See you in the night – Christopher

Tid: 03:40
Sted: havnen
Omgivelser: promenaden med lagerbygninger, havnen, og promenaden ned til Gems husbåd.
Tilegnet Christopher.

Det er en nat ud af hvad der føltes som uendelige. Vinden blæser, bølgerne kæmper og sneen smelter under Gems støvler, idet hun traver ned mod sin husbåd. Den lille hvide, for hende, en perle er synligt i mørket, og indebærer for hende hvad man kunne kalde ro. Vinden leger med hendes hår, og irriteret tager hun hånden op for pandehåret, der hvirvler rundt med vinden.
Idet hun når husbåden, glider hun, og lander på bagdelen. De sorte bukser bliver gennemblødt, og anstrengt bander hun på samtlige sprog hun kan. Fransk, spansk, italiensk, engelsk, russisk…. Kært barn har mange navne. Der er gået mange årtier siden hun blev bidt, blevet til det hun er i dag. Stadig i ny og næ, kæmper hun med blodtørsten når hun passerer menneskene på gaden, og prøver at skubbe billedet af halspulsårer og lyden af blodet der suser rundt i kroppen, ud af hovedet. Med vådt tøj, træder hun ind på husbåden, og når lige at gå udenom havestolene der står på terrassen, der omgiver selve huset indenfor. Man skal vel virke civiliseret, trods at man ikke kan nyde strålerne fra solen længere…? Det er en del af det her liv. Camouflage, og at dække sig i skyggerne og i mørket så godt som muligt. Hun låser døren op, og smider alt det våde overtøj i entréen og går ind i køkken al rummet. Her dufter af friskbrygget kaffe,; selvom der ikke er behov, kan man stadig nyde den varme, lidt tykkere drik… det slår tankerne væk fra blodet. Eller – næsten.
Med hurtige bevægelser suser hun rundt fra køkken til stue, for at gøre resten af natten klar til den blodløse tilværelse og alene-hygge. Fjernsynet er tændt og bulrer i højtalerne med en film på en kanal hun bare trykkede på. Med den friskbryggede kaffe og sofaen der står klar, går hun ind på hendes værelse, der er indrettet med sorte møbler. Skabet buner med tøj, og rastløs smider hun de stramme jeans, den sorte hoodie, og tanktoppen på sengen. Hun får øje på sig selv i spejlet. Undrende kigger hun på, hvad hun er blevet til. Lokkerne er buldrende, og brusende, i stedet for slaskede og umulige. Øjnene er klare og betagende, modsætning til hvad de var en gang: dækket af briller og pupiler, hvis farve var et stort rod og ikke var til at definere. Tv’et bulrer stadig i braggrunden, vinden smider sejl og stilladser frem og tilbage ved havnen, og de ødelagte promenadelamper blinker i ny og næ i mørket.