Can I trust you? ~ Choice

Tid: 23:42
Vejr: Mørket har forlængst overtaget og bragt en kølig vind med sig.
Omgivelser: Der sidder nogle rundt omkring og tigger om penge, der gemmer sig nogen i mørket og venter på et offer.
Sted: Gyderne, Di Morga øst.

Lux gik rundt i de mørke gyder. Hun vidste ikke hvad hun lavede der, hun burde ikke være der. Hendes mor havde mange gange sagt at hun aldrig måtte gå derhen. Men hun ledede efter hendes mor. Der var gået nogle dage siden hun havde set hendes mor og Lux var bange. Hun havde aldrig været alene i mere end et par timer. Men da hun havde været hjemme var der ikke nogen, lejeligheden var tom. Lux havde en hvid kjole med røde blomster på, men ved hendes bryst var der et hul omringet af blod. Hendes syn var underligt, det eneste hun kunne se var omridser. Det forvirrede hende. Luxs syn var bedre end det plejede, men hvorfor? Der var så meget nyt, hun vidste ikke hvorfor det var så anderledes for hende. En mand rakte en hånd frem imod hende og hun lænede sig forskrækket til siden og undrede sig over at han så frossen ud. Lux gik et skridt væk fra ham og så at han igen bevægede sig, hun rynkede næsen og gik videre. Alle de ting der skete med hende forvirrede hende, hun tænkte hele tiden på alle de forandringer. Hun prøvede at forstå dem. Hendes mor ville have hjulpet hende, fortalt hende at alt ville være okay, vugget hende i hendes arme og sunget for hende. Hun manglede hendes mors beroligende ord, uden dem var hun i en verden fyldt med farer, hvem skulle beskytte hende? Hun havde aldrig mødt hendes far, hun anede ikke hvad han hed, hvordan han så ud, hvor gammel han var. Hun vidste intet om ham. Hendes far var Luxs eneste håb, hun blev nød til at finde ham og få tryghed, sikkerhed. Lux blinkede flere gange i et forsøg på at få hendes syn tilbage som det plejede, hun ville bare være normal igen. Hun måtte kunne blive normal igen.

Den store trøst hang tunget i hans hals.
Det var slemt nok at han havde undlad og spise i et par dage men nu var næsten ved og være der nede hvor hans sind blev testet til mximum, han lod den ene hånd gå hen over adamsæblet mens han næsten boret sin negle ind i halsen med den anden hånd. Det var et sandt helvede han gik rundt i og der intet offer som han kunne kast sig på, han dejret ned af en af mange små gyder og hans øjne så perfekt i det der ellers ville have været det totale mørke for et normalt menneske men nu var han ikke menneske. Nej det var omkring 718 år siden af hans menneskeliv var blev lavet om til et liv i natten, men det betød dog ikke af natten var noget dårligt sted, nej natten var et fantastisk sted når man først havde lært og give slip på solens varme.
Kiggede man på ham ville man se at han var en mand som der havde unaturlig hvid hud mens håret havde en raven sort farve, ud over det var der nogle halv rødt og blåt over hans øjne og hans tøj bestod af en sort t-shirt og trøje samt grå bukser og sorte sko men ellers var der ikke meget andet ved ham.
Igen kom trøsten ind over ham og han duftet stille til luften, der var et menneske i nærheden og måske os en anden mulighed for blod, jah det kunne gå an for der var ikke andre sjæl som ville komme op opdag hvad der var sket, for de her gyder var et hjem for meget andet end mennesker..

Lux fik hurtigt en fornemmelse af at der var noget mørkt i nærheden. Noget farligt. Hvis hun havde fået sådan en fornemmelse før i tiden ville hun stikke halen mellem benene og forsvinde så hurtigt som muligt. Men hun var nysgerrig, hun havde lyst til at opsøge denne mulige fare. Hun var modigere end hun plejede, hun følte at hun kunne forsvare sig selv mod farer. Men hun vidste ikke hvordan, hun følte sig bare stærk. Lux kneb øjnene sammen og prøvede at finde ud af hvad det var hun havde fornemmet. Kunne det være en morder? Hun gik mod den følelse af mørke hun havde følt og den følelse blev kraftigere for hvert skridt hun tog. Lux gik ind i mørket i et forsøg på at skjule sig fra denne mystiske fremmede. Hun var ikke helt tryg ved at gå sådan noget i møde, hun blev bare nød til at vide hvad det var der skyldte den følelse af fare. Hun så et omrids der skreg død og lidelse. Hun lod sine læber skille sig fra hinanden for at sige noget, men ingen lyd kom ud. Hvad skulle hun sige? 'Hej' det passede overhovedet ikke til situationen. "Du holder af mørket?" Selv den sætning var ikke passende, men hun måtte sige noget for at få hans opmærksomhed, det var bedre end hej.