I know ... I'm mad ... But I can't go back ... Please ... Help?((Choice))

Tid: En vinter aften lige efter solnedgang
Omgivelser: ikke et øje at se.
Vejr: skyfrit, klart udsyn til månen, en god vind, en smule sne og koldt
Sted: Sombre, siddende på en af de mange bænke i mørket mellem lygtepælene.
Påklædning: Et sæt tætsiddende jeans, en militærtop med brede stropper, en knælang vinterjakke i sort og et sæt sorte bikerboots med et par centimeter hæl.
-Emnet er tilegnet Choice og Melicia.

Hun kunne føle, hvordan den kølige vind smøg sig hen over hendes nøgne nakke og ned under hendes tøj, hvilket fik en kudegysning til at løbe hende ned ad ryggen. Hun trak jakken tættere om sig, mens hendes øjne havde sat sig fast på den fine gravsten foran hende. Man kunne knapt ane navnet, der var hugget ind i den, eftersom sneen dækkede jorden og stenene som et blidt lag sky. Hun trak vejret tungt, før en knasen tiltrak sig hendes opmærksomhed. Hun behøvede ikke at kigge sig tilbage for at vide, hvem det var. Hun slog kort korsets tegn for sit bryst, før hun begyndte at trave væk.
Skridtene bag hende blev tydligere og tydligere, mens panikken begyndte at slå rødder i hendes stille sind. Hendes taktfaste skridt blev sat hurtigere efter hinanden og hun trak jakken tæt omkring sig, mens hun kunne høre sin efterfølger gøre det sammen. Mellemrummet mellem hendes hjerteslag blev kortere og kortere, mens hun løb hen over kirkegården. Hun lod blikkket glide bagud kort, før hun kunne ane den mørke skikkelse i den kulsorte nat. Det blev hendes fejltagelse, da hun ikke tog højde for, at gangen ændrede retning og hun trimlede ind over den -en halv meter høje- nydeligt klippede busk, der fortalgte, at det var hvilestedet for en person. Hun kunne mærke smerten i håndfladerne, da hun indstinktivt prøvede at tage fra, så hun ikke skulle slå sig mere end nødvendigt. Hun nåede lige at indse sin fejltagelse, før en kold hånd lagde sig på hendes skuldre og hun skreg ...

Med et lydløst sus drukket han op ved indgangen til kirkegården...
Hans øjne var kort på porten som ført ind til de mange grave og han kiggede sig kort tilbage over skulderen før han atter smuttet indfor på den store kirkegård, det var første gang at han gik der i mange år for han kendt mange der lå her på kirkegåden dog var han ikke kommet på besøg, nej han var her for at slippe lidt væk fra verden og kirkegåden var altid et godt sted hvor man kunne være i fred fra hverdagen...
Han normale jakkesæt var udskift med en stor sort trøje og et sæt sort bukser, om hans hals sad et tykt halstørklæde og et par sorte løbesko var hans udvalg af sko. En anden ting var den bleg hud som sne og øjne havde en lyseblå rød farve, håret var sort som natten men ellers var der ikke meget andet ved ham..
Endelig skubbet han porten op og han gik stille gennem sneen mens han mens hans øjne var rettet frem, en lyd fanget ham dog mens han gik der for ham selv og det var lyden af en person eller var det nu kun en person, der var lyd af flere to måske men ikke flere end det og han stoppet kort op for at finde ud af hvor det var at var hen.. Endelige fik han fokus nok til og finde dem og han begyndt med langsom fart og gå imod det der lod som et skrig, kunne folk nu hellere ikke havde respekt på en kirkegård? Verden var ikke det som den nu havde været en gang og han sukket kort mens han forsat hans lydløse gang imod de to personer..

Hun mærkede jerngrebet om sin skuldre, mens hendes krop værkede under grebet blev hun trukket op fra jorden, som var hun bare en sæk kartofler. Hun kunne mærke smerterne, der spredte sig fra hendes håndflader som en ild hele vejen igennem hendes krop. Skriget stoppede i hendes hals, da hun allerede var kommet sig over overraskelden. Hun måtte gispe efter vejret, da den metaliske smag spredte sig i hendes mund og i luften. Hun havde bidt sig i tungen, da hun faldt og hendes håndflader var revet til blods, så den rødlige væske dryppede stille fra hendes håndflader.
Hun mærkede, hvordan hånden blev flyttet, så hendes hænder kunne blive bundet med rebet han havde haft med. Hun mærkede så grebet om halsen, før den rislende stemme sagde #Velkommen hjem Miss. Rosairo# Personen nåede ikke længere, før hun sparkede ham over skindebenet så hårdt hun kunne, hvorefter grebet om hendes hals løsnede sig, så hun faldt til jorden som en kludedukke. Hun prøvede at komme på benene, men de bundene hænder og den svækkede tilstand gjorde det ikke nemt for hende...

En velkendt duften fanget ham mens han stadig lyttet og hans hals trak sig langsomt sammen med duften.. Blod... Det var så træt på ham og selvkontrollen forsvandt næsten i et kort øjeblik mens han var kommet tæt nok på lyden, han kunne se to personer en smule frem for ham.. Den ene var en kvinde og den anden var en mand som var igang med binde hende.. Igen dødelig og de særheder som var ved dem men et eller andet sagde ham dog at det her ikke var en helt normal ting..
Igen trak hans hals sig sammen og han overvejet hvem der mon ville være det bedst offer selvom svaret nu var let nok, kvinden var være og gå efter men på en måde ville han hellere tag manden.. What ever... Han kun nemt spise begge to hvis de kom der til og han bevæget sig hen imod dem dog var han nu til og hører mens han gik hen over sneen som gav lyd under ham.. Manden var blev hans offer og selvom han nok os skulle forklar en del til kvinden så var det ligemeget han havde mange måder og overtal på, et smile dannet sig frem på hans læber mens han gik frem imod kvinde og hans tænder blottet sig langsomt mens meter afstanden blev kort og kort mellem dem..

Hun havde bogstaveligt taget ikke flere krafter tilbage og det vil være nemt for en hver at se, hvor udmagret hun var, selv under den tykke jakke var det rimligt synligt. Hun nåede lige at få vejret og mærke kulden fra jorden gennem jakken, før hun blev trukket op i kraven. Hun kunne knap stå, men så stadig ind i de brune øjne med samme gift som en egyptisk kobra. Hendes stemme var hæs, men der var ingen tvivl om hendes alvor, da hun hvæsede manden op i hoved "Når jeg genvinder mine krafter er du en død mand" Fysisk var det ikke nogen stor trussel, men man kunne -hvis man var en menneskekender- godt se på ham, at han tøvede lidt grundet den lille undertone hendes stemme havde. Han så bare koldt ind i hendes skrige grønne øjne. Hun stirrede bare på ham til han løftede hende op, så hun kom til at ligge med maven på hans skuldre. Selv denne anstrengelse så ikke ud til at være det store for ham, da han begyndte at gå ned mellem gravene.

Hans blik gik på den begge, først på kvinden og så på manden.. Åh hvor han dog kunne flår manden i stykker uden det store problem og han mærke svagt hvordan hans tænder blottet svag og hans øjne var begyndt og lys svagt op i mørket omkring ham, han gik en smule i knæ før han atter bevæget sig som et lyn og nu stod han bag manden som endnu ikke havde opdaget det fordi mennesker ikke kunne opfange den lydløs side som vampyr besad.
Han prikker kort til manden som fik lidt af et chok og kort efter var manden op imod en af de mange gravstene mens Choice selv stod og kiggede på ham, Choice hånd var omkring mandens mund og han lavet en kort shh! lyd til ham før han atter bordet hans tænder ind halsen i på manden, et ton af minder dukket op i Choice hjerne og han så de mange billeder hvordan mandens liv havde været indtil korte det øjeblik hvor Choice havde sat tænderen i ham, de mange minder begyndt og gå i sort efterhånden som mandens liv var ved komme til enden og de mange minder forsvandt væk fra hans inder syne. Han gav endelig slip på manden som faldt til jorden og hjerteslag var der ikke længer lyd af, Choice vendt sig endelig om imod hende og han kiggede på hende med et kort smile..

Hun havde ikke bemærket den nye fare, der hastigt nærmede sig hende og hunteren. Det eneste hun bemærkede var kort de blodrøde øjne, der skar sig ind i hendes bevidsthed og hendes hjerne gik amok med billeder fra de få film hun havde set og forstillinger om, hvordan vampyren satte tænderne i hende og tømte hende for den livsgivende væske. Tankerne fik en kuldegysning til at finde sin vej ned over hendes rygrad og ud i hendes celler, mens hendes hjerte slog et ekstra slag. Hun faldt så til jorden, da hunteren gav slip på hende i ren forskrækkelse. Hun nåede ikke at tage fra med de blodige hænder denne gang, mens hendes tanker var slørede efter det andet fald den dag. Hun fik taget sig til hovedet, før hun begyndte at undre sig. Hun rynkede brynen, før hun fik vendt sig om, så hun kunne skimte de to skikkelser. Hun kunne næsten ikke tro det, da en ukendt mand havde hoved begravet i hunterens hals. Hun kunne lugte den metaliske smag, der ikke kom fra hende og -tros hendes svimmelhed- lagde hun to og to sammen. Han var vampyr, men han kunne ikke styre sig ligesom Tchort. Hun sank en klump, da vampyren gav slip på hunteren og lod den livløse krop falde til jorden. Hun så på ham med et stift blik uden at vige eller blinke en eneste gang, som hendes hjerne analyserede situationen. Hun mærkede efter på jorden omkring sig og fandt en skarp sten, som hun tog i hånden uden at lade vampyren se den. Hendes blik var trossigt og skreg nærmest, at hun ikke havde tænkt sig at dø uden at have givet sit bedste først. Der var ingen tøven til stede i hendes sind overhoved og hun var spændt som en fjeder, da vampyren så på hende med et kort smil...

Han sagde ikke noget som helst i de først par minutter... Hans fokus gik på hende for vampyrer bruge sanser til og aflæse andre personer...
"Godaften" sagde han endelig efter en smule tid var gået og han kunne stadig duft hendes blod selv om hans trøst var stillet så var duften altid så tiltalen...
Han trak vejet langsomt og roligt mens selvkontrollen langsomt kom tilbage hos ham "hvem er de så?" sagde han roligt mens han gik i lommen efter hans cigaretter og en lighter som var gemt et sted der nede, han fandet dem og han tog en smøg i munden før han atter sat ild til cigaretten...
Den grå rør fløj stille og på i natteluften og han dog et kort hiv før mere rør igen forsvandt op i luften... Choice var normalt ikke den man der overvejet ting men nysgerrighedsen kørt ham dog for meget til at han kunne lad den være... Hvorfor var et menneske her om natten og især et menneske som kunne blive overfalde uden en grund... Eller der var sikkert en grund men han kendt den bare ikke og han ville nok hellere ikke spøger indtil det for det var tit noget privat som der forgik mellem mennesker, eller sådan var det da tit..

Hun blev siddende som forstenet, mens hun så på ham med de klare forårsgrønne øjne, der havde et glimt af en dyrisk vildskab, som var svær at finde hos mennesker. En meget sjælden fjendskab lå i hendes øjne, den slags som i dyrenes verden vil betyde 'Hold dig væk! eller jeg dræber dig'. Hun tog ikke øjnene fra ham og bevægede sig ikke en tomme, mens hun knugede om stenen, der var hendes eneste våben imod den fremmede. Hun var opmærksom på blodet, der lå som et lag slim over hendes krop, men kunne ikke tage sig af det lige der. Hans stemme tiltrak hendes opmærksomhed, men hun svarede ham ikke. Det var hvertfald ikke en god aften. Hun betragtede vampyren, mens den fiskede smøgere og ild op af lommen, før den tænte den og tog et sug. Hun tog ikke øjnene fra den, da hun lettere giftigt svarede "Normalt fortæller man sit eget navn, før man beder om andres" Når han nu valgte det formelle sprog, så burde han også bruge vedlagte kotúmer, mente hun...

Han tog smøgen ud af munden "så sandt" sagde han kort mens han kiggede på hende "navnet er Choice" sagde han roligt og han kun let se den fjendtlighed som gemt sig i hendes øjne, dog var han ikke særlig bange for hende for det havde han ingen grund til og være..
Ingen mennesker kunne udsæt ham for særlig slem smerte i forhold til den smerte som han selv havde gået igennem i de 718 år som vampyr, han og igen et kort sug mens han blev hvor han var for han var sikker på at et eller andet ville ske hvis han kom for tæt på hende og skader... Tja dem var der ikke behov i øjeblikket..
"Så hvad bringer dem dog her ud? For jeg gå ikke ud fra at menneske normalt gå omkring på en kirkegård og i sær ikke efter solen er gået ned" sagde Choice kort mens han kiggede på hende og han blinket kort med de dybblå øjne som forblev på hende..

Hun blev bare siddende og så på ham med det kolde døde blik, men det lille glimt der nu var, kunne man tyde til, at hun ikke havde noget at miste og derfor vil have nemt til at kaste sig ind i en kamp med livet som indsats. Hun lod sig ikke berolige af hans rolige facade og normale stemme, men forblev på dupperne. Choice ... Så vampyrens navn var Choice ... Hun smagte stille på hans navn. Hvor ironisk kunne det lige være? Choice. Hun var tæt på at le inden i, men godtog det dog, før hun svarede med en ligegyldig stemme "Melicia" ikke noget med lange enetaler om, hvorfor hun havde navnet, der var som en forbandelse i hendes familie. Hans spørgsmål nåede så hendes øre og hun havde bare lyst til at sige 'screw you' og gå sin vej. Han var en fremmed fjende, der havde mere end nok muligheder for at dræbe hende. Hun kom så til at tænke på, at han halvt om halvt havde redet hendes skind, så hun svarede i en ligeglad tone "Kan man nu ikke have lov til at gå sig en tur?" Hun rejste sig stille og gemte stenen i ærmet. Det irriterede hende, at han sikkert bare vil flå halsen på hende, hvis hun prøvede at gå sin vej. Hun vidste for meget kunne man sige ...

"jo da... Men det var nu mere fordi... Tja den mand lige før" sagde han kort mens han sendt et tomt blik over det lig som der var tilbage af manden og Choice kom hurtig frem til den tanke at han skulle have liget af vejen men det var en kirkegård så gemme sted var der nu nok af, han tog et til hiv af hans smøg "eller det måske mere en privat sag som jeg ikke skal blande mig for meget i" sagde Choice kort mens han kiggede på hende. Han gik langsomt over til en af de mange garve og han skubbet sneen væk så der var plads til at man kunne sæt sig ned på graven, normalt havde han til dels mere respekt for de død men ikke lige i aften.. Han kaste skod ud i natte luften og det endt et sted i sneen før gløden atter gik ud, hans blik rettet sig igen på hende og han lod igen hænder forsvinde ned i trøjens lommer mens han var stille..

Hun tænkte stille over det og stak hænderne i lommerne, mens hun nikkede let og svarede så, som om det ikke var første gang "Det er ikke første gang de har prøvet på det" Hun skyldte ham et svar, hvis ikke bare et lille et, som forklaring. Hun var dog stadig på vagt over for, hvad end han nu havde i tankerne. Hun nikkede så stille til hans ord, før hun uddybede det lidt "Jeg er til fare for alt og alle" Hun nikkede let imod liget og kom til at tænke på, at det måtte undre ham lidt, at hun kunne tage så let på det, et lig. Hun fulgte efter ham, da han satte sig ved hendes mors grav. Hun spændte i kroppen og var klar til at kaste sig over ham, hvis han skulle gøre noget ved den. Hun sagde med en stille stemme, der havde en skarp undertone, som ikke var til at spøge med, selv om hun kun var menneske "Jeg vil ikke gøre noget ved den grav, hvis jeg var dig" Der var en gemt ordre helt nede i de fine undertone, som kun trænede øre vil opfange. Hun knugede om stenen i lommen og hendes blik blev lettere mørkt, da den velkendte bleje skikkelse dukkede op ved graven. Hun vidste det ikke var virkeligt, men hallusinationen af hendes mors spøgelse betød alligevel noget for hende...

"Alt og alle?... Dødelig jeg lærer aldrig og forstå jer" sagde Choice kort mens han kiggede på roligt på "det kan godt være at jeg død men jeg har stadig min respekt for grave..." sagde Choice kort "jeg selv blev begravet den gang da min forvandlig stadig var igang, folk troede virklig jeg var død fordi jeg var bleg og lå så det nok den ene gang hvor jeg nogle siden har maltrakteret en grav" sagde Choice kort mens han kort mens han kiggede hende med et kort blik.
Han kunne duft på hende af der lå et eller anden bagved som hun ikke havde lad komme i nu, men det skabt ikke en videre uro hos ham for han var jo fysiks stærkere end hende til hver en tid så hvorfor være alt for utrolig ved en dødelig..

Et let, men bittert, smil krydsede hendes læber i få sekunder, før hun svarede "Ja, alt og alle ..." Hun tænkte sig lidt om, før hun bankede sig let på tindingen. Hun trak vejret tungt, før hun bestemte sig og fortsatte "Jeg er konstanteret sindssyg og ham der" Hun puffede let til liget med skoen "Han er fra det hemmelige hospital for folk som mig, hvor vi bruges som forsøgs dyr" Hun stoppede lidt og så op på himmelen. Hun vil fortsætte, hvis han viste interesse, men ellers vil hun bare holde mund. Han fik en tommel op for at respektere gravene. Hun lyttede stille og nikkede. Hun var nok fysisk stærkere, men hvis et anfald først kom var det ikke til at vide, hvad 'den' kunne få hende til at gøre. Hun tænkte stille og nikkede så imod graven "Det er min mors" Hun havde fundet frem til, at han fortalgte noget fra sin fortid, så kunne hun godt fortælle lidt om sin. Hun fortsatte med en stille stemme "Hun døde for 3 år siden" hun vidste ikke helt, hvor meget hun skulle åbne sig op for denne vampyr, men det første var en test... Kunne han være ligsom Tchort under overfladen? ...

"ah jeg forstår selvom det nu mere så ud som et voldforsøg end et forsøg på og få dem med hjem igen" sagde Choice kort mens han kiggede på Melicia og han bed stille ned den ene piercing som sad i hans underlæb "forsøgs dyr lige frem.. Jeg tror eller at det var dyr som man bruget til den type ting men jeg ikke altid helt klog på den her verden" sagde Choice kort mens han kiggede. Han lyttede til hende ord og han flyttet sig væk fra graven da han hørt at den tilhørte hendes familie "åh med alle respekt" sagde han kort mens han kiggede på hende "men hvad har du så tænkte dig og gør? Jeg gå ikke ud fra at du kan blive ved og løbe i evigheder?" sagde Choice kort for mennesker havde ikke altid den samme vilje til og blive ved de sammen ting, så godt kendt ham dem dog også igen der var altid nyt og lærer om dem for han havde jo liv sig igennem verden på mange måder og han havde os oplivet alle type mennesker og magt gale nogle kunne være hvis de bare fik lov..

Hun fnøs let og så op på himmelen, før hun svarede med en tør stemme "Det er ikke mit hjem, det har det aldrig været ... 'If my home is where my heart is then my heat have lost all hope'" Bitterheden i hendes stemme var vendt imod den døde mand og hans arbejde, da hun quotede en god sang. Hun bemærkede ikke, at han bed i den ene piercing, men svarede bare på hans næste ord "Det er ikke normale forsøg. Folk der er indlagt der har noget helt specielt, som er forskelligt fra individ til individ" Hun tænkte stille og en kort trækning prydede hendes mundvig ved hans ord og hun svarede stille "Det er okay" Hun trak vejret tungt og overvejede hans spørgsmål, før hun svarede "Jeg løber ikke, men kun af den grund, at jeg har ting der nu binder mig til stedet" Hun sukkede stille og gned sig træt i øjnene, før hun fortsatte "De vil altid være der, men så snart jeg er rask fysisk kan jeg flygte med dem eller tage kampen op" Hun havde selv en stærk vilje, så længe hun ikke var i nærheden af et anfald. Hendes anfald var af forskellige styrker, men hun havde flere gange været selvmordskandidat og da det ikke rigtigt virkede prøvede stemmerne at sulte hende til døde, hvilket næsten lykkedes. Hun havde været rene knogler, men hun var ved at komme tilbage til undervægtig i stedet for anoretisk tilstand ...

"jeg ser" sagde Choice kort "mennesker som 'dem' ville sikker se os udødelig som sindssyg hvis de kunne få hånd på en af os" sagde Choice kort "for sådan er det tit normalt" sagde Choice kort mens han kiggede på hende "ah.. Tja.. Hvis du synes verden er syg imod menneske racen så har du aldrig set hvad de gør ved andre racer når de endelig få fat i dem" sagde han kort mens han kiggede på Melicia..
Han trak vejret langsomt "at løbe gør jo bare at man gemmer kampen til en anden dag, men det nogle gange bedre end og kaste sig ud for meget" sagde han kort mens han kiggede på hende med et roligt "jeg har selv løbet en del her mit liv, mest fra min natur fordi at jeg var bange for den" sagde han kort "men sådan er det vel altid for en hver nu vampyr, vi bange for gøre det vi elsker mest... At dræbe for kunne overleve"

Hun tænkte stille og betragtede himmelen, før hun ved hans ord nikkede let og svarede "Det gør de allerede" Hun sukkede stille og forbandede sin tilstand, da hun fortsatte "Det er grunden til, at jeg er så betydningsfuld for dem..." Hun tænkte sig om "Et væsen har sat en barriere op i mit sind, så mine minder er manipulerede, tågede og nogen af dem slettede, hvor jeg før så minder, ser jeg nu sorte hulder" Hun lo kort en hul latter, før hun tilføjede "Jeg kunne lige så godt være en af jer" Hun nikkede stille til hans næste ord og svarede så "Jeg er ikke stærk nok til at sætte mig imod dem endnu, men jeg har fået betydningsfulde venner, som hjælper mig med at komme til krafter igen" Hun nikkede stille og lod blikket falde på ham, et forstående et "Jah ... jeg kender det godt" Hun strøj fingrene igennem det natsorte hår og tilføjede så lidt tøvende "Jeg ser ting, jeg hører ting, jeg føler ting, der ikke er der" Hun tænkte lidt og tilføjede så "Som min mors spøgelse, der stod ved gravstenen før ... Som monstre, der lever i verden og i min sjæl" Hun sank en klump og det var nemt at se, hvor meget det svækkede hende, bare at tale om det og hvis man var en god lytter vil man kunne høre den lille klump hun fik i halsen ...

"En os... Tja jeg ville nu gerne byt hvis jeg kunne... Efter 718 fortyder jeg efterhånden det her liv.. Mere fordi at den ene af min evner er ustyrlig og derfor er næsten alt det der var en del af dødt.. Når du kan læse andres minder gennem blod kan det godt gøre dig sindssyg i sær når du ikke længer ved om det dig selv eller om det helt andet..." sagde Choice kort "jeg håber bare jeg kommer til og få styr på min evne" sagde han kort mens han kiggede ud på kirkegåden, han flyttet sig over til en anden grav og han stod bare med ryggen op at de andre grave som der var "men hvis du endelig var en af os ville du så kunne leve med tanken om at skulle dræbe hver nat for det der næsten ingen nyfødt vampyrer der kan" sagde han kort mens han kiggede på hende med et roligt blik..

Hun tænkte stille og rettede blikket imod himmelen "tro mig, det vil du ikke" Hun kunne egentligt godt forstå ham, på en måde. Han havde et liv, der virkede til at være i kontrol, men i virkeligheden ikke. Det hele var bare en facade. En f'cking dum facade. Hun knugede hånden hårdt om stenen i lommen, så der gik en smule huldt i håndfladen. Hun kom så til at tænke på noget. Hun tog hånden frem, så han kunne se det indtørrede blod, hudafskrabningerne og det nye blod, der stille piplede ud. Hun så alvorligt på ham og spurgte så "Hvor fristende er det her?" hun havde undret sig over det en del, da Tchort havde kunnet sidde som om hendes hånd ikke havde været revet til blods og trukket glas ud af hendes håndflade. Hun så på ham med et årvågent blik og ventede stille. Hun nikkede så stille og sagde til hans første ord "Det kender jeg ... min hjerne bilder mig ting ind ... jeg ved snart ikke, hvad jeg har tænkt, og hvad der er virkeligt" Hun nikkede så stille og kunne mærke, hvordan hendes ben var begyndt at værke under hende. Hun svarede så stille "Jeg tror ikke, jeg vil kunne ... jeg holder for meget af min menneskelighed ... Men 'det' vil nok kunne gøre det med glæde" Hun gøs en smule og trak jakken lidt om sig med den ikke blødende hånd...

"Blod..." sagde Choice kort "hvis en vampyr er sulten nok det sammen som når en narkoman for stoffer" sagde Choice kort mens han kiggede på hende "vi blodsuger gå næsten i en rus hver gang når vi drikker blod så bare forstil dig at det en slags narko i øjne på en vampyr" sagde Choice kort mens han lod hånd gå gennem hans hånd "men pas endelig på... Det ikke alle blodsuger der besidder selvkontrol og i sær ikke når de i en ung alder" sagde han kort mens han kiggede på henden.
"tja menneskelighed er os svært og give slip på.. Min mulighed var bare lidt tvunget.. Altså min skaber forvandet mig fordi jeg var tæt på og dø af længebetændelse.. Jeg kommer fra 1200 talt og den gang var Medicine jo slet ikke som den er idag" sagde Choice kort "så det var derfor at jeg sagde ja til det her liv og hvad de ikke er sket gennem de 718 år" sagde han kort mens han kiggede på hende..

Hun tænkte stille over hans ord og nikkede stille. Hun kunne godt relatere til det, hvis nu det var gået godt i en periode og hun havde fået meget mad, så kunne nu randomly kolapse og få ryste turer, når hun kom ned på normen igen. Hun gøs stille ved tanken. Hun så stille på hånden og knyttede den kort, hvilket ikke var helt let, før hun puttede den i lommen igen. Hun trak vejret tungt og kunne mærke svimmelheden, der kom efter et -selv det mindste- blodtab. Hun betragtede ham stille og kunne enligt godt forstille sig det hans sagde med hans historie. Hun nikkede stille og sagde så stille "Jeg føler tit, at jeg er født endten 2000 år eller 500 år for sent... jeg passer bare ikke ind i ..." Ved hendes egen ord og hans der kom før forandrede det hele sig for hendes blik, der blev helt fjerne og hendes stemme døde ud. Hun stod nu i en bal sal fra 1500-tallet med de store kjoler og den klassiske musik. En helt tom sal ud over de to skikkelser, der dansede rundt, som var de i en spilledåse. Pigen i en mørkerød kjole, der fremhævede hendes opsatte sorte hår og forårsgrønne øjne. Det gik op for hende, at det var hende selv. Hun så sig selv danse rundt med den flotte unge mand, der efter tøjet at bedømme ejede salen de dansede i. Den lille hallusination hun havde tog et halvt minut, hvor hun bare stod tom og stille. Hun blinkede så stille og kom tilbage. Hun tænkte stille og spurgte så "Vil du ikke med et sted hen, hvor der er mere varmt? ... mine ben knækker nemlig snart sammen under mig" Hun smilede kort lettere undskyldende, men så var smilet væk igen ...

Han stod og kiggede på hende i lidt tid da hun blev stille og han overvejet hvad det mon var hun tænkte på siden at han nu ikke kun læse hende uden at drikke hendes blod "nu ved du hvordan jeg selv har det til tider, men det så mere fordi jeg har set hvordan mennesker behandler hinanden gennem tiden og det ikke gået over til det bedre" sagde Choice kort efter da hun igen snakke til ham "tja hvor hen der godt stykke til byen men vi kan tag altid prøve kirken hvis det er og ellers må du gerne låne min trøje jeg sådan set ikke et behov for den som vampyr" sagde Choice kort mens han kiggede på hende for det var jo sandt nok, han kunne gå i sommer tøj hvis det var hvad ønsket og han ville stadig ikke kunne mærke vore koldt det så endt var udenfor..

Den ene korte scene, der havde spillet sig i hendes hoved, var en af de bedre hallusiationer, hun havde haft. Hun havde været væk i flere timer til tider, hvor hun var fanget af den udspillende scene. Nogen gange var det så skræmmende eller rystende, at hun kunne høre en sekundvisers tikken for ørene. Hun nikkede stille til hans ord og svarede "Alle er blevet mere selvoptagede og ikke en gang et smil kan de skænke en fremmede" Hun sukkede stille og lyttede til hans næste ord, før hun med en kort trækning i mundvigen sagde "Det er mere af den grund, at min krop ikke er glad for anstrengelser i længere tid, grundet min tilstand" Hun tilføjede så "Men vi kan godt gå ind i kirken, hvis ikke .... du ved" Hun hentydede til, at det da ikke var normalt at vampyrer lige frem opsøgte kirker...