Don't You Know I Had No Choice?

Dette emne er tilegnet Gem David

Det var mærkeligt at høre andre beskrive hende... Beskrive hvordan hun havde været som person, og hvor godt et menneske hun havde været. Cenedra kunne næsten ikke genkende beskrivelserne af sin mor... Det var som om det hele virkede fjernt. Det var mange år siden hun sidst havde set hende. 10 år... Og dengang havde moderen smældet en lussing mod hendes kind. Hun havde skreget af hende, fordømt hende og jaget hende væk. "Min datter er død! Du er intet andet end et monster!" Havde hun skreget, da hun endelig havde smækket døren i hovedet på sin eneste datter, der var gledet ned på dørtrinet og havde tryglet sin mor om at åbne døren op, og lukke hende ind i sit liv. Cenedra huskede tydeligt, at hun havde siddet og grædt øjnene ud i hvad der føltes som timer. Dernæst var hun forsvundet ud af sin mors liv... En gang imellem havde hun set hende i Di Morga. Set hende vandre rundt alene, og passe sig selv. En gang imellem havde Cenedra troet, at deres øjne havde mødtes, men moderen så nærmest lige igennem hende... Det havde været forfærdeligt, at blive fornægtet af sin egen mor. At blive kaldt et monster, og set hvordan en man elskede så højt, begyndte at frygte én. Ville hendes mor overhovedet have at hun deltog i begravelsen?
Cenedra havde fået beskeden sent. De færreste vidste vel, at dette var den forsvundne datter, der stod ved den åbne grav, da kisten blev sænket ned. Hun talte ikke med nogen - sagde ikke noget, men stod og lod tårerne trille ned af de forfrosne kinder. En gang imellem var der nogen der hviskede bag hende. Sagde, at hun lignede afdøde Michaela meget som ung. At hun måtte være et familiemedlem. De skulle bare vide... Cenedra kunne ikke ligefrem afsløre sig selv foran menneskene. Men fordi hendes identitet var ukendt, tillod hun ikke sig selv, at sige et eneste ord under begravelsen. Derimod lod hun blot sig selv, stirre mod kisten, da de første mængder jord blev smidt derned...
Hun havde ikke været med under ceremonien i kirken. Det var en risiko blot at være på gravpladsen, hvis nu skyerne spredte sig lidt, og fik en smule sollys til at trænge ned i området. En stille sne faldt dog fra de tunge skyer. Dem der ikke græd ved graven, snøftede på grund af kulden.

Efterhånden som ceremonien ebbede ud, begyndte folk at gå til gravøl. Cenedra blev dog stående. Fastfrosset ved graven. Hun samlede en lille smule jord op, og smed det ned på den hvide kiste. Hendes mor havde været gammel... Men også syg... Den dårlige samvittighed trak sig sammen i hende, og fik skuldrene til at ryste en smule. Hun havde ikke kendt til moderens dårlige helbred. Måske kunne hun have nået at se hende igen, før hun døde. Det eneste der fyldte hende med den mildeste tilfredshed var, at ceremonien havde været så fin, og at der stod folk ved graven der tydeligvis havde holdt af hende. At hun ikke havde været alene.

Begravelsen var hvad begravelser burde være; folk græder, og siger flotte pæne ord om afdøde. Men det var underligt. Underligt at være en del af lige præcist denne begravelse. Da Gem var lille, regnede hun også med der havde været noget i hendes forældres ægteskab, der ikke havde fungeret. Mange gange havde hun overhørt hendes forældres skænderier, og også moderens lussing der blev velplaceret på faderens kind. Men alligevel var der et eller andet ved hendes far og hans måde at opføre sig på i den sidste del af forældrenes ægteskab, der virkelig havde gjort sit. Og noget i faderens øjne når han kiggede på Gem, der genspejlede sig. Hendes mor gav hurtigt op efter det forliste ægteskab, som straks søgte til nye dates og nye ægteskaber. Præsentation efter præsentation mødte Gem de nye mænd, der blev skiftet ud, hurtigere end Gem kunne deres navn udenad. Og det havde været rart. Rart at slippe væk fra alting. I månederne efter skilsmissen af Gems forældre, var der ingen kontakt mellem Gems mor og far. Men faderen gav ikke op. For det var det han skrev i de breve han i ny og næ sendte til Gem, og som hun fandt i hendes mors papirskurv en aften. Der var et dusin, over tre år. Moderen havde valgt at smide dem ud, og Gem som havde gået og været indebrændt på sin far, anede ikke hvad hun skulle stille op. Gem svarede aldrig på brevene. Men havde et lille håb om hvad der kunne være i vente et andet sted. Og hun var ret i at tro sådan; det var nemlig da, at hun faldt over dødsannoncerne i den lokale avis, som Gem en dag på arbejdet havde faldet over. Efternavnet... det sagde hende, det mindede hende om noget... Et efternavn... Men hvorfra? Norewood. Og et fornavn. Navnet havde runget mellem væggene i den nu opsplittede families hus en aften. Det var da, at faderens ting begyndte at blive fjernet fra huset. Og det sidste han havde sagt, i det han blidt havde holdt Gem i sin favn var, at der var flere som dem. Flere af familien derude. Hun skulle bare lede. Og det gav Gem håb. For første gang, i mange, mange år.
I lang tid stod Gem blot og betragtede fra afstand. Hun hørte folk hviske og snakke internt sammen, og hørte alt om afdøde. Sugene i maven ved den afdødes navn undervejs, var forsvundet med årene. Skæbnen havde givet, hvad skæbnen havde villet. Og taget, hvad den ville. Ligesom navnet i sig selv, indtil Gem var faldet over det i avisen. Efterhånden handlede tingene i livet alt om tilfælde. Det var Gem bekendt med. Rette tid, rette sted.
Kulden pralede af på Gem der i sin sorte sømandsjakke som betragtede alle menneskene, som de stod der, med tårer og deres snøften på grund af vejret. Folk var klædt i sort, og en genkendelse af taknemlighed for at menneskeheden med følelser, kærlighed, omsorg og medmenneskelighed generelt, stadig stod oprejst i Di Morga. For det havde de brug for. Menneskene. Landet lurede på mange stadig ukendte sandheder om befolkningen i landet, bag huse og menneskeansigter. Folk narrede sig selv, tiere end de kunne nå at sige sit eget navn. De havde svært ved at tro på sandheden. Svært ved at tro øjnene. Svært ved at tro på hvordan realiteterne egentlig hænder sammen. Men de, menneskene, de havde brug for det. Sammenhold. For dem, deres race og familier internt. Blomsterne lyste op på gravstedet som de lå der, indhyllet af kulden, og tristheden der lå over stedet. Bag dem, strakte kirkegården sig, gravsten efter gravsten, indtil de forsvandt længere end hvad et vampyr øje kunne se.
Lyden af jord der blev spredt på kisten overdøvede menneskemængdens skridt, gråd og snøften, på deres vej væk fra gravstedet. Og da var det at Gem så, hvad hun havde håbet på, men ikke havde regnet med. I lang tid stod hun og betragtede personen; en genkendelig lyd, bevægelse, et genkendeligt træk, bare noget. En sikkerhed for, at personen var hvad Gem havde regnet med. Håret? Hænderne? Kindben, mund, næse...? Vent.. Øjne? Vampyrbidet havde bragt mange skønne ting med sig. Især det bedre blik, og detaljer. Det var ikke et helt humant blik... der var noget... noget som Gems eget blik bestod af.

Endnu en gang kom den lyshårede vampyr ned på hug, og samlede en håndfuld jord op. Det virkede frostbidt og næsten hårdt mod de bløde, lyse fingre. I en stund lod hun sin håndflade pege opad, så hun kunne betragte materialet. Et par tanker strøg gennem hendes hoved... Nok nærmere minder... I et kort øjeblik fangede hun sig selv, i at huske tilbage på stunder hun havde tilbragt med sin mor som barn. Dengang alt egentlig havde været så uendelig... fredfyldt. Cenedra havde været lykkelig. Hun huskede tydeligt hvordan moderen havde læst godnathistorier for hende, hvordan hun sommetider havde sunget i køkkenet når hun lavede mad, med en stemme der ikke just var den kønneste, men som bar præg af noget varmt og kærligt. Hvor havde de elsket hinanden...
Hun lod sine fingre lukke sig om jorden, før hun rejste sig op, og - med et sænket hoved - lod en mængde jord glide ud gennem fingrene, og lande mod kisten. Det var en uvirkelig fornemmelse. Moderen var den eneste hun nogensinde havde haft reel kontakt med i sin familie. Den eneste der virkelig havde betydet noget. Hun var vokset op uden en far i sit familiebillede, og selvom hun havde manglet en fader-figur - havde moderens kærlighed været nok i mange år. Da hun var blevet 19, havde alt ændret sig. Hun havde valgt kærligheden og eventyret over det normale forstads-liv og den gennemsnitlige tilværelse, som inkluderede et fint lille parcelhus, i et acceptabelt kvarter, med hund, bil og børn. Alt det havde hun vendt ryggen til... Men hun havde ikke vidst, hvad hun gik med til. Da hun blev forvandlet til en vampyr, opdagede hun, at hendes far – som hun aldrig i sit liv havde mødt før – var flyttet ind hos moderen. De boede sammen! Men da hun havde forsøgt at opsøge dem, havde han sendt hende væk. Han havde sagt, at moderen ikke ville se hende, og at hun ikke havde en del i deres liv. Hvordan kunne han sige det?! Han havde aldrig været en del af hendes liv, og nu var han det pludselig?
Cenedra kunne ikke lade være med at skænke ham en enkel tanke, da hun tørrede tårene væk fra sine kinder. Dét at have en far, var stadig ikke rigtigt sunket ind. Måske fordi hun havde længdes efter det så meget som barn, men havde fået knust sine drømme på få minutter.

Hvorfor kunne hun ikke lade være med at græde? Cenedra forsøgte inderligt at tage sig sammen. Heldigvis havde ingen omkring gravstedet vidst hvad hun var... Det var som om hun stadig skammede sig over at blotte sin medmenneskelighed for nogen der kendte til overnaturlige væsner. Derfor var det befriende at lade tårene falde blandt andre, der ikke kunne holde dem tilbage. Andre der stadig havde følelserne i behold, selvom det var én af e ting der gjorde dem svage, og sårbare i en by som Di Morga.
Hun vendte sig om. Fødderne skrabede let i sneen. Hun snøftede én gang, og rystede let på hovedet, for at få visse af snefnuggende ud. Dernæts begyndte hun at gå. De grønne øjne var fast rettet mod de støvlebeklædte fødder. Hvor virkede de små... Det var som om skuldrene rystede en smule. Som om hun indeni stadig hulkede, som hun havde gjort, da hun havde fået nyheden om dødsfaldet. Det havde gjort så ondt. Så inderlig ondt.

Så snart hun var kommet nole meter væk fra graven, lod hun blikket flyttes op foran sig. Hun bemærkede en skikkelse lidt derfra. Blond som hende selv. Der var også noget ved hendes bygning, der virkede som en spejlning af hendes egen. Cenedra ville passere hende inden længe. Havde hun været med i følget til begravelsen? Cenedra kunne knapt nok huske halvdelen af ansigterne på dem der ellers havde stået så tæt omkring hende, for at de alle kunne bevare varmen i den intense kulde. Alligevel....- Ville hun ikke have husket denne pige? Der var noget mærkelig genkendeligt over hende. Var det noget med næsen eller...- Det var som om hun i et flygtigt øjeblik mødte hendes øjne. Noget i hende sagde, at dette ikke var en habil kirkegænger som de andre. Hun satte farten en anelse ned... Som om det ville give hende tid til at vurdere, hvorvidt hun havde mødt hende før. Hvorvidt hun var et flygtigt minde fra fortiden, eller måske blot en mild genspejlning af hende selv.

Gem kiggede på skikkelsen som havde vist et tydeligt følelsesmæssigt forhold til afdøde. Et stik i maven. Det lå ikke langt fra den tilbageværende menneskelighed og menneskelige mentalitet der lå gemt i baghovedet, og i de sidste menneskelige tanker.
Gem fik bekræftet sin hypotese. Det måtte være hende. Gem fornemmede hendes læber brede sig en anelse, til et ikke halvhjertet – men helhjertet smil. Det første, i lang tid. Gem betragtede pigen – hun er nok på samme alder som hende selv – rent udseendemæssigt, og måden de lyse lokker brede sig om hendes ansigt, mindede hende om en hvis persons krøller… Et øjeblik glemte Gem alt om vampyrtilværelsen, og mærkede en længeventet blid strøm af lettelse brede sig igennem hende. Ensomheden virkede pludselig ikke så ensom mere. Hun så de mørke nætter – vampyrernes dag – for sig, nu ændret. En lidt forhastet tanke, eftersom Gem ikke var sikker på, at den unge kvinde overfor hende var klar over, hvilken relation hun og Gem havde sammen. Hvordan skulle hun kunne have gættet eller fundet ud af det?

Gem betragtede hende idet hun var kommet nærmere – der var et eller andet. Noget hun kunne genkende fra hende selv, Gem kunne bare ikke sætte fingeren på præcist hvad. En anden ting var helt sikkert; hun var ikke vampyr. Ingen hjertepuls, intet varmt blodomløb i hendes krop. Den unge kvinde var som Gem selv. For hun havde samme elegance, ranke kropsholdning og skarpe, klare øjne som hende selv. For ikke at snakke om den blege hudfarve Gem nu delte med vampyren foran hende. Vinden omkring dem trak op, og tog fat i Gems hår. Det blæste langs hendes skuldrer, men Gems blik var stift. Ingen grund til at lade som om man har brug for at blinke. Ingen nødvendighed til at lade som om længere. I hvert fald ikke overfor hende.
Gem rakte en hånd frem. ”Jeg kondolerer.” Ingen grund til ikke at være høflig. Lidt koldt, så kort tid efter selve nedsænkningen af kisten, men det var det eneste oprigtige lige at sige i dette sekund, i hendes tankestrøm om hendes halvsøster. Hendes vampyr halvsøster. Gems stemmen var dyb, men melankolsk, kærlig og oprigtig. Det var lang tid siden hun havde hørt sig selv snakke på den måde; tonen, den kærlige og den oprigtighed der lå bag. Det overraskede hende. Selvom båndet mellem de to vampyrer kun var halvt, var Gem sikker på der lå noget. Gem følte med hende; hun havde selv været til sin mors begravelse. Og hendes brors. Men det var en helt anden historie. Og deres død helt sikkert også af en anden årsag. Gem rankede ryggen, bibeholdte smilet på hendes makeup-røde læber, og trak kraven fra hendes jakke lidt tættere op om halsen – rutinerne brød mig sig åbenbart aldrig fra. Ikke en gang vampyrbid kunne sætte en stopper for dén del af menneskeligheden i hende.

Snart fandt hendes hænder ned i frakkens lommer. Et par kolde mønter strejfede de slanke, blege fingre, og hun lod rastøst disse glide ind i håndfladerne. Der var ingen grund til at skynde sig nu... Sneen faldt roligt ned over området. Kirkegårde havde vel altid gjort hende en smule ukomfortabel, selvom hun måtte indrømme, at det også var et af de smukkeste steder, man kunne passere. Vedligeholdelsen af gravstederne, og de kære citater på gravstenene vidnede om noget smukt og uendeligt. Som om, at selv dem som ikke var 'velsignet' med et evigt liv, alligevel kunne udødeliggøres ved at blive æret på denne måde. Nogen havde valgt storslåede udsmykninger til deres kære, mens andre gik efter noget simpelt. Eftersom det var frostgrader, var de fleste blomster på gravene erstattet af mere hårdføre planter. I juletiden havde gravene sikkert været dækket ind i gran.

Det var som om hun kæmpede en anelse med virkelig at trække vejret, da hun gik. Skuldrene skælvede stadig en smule, og hun forsøgte at bide det værste i sig. Øjnene var stadig en anelse blanke og sørgmodige... De var rettet fremad, som hun roligt fulgte stien og forlod sin mor. Hvad mon hun måtte tænke? Cenedra var intet menneske... Alligevel higede hun efter at være det igen. Dét at være på kirkegården fik hende næsten til at længes efter en dødelig tilværelse, selvom mange sikkert ville bytte plads med hende. Hun havde vel altid været... skeptisk, overfor evigheden. Til denne anledning havde hun endda strejfet blush over kindbenene for at skabe en illusion af, at hun blev påvirket af kulden ligesom et menneske. At hun stadig var 'i live'. I sidste ende, snød hun vel sig selv... Men det var svært at håndtere evigheden, når man havde tilbragt så mange år i ensomhed.

Cenedra rettede øjnene fulgt mod den anden unge kvinde, netop da en vind gled gennem området. Hun så hvordan det tog fat i hendes hår, men den menneskelige duft nåede hende aldrig. Kvinden var overnaturlig... Det var hun næsten helt sikker på. Det var sjældent at hendes dømmekraft var helt nøjagtigt. Alligevel virkede det nærmest logisk i dette øjeblik. Hvorfor - vidste hun ikke. Det var dog som om hun kendte hende. At noget ved hende gav mening. I et splitsekund, følte hun sig ikke så alene. Det var ikke bare den fysiske tilstedeværelse, men også den psykiske der skabte denne følelse i vampyrens krop. Dette milde håb, om at evigheden ikke skulle vise sig at være så mangelfuld.

Snart stoppede hun op. Det var netop da den unge kvinde rakte en hånd frem mod hende, og sagde de to ord hun havde hørt op til flere gange denne dag, trods ingen havde vidst, hvilken relation hun havde haft til den afdøde. Det var bare... det mest høflige at sige i sidste ende. For dem der havde været til begravelsen havde alle haft en forbindelse til Michaela Norewood. Hvad end den var af blod, eller hjerte.
Hun lod sin højre hånd komme op af lommen, og tog den unge kvindes hånd i sin, og gav den et kort klem.
"Kendte du mi-..." I et øjeblik tøvede hun. Var hun ved at sige min mor? Det virkede så naturligt. Måske fordi hun stadig var sikker på, at denne kvinde var ligesom hende selv, "Kendte du Michaela?" Spurgte hun dernæst, og lod sin hånd glide ned i lommen igen. Der var en bid af nysgerrighed i hendes øjne, selvom der var en form for udmattet glød i dem. Som om alle de tårer hun havde ladet falde, havde drænet hende for energi. Der var noget ved den unge kvindes smil, der fik Cenedra til at føle sig bedre tilpas. Måske fordi der ingen smil havde været på hendes egne læber gennem de sidste par dage. Ikke nogen oprigtige i hvert fald. Det fyldte hende med et mildt håb. Et håb om, at man rent faktisk sommetider kunne vende ryggen til sorgen, og blive mødt af en lille smule oprigtighed.