Searching for new stars - Dai

Dai grinede med. Han følte sig virkelig godt tilpas sammen med denne gut. "Altsååå.. Det er jeg for det meste. Bortset fra når jeg jager. Det er dog ret sjældent nu." Dai smilede stort. "Jeg har det bedst med at spise i menneskeform, selvom det er praktisk at spise i skoven, hvor der ikke er andre. Især fordi jeg elsker at løbe rundt i mine dyreskikkelser." Han hyggede sig.

Dai nød at stå sammen med Kevin og han følte sig overraskende tryg. Det var længe siden han havde følt sig så tryg sammen med andre. Han smilede for sig selv og puttede hovedet ind til ham igen. Han følte virkelig at der var noget helt specielt over dette spirende venskab. Det var rart for Dai at der var en som rent faktisk ville snakke med ham, selv efter denne dreng havde fundet ud af hvad han var.

Dai nikkede og mærkede hvordan Kevin slækkede sit greb omkring ham. Dai krammede ham en sidste gang før han slap og rakte ned efter sin taske. "Det burde vi nok. Så kan du få slappet lidt af. Og vi kan måske snakke videre om os overnaturlige væsner." Dai tog tasken over skulderen. Han havde et varmt blik i sine mørkeblå øjne og et stort smil om læberne.

Kevin lyttede glædeligt til det, som Dai fortalte om sig selv. Det lød faktisk ret hyggeligt, hvis man så bort fra alt det der med at jage. Den del var lidt underlig. ” Virkelig? Er det slet ikke skræmmende at ændre sig så drastisk? ” Personligt kunne han ikke forestille sig hvordan det måtte føles. Gjorde det slet ikke ondt? Det havde ikke set sådan ud, men alligevel.

Kevin kunne ikke lade være med at smile da Dai gav ham et sidste klem, inden de slap hinanden. Han var egentlig lettet over at det ikke var endt akavet. Måske var det noget som forfulgte ham, men ofte fulgte der en akavet tilbagetrækning af arme, fordi at man ikke var sikker på om den anden også ville give slip. Dog føltes det lidt tomt, da han selv følte at Dai havde passet helt perfekt der. Det var en lille note han satte i sit baghoved; Putte/kramme med Dai = God ide, gør det så meget som muligt.

” Det lyder som en god plan. Kender du nogle gode steder? Jeg har kun boet her i et par dage, så jeg kender ikke til så meget andet end den nærmeste kaffebar ” han grinte fåret, med et let smil på sine læber. Det var nok ikke så sundt, men kaffe var noget Kevin levede af. Om han var ved at uploade en video, eller lige var stået op, fandt man ham højest sandsynligt med en kop kaffe eller en latte.

Dai kunne ikke lade være med at grine. "Det der spørgsmål har jeg aldrig hørt før." lød det ironisk fra ham. Det blev dog sagt med et glimt i øjet, som viste at det ikke skulle tages alt for seriøst. "Men nej. Jeg har jo levet med det altid. Det er - så vidt jeg ved - både skræmmende og smertefuldt, når varulvene forvandler sig. Det er noget med at animaguser kan forvandle sig på grund af magi, hvorimod varulvene bliver tvunget til det, grundet forbandelsen. men jeg aner det selvfølgelig ikke. Det er bare min teori."

Dai kunne ikke lade være med at smile. Han følte sig bare så godt tilpas, og følte sig lidt tom, uden at have kontakt med Kevin, så han rakte svagt hånden ud og tog ham i hånden. Han smilede varmt til ham. Han nød dette menneskes selskab, nok mere end han egentlig burde. På den anden side, hvad kunne der ske? Han kunne få en god ven, måske endda mere?

"Et godt sted at drikke kaffe? Hmm. Det kan jeg nok godt finde. Især nu hvor klokken ikke er så mange." Dai smilede stadig. Han havde en fornemmelse af at klokken nok var omkring 18. "Kom med søde." Dai tænkte slet ikke over sin brug af ordet, før han havde sagt det. Han rødmede svagt og turde ikke kigge på Kevin, af frygt for dennes reaktion. Derfor slap Dai ham også og begyndte at gå i et lidt højt tempo. Han nåede dog kun et par skridt før han tog sig sammen og vendte sig om, for at vente på ham.

Kevin himlede med øjnene. ” Undskyld mig, jeg var syg den dag vi havde om formskiftende væsner i biologi ” Ligesom hos Dai, mente han det ikke og hans smil understregede kun den fact. Ellers lyttede han blot til hvad fyren fortalte, både om animaguser, men også om varulve. Han havde selv altid været under den overbevisning at formskiftning måtte være smertefuldt, så det var overraskende at høre at han kun havde ramt 50% rigtigt, og at det kun var varulve, som havde det sådan.

Han kunne ikke lade være med at smile, da Dai tog hans hånd, og rødmede måske en lille smule. Så da Dai pludselig gav slip, og satte farten op, blev Kevin altså lidt forvirret. Han skyndte sig op på siden af Dai, da han stoppede og ventede, mens han forsigtigt bed i i underlæben. Derefter rakte Kevin forsigtigt sin hånd ud, for at tage hans hånd i sin igen. Hans normalt blege ansigt var blevet et par nuancer rødere og han håbede inderligt at Dai ikke var gået fordi at han skiftede mening om deres spirende venskab.

” Jeg... uh... undskyld, jeg ville bare gerne... ehm... jeg tænkt på om vi måske... y’know... holde i hånd... Jeg fryser lidt om hænderne og... ” han prøvede at redde hvad han nu havde smidt sig selv ud i, men formåede kun at gøre sig selv flov. De sociale skillz sad ikke helt i skuret endnu, så det her med at møde en fremmed og springe ud i bare at hænge ud sammen, var stadig underligt for ham.

Dai slap et grin ud. "Altså.. Jeg har aldrig haft biologi." Han smilede skævt. Han kunne godt lide at snakke om den slags, og det virkede ikke ligefrem som om Kevin syntes det var kedeligt. Dai overvejede lidt at forvandle sig, men fik øje på noget som nok var et ældre ægtepar på en bænk tæt ved. Han måtte hellere lade være med at give dem et hjertestop. Han kunne dog ikke helt lade være med at smile af den forestilling som lige nu kørte inde i hans hoved.

Dai var stadig svagt rød i hovedet og kiggede først på Kevin, da han mærkede dennes hånd i sin. Han så først forbavset ud, så skiftede hans udtryk til glæde og han gav Kevins hånd et lille klem.Han var glad for at Kevin stadig virkede som om han ville ses med ham, og at det ikke havde gjort ham noget at Dai havde kaldt ham søde. Dai håbede faktisk lidt at han kunne komme til at kalde ham det fast. Et eller andet kælenavn skulle han da have, ikke? Det syntes Dai i hvert fald og han smilede skævt for sig selv.

Da Kevin begyndte sin usammenhængende monolog kunne Dai ikke lade være med at smile stort. Han prøvede at afbryde, men kunne ikke rigtig komme til det så han lænede sig bare ind mod Kevin i stedet. Han slap hans hånd og lagde armene om ham. Han stod sådan et par sekunder, prøvede at afsøge Kevins reaktion før han bøjede hovedet og blidt strejfede hans kind med sine læber. Han lagde derefter hovedet mod hans skulder og sukkede. "Det er altså helt i orden Kevin. Jeg vil gerne... hol.. holde dig i hånden." Dais varme, lidt dybe stemme tøvede, men fk dog sagt hvad Dai følte. "Hvis du da stadig vil?"

Kevin undrede sig en anelse over at Dai sagde at han aldrig havde haft biologi. Gik væsner som ham ikke i skole, eller var det bare en Dai-ting? Han havde virkelig ingen idé om hvad der var normalt for animaguser, men ville heller ikke spørge ind til noget, som ikke ragede ham. Hvis det var noget, som Dai syntes at Kevin skulle vide, ville han nok fotælle det.

Kevins talestrøm af usammenhængende ord og sætninger fortsatte lidt, indtil Dai pludselig kom virkelig tæt på og havde armene om ham. Han kunne mærke varmen sprede sig i hans ansigt og endda så hans ører fik en smule farve, mens hans hjerte hamrede 120 kilometer i timen. Han lukkede sine øjne, næsten hundrede procent sikker på hvad der var ved at komme. Da Dai’s læber rørte hans kind, og ikke hvad han ellers havde håbet, blev han næsten skuffet, hvis det ikke havde været for at han kunne høre Dai’s alt for dejlige stemme, så tæt på hans øre.

Han kunne næsten høre alle de der kliché kærlighedssange i sit baghoved, som altid havde generet ham. Det gjorde de dog stadig, selv hvis han følte sig som en forelsket hundehvalp. Han lagde forsigtigt armene om Dai og fulgte hans eksempel ved at hvile sit hoved på hans skulder. ” ... Det vil jeg gerne... ” sagde han forsigtigt, næsten bange for at hvis han hævede sin stemme bare det mindste, ville han vågne op derhjemme.

Dai lagde godt mærke til Kevins undrende ansigtsudtryk. "Jeg droppede ud i 4. klasse. Jeg kunne ikke koncentrere mig efter min bror døde. Og da jeg først var ved at være klar igen, døde mine forældre og jeg røg på gaden." Dai sukkede lavt og smilede så. "Men lad os finde noget sjovere at snakke om."

Dai nød duften af Kevin. Det virkede afslappende på ham og han løftede hovedet igen. "Undskyld hvis jeg gik for hurtigt frem. Jeg.. Jeg blev bare nødt til at lukke munden på dig. Du plaprede.." Dai løftede den ene hånd og strejfede Kevins læber blidt. "Jeg plejer virkelig ikke at være så frembusende.." Dai smilede blidt og overvejede at kysse Kevin igen, denne gang dog på læberne, men han blev enig med sig selv om at han ikke ville presse ham. Og hvem sagde overhovedet at Kevin var gay? Dai håbede det, men han var ikke sikker på det. Han lod hånden falde ved tanken. Han sukkede svagt, og inhalerede duften af Kevin.

Dai slap sit tag om ham og tog hans hånd i stedet. Han smilede stort. "Skulle vi finde den cafe? Eller skal vi stå og blomstre her hele aftenen?" Dai kunne ikke lade være med at grine. Han gav Kevins hånd et klem.

Kevin lavede et lille o med sin mund, da det var lidt mere barskt end han havde forestillet sig. Jamen så vidste han da hvad de nok ikke skulle snakke om. Det havde han det også selv fint med for at være ærlig. ” Det er jeg ked af at høre ” sagde han forsigtigt, og smilte forsigtigt til ham. ” Hvis det hjælper, så har jeg heller ikke gået så meget i skole... Min mor og søster døde da jeg skulle til at starte. Men ja, lad os snakke om noget andet ”

Kevin løftede også selv sit hoved, da den smule vægt Dai havde på ham forsvandt fra hans skulder, og så blot op i Dai’s øjne. Han blev næsten helt betaget af dem, og deres klare farve. Han blev næsten ked af at Dai blev nødt til at kigge ind i hans kedelige brune, næsten sorte øjne, men hvilede ikke længe ved tanken. Han løftede sin egen hånd for at møde Dai’s, da hans læber blev strejfet. ”Det skal du ikke undskylde for. Jeg har ikke noget imod det ” hans øjne var blide og sommefuglene i hans mave blev blot mere livlige.

Kevin var tæt på at vinde modet til at læne sig ind og lade sine læber møde med Dai’s, men før han kunne føre det ud i livet, havde Dai sluppet ham og holde ham nu i hånden. Han pustede forsigtigt ud, og havde egentlig ikke selv lagt mærke til at han havde holdt vejret under det. Det her kunne næppe være sundt for hans hjerte, sådan som det næsten hamrede sig ud gennem hans brystkasse. ” Lad os gøre det ” han gav Dai’s hånd et klem tilbage, og ventede ellers på at han førte vej til caféen

"Det gør mig ondt på dine vegne." Dai så medfølende på Kevin. Han kendte alt til den ulidelige smerte som rumsterede inden i. Hans øjne glimtede trist. Det varede dog kun kort tid, før man kunne se at de blev glade igen, det var som en facade. Dai havde svært ved at åbne sig for meget, og han havde jo kun kendt denne Kevin i ca 1 time eller deromkring. På den anden side... Han var jo allerede helt forgabt i denne nuttede dreng. Dai blev enig med sig selv om at, Kevin nok godt kunne få lov til at se ham uden facaden, på et senere tidspunkt.

Dai følte at han forsvandt helt ind i Kevins store mørkebrune øjne. Han overvejede hvilket dyr Kevin ville have været som animagus. Sikkert en hund. En nuttet hund med store brune, tiggende øjne. Han ville være endnu mere uimodståelig end han var i forvejen. Dai smilede skævt over sin tankegang. Det lignede ham ikke at være sådan overfor en han lige havde mødt, men han måtte simpelthen indse, at intet ved Kevin var normalt. Eller også var det lige netop fordi Kevin var menneske og derfor mere normal end Dai selv, at han var så fantastisk? Dai vidste det ikke og for at være ærlig var han også ligeglad, så længe han kunne få lov til at holde om ham bare et par gange mere.

Dai kiggede ned på jorden foran sig. "Det er jeg glad for. For jeg kan af en eller anden grund virkelig godt lide dig.." Først da han var færdig med at snakke, kiggede han på Kevin. Hans mørkeblå øjne skinnede i lyset fra lygterne omkring dem og det var tydeligt at han mente hvad han sagde. Han kunne mærke hvordan en stor flok af sommerfugle lettede og fløj rundt i sin mave. Han var aldrig blevet så hurtigt forelsket i nogen før, og dog var han sikker på at det var det der var sket her.

Dai bed sig i læben og kiggede over på Kevin. Han smilede skævt da denne pustede sin tilbageholdte luft ud. Han kunne svagt høre hvordan menneskets hjerte bankede hårdt. Og han kunne mærke sit eget hjerte gøre det samme. De nærmest bankede i takt. Dai kunne på en måde godt lide det, og på en måde var det ekstremt underligt. Dai smilede da han mærkede det lille klem og nikkede. "Det er denne vej." Dai begyndte at gå mod udkanten af parken. Der var heldigvis ikke så langt. Dai smilede hele tiden til Kevin, han kunne simpelthen ikke lade være.

Kevin kunne mærke et sus i sin mave da Dai sagde at han kunne lide ham, og derefter sendte ham det blik. Hele hans krop havde lyst til at krumme sig sammen af ren og skær nervøsitet, men samtidig summede han også nærmest fordi at han var glad for at høre at hans interesse var gengældt. ” Det er sjovt, for jeg kan af en eller anden grund også virkelig godt lide dig ” sagde han forsigtigt, mens han så ind i Dai’s dejlige blå øjne.
Han kunne nærmest drukne i dem, men alligevel generede det ham ikke. Hvis det stod til ham, kunne han se ind i dem resten af hans liv, og betragte alle detaljerne på den måde følelserne bare stod ud af dem. Han løftede forsigtigt sin hånd og hvilede den på Dai’s kind. Forsigtigt kørte han sin tommelfinger langs hans kindben og et eller andet sted havde han bare lyst til at læne sig ind og føre deres læber sammen. Men han holdte sig tilbage alligevel. Han ville først være helt sikker på, at det her ville være det rigtige at gøre på længere sigt.

Kevin fulgte efter Dai uden den mindste protest over at stoppe med at holde om hinanden. Selvfølgelig ville han gerne blive ved, men så igen, han ville også gerne lære ham bedre og kende. Hvis det her blev til noget – hvilket han inderligt håbede – ville han gerne høre noget mere om Dai. Alt fra hans yndlingsfarve til hvor i verden han var vokset op. Det med at han var en animagus var pludselig fuldstændigt ligegyldigt. Det eneste, som talte var at han fik Kevins hjerte til at hamre i hans bryst, så hårdt at det næsten gjorde ondt, og at han ikke ville drømme om at klage over det.
Af en eller anden grund følte han sig tryg nok, til at turde at fortælle Dai om alt om sig selv, selv de ting som nogle af hans venner ikke kendte til. Selvom de var så forskellige, mindede de alligevel så meget om hinanden. Det bedste var nok også, at han ikke fandt Kevin’s interesse kedelig, eller mente at han var sindssyg for at tænke de tanker han havde i sit hoved.

Dai smilede fjoget da han tænkte på øjeblikket før. Det havde næsten virket som om Kevin ville kysse ham. Dai ønskede pludselig at han ikke havde hevet ham så hurtigt af sted. Han gjorde sig fri af Kevins hånd og lagde den nu frie arm om ham istedet. Han trak ham lidt ind mod sig. De var allerede nået til vejen rundt om parken. Dai havde det meste af sin opmærksomhed på Kevin, men fik dog alligevel sig selv til at kigge fra side til side, så han ikke ville være skyld i at de blev kørt over.

Da de var kommet over på den anden side af vejen gik Dai over til en hyggelig lille cafe. Den var hyggeligt indrettet med små runde 2 personers sofaer ved hvert bord. Og så sad man med ryggen ud mod resten af rummet, så man fik en fornemmelse af at være alene. Dai kom på caféen rimelig tit, og gik bare over til et bord, hvorefter han slap Kevins hånd. Han gled ned i sofaen og rakte ud efter Kevin igen. Han håbede virkelig at Kevin ville sætte sig ned ved siden af ham, helst tæt. Dais øjne lyste af glæde, og han havde egentlig mest af alt lyst til at rejse sig op igen og kysse de sensuelle læber og resten af den nuttede drengs ansigt. Dai kunne ikke helt fatte de kun havde kendt hinanden et par timer.

Kevin kunne ikke lade være med at lade et stort smil hvile på sine læber, da han mærkede Dai’s arm glide rundt om ham. Han lod sig trække tættere på, og lændte sig derefter lidt ind imod ham, hvorefter han placerede et blidt kys på Dai’s kind. ” Det var for tidligere ” sagde han drillende, da han hentydede til hvordan Dai havde fået ham til at stoppe med at plapre. Derefter koncentrerede han sig blot på at de begge kom helskindede over vejen. Selvfølgelig var han lidt nervøs for hvordan Dai ville tage det, med hvad han lige havde lavet, men alligevel var han rimeligt sikker på at han ikke havde skræmt sin nye forhåbentlig-mere-end-bare-ven.

Endelig nåede de den lille cafe, og Kevin var begejstret over hvor hyggeligt et sted han var blevet ført hen. Det var måske ikke hvad han plejede at se i London, men det var helt okay med ham. Alt nyt heromkring var velkomment, hvis man ignorerede det med vampyrer og varulve, som levede sammen med mennesker. Hvad man dog absolut ikke på nogen måder skulle ignorere var at Dai også var en af de her nye ting. Han håbede inderligt at det her ville blive til noget, da det allerede føltes som om at han havde kendt fyren hele sit liv. Defor fandt han det allerede naturligt blot at sætte sig ved Dai’s side, dog med en lille smule afstand. Han ville trods alt heller ikke virke alt for clingy allerede nu. Det kunne få lov at vente til en anden gang.

Dai smilede til Kevin da denne kyssede ham på kinden. "Pas nu på du ikke tirrer ulven." Han grinede og nussede hans side blidt. Dai kunne næsten ikke slippe Kevin med øjnene. Han var lige ved at kommentere på hvor nuttet han var, da han kom til at tænke på at Kevin måske ikke ville kaldes nuttet. 

Dai var en smule bekymret for Kevin. Han håbede ikke at han havde skræmt sin nye ven meget. Da Dai tænkte ordet ven, rettede han automatisk sig selv til flirt. Han smilede til Kevin da denne satte sig. "Jeg tænkte på... Hvor gammel er du egentlig?" Dai lagde den ene arm op på ryglænet og nussede forsigtigt Kevins skulder. Han kunne simpelthen ikke holde hænderne fra ham, men han ville heller ikke gå for hurtigt frem. 

Der kom en kvindelig tjener ned til dem og spurgte om hvad de ville have. Dai kiggede kort op på ham, før han kiggede på Kevin igen, denne gang med et spørgende udtryk i de blå øjne. Han svarede selv uden at kigge på tjeneren. "Bare en kaffe tak."

(Kort svar i know D: )

Dai smilede stort og prikkede Kevin i siden. "Vil du så også lære min indre missekat at kende? Den er faktisk ret sød, så længe du ikke prøver at gøre den noget." Dai grinede. "Eller gør nogen den godt kan lide fortræd." Han smilede skævt. Han følte sig næsten normal sammen med Kevin. Denne dreng virkede jo nærmest som om han var ligeglad med hvad Dai var, og faktisk ville lære ham at kende, på trods af det. Dai kunne mærke noget flakse rundt i sin mave. Enten var det gigantiske sommerfugle, eller også var det pelikaner. Lige meget hvad, var det på samme tid en dejlig og hæslig følelse. Dejlig, fordi Dai elskede at være forelsket - for det var altså det han var - og hæslig, fordi han ikke anede om Kevin havde det på samme måde, om det overhovedet var gengældt.

Dai lagde godt mærke til det ansigtsudtryk Kevin fik, da han omtalte alderen. Dai smilede opmuntrende til ham. "22? Hmm. Jeg er 19. Og hverken venskab... Eller... Hmm.. Kærlighed har nogen alder.." Dai rødmede svagt. Han håbede lidt at Kevin ville fatte den svage hentydning. Han kiggede Kevin dybt i øjnene. "Det gør vel ikke noget at jeg er yngre?" Dai så forhåbningsfuld ud. Han drejede sig og satte sig med hele kroppen over imod Kevin. Han rakte hånden frem og tog Kevins hånd. "Hmm.. Det virker nok underligt... Men.. Hmm.. Det virker som om jeg har kendt dig hele mit liv. Sådan har jeg aldrig haft det med en person før. Det lyder sikkert ekstremt underligt, men mit hjerte siger mig at jeg skal vide alt om dig.." Dai lænede sig lidt frem og studerede Kevins ansigt mens han snakkede. Han kunne ikke stoppe sig selv, men lænede sig lidt længere frem og lod sine læber strejfe Kevins, ganske blidt.

Kevin kunne ikke lade være med at rødme en smule, da Dai pludselig snakkede om sin ’indre missekat.’ Den kunne godt misforstås en lille bitte smule, men alligevel kunne han ikke lade være med at grine fåret. ”Det kan måske komme på tale” Det gjorde ham også varm om hjertet at høre Dai bekræfte at han kunne lide ham og det var ikke noget man blev træt af at høre. Nej, tvært imod, hvis han sagde det hele tiden, ville Kevin nok ikke blive træt af det på noget tidspunkt.

Kevin bed sig i underlæben, og vidste ikke hvad han skulle gøre ved sig selv. Dai havde jo et eller andet sted sat ord på hvad de begge nok sad og tænkte. Kærlighed har ingen alder. Det lød cliché, eller måske som en pædofils catchphrase. Alligevel gav det ham sommerfugle i maven, og det blev kun værre da han blev spurgt om en bekræftelse. ”Overhovedet ikke! Normalt ville det genere mig men... af en eller anden grund gør det ikke med dig” svarede han forsigtigt, mens hans ansigt fik lidt mere kulør af alt blodet, som skyllede op i hans kinder. Det blev ikke ligefrem bedre, da Dai tog hans hånd, og snakkede lige fra hjertet. Det var som om at hele verden gik i slowmotion mens den næsten-fremmede lænede sig imod Kevin og han kunne mærke sit hjerte hamre i hans bryst.

Og så mødte deres læber endelig. Han lukkede forsigtigt sine øjne og lændede selv ind imod Dai, men forsigtigt, for at vise at det ikke var uønsket. Han var næsten bange for at hvis han blev for ivrig, ville alt det her forsvinde, så han lod det forblive blidt for nu. Der kunne altid blive tid til noget mere senere. Lige nu, ville han bare gerne nyde det her korte øjeblik. Forsigtigt gav han Dai’s hånd et klem og alle tankerne om hvad han nok var nødt til at sige til Dai, og forklare ham, var forsvundet. Han kunne bekymre sig om den slags senere, når han ikke var i den 7. himmel.

Dai smilede svagt da Kevin rødmede. "Hmm. Men det skal i hvert fald ikke være herinde. Tror ikke ejeren ville blive så glad, hvis der pludselig stod en stor grålig tiger i hans cafe." Dai kunne ikke lade være med at grine ved tanken.
Dai kunne virkelig godt lide Kevin, især nu hvor han bare accepterede at Dai var anderledes.
Dai smilede til Kevin. Han vidste godt at det han lige havde sagt lød ret.. Dumt, men han var egentlig ligeglad. Han havde brug for at få sat ord på sine tanker. "Hmm. Det gør mig faktisk ret glad." Han så hvordan Kevin reagerede og kunne ikke lade være med at smile stort.

Dai trak vejret dybt og kyssede Kevin med mere følelse. Det var fantastisk. Dai kunne næsten ikke stoppe igen, og han vidste at det ville komme til at føles helt tomt, når de sluttede det. Han nød det virkelig. Det var så længe siden han sidst havde haft den følelse, og han var lidt bange for at han var gået for hurtigt frem. Han klemte svagt tilbage. Han bed sig svagt i læben og kyssede ham så lidt hårdere. Han følte sig fantastisk tilpas.

Dog hørte han alt for hurtigt en person som rømmede sig. Han løftede hovedet og rødmede. Han nikkede til tjeneren som stod med de to kaffer og lod hende sætte tingene foran dem. Han smilede svagt til hende og drejede så hovedet mod Kevin igen. Da tjeneren var gået lænede han sig svagt ind mod Kevin. "Du må undskylde hvis jeg gik for hurtigt frem. Jeg kunne bare ikke lade være." Dais stemme var hæs mens han mumlede lavt. Han holdt øjnene mod Kevins smukke brune øjne. Han følte at det var fuldstændig tomt og gav Kevins hånd et lille klem. Han håbede virkelig at han ikke havde skyndt sig for meget, så Kevin ville løbe skrigende væk. Dai smilede svagt, og hans blå øjne glitrede.

Kevin kunne ikke lade være med at grine, da tanken om en tiger på en café lød lidt for meget som en overbrugt børnehistorie. ” Hmm, nej, det må nok vente til en anden gang ” sagde han blot med et fåret smil om sine læber. Det var utroligt, men Dai, som var et væsen der ikke burde eksistere, skræmte ham faktisk ikke rigtigt. Det var nok fordi at han allerede havde oplevet nogle underlige ting allerede nu hvor han var flyttet... men også fordi at han ikke var fjendtlig.

Kevin krummede tæer – altså på den fod han stadig havde – under kysset, da der skete så meget i mellem dem nu. Ikke på en dårlig måde, overhovedet ikke, men han havde det som om at han kunne mærke sine følelser vokse. Det kvalte ham næsten, men så alligevel var det ikke uønsket. Nej, han ville have mere af den her følelse, hvis han fik et valg.
Desværre var det ikke sådan det blev, da tjeneren afbrød dem. Han trak sig hurtigt tilbage, helt rød i hovedet som en tomat. Hans tendens til let at blive rød var ikke ligefrem velkommen på nuværende tidspunkt, da han sikkert så latterlig ud. Men alligevel formåede han at se op på Dai, da han snakkede. ” Du skal ikke undskylde. Jeg... kunne rigtig godt lide det ” han sank en klump, inden han rykkede sig tættere på, så den smule afstand, som havde været i mellem dem, forsvandt.

” Jeg kunne faktisk lide det nok til at... at jeg håber at vi kan fortsætte lidt en dag? ” Kevin bed sin underlæbe forsigtigt, mens han ventede på hvad Dai ville sige til hans forslag. Han indrømmede jo egentlig både at han gerne ville se Dai noget mere, men også fortsætte i den retning de gik.

//Undskyld at det blev lidt kortere end dit x.x//

"Du siger bare til." Dai smilede skævt og kiggede fornøjet på Kevin."Så skal du nok få lov til at møde min indre missekat." Dai kunne ikke lade være med at grine, og det var tydeligt at det han sagde havde en dobbeltbetydning. Han blinkede frækt til den nuttede fyr foran sig.

Dai nød kysset så meget at han glemte alt omkring sig og især læberne levede virkelig op til hans forventninger. Dai kunne ikke fjerne blikket fra dem ret længe af gangen, og når han kunne lod han det hvile på Kevins smukke brune øjne. Han var vild med alt ved Kevin. I hvert fald alt han havde kendskab til, so far. Det var længe siden Dai havde været forelsket - sådan rigtig forelsket - og han var ikke helt sikker på hvordan han skulle håndtere det. Han bed sig svagt i læben og studerede hvordan Kevin rødmede. Det var så nuttet!. Han tog Kevins hånd igen, mens han hørte hvad denne sagde. Og han endte med at side med et fjoget, men svagt smil. "Det kunne.. Jeg også.. Virkelig meget." Han puttede sig svagt ind mod Kevin, flettede sine fingre ind i hans og sukkede af velvære.

"Mhmm.. Men.. Behøver vi virkelig udsætte det?" Dai rødmede. han blev næsten endnu mere rød i hovedet end Kevin. Han overvejede hvordan det mon ville se ud for en udenforstående, smilede svagt og fandt ud af at han egentlig var ligeglad. Så rankede han sig lidt. Han sad stadig op af Kevin, men med hovedet tættere på hans. "For jeg vil hellere.. Hmm kysse.. Uhm nu.. Hvis det er ok?" Dai snakkede helt lavt og lod sine læber strejfe Kevins kind forsigtigt endnu engang. Han mente at have fanget at Kevin var interesseret i mere end bare at kysse lidt og kramme lidt. Det håbede han i hvert fald, for han ville selv være klar på mere. Dog kun med den tossede fyr han sad sammen med. hans blik strejfede hurtigt de 2 kopper kaffe foran dem. "Det kunne også være vi skulle drikke vores kaffe, i stedet. Hvad synes du?"

//Undskyld længden :s Btw, skal vi stoppe inden så længe og så starte nyt emne? :p //