Et Fredsfyldt Sted (Lazarus)

Tiden er?; 02.54
Stedet er?; Cimetière - Kirkegården
Omgivelserne er?; Få spørgelser og en masse gravsten
Vejret er?; Mørket bliver lettet oplyst af den fulde måne der havde fundet sin plads på himlen

En kølig vind havde valgt at hærge det store område hvor at Cimetière - Byens kirkegård- lå og hvilede i den blege belysingen fra fuldmånen der var ret tæt på jorden denne nat. Der var næsten helt stille. Kun de hjernedøde spørgelsers udråb og skrig om fred og vinden der ruskede i de få træer og fik bladene til at give en raslende lyd fra sig. Man skulle tro at der var helt ensomt og ingen ukendte peronser var til stede. Men det tog man fejl af. En enkel pige på omkring de 16 år sad helt alene på en af de større gravsten. Hun havde utrolig langt silkehvidt hår der flagrede i vinden og fik en genspejling af månen. Hendes blodrøde øjne var smukke, dybe og klare som altid. Ikk tomme som andre havde startet rygter om. De havde det vel bare ikk godt med at man havde givet denne morderiske vampyr en anden chance. De kaldte hende et sindygt uhyre. Men det passede jo ikk. Hun havde jo også følelser men hun havde bare en større blodtørst en andre væsner. Og hun prøvede for det meste ikk at holde den tilbage. Dette var den så kaldte Macha.
"Hmpf.. Tror de virkelig jeg skal bruge dem!?" lød det så en smule vrissen fra hende og hun smed de briller hun før havde haft på væk fra sig med en irriteret bevægelse. Hun havde ikk været her for og hun troede at hun måske kunne få lidt fred her da de ikk altid var det sjoveste sted at være på dette tidspunkt. Et opgivende suk kom fra hende og hun lod sit blik blive rettet mod månen med et facinderet blik. Månen var så smuk denne nat. Den var så tæt på. Som om at hun kunne røre den hvis hun rakte sin hånd ud men hun vidste at det bare var en løgn og at det ikk passede. Et svagt smil kom frem på hendes læber men forsvandt igen.

Lazarus kunne lugte en anden Vampyr og nærmede sig. Det var nemt for andre Vampyrer at lugte han var en Fuld Blods og en stærk en af slagsen. Lazarus var en smuk ung mand. Han gik på en elegant og charmerende måde. Han havde mørkerøde øjne der udstrålede fare, dybde, charme, intelligens og styrke. Lazarus gik over imod Macha med et smil på sine læber. Der var noget over denne Vampyr som kvinder ofte havde svært ved at modstå, noget farligt og mystisk. Lazarus kiggede Macha ind i øjnene da han kom tættere på '' Goddag... Har du spist i aften eller er du på jagt? ''. Lazarus stemme var rolig og dyster.

Macha sad bare stille og roligt og så bare stadig mod månen. Hun undgik hann forsøg på øjenkontakt og reagerede ikk så meget på hans spørgsmpk. Nu var her ikk så fredeligt som for. Forbandede vampyr fyr. "Godaften.. Og nej jeg har ikk spist eller rettere drukket noget idag og ligner jeg en der er på jagt?" sagde hun med sin overraskende blide og rolige stemme som svr på hans spørgsmål. Dog var svaret ligepå og hårdt. Hun lod så sit blik blive rettet mod ham men stadig...ingen øjenkontakt. Hun satte sig så lidt bedre til rette på gravstenen og hun så kort ned i jorden før at hun igen så op på ham. "Hvad så med dig, fister?? Nej vent du ser du til at være mæt i aften.. God middag?" Hun lod falsk-facinderet og et letter falsk smil havde landet på hende bløde og let lyserøde læber.

Lazarus læste hendes tanker og smilede * Hvilken sur lille pige.. Jeg tror ikke hun ved hvem jeg er... At hun kalder mig en Vampyr viser det *. Lazarus nikkede '' jeg er mæt ''. Lazarus begyndte at gå rundt om Macha '' Der er dog noget der undre mig... Hvordan er du stadigvæk i live når du snakker og opfører dig sådan overfor folk du ikke kender... Hvad nu hvis du stødte ind i en person der kunne dræbe dig for at opfører dig sådan... Men jeg må sige... Jeg kan lide det ''. Lazarus smilede og kørte en hånd igennem hans hår.

Macha flulgte han kort med øjnene da han gik rundt om hende. Hun forstod ham ikk helt. Nok vidste hun ikk hvem han var men han vidste åbentbart ikk hvem hun var. Det kunne vel også være ligemeget. Hun så ham dog også stadig bare som en forbandet vampyr der havde forstået hende i denne fustration over et par briller. Hun lod sit blik stige mod månen igen og da hun hørte hans spørgsmål lod hun igen sine øjne stige ned mod ham. Hun smilte ikk. Men hun var heller sur eller vred. Bare neutral.. og en smule irriteret men det kunne hun jo ikk selv gøre for. Hun skilte sine bløde og let lyserøde læber og drog lettere opgivende og lavmælt suk over hans spørgsmål. Hun lod sig så læe sig lidt hen mod ham. "Vil du virkelig gerne vide det? JAmen så.. I..don't..fear..the death" sagde hun som en hvisken kun han kunne høre og så lænede hun sig tilbage. "Men jeg er sådan set og ret ligeglad om du kan lide det eller ej.. For hvis jeg ikk kan være mig selv ville jeg jo være falsk, ikk?" Så så hun igen væk. Hun vidste ikk ligefrem nogen intressesse for denne fremmede mand.

Lazarus kunne ikke lade være med at grine. Han syntes denne Vampyr var latterlig. En joke. Han grinede i lidt tid før han samlede fatningen igen. Lazarus satte sine hænder bag nakken og begyndte at gå imens han rystede på hovedet og sagde '' Hvor er du latterlig... Jeg har fået nok af denne samtale... Gider ikke til at dræbe endnu en bidt Vampyr der tror de kan noget som helst ''. Lazarus grinede lidt mere og gik så sin vej.