Getting Back Out There

TID / Et stykke op ad aftenen
STED / Gågaden i Terre : Tæt ved restauranten Affecté
VEJR / Det er mørkt og koldt udenfor. Dog er der ikke en vind der rører på sig. Et let lag rimfrost ligger over gågadens brosten, og en hvid sky dannes i luften, når man lader ånden glide ud over læberne.
OMGIVELSER / Der er stadig en del personer på gågaden. Mange er sikkert i færd med at bedømme hvilke aktiviteter de skal foretage sig denne aften. Eftersom der er mange natte-væsner i Di Morga, er dette absolut tidspunktet, hvor der begynder at komme lidt mere liv i byen.
OUTFIT / Klik her, samt nogle sorte stiletter og en sort frakke.

OBS: Dette emne er tilegnet Grayson

Gentagende gange fangede hun sig selv i, at overveje hvornår hun sidst havde været på en rigtig date. Måske var der virkelig noget om det? Det var alt for længe siden. Så længe siden, at hun knapt nok kunne huske hvordan det hele foregik. Var det noget man bare glemte? På det sidste, havde englen arbejdet hårdere og mere koncentreret. Arbejdet havde overlappet alt andet i hendes liv, og det havde været svært for hende, at have flere bolde i luften. Derfor var dating ikke just noget hun havde sat højt på sin liste. Det havde virket... formålsløst på en eller anden måde. Som om det ville distrahere hende i at udrette noget i sit liv. Men sommetider var det vel okay, at tænke på sig selv...- Det var i hvert fald dét hendes ven havde fortalt hende for et par dage siden, da muligheden bød sig - En blindate. Keegan huskede tydeligt hvordan hun bare havde leet af forslaget. Det havde virket absolut absurd for hende, at hendes venner prøvede at smede hende sammen med én hun ikke engang kendte navnet på. Men måske var et på tide, at hun ikke længere kantede sig rundt for, at undgå at prøve noget nyt, og leve. Måske var det på tide, at hun tog nogle chancer og bare gjorde noget for sig selv.

En gang imellem kastede hun nogle blikke rundt mellem folkene der passerede hende på gågaden. Hver gang hun så et smil om nogens læber, eller så et par holde hinanden i hånden - kunne hun mærke savnet. Savnet efter bare, at tænke på sin egen lykke frem for andres. Hun var blevet alt for vant til at vie sit liv til at hjælpe og helbrede folk. Det var dog som om hun havde glemt sig selv i processen... Der var vel ingen regel om, at man ikke en gang imellem måtte tænke på sin egen lykke, selvom man havde viet sit liv i den gode sags tjeneste. Var der vel?
Hun trak frakken tættere om sig, og bandt snørren om livet tættere ind mod kroppen. Stiletterne kom med små, melodiske lyde hver gang de ramte brostenene. Hun havde forsøgt at holde sig nogenlunde afslappet... Forsøgt ikke, at stadse sig så meget ud, at hun ville ligne en teenager på vej til skolebal. Håret lå bølgende over skulderne, og øjnene virkede større på grund af den smule makeup hun alligevel havde tilladt sig selv at tage på.

Snart så hun skiltet i det fjerne: 'Affecté'. Hun havde passeret restauranten før, men havde aldrig sat sine fødder indenfor. Hun spiste trods alt sjældent ude. Det skyldtes nok til dels hendes vigende arbejdstider der gjorde, at hun ofte først var færdig sent ude på natten. Dette var nok hendes første vagt i ugevis, der var sluttet tilpas tidligt, til at hun kunne nå i bad, og bruge tid på at finde tøj frem fra skabet.
Selvom hun nok ikke ville indrømme det, var hun nervøs. Hvorfor havde hun ladet dette stå på så længe? Hun savnede rent faktisk at bruge tid på at lære folk at kende, istedet for bare at lade dem glide flygtigt gennem sit liv. Ikke, at hun forventede at det hele ville gå glat - men hun havde i det mindste indvilliget til at prøve. Måske ville han rent faktisk vise sig at være en respektabel fyr i mange henseender. Keegan rystede let på hovedet af sig selv, før hun fugtede læberne mod hinanden. Der var vel ingen grund til at være nervøs... Men alligevel var det så ulig hende, at kaste sig ud i en situation, hvor hun ikke anede hvad der skulle ske. På mange måder var hun jo en kontrolfreak der elskede, at planlægge alt til den mindste detalje.

Snart stoppede hun op foran restauranten. Den måtte have været lukket i noget tid, men alligevel lå stedet badet i et let lys. Snart lod hun sin højre hånd glide op mod døren, hvorefter hun bankede på med lette slag, og bad til, at smilet om hendes læber ikke bar præg af hendes tvivl. Nu var det i hvert fald for sent at løbe væk, selvom det virkede ufattelig appellerende bare, at holde nervøsiteten på afstand på dén måde.