Breathe.

Time :: Omkring 13.44
Place :: I udkanten af Logenment i en forladt bygning, der allerede er godt igang med at blive revet ned.
Weather :: Der ligger stadig lidt sne på vejen på grund af den lave temperatur. Solen står stadig højt på himlen med få skyer der af og til glider ind over den.

Forbeholdt til Amanda Kyle.
__________________________________

De hårde såler på hendes flade sko sendte et ekko igennem den store forladte bygning, for hvert skridt hun tog hen over betongulvet. Hun lod nysgerrig sit blik glide rundt. De fleste mure var blevet slået ned til støv og sten. Åbnede op for det der før havde været mange individuelle lokaler. Det eneste der nu holdt det hele oppe, var de mange tykke og robuste stolper, der stod hist og pist. Vinduerne var alle uden ruder og dækket til af træbrædder. Det holdt bare ikke kulden helt ude. Men alligevel var der varmere, end helt udenfor, hvor minusgraderne hærgede.
Det var dog ikke derfor Courtney havde søgt indenfor. Hun var trods alt ikke langt væk hjemmefra. Ikke meget mere end en halvtimes gåtur, og hun ville være hjemme i sin dejlige varme og hyggelige lejlighed. Som nu var fyldt med håndværkere. Håndværkere der larmede med deres værktøjer for at få lavet hendes badeværelse igen. Hun ville blive træt af i længden at låne naboens bad, så hun ville ikke rigtig forstyrre med sine klagende kommentarer om støjen. Hun kunne ikke klare støjen. Slet ikke.

Den unge dæmon rettede lidt på stroppen på sin skuldertaske, samtidig med at hun fortsatte videre ind. Hun udforskede stadig det hele med de gråblå øjne. Observerede hver en bevægelse, der kunne opstå. Hun forsøgte sig med at lugte sig frem til andre, men som forventet fik hun intet ud af det. Det burde hun have vidst fra starten af. Så hvorfor prøvede hun overhoved? Opgivende rystede på hovedet og lod de korte krøllede lokker hoppe lidt omkring hendes ansigt, hvor efter de bare roligt faldt på plads. Præcis som de sad før.
Hun nærmede sig det ene af vinduerne. En af dem med en bred karm. Med passer af plads til hende. Tasken blev løftet op over hovedet og efterfølgende blot smidt op på karmen. Lige inden hun selv trak sig der op. Hun følte ikke, der var nogen grund til at tage den sorte frakke af. Der var jo ikke helt varmt i sig selv. Specielt ikke med det gennemtræk. Dog lod hun det ikke generer sig. Hun rodede lidt i tasken. Fandt en almen bog frem. Fyldt ud små farverige mærker, der stak op fra toppen. Hun skubbede tasken lidt væk fra sig med foden, hvor efter hun endelig fik sat sig tilrette. Med ryggen imod den ene side af karmen. Og benene lettere bøjet for at kunne støtte bogen en smule. Hun bladrede med det samme hen på den side, hun nu var kommet til. En hånd lev kørt igennem håret, og der gik ikke længe, før hun gik i gang med at, lade sine øjne glide ned over siderne. Et ord af gangen. Uden der kom yderligere lyde fra hende.

Menneskets verden havde altid været noget Amanda måtte nøjes med at kigge på, fra vinkler hvor hun forblev uset og hvor hun aldrig havde mulighed for nogle sinde rigtig at slå sig løs. Gå på opdagelse og se hvilke vidunder Guds verden var. Det havde i mange år pirret hendes nysgerrighed, som hun kun af og til fik stillet når hun tog ned på jorden i et arbejde for sin Herre. De sidste mange år var der gået, hvad der havde føltes som evigheder imellem disse 'opgaver'. At der pludselig så blev ændret fra den ene dag til den anden, kom derfor bag på hende. At hun kunne leve sit liv på jorden, var noget hun altid havde drømt om, men aldrig tænkt som en mulighed. Det var normalt kun 'normale' engle der fik den tjans. Ærkeengle havde slet ikke tid til det, hvilke også havde været tilfælde for Amanda - lige til mere eller mindre blev beordret ned på jorden. Hvorfor vidste hun endnu ikke, hun havde ikke fået en specifik opgave endnu, men indtil da vidste hun hvad hun skulle - passe på guds skabninger og slå sig løs i sin nye verden.

Den første uge på jorden var gået med at finde sig til rette. Hun var blev udstyret med Frankrigs valuta, i store mængder. Det skulle være nok til hun selv fik nogle indtægter, plus lidt ekstra, hvis de nu ikke forblev stabile. Det viste sig dog ikke at være nødvendigt, for en dag hvor hun havde siddet på en café og læst lidt op på menneskets kultur, i form af nogle dybt filosofiske bøger, var hun blevet kontaktet af en filminstruktør.
Manden havde ivrigt forklaret om hvor perfekt hun var til en rolle i den film han var i gang med. Det skulle være en dyb, men smuk film og bla bla bla. Først efter flere minutter kom han til sagens kerne. Han ville gerne have Amanda til at spille en af hovedrollerne. Hvem de andre var, vidste han endnu ikke, men hun kunne jo overveje det. Næsten øjeblikkeligt efterfølgende sad hun med en kæmpe stak af papir. Replikker.
Amanda havde været i himlen eller derover. Hun elskede skuespil, havde set hvordan menneskerne dyrkede denne 'kunst' og havde ladet sig gribe af dens skønhed. Derfor var det uden tvivl blandt hendes helt store drømme, da hun kom til jorden og knap var der gået en uge, før hun fik en mulighed for at realisere den. Måske ville filmen ikke blive den næste kæmpefilm, men hun var overbevist om at hele nok skulle gå, hvis hun gjorde sig umage. At starte i de små.

Tidligere på dagen havde Amanda sagt ja til opgaven som hovedperson i filmen. Plottet virkede interessant, noget hun kunne stå indefor, men det virkede nogle steder en smugle uoriginalt og tamt. Hun håbede dog på at hendes fremtidige kollegaer ville kunne give rollerne et ekstra pust, for ikke at nævne hende selv. Hun havde besluttet sig for at terpe replikkerne igennem, for at kunne dem alle. Problemet var bare at finde et godt sted, hvor hun ikke ville blive forstyret.
På hotellet kunne instruktøren ringe til hende og afbryde, for ikke at nævne alt muligt andet uventet. Derfor havde hun ikke taget sin telefon med. At vælge et øde efterladt hus, havde ikke været den første idé i hendes tanker da det var koldt og ubehageligt, men var så kommet frem til at der sikkert ikke ville komme andre, eller for den sags skyld være andre.
På vej op til husets indgang, overså hun de friske spor fra et andet væsen, da hun havde snuden begravet i replikkerne. Hun gik allerede og hviskede dem lavt til sig selv, mens hun forsøgte at få følelse og personlighed i dem. Ikke en helt let sag, men hun var overbevist om at det nok skulle gå, fik hun bare lidt held.