Breathe, love - Ashley

Mørket var faldet på, hvilket betød at Nicholas havde forladt sin lejlighed og havde kørt ud for at hente Ashley ganske som aftalt. At han havde presset hende til det her, vidste han godt. Hvad formålet var? Noget så simpelt som at vise at han bestemte, og når han gjorde noget, kunne man ikke sige nej. Bum slut!
Han havde derfor været ud ved hendes bolig, og havde hentede hende som enhver anden galant bejler. Han havde hidtil opført sig eksemplarisk, holdt bildøren for hende, spurgt til hendes dag, smalltalkede og bare været ret venlig og høflig. Man kunne ikke sætte en finger på hans opførsel. De roser hun havde fået dagligt siden deres møde, fik hun stadig leveret på sit dørtrin.

Snart parkeret han bilen ved restauranten, slukkede motoren, og steg ud af bilen for derefter at gå om til hendes side og åbne døren for hende. Da hun var kommet ud, lukkede han og låste døren til bilen. Han bød hende armen, og viste hende op mod indgangen til restauranten. "I hope you are hungry..." lød hans stemme. Ja ja, han var vampyr, de havde ikke behov for mad, men han fandt det nu stadig hyggeligt at bevare denne tradition. Bare fordi man ikke havde behov for mad, betød det ikke at man ikke kunne nyde mad!

---

Hvad lavede hun overhovedet her? Og hvad var Nicholas' formål med dette? Han have tydeligvis stalket hende, for han vidste hvor hun boede, hvilket nærmest ingen vidste - og så havde han jo også afsløret at han kendte til Zachary, men om han vidste om de var kærester var hun ikke sikker på. Hvorfor havde hun ikke spurgt ind? Og hvorfor havde hun ikke bare afslået da hun havde set ham stige ud af bilen? De havde brugt køreturen på at smalltalke, men det havde været helt basale ting som hvordan det var gået siden sidst, og hvordan deres dag idag var gået. Ashley havde dog overvejet det tit, at sige til ham at det ikke gav mening og at han bare skulle sætte hende af i næste sving, men så langt nåede hun dog aldrig, for lige pludselig var de ved endestationen.

Zachary vidste intet, og hun havde det bestemt ikke godt med det, men havde hun fortalt at hun skulle ud at spise med en vampyr, og en kontrolfreak, havde han nok ikke ladet hende gøre det - og nu hvor hun ikke selv vidste hvad formålet med denne aften var, havde hun holdt det for sig selv. Hun ville dog forsøge at slå det fast for Nicholas, at der intet ville ske, og at han skulle glemme hende, ligesom hun forsøgte at glemme ham, men det handlede bare om at finde det rette tidspunkt først.

,,Starving..", svarede hun ham med sit altid søde smil, som hun steg ud af bilen. Hun tog hans arm, da hun mente at alt andet ville være uhøflig, nu hvor han var så gentlemans-agtig og bød den. Var hun sulten? På nuværende tidspunkt kunne hun ærligtalt ikke mærke det. Hun var nervøs, men det kom vel ikke bag på ham..

Nej det kom ikke bag på ham at hun var nervøs, det stod ud af hende uanset hvordan hun prøvede at skjule det. Hendes søde smil var forbeholdent, og han vidste hun tænkte på sin kæreste. For ja, han vidste at hendes engleven var hendes kæreste. Egentlig alt for pladerromantisk for ham, men ærlig talt, hvad havde han forventet? Allerede ved deres første møde havde han indset hun var lidt ... en tør kiks? Nej okay, det var hun jo ikke siden han selv befandt sig der. Nuvel, den primær årsag til at han havde inviteret hende ud var vel fordi han ville vise hende bare ikke bare skred fra ham sådan. Og.. så havde han en anden årsag, men den ville hun finde ud af i løbet af middagen.

"Good.." blev hans svar mens de fulgtes ad ind i restauranten. han opgav sit navn, for der var naturligvis bestilt bord, og så fandt de hen til deres plads. Han trak stolen ud for hende, og sikrede sig at hun sad godt, inden han selv tog plads overfor hende. En tjener var der straks med et vinkort, og Nicholas fejede ham bort og bad om en specifik flaske. Tjeneren forsvandt derpå og så kunne de være i fred i lidt tid. "So.. do you like working it that place?" spurgte han derpå mens hans blik hvilede på hende. Måske var det meningen at de skulle glo på menuen til at starte med, men han gad simpelthen ikke. Hans mad sad lige overfor. Ej, han skulle nok opføre sig ordentligt og lade være med at æde hende, selvom hun var en lækkerbisken. Hun smagte godt, det havde de jo fået slået fast sidste gang. Desuden ville han for alt i verden ikke ødelægge hendes fine kjole. Den klædte hende, og sad præcist som den skulle! Alene tanken om at hun rent faktisk havde taget sig tid til at vælge tøj, var tilfredsstillende.

Selvfølgelig havde han valgt en restaurant som ikke var den billigste - det var trods alt Nicholas Tallon, den berømte og smukke mand fra Tallon Enterprises. Et smil trak over læberne, da hun tydeligt huskede hvordan hendes kollega havde beskrevet ham og hvortil Ashley havde tænkt, at kendte hun til hans sandejeg, ville hun på ingen måder beundre denne mand. Af hvad hun havde googlet sig til, for ja det havde hun, var han åbenbart et større ansigt end hvad hun lige havde regnet med. Der stod alverdens ting om ham på nettet, og hun havde grinet lidt over det, da hun havde læst at han havde slem soleksem.

Hun fulgte ham, med armen i hans, ind af døren og hen til bordet da de blev vejledet der hen. Stedet var smukt, ikke fuldt af mennesker, men heller ikke på nogen måder tomt. Det var… perfekt. Men måske ikke perfekt på den måde som mange andre piger ville tænke.

,,In Socolate?" Spurgte hun, selvom hun jo egentligt godt vidste at det var chokoladebutikken Nicholas hentydede til. ,,Love it", svaret var kort, men oprindeligt og det kunne høres på hendes glade toneleje. Hun havde en stor forkærlighed for chokolade - alt slik var godt, men chokolade var det bedste, og om det var af den billige eller dyrekvalitet var ligemeget for Ashleys vedkommende. De blev derefter afbrudt, da vinen som Nicholas havde spurgt efter, kom på bordet. Selvfølgelig spurgte tjeneren inden han åbnede den, om Nicholas nu var sikker på om det var denne vin han ville have. Der blev skænket op og han sagde, at han ville vende tilbage lige om lidt for at høre om hvad vi ville bestille. Ashley takkede høfligt, og da tjenere var væk, lod hun atter de grønne øjne hvile på ham. Hun smilede, men det var tydeligt at se på hende, at hun havde noget på hjertet. ,,Why have you been stalking me?" Spurgte hun så. Han kunne vel ligeså godt lægge kortene på bordet med det samme. Ville han have mere blod? Hun håbede det ikke, men var allerede parat til kamp hvis han ville forsøge. Og om det hjalp, vidste hun ikke, men hun havde taget en sølvhalskæde på med et lille sølvkors og gjorde heller intet for at skjule den.

At hun havde googlede ham ville ikke gøre ham noget, han vidste at hans navn var et af landets mest søgte på søgningsdatabasen, så det var ikke så stort et chok når det kom til stykket. Hvilke tanker hun havde om ham, var da også tydelig. Hun var jo en aspara, spillede højt og helligt at hun var et af Guds bedste børn, sådan var hendes typer jo bare. Men come on, pigebarnet var så liderlig at det stod ud af hovedet på hende, og hun levede det kedelig liv som sober for ikke at ødelægge folks syn om hende. Ja ja, hun skulle tidsnok indse hvor kedeligt det liv var. Og hendes nye kæreste? Barndoms crush? Latterligt, men igen, hendes liv, hendes valg.

Han stillede snart et spørgsmål, og hendes svar faldt da ærligt. Tjeneren dukkede dog op med vinen før Nicholas nåede at svar, og han lod manden skænke op og smutte, før han fortsatte. Hvorfor hun takkede tjeneren, forstod han ikke. Folk var underlige, hvorfor takke folk der bare gjorde deres arbejde og blev betalt for det? Havde det været frivilligt arbejde havde sagen måske været en anden. "Good, so.. why don't you open your own place?" spurgte han derpå ligeud. Hvis hun elskede stedet så meget som hun gav udtryk for, kunne Nicholas ikke se hvad problemet var.

Så endte hun selv med at stille et spørgsmål, og det var et direkte et af slagsen. Det gjorde ham intet, og end ikke hyllede ham ud af den. I stedet greb han sit vinglas, løftede det langsomt op til læben - uden at tage blikket fra hende - og tog en tår. Han nød den fyldig smag af vinen, inden han atter satte glasset fra sig. "Why are you afraid of me?" svarede han retur. "You know, a cross doesn't protect you, it is the silver that does.." måtte han snart tilføje og nikkede mod hendes halskæde. "And.. you will have to wear much more silver to protect yourself from me" jo, vampyrer kunne ikke tåle sølv, men ærlig talt, var det der jo knap sølv! Hvorfor han gav hende tips? Fordi han ærlig talt ikke regnede med at hun havde behov for dem. Han havde ikke tænkt sig at gøre hende noget. Selvom hun tydeligvis regnede med noget andet.

Hun havde løftet glasset, og idet læberne havde ramt kanten, havde hun hørt Nicholas' spørgsmål. ,,Wha?" Havde hun tænkt højt. Åbne hendes egne? Var han fuldstændig? ,,No…", svarede hun så bare pludselig og placerede så glasset på bordet igen, dog uden at nå at drikke noget som helst af vinen. ,,..No..That's not what i want. I wanna help people. Working there is just for pure pleasure." Fortalte hun, selvom hun næsten var sikker på at han ikke forstod. Hun arbejdede der jo ikke for pengenes skyld, og egentligt heller ikke for de ekstra goder som man fik, men for at hjælpe Fru Petit, ejeren til butikken. De havde mødtes helt tilfældigt, og da Ashley havde hørt om den ældre kvindens butik og hvordan hun ikke kunne arbejde mere på grund af alderdom, havde Ashley tilbudt sin hjælp.

Hvorfor skulle han besvare hendes spørgsmål med et spørgsmål? Og han besvarede jo egentligt ikke hendes spørgsmål, nej han gik pænt uden om. ,,I'm not afraid of you.." Løj hun lidt, men det lød overbevisende, eller, det mente Ashley i hvert fald at det gjorde. ,, - But it's creepy," tilføjede hun så. Hun hævede derefter et bryn over ham, idet han valgte at kommentere hendes valg af smykke; at korset intet hjalp og at der på ingen måder var nok sølv til at hjælpe hende, hvis han nu skulle finde på noget. Hvad skulle hun gøre? ,,Were you afraid that you couldn't get what you wanted? Since you had to ask me out on my workplace, on the busiest day of them all." Hun fjernede ikke blikket fra ham. Inderst inde tænkte hun alt muligt om ham, grimt, nedværdigende, alt muligt som nok bare prallede af på ham, hvis hun sagde det højt - men hun havde behov for det, da hun på nuværende tidspunkt mærkede alt fra glæde til vrede til sorg, ja det var en sand rutsjebane. ,,What would the big wide world had said, if the handsome and popular Nicholas Tallon got rejected by a simple medical student, which work in a little chocolate store."

Hendes promte svar sagde vel det hele, det var ikke et af hendes planer. Men det burde heller ikke komme som et chok siden hun jo var studerende og havde healende evner, det måtte hun have siden hun valgte den vej, og med hendes race, var det nu ikke så usædvanlig en evne når det kom til stykket. "I see.." svarede han derpå roligt. Det havde jo kun været et spørgsmål, det var ikke fordi han var bekymret for at hun ville stå arbejdsløs eller at hun havde ambitioner hun ikke kunne føre ud i livet af økonomiske grunde.

Så gav hun sig ellers til at lyve, hvordan han vidste det? Hvorfor fanden skulle hun have et kors på, i sølv, og flashe det for ham, samt sidde der som på nåle, og sende bølger af blandede følelser hvis ikke hun var bange? Desuden, han havde sat tænderne i hende ved deres første møde, det var da ikke så underligt at hun var bange, det ville han i hvert fald ikke mene. "What is creepy? A man taking time to think about you as special? Doesn't your boyfriend do that?" måtte han svare med at hæve et bryn. Jo jo, hans metoder var måske ikke lige det hun var mest vant til, men ærlig talt. Sådan var han bare.
"Yes, that was my reason for asking you the way I did.." han skammede sig ikke over det, og selvom det ikke havde været frygt, men nærmere en ting der havde noget med hans stolthed at gøre. Kontrol, det var hvad det havde handlet om. Han vidste at han havde mere kontrol i den situation han havde valgt. "Nobody gets to know, because you didn't reject me" understregede han derpå ved hendes sidste bemærkning, inden han tog nok en tår af sit glas. "Decided what you want to eat?" endte han derpå med at spørge. Tjeneren ville være hos dem om lidt, så hun måtte hellere beslutte sig.

Han sagde det ene, men Ashley følte virkelig at han tænkte det andet. De mange brusende følelser gjorde vel, at hun på nuværende tidspunk bare så direkte rødt på ham. Hun vidste sjældent børster, men lige nu kunne hun ikke styre sig selv; han havde invaderet hendes privatliv på det groveste.

Han skulle ikke tale om Zachary, i hvert fald ikke foran hende. ,,Taking time to think about me as special?" Citarede hun ham, og tydeligt i en skeptisk tone. ,,Don't give me that… If you were half the man you think you are Nicholas, you would have had the balls to ask me out, without audience, and learned to know me, by talking to me and not stalking me - like a creep." Det lettede, ak hvor det lettede! Men der var meget mere hvor det kom fra, og selvom hun havde lyst, og egentligt hele tiden var ved at springe, så stoppede hun sig selv. Hun var trods alt en opdraget ung dame, og Nicholas var trods alt et mørkt væsen med både en umenneskelig fart og styrke. ,,Well, I could just get up and walk out? I'm pretty sure the few people which is here know who you are. Make a scene…" Hun vidste ikke hvilken slags scene, men hun kunne vel altid finde på noget - også selvom det ville bryde alle former for grænser som hun havde. ,,…Do I get to decide myself?" Spurgte hun lidt flabet, og egentligt retorisk. Hun endte med at rulle med øjnene over ham og endte derefter med at skæveover på et andet par, et par som så virkelig nyforelsket ud.

Og så fik han ellers en svada. Auch, hvorfor var det lige igen han gav hende plads til at sige den slags til hende? Han anede det ikke engang selv, de fleste kvinder ville være endt over hans knæ på nuværende tidspunkt, og ville have fået så meget smæk, at de ikke kunne sidde på deres røv i mindst en uge! Her sad han så, og blev skældt ud af .. ja han anede jo i princippet ikke hendes rigtige alder, men hun var yngre end ham, så meget var sikkert.
Han lod sig dog ikke ryste af hendes svar, og hævede blot det ene bryn. "Done?" spurgte han bare da hun holdt en pause. Han gad ærlig talt ikke det der barnlige råben, så hvis hun var færdig, kunne de komme videre.
Men nej, hun var tydeligvis ikke færdig, og mens hun gjorde et nummer ud af at spille kostbar og vred, løftede han på ny sit glas, og tog en langsom tår. "I am not forcing you to stay, Ashley. You said yes to come yourself, and here we are.." han havde ikke engang brugt sin manipulationsevne på hende! Hun havde selv valgt at komme, ja, han havde presset hende med omgivelserne, men hun havde hele tiden haft valget! "You say I am a creep, because I chose another way to get some information about you. Then let me make it up, let me get to know you now. Walking out from here now wouldn't keep me away Ashley. I wan't to, but I can't.." så, der fik hun det hele. Han ville gerne holde sig væk, men han kunne ikke. Hvis hun spurgte hvorfor, ville hans svar være ærligt, fordi hendes lod tiltrak ham. Hvad ellers skulle det være?! Hun var skam smuk, ung, og urørt.. men ærlig talt, var det ikke det, så det måtte være hendes blod. Ikke?
"All by yourself" svarede han som hun valgte at være flabet. Tjeneren dukkede da også op og spurgte hvad de ville have. Han to en steak, medium stegt. Dyrblod var bare ulækkert.

Ashley var egentligt temmelig overrasket over at hun fik lov til at sige alt det her. Hun havde ikke forsøgt at gå personligt til angreb, derimod havde hun haft et behov for at få nogle ting ud af systemet, og det havde hun fået nu, uforstyrret og... og uden en egentlig reaktion fra Nicholas. Men det havde det så heldigvis ikke handlet om, at gøre ham vred, ked eller direkte underholdt.
Det var rigtigt, han tvang hende ikke, men da han havde spurgt hende havde i Socolate, med publikum på, var hun blevet nervøs. Hun ønskede ikke at være den slemme, den slemme ved at afvise ham foran alle de mennesker. Og sådan ønskede hun egentligt heller ikke at være nu, så måske var det også derfor hun forsøgte at få ham til at være værre end hvad han var. Hun sukkede, både over ham, men også hende selv. Halsen var blevet helt tør efter al den snakkeri, så hun tillod sig også endelig at tage en tår af vinen.

Som vinglasset blev placeret på bordet, åbnede Nicholas atter munden og det han sagde, overraskede hende og fik samtidigt også lukket munden på hende. Sekunder efter kom tjeneren og brød heldigvis også den stilhed der kunne havde ramt dem. Nicholas bestilte og da fokusset røg over på Ashley, måtte hun reagerer hurtigt. Skulle hun gå eller blive? ,,I'll... " hun tænkte. ,,... The same as him", svarede hun så og sende tjeneren et lille høfligt smil. Derefter forlod han dem og atter igen, var Ashley og Nicholas alene. Hun havde truffet hendes valg, men med den tanke om at hun kunne rejse sig op når som helst og gå. ,,Tell me something about you.." Hun lod de grønne øjne hvile i hans som hun sagde dette.

Hans ord kom tydeligvis bag på hende, men han lod det ikke røre sig. Ja ja, et øjebliks svaghed af en årsag han ikke selv fattede. Nu skulle hun ikke køre for meget rundt i det. Han bildte sig ind det var normalt når man havde fået en stor tår af lækkert blod, men ærlig talt, havde han smagt Aspara blod før, og det var ikke sådan her han havde reagerede sidst. Så han anede simpelthen ikke hvad det der lige gik ud på.

Hun valgte at blive, godt, for det andet ville bare have været pinligt. I stedet dukkede tjeneren op, tog imod deres bestillinger, og så overraskede hun ham ved rent faktisk at bede om det samme. Nåh nåh, var Aspara ikke for det meste veganer eller vegetarer? Han var sgu skide ligeglad, hun måtte æde hvad hun ville! Det var langt mere normalt end deres pjat. Så smuttede tjeneren igen, og de var overladt til hinanden. Et spørgsmål faldt, og deres blikke endte i hinandens, hans gyldne øjne i hendes smukke grønne. Det blik trickede noget i ham, og han fik lyst til at sætte tænderne i hende. Hurtigt skød han det dog væk. ”What do you want to know? I am a vampire, workaholic and love to have control with everything around me..” svarede han med et træk på skuldrene og ret kortfattet.

Ashley havde hverken vidst hvad hun skulle tænke eller sige, og det havde været tydeligt at se på hende. Betød det noget? Ikke at hun gik op i det, men selvfølgelig strejfede tankerne hende, om det betød noget.

Ikke at han havde virket som en der var bange for at gå, men det føltes nu alligevel som om at han blev en smule lettet over at hun blev. Ashley lagde heller ikke mærke til hvordan han måske så lidt overrasket på hende, på grund af valget af mad. Jaja, hun spiste kød, også selvom hendes mor virkelig havde forsøgt at få bå hende og hendes søster til at leve af tofu. Hun trak en smule op i mundvigen ved hans ord. Really? ,,Nicholas.. I know all these things.." Sagde hun med det lille smil og lagde samtidigt hovedet en anelse på skrå og betragtede ham så lidt. ,,Things like… Who or what you were before you became a vampire.. I know you play the piano - is there a reason for it, or do you just like showing of?" Hun sendte ham et lille drillende blik. ,,..Or… do you like cheese, things like that", hun skar en lille fjollet grimasse over det sidste, så næsen rynkede lidt en smule og øjnene blev klemt sammen. Det var nok det dårligste eksempel, specielt når det var en vampyr der sad foran hende, men det handlede bare om at få ham til at forstå hvad hun mente, at det var ligemeget hvad han fortalte, bare han ville dele lidt med hende.

At han fortalte hende ting hun allerede vidste skyldtes at hun stillede så åben et spørgsmål. Var der noget specifikt hun ville vide, måtte hun spørge om det og ikke så bredt. Det endte hun så også med at gøre, og hun trak ham til en periode for mange, mange, og atter mange år siden! Han havde jo blot været et barn i forhold til den mand han var nu, dengang han blev bidt og forvandlet. "I was a human, lived with my wife and son. As for the piano, I took a liking for the instrument about hundred years ago, and I like the tones and the type of music. I normally don't play when others around.." svarede han, det sidste en indrømmelse han faktisk ikke kom med til alle og enhver, så hvorfor han gjorde det nu, var et vældig godt spørgsmål. Et han vidst ikke lige havde lyst til at svare på. "As for cheese.." tilføjede han med et skævt smil om læberne. "I love it, even though I am more a meat type of guy.." lod han hende vide.

Hun havde bidt sig selv i underlæben, som Nicholas besluttede og besvare de eksempler hun havde remset op. Der var ingen tvivl om, at hun elskede disse små sniksnakke, om alt og intet, om fortiden og fremtiden. De mindste detaljer kunne betyde meget, eller det var i hvert fald noget hun mente, og tit sagde. Han havde altså været et menneske - og været gift og været en far? Det virkede næsten helt umuligt at se for sig, eller… der gik faktisk ikke ret mange sekunder før hun kunne forestille sig Nicholas med en lille dreng siddende på skulderne. Det fik hende til at smile en smule.
At han normalt ikke spillede på klaveret når andre var omkring, var hende en gåde, for han spillede jo ufatteligt godt. Og så ville han uden tvivl kunne score nogle damer på det, for ja alle kvinder elskede når mænd kunne et eller andet med et instrument. Et lille grin spillede over hendes læber, da han svarede på osteeksemplet. ,,Well why aren't I surprised?" Havde hun spurgt lidt drillende.

,,What happened to your family?" Spurgte hun så. Samtidigt dukkede tjeneren op og placerede først tallerkenen med den lækre ret foran Ashley og dernæst Nicholas. Hun håbede at han ville svare på hendes spørgsmål, men forventede intet. Havde han gjort dem noget? Savnede han dem? Der var så mange spørgsmål..

Naturligvis elskede hun den slags snakke, det var naturligt for hende. Hun var trods alt en kvinde, og de snakkede mere end de handlede, det var trods alt almen viden. At hun så var ganske interesseret i hvad han fortalte og rent faktisk forestillede sig tingene, var heller ikke overraskende.
Det trak op i hans mundvig ved hendes svar, og hun slappede tydeligvis mere af. "Because you know me well enough to know that..?" svarede hun. Hans natur gjorde det trods alt til et let svar.

Så.. spurgte hun til hans familie, og han fik heldigvis mulighed for at få styre på det væld af følelser det spørgsmål vakte. Tjeneren dukkede nemlig op med deres mad, og fyldte deres vinglas igen, inden han smuttede på ny. "They died, I guess. I was taken away from them, and spent the first weeks away from them with my creator. I wanted to go home, she let me do so, and stopped me just before draining my wife. I couldn't control my hunger, I was still a newborn vampire. So, i left for good, for the safety of my family. I couldn't look myself in the eyes, neither look my wife in the eyes after leaving her. She was but a human, without a husband, no income, no protector, alone in the world.." han hadede virkelig den her samtale, hvorfor han også afbrød den nu. "But now.. you have to taste the steak!" udbrød han, en ikke så elegant måde at skifte emne på, men det var ikke desto mindre det han gjorde.

Spørgsmålet, om hvorfor det ikke overraskede hende, havde været retorisk, men det kunne Nicholas selvfølgelig ikke vide. Hun endte derfor ikke med at sige noget, men bare sende ham et lille smil i stedet for. Hvor var det mærkeligt at sidde og skulle til at spise middag med en vampyr..

Det var et trist emne, og selvom Nicholas ikke ligefrem lød specielt påvirket af det hele, så var Ashley sikker på at han dybt inderst inde ikke var så kold som han fremstod; det var trods alt hans fortid, han kone og søn de talte om. Han havde ikke slået dem ihjel, så man kunne vel håbe at konen havde fundet en anden og levet lykkeligt til sine dages ende og var død af en naturlig årsag, og det samme ved hans søn. Hun havde intet imod at de skiftede emne, og dømte heller ikke Nicholas på hvordan han gjorde det. ,,It look delicious", sagde hun med et lille smil og skævede ganske kort ned på den indbydende tallerken, og så hen på Nicholas. Der var ingen grund til at han spiste, eller drak vin, så selvfølgelig strejfede tanken hende, om han savnede den glæde et menneske kunne have for mad. ,,A toast?'' Spurgte hun så og lod samtidigt de grønne øjne hvile i hans. For hvad? Hun var ikke sikker, men måske kunne vampyren finde på noget.

Hun valgte ikke at kommenter på hans beretning om sin fortid, og det gjorde ham egentlig ikke noget. I stedet kommenteret hun på maden og spurgte snart om de skulle skåle. Intet problem. Han løftede derpå sit vinglas med et nik "For a good evening" det var trods alt den bedste skål de kunne have. Indtil for fem minutter siden havde hun været skide bange for ham, nu virkede den frygt knap så fremtræden. Hvorfor, var han ikke sikker på. Han klagede dog langt fra.
Han tog en tår fra glasset, inden han satte det ned og greb bestikket i stedet for. "The meat is very good here, they do something.. different to it. What, that I don't know." kommenteret han på maden og puttede en mundfuld i munden. Nok var han for længst død og ikke havde behov for mad som sådan, men han kunne stadig godt lide at spise. Ligesom han stadig trak vejret selvom det ikke var et fysisk behov. Desuden, det var alt sammen en del af skuespillet, og han skulle trods alt kunne falde i et med menneskene. Om han savnede sit tidligere liv. Ikke rigtigt. Han savnede ikke at være menneske, han savnede dog den familie han kunne have haft havde han fortsat sit liv som dengang.

Ashley smilede og gav et lille nik til hvad de skulle skåle for. Dernæst løftede hun glasset sammen med ham, de skålede og så tog de ellers begge en tår. Nicholas var hurtig til at gribe om bestikket, for derefter at skære i kødet. Hans kommentar om, at det var godt her og at de gjorde et eller andet anderledes, fik hende til at smile. Hvorfor det var så rart at se ham sådan her, vidste hun ikke, men måske havde det noget med at gøre at han virkede knap så kontrollerende?

,,Do you not miss being human?"Spurgte hun, efter den første bid blev tygget og slugt. Det smagte godt, det måtte hun give ham ret i, og det var rigtigt at der var et eller andet anderledes over det. Aspara'er var rigtigt nok oftest veganerer eller vegetarer, og selvom hendes familie egentligt gik helt efter hvordan aspara'erne blev beskrevet, så havde familien alligevel valgt at tage dette til sig, eller, noget af familien; hendes mor var vegetar, men faderen elskede kød og havde heller ikke noget imod at slå dyret ihjel selv - hvor den interesse var opstået anede ingen dog. Ashley kunne nok ikke leve uden kød, men der var også dage hvor hun var tæt på at brække sig bare ved tanken.

Hun smagte på maden, og at dømme efter udtrykket kunne hun vidst godt lide det. Et smil trak over hans læber, og han spiste selv videre og tog nu og da en tår af sin vin. Pludselig stillede hun endnu et spørgsmål, og han måtte tænke sig om. "Being human? No. My life then, I do.." svarede han ærligt. Han savnede trods alt ikke den svage krop han havde haft dengang. Jo, han havde været så veltrænede og stor som hun så ham nu, men han havde stadig været et svagt og dødeligt menneske. Nicholas kunne godt lide at være udødelig. Han savnede dog sin hustru og søn, om end han havde forliget sig med tanken om at de var døde og længe bort. Om han havde forsøgt at opsøge dem? Ja, dengang naturligvis. Han havde dog ikke fået særlig meget ud af det, og ikke henvendt sig til dem.

Hun trak en smule på smilebåndet, da han svarede nej. Mennesket var svagt og skrøbeligt, ikke at aspara'en var det stærkere, men vi havde vores magiske evner og kunne derfor alligevel kæmpe lidt mere imod end et sølle menneske kunne. Der var vel både og, et eller andet der gjorde at hun fascinerede mennesket; måden de tænkte og handlede på. ,,So you have no clue if you have some family out there?" Spurgte hun stille og roligt, som hun tog en pause fra spiseriet og så ellers tog en tår af vinen. Der skulle ikke meget til før hun var mæt, og ærligtalt så var hun ikke en gang halvejs igennem tallerkenen før den følelse af mæthed ramte hende. Havde hun travlt? Egentligt ikke, for hun regnede jo med at Zachary kom senere hjem end hende selv. Og som hun tænkte på Zachary, dukkede et andet spørgsmål op, men dette spørgsmål måtte hun nok hellere vente med til senere.

Han spiste selv ret godt, og eftersom han ikke havde sult eller tørstfølelse for almindelig føde, kunne han spise ret meget. Hun endte dog med at stille et spørgsmål. "I don't. Actually, I don't even know my father. He knocked my mother up and left her while pregnant, so.. I have never met him" svarede han med et træk på skuldrene. Det var egentlig ikke af særlig betydning, det var ikke noget der gjorde ham noget længere. I sit menneskelige liv havde det haft store betydning. Hans more var blevet stemplet som luder, han var blevet kaldt øgenavne såsom horeunge. Igen, det var mange år siden, og ikke længere af betydning. Han lænede sig tilbage, og løftede sit glas og drak videre af sin vin. Den var lækker, og ligesom han kunne lide den.

En smule ubevidst stak Ashley til maden som hun lyttede til Nicholas fortælle. Hun kunne ikke selv forestille sig hvordan det ville være, at leve uden en far, eller mor for den sags skyld, så selvfølgelig blev hun en smule påvirket af set hele på hans vegne - også selvom han tydeligvis havde lagt den menneskeligfortid bag sig. Han havde været et menneske, så relationer som forældre, kone og barn levede ikke dagen idag, og det vidste hun jo, da han havde afsløret ved deres første møde hvor gammel han var. Og derfor var det var vel også umuligt at sige, om der var noget langt ude familie der stadigvæk levede ude i den store og farlige verden.

,,Nicholas...", sagde hun så dæmpet og skævede ganske kort ned på resterne på hendes tallerken. ,,..You're not going to hurt him, are you?" Det burde ikke være så svært at gætte hvem hun snakkede om. Ashley havde prøvet at finde et andet emne end familieemnet, da det hele ikke skulle være så trist, men lige siden hun havde tænkt på det spørgsmål, havde det virket umuligt at få ud af hovedet. Endnu en gang sad hun og kikkede ham ind i øjnene og prøvede allerede at tyde hans svar og reaktion.

At hans liv formentlig have været langt mere anderledes end hendes, var der vidst ingen tvivl om. Nicholas var ret sikker på at hun var vokset op i den ideelle familie hvor alt var perfekt, forældrene elskede hinanden, og mon ikke hun havde et væld af søskende der alle havde krammede hinanden hver morgen og aften inden de var gået i seng. At hans liv var langt anderledes, og hans barndom havde været præget af frygt, sult, kulde, sygdom og død. Det var bare noget han havde fortrængt, ingen grund til at tænke over noget så tragisk.

Han sad og betragtede hende mens hun tydeligvis var eftertænksom. De næste ord faldt pludselige, og han hævede det ene bryn. Naturligvis vidste han godt hvem hun snakkede om. "Your boyfriend? No. Despite what you think of me, I have no wish to see you cry. Actually, it doesn't surprise me you chose him, the safe choice.." hendes natur bød hende at vælge enten en af sin egen race, en engel eller en elver.. de gode gamle goodguys. Ganske kedeligt hvis man spurgte ham. Men igen, når man som ham havde en evighed at leve i, bandt man sig ikke til en partner.

En følelse af letteste ramte Ashley, da Nicholas afslørede at han ingen intentioner havde om at skade Zachary - han kunne snildt lyve, men hun troede på ham, ufatteligt nok. Og hvad mente han med, at han ikke ønskede at se hende græde? Havde Nicholas Tallon faktisk et hjerte? Selvom der manglede en masse brikker til puslespillet, så blev hun dog alligevel også ramt af en følelse af varme og inderst inde takkede hun ham utallige gange. Og et lille smil spillede over hendes læber, som hun overvejede sit næste spørgsmål - skulle hun? ,,What do you think that I think of you?" Spurgte hun og lænede sig derefter tilbage i stolen og så lettere nysgerrigt på ham. Hans svar var ikke til at forudse, men det var nok også derfor hun sendte ham et både nysgerrigt og drillende smil. Troede han, at hun hadede ham? At hun frastødte ham og ønskede ham død? Han ville nok blive overrasket, hvis han rent faktisk spurgte hvad hun tænkte og følte omkring ham. Derudover, ignorerede hun hans lille kommentar om at han ikke var overrasket over hendes valg af kæreste - ikke alle aspara'er var så søde, naive og gik efter bogen som hun og det var hendes søster et glimrende eksempel på.

Hun var tydeligvis lettet over hans svar, og han kunne ikke andet end hæve brynet af hende. Hold da op, havde hun virkelig troede at han havde været så besat af hende at han ville gøre fjolset noget? Tilsyneladende. I stedet endte hun med at stille ham et andet spørgsmål, og han trak på skuldrene. "A monster of course, and I can be one.." svarede han bare. Primært fordi det var det lette svar af give, og det var sandheden. Hun kunne hurtigt ende bange igen, det krævede bare at han lænede sig frem, og skød hjørnetænderne frem. Om han kunne finde på at sætte tænderne i hende igen? Well, hun smagte vældig godt sidst, og selvom han ikke var vildt sulten, så kunne han da godt snuppe en slurk eller to.