Just breathe - Thomas Darwill

---

At Ashley havde siddet det samme sted stort set hele dagen var intet nyt; placeret på en stor sten som egentligt ikke havde set så komfortabel ud i starten, sad hun med blokken i den ene hånd og en tydeligvis noget så brugt blyant i den anden. Skitser fra alverdens sete dyr og planter fra dagen i dag, men også dagen før det og før den ville kunne skimtes på nært hold, men fra en lang nok afstand ville stregerne ikke være til at se, netop på grund af den bløde hånd hun brugte når hver enkelt streg blev sat. Hun var ingen stor kunster, men selv en idiot ville se hvad hun havde tegnet. Og hvad skulle det så bruges til? Intet specielt faktisk.

En ukendt lyd havde før fået hjorten ovre på den anden side af søen til at løfte blikket og kikke i en bestemt retning og dette havde fået Ashley til at gribe chancen og begynde at sætte de første streger; let, elegant og hurtigt havde hun ladet blyanten ramme papiret og det der startede med at være cirkler i forskellige størrelser formede sig hurtigt til en opmærksom hjort der på et eller andet. ,,Ugh.." , blev der sukket noget lavmælt efter hun efter nogle streger besluttede sig for at tage et kik hen på sin model; pist borte. Det skete af og til, og selvom hun næsten var færdig med den ikke vildt så detaljerede skitse, så manglede hun alligevel en del, eller det følte hun i hvert. I en tavs bevægelse lagde hun både blok og blyant fra sig, flyttede på sig og til sidst kunne hun sidde og kikke ned på sit eget spejlbillede i det klare vand. Et smil på hendes læber blev så småt mere og mere tydeligt. Fuglesangen omkring hende var beroligende og med ingen vind så stod selv vandet helt stille. Og på trods af at solen så småt begyndte at bevæge sig ned af og det ikke var helt så varmt som det havde været tidligere på dagen, så var det stadigvæk ganske behageligt at sidde i det der nok ville være beskrevet som en pæn hvid sommerkjole.

Fuglene kvidrede frem og tilbage imellem hinanden på kryds og tværs. Det lignede rent faktisk en slagmark imellem de forskellige fjerkræ. Solen skinnede ned over træerne, og fremviste deres endnu grønne farve som ikke var falmet endnu, trods efterårets listige skridt ind i livet i Di Morga. Himlen endnu blå, fyldt med CO2 og andre giftstoffer grundet forurening fra diverse transportmuligheder, toge, biler, knallerter, men også andre ting. De forskellige fabrikker der befandt sig hist og her over hele kloden, gjorde tingene værre for hver dag der gik. Men lige ledes kunne man også sige at mennesket i sin natur, sammen med de andre levende dyr på kloden var med til at forværre omstændighederne, hvis man tænkte på, hvordan CO2 der kom ud fra deres lunger var med til at gøre ozonlaget større.

Alle disse tanker gled igennem den unge mands hoved, imens han betragtede sine omgivelser, sådan som han traskede igennem Forêt skoven, for at kunne komme frem til den velkendte sø, La Marécage. Himlen gengav dets klare flotte blå himmel, ned på dets overflade, som fik det til at ligne en blå mark, du fint og nemt kunne spadsere hen over uden de store problemer. Men denne tankegang ville kunne blive en realitet hvis det ikke havde været for de mange beboer omkring søen. Guldsmedene summede frem og tilbage imellem hinanden imens de ledte efter mindre insekter de kunne spise. Nogle frøer sprang i vandet, efter at have ligget i en solplet i nogle minutter for ikke at ende med at udtørres. Thomas lod en hånd glide igennem sit tykke hår med de krøllede lokker, som udgjorde hans hårpragt. Overkroppen var beklædt med en ternet blå og hvid skjorte med nogle sorte streger. Skjorten var åben og afslørede en hvid t-shirt inden under som sad en smule løst, men man kunne stadig ane den muskuløse krop indenunder. Benene var besat af nogle nedslidte cowboybukser som lignede noget fra 90’erne. De sad en smule løst, men dannede alligevel et omrids omkring benene. Fødderne var beklædt med nogle lædersko i lysebrun farve, siderne var en smule nedslidte, så man kunne se skindets grundfarve.

De blå øjne vandrede hen over landskabet, for så at stoppe ved noget der faldt ham usædvanligt. En kvinde sad og tegnede længere fremme foran ham, tæt ved søen. Med et hævet øjenbryn, for så at tage et nærmere kig på hvad kvinden nu havde lavet. Ikke fordi Thomas ville snage. Men nysgerrigheden for at vide mere omkring mennesker der havde kundskab i hænderne var altid stærk.

Måske hun snart skulle videre? Som disse tanker begyndte at overtage den lille aspara, som sad og var ganske betaget af naturens skønhed, lagde hun slet ikke mærke til hvordan blyanten som hun havde lagt fra, så småt begyndte at bevæge sig; i det man ville beskrive som sneglefart, rullede den millimeter for millimeter hen imod dens undergang. Og først da det var for sent, da den ramte det man nok ville beskrive som enden på stenen, gik det op for Ashley, at hendes elskede blyant havde besluttet sig for at tage på eventyr uden hende. ,,..No!" Råbte hun panisk og i en hurtig bevægelse, men ikke hurtig nok, forsøgte hun at gribe ud efter blyanten.

~Blup~

Det hele gik ufatteligt hurtigt og det der med at tænke over hvad der kunne ske, ved at sidde på en stor, ukomfortabel og rund sten ved en sø, hvis det ene eller andet nu skete, havde hun aldrig skænket en tanke, for hvorfor skulle der ske noget i dag, når der intet var sket før? I sit ivrige forsøg på at fange blyanten, mistede Ashley balancen og faldt på hovedet ned i vandet. Søen var heldigvis dyb nok til, at hun ikke ville falde og slå sig, men havde hun fået spørgsmålet, om hun ville en tur i søen, så havde hun takket pænt nej. Helt automatisk røg hovedet op af vandet som det første, og en lille del af hendes overkrop gjorde også, da hun trods alt var høj nok til at bunde. En smule forvirret lod hun blikket strejfe rundt i nærheden af hende og til sidst endte det på en bestemt lille ting; blyanten. Hun skurede på den og bandede den langt væk, og tanken om at efterlade den strejfede hende da også. Dog blot to sekunder efter, greb hun ud efter den.

Turen over til bredden foregik i ingen stress, for selvom Ashley ikke havde ønsket at dette skulle ske, så måtte hun indrømme, at vandet faktisk var ganske behageligt at befinde sig i på nuværende tidspunkt; det var dejlig varmt og ikke mindst forfriskende. Skridt efter skridt kom hun længere op og til sidst stod hun på landjorden igen. Den pæne hvide kjole sad tæt ind til hendes krop og selvom kjolen var hvid, så var den heldigvis ikke helt så gennemsigtig igen. Hun sukkede for sig selv og med to hænder greb hun om det lange våde hår og vred det. Derefter forsøgte hun sig med kjolen, men det hjalp ikke vitterligt meget. Samtidigt lod hun blikket glide udover området og til hendes overraskelse, hvilket også fik hende til at stoppe med at vride den våde kjole, stod en mand ikke så langt fra. Hvor længe havde han stået der? Og hvorfor stirrede han på hende? To sekunder efter den tanke, mærkede hun dog hurtigt hvordan varmen begyndte at indtage hendes kinder og tankerne om hvor meget mon han havde set og hvad han nu tænkte om hende, overtog hendes sind. Tydeligvis flovt, vendte hun sig om og stod så med ryggen til. Hvis hun nu ikke så ham, så så han måske ikke hende?

Det ene øjenbryn hævede sig en anelse over hele det scenarie der udspillede sig foran ham. En blyant faldt, en råb kom ud fra kvindens mund i stor forargelse over hvad der var hændt hende. Og med et plask mere faldt kvinden i vandet. Lettere forbavset skyndte han sig hen til vandkanten for at ville hjælpe hende. Men det så tydeligvis ikke ud til at hun havde brug for hjælp, så vidt Thomas kunne se, og her var han ellers fast besluttet på at skulle hjælpe hende, i tilfælde af at det værste skulle ske. Med en hånd om til baghovedet kløede han let de små lokker i nakken, så hans biceps blev lettere markeret. Kvinden kom til syne igen imens hun svømmede vidt omkring i søen, indtil hun altså opdagede ham.

”Do you need help?” Spurgte den unge varulv, med et undrende blik i tvivl om han skulle gribe ind eller ej. Øjnene søgte let tilbage imod den vej han var kommet fra, i tvivl om han skulle tilbyde hende en pejs at kunne tørre sig ved. En hånd søgte op imod skægget for at kradse det lidt inden han vendte eftertænksomt tilbage til kvinden og hvad hun foretog sig. ”If you’d like, you can get the warmth at my place?” udtrykte manden med sin tykke britiske accent, der tilkendegav at han ikke kom fra landet. Men var født andetsteds.

Han var ikke helt sikker på, hvordan han skulle bære sig ad med denne hændelse. Efter alle sine år med at hjælpe en tilfældig dame i mulig nød havde han fået en god del lussinger fordi de mente at han så ned på deres evne til at hjælpe dem selv. Det havde efterhånden lært den gamle hund, ikke at skulle drage forhastede beslutninger, omkring hvorvidt folk rent faktisk ønskede hans hjælp. Afventende betragtede han kvinden der virkede til at undgå ham, i et mærkeligt forsøg på at forblive skjult i hendes egen lille verden. Dette var dog ikke noget Thomas kunne vide med sikkerhed, hvis han selv skulle sige det så det hele lidt mærkeligt ud. Hvilket også fik tanken omkring at han sikkert lignede en undrende hund med hovedet på skrå. Selvom han var ret så sikker på at dette ikke var tilfældet for ham.

Ashley beroligede sig selv, eller forsøgte i hvert fald med alverdens tanker om at manden muligvis slet ikke havde st hende; relax, maybe he didn't even see you. Perhaps he's already gone? Endnu en gang lod hun hænderne glide ned af sig selv, ned til bunden af kjolen og så begyndte hun ellers at vride. I starten formåede hun at få en del vand presset ud af stoffet, men til sidst var det blot nogle sølle dråber som forlod stoffet - hun var ikke pokkers stærk, men det var vel bedre at gå rundt i en fugtig kjole end en som var driv hamrende våd. Som hun ihærdigt forsatte, hørte hun ikke hvordan græsset ellers afslørede at manden nærmede sig og først da han stod bag hende og spurgte om hun havde brug for hjælp, gik det op for hende at han havde set hende, og at han ikke bare var smuttet forbi.

Hendes hjerte hoppede et slag over da den tydeligt britiske accent afslørede at han stod bag hende. Stemmen var hæs, men behagelig - kunne det blive værre? Hun sank en lydløs klump og efter nogle sekunder fik hun samlet mod til at vende sig om og se på ham. Hun tog et enkelt skridt tilbage og de grønne øjne endte med at flakke op og ned af ham, ligesom for hurtigt at vurdere om han var ven eller fjende. Han var egentligt ikke meget højere end hende selv, men så var han derimod langt mere muskuløs bygget, og behåret. ,,Help..?" Havde hun gentaget, måske en smule uforstående fordi hun ikke selv lige fattede hvad der skete, efter at have stået tavs og tydeligt overbegloet ham.

Manden tilbød hende et sted at få varmen, og en anelse overrasket havde Ashley tænkt hvor han mon boede, for ærligtalt, så lignede han lidt en hjemløs - ikke at det generede hende hvis han var. ,,Where do you live..?" Havde hun spurgt dæmpet og samtidigt havde en hånd fjernet en våd tot fra hendes ansigt og om bag øret. Selv boede hun jo ikke ufatteligt langt væk, men hun havde altid fået at vide at hun aldrig skulle tage fremmede med hjem, da man ikke vidste hvilken fare de kunne gøre så snart de fandt ud af at hun var en aspara.