Aira ~ Allo Me dear stranger

S: Skoven
T: Aften
V: køligt, og skyfrit
O: træer

Det var en kølig aften. Der var ikke en sky på himlen, så man kunne let kigge på stjerner hvis det var det som man ville. Vinden var ganske let. Kyla, en ung varulv på omkring de 17, var taget ud i skoven aftenen før, fordi det havde været fuldmåne den nat. Kyla var ikke taget hjem endnu, men vandrede stadig rundt i skoven som var en smule beroligende lige nu. hun havde ikke så mange kræfter, men det havde jo også lige været fuldmåne, og så blev de fleste varulve afkræftede efter at ha forvandlet sig. Hun ville ikke kunne forsvare sig så godt lige nu, men hun var ikke bage for at nogle angreb hende, da hun aldrig havde oplevet det, så hvorfor skulle hun være bange for det? Det ville ikke give nogle mening, i hvert fald ikke lige for hende. måske ville det, hvis hun havde prøvet det, men det var der jo ingen som lige vidste, vel.

Kyla gik stille gennem skoven. Hun havde ikke så meget tøj på lige nu, fordi hun ikke havde noget at komme tilbage til det sted hvor hun havde gemt sit tøj. Hun havde været en smule forberedt på forvandlingen denne gang, eller i hvert fald hvad tøjet angik. Hun var desværre bare randt et pænt stykke væk fra det sted hun havde gemt det, og havde så været nødt til at gå pænt langt for at få fat på det. Hun havde gået det meste af dagen, men var ikke nået der over før nu. hvis det ikke havde været dagen efter fuldmånen, havde hun nok klaret turen på den halve tid, med alle de pauser hun havde holdt på vejen, men hun havde ikke lige som sådan haft travlt med at komme der hen, så hun kunne jo sagtens tillade sig at tage det så langsomt. Hun var nu nået helt hen til det sted hun havde gemt sit tøj. Hun havde gravet det ned så det ikke ville blive væk, og Kyla havde den bedste stedsans man kunne havde. Hun farede aldrig vild, medmindre hun bare vågnede op et sted som hun ikke vidste hvordan hun var kommet over til. Hun havde en tendens til at kortlægge alle steder i sin hjerne, så hun havde et kæmpe kort i sit hoved. Hun skulle blot gå et sted en gang, så kunne hun se et kort over de steder hun havde gået henne af, i sit hoved.

Hun satte sig ned ved siden af det sted hun havde gemt sit tøj ved, og begyndte at grave. Hun skulle ikke grave særlig langt ned, før hun var kommet ned til sit tøj. Hun tog det op af hullet, og rystede det så godt hun kunne fri fra jord, og tog det så bare på. Hun havde et par sorte bukser, og en sort T-shirt, og så en sort langærmet trøje udover. Det var helt perfekt hvis hun skulle gemme sig i mørket, hvilket hun nok ikke skulle, men alligevel. Hun rejste sig op, og begyndte stille at gå gennem skoven, og nød stilheden.

Aira havde holdt meget øje med varulvene aftenen før, de kom altid der ud hver fuldmåne og hun kunne ikke lide det på nogen måde, så derfor gemte hun sig i sin hule hele den nat hvor fuldmånen stod på. Nu kunne hun heldigvis slappe lidt mere af og faktisk nyde den fredfyldte stemning i skoven igen, og det tog hun stor brug af. Hun gik igennem skoven og nynnede svagt imens hendes halefjer vippede i takt med den tone hun nynnede. Hun foldede hendes hvide vinger ud og hoppede op i luften, hvorefter hun landede let og elegant på en gren. Aira elskede at sidde og kigge på himlen, hver aften, specielt når hun kunne se stjernerne. Hun smilede svagt og sukkede imens hun lænede sig op imod stammen.

Hun hørte hun gå et stykke væk og hun camouflerede sig hurtigt i træet. Aira var en Alba, og hun var en af dem som kunne næsten blive usynlig, når hun camouflerede sig i f.eks. træer osv. Men hvem var det som gik under hende? Hun kiggede ned på jorden og så en pige gå under hende. Aira blev utrolig nysgerrig, men hun måtte helst ikke blive set, for hvis nu det var et menneske? Det ville ikke være kønt.. Aira gik stille ud fra hendes camouflage og kiggede ned imens hun stille satte sig på huk. Hun smilte lidt. Nøj, hun var faktisk pæn. Aira fniste stille, rejste sig og fløj stille igennem vinden og over i et andet træ. Hendes hvide sommerkjole blafrede svagt i vinden og hun landede i skyggen af et træ igen og nærstudere pigen.

Kyla gik stille gennem skoven. Hun var ikke som sådan på vagt over for noget, men igen, hun havde jo aldrig oplevet at der var sket hende noget, så hun ville ikke bruge kræfter på noget som var overflødigt lige nu. hun havde gået lidt, og syntes så at hun fik færten af noget, men hvad det var, vidste hun ikke. Hun snusede i luften, men ikke på den mest opsynsvækkende måde. Hun lagde ikke hovedet bagover, selvom det ville havde været lettere at fange færten på den måde, men snusede bare ligeud i luften. Hun havde ingen ide om hvad det var hun havde opfanget af duft, men vidste at det ikke var en varulv, vampyr eller et menneske, men hvad var det så? skulle hun standse op og finde ud af det, eller skulle hun bare ignorere det? Hun lod hurtigt en hånd glide gennem sit hår, og begyndte at gå langsommere og langsommer, og standsede så helt op, og så sig rundt. Hun var alligevel blevet nysgerrig for hvem eller hvad det kunne være, og hun havde tænk sig at finde ud af det, på en eller anden måde, men hvor kom færten helt nøjagtigt fra? Hun lugtede igen ud i luften, men denne gang lagde hun hovedet en smule bagover for at kunne fange den bedre. Hun så sig rundt imens, men var alligevel ikke helt sikker på hvor den kom fra. Hun lagde hovedet bagover og så op. måske var ejeren til lugten et sted der oppe? ”Er der nogle?” spurgte hun, med en høj stemme. Hvis der var, håbede hun på at den person, eller hvad det nu var, ville give sig til kende. Hun havde ingen tanke om at gøre denne noget ondt.

Aira sad og kiggede, kvinde havde ikke helt opdaget hende endnu, men Aira var jo Alba, og et af hendes super gode talenter var jo at gemme sig. Hun lagde begge håndflader på træets stamme og kiggede ned på kvinde. Begyndte hun ikke at gå langsommere? Jo, det gjorde hun. Aira så mere nysgerrigt på kvinden da hun stoppede helt op og nu snuste til luften som nogen anden hund. Aira lagde hovedet på skrå og foldede hendes vinger på ryggen. Hendes halefjer vippede svagt og hun kørte en hånd igennem hendes lange platin blonde hår. Burde hun visse sig, eller skulle hun blive heroppe?
Hun vidste ikke om kvinden var farlig, men hun virkede meget sød, og hvordan kunne så pæn en person være ond? Hun smilte svagt, da kvinden kaldte ud. Aira, foldede hendes vinger ud og svævede ned på jorden, hun blev ved stammen og gemte sig halvt i skyggerne.
”Ja.. Mig..” Aira var virkelig genert, det var yderst sjældent at hun snakkede med andre, og virkelig sjældent at hun overhovedet vidste sig. Hun tog den her chance, og håbede virkeligt at personen her ikke var farlig.

Kyla syntes hun så en bevægelse et sted oppe i træet, eller var det bare hendes fantasi? Hun prøvede at få øje på det som havde fanget hendes opmærksomhed for to sekunder siden, men kunne ikke lig finde det igen. Hun sukkede stille. Det havde nok bare været noget hun forestillede sig? Hun kiggede ned af igen, og skulle til at kigge væk, da hun hørte en stemme, og så straks over mod stedet lyden var kommet fra. Hun fik øje på en ung pige som stod halvt gemt bag et træ. Kyla kunne lugte at hun var en smule usikker på situationen, en følelse som Kyla ikke erindrede at havde haft før. Kyla lagde stille hovedet på skrå, og betragtede hende stå der. Hun så cute ud, og virkede til at være sød, men hvilken race hun var, havde Kyla ingen ide om. Hun havde aldrig nogle sinde stødt ind i denne her race før, ikke hvad hun lige kunne huske af. ”Hej”sagde hun stille, og smilede venligt til pigen, for at prøve at gøre hende en smule mere tryg ved situationen. Hun ville ikke gøre hende bange, og håbede ikke at hun kom til det. Kyla tog et lille skridt over mod hende, men standsede så op igen. Måske var det bedre hvis Kyla lod hende om at komme hen til hende, og det vil måske også gøre hende mere tryg hvis hun selv bestemte hvor hurtigt hun ville komme tættere på. Kyla satte sig på hug, og så på hende. Hun havde ingen ide om hvorfor hun lige satte sig på hug, men havde bare gjort det uden nogle støre grund.

Aira gik lidt mere ud så kvinden kunne se hende helt. Hun var utrolig slank og omkring 155 cm høj. Hende lange hår hang ned over hendes skuldre og ryg og hendes hvide vinger var foldet bag hende. Hun stod i den hvide sommer kjole og de lange halefjer stak ud under kjolen. Hun smilte lidt. ”Hvem er du?” Hun lagde hovedet på skrå og havde dog stadig en hånd på træet.

Hun virkede virkelig sky på et punkt, men også nysgerrig, som om de to følelser kæmpede inde i hendes hoved. Aira kiggede rundt kort, tjekkede at ingen så hende andre end den her kvinde. Aira kiggede derefter tilbage på hende og to endnu et lille skridt frem. Hun mærkede blæsten og smilte lidt mere tryk. I det mindste var hendes element ved hendes siden lige nu og hun kunne næsten mærke vinden kærtegne hendes krop.

Kyla smilede stadig venligt, og viste ingen form for fjendelighed, da hun ikke havde noget fjendelighed overhoved. Hun havde aldrig nogle sinde været fjendtlig over for nogle, ikke mens hun var i sin menneskeskikkelse. Hun vidste dog heller ikke hvordan man var fjendtlig over for nogle. ”Jeg er Kyla, og hvem er du?” spurgte hun roligt, men en meget venlig og varm klang i stemmen. Kyla kunne se at pigen her var pænere, ja nærmest smukkere, end hun lige havde set før, men der havde hun jo også stået gemt bag et træ. Kyla kunne godt lide den hvide sommer kjole som pigen havde på, den klædte hende meget godt. Hun tog sig ikke rigtig af at hun havde en hale, men blev selvfølelig nysgerrig over hvad hun mon var for en race, men hun ville ikke lige spørge hende lige nu, for måske var det noget som ville gøre hende sur eller noget? Kyla vidste det ikke, og var langt fra sikke, med så forsigtig som denne pige her var. Kyla smilede opfordrende til pigen da hun kom endnu tættere på, og blev afventende siddende på hug, hvor hun nu en gang var.

Det gjorde det på en måde lettere for Aira at stole på kvinden, når hun sad på huk, som hun gjorde. Hun tog et skridt mere og var nu 3 meter væk fra kvinden og der stoppede hun. Hun bevæge let vingerne og kiggede på kvinden for at se hendes reaktion. Aira troede at hun var menneske, men hun var ikke helt sikker, fordi hun reagerede ikke rigtigt på hvordan hun så ud. ”Jeg hedder Aira..” Hun hviskede svagt, med en lille fin stemme. Hun kiggede kort rundt igen, men blev overbevist om at Kyla sikkert var alene, ellers ville der havde været tegn på det nu.

Aira holdte hendes hænder foran sig og vrikkede lidt med hendes bare tær, det var lidt køligt, men hun overlevede. Hun lagde nysgerrigt hovedet på skrå og kiggede på kvinden. ”Hvad laver du endelig herude?” Hendes øjne afslørede hende rimelig meget, Aira var utrolig nysgerrig, det var næsten for nemt at se på hende.

Hun betragtede Aira, som hun kom endnu tættere på. Kyla fik en underlig trang til at beskytte Aira, fordi hun virkede så lille og skrøbelig, men om hun i virkeligheden var det, vidste Kyla jo ikke lige. Hun nikkede stille da hun sagde hvad hun hed. "Det er et pænt navn, og det passer godt til dig" sagde hun, og hun mente det skam. Hun kiggede på Aira's vinger, men sagde ikke noget til dem som sådan. "Må man spørge hvilken race du egentlig er, for har ikke stødt på nogle som dig før." sagde hun stille, og så på Aira.

Kyla smilede til hende, og svarede hende så på hendes spørgsmål. "Jeg er her bare fordi jeg ikke er nået tilbage til byen endnu, og jeg kom her ud, fordi jeg ikke ville skade nogle, men bare rolig, jeg er ikke den voldelige type, men en nat hver måned kan jeg ikke styre mig" hun sukkede. Hun havde ikke direkte sagt at hun var en varulv, men hvis man tolkede det rigtigt det hun havde sagt, kunne man nemt finde ud af det. Kyla håbede ikke at Aira havde noget imod at Kyla var varulv. Hun betragtede hende nøje, for at se hendes reaktion.

”Neej, du har nok ikke set så mange som mig før..” Hun kiggede ned lidt og overvejede situation, men før hun fik set sig om, væltede det ud af hende. ”Jeg er en Alba.. Der er ikke så mange af os, men vi er nogle få, til gengæld er der mange former for alba, hvor jeg er det som man ville kalde en Luft Alba.” Hun smilte lidt stolt hvorefter hun pludselig opdagede hvor meget hun havde sagt.

En svag rød rødmen spredte sig over hendes kinder og hun kiggede ned.
Aira lyttede og kiggede derefter hurtigt op. ”Så du er en af de uhyggelige væsner, som larmer og er utrolig skræmmende, hver fuldmåne? Jeg har set nogle stykker herude..” Hun hviskede lidt og virkede lidt bange. Hun kunne ikke helt forstå, hvor sådan en pæn kvinde kunne blive så stor, behåret og uhyggelig. Men sådan var det vel?

Kyla lyttede til det Aira fortalte. "ja du har ret i at jeg aldrig har set så mange som dig før, jeg aner ingengang hvad en Alba er." svarede hun stille. "kan du så styre luften eller hvad, når du er en luft Alba?" spurgte hun nysgerrigt. Kyla betragtede Aira, og så at hun blev flov? Eller var hun bare genert lige nu? Hun rødmede i hvert falde. Kyla sukkede, da Aira havde spurgt om hun var en varulv, og nikkede langsomt. Hun sukkede igen, dybt, og svarede så. "Ja, jeg er desværre en varulv, men valgte det ikke selv. Jeg ønsker ikke at gøre folk fortræd, men nu valgte jeg jo ikke selv at blive til det jeg er. Du behøver ikke at være bange for mig, jeg vil ikke gøre dig noget, det lover jeg." Hun kunne mærke at Aira var bange, men det behøvede hun jo ikke at være. Kyla ville ikke skade nogle, og da slet ikke Aira her, selvom hun ikke lige kendte hende, men hun vækkede et beskyttende instinkt i Kyla, og hvis nogle ville true Aira her, ville Kyla nok ikke tøve med at forsvare hende.

”Ja, det kan man godt sige.. Det at jeg er en Luft Alba, betyder bare at jeg har dem her.” Hun foldede hendes vinger helt ud og vippede med hendes fine halefjer. ”Jeg kan manipulere lidt med det.” Hun viftede med hendes højre hånd og svagt med hendes vinger og en stærk vind fløj rundt og lavede en mindre tornado omkring Kyla og løftede hende 10 cm op i luften på en utrolig blid måde. Aira sænkede derefter hendes hånd og vinger og satte Kyla blidt på jorden igen.

”Jeg har hørt om de varulve som ikke selv har valgt det.” Hun så trist på Kyla og holdte hendes små hænder foran sig igen. ”Men der er bare nogle varulve som ikke er blide mod skoven her og ødelægger den, når de er herude.. Det er ikke så rart at være i nærheden af..” Hun kiggede ned på hendes bare fødder og rystede svagt. "Det.. Er ret uhyggeligt..” Hun foldede hendes vinger på ryggen og krammede sig selv. Aira så virkelig ud til at være en person som ikke var van til andre omkring hende. Hun var ofte ensom herude. Hun kunne ikke komme ind til byen på grund af vingerne og halen, så derfor gemte hun sig herude.

Kyla nikkede stille da Aira sagde at det bare betød at hun havde vinger. Hun kunne dog også manipulere en smule med luften? Hvordan mon det? Kyla så sig lidt forvirret rundt da hun pludselig var fanget i en lille tornado, som løftede hende et stykke op over jorden. Kyla var glad for at den ikke havde løftet hende højere op. hun var ikke bange for det eller noget, men bare hvis den havde løftet hende mere op end 1 meter, ville hun måske komme til skade af det. Hun så overrasket på Aira, da hun igen havde fået begge ben på jorden. Hun nikkede stille til det som hun nu sagde. ”Altså de fleste vælger det ikke af egen fri vilje. Der er dem som bliver født som det, og så er der dem der bliver bidt, uden af de ville, og så bliver til en. Der er dog nok også få som selv vælger at blive en, og bevidst går udendørs under en fuldmåne.” sagde hun, og smilede et stille smil til Aira. ”Jeg ved ikke om jeg er en af dem som ødelægger skoven, men hvis jeg er, så er det ikke med vilje. Jeg kan ikke huske hvad der er sket som sådan, efter fuldmånen, men undskyld hvis jeg er en af dem. Ville ikke gøre det med vilje” sagde hun, og sukkede dybt. ”Jeg vil godt kunne forstille mig det, tror jeg nok, hvordan det ville være. Eller nej måske ikke, men jeg tror på at det er skræmmende.” Da Aira krammede sig selv, fik Kyla næsten lyst til bare at gå over til hende, og ligge sine arme beskyttende om hende, men vidste jo ikke hvad Aira ville sige til nærkontakt, for hun virkede meget tilbagetrukket. Kyla sukkede, og gik så hurtigt hen til hende, og prøvede på ikke at virke for skræmmende. Hun lagde sine arme rundt om Aira for at beskytte hende en smule mod omgivelserne, selvom der ikke var noget at beskytte hende fra.

Aira nikkede da hun hørte Kyla fortælle om hvordan er det med varulve og fuldmåne. Hun kunne nu bedre forstå, de underlige væsner og var faktisk lidt glad for at Kyla tog sig den frihed og fortalte hende om det. Aira vidste ikke meget om de forskellige racer, men hun var utrolig nysgerrig. Hun gispede i det hun mærkede nogle varme arme omkring hende og hun kiggede op, og havde ansigtet lige inde i Kyla brune hår. Aira smilte lidt og lagde hendes lidt kolde arme omkring kvinden. Hun var utrolig taknemlig for at blive krammet. Det var virkelig sjældent at det skete, og hun kunne slet ikke huske hvordan det sidst var sket inden for det sidste år. ”Tak..” Hviskede hun varmt og foldede hendes meget bløde vinger omkring dem begge. Aira vippede glad med hendes halefjer og begravede hendes ansigt i det velduftende hår.

Kyla så på hende, og smilede af hende, og aede forsigtigt Aira over håret. ”Det var da så lidt” sagde hun stille. Så det havde altså ikke været den forkerte beslutning at ligge armene rundt om hende. Kyla smilede bredere da Aira begravede sit ansigt ind i hendes hår. Kyla kunne allerede nu godt lide Aira, og den måde hvorpå hun var. Stille og forsigtig, og nærmest bad Kyla om at beskytte hende, dog uden at Aira sagde noget. Det var bare på den måde hvorpå hun var, der gav Kyla den trang til bare at beskytte Aira. Kyla vidste at hun ville beskytte hende, lige meget hvad, også selvom hun skulle give sit liv for det. Så længe Kyla var i nærheden af Aira, og så at hun havde brug for hjælp, ville hun hjælpe hende, det vidste hun allerede nu.

Aira smilte og duftede mere til hendes hår. ”Det dufter godt..” Hendes vinger og halefjer viberede helt da hun tog en dyb indånding. Hun fniste lidt og kiggede derefter op på Kyla. ”undskyld.. Jeg virker vist lidt underlig.” Du trak forlegen en løs tot af hendes hår væk fra hendes ansigt og bag om hendes højre øre. ”Jeg er ikke helt van til andre omkring mig.” Hun smilte svagt og kiggede op på Kyla med hendes utrolig mørke blå øjne. Det var virkelig sandt, Aira mødte eller snakkede virkelig sjældent med folk, hun studerede dem mere på afstand, specielt mennesker, de fascinerede hende virkelig meget. ”Hvor bor du henne? Har du sådan et arbejde? Hvor gammel er du? Har du en mage?” Aira fyrede spørgsmål af og virkede utrolig ivrig efter at lære den her kvinde at kende.

Kyla betragtede stille Aira, og kunne ikke lade være med at smile af hende. Hun var virkelig kær. Kyla rystede på hovedet af hende ”Det er du ikke. Jeg tror nok at der findes andre der ude, som er meget mere underlige” sagde hun. ”Og nogle vil nok også syntes at jeg er en smule underlig, da jeg har mistet det meste af min hukommelse.” hun smilede til Aira. ”Det kan du jo lære” sagde hun stille, og kiggede på Aira, og strøg en hånd gennem Aira’s smukke hår. Hun kunne bare ikke lade være. Kyla grinede lidt da Aira stillede hende en hel bunke spørgsmål. ”Jeg bor inde i byen, men har ikke lige mit eget sted der inde endnu, så jeg låner nogle gange et sted at sove, fx på en kro eller noget. Jeg har ikke noget arbejde da jeg ikke kan finde ud af noget, og så vil folk ikke ansætte mig, men det er fint nok, jeg kan klare mig uden. Jeg er 17 år, og nej jeg har ingen mage som du kalder det.” svarede hun, og smilede til Aira. ”Hvad med dig? Gætter på at du bor her ude i skoven ikke? Og hvor gammel er du egentlig selv, og har du en mage?” spurgte hun, og smilede til hende.

Aira smilte og nikkede da hun hørte på Kyla pæne stemme. Aira lagde hovedet kort på skrå og kiggede nysgerrigt på hende. Hun rødmede lidt da hun hørte spørgsmålene til hende selv. ”Jeg kan ikke rigtigt huske mere tilbage en et år.. Jeg ved ikke helt hvorfor.” Hun trak bare på skuldrene og kiggede lidt væk med en rødmen. ”Jeg er 18 og har ingen mage..” Hun gemte hendes ansigt i hendes hænder og rødmen utrolig meget ved tanken om at have en mage. Hun lavede små lyde og vred sig helt forlegen. Aira havde aldrig rigtigt tænkt over det at have en mage, det havde aldrig været noget hun havde tænkt over. Hun kiggede dog op på Kyla med lyserøde kinder. ”Jeg.. Snakker som sagt sjældent med folk, men ud fra hvad jeg kan huske, har der aldrig været noget som har udvist interesse for mig..” Hun kiggede ned lidt trist.

Kyla nikkede da Aira sagde at hun ikke kunne huske mere end et år tilbage. Det var jo faktisk helt ligesom Kyla selv, hun kunne heller ikke huske så meget fra hvad der var sket for mere end et år siden. Hun fik Kyla til at smile en smule da hun rødmede. Det havde ikke lige været hendes mening at få hende til at rødme på den måde. Hun betragtede bare Aira, uden helt at vide hvad hun skulle gøre. Hun var ikke vant til at folk rødmede, så hun havde ingen ide om hvordan hun skulle forholde sig på det. ”Er du okay?” spurgte hun, ikke sikker da hun ikke lige kunne huske at ha set nogle rødme før. Hun nikkede til det som Aira fortalt. ”Okay, det er da synd, for du virker til at være en meget Interessant person.” sagde hun, og smilede til Aira.

Aira smilte bredt, hun følte at hun virkelig kunne stole på Kyla. ”Men.. Jeg er ikke lige så pæn som du er..” Hun rørte kort ved Kyla’s hår og kiggede på det med nysgerrige øjne. Aira havde feminine former, men den rimelig slidte sommerkjole vidste det bare ikke så meget. Hun foldede hendes vinger på ryggen og satte sig ned på græsset. Hun var lidt træt i hendes ben og hun masserede dem lidt da hun endelig kunne slappe af i dem.

((Undskyld fordi det blev lidt kort :C ))

Kyla så på Aira, og lagde let hovedet på skrå, og grinede kort. ”Det kan godt være du ikke er lige så pæn som mig, men du er meget pænere, eller faktisk smuk” sagde hun, og smilede til Aira. Hun mente det. Hun syntes at Aira så meget smuk ud, med sit hår, øjne, ja faktisk hele hendes krop, og så hendes personlighed klædte hende virkelig godt. ”Dit hår er pænere end mit er” sagde hun, og smilede til hende. Hun så på Aira da hun foldede sine vinger sammen, og satte sig ned på jorden. Kyla satte sig stille ned ved siden af hende.

”Altså.. Nu har jeg så kun set mig selv i søen osv, når jeg har fløjet over den og det.. Så det jeg kan se, er ikke så smukt igen.” Hun pillede lidt ved hendes hår og flettede en lille lok af det. Hendes halefjer lå som en bue bag hendes og hun kiggede op på Kyla. ”Nogen gange ville jeg bare ønske at jeg bare kunne komme lidt ind i byen, se folk og møde nogle nye..” Hun kiggede væk. ”Men det kan nok ikke lade sig gøre.”

Kyla så på Aira med et bestemt blik. ”Du er skam smuk, også selvom du ikke selv syntes det.” sagde hun med en bestemt stemme, som vidste at hun mente hvad hun sagde, og det gjorde hun også. Kyla nikkede til det som Aira sagde, og bed sig en smule tænkende i læben. ”æh. Man kan ikke… nej glem det.” hun sukkede og så kort væk, men så så på Aira igen, og betragtede hende.

Aira kiggede ned og sukkede svagt. ”Tænkte jeg nok.. Nå, men jeg må bare blive van til det herude, og affinde mig med at jeg ikke kan komme til folk, men at de nok mere skal komme til mig.” Hun trak på skuldrene og kravlede over i Kyla’s skød. ”Undskyld, men jeg savner bare at være tæt på andre.” Hun puttede sig ind til Kyla og kiggede ned i hendes små hænder med et betænksom udtryk i hendes blege ansigt.

Kyla kunne fornemme at Aira nok blev en smule skuffet over det, og det tydede hendes svar også lidt på. ”Sorry.” sagde hun. ”Ville ønske at jeg kunne hjælpe dig med det, men det kan jeg nok ikke lige helt” sukkede hun. Hun så på Aira da hun krablede op på hendes skød, og smilede af hende. hun havde ikke noget imod at Aira gjorde det. ”Det er skam helt forståeligt.” sagde hun stille, og lagde sine arme rundt om Aira. Hun begyndte uden at tænke nærmere over det, at nusse Aira en smule i hendes hår, men det så ikke lige ud til at Kyla selv vidste at hun gjorde det.