Fredsfyldt stilhed

Tid: Omkring kl. 19.
Sted: Legepladsen
Vejr: Solen er lige gået ned, og tusmørket sætter ind.
Omgivelser: Ingen. Måske tilfældigt forbipasserende nu og da, men de forekommer sjældent.

Knirk … kniiirk …
Hængslerne på gyngen lod sig klagende trække frem og tilbage med små hvin som kom de fra tre gamle hekse i enstemmig sang. Årsagen til frembringelsen af disse hæslige lyde stammede fra den person (Will, hvis der skulle være navn), som så ubelejligt havde besluttet sig for at sætte sig på netop denne gynge. Hænderne knugede om de to reb, som var tilsluttet hængslerne, og hovedet var bøjet nedad i en tankefuld gestus. Dette bevirkede, at ansigtet lå henholdsvist i skygge og henholdsvist forskellige nuancer blå, stammende fra det kommende tusmørke, men mundvigenes eftertænksomme sammentrækning var bestemt til at se. Af og til strejfede Wills gyngende fødder rygsækken - som han i ligegyldighed havde smidt fra sig på jorden - mens han gyngede frem og tilbage.
Mundvigene hos den unge vanddæmon dirrede let, idet en spøjs tanke strejfede ham, og han rystede svagt på hovedet, rettede sig så op fra sin sammenkrympede stilling og kiggede sig nysgerrigt omkring. Legepladsen lå øde hen i det fremkommende mørke. Silhuetterne fra de forskellige stativer - karrusellen, rutsjebanen, sandkassen mm. - stod med uklarhed mod himlen, men Wills klare nattesyn gjorde, at han så hver ting tydeligt nok. Aktivitet var der ikke meget af, men det gjorde ham egentlig ikke så meget. Stilheden var ingen tung trykken mod ørene denne gang - den var fredsfuld og rolig.

Fredsfyldt og rolig lå legepladsen hen. Nirvana for det øre der elskede stilhed .
Ikke nogle skrigende unger, intet ubehagelig støj...det vil sige...indtil en ny figur nærmede sig området for de små og dem med barnlige sjæle.

"Lately I been, I been losing sleep mmmm
Dreaming about the things that we could be
baby, I been, I been prayin' haaaaard
Said no more counting dollars
We'll be counting staaaars"

En kvindes røst, brød klar igennem mørket, men desværre var den umulig at beskrive som smuk eller bare tilnærmelsesmæssigt pæn. Personlig var mere ordet.
Kvinden var en babyvampyr, stadig frisk fra fad....ikke færdig tilpasset hendes nye liv, og bestemt ikke fin justeret til at være en almægtig, frygtindgydende , smuk og prægtig vampyer. Skulle man beskrive Millicent sådan , ville det højst sandsynligt medføre man kom til at tisse i bukserne af grin.
Hun var mere en lille omkring vandrende katastrofe af en vampyr, med både hjerte og sjæl. Og oven i det...som var det ikke rigelig forkert...så havde hun et temperament for to, der ikke stod at tøjle, hvilke nok heller ikke var særligt vampyrisk.

Millicent havde en beigefarvet kjole, enkel og feminin ....kan man kalde det safari stil? Den ledte hendes tanker på det anyway. Sorte støvler med lidt hæl og et tyndt sort bælte der sad 'malet ' omkring hendes liv, var det outfit hun var trukket i, inden hun havde taget et sort blazer jakke af kraftig uld over sig. Det var mere for at blænde ind, og ...fordi hun elskede sine menneske vaner.
Hun gik musik i ørene...og hænderne i sine lommer. En pung lå i den ene....mobilen i den anden, hvor ledningen / øredutterne også kom fra.
Hun var ikke opmærksom på der var andre, da hun gik med ryggen til gyngerne. Millicent ændrede dog sin retning ret pludseligt....og gik nu lige efter en karrusel snurre tur, imens hun sang med semi højt og lur mig, om ikke der også kom et par enkelte små danse trin, da hun troede at hun var helt foruden selvskab.

Will lod en masse luft trække ind gennem næsen i en dyb indånding, for derefter at slippe samme luft ud i et langt suk. Hvor var der dog sket meget siden sidst; han kunne næsten ikke kende sig selv igen - eller Di Morga for den sags skyld. Under sin lange rejse tilbage mod byen havde han tit tænkt på, om han mon gjorde det rigtige ved at vende tilbage. Omstændighederne, som havde rykket ham så brutalt væk fra byen, havde efterladt et spøgelsesagtigt ar på sjælen, og når han til tider tillod sine tanker at vandre i gamle minder -
Tungsindigheden var brat bragt til ende, da en bevægelse ud af øjenkrogen fik ham til at fare sammen. Will blinkede og fokuserede panderynkende sit blik mod det, der havde givet ham sådan et chok. Hans ene hjernehalvdel arbejde i højtryk for at bortforklare mulige trusler, mens den anden lo spottende og mente, at selv hans egen skygge ville kunne skræmme ham. Will skar irriteret tænder over sine egne bebrejdelser og brød i det samme næsten ud i fuldt smil, da han, til sin egen afledning og glæde, opdagede, at det ikke var andet end en - en pige?
Han var ikke sikker - det kunne man egentlig aldrig være -, så han var alligevel forsigtig med at stemple pigen som et harmløst menneske; lige meget hvor ucharmerende hendes lavmælte røst lød for hans ører. Synet af hende fik ham til at rette sig lidt mere op og kigge opmærksomt på hende, idet hun fuldkommen ufravendt bevægede sig gennem legepladsen, og det gik langsomt op for Will, at hun måske slet ikke havde bemærket hans tilstedeværelse.
Det tog kun et øjebliks tvivl, før han besluttede sig. Der var altid den paranoide side, som stillede kritiske spørgsmål, inden han nærmede sig et andet væsen; men han havde sådan brug for at snakke med nogen - bare en eller anden form for venlig samtale; et delt smil. Will slap grebet om rebene og stillede sig op med en usikker rømmen.
”Øh - hej.”

SCRATCH...efterfulgt af noget der lød som et PUF, kom fra Millicents ene lomme, og musikken forstummede promte.
" Hold da op...du skræmmer jo livet af mig!" For hun sammen og rystede hendes mobil nede i lommen på samme tid, for at se om den var helt kaput, eller forbindelsen blot løs? Men den var sten død...like the girl in question.
" Damn...ikke IGEN" mumlede hun , da endnu en af hendes ting havde ladt livet for hendes hånd. Pokkers til skod evne! Hvorfor kunne hun ikke flyve istedet for at rende rundt og kortslutte alt ? Langt mere praktisk havde det været da.

Et par nysgerrige øjne af blågrøn kulør, rettede sig nu mod fyren der havde ladet hende vide hun havde et publikum.
" Ehh...godaften." Kom det lidt tøvende fra hende, som hun besluttede at træde lidt nærmere ham, så afstanden blev kortere.

Hun kunne ikke så godt lide at blive grebet i at synge, og slet ikke med øredutterne , der ikke hjalp på at opnå et hold ud at lytte til agtig klang.

" Jeg troede jeg var alene...ellers havde jeg valgt en sang der egnede sig bedre til kano" indledte hun så denne gang med et lidt bredere smil til ham.
Millicents natte syn var fortrinligt, som hans og han lignede en på samme alder.
Hun stank dog til at udskille racerne fra hinanden, selv sine egne kunne hun faile i at genkende.Hun var for privat...og kom ikke nok ud- åbenbart- for det kunne da umuligt være fordi hun var en slowpoke til at lære nyt, no way da.

" Så...gyngerne er din favorit ?... Millicent Walker..." Hun rakte hånden frem for at hilse på ham. Ikke at hun havde fyldt sit spørgsmål ud med alvor, ingen voksende mennesker havde vel favoritter på en legeplads? Altså...udover karusellen naturligvis.

Shute...med en mobil der var død, kunne hun ikke holde rede på tiden.
Hun havde ellers planer om at indfinde sig på Desire Noir, og få lidt arbejde fra hånden, da hun var håbløst bagud.
" ...klokken...kan du sige mig hvad den er? " spurgte hun lod blikket svæve til hans rygsæk. Altid så nysgerrig var hun . Hvad proppede mænd egenlig i deres tasker?

Will stod lidt og kiggede i forvirring, da pigen/kvinden/væsenet halvt mumlede, halvt sagde nogle uforståelige ord. Det eneste, han rigtigt opfangede var noget, der lød som kartofler, men det gav jo ikke helt mening. Måske hans hørelse havde taget skade af al det seneste flyveri oppe i høje luftlag? - eller også var det bare den chilisauce, han havde været så dum at indtage sidste lørdag…
Han skød brat de filosoferende tanker fra sig, da hun endelig hævede stemmen højt nok til normal, social ordveksling. Smilet, der allerede sad som en forsigtig grimasse på hans ansigt, blev en smule bredere og mere ægte, og hans hilsen endte i et halvkvast lattergrynt.
”Nej, hold da op. Det var i det mindste bedre end åbningssangen til Løvernes Konge.” Han tillod sig at kigge mere nærgående på hende; nu da hun var på tættere hold og fandt hende endnu ganske almindelig. Ingen afværgende kors eller ildelugtende hvidløg, heller ingen åbne, blødende sår eller lange, groteske negle - så vidt han kunne se. Temmelig harmløs.
Han tog også et lille skridt nærmere, og det tog ham et øjeblik at opfatte, at hun lige havde introduceret sig selv. Med et stærkt forsøg på ikke at himle med øjnene ad sig selv (og måske en mental note om at besøge lægen; hvor meget vat havde han lige siddende mellem ørene?!), rakte han sin egen hånd frem. Hånden gav et lille spjæt, som om han i sekundet inden fortrød sin handling, inden den lukkede om hendes.
”Øh - hyggeligt at møde dig. William.” Han nikkede, trak hånden til sig og kastede et henkastet blik over skulderen. ”Det er rigtigt. Jeg tror lige, du kom i rette tid, før det havde udviklet sig til noget mere.” Han halvlo lidt og tilføjede: ”Og jeg kan se, du foretrækker karrusellen?” Millicents næste spørgsmål kom en smule bag på ham, og de mørke bryn trak sig eftertænksomt sammen. Han fulgte hendes blik, fandt det på sin egen taske og tænkte flygtig på, om hun mon forsøgte at se ind i den. ”Det har jeg desværre ingen anelse om selv. Men … havde du ikke lige en mobil på dig?”

" Guuuud ...så det VAR en sang? Jeg har altid troet det var en af lydfolkene der havde galdestensanfald eller alvorlige mave kramper...og så havde de glemt at slå lyden fra?" Legede hun lidt videre med hans bold.
Millicent kunne godt lide hans smil, især da det løsnede lidt op. Hun var blevet lidt af en haj til at se når et smile var ægte, kontra et fake. Oplært af mesteren selv, og modtager til sin del af begge efterhånden.

" Likewise William " gav hun et fast men kort Shake, og puttede så sin hånd ned i lommen igen.
" Mmm..jeg husker som lille at de var den her...hype..omkring karusellen. Kørte man den i forkert retning, og tog en tur sådan - så kørte man brækvejen...det taler vist for sig selv. Og kun de modigste turde afprøve om der var hold i den overskrift"
Hun små lo og hånden forlod lommen , for at slå ud mod karusellen.Med pegefingeren blev der tegnet små cirkler i luften..
" Jeg kan bare slet ikke huske om brækvejen var med eller mod uret? Og børne logik er ikke altid så nem at gætte sig til "

Millicent smilede til ham..." wanna take a biiiig chance? Du ved...lev stærkt , dø ung! Prøv brækvejen ?" Han sikkert tro hun var mentalt retarderet, men det var vel i bund og grund langt værre end det. Onde tunger påstod hun slet ikke havde hjerne bølger længere...elektriske svingninger...og så var det da dobbelt af ironi, at hendes evne var at kortslutte elektriske svingninger.

Hun rynkede på næsen, hvor meget tid havde hun tilrådighed? Hun kunne jo også bare udsætte det. En dag fra eller til, betød nok ikke så meget. Arbejdede hun i vampyr speed, kunne al forsømt arbejde hurtigt gøres bod på.
" Jo...men min mobil er netop...gået død" hun talte ikke længere. Især microovnen, den havde hun ødelagt og købt et hav af efterhånden. Den var ofte i brug, til at oplune hendes blod .Hun drak mest doner blod. Det blev ophældt på flasker hun så satte på køl.Enkle gennemsigtige flasker, fordi hun skulle lære at forholde sig til det faktisk VAR blod hun indtog, så gik det ikke med smukke lilla flasker eller blomstrede nogen.

Hun kunne ikke se igennem ting, så intet af taskens indhold havde hun nys om.
Hun var blot ...interesseret.

" Venter du på nogen , eller fik du bare lyst til at være barn igen ?" Spurgte hun og nikkede mod gyngen , der stadig var moderat bevægelse, efter William havde forladt den.

Wills øjenbryn skød spøgfuldt i vejret. ”Helt ærligt, det kunne det meget vel være,” indrømmede han. ”Men jeg er glad for at have lært dig noget nyt.” Millicents afslappede facon havde allerede løsnet en masse muskler, og på mange måder føltes det næsten som at sludre med en gammel ven.
Han lagde armene over kors og lyttede fascineret til hendes beretning. Gamle barndomsminder, for længst forsvundet og begravet af den virkelige verdens hårde ligegyldighed, strakte sig og skubbede sig lokkende frem. Der var engang, hvor verden syntes at have uendelige muligheder og grænseløs skønhed. Dem, som endnu holdt fast i denne tro, besad en skjult form for tapperhed, og det var den, Will jagtede efter at få igen. Han lo igen og funderede over de sjove billeder, hun frembragte i hans tanker. ”Jeg går stærkt ud fra, at du må have været en af de knap så heldige med bræk i håret, siden du kan fortælle historien så virkeligt,” drillede han. Uden at tænke over det, havde hans fødder allerede bevæget sig i retning af karrusellen, og han lod en hånd stryge hen over karrusellens gelænder. Metallet var køligt og hviskede om glemte børnelege og -rim. Bo og Lis sidder i et træ og k-y-s-s-e-r ...
”Hvis du insisterer … ” Han så atter på hende og måtte anstrenge sig for ikke at grine. ”Men så må du først give en demonstration. Du virker allerede så erfaren.”
Will kløede sig bag øret og kiggede tankefuldt op mod himlen. Hvor længe siden var det, han sidst havde ejet en mobil? Hvordan fungerede den teknologi overhovedet længere? ”Det var ærgerligt,” kommenterede han med et skuldertræk. Det næste havde han langt lettere ved at svare på. Med et sagte bump! gled han ned på karrusellen, så han nu sad og kiggede op og hun ned.
”Noget i den retning, tror jeg. Her er meget … rart.” Han rynkede panden og kiggede et øjeblik ordløst på hende. ”Hvad med dig? Kommer du tit her for at give intimkoncert til børnene?” Det bratte skift tilbage til drillende fik ham til at live op igen.

" En hver dag der giver en ny viden , kan umuligt være helt spild" rundede hun den med " Sålænge du ikke sender et Giro med posten " små fjollede hun.

Millicent ville enormt gerne kunne fortælle resten af historien fra barndommen til ende, men det lod sig desværre ikke gøre.
Siden forvandlingen forsvandt minder, ferier, oplevelser og store periode af hendes liv ud i en tågedis, hvor de kun sjældent kunne drives frem i dagslyset.
Men ikke alle , mange bestod stadig...og dette var et af dem, men selv om hun kneb øjnene lidt sammen og gned panden en enkelt gang, kunne hun ikke vride mindet for mere. " Jeg tror jeg har fortrængt den del....så måske har du ret. Stakkels min mor" lo hun , da hun altid havde haft håret i en god længde, også som barn.

" Ok, gør plads for mesteren så !" Hun holdte et grin inde da han havde valgt at beskrive hende som erfaren. Hvad havde hun været vampyr nu? 6 måneder cirkus...hun var en ren baby, og uden en skaber var hun langsomt udviklet...eller...ja, hvordan man nu sagde det. Andrija var startet ud som hendes mentor, men han var dæmon...og havde vist en plan af sin egen der ikke altid stemte overens med Millicents.
Udover det var hun meget ung da hun blev dræbt....og forvandlet.
Havde ikke nået sin uddannelse, og kun haft en enkelt kæreste der havde fået hende til at sniffe til voksen livet. Hun boede stadig hjemme, da overgrebene skete.
Så erfaren? ....måske på det ene punkt han lige havde ramt , legepladsen.

Millicent trådte op, og lukkede hænderne og gælænderet.
Hun brugte den ene fod, til at skubbe den igang.
Der kom hurtigt en vis fart over, og hendes øget vampyr styrket bidrog da også til suset.
Efter at have hvirvlet et par omgange, med hår viklet om hendes ansigt som en turban der sad helt forkert, tog hun farten af igen og bød ham ombord.

" Tag plads....hvis du tør...ingen bræk..endnu da , og ellers er det hurtigt vasket ud af dit " hun smilede og staten den først i gear igen, efter William havde tavet sin plads som passager hos kaptajn Millicent.

" Nej...jeg er sjældent blandt børn...og tror aldrig jeg har listet ind her før" lød det tøvende. " Underligt nok....legepladser har en helt særlig charme."

Hukommelsen kunne jo spille hende et pus.Havde hun faktisk været her med Diego eller Jose? Naaa, det mente hun ikke.

" Jeg er fra Geneve...og kom hertil da jeg...kom hertil for seks måneder siden " , afbrød hun sig selv.

Hun var blevet begravet her af Dolohov , hendes afdøde skaber ....en gammel idiot der havde gjort hende fortræd. Han var ven med Liam og Kalamka, men Kalamka havde flået hovedet af Dolohov, da Millicent kunne afsløre at han både havde forvandlet hende mod hendes vilje OG snydt og svindlet penge fra Kalamkas bank , Omari menage.
Det var en lang trist historie....og Millicent havde chokeret et helt selvskab og kostet en sene. Men det endte lykkeligt, hendes værter var tilfredse med Millicents opførelse.

”Kunne ikke have sagt det bedre selv,” nikkede Will, selv om han virkeligheden ikke var så sikker på, hvad en ”Giro” var. Ja, okay, han vidste faktisk ikke, hvad det var, men det var alt for meget at indrømme.
Et komisk billede af en lille pige med håret sølet med ildelugtende bræk, siddende surmulende på en taburet, mens moderen irriteret forsøgte at få styr på manken, dekorerede sig selv i hans tanker, og han skar en medlidende grimasse. ”Forståeligt. Jeg ville nok vaske min hjerne med blegemiddel, hvis det var mig.”
Det var med en smule overraskelse, han overværede det næste, Millicent gjorde. Egentlig var udfordringen snarere en tom joke uden nogen virkelig intention og forventning om, at hun faktisk ville gøre det. Det ville dog kun være den største idiot, som valgte at beklage sig nu, for det var bestemt ikke noget, som skulle gås glip af. ”Okay,” lo han og bakkede yderligere frem skridt tilbage. ”Så må jeg jo hellere befinde mig på sikker afstand, så jeg ikke, du ved - ” rammes af dit bræk? ” - øh, kommer til skade.” Han skød drilsk øjenbrynene i vejret og snerpede læberne sammen. Millicent begyndte dernæst at dreje karrusellen rundt med hujende fart. Will iagttog med fornøjelse og mærkede hvordan, hans egne hjerteslag tog fart Han lod kortvarigt sit blik glide rundt på legepladsen, og det var lige inden, han ville fokusere på Millicent igen, at han bemærkede det.
Det var egentlig ikke noget videre usædvanligt; måske endda helt usynligt for det blotte øje, hvis Will ikke havde haft sit fantastiske nattesyn. Et lille ryk i skyggerne, tusmørket havde lagt som et mønstret tæppe over byen, lidt til venstre for karrusellen. Will kneb mistænksomt øjnene sammen og trådte ubevidst et halvt skridt frem. Det var ikke skyggerne, han fandt unormale, men snarere mørket i dem. Som om netop disse skygger var alt for dybe, for sorte til at være naturlige; så usædvanlige at de ligefrem adskilte sig fra de andre skygger, som huserede legepladsen - men han kunne ikke helt lægge sin finger på det …
Koncentrationen svandt, og hørelsen skruede op igen. Det gik op for Will, at Millicent havde sagt noget, havde faktisk stoppet karrusellen. Han blinkede, kiggede forvirret på hende, mens gåsehuden rejste sig på hans arme. ”Undskyld, jeg - jeg hørte vist ikke, hvad du sagde … ” Han rømmede sig forlegent og skottede endnu engang mod det usædvanlige sted. ”Jeg må have troet, jeg så noget et øjeblik, men … ” Ordene svandt ud, og han virrede med hovedet, skubbede det fra sig og gravede et skævt smil frem. ”Det var nok bare min fantasi. Øh, nå, så du vil give mig et lift, hva’?”
Med kun en svag følelse af utilpashed tilbage i kroppen lod han sig dumpe ned på karrusellen og vidnede hvordan, verden så småt begyndte at smelte sammen, lod hver ting gnide sammen i enderne, da Millicent satte gang i karrusellen igen. Han lod hende fortælle og lukkede sin interesse nysgerrigt om hver et ord. De sidste ord lød dog som om, de havde en tøvende kant over sig. Han sank og kiggede mod hende med et eftertænksomt blik.
”Så må Di Morga være ret ny for dig,” kommenterede han forsigtigt, usikker på hvorvidt han burde udspørge eller ej. Men, åh, hvor nysgerrigheden brændte.

Imens Millicent var travlt beskæftiget med at blive genforenet med barnsommens glæder , var hendes opmærksomhed ingen steder nær de omgivelser der omkransede dem.
Den var udelukkende rettet mod karrusellen og perifert mod William. Men ikke nok til at se han et øjeblik så noget i skyggerne.

Lidt undskyldende fik han et smil der bare spor af sårbarhed. Hun var som udgangspunkt blot en tillidsfuld pige med kærlighed til sine medmennesker , men hun havde erfaret at man fik slag over snuden , især var man anderledes. Og man kunne få dem af både fjender og dem man elskede. Hun havde lært både at kunne kæmpe og underkaste sig , hvilke faktisk ikke var helt så let som det måske lød.
Måske havde Andrijas meget hårde lektioner alligevel ikke været helt spildt ?
Udover dette gik hun ofte omveje eller andre veje andre ikke lige javde tænkt at vandre ned af , og at inviterer en helt fremmed mand til en legestund , kunne virke for dumt.
Men ... Hey ... Det galdt om at gribe nuet og når det praktisk talt gned sig op af hende , så skulle det da afprøves. Sålænge hun ikke virkede anmasende , hvoraf der undskyldende smil var opstået.

Nåå ja ... Og så måtte hun vel ikke kalde sig PIGE længere , teknisk set .... Eller var det bare menneske hun ikke måtte være ? Øj , alle de begreber der skulle jongleres baglæns nu , den indlærte viden der skulle læres påny. Bitchy life, sådan at genopstå som en helt ny race.

" Jeg er pilot på projektet her , og jeg skal personligt varetage al hårvask , skulle det blive nødvendig " jokede hun og satte deres leg igang.

Da hun lod farten normaliseres og den drejede med et behagelig halv doven tempo, lænede hun sig op af det lille gelænder og lyttede til spørgsmålet.
" ja , det hele er stadig ret nyt. Et ... Bemærkelsesværdig sted indeed" lød det mildt. " Jeg var heldig ... Fandt job - faktisk hele tre stykker " små lo hun og kikkede kort op mod himlen og huskede de tre meget forskellige stillinger , hvoraf kun een var tilbage. Hvis man ikke talte hende free Lance med for operation Libra og FUN.

Hurtigt fandt hun tilbage til Williams øjne og smilede til dem..." Jeg har dog kun et job nu , som kostumier hos Desire Noir , hos Lawrence Watson?" Måske han kendte det store model og mode hus?

" Hvad med dig ... født og opvokset her ? Sådan en rigtig Home town boy?" Skiftede hun samtalen over til ham. Det var altid sjovest at høre om andre , frem for at tale om sig selv.
" Har du arbejde ?" Fik hun da også lige sneget med ind.

Tre jobs virkede voldsomt udmattende, syntes Will. Nu var det dog ikke helt unormalt, at lavtlønnede job ofte ikke nåede den nødvendige sum for at man kunne leve komfortabelt, så udmattelse var måske, i sidste ende, en lille betaling for mad på bordet og tøj på kroppen. Dernæst virkede det som om, Millicent blev tabt i nogle minder et øjeblik, og Will undrede sig over, måske selv en smule sørgmodigt, hvad hun mon tænkte på. Der var bestemt mere usagt imellem dem, end hvad der blev sagt højt, og han var sikker på, der lå mere til Millicents karakter, end hun var fortrolig nok til at fortælle ham om. Der var dog ingen grund til at të sig irriteret og forlange uddybelser. De havde jo trods alt kun kendt hinanden i et kort øjeblik.
”Desire Noir?” sagde han, spidsede læberne og ransagede sin hjernes dybeste afkroge, mens han forsøgte at huske længe glemte detaljer om en by, som engang kunne have været hans hjem. ”Er det ikke et … modelbureau eller sådan noget?” Hans ansigt fortrak sig forpint, og han så skævtsmilende på hende. ”Min hukommelse er lidt rusten.”
Samtalen tog en vending på 90 grader og Will opdagede, at opmærksomheden nu var rettet mod ham. Han tænkte igen på, hvad Millicent havde fortalt ham og hvordan hun havde fortalt det, og han overvejede hvor meget, han selv skulle vove at røbe.
”Nej, ikke rigtigt. Faktisk slet ikke,” svarede han spekulativt. ”Jeg kom først hertil i en alder af femten. Jeg … ” og nu tænkte han sig godt om, før han fortsatte, for en velkendt knugen i brystet havde meldt sig. ”Jeg er først lige kommet tilbage igen efter en lang tur. Så praktisk taget kan vi kalde os ’newbies’ sammen.” Han svirpede et grin i hendes retning.

//Oh god, undskyld for sådan et kedeligt svar!! Jeg tænker på at sætte lidt "action" ind i mit næste svar, so don't worry :)) //

De tre Jobs havde hver deres historie. Hendes første Job efter forvandlingen havde været som billet kontrollør i metroen. Hun var presset da hun i den grad var i behov for penge og da hun kun kunne arbejde nat og ikke i dagslys , blev hun hurtigt et hit blandt kollegaerne , der hellere end gerne ville undvære det tunge nattearbejde. Men hun kedede sig bravt. Og var også bange for at komme til at spise en passager.
Det var ikke let at være nyfødt og on her own , ingen til at kunne fortælle om blodet og dets virkning og Hvordan man tog styringen over drifterne og instinkterne.

Så havde gamle Mack Søgt en til at stå ham bi i den døgn åbne bog antikvariant. Og Millicent slog til. Det viste sig dog at det var et job hun nærmest måtte betale for at have.
Hun nænnede ikke at salget var ikke eksisterende og det endte med hun betalte for at gå på job , da hun selv købte bøger når hun var der... For at støtte.
Ofte for større beløb end hun tjente sort.

Da lawrence watson slog stillinger op , ansøgte hun om kostumier og fik alle sine krav opfyldt - undtaget lønnen , den fik hun kun næsten.
Her var billetten til at opsige sit kontrollør job , og havde så stadig to.
selv Millicents iver for at støtte gamle Mack kunne ikke holde den elskede butik kørende. Så han solgte den uden om Millicent. Til Alias ..
Ph hun huskede da Alias væltede ind mes sine flyttemænd for at tømme butikken , og Millicent havde nægtet dem. Indtil alias ringede til mack.

Nu havde hun så kun eet job tilbage på Desiré Noir , så det måtte hun se at passe godt på.

" Ja ... Top tunet og hot ass sted der tjener penge i million klassen. Der arbejder jeg eeh om natten . Syr tøjet til og finder rekvisitter til de forskellige shoots. " hun oplyste ikke om de design ændringer hun jævnlig fortog og lawrence havde heller ikke bemærket det. Hvilke var godt , for hun ville sikkert blive fyret.- men når nu hun bare VIDSTE det var til det bedre , og de salgs tal hun fulgte så nøje også bekræftede det , såååå.

" Sikke en rende maske du er " smilede hun og lod hænderne glide langsomt frem og så tilbage igen , over det glatte stål helende.
Det næste spørgsmål var jo givet.. " Hvor har du så været henne - og hvad bragte dig hertil igen ?" hun lagde hovedet lidt på sned og havde nu fokus på hans øjne og mund.

" Er der ikke altid en pige involveret i den slag ?" Fiskede hun og tænkte at hun enten ramte Bulls eye - eller var så langt fra så kun lignede en uden øjne der sigtede efter en løbende gås. Uanset hvad ville hun måske komme et lille afsnit længere ind i bogen om William.

Det gik op for Will, at forbindelsen mellem modelbureau og model var så stærk, at han fuldt og fast havde regnet med, at Millicent arbejdede som model. Med et mentalt skub til sin hjerne mindede han sig selv om, at der selvfølgelig eksisterede andre jobs inden for denne branche, og Millicents lød til at være temmelig imponerende, men …
”Om natten?” gentog han kritisk. ”Det lyder lidt hårdt. Sover du så hele dagen eller hvad?” Nattearbejde gav trods alt god løn, og alting var glade dage, indtil man havde arbejdet sådan i en måned. Mindet om dagslyset kunne pludselig udvikle sig til et stærkt ønske om at opleve verden i live igen og ikke som en ensom sjæl, der kun arbejder i en natlampes blinkende skær, mens resten af verden er fortabt i drømmenes land.
Det gav et let ryk i ham, og et overrasket smil bredte sig på hans ansigt. Så han var åbenbart ikke den eneste, som sad og gættede. ”Det er en lang historie,” svarede han ærligt. ”En masse bøvl med familien og sådan … ” Han trak benene op fra jorden og skiftede position, så ryggen lænede mod en af karrusellens stænger. Nu skulle der ikke så meget nakkekrængning til for at se på Millicent. En genkendelig følelse af grå tungsindighed rørte på sig og skubbede sig tirrende mod hans nerver, og hendes næste spørgsmål hjalp ham med at skubbe det lidt væk igen. Han lo lavt, rystede på hovedet og fandt et punkt til venstre for hende at fokusere på. ”Jo, det har du nok ret i,” mumlede han. ”Nu kunne jeg næsten skrive en forfærdelig kærlighedsroman, ikke? Tjah, på en måde var der faktisk, men hun var kun en del af problemet her i Di Morga. Man kan godt sige, jeg på en måde efterlod hende, og det var egentlig et beskidt kneb, sådan som jeg …”
Han var næsten ikke klar over, hvad han selv sad og sagde, for nu var hans opmærksomhed atter rettet mod buskene. For et kort øjeblik havde han glemt alt om den mærkelige følelse, som for et øjeblik siden havde bredt sig i ham, men nu rejste alle hårene sig igen. Gåsehuden bredte sig over hele kroppen, og hans håndflader blev klamme og svedige. Bladene hvislede, og de dybe skygger rørte på sig. Wills ord satte sig fast i halsen, og han holdt vejret. Det var alt, der skulle til, og netop som noget sort brød ud af mørket og kastede sig mod Millicent, greb Will hårdt fat i hende og trak hende med sig i et desperat kast mod jorden.
”Pas på!” Råbet rev sig ud af hans hals, idet de begge kolliderede med jorden. Will gispede og rettede sig op i samme øjeblik som mørket - væsenet, hvad end det var! - rettede sig mod dem igen. Kampinstinktet vågnede i Will og han rettede beskyttende armene ud fra sig, tænkte på kæmpe vandfald og voldsomme regnskyl. To tykke stråler af vand skød ud fra hans håndfalder og kolliderede med det skyggefulde væsen. Et skingert, øreskærende hyl rejste sig fra det store monstrum, og skyggerne omkring denne syntes at pulsere og vride sig i smerte. Så gik det op for Will, hvad væsenet var.
”Det - det er en skyggedæmon!” gispede han til Millicent. Og en hel almindelig skyggedæmon var det heller ikke. Et væsen fyldt med mørke, utæmmet og uden nogen form for menneskelig følelse. Mørket og rædslerne pulserede dybt i denne skyggedæmon, og Will var ikke i tvivl om, at Dæmonernes Verden havde været dens læremester. Chokket, de to vandstråler havde givet skyggedæmonen, varede ikke ved længe, og med et rædselsfuldt åndepust, som stank af røg og noget forfærdeligt råddent, skubbede den rasende Wills forsvar til side og langede ud efter Millicent …

Millicent var forberedt på at det kunne medføre en undren , hendes nat arbejde, så det voldte ikke større kvaler at uddybe det for ham ..
" Natten er det tidspunkt jeg bedst kan udfolde mig på og være kreativ på " smilede hun og var rigtig glad for at hun ikke behøvede at lyve.
" Det er et godt job , jeg skal ikke klage - men ja .... Indimellem savner jeg solen og det mere simple liv om dagen. " hendes øjne fik et skær af noget der lignede afsavn. Hendes liv var nu meget centreret omkring diverse klubber og hele bar / cafe senen. Meget langt fra det liv som pædagog hun ellers have drømt om som menneske.
Men det var jo ofte steder som disse der vibrerede om natten. Alene at finde et sted hun kunne købe nogle ordenlige blomster og planter , når hun var vågen , havde vist sig noget af en hård nød at knække.

Hun ville have smilet - meget - af hans model tanke. Hun var slet ikke typen der nød at være centrum og kunne ikke drømme og et job hvor andre skulle pille og rette og dirigerer hende hele tiden. Eller hvor det handlede om looks istedet for indhold . Og udover det var branchen lidt overfladiske , sorry to say. Fordomsfuld ville nogen måske sige ? Så havde Millicent bare tilgode at møde nogen med lidt mere substans - men naturligvis var de der. Hendes tanker skiftede kort til Nathan Sanders, en hot shot og feteret model. Kendt for at være en Ladies man - og Millicent havde hjulpet ham med tøj enkelte gange til hans foto shoots.
De havde haft nogle gode samtaler dengang. Mon han var sammen med den pige han havde mødt stadig , eller kunne han ikke det der med monogami ?... Hmm mallorie hed hun vidst?!

Millicent nikkede opmuntrende til William og rundede af med et lille smil " du forlod hende ?! Uha - det er vi piger ikke vilde med " skændte hun blidt med et lille glimt i øjnene. Hun ville have sagt at Hun håbede det var faldet på plads ... Både med pigen og med familien , men lod sig distrahere af Williams koncentration der gled på halen.

Millicent nåede ikke at opfange noget - ingen ting fornemmede hun , og da hun stod med ryggen til var hendes parader helt nede. Hun spærrede øjnene op i markant overraskelse , da en stærk hånd uden forvarsel, lukkede sig om hendes arm , og rev hende med sig omkuld . Hun fornemmelse nogen .. Eller noget, en klamt fugtig en eller ånde i nakken på samme tid , men lå i næste sekundt over på William , på det stenede asfalt på legepladsen , med Williams advarelse hængende over hovedet.

Hun havde en hånd tilbage på hans mave , da resten af hende trillede ned og så befippet til hvordan William hænder nu strålede vand afsted og forsvarede dem mod ... Ja, Noget hun aldrig havde set før!

Millicent glanede ... Hvad de var oppe imod havde hun ikke fjernest ide om , men det kunne umuligt være godt. Den virkede ... Truende og agressiv og med en stor vrede slog den Williams angreb til side...
Millicent kom på benene og bøjede lidt fremover som en kat der skød ryg. Hun hvæsede lavt og krængede overlæben op . Hendes forsvar var også skudt frem spontant - i form af de syle skarpe bisser , der nu ville afsløre at hun var langt fra menneske.
Men hvad skulle hun nu ? I det nano sekundt hun havde til sin rådighed , inden bæstet langede ud efter hende igen , så hun for sig hvor fedt det ville være at trække en pokeball frem og skrige " Gordon Mattheeeewsss jeg vælger DIIIG!" Og wupti ville hendes skytsengel dukke op og klare ærterne. Men sådan virkede det der engel tjavs åbenbart ikke, hvilke var nærmest skuffende.

Millicent havde ingen fancy angreb , ikke med mindre hun kunne ramme nogen ved at kortslutte deres brødrister , hvilke ikke lige var tilfældet her.
Så hun satte istedet sine bevægelser i multi speed , og fik trukket William med sig en to tre meters afstand fra deres overfalds mand , imens hun ikke slap den med sit blik - selv ikke da hun med hjertet i halsen spurgte William.." Hvad fanden er.... det dér?"

Hun tog den også lidt videre , iden at vide om man kunne kommunikerer med gespenstet , eller havd det nu var ... " Du har tre sekunder til at fortælle hvad du vil - eller tage benene på nakken , inden min ven her " hun daskede William på skulderen ..." Og jeg , bliver rigtig vrede !" Prøvede hun som den lille anti helt hun var .

Will nåede næppe at reagere på Millicents ord om jobbet og senere den drillende kommentar, før han i det næste fandt sig selv i en slem suppedas. Næppe var der heller ingen tid til rigtigt at registrere Millicents noget umenneskelige reaktion på skyggedæmonens indtrængen; nej, det var snarere noget, Will med sikkerhed ville huske senere, skønt det ikke var det, hans tanker var rettet mod nu.
Det gik knap op for ham, hvad der hændte, før han blev trukket i modsat retning, væk fra den fjendtlige dæmon. Han bed brat sin første reaktion af (et råb af protest og et ryk for at slippe fri), da han opfattede, det bare var Millicent. Godt var det dog også, at han fulgte så villigt med, for det store monstrum havde i samme sekund slået Wills forsvar til side og slået ned netop der, hvor Millicent havde stået for et øjeblik siden. Will fik efter denne indseelse, travlt med at beslutte sig for, om det nu var bedst at tage benene på nakken og skrubbe af eller tage kampen op, som han inderst inde vidste, han burde gøre. Det sitrede i hans skulderblade, en svag prikken som når en kropsdel sover, og han vidste, hans krop var ved at forberede sig til kamp på alle fysiske måder. Han bed tænderne sammen og bakkede yderligere to varsomme skridt.
”En dæmon,” gentog han snerrende til Millicent. Kunne hun ikke for en gangs skyld lytte bedre efter? Kort efter var han næsten tæt på at le højt i vejret og vovede at skæve humoristisk (ja, okay, hvornår var man nogensinde humoristisk i en livsfarlig kamp?!) mod Millicent, før han rettede hele sin opmærksomhed mod skyggedæmonen igen. Måske havde Millicent for en gangs ret; måske var det muligt at kommunikere med dæmonen. Efter alt var meget jo muligt, og hvem vidste om det blot var en dæmon, som havde fået det forkerte ben ud af sengen eller fået serveret sin morgenkaffe for kold? Will kendte i hvert fald bittert til begge følelser. Hans optimistiske håb blev dog brat slukket, som når vinden puster et håbefuldt bål ud en kold nat, for skyggedæmonen gjorde ikke andet end at fremtræde mere skræmmende end før. Skyggerne forsatte støt med at rulle i uendelige former af krøllede bølger af røg hen ad jorden og henlagde de allermest nærliggende omgivelser i tæt tåge. Havde den været stærkere, som Will de foregående to år havde erfaret dæmoner kunne være, ville hele legepladsen have været så mørk som en kuldkælder, men det var heldigvis ikke tilfældet. Denne række af nye tanker satte håbet i spidsen for Will igen, og han trak defensivt sin lille kniv frem, mens varierede former af en idë begyndte at forme sig i hans tanker.
Tja, det var et forsøg værd.
”Her!” råbte han og rakte kniven til Millicent. ”Det her virker måske lidt sindssygt,” og han snakkede hurtigt nu, for det var normalt ikke længe monstre fandt sig i at lytte til sniksnak, ”men det, jeg vil gøre nu, er, at distrahere den. Når den virker forvirret nok, kaster du den her kniv - ” hans lukkede hendes fingre om skæftet - ”lige ind i dens, jeg ved ikke, hjerte, hoved eller sådan noget! Okay?” Han gav hende ikke engang mulighed for at svare, før han i et spring var på vej mod faren. Allerede som han tog tilløb, kunne han mærke den sære skubben i skulderbladene bryde fuldmodent ud i to grønsorte vinger. Hans nyformede, skarpe tænder klikkede mod hinanden, og de nu lange, spidse negle i de knyttede hænder, rev hul i huden. Øjnene blev store og mørke, og snart følte han ikke andet end tørst for at slå, sparke og udøve vold i værst tænkelige grad mod deres fjende.
Han lettede, fløj i en bue rundt om skyggedæmonen og begyndte at bombardere den med nye vandstråler. Uhyret snerrede, hvinede og vred sig rundt, mens dens lange spøgelsesarme faretruende slog ud i alle retninger. Af sådan en trussel at være, virkede den ikke synderligt intelligent, noterede Will hånligt, for afledningsmanøvren virkede allerede.
”Idiot,” henåndede han koldt, dukkede en udstående klo og sendte en kaskade af vand direkte ind i hvad han regnede for at være skyggedæmonens hoved. ”MILLICENT!” brølede han kommanderende.

Hvor var det dog irriterende , når det hele bare var ude af takt og man ikke kunne finde rytmen sådan rigtigt. Millicent kunne slet ikke koordinere hendes opfattelse, da de få dæmoner hun havde kendskab til havde en menneskekrop ...og noget mystisk noget med vinger når de var i dæmon form. Men dette gespænst var langt fra noget der lignede, og hun var temmelig usikker over hvad den ville med dem ?
Hvorfor var den efter dem, troede den virkelig de var føde eller hvad?
Hun mærkede det summede i hendes håndflader , en sovende fornemmelse af anspændthed da hun stirrede på den nærmest forvrænget skabning der flagrede foran dem , på ildevarslende vis.

"Helt klart af hankøn " mumlede hun og vendte øjne, da dæmonen ikke ytrede et ord eller udviste andre tegn på at have interesse i at kommunikerer.
Men humoren ebbede hurtigt ud, da luften tog til i fugt og en klam jordslået lugt fulgtes ad med de rullende skygger, ravnesorte, der rullede som vesterhavets bølger og vandt mere og mere terrain.

Som en listetyv sneg alvoren sig ind på hende og fik Millicent til at begynde reflekterer over hvor stor fare var de lige i ? Burde hun smide William over nakken og sætte i vampyrens enestående hurtig ran eller kunne de overkomme truslen fra det ukendte...eller det for hende ukendte. Hun skævede til William der havde indledt hans instrukser. Han synes at have møde væsener som denne før lød det til ?
Alligevel var hun skeptisk...usikker på om de nu kunne- og egenlig også om det var helt nødvendigt...den sidste bekymring skabt af kniven hun nu holdte i sin hånd.

Millicent kunne ikke huske at have stukket nogen før....hun dræbte helst ikke, havde al for stor respekt for liv ....men når hun havde gjort det, var det helt bestemte knapper der var trykket på i hendes pigesind, og dette var et ganske andet set op.

Et meget lille nik, blev givet til William som tegn på hun havde hørt.
hendes lyse hånd knuede fast om knivens skaft , og imens hun burde havde sine øjne på deres modstander, var de fanget af Williams formskift, der fik det til at køre en smule rundt for hende. Kun een gang havde hun set et syn tæt op af dette.
Da Andrija havde forvandlet sig ude i søen. Hun var både ramt af facination men sandelig ikke uden at slippe for at blive skræmt af det sælsomme syn også.

William gik i gang, swift and effective...han var på sagen !
Millicent derimod....på bagen.
Hun rettede nu fokus på mørkdyret, der langede vildt ud efter William og snurrede og drejede rundt, som et vildt dyr der var ved at opleve et bur sænke sig ned over det.
Hendes øjne løb rundt på dæmonen. det var sku ikke for let at se hvad der var hoved og røv der! det var svært da den stod stille, så prøv lige når den vred sig rundt, som legede den beyonce!

Hun så ned på kniven...tøvende...hvad nu hvis de kunne fange den på anden måde?
Det var ærgeligt hun havde futtet mobilen af, for måske en serie af blitz kunne få den til at flygte, når den nu gjorde det så meget i al det sorte og mørke?
Williams stemme rungede hårdt- og vækkede hende op fra de forudroligende tanker hun tumlede med.

" Ja ja...hjeret " mumlede hun og ønskede hun kunne havde været dr. Who.
Matt Smiths kvindelige side stykke, en tidsrejsende der bare vidste alt om aliens og monstre, blandt andet...han ( eller hun, hvis udgaven var female) havde vidst hvordan skyggedæmonen skulle unduleres!
- hun anede shit.
Så istedet for at kaste kniven mod den store frygtindgydende kolos, hævede hun kniven op foran brystet, og holdte nu med begge hænder på den, da hun for frem i et angreb.Med hast og styrke ville hun hugge kniven i den , en ..to...tre gange, i håb om at ramme, da hun havde knibet sine øjne helt i- for at undgå at se.

istedet blev larmen overdøvende, da det lød som 100 hylende ulve og tudende børn, da Millicent væltede ind imod skyggedæmonen.
Hun kunne mærke hvordan hendes hud på armene sprækkede, som en coktailpølse i for varm vand, slicede den lyse hud sig åben flere steder på hver arm, og sikkert også på hendes ben.
havde den fået revet hende...eller hvad skete der?
naturligvis ville hun hele hurtigt op, men det forhindrede hende ikke i at opleve smerten nu, og heller ikke i at frygte om hun var lykkes i hende lille mission eller ej.
De pinsomme skrig stilnede af...og Millicent der nu lå på alle fire, på asfaldten, slog øjnene varsomt op.


"William...?"

Det ville være løgn at sige, at Will ikke nåede at have sine tvivl, mens han hovedkulds kastede sig fra side til side i luften. Hvem kunne vide, om han egentlig havde taget fejl af Millicent, og at hun i virkeligheden var en bedragerisk person, som nu kunne se sit smuthul til at slippe uset væk? Det ville være en ond skæbne for Will, for skønt han var sikker nok i sin sag på, at han i sidste ende ville kunne overvinde skyggedæmonen, fandtes der dog altid risikoen kaldet skæbnen, som kunne fordreje det hele.  Den anden tvivl, han nærede, tilhørte bekymringen for, at han i en fejl havde overført et våben til en person, som slet ikke havde nogen anelse om, hvordan et våben skulle håndteres, eller aldrig havde været i kamp før. Der var dog ikke rigtigt noget at gøre ved situationen nu, og Will kunne ikke andet end at fortsætte sin risikable agt med at forvirre dæmonen.
Den djævelske skabning tvistede og vred sig i umenneskelige former, og nogle steder var den levende substans så sammenklumpet, at de tågede legemsdele lignede tykt, sumpet mudder.  Mørket i uhyret fortsatte sin støtte, pulserende takt, som et hjertes ekko, og til tider var det som om, Wills vandstråler blot forsvandt og blev til ingenting, når de kolliderede med dæmonen.
Han skød til venstre, skiftede brat retning og foregav en flugt mod den hårde asfalt. I samme øjeblik rungede et langtrukkent skrig, lige fra struben. Lyden skar sig nådesløst gennem hans ører, bredte sig i hele kraniet og lammede alle muskler. Alt rungede hult, og for et øjeblik var skyggedæmonens dunkle tåge og den skingrende lyd det eneste, Will kunne sanse, og han kunne ikke andet end at falde stumt. Asfalten skrabede og bed smertefuldt ind i hud og tøj, og Will trillede gispende hen af jorden.  I få sekunder kunne han ikke andet end at ligge og registrere den kolde jord og stenede lugt af asfalt, og så vendte det hele tilbage.
Panik! Hvad skete der?” Will frygtede, det var Millicents skrig, han havde hørt, og han følte et stik af fortrydelse. Hvis hans plan havde slået tilbage, hvis Millicent var blevet dræbt -
Nej! Stop! Der er stadig en mulighed for, at det var dæmonens skrig, du hørte!
Musklerne protesterede, da han, med hjertet i halsen og gåsehuden fremme, hev sig op og febrilsk forsøgte at skabe sig et overblik. Røgen/tågen/mørket vred sig stadigvæk spottende omkring, men nu virkede det som om, det efterhånden var begyndt at lette. En uidentificerbar skikkelse, få meter fra Will, lå på jorden, og med sammenknebne tænder kom han på benene; håbede, håbede, håbede!
”William …?” Den lyse kvindestemme nåede hans ører, og det var lige før, hans ben gav efter af ren lettelse. Han uddrev et langt suk og snublede med gummiagtige ben over mod Millicent. De sidste strejf af tåge opløste sig eller drev væk, og hun var nu tydelig for hans øjne.
”Er du okay?” Han sank på knæ og rakte en rystende hånd ud mod hende. Eftervirkningerne af den pludselige mulighed for, at han havde medvirket i en uskyldig persons død, ruskede et tomt ekko igennem ham, og en sær følelse af skyld meldte sig til samlingen. Hans kæbe klikkede, og han sænkede hovedet et øjeblik og tvang en følelse af ro ind over sig. Da han kiggede op igen, var han meget mere fattet.
”Er du kommet noget til?” vedblev han og lod bekymret hånden falde på hendes skulder. Da gik det op for ham, at han stadig var i dæmonform, for fingrenes lange, klo-agtige negle, stod i stærk kontrast med hendes beigefarvede kjole. Hans højre side var begyndt at dunke, og han trak hånden til sig igen for at trykke den mod sin arm. Alt i alt var det også en forsigtighed, for hun kunne føle hvad som helst lige nu, og han frygtede en smule for hendes reaktion.

Tåge.
Var det i hendes tanker det slørede til? Eller hang den grå støvet sky i luften omkring hende ? Havde hun slået hovedet som i at falde bagover og opnå en mild hjernerystelse?
KUNNE man det som vampyr, få så banale skader ,som en rystet hjerne der hæver op og presser på skallen ?
Millicent lagde en hånd på sin blege pande, og gned trøstende på den.
Der var SÅ meget hun stadig ikke vidste om hendes race. Alias var væk og Diego ude at charmerer piger, så ingen kunne rigtig fede hende op på relevante informationer .
En lille klagende lyd opstod fra hendes stubes dyb, da rifterne var en pinsel for hende, trods healingen så småt var begyndt at sætte ind.
Hun var ret øm og det var rimelig nederen at ligge her..enda på alle fire.
Godt Andrija ikke kunne se hende nu, smudsig og med sår. Dét med alle fire havde han nok ikke så meget imod, hvis han selv var tilstede.
Tankerne var som hendes lille hoved nu, ret forstørret og rundtosset...og nej, det var ingenlunde brækvejen på karusellen der lå til grunde, det var turen ind i dæmonens privat space...intim sfærde... og oven i det kom så synet af den søde unge mand, William..der pludselig groede klør og slog vinger ud , på størrelse med et borgerligt rækkehus i en forstad somewhere.

Hun fornemmede bevægelse ved sin side, og den kraftløse krop spændte helt instinktivt i musklerne, beredte sig på flugt.
Men hun viste sig fattet nok til at kunne genkende hans stemme,og den trak hendes reptilhjerne der skreg på flugt, op til en mere velfungerende version der kunne give William et betryggende " Jaa...
J-jeg tror bare...skrammer" småstammede hun det ud, og prøvede at rette sig, så hun bare hvilede på sine knæ, og derned kunne forsøge at få et fokus og et overblik igen.
" Og dig...er du ok.." tjekkede hun op på ham, omsorgsfuldt og i en varm tone.
Indtil Millicent fornemmede hans hånd på hendes ryg.
Normalt ville hun kunne rumme det fint og sikkert ikke ligefrem flippe over forvandlingen, når han havde kæmpet for deres ve og vel.
Hun var under normale omstændigheder rigtig god med det unormale, men...det var for kort tid siden hun havde oplevet at falde i klørene på nogle der ville presse oplysninger ud af hende, og det havde udviklet sig til en pinsom nærdødsoplevelse ...med sår og mærker i hendes lyse hud.
Så det at hun ikke var forberedt på hans ellers så omsorgsfulde arm, og de noget skarpe negle eller klør kunne mærkes, udløst et lille anfald af panik, i hendes diset tanker, der slap forfærdelige dele af sløret minder fri i hendes sind.

Hun varpede hans arm væk, men et hårdt slag...." VÆK...HVAD SKER DER" lød det krampagtigt, som var det en stære blind der prøvede at orienterer sig på en ukendt kamp plads, og snærrede da det ikke lykkedes så helt enormt godt.
Millicent var gledet i forsvar...ikke fordi hun ønskede det hun havde et godt hjerte, men det var overbelasted og slidt, og gik hurtigere i forsvars mode.
" Hvad har du egenlig lavet? ...hvorfor var den der...tingest...efter os? "
HUN havde intet haft med dens slags at gøre- hell...hun anede ikke den eksisterede før nu, så den logiske forklaring måtte vel være at det var ham....William ,der tiltrukket den?
Millicent rettede sig helt op at stå nu. Armene blev foldet og hun så på ham , med et alarmerende blik..." Hvad laver du med sådan en kniv på dig egenlig?" Den havde føltes besynderlig at holde på, som den var levende ? Som den ikke brød sig om hende. Måske det var Millicents egen holdning til våben der smittede af, ren projektion over på kniven?
Hun burde havde travlt med at takke William lige nu, men det hun udsatte ham for et mindre forhør i stedet, fik hendes ' jeg er helt ok' maske til at krakelere i malingen.
Sådan ville hun ellers ikke reagerer , havde hun været lidt mere i harmoni med sig selv....og fundet en taktfast rytme.

Kampen havde efterladt begge parter i rædsomme tilstande. Millicent så frygtelig ud, og Wills højre side gjorde et stort nummer ud af at dunke provokerende. Så var det som om, Millicents hud begyndte at heale for Wills øjne. Han blinkede og så til med en blanding af fascination og realisering, hvordan den overnaturlige verdens magi langsomt begyndte at hæfte nedbrudt skind sammen igen. Det var, hvad der skulle til, for at den sidste rest af spænding og adrenalin forlod Will, og han sank resten af vejen ned på jorden i en siddende position. Brystets febrilske hæven og sænken mindskedes samtidig med, at han kunne mærke sine vinger trække sig sammen, næsten i folder, og skubbe sig på plads imellem hans skulderblade og under huden. Han lukkede øjnene og lod tungen glide over tænderne, som nu var normale og stumme igen, og da han atter åbnede øjnene, var de store, mørke øjenæbler svundet ind til normal størrelse med blå irisser.
”Godt,” åndede han, da hun forsikrede ham om sin tilstand. Han kiggede ned på sine nu normale menneskehænder og lod dem finde hans skulder igen. Det stak, og han hvæste. ”Av … Ja, det er vist ikke så slemt alligevel.” Jakkens ærme og T-shirten nedenunder var flået brutalt op, og blod dækkede hans fingre, da han trak sin hånd til sig. Hvor der ikke var revet hul på huden, var der slemme hovedafskrabninger som skinnede rødt og vredt. Will skar en ærgerlig grimasse og tænkte på simple tider, hvor alt ikke var så vanskeligt. For pokker, hvor havde han været glad for den jakke, og for pokker, hvor gjorde armen ondt.
Med et chokeret ryk for Will sammen og kunne samtidig ikke lade være med at vige et stykke tilbage, da Millicent eksploderede i et virvar af farvede følelser. ”Jeg … ” Først blev han ramt af en stærk forvirring, men så ramlede forståelse ind over ham. Selvfølgelig! Hun var chokeret og usikker, og hvis det her var en eller anden form for ’første kamp’, var det kun naturligt, at hun måtte have det som et krakelerende skib. Han rejste sig på knæ og holdt forsigtigt hænderne op i overgivelse. ”Millicent, det er helt okay. Der er ikke sket nog - ” Længere nåede han ikke med sætningen, før hun slyngede flere ord ud, og han syntes at se noget i hendes blik, han ikke helt kunne forklare, men hvad han så, fik nerverne til at prikke igen og blodet til at pumpe hurtigere.
”Det ved jeg da ikke,” røg det defensivt ud af ham. Han fandt det sært fornærmende, at Millicent ligefrem forventede, at han kendte svaret. Hvad i al verden regnede hun med? At det var hans fulde onkel, som havde kastet sig ud i et hævngerrigt togt, og at Will kendte svaret på alting i universet? Han gjorde et frustreret hovederyst, lod hænderne falde ned på knæene, og øjnene fulgte varsomt Millicent, da hun rejste sig op. Og så nævnte hun kniven.
Kniven! Vampyrjægerkniven! En vennegave. Hans hænder flagrede automatisk mod hans bukselomme, hvor kniven normalt plejede at ligge, men kun en tom skede mødte hans fingerspidser. Et øjebliks gru blev straks erstattet af lettelse, da han kom i tanke om, at våbenet havde befundet sig i Millicents hænder i kampens afgørende øjeblik.
”Hvor er min kniv?” spurgte han skarpt og rejste sig, så de nu stod blik mod blik. Besynderligt at man kunne føle sådan en omsorg for en kniv, men den betød nu meget for ham, og bekymringen fik ham kun til at bide hårdere i frosten. ”Og hvad betyder det egentlig, hvor jeg har den fra? Hvor er den så?!” Han dansede næsten på stedet i et par frustrerede skridt og lod armene falde ud i frustration.  ”Jeg kan ikke tro det her! Vi har lige haft en dødsensfarlig kamp mod en pokkers skyggedæmon, og du - du står bare der og …!” En pegende finger virrede anklagende mod hende, og resten af sætningen forlod hans mund i et suk for i stedet at omformeres ud i et skeptisk spørgsmål:
”Hvad er du egentlig?”

Ordene blev kastet rundt i Millicents hjerne, som små bordtennisbolde der ramte kanten, slog de imod hendes bevidsthed og forsøgte trænge ind.
* okay...ikke så slemt* rungede det med ekko og det hele.Selv om det var gode ord, ord ladet med en beroligende effekt, kunne de dog ikke magte at holde hende fra at panikke.

Millicents usammenhængende reaktion kunne William fint rumme, intet i hans stemme afslørede i hvert fald at hun blev afvist grundet den, det vil sige...lige indtil hun kom til at angribe verbalt og hentyde han have et og andet at forklare.
Hun hævede brynene hvilke plastrede et 'oh yeah, really?' Udtryk hen over hendes ansigt. " Så dét du siger er at han kastede sig over mig..fordi han ikke billiget mit valg af parafume?" svingede hun ordbattet mod ham, og gik efter en homerun.
Millicent lænede sig lidt fremover , for at gnide ned af hendes læg, med en hånd.
Hendes lyse hud var øm like hell, men sprækkerne stort set ikke til at se længere .
De udgjorde nu kun pigment striber , og de ville ligeledes forsvinde helt væk.

William kom på benene og hun var ikke helt tilfreds med ham, hvilke hendes blik lod ham vide. Sådan ville det nok opfattes set udefra anyway, at det så var hendes personlige tunge baggage og utrænet natur der dirigerede hendes retning, var gemt godt bag hendes stille hjerte . Det hjerte der mentalt pumpede så uendelig hårdt mod Millicents bryst netop nu, hvor William var kommet op at stå, så de igen stod face to face.
" Det er da det mest off svar jeg længe har hørt på hvorfor du går med den ...kniv" stod hun barne stædigt fast.
Hun trak lidt på ordet kniv, for den havde ganske givet føltes som mere end en vanlig kniv. Den havde ikke kunne lide hende...okay okay...hun VAR ikke helt i balance og de havde befundet sig midt i en krise, she KNEW that..but still...den havde virker ..,tung og vibrerede mellem hendes lette kølige greb.
Millicent behøvede ikke engang at vende sig om mod det lille buske kradt, hvor kniven var gledet ind. Den havde været det sidste hun så, inden øjnene gled i , og hun oplevede sig falde til jords.
" Den kniv er IKKE normal...og " gik hun i stå, da han viftede med en finger og fik hendes øjne til at kort at trække ind mod næsens midte, før hun fik fokus tilbage i nystrøget tilstand, så hun også kunne se ham levere en mindre skideballe.
" Jamen jeg undskylder da min reaktion ikke er efter din bog...måske den er ved at være old news " bed hun med havde et lille smil på lur i mundvigen, da hun næsten fandt det sødt , sådan som han dirrede over han ikke havde sin kniv.

Hun havde bemærket hans søgen efter den , hændernes der havde et ønske om at kunne lukke sig om den , og lægge uroen til hvile. Men det kunne han ikke.
Ikke med mindre Millicent gav ham lov, forærede ham hende lille viden om kniven , anrettet fint på et sølvfad.
Hun accelerede fra 0 til det helt ubegribelige på et blink med øjet, da hun udnyttede sin nyfundne flair for speed. Hun var over og samle kniven op, så den lå hendes hånd, omme bag Millicents ryg. Det ville for William føles som han fik blæst vind i sine øjne da hun stak af, og når han igen åbnede dem, ville hun står foran ham, som havde hun aldrig været sprunget væk.
" Hvad jeg er?...." Sagde hun i en drillende tone..." JEG...er din bedste ven ...sig pænt tak!" Drillede Millicent da hun trak den skjulte kniv frem, samtidig med hun greb ud efter Williams hånd, og klaskede kniven i hans håndflade.

Først da...da hun slappede af i sin krop og havde besluttet at han ikke var en trussel men en god fyr, der havde passet på dem begge...opdagede hun hans....tilstand.
Hans men , de sår og flænger William havde . Og det ødelagte tøj der så gavmild tillod hende at se blod...blod der sagte og langsomt løsrev fra venerne og brød ud i den fri.
Millicent fik hurtigt sin hånd over sin mund, for at lukke for bisserne og lidt naivt prøve at holde blod tørsten inde.
Hun var ikke så dygtig endnu til helt at styre sådanne ting og da slet ikke når hun ikke havde haft forberedelsestid, vel.
" Årh...maj ...Wiijam , du møder jo ...ret majet" lød det sammenklemte og mumlende forsøg på at tale bag hendes egen pressede hånd. Hun så ind i hans øjne med et undskyldende og helt ulykkeligt blik.
" Ambyr... Yfødt" forsøgte hun at få sin forklaring frem til ham.

Wills temperament var to sten, som konstant blev gnedet mod hinanden og frembragte arrige gnister. ”Parfume …?!” udbrød han mistroisk. Luft blev skarpt inhaleret mellem tænderne og promptly pustet ud igen. ”Ja,” var hans tørre svar så. ”Det har du nok ret i. Ved du hvad, jeg tror faktisk, det var et tegn fra guderne om, at du måske skulle begynde at bruge en anden duft.” Sarkasmen bed hårdt i disse ord, og han var ligeglad med, om det var et latterligt comeback. Det pirrede humør var blevet erstattet med gnavenhed, og han havde et tvært drag om munden. Hendes konstante dømmende blik var bestemt medvirkende til den provokation, han følte, og lige nu var raten høj.
Munden åbnede og lukkede sig, og hans bryn trak sig sammen. Skønt hun ikke havde spurgt, hørte han tydeligt det usynlige spørgsmål, men han forstod ikke, hvorfor hun virkede så skeptisk. Hendes næste ord blev en tom skratten i baggrunden, da han valgte at ignorere dem til fordel for sine egne tanker. Hvad i al verden var så der galt med hans noget så fine kniv, at hun skulle blæse det hele op til et stort rabalder af -
Hans tanker huggede så brat bremserne i og nærmest kolliderede med en mur af realisering, at han næsten gned sig for panden. Et lille lys syntes at have gået op for ham. Kunne det have noget at gøre med hvad for en slags kniv, han ejede? Øjnene blev smalle sprækker, og hans blik blev alt i alt meget gennemborende. Før han dog rigtigt kunne få tankerne samlet eller tage mod nok til at lægge ord på sin mistanke, tog Millicent atter handling. Et pust af vind ramte ham i ansigtet, og han lukkede instinktivt øjnene i de to sekunder, det slog mod hans vipper. Forvirret kiggede han op mod himlen og tænkte på, om det mon var ved at trække op til blæsevejr, men tanken nåede aldrig at tage form, for kvinden foran ham havde netop smækket ham det i hænderne, som han for et øjeblik siden havde frygtet tabt.
”Hvad …?” Første reaktion var at måbe, men munden trak sig sammen i en stram line, da han, med et fast greb om kniven, trak den til sig og stak den på plads i lommen. ”Det var ikke morsomt,” knurrede han Ikke kun var det utrolig flabet af hende, men hendes lille stunt lagde blot endnu en sten til hans mistanke - og irritation. Han prustede hårdt nu, og da han endnu engang fandt hendes forbandede blik på sig, var det lige før, han tændte af igen, men han takkede dog bagefter guderne for sit sorte held, for situationen ville nok have udviklet sig anderledes, hvis han havde.
”Åh. ÅH:” Da det gik op for ham, hvad hun mente, trykkede han selvbevidst hånden mod de smertefulde sår igen. Hvor fantastisk var dette tableau ikke lige? Det var lige før, han satte sig ned og surmulede på stedet - for hvordan i al verden blev der forventet, at han håndterede den her situation? Så Millicent var altså en vampyr, og Will vidste udmærket godt, at nogle vampyrer sagtens kunne styre deres blodtørst bedre end andre; ofte sammenhængende med deres levealder. Men han vidste jo ingenting om denne kvinde, så det kunne lige så godt være hip som hap. Han skød vildt blikket omkring sig for at finde noget at fjerne blodet med eller blot binde armen med, så det røde syn i det mindste blev fjernet for Millicent. Omgivelserne leverede dog ingen form for hjælp, og da hans tanker flygtigt berørte muligheden for noget i hans rygsæk, kunne han ikke komme på noget i den, som kunne være særlig nyttigt. Så kom han i tanke om sin jakke, som allerede var ødelagt nok til, at selv Genbrug ikke ville kunne bruge den. Kan lige så godt skyde hjorten, når man nu allerede er i gang, tænkte han tvært og brugte sin kniv til at skære en lap af jakken.
”Kan det her hjælpe?” spurgte han Millicent, mens han forsøgte at manøvre stoffet omkring sin arm. Vreden var midlertidig forduftet, og han kunne kun tænke på, om hun havde det behageligt. Om han så alligevel ville ende som middag for en vampyr, siden en skyggedæmon ikke var god nok, var så en anden sag.
Det lykkedes ham at binde en nogenlunde stærkt knude, og den sårede arm var nu godt skjult under et snavset dække af stof. Han bed sig langsomt i læben og lagde sit blik mod Millicents. ”Så du er altså en vampyr, hva’.” Stemmen bar forskellige toner af triumf, nysgerrighed og konklusion. Skulle Millicent, af en eller anden grund, beslutte at kalde sig noget andet, villa han ikke engang tro hende; så overbevist var han i sin sag.

// Hej William.
Jeg ved ikke om det er ok jeg skriver videre på emnet, efter så langt et ophold? Jeg tager dog lige chancen. Jeg er ikke aktiv aktiv, men vil gøre mit bedste pt.
Prøve at komme til live igen, så jeg ikke 'uddør' helt.
Håber det er ok? ~ Millicent . //


Millicent skar en opgivende grimasse. No wonder hun var så skeptisk når emnet faldt på guder. Ikke en eneste religion hun havde kendskab til , var bare nogenlunde realistisk strikket sammen, og alle havde de for mange regler og forbud til hendes smag.
En almægtig gud var noneksisterede i hendes verden. Og hvis hun tog fejl var han udover at være berøvet sin lugtesans, både helt ude af takt og hamrende uretfærdig, kunne nu nu slå fast.

" Har du da en bedre grund til det eller er det normalt at de gespænster bare overfalder sagesløse folk , helt ud af det blå...eller grå i dette tilfælde " knurrede hun tilbage, da sarkasmen drev ud af mundvigen og ned over hagen på William.
Hendes duft var mild og ren , ingen tunge parabener til at forhindre mænd i at bruge det øverste hoved også, når de var nær hende.
Hun var helt bevidst om hendes andel i hans humørskiftning, og efter at have trykket lidt på de mere røde knapper, besluttede hun så at forsøge skrue på nogle andre.Han var trods alt ikke fjenden her.
Hun ville give ham kniven. Nu han var så forbundet med den.

Hendes øjne fulgte detaljerne i hans ansigtstræk, hans mørke vippers bløde buen og de små utydelige linier i huden omkring øjnene, da William slog øjnene op, efter den lille vind hendes lynhast havde sat i bevægelse, havde danset færdig foran ham.
Han slog hende som en mand af rene linier. Ikke bare i hans ydre fremtoning, men også hans personlighed virkede som straight fyr.
Nuvel - hun KUNNE jo tage fejl her.
Det havde vel efterhånden udviklet sig til en tradition at hun skød forbi mål , mere end det lykkes at ramme plet.
Som menneske havde intuitionen været stærk hos Millicent, men efter transformationen var den blevet som et pendul der var slået ud af kurs. Ærgeligt.
Havde nogen brug for en intuition der ikke var defekt men virkede efter hensigten, så var det bestemt hende. Hun strejfede kort sin kæde med den lille sten der skulle støtte hende i at træffe mere hensigtsmæssigt og velfungerende valg.

Millicent smilede for sig selv, da den underlige kniv blev sat på plads.
En varm følelse opstod i hendes bryst. Han var oprigtig glad for at have den tilbage.
Virkede han mere tryg? Der var jo mange der havde den ide at våben skabte sikkerhed , og forhindrede man kom til skade. Men den tryghed var falsk.
Det meste i den her verden var falsk. Ord var falske.
Millicent frygtede at skulle leve en evighed omgivet af ting, ord og folk der ikke var ægte. Ikke var i stand til at være ærlige.
Langt hellere ville hun leve kort, men vide sig sikker på at indholdet så var skabt af et solidt fundament og ikke en illusion.

Virkeligheden ramte William, og Millicent nikkede ivrigt sin bekræftigelse til ham.

" Jaa" åndede hun lette ud, bag ved sin hånd, helt sikker på det nok skulle gå nu hvor han kunne tage nogle forholdsregler, af ene eller anden slags.
Hverken Andrija , Gordon eller Jose havde frygtet hende og hendes fyrrige blodrus, så det mente hun heller ikke William behøvede , når først blødningen kom under kontrol vel og mærke .
Indtil da var han fair game, for der var begrænsninger selv for Millicent , hvor meget selvkontrol hun som nyfødt kunne hamstre.
Hun snurrede derfor omkring på hælen og bød ham hendes ryg nu.

" Bare vask dig...eller forbind såret " lød en blød sagte stemme mere frit, da hun langsomt fjernede sin hånd og lod armen falde ned langs siden.Hun dannede selv billederne af William der rev enten en trøje eller et andet stykke beklædning itu og fik forbundet sin arm.
Hørelsen var skærpet og billederne derfor rimelig detaljeret og i farver enda.
Da Williams blev færdig begyndte hun at løsne en smule op i de spændte muskler. Hun sniffede ind et par gange, og duften af hans blod smøg sig stadig omkring ham og sad fast i luften .Intet kunne fjerne den og gøre Millicent ignorant til den.
Men hun vidste at såret ikke længere ville være et visuelt tilbud til hende, og det ville give hende en fair chance for ikke at efterlade William drænet og udtørret som en potteplante glemt i et sommerhus.
William brød stilheden med et oplagt skud.Hans røst havde en aura af lød som en stolthed og muligvis inviterende den til mere samtale?
Millicent vendte sig langsomt om. " No shit Sherlock? Ja ,jeg er vampyr - men bare rolig jeg fortrækker at drikke af flasken " smilede hun til ham , beroligende .
" Godt forbundet.Det skal nok holde mig væk " drillede hun åbenlyst , da hun fikseret sit blik på jakke lappe flæsen der nu sad stramt viklet omkring ham, afsluttet i en stram knude.
Millicent kom til at le. Ikke at der var noget specielt at grine over, det var bare det hele der virkede lidt spøjst. Denne verden....denne levevis ville aldrig blive dagligdag for hende. Uanset hvor lange hendes evigheder så end måtte blive.
Hun gned sin pande let, med den ene hånd og kunne på samme tid mærke hendes gane var tør. Tungen klistrede nærmest fast , hvilke var dødirriterende.

" Jeg kunne ærlig talt godt bruge noget at drikke.
Er du intereseret i at runde vores 'karuseltur med indbygget overfald ' af , over en godnat drink somewhere?" Lød hendes forslag.
Hvorfor dog ikke ? Hun skulle jo socialiserer mere og ikke lukke sig inde, lød alle de gode råd.Det var dog svært nær lysten til at isolerer sig var så overvældende. Livet som død havde vist sig at være lidt af en bitch, lidt af en skod tilværelse på mange punkter.

Aftenens fare og trusler var sløret ind til et vagt minde, og nu lod det til, at Will og Millicent atter befandt sig på venskabelig talefod igen. Ikke at han kunne klage. Flere konflikter ville sandsynligvis få ham til at sprænge som en prop til en champagneflaske, og der ville ikke opstå noget godt festfyrværkeri ud af det.
De mørke bryn tog en opstigning, og et svagt smil spillede om begge mundviger. ”Godt. Det ville da være ærgerligt, hvis jeg ødelagde min bluse for ingenting,” svarede han og så med et fraværende skuldertræk ned på sit snavsede og iturevne tøj. Hm, han ville vist få brug for et nyt sæt. Egentlig en smule ironisk at han skulle stå og fyre vittigheder af med et væsen, som repræsenterede den menneskelignende form for rovdyr (tja, og befandt han sig ikke selv en smule inde for denne kategori, dæmon som han var?), at joke om livstruende situationer. Noget, han, besynderligt nok, fandt jordnært. Han var vist blevet lidt for vant til det farlige liv.
Han befandt sig i en skør blanding mellem at være udmattet og at have livsblodet syngende i årene. En god kamp skød altid alle energidepoter i vejret, og på en god dag kunne han leve længe på rusen. Han lod flygtigt blikket strejfe legepladsen omkring dem, og skønt han havde forventet, at hvad der havde fundet sted ville have bragt en smule skade, fremkom stedet overraskende udskadt. Ikke en vind lod til at have rørt sig, og karrusellen og de andre legestativer henlå roligt i den sukkende nat.
Millicents lyse stemme fik ham fluks til at genfokusere på hende. Øjnene spærrede sig en smule op, og han stirrede på hende i et halvt minuts tid, før han fandt talens brug igen. ”Tjoh, jah,” sagde han spagt. ”Det kunne vel lyde hyggeligt nok.” Det stirrende blik lod ikke til at ville forlade hende, men han kunne ikke rigtig få sig selv til at trække øjnene til sig igen. Fred havde atter indtruffet, men et venskabeligt tilbud af sådan en karakter var bestemt ikke noget, Will havde forberedt sig på. For pokker, hun burde jo løbe (skrigende af raseri, vel at mærke) væk, mens hun skreg sine fordømmelser mod Will for at bringe hende i disse uhyrlige slagsmål. Det blik, hun førhen havde sendt ham, havde mere end godt givet ham et indtryk af, hvad hun tænkte om ham.
Så gjorde han et næsten umærkeligt hovedryst, og et ægte smil bredte sig i ansigtet. Millicent tilbød ham sit sociale selskab, og var det ikke netop det, han havde ønsket for blot et øjeblik siden? Nu ville han endelig opleve det – forhåbentlig i fred og ro -, og han havde ikke i sinde at opføre sig som en lille baby.
”Hvor har du lyst til at tage hen? Jeg kan forestille mig, du må kende byen lidt bedre end mig.” Han vendte sig og marcherede over til gyngestativet, hvor hans rygsæk stadig sad og ventede pænt på ham. Han kunne næsten se den logre af glæde, da han tog fat om remmen og svang tasken over sin højre skulder.  Tilbage travede han nu til vampyrkvinden, og han rømmede sig forventeligt. ”Jeg lover, jeg nok skal lade være med at foreslå at tage på stripbar.” Smilet nåede nu hans blå øjne, og de sprudlede af en indetrængt fryd.

//Heey, der! Velkommen tilbage – eller, på en måde :)
Og det er helt i orden. Jeg ved ikke – jeg tror, vores chars er ved at forlade forummet, så mon ikke vi lige skal blive enige om at oprette et nyt emne? *smider opretningsansvar over på Millicent* :)) //

Millicent havde få episoder hvor hun ligefrem skulle lege action darling og kæmpe eller slås. Der var lang tid imellem psyken snappede , hvis man brugte evigheds tidsrammen altså. Var man en almindelig ordinær menneske type , ville man nok synes at hun havde al for hyppige og al for mange farefyldte stunder. Og når Millicents menneskelighed knækkede og hendes livlige instinkter dominerede for en stund , da endte det altid i et regulært bad af blod . Kun yderst sjældent overlevede de involveret. Det var ikke fordi hun fandt lyst eller tilfredsstillelse i død og kaos. Absolut ikke. Hun kunne vare ikke styre sig nær der blev drejer på de rette knapper. For Millicent og menneskene var tallet af døde på Baby vampyrens samvittighed sky højt og helt utilgiveligt.For en vampyr var det nuttet på den helt latterlige og pinlige måde . De ville le og bede hende tage sig samme, og hæve niveauet, for at gøre sin race ære.
Legepladsen lå ikke hensmurt i blod , som Millicents kamp arenaer ellers ofte ville.
Så hun befandt sig godt. Udmærket faktisk. Der var jo heller Ingen lig i lasten denne gang.
Istedet et lidt undskyldende smil , et lidt ' ja sådan kan der jo gå ,men det var ikke vores skyld ?' smil , sendte hun afsted for at møde William.
Han så mere afslappet ud nu. Næsten glad .
Mere glad end før anyway. Måske var karruseller alligevel ikke ham ?!

Millicent skuede ud over legepladsen en sidste gang. Ville sikre sig ikke flere ubehagelige overraskelser lå på lur et sted derude.
Men da det åndede fred og ingen røde lys blinkede , vendte hun sig igen og så på William.
" Great ! Vi tager ud og skyller ganen , men inden da .... Så skal vi lige gøre holdt et andet sted først!" Hun nikkede i retningen hun ville lede ham afsted i.
Et lille dramatisk udslag med den ene arm , supplerede hendes anklagede men legende tone i stemmen , som hun prøvede at lade som han skuffede hende fælt.
" Hvad ? Ingen strip Club! ...jamen så får du jo ikke set mig twerke jo !" Drillede hun og lagde et lille bitte klask, med en flad hånd , på hendes lidt strittende pariser numse.
Og turen til Millicents mål gik med ganske simpel all round tale . om alt og intet af alvorlig karakter.
Eller jo... Alvorlig var det da , hvis man havde interesse i dyrevelfærd og menneske liv.
Millicent fortalte om spækhuggeren Tilikum fra seaworld. Den havde år tilbage dræbt sin træner Dawn , for øjnene af et lamslået publikum. Tilikum måtte i dag ikke længere deltage i de store shows. Og ... Ja.... Hun kunne snakken een med evigt liv til stedfast døde, så man måtte håbe den stakkels unge dæmon besad evnen til at lukke for egne øre - eller Millicents mund?

// out .
Jeg opretter gerne næste kapitel :)
Og tak for velkomsten !

// collecting history //