede at fornuften måske ville få hende til at vende om, og lade den unge mand være i fred. Alligevel fortsatte hun med at følge ham. Det var som om kroppen ikke kunne lytte til den lille bid af fornuft der stadig sad i hende. Hun vidste jo,hvad der ville ske bagefter... Hun ville føle sig som et monster. Ganske vist dræbte hun sjældent, men bare dét at have berøvet nogen noget så personligt som blod, virkede stadig pudsigt for hende. Hun havde jo aldrig bedt om at være som hun var – en blodsuger.

Det var som om skyggerne blev længere, efterhånden som de bevægede sig længere ind i gyderne. Kortvarig overvejede Cenedra hvorvidt hun, underbevidst, havde brugt sin evne til at manipulere med skyggerne, fordi hendes krop var sat i jagt-mode. Det var også som om tænderne begyndte at kradse igen. Måske var han ikke menneskelig, men bare tanken om friskt, varmt og ungt blod syntes at få tænderne til at løbe i vand.
Hun var efterhånden kommet forholdsvist tæt på. Derfor ramte duften hende hurtigt, da han trak sin jakke af. Det var som om hun hurtigt kunne opfange lugten af menneskeblod. Som om rovdyret i hende, kunne sanse det så snart han fik taget det yderste lag af sin beklædning af. Igen syntes maven at trække sig lidt sammen i sult. I hungren efter blod.
Trods hun indtil videre havde formået at bevæge sig nogenlunde lydløst, kom hun snart til at træde på et skår fra en knust glasflaske. Lyden var ikke høj, men alligevel klar nok til at skære gennem stilheden. Hun hev sig fluks ind i skyggerne – håbede at forblive uset lidt endnu. Hun holdt vejret, og vendte ansigtet mod skyggerne. Det her skulle ikke fejle nu.

Han fortsatte med at gå men lige som han var begyndt at gå igen, hørte han lyden af glas mod asfalten, og han stoppede hurtigt op, og kiggede ned og flyttede sine fødder, han regnede med at det var ham selv der havde trådt på et glasskår eller lignende, han fandt dog intet og kiggede så ned af gyden, han kunne ikke lade være med at få en underlig følelse i kroppen en følelse af at den ene halvdel ville stikke af mens den anden gerne ville se hvad der havde lavet lyden, han blev derfor stående og spejdede rundt.

''Der var måske ikke noget? Måske jeg bare hører syner grundet mørket?''

Han grinede igen af sig selv, men vendte sig mere om mod der lyden var kommet fra sådan nogenlunde, og tog et enkelt skridt tættere på, og så et mere, han vidste han ikke burde gøre det, og følte sig også ret dum fordi han vidste jo godt det kunne være noget farligt men alligevel tog han endnu et skridt mere, og talte så ind i skyuggerne.

''Er der nogen?''

Han stod en smule foroverbøjet hvilket var underligt, og igen fik han den der følelse af at blive kvalt af hans slips så han løsnede det lidt mere men sluttede af med at tage det helt af, og smide det om nakken så det bare lagde der istedet. Han trak så på skuldrende, og vendte sig om og gjorde klar til at gå tilbage af den vej han kom fra.

Da han nærmede sig, forsøgte hun at presse sig så langt ind mod muren som overhovedet muligt. Det var som om hans blik i et kort øjeblik dvælede ved hende i skyggerne - men heldigvis syntes han ikke at bemærke hende. Der var visse fordele ved, at kunne indhylle sig så let. Alligevel følte hun, at hun måtte kæmpe mod alt i sin krop, for ikke at give en lyd fra sig. Hans hjerte... Hun kunne høre det slå. Automatisk fandt de grønne øjne punktet ved hans hals, som han havde afdækket da han fjernede frakken, og skubbede slipset til siden. Dét punkt, hvor halspulsåren sad - den perfekte kilde til blodet. Hun bed sig hårdt i læben ved tanken, og opdagede at hugtænderne havde vokset sig frem. Af netop samme grund kunne hun snart smage sit eget vampyriske blod over de lidt blege læber. Der ville ikke gå lang tid, før hun ikke kunne holde sig selv tilbage længere.

Da han vendte ryggen til hende for at gå videre, trak hun sig ud af skyggerne. Hun stod lige bag ham - øjensynligt mindre end hans skikkelse. Endelig lod hun en vejrtrækning glide over læberne.
"Undskyld." Ordet hviskede hun nærmest, og dernæst gik alt stærkt. På grund af højdeforskellen måtte hun løfte sig på tæerne, da hun greb fat i hans skuldre, og satte munden mod hans hals - i håb om at kunne få en smag af det friske blod, og at han ikke ville kæmpe for meget.. Hvis han gjorde, kunne hun så finde på at dræbe ham? Lige nu var hendes hungren så stor, at det var en mulighed. Derfor bad hun til, at hun kunne handle hurtigt - bide sig fast, og holde ham godt nok til, at han ikke kunne gøre meget for at ryste hende af.
Hugtænderne gennemborede snart den sarte hud ved halsen. Det var et farligt sted at bide, men blodet løb hurtigere der. Hun ville få mere, på kortere tid. Så snart væsken ramte hendes læber, bed hun sig hårdere fast. Den ene hånd fandt op på den anden side af hans hals, for at holde ham fast. Smagen var euforiserende... Og kroppen fandt stor tilfredshed, så snart den første tår blod gled ned gennem hendes hals.

Ingen lyd overhovedet hørte han før han kunne mærke at der stod nogen bag ham, det skræmte ham, han vidste ikke hvorfor der pludseligt stod nogen bag ham, og som han lige skulle til at vende sig om mod personen hørte han de lave ord, og han mærkede hans hjerte springe et par slag over ved ordene.

*Undskyld? Hvad mener hun? hvorfor siger hun det? Dør jeg nu?*

Hans tanker ræsede i hans hoved i det korte sekund der gik inden han mærkede hende tage fast i ham, og hans første respons var at stivne i håbet om at hans mangel på kamp gjorde at hun mistede lysten til at angribe ham, men så mærkede han det da hun bed ham, at det ikke vare sådan det skulle gå.

''Argh...''

Han viste tydeligt at han ikke fandt det særligt behageligt, på trods af hans tidligere erfaringer med at blive bidt. Han forsøgte at rive sig fri, men turde ikke rigtigt, fordi han var bange for om han ikke bare ville få revet hans hals op istedet, så derfor rev han lidt med sine arme for at få dem vendte så han kunne skubbe ehnde væk.

''Stop... Stop!''

han fik det først sagt lidt halvhjertet trods han mente det helhjertet, men så fik han det lige sagt endnu engang, mens hans jakke og slips gled ned på jorden da han bare lod armene hænge slapt og han lod glide ned på knæ på jorden, da det ret hurtigt blev hårdt at stå op og endnu hurtigere hårdt at kæmpe.

Blodet vædede hendes læber. Nogle dråber gled ned fra hendes ene mundvige, da hun måtte læne hovedet på skrå, for at få et godt tag i ham. Den metalliske smag sendte en fryd gennem hendes krop. En tilfredshed, og noget der mest af alt virkede som en lyst til mere. Til at suge hver eneste dråbe ud af hans krop. Alligevel vidste hun, at hun skulle stoppe inden længe. At tage for meget blod fra ham, kunne være fatalt. Ved den mængde hun efterhånden havde frarøvet ham nu, ville han måske endda komme til at føle sig svimmel. Hun bad til at hendes bid havde været direkte nok, så hun ikke forsagede større skade på hans hals.
Det var som om hele hendes krop reagerede energisk på blodet. Som om det skærpede sanserne yderligere og gjorde hende stærkere. Derfor dirrede hænderne en smule omkring ham, og hun mærkede hvordan en vildfaren dråbe blod bevægede sig ned over hagen, og videre ned over sin egen, blege hals. Cenedra var taknemmelig for, at han ikke gjorde mere modstand. Han rev ganske vist lidt med armene, men det lykkedes hende, at holde ved lidt endnu. Hendes øjne var lukkede - nærmest presset sammen i nydelse. Alt indtil han sank ned på sine knæ, og hun måtte følge trop. Det var nemmere sådan... Hun behøvede ikke presse sig op på tæerne længere, men kunne næsten side og omfavne ham, mens tænderne piercede gennem den sarte hud på hans hals.

Det var som om det hele stoppede meget brat... Hun løsnede grebet om ham, og skubbede sig væk... Skubbede sig bagud over den kolde belægning på jorden, og jog en hånd op mod sine læber. Som om hun var forfærdet over sin egen handling. Der var noget direkte panisk i hendes øjne.
"Undskyld... Jeg-.... Jeg..-" Ordene løb over hendes læber, der var skærmet af hånden. Snart kunne hun mærke noget blod glide mellem hendes fingerspidser. Hun sænkede hånden og lod sine øjne betragte den røde substans. Nærmest automatisk slikkede hun sig om læberne, for at få de røde rester væk. Dernæst slog hun blikket over mod ham.
"Løb... Du bør løbe...-" Hviskede hun dernæst mod ham - netop højt nok til at han sandsynligvis kunne høre hendes ord. "Hvis andre får færten af dig....-" Hun stoppede sin sætning og kastede et blik rundt. Dernæst kom hun vaklende på benene. "Jeg er... ked af det. Undskyld..." Hun blev ved med at beklage. Hun foragtede stadig det monstrøse. Hun foragtede at hun skadede folk på denne måde, og tog noget fra dem, mod deres vilje.
"Jeg kan... hele dig, hvis du lader mig." Kom det dernæst fra hende, før hun sank en klump i halsen.

Hvordan skulle han reagere? Hvad skulle han gøre. Han kunne bare mærke hans blod langsomt sive ud af hans hals, og forsvinde. Han vidste ikke hvordan han skulle reagere på nogen måde, han sad bare der på knæ, og mærkede hendes arme lukke sig om hende. Kort mindedes han de gange Amber havde bidt ham, og derfor gled et enkelt suk der ikke lød som smerte over hans læber.

''Du... Du... m... mit blod''

Han hev efter vejret, det var ikke fordi han havde for meget energi, og man kunne tydeligt fornemme at han var usikker på hende. Han kiggede bare på hende som hun bakkede væk fra ham, som hun blev ved med at undskylde, og uden rigtigt at tænke over det kom de næste ord helt instinktivt over hans læber.

''Det er ikke nok at undskylde...''

Han blev så ret overrasket over hende da hun tilbød at hele ham, han vidste ikke om han skulle sige ja eller nej, og han kiggede bare på hende, skulle han tro hende eller var det måske bare en undskyldning for at hun kunne komme tættere på igen, føle han gav hende lov til at bide ham mere. Han sad på hans knæ og var usikker på sig selv og hende.

''Hvorfor vil du det?''

Hans stemme var undrende, mens han fik sig hevet op at stå, og gik så hen mod hende med rolige skridt. Han kiggede ned af hende og ned på hende.

Nej, det var ikke nok at undskylde. For Cenedra ville det aldrig være nok. Det hun netop havde gjort var en instinktiv handling. Det lå til hendes natur, men alligevel forkastede hun det. Måske fordi hun hele tiden mindede sig selv om, at hvis rollerne var byttet, ville hun ikke blive den samme igen. Faktisk lod denne mand til at tage det overraskende roligt. Som regel var hun vant til, at folk flygtede med det samme. Skreg og løb indtil deres ben ikke kunne bære dem længere. Denne unge mand  var tydeligvis bekendt med hendes race... Ellers ville det virke uhørt, at han ikke satte en fod foran den anden i dette øjeblik. Uanset hvor perpleks han så end måtte være.
Cenedra stirrede på dråben af blod over sin hånd. Mod den lyse hud, virkede kontrasten enorm. Hun måtte anstrenge sig meget for ikke at slurpre den enkelte dråbe i sig med det samme. Men et virkede måske endnu mere upassende, når man allerede havde mere-eller-mindre traumatiseret en ung mand, der nok ikke havde forventet at være et byttedyr, da han drejede ned ad gyderne.

"Fordi..." Hun forsøgte at finde de rette ord. Hun vendte blikket op mod ham. Der var en tydelig anger i hendes øjne. Noget som ville få de fleste andre vampyrer til at se ganske misbilligende på hende.
"Fordi ingen fortjener det her." Svarede hun dernæst, og fik sig selv roligt på fødderne. Hun forsøgte ikke at bevæge sig for hurtigt, hvis han nu skulle føle sig truet yderligere. Hun havde trods alt lige sat tænderne i den stakkels fyr. "Jeg..- Jeg kan ikke styre det... Eller..." Hun snublede over ordene, og rystede derfor på hovedet af sig selv: "Jeg forventer selvfølgelig ikke at du skal forstå. Der er ingen undskyldninger."

Hun førte en hånd op til sin mund, og bed sig selv. To huller var snart i den sarte hud ved hendes håndled, og man kunne straks se blodet. Hun rakte sin arm frem mod ham.
"Drik, hvis du vil have såret væk... Det burde forsvinde efter lidt tid." Han skulle i hvert fald skynde sig inden hendes egen hud ville hele. Hun vidste ikke om han ville tage imod tilbudet. For nogle virkede tanken om at drikke blod absurd. Og nogle reagerede... lettere kraftigt på vampyrblod. Alligevel tilbød hun ham en mulighed for, ikke at sprede duften af blod rundt i byen, og udsætte sig for yderligere fare. Hun var langt fra den eneste der kunne finde på at hoppe på en enspænder om natten.

Han kiggede på hende roligt da hun begyndte at five ham en forklaring om hvorfor hun ville give ham hans blod, og han kiggede ned i jorden roligt, og kiggede så op på hende igen, han kunne stadig mærke blodet langsomt løbe ud af de meget fine huller i hans hals, og han kunne ikke lade være med at ønske de forsvandt hurtigst muligt. Så han nikkede til hende roligt da hun forklarede hvorfor.

''Slaaaap aaaaaf, jeg er ikke død jo, eller det tror jeg da ikke jeg er.''

Han slap et lille grin som fik ham til at hoste kort og derefter hive efter vejret ret voldsomt. Han kunne ikke lade være med at finde det en smule morsomt at hun virkede til at angrer det så meget, hvorfor det? Det var jo lige som når han spiste ganske almindelig mad. Han havde dog fundet det skræmmende og det kunne han ikke lade være med at mærke da hans hjerte stadig forsøgte at slå hurtigere end det burde.

''tak''

Han virkede grådig som han greb fast i hendes arm og placerede såret mod hans læber og drak bare, Han drak hurtigt og voldsomt og nok også mere end han egentligt burde tage, da han ikke vidste noget om hvad der kunne ske ved det. han kiggede derefter bare på hende med et ganske roligt smil, som hans sår langsomt lukkede sig, og hans blik blev mere fjernt kort for efter det at virke fokuseret og mere intenst, som hans læber endte i et skævt smil.

''Forstår næsten hvorfor du ikke kan styre dig nu.''

Slap af... Var det virkelig de ord han havde brugt? Hvordan kunne han reagere sådan? Cenedra spærrede øjnene lidt op i overraskelse, og så på ham, som om det var ham der netop havde suget blod ud af hendes krop. Det forekom hende fuldstændig absurd, at han kunne grine over dette. At han kunne more sig over situationen, og tage så let på det. Selvfølgelig lå det til vampyrers natur at drikke blod - men direkte fra kilden, var ikke en nødvendighed. Ligesom mennesker ikke nød at spise dyr mens de var levende. Hvis Cenedra havde nok snilde eller tålmodighed, kunne hun måske have gået på jagt i diverse blodbanker. Hvis hun havde haft penge nok, kunne hun købe sig til dråberne. Jo, selvfølgelig var han da ikke død. Men var det virkelig kriteriet?
Da han takkede, var der igen lidt overraskelse over hendes ansigtsudtryk. Det virkede ikke just som en selvfølge at takke for et sådant tilbud. Det var vel hende der burde takke. Takke for, at han ikke havde løbet gennem byen og skreget 'vampyr'. At han ikke havde stridt mere imod, da hun sugede blodet ud af hans årer. Hans reaktion var bestemt ikke noget hun var vant til. Det virkede for... let. Som om det at tage blod ikke var andet end en upersonlig handling, der kunne tolereres. Selvfølgelig gjorde det hele situationen lettere for hende. Skyldfølelsen boblede ikke løs i en så stor grad længere. Nu var hun tværtimod blot forvirret. Hvis hun - da hun var menneske - var blevet udnyttet på en sådan måde, ville hun ikke kunne grine ad det. Det viste vel bare allerede, at de måske ikke havde voldsomt meget tilfælles.

Hun lod ham drikke af såret. Det nev lidt i armen da han gjorde det. Måske fordi det skete med en sådan intensitet, at blodet strømmede hurtigt ud af hendes åre. Nogle følte eufori ved vampyr-blod, mens andre ikke oplevede andet end en heling af skaderne udadtil. Men det var vel også nok. I en kort stund lukkede hun øjnene. Det havde altid været meget personligt for hende at udveksle blod.
Da han flyttede læberne fra såret, trak hun ned i sit ærme for at dække det. Hun mødte hans blik, hvorefter hendes øjne gled ned mod hans hals.

"Gør du?" Spurgte hun med en let mistro i stemmen: "Det er sjældent at nogen... forstår." Et lidt tvivlende udtryk var over hendes ansigt. Hun kunne mærke huden samle sig igen på armen, under ærmet: "At bevare kontrollen er desværre ikke min stærkeste side, som du har erfaret nu." Hendes blik mødte jorden. Der var en tilfredshed i hendes mave og hals. Sulten var stillet for en stund. "Du skal passe på med at gå rundt alene. Nogen vil måske såre dig meget mere end jeg netop gjorde. Og de tilbyder måske ikke deres blod bagefter."

Han reagerede som han gjorde af den ene grund at han var halvt i chok over at han var blevet overrasket så meget, meget overrasket over at det ikke havde føltes på den samme rare pirrende måde som han var vant til. Han havde altid oplevet bid som rare, behagelige og pirrende men det havde bare gjort ondt og været ubehageligt det gjorde ham forvirret og en smule i chok, hvilket også var grunden til at han havde drukket så hurtigt af hende.

Han lagde godt mærke til hvordan hun stirrede på hans hals, han smilede bare blidt til hende, og vidste jo godt der stadig sad blod på den. Han kiggede på hende roligt, selvom det ikke længere var helt så roligt som tidligere. Han kunne godt mærke der skete noget om såret.

''Lyst til sidste smule blod der sidder der? Du må godt tage det så længe du ikke bider.''

Her var det mindst lige så meget hendes blod der talte. Han blev uden tvivl påvirket af at have indtaget hendes blod, og det gjorde ham både klar og uklar på samme tid i hovedet. Han opfangede mere omkring ham, var mere opmærksom men han var ikke helt som han plejede at være, mere fri og uden grænser.

''Tro mig vi andre ender også nemt i situationer hvor vi har svært ved at bevare kontrollen.''

Han sagde det med et skævt og drillende smil på læberne og blinkede til hende. Han kunne ikke lade være med at have det en smule skidt over at hun havde det så skidt over at hun havde drukket af ham, selvom når chokket og rusen af hendes blod gik over var det ikke til at sige hvordan han ville reagere over hvad der var sket.

''Tjo det er sandt nok, men så må du vel hellere holde mig med selskab?''

Igen var hans smil det samme drillende og skæve smil. Mest grundet hendes blod, men alligevel også ham, selvom han ikke havde været sådan hvis det ikke havde været for hendes blod i hans system også.

Det var som om hun var ved at snuble over ordene. Derfor rystede hun hastigt på hovedet.
”Nej. Jeg tror ikke det ville være en god ide.” Svarede hun dernæst. At få en smag af det søde blod igen, ville være for meget for hende. Ganske vist havde hun sluppet ham sidst, men hvad hvis hun bed igen? Hvad hvis det virkede for appellerende, at mærke hans puls mod sine læber? De lyse lokker bevægede sig let, da hun rystede på hovedet. Det havde altid været en meget personlig sag for hende, at dele blod. Alligevel havde det denne gang føltes nødvendigt for hende. Måske fordi hun ville give dét tilbage hun netop havde frarøvet ham.

Snart nikkede hun til hans ord. Ja, mange kæmpede med at bevare kontrollen hvis de blev præsenteret for et væld af følelser eller begær. Det huskede hun selv fra sit menneskeliv. Alligevel var der en betydelig forskel. Hun tørrede det sidste blod på sine hænder af i frakken. Det var som om hun følte at det var makabert at slikke det i sig.
”Heldigvis er I ikke forbandet med utøjlelige kræfter, der gør det alt for let at...” Hun skulle til at sige 'dræbe', men stoppede sig selv. Det var svært for hende, blot at tænke på, de mord hun havde begået, fordi hun ikke havde kunne kontrollere sine evner. Der var for meget styrke i hendes – udatil spinkle – krop.

”Jeg kan følge dig hjem.” Sagde hun dernæst, netop da hun indså, at hun havde begået endnu en fejl ved at tørre hans blod af i sig selv. Ja, de var vidst en omvandrende kilde for sultne væsner. Hun så på ham, og forsøgte at sende ham et prøvende smil. Alligevel var hendes forsøg ganske akavet og afdæmpet.
”Det er vel sikrest hvis jeg gør det.” Hun følte en vis ironi bag sine egne ord. 'Sikkerhed'... Hun havde netop selv sat tænderne i ham. Det var ikke just fordi hendes tilstedeværelse gjorde ham synderligt sikker, alt taget i betragtning.