Frozen Heart (Aira)

Vinteren havde været mildere end sædvanligt, ja endda lun i et par enkelte dage - men denne nat var anderledes. Frosten havde kastet sig over Di Morga med glubende appetit, som en udsultet vampyr der falder over en ung pige i en mørk gyde...

Jorden var blevet hård i løbet af ganske få timer, og de tunge brosten i Terre's mange gader havde fået et fint lag rimfrost - landet ar blevet udsat for Flash Freeze-fænomenet.

Men selvfølgelig rørte det ham ikke.

I stedet for at gemme sig indendøre foran varme pejse og i varme sofaer som de fleste andre, vandrede han rundt i byens mange gader og gyder, som et mørkt vinterspøgelse der hvileløst svæver rundt i nattens bidende kulde...

Han var iført en lang, sort frakke, grå bukser og tunge, sorte læderstøvler. Intet af det så videre varmt ud, og frakken var her og der dækket af tynd rimfrost.
Hans lange, hvide hår hang løst ned ad ryggen, og de svagt lysende, røde øjne legede "hvem er koldest?" med natteluften.
Skridt efter skridt... time efter time... han havde intet han skulle nå. Lige nu.

Aira havde rendt rundt i byen det meste af dagen og havde ledt efter mad, så da natten faldt på, havde hun faret vild i byen og havde ikke kunne finde vej tilbage til skoven. Hun sad netop i en gyde pakket ind i et tæppe og var faldt om imod en stor container med gammelt ulækkert mad. Den lille alba lignede mest af alt en beskidt engel som var frosset fast til stedet. Der var rimfrost hen over hendes snehvide hår, hendes hvide vinger som var snavset stak ud omme bag ved hende og havde noget frost i fjerne. Hendes små fødder som havde nogle lette forfrysninger i spidserne stak ud fra under tæppet og hus gøs let.

Kulden havde taget hende med overraskelse, så det eneste hun havde omkring sig, var hendes hvide sommerkjole, som var det eneste tøj hun ejede og det beskidte tæppe hun havde fundet.

Hun var faldet i søvn for kulden havde gjort hende utrolig udmattet og det faktum at hun ikke havde spist i tog dage, havde ramt hende. Hun åbnede svagt hendes mørkeblå øjne, som var det eneste mørke over denne smukke og spinkle unge kvinde. Hun kiggede op og så en mørk skikkelse komme gående, hun håbede virkelig ikke det var en ond person, for hun kunne intet gøre lige nu. Hun rystede svagt og stønnede lidt i smerte.

Han fornemmede hende før han så hende, og det kunne kun betyde at hun ikke var et menneske. Mennesker havde ingen magiske auraer, og derfor var det ham umuligt at fornemme dem...

Han bevægede sig roligt hen imod den spinkle, næsten livløse skikkelse ved containeren.
Støvlerne ringede hårdt mod de iskolde brosten, og sendte rolige, dystre ekko ned gennem gaden.

Han stoppede op blot en halv meter fra hende. Tårnede sig op over denne lille, spinkle skabning... selv var han ethundredeoghalvfems.

De røde øjne gled hen over pigen på jorden, og spottede hurtigt vingerne.
Ikke en engel... ikke en dæmon... ikke varulv eller vampyr...
Han lagde hovedet en anelse på skrå, og genkendte så pludselig hendes race.
Han tøvede lidt...

Normalt ville han helt sikkert have udnyttet situationen til at få tilredsstillet sin sadistiske side... men noget fik ham til at lade være. Lige nu.

I stedet knælede han ned ved hendes side og lagde en hånd på hendes ene knæ.
"Kan du tale...?" spurgte han, vel vidende at hun var ved at dø af kulde.

Aura kiggede op og så ham den mørke elver foran hende, hun åbnede hendes mund let og mærkede hans varme hånd på hendes kolde knæ.

”J-Ja..” Hviskede hun med en rystende stemme. Hun rystede mere, siden hendes krop pludselig kunne mærke hans varme og den ønskede mere, hendes krop ønskede varmen mere end noget andet.

Hun kunne dog ikke bevæge sig, for hun kunne ikke mærke hendes fingre eller det meste af hendes krop faktisk. Hun kunne bare op på fyren som stod på knæ foran hende med bedende øjne. Hun ville bare gerne have varme lige nu.

Nåde var ikke et koncept han var vant til... faktisk havde han kun vist nåde ganske få gange, når han selv mente at det kunne betale sig.

Han vidste ikke om det ar tilfældet nu.

Han betragtede hende lidt. Så hendes mørkeblå, bedende øjne og hendes kulderystende krop... hun ville dø hvis ikke hun fik hjælp. Det var tydeligt.

Men hvorfor skulle han dog tage sig af, om en ung aspara-tøs døde af kulde...?
Det kom ikke ham ved... han burde gøre én af to ting:
Enten vende sig og gå, eller gøre det af med hende, langsomt som han plejede.

Af en eller anden grund han end ikke selv kendte, førte han sine arme ind under hendes ben og hendes skuldre, hvorefter han løftede hende op i sine arme, som vejede hun intet.
Han rejste sig ubesværet og mærkede hvordan den unge kvinde skælvede i hans favn.

"Luk øjnene, tøs." sagde han så.
Hun fik kun et enkelt sekund til at gøre som han sagde, før verdenen omkring dem begyndte at dreje voldsomt, forvrænges og formørkes, for så til sidst helt at forsvinde, til fordel for total mørke.
Det føltes som om de fløj... ufatteligt hurtigt.

Få sekunder senere, forsvandt mørket på samme måde som de frosne gader havde gjort, og de befandt sig nu i en simpel stue hvor alt var lavet af mørk sten.
Et enkelt bord stod i midten af rummet omgivet af nogle få stole. En sort stenkamin var bygget ind i den ene væg, og foran den stod der en bred sofa med røde fløjlspuder.

Ved den nærmeste væg var der en tung metaldør, låst med en simpel hængelås, og ved den anden endevæg var en trædør som så ud til at føre ud i skoven, at dømme efter det lille vindue ved siden af den.

Med rolige skridt gik han hen til sofaen, hvor han næsten blidt lagde hende blandt de mørkerøde puder.
Han tog tæppet fra hende og kastede det ind i den kolde, slukkede kamin, før han lagde et nyt fra sofaen over hende.

Så vendte han sig mod kaminen, pegede på den og mumlede et enkelt ord.

Et lille brøl lød fra de kolde sten, og en varm flamme dannedes omkring træstykkerne i kaminen.
De fik omgående fat, og varmen begyndte hurtigt at brede sig i stuen...

Aira mærkede de varme arme omkring hende, hun følte hvordan hendes virkelig lette krop blev løftet op og hun mærkede hvordan hendes frosne krop automatisk lænede sig helt op af ham. Hun lukkede hendes øjne hurtigt og suset dukkede op i hendes mave. Hun gispede svagt og åbnede dem igen da de var inde i den mørke stue, hun blev lagt ned i en virkelig blød sofa.

Et lille trist suk kom fra hende, da han fjernede det beskidte tæppe og hun lå kun i hendes hvide sommerkjole. Hendes spinkle, dog ret feminine krop kom til syne og den lille Alba slog hendes frosne arme omkring sig automatisk for det blev hurtigt koldt uden den.

Den unge Alba lagde sig om på siden, så han ville kunne se hendes lange beskidte halefjer og hendes imponerende stærke vinger. Hun sukkede blidt da det nye tæppe kom over hendes meget beskidte krop og kolde krop.

Hun kiggede op på ham og så efter ham, da han gik over og fik ild i pejsen og et lille smil dukkede op på hendes læber da varmen mødte hende.

Han kastede et enkelt blik på hendes halefjer, og konstaterede at han havde haft ret i hvilken race hun var.
Han vendte igen opmærksomheden mod ilden kaminen. Den var allerede på sit højdepunkt, og han slap sit magiske tag i den og lod den brænde naturligt.

Så vendte han sig halvt mod sin spinkle, forfrosne gæst og lod det røde blik glide hen over hende.
Han tøvede lidt, men sagde så: "Hvil dig."

Så gik han over til bordet, hev en stol ud og satte sig på den.
Fra en skjult skuffe fremdrog han en tyk, læderindbundet bog og en lang fjerpen, men ikke noget blækhus.
Uden at sige yderligere, åbnede han bogen, og begyndte at skrive...

Aira kunne ikke sove, dog begyndte små tåre at trille ned over hendes kinder, hun kunne mærke hvordan hendes frosne lemmer begynde at vågne og ilden spredte sig nærmest i hendes hud og kød. Det gjorde ondt, meget ondt. For det værste nok ved små Alba’er er at de kan mærke smerte tidobbelt end normale mennesker. Så lige nu, hvor en normal person godt kunne sove fra smerten af deres optøende lemmer, så lå hun i dybt smerte og vred sig svagt. Hun klynkede lavt med hendes bløde stemme.

Den lille Alba krøb sig lidt sammen og hulkede mest fordi små krampe anfald ramte hende for hun havde ikke brugt hendes magi denne dag, så det begyndte også at vågne op, fordi hun ikke havde taget noget af det som hendes krop normalt ville hobe op.

Han skrev videre da hun begyndte at klynke. Pennen mod det tørre pergament var en god afledning for ham, og hvert et ord kunne være vigtigt i fremtiden...

Efter en tid vendte han dog blikket mod hende.
Hendes smerte var tydeligt voldsom... den spinkle krop vred sig lidt, og ikke på grund af noget han havde gjort.

Han blinkede kort med øjnene, og rejste sig op.
Med få lange skridt nåede han over til sofaen, hvor han nu stirrede ned på hende.

"Smerte er svaghed der forlader kroppen... og du føler tilsyneladende langt mere smerte end de fleste andre." sagde han, før han igen gik på knæ foran hende.
Han rakte ud og lagde en hånd på hendes skulder.

Så lukkede han øjnene og mumlede svagt et par ord på et underligt sprog.

Da han åbnede øjnene igen, var de forandrede:
I stedet for den røde farve, var de nu grønne, og med en reptilagtig pupil. De lyste stadig svagt.

Sekundet efter han havde åbnet øjnene, ville det føles som om tiden gik i stå, og en mystisk, magisk kraft strømmede igennem ham og ind i hendes skulder, hvor den bredte sig som ild på en tør mark.
Hele hendes krop slappede omgående af, hendes blik blev tåget... og smerterne ebbede ud.

Han slap hendes skulder, og hendes krop, og syn, genvandt langsomt deres normalitet.

Aira kiggede bare forvirret op på ham da han kom over til hende igen, hun hørte svagt hans ord og snøftede svagt. Hun holdte meget øje med ham og så at han gik ned på knæ ved siden af ham og mærkede den varme hånd på hendes stadig kolde skulder. Hun blinkede svagt og så hvordan hans øjne forandrede sig og en underlig følelse skød igennem hendes krop. Hun faldt lidt mere sammen og mærkede hvordan han på en måde fjernede hendes smerte. Den lille Alba kiggede bare forvirret på ham.

Hun satte sig lidt op og kiggede på hendes hænder lidt forvirret. Hun frøs ikke så meget mere og hendes smerte var væk. Hendes kjole var utrolig beskidt og hendes fødder var næsten helt sorte af snavs, samt hendes hår, hænder og hele hendes krop. Hendes vinger lidt brunlige og det var tydeligt at hun virkelig trængte til et bad, dog rørte det hende ikke så meget på en måde.

”T-Tak..” Hviskede hun svagt. Imens hun kiggede hen på sortelveren. Hun lagde hendes hoved lidt på skrå og overvejede lidt hendes ord. Det var tydeligt at hendes ordforråd ikke var stort.

”Hvordan.. Kan jeg.. Uhm.. Betale?” Spurgte hun med en lav stemme. Hendes mave rumlede pludselig højt, hun holdte sig for den og rødmede utrolig meget.

Han betragtede hendes mørkeblå blik med sit eget grønne. Magien havde virket... det var et godt tegn på hans egne fremskridt.
Hendes taknemmelighed kom ikke bag på ham - men det var heller ikke noget han var vant til fra andre.

Han lod blikket glide ned over hende, og blinkede langsomt med øjnene da hendes mave knurrede.
Han betragtede hendes midtersektion i et par lange sekunder... og så vendte han blikket væk.

"Det er et farligt spørgsmål at stille, alba... jeg er ikke en rar fyr." han rejste sig, gik hastigt over til den ene væg, bankede en enkelt gang på den hvorefter en dør på magisk vis dukkede op.

Han mumlede igen på det underlige sprog, ventede næsten et helt minut... og åbnede så døren.

Så vendte han blikket mod hende igen.
"I det her rum vil du finde et simpelt bad i en træbalje, en lille kiste med forskelligt tøj, og brød og vand. Tag hvad du vil have." sagde han, og lod døren glide helt op så hun kunne se derind.

Ganske rigtigt var rummet nøjagtigt som han havde beskrevet.

Hun kiggede på ham imens han tænkte og kunne ikke helt forstå hans spørgsmål. Han virkede da ikke farlig? Hun kiggede lidt ned og pillede lidt ved hendes kjole imens hun spekulerede lidt. ”Mit navn.. Aira..” Sagde hun da hun kiggede op på ham. ”Du er ikke farlig.” Sagde hun glad og kiggede på ham glad. Hendes vinger foldede sig lidt ud.

”Men… Jeg vil gerne give igen.. For din venlighed.” Sagde hun bestemt, dog var hendes bestemthed ikke så farlig. Hun nikkede for at understege hendes beslutning og kiggede efter ham da han rejste sig og gik hen til væggen. Hun gispede og klappede i hendes lille hænder da han lavede et nyt magitrick og døren dukkede op. Hun hoppede ned fra sofaen, gik et par skridt for at være sikker på at hendes følelse var tilbage i hendes fødder. Hun sukkede lidt trist over det, for så ville ham manden ikke bære hende mere, det havde føltes lidt rart på en måde. Aira gik derefter over til døren og kiggede ind, hun smilte og gik indenfor hvor hun kiggede ned i træbajlen, der var allerede varmt vand! Hun fniste glad og smed hendes kjole, totalt ligeglad med at fyren stadig kunne stå og se. Hun kendte ikke til den sociale ting med at man ikke bare smider tøjet foran en anden person.

Hun hoppede glad ned i det varme vand og sukkede tilfreds.

Aira...
Han smagte lidt på navnet. Det passede godt til den uskyldige, spinkle pige.
"Du kan kalde mig Zuresh." sagde han, pludselig ikke bange for at komme for tæt på sandheden om sig selv.

Han betragtede hende lidt mens hun bevægede sig rundt.
Hendes ord var ikke uvelkomne... men på den anden side...
"Jeg vil ikke have noget. Spørg ikke igen." hørte han sig selv sige.

Da hun så uden videre smed kjolen, hævede han et øjenbryn ganske let og lod naturligvis blikket glide ned over hendes ryg...
'En skam...' tænkte han. Hun var ganske køn... og virkede så blød og skrøbelig... tanken fik den sadistiske lyst til at kigge frem - men så vendte han rundt, gik hen til bordet og satte sig for at skrive videre.

Han måtte se at komme af med den pige...

Aira hoppede ned i vandet og begyndte at vaske hendes krop imens en svag nynne kom fra hende, hun plaskede hendes vinger i vandet imens hun lænede sig frem over kanten, lagde hendes arme på kanten af karet og slappede af med hendes hage imod hendes arme. Hun mærkede hvordan hele hendes krop bare slappede af og sugede varmen ind i hendes knogler. Da hun havde slappet af i noget tid, trak hun det lille sølv smykke ud af hendes hår, lagde den på gulvet ved siden af hendes beskidte kjole og dukkede hendes hoved under vandet.

Hun nussede hendes hovedbund lidt og prøvede så meget hun kunne at få skidtet ud. Dog var karet ret småt i forhold til de søer hun normalt badet i. Så hun kunne ikke rigtigt få vasket hendes vinger så meget igen. Hun kiggede imod døren og bed sig svagt i underlæben.

”Zuresh?” Kaldte hun svagt og kiggede hen imod døren. ”Jeg.. Mine vinger.. Skidt..” Klynkede hun svagt og spredte hendes vinger lidt ud, som en hjælpeløs fugl.

Ord for ord blev nedfældet på pergamentet. Pennen skrabede og skrabede, og de smukke kalligrafi-bogstaver fyldte side efter side med information.

Tiden gik uden at han lagde mærke til det, og først da hun kaldte på ham lykkedes det ham at få sit fokus væk fra bogen.

Nej... havde hun lige bedt ham om hjælp?
Han sukkede lavt og rejste sig.

Det måtte briste eller bære.
Hvis han ville skåne denne alba, måtte han undlade at se den del af hendes krop som med garanti ville vække sadisten til live i ham.

Han gik roligt ud i baderummet og hen til karret.
Så satte han sig på hug og gjorde noget han aldrig havde gjort før: han hjalp en forsvarsløs person med noget så simpelt men nødvendit som at vaske sig.

Han vaskede nænsomt vingerne, mens han holdt blikket rettet mod hendes ryg.

Aira så ham komme ind til hende og hun smilte til ham imens hendes store vinger sprang ud af vandet og ud imod ham. De var super bløde og virkelig flotte lige så snart snavset kom ud af de lange fjer. Hun lå hen over kanten igen og smilte svagt. Hendes vinger var utrolig sensitive, så da han masserede dem blidt imens de blev vasket, mærkede hun hvordan hun stille og roligt slappede mere og mere af. Hun lå og flød lidt i vandet, grundet hendes krop var virkelig let og hendes knogler var ligesom fugles, nemlig lidt hule.

Hendes halefjer vippede lidt i vandoverfladen og skjulte for hendes bagdel, dog plaskede hun lidt med dem, så skidtet blev løsnet og kom ud af den.

Hun satte sig derefter lidt ned i vandet igen og prøvede at redde hendes hår ud med hendes fingre, dog virkelig det næsten umuligt for hende og hun sukkede opgivende med et surt udtryk.

Han formåede at holde sig selv tøjlet mens han vaskede hendes silkebløde vinger.
Han kom til at tænke på alba'ernes skønhed... det havde været det samme dengang. Luft-alba'er var de eneste væsener han havde tolereret i luftrummet omkring hans hjem.

Åh, hvilke minder det frembragte... han huskede hvordan han ofte havde stirret på dem fra indgangen, i skjul for at de ikke skulle flygte i rædsel.

Det havde vel nok været de eneste tidspunkter han dengang havde formået at være blid...

Da hun forsøgte at rede skidtet ud af håret med fingene, rystede han kort på hovedet.
"Det går ikke sådan der..." hørte han sig selv sige.

Han var dog ikke selv sikker på hvordan den slags skulle gøres... hans hår formåede altid at arte sig.

Hun vente sig om i badekaret og kiggede op på ham, dog lod hun stadig den vinge, som han var i gang med blive ved ham. Hun lagde hendes hoved på skrå og kiggede nysgerrigt op på ham. Da skidtet var kommet af det meste af hendes hud, blev det tydeligt hvor fejlfri hendes blege hud endelig var. Der var ikke rigtigt nogle ar eller misfarvninger. Bare et lille lag dun hen over hendes skuldre og det samme var der ned langs hendes rygsøjle, som alle Alba’er havde.

”Hvordan?” Spurgte hun svagt og prøvede at få noget af hendes filtrede hår løst op. Hun blev lidt irriteret over det og plaskede hendes hænder ned i vandet, så hendes lange hår bare hang omkring hende i en stor bunke. Det var tydeligt at hendes hår var utrolig tykt og der var meget af det, nok så det gik ned på midten af hendes ryg.

Da hun pludselig vendte sig om, var der en del af ham som var taknemmelig for at han stadig havde fat i hendes vinge - så han ikke rigtig kunne se andet end hendes ansigt over vingen.

Han kiggede på hende i et par sekunder, mens han tænkte over hvor fejlfri hendes hud så ud...
og da irritationen så blev alvorlig, smilede han og trak på skuldrene.
"Jeg tror nok det hedder en kam... men jeg har ikke en. Og måske virker det hvis bare du har håret i vandet længe nok."

Hun tænkte lidt over det og nikkede glad hvorefter hun lagde sig bagover i vandet og lod hendes hår glide rundt i det. Hun lå i vandoverfladen og smilte svagt imens hun bare slappede af og nød fornemmelsen over at hendes vinger fik så grundig en behandling af ham.

Efter noget tid satte hun sig op igen, kom i tanke om hendes kjole og lænede sig langt ud over kanten for at nå den, hvorefter hun satte sig ned i vandet igen og begyndte at rense den hvide kjole i vandet. Hun begyndte at nynne lidt igen og fokuserede meget på at rense det hvide stof. Denne kjole var hendes eneste tøj og hun skulle passe meget på ikke at ødelægge den.

Da hun lagde op til at ville læne sig bagover i vandet, vendte hen blikket væk, men fortsatte i en lille tid med at gøre vingen ren.
Han undlod at se på hendes krop, vel vidende at hvis han gjorde, ville det muligvis gå galt.

Og noget i ham havde ikke den store lyst til at gøre denne alba fortræd.

Han gjorde vingen færdig hurtigt og rejste sig op.

"Kjolen..? Der står en kiste i hjørnet hvis det er. Den er fuld af tøj i din størrelse. Al mulig slags... sådan virker magi." sagde han.

Så vendte han sig, og forlod lokalet med halvt hastige skridt, mens han undrede sig over sin egen opførsel...

Hun rejste sig hurtigt efter, rystede hendes hår som endelig havde taget sig sammen og var filtret ud, så det nu hang i lange bløde bølger ned af hendes ryg. Hun stod lidt på gulvet, hvorefter hun lod hendes magi fylde lokalet og en kraftfuld vind rejste sig omkring hende og tørrede hende på under 2 sekunder hvorefter vinden lagde sig og forsvandt. Aira løb hurtigt over til kisten, åbnede den og fandt en masse tøj. Hun fandt en ny kjole i en flot pastel blå farve som hun syntes var utrolig flot. Hun tog den på og svingede lidt rundt hvor stoffet sad tæt omkring hendes brystkasse, mave og hofter og lagde sig i bløde folder omkring hendes lår og stoppede ved hendes knæ. Derefter lukkede hun kisten, tog hendes hårsmykke i igen, fandt det brød og vand som han snakkede om, tog det og løb ind i stuen til ham med brødet i munden.

Aira’s hårfarve kunne nu virkelig ses, det var helt snehvidt, samt hendes vinger og halefjer. Hendes hud var bleg, for lidt dun netop var på hendes skulder og ned af hendes ryg. Ellers var der intet som man kunne udpege ved hendes hud overhovedet, kun nogle meget blege fregner.

Han havde igen taget plads ved bordet, og nikkede anerkendende da han så hende.
"Betragt kjolen som en gave." sagde han og skrev endnu et par ord i den tykke, læderindbundne bog.

"Hvil dig her indtil du har fået dine kræfter igen, og tag så af sted."
Hans stemme var rolig og fattet, og han mente hvad han sagde.

"Jeg går ud fra du ved hvordan du skal overleve kulden." tilføjede han.

Hun nikkede svagt og hoppede elegant ned i sofaen igen hvor både tæppet og puderne omringede hende. Hun kiggede svagt op på ham da han sagde om hun vidste hvordan hun skulle overleve i kulden. Hun vidste det ikke, for dette var den første vinter hun kunne huske. Hun sad og tænkte længe over det imens hun svagt spiste fra brødet. ”Det.. Ved jeg ikke..” Hviskede hun lidt trist. Det at hun havde prøvet at komme ind til byen havde været hendes desperate forsøg for at finde noget at spise.

Han holdt op med at skrive og vendte i stedet blikket mod hende. Hans øjne var røde igen, og pupilerne var almindeligt runde.
"...jeg har ikke lyst til at have spildt min tid på en tøs som alligevel dør af kulde. Du kan blive her indtil der er varmere udenfor. Men hvis det er det du vil, må du følge nogle regler..."