Out of Sight, Out of Mind

Energien bølgede gennem ham, og blev kun forstærket af klubgæsternes respons. Efterhånden som koncerten havde bevæget sig fremad, var det som om hans optræden var blevet bedre og bedre modtaget blandt publikum. Stemmens klædelige hæshed blev forstærket, og langt mere dominerende: Noget mikrofonen fangede på en måde, som fik det til at runge lidt i rummet, og skabte dén friktion i højtalerne, som kun en musiker rigtigt ville kunne nyde på det tekniske plan. Sommetider morede han sig over feromonerne der blev sendt imod ham, når hans stemme nåede ned på et dybere plan, og lød som en sagte brummen. Men i steder som dette var det svært for ham, at vide præcist hvad katalysatoren til feromonerne var. Stedet var jo pakket ind i seksuel energi og intensitet. Sådan var nattelivet i Di Morga, såvel som i alle andre storbyer. Og Derek kunne mærke hver eneste energi personerne sendte til hinanden i rummet. Det var næsten dyrisk og understregede den sande natur, som selv mennesker ikke ville kunne fornægte. Alkohol var vel en stor del af det... Den fik folk til at slippe visse hæmninger og åbne op for kroppens behov frem for hjernens. Det skyllede bekymringerne ned for en nat, og for fanden hvor han savnede det! Der var ingen tvivl om, at han misundede klubgæsterne på dét punkt - men han vidste, at hans fremtidige producer stod i et hjørne af klubben og holdt øje med hver eneste bevægelse. Ja, trods Derek ikke kunne se ham grundet det stærke scenelys.

Lyset faldt på hans krop og svækkede synet. Det lukkede ham dog også mere inde i en verden hvori musikken var hans alkohol - hans kokain - hans nikotin. Det var en drivkraft at stå og lade fingrende bevæge sig over guitaren, og synge tekster, hvoraf et par af disse var dateret utallige år tilbage. Alligevel havde han ikke haft et behov for, at lære dem alle igen. Han modificerede sangene og rettede i dem, som han sang. Det var trods alt kun et par hits som kunne få publikums læber til at bevæge sig, alligevel. Og det var háns kunstneriske frihed for en gangs skyld. Nu var der ingen bandmedlemmer der gav ham reprimander hvis han foretog de mindste ændringer, eller proppede en guitar-solo ind hvor en ikke hørte til på papiret.
En flaske øl stod ved hans fødder. Efterhånden havde vel tømt tre af slagsen på scenen for ikke at dehydrere. Heldigvis var produceren fin nok med denne mængde. Derek var endda sikker på, at produceren på sin vis kunne se, at alkoholen faktisk havde en god virkning på Derek's optræden, selvom han nok aldrig ville sige dette højt, før han vidste præcist hvor han havde dæmonen.
Sveden glinsede på panden, og huden føltes varm. Især når hans fingre ramte mikrofonen foran sig, syntes han at kunne mærke hvordan materialet blev en smule blødt, ved det mindste strejf af hans hud. Men så længe han kunne frigive varmen til mikrofonen, frem for den elskede guitar, der hang over brystkassen, og var blevet plugget til kæmpestore højtalere i rummet.

Koncerten var ved at ebbe ud, og et lidt mere roligt nummer blev sat på. Lysmanden regulerede scenebelysningen på en måde, som tillod Derek at se nærmere på publikum. Hans blik gled automatisk rundt for at få øje på Autumn... Hvor fanden...? Hun var der blot for en sang siden? Han spejdede efter hende i et øjeblik, men sangen var allerede påbegyndt. Der var ikke tid til at tænke over det nu. Hun havde det sikkert fint. Måske var hun bare gået på toilettet, eller op til baren... Han forkastede ideen om at der rent faktisk var sket hende noget, mens han slog ud i sangen. Igen trak han sig ind i sin private sfære, og tillod 4 minutter at gå, før bekymringen for alvor begyndte at rejse sig i ham. Produceren sendte et uforstående blik mod ham, da han bemærkede hvordan Derek begyndte at blive mere ufokuseret, efterhånden som han afsuttede sangen.
"I'm sorry fokes. I have to take a break." Produceren sendte ham hvad der måtte være hans svar på et dræberblik. Den mindste afvigelse faldt åbenbart ikke i god jord hos ham. Men det ville Derek tænke på senere. Lige nu handlede det om, at finde ud af hvor Autumn var. Havde han ikke bedt hende om at blive i hans synsvinkel...? Han tog guitaren af, og hoppede roligt ned fra scenen. En blond tøs forsøgte at række hænderne ud mod ham, da han gik gennem mængden; hen over dansegulvet og over mod produceren.
"Have you seen the girl I came here with?"
"No, Holland. I'm not your babysitter." Snerrede produceren: "Get up on that stage now!"
"I'll just be a minute, okay?" Uroligheden begyndte at rejse sig i dæmonen, før han begyndte at gå ind i mængden igen. Musik spillede over højtalerne fra top 10 listen, og det var et rent kaos at gå mellem klubgæsterne, frem for at være i sikkerhed på scenen. Nogle talte fransk til ham da han gik forbi, mens andre direkte dansede ind i ham og forsøgte at hive ham med. Men han var konsekvent... Han skubbede sig rundt i klubben, og forsøgte at kaste blikke i hvert hjørne og hver en krog. Bartenderen sagde, at han syntes at have set hende på vej ud af døren, mens en anden sagde, at han havde set hende snakke med nogen. Det hele virkede umådelig hektisk, og der gik ikke lang tid, før dæmonen var trådt ud på gaden, med pulsen hængende i halsen.

"Autumn?" Hans stemme var høj, og et par rygere der havde søgt ud på gaden så straks mod ham.
"Noget galt kammerat?" Var der én knægt der spurgte.
"Jeg leder efter nogen." Det lidt gebrokkende franske kom ud over hans læber: "A girl... Brown hair, blue eyes - about this high.." Han tog en hånd op foran sig for at understrege pointen, men alle rygere trak bare på skulderne. Derek vidste, at det nok ikke var almindelige smøger de røg.

Han gik et par skridt væk fra indgangen til klubben og var nær trådt i...- En trøje. Han bukkede sig ned, og genkendelsen var tydelig i hans øjne. "Shit..." Mumlede han, og bed tænderne hårdt sammen.

Hun gispede svagt, da hun trak vingerne ind i ryggen igen. Det gjorde ondt. Det gjorde det altid. Det var altid ubehageligt. Den måde det hele knækkede sig sammen. Hun forstod ikke fysikken i det hele. Og et sted så ønskede hun heller ikke at kende til det. Det virkede lidt for makabert. Hun åndede lettet, og det var som om hendes overkrop faldt sammen. Hun lænede sig helt tilbage imod den kolde mur og lukkede sine øjne i et øjeblik, mens hun førte sine vejrtrækninger hen til det normale igen, hvilket heldigvis ikke tog for lang tid. Hun snøftede en sidste gang og trak sine ben op til sig som altid, inden hun lænede sit lidt frem og hvilede sit hoved imod sine knæ. Hun krummede sine tæer, på grund af den kolde asfalt under hendes bare fødder, og hun aede blidt sine egne skinneben for en beroligende effekt. Hun drejede sit hoved og rettede blikket ud imod gaden i den ene side af gyden, hun så fint sad i nu.
Hun skubbede sine skulderblade imod hinanden og fik sat ryggen ordentlig på plads. De var kommet frem meget mere ofte, end de plejede. Var det ikke anden gang bare igennem dette døgn? Hun sank tungt. Var hun ved at miste kontrollen? Hun ville ikke ende i det sorte hul. Men hun var begyndt at tro, at der ikke var nogen væk fra det. Hun var trods alt ikke noget helligt væsen. Det var sikkert derfor hun aldrig ville blive accepteret af det himmelske rige. Hendes uskyldighed forsvandt så småt. Sammen med hendes menneskelighed. Men hun holdt stadig sine fingre krydsede for at netop dét ikke ville ske.

Et smil spillede roligt over Autumns lettere tørre læber, som hun observerede dem, der gik fordi gyden uden at se ind. De turde nok ikke. Hvad hvis de ville få øje på et par røde øjne og et par skarpe tænder. Hun bebrejdede dem ikke. Og hun ville et sted heller ikke opdages. Ikke endnu. Hun kunne stadig høre ørene fra mændene, det øjeblik vingerne havde spredt sig fra hendes ryg. Monster. Ironisk nok havde det været dem, der var monstre. Det var ikke hende der havde bedt dem trække af sted med hende.
Hun sukkede sagte og rettede sig op igen. Hun lod de blå øjne glide rundt. Det virkede altid mere beskidt og dystret i Terres gyder. Nok derfor at det kun var containere der opholdte sig der. Og visse tilfælde ville de blive holdt med selskab af hjemløse. Men her var hun alene. Hun løsnede grebet om sine ben og lod dem tage afstand fra hendes overkrop, hvor efter hun så lidt ned af sig selv. T-shirten var en hel del løsere nu. Men samtidig sad den og klæbede sig til hendes krop på grund af støvregnen. Hendes hår var blevet fugtigt og få totter havde klistret sig til hendes blege ansigt. Hun kunne godt lide regnen. Det var afkølende. Men det virkede stadig ret deprimerende denne nat. Og for en gang skyld frøs hun en smule. Dog ignorerede hun det blot. Hun burde ikke kunne mærke kulden, når hun selv var kulden.

Hun strakte sine ben helt ned og trak en smule op i T-shirten. Halsåbningen var blevet større, nu hvor stoffet omkring kraven var blevet flænset. Og nu ville den hele siden falde ned over hendes ene skulder. Hun pressede det fugtige stof ind imod sin egen hud for at få det til at sidde bedre fast og ikke falde ned og vise for meget. Hun bed sig lidt i underlæben. Hvorfor sad hun endnu her? Hun burde få fundet sin vej tilbage, før Derek ville finde ud af, hun ikke var der mere. Men så igen - Han ville sikkert hurtigt vide, at der var noget galt. Og det ville hun ikke have, han skulle tage sig på sig. Han skulle ikke bekymre sig om hende. Måske skulle hun bare blive her lidt endnu. Bare indtil hun fandt en anden grund til ikke at blive. Måske var det også bedst at blive lidt fra ham. Også selvom hun allerede havde sat ham i bås som en ven. Men det var nok en af grundene til at hun skulle tage afstand. Det var altid hendes venner der røg først.

Det gav et sæt i hende, da noget blødt pludselig gned sig op ad hendes bare ben. Hun så med det samme ned imod gerningsstedet og hendes blå øjne landede med det samme imod et par gule. Omgivet af en masse pjusket pels. En kat. Ikke underligt. Det var også et af nattens væsner.
”Hey..” Hun rakte forsigtigt sin ene hånd frem og katten var der med det samme. Gned sit hoved imod hendes hånd. Lod hende nusse den bag et af dens spidse ører. Den gav et tilfreds miav fra sig, og hun kunne både høre og mærke, hvordan den begyndte at spinne noget så gevaldigt. Hun var ikke en direkte katteelsker, men hun kunne sagtens nye dyrets selskab. ”You must really envy the shapeshifters in this town. Or am I wrong?” sagde hun med en sagte stemme, mens hun blev ved med at ae katten over dens bløde pels. ”Maybe you pity us. The humanlike creatures. You’re life must be easier.” Katten satte af fra asfalten og landede let oven på hendes lår. Den så kort imod hende, før den sprang videre. Løb ud imod gaden.
Uden selv at tænke over det kom hun selv på benene. Hun så efter katten, og da den havde nået om hjørnet, kom der bevægelse i hendes ben igen. Hun satte selv i løb. Fulgte efter det behårede dyr. Uden at tøve. Med sin indre stemme råbte hun efter det. Som forventede hun, at den ville forstå hendes indre tanker. Selvom hun nok ville skabe bare lidt opmærksomhed ved at komme løbende med bare fødder, ville hun ikke skabe mere ved at råbe højt.

Autumn stoppede endelig op, samtidig med at katten satte farten ned og selv stoppede. Den stod der bare lidt og så sig omkring, inden den begyndte at gnide sig op ad hendes bare ben. Det var blødt. Og overraskende beroligende. Hun samlede at have et kæledyr. Og hun huskede var trygt det have været at have en gigantisk golden retriever sovende i sengen sammen med sig. Men hun savnede det ikke nok, til at hun ville begynde at kæmpe for at få det ind i sit liv igen.
Automatisk kom hun ned på hug igen. Tog sig ikke af dem der passerede hende. Alligevel rettede hun lidt på den let flåede T-shirt. Bare for en sikkerheds skyld. Hun rakte hen imod katten igen. Aede den et par gange, inden hun endte med at løfte den op i sine arme. Den vejede ingenting efter hendes meningen. Og den så ud til at kunne lide det, eftersom den gned sit hoved imod hendes hals. Det kildede en smule. Fik hende til at fnise svagt. Hvor efter hun så op. Hen ad gaden. Hvor hun fik øje på den velkendte skikkelse af en dæmon. Hun fik en klump i halsen. Hun var ikke bange for Derek. Men et sted ville hun ikke konfrontere ham efter at have forsvundet. Hvad lavede han udenfor? Havde han ikke gang i en koncert?
Hun så ned på katten der gav et lille miav fra sig. Hun forstod det ikke, men tog det som et lille skub i den rigtige retning. Hun tog det første skridt. Og så et andet. Hun satte tempoet op til en mere almen gang og jo tættere hun kom på voksede det smil, der ikke kunne sættes i båsen om at være sandt eller falsk. Hun skulle til at løfte sin hånd i en gestus, selvom katten gjorde det besværligt. Men før hun fik det gjort blev et par klør sat imod hendes ene kind. Ganske let, men stadig nok til at efterlade et par røde mærker. ”Av!” Katten hvæste og sprang ud af hendes favn og spænede væk. Efterlod hende for sig selv. Kun lidt fra Derek. Hun så sig kort bagud efter katten, men vendte tilbage til den mørkehårede dæmon. Med en ømmende hånd imod sin kind og et overrasket udtryk, som var hun ikke helt klar over, hvad der lige skete.

Han klemte materialet mellem sine hænder. Det bløde materiale der formede beklædningsgenstanden der var alt for stor til Autumn, og nu havde ligget og suget noget af støvregnen til sig. Alligevel var det som om stoffet blev varmere ved hans berøring og fordampede noget af vandet, selvom det - som altid - ikke var noget dæmonen lagde særlig meget mærke til. Hans evne var ikke noget der kom og gik. Det var en konstant virkning: Noget han ikke kunne slukke- eller tænde for. Lige nu pumpede varmen gennem ham. Det var næsten forfriskende at stå udenfor i støvregnen, selvom han ikke just gav sig selv meget tid til at nyde det. Han var ikke blot urolig... Han var vred. Vred over, at han havde ladet Autumn forsvinde på den måde - lige ud af hans hænder, som endnu et tegn på, at han ikke var i stand til at passe på andre. Men måske havde det bare været dumt at tage hende med... Især efter hvad der var hændt den forgangne nat. Måske var hun ikke hans ansvar - men han havde gjort det til sin opgave, at passe på hende netop nú under koncerten. At han skulle fejle i noget så ufattelig simpelt, virkede som et direkte nederlag.

"Har du en cigaret?" En ung mand nærmede sig Derek, der stadig stod og spejdede i mørket. Som om han forsøgte at finde det mindste tegn på aktivitet på vejen, foruden fulderikkerne der stavrede ned ad gaden. Den unge mand lagde en arm på dæmonens glohede hud. Trods berøringen kun var flygtig, var det nok til, at få den unge mand til at hoppe et skridt bagud, og vifte hektisk med sin hånd:  "Av for fanden mand!" Han hoppede nærmest op og ned på stedet. Snart knugede han sin brændte hånd ind til brystkassen og knugede øjnene sammen: "Hvad pokker er du?" Rygerne stirrede alle på ham... Mennesker... Var de alle det? Hvorfor være så naive at gå på Northmans af alle steder? Det var jo et rent tag-selv-bord derinde, for blodsugerne i byen. Derek forblev uberørt at situationen: Blikket sendte han blot rundt - søgende efter den spinkle skikkelse i mørket.

Så snart han hørte en hvæsen, fandt hans øjne netop dénne skikkelse. En kat spænede forbi ham med lynets hast, men hans øjne forblev fæstnet på Autumn. Der var en hvis lettelse i hans blik, da han gik helt hen til hende - men det var tydeligt at han stadig var anspændt. Så snart han stoppede op foran hende, lod han blikket glide om mod vejen hvor hun kom fra. Fulgte nogen efter hende? Alvoren i hans øjne var tydelig, da han endelig rettede blikket ned for at møde hendes. Han tog straks fat om hendes hånd, som hun havde lagt mod sin kind - og fjernede denne, for at afsløre de røde mærker på hendes kind.
”Christ, woman..!” Alt dette for en kat? Han vidste at det ikke var tilfældet. Tøjet var forrevet, og hendes fødder var nøgne. Bekymringen lå dybt i ham, og tillod ikke lettelsen at vælde helt op til overfladen. Energien hvilede stadig dybt i ham, og fik hans skikkelse til at virke større, fordi musklerne var spændte. Selvom hun vel stadig havde mere tøj på end diverse tøser der gik i byen i Di Morga, følte han alligevel en trang til at lade sin skikkelse stå og dække lidt over hende, så folkene ude foran klubben ikke skulle sende for mange nysgerrige blikke hen mod dem.
”You should have stayed inside. Wasn't that the deal?” Stemmeføringen var hård, og derfor forsøgte han at ryste det lidt af sig. Hun var i ét stykke... Han så ingen større skader end rifterne. Ikke umiddelbart. Var det ikke det vigtigste? Han forsøgte inderligt at trække vejret dybt, for at slappe lidt af.
”Why don't women ever listen...” Tilføjede han mumlende, før han igen begyndte at se lidt undersøgende på hende. "Did someone hurt you?” Gang på gang kastede han et blik omkring dem, for at forsikre sig selv om, at ingen forsøgte at nærme sig dem, og at ingen var fulgt efter hende, "Tell me now." Det lød mere som en ordre end en opfordring. Snart puffede han trøjen direkte ind i hendes favn.
"Wear this." De skulle ikke få mange nysgerrige blikke fra de omkringstående, eller dem der passerede dem på gaden. Han vidste at det allerede var tilfældet, og at trøjen måske ikke ville hjælpe meget. Han lignede trods alt også selv en person der mest af alt havde lyst til at knække nakken på nogen. Bekymring var ikke noget han var vant til. Ikke i denne dur... Alligevel syntes det nærmest at have været instinktivt i dette tilfælde.

"I knew this was fucking a bad idea..." Han lod en hånd glide op mod sit hår og kørte den hastigt, og lettere frustreret gennem dette. Det virkede fugtigt af sved og af støvregnen der landede mod dét og den glohede hud, hvoraf det sommetider blot prellede af.
"Maybe... Maybe I should take you home." Han så kortvarig hen mod klubben, hvorefter han fiskede sin mobil op ad lommen. Han var teknisk set gået over tid med hensyn til koncerten. Han havde jo proppet et par ekstra sange ind i set-listen. Men hans producer ville sikkert slå ham ihjel hvis han gik nogen steder hen, før han havde givet sit samtykke.

Det det samme øjeblik at dæmonens mørke øjne landede direkte imod hende, fortrød hun, at hun ikke havde gemt sig bag den nærmeste skraldespand eller forholdt sig i en gyde. Hun følte et skarpt stik af skyldfølelse blive spiddet igennem sin brystkasse. Hun var endda nød til at tvinge en ordentlig klump ned igennem halsen. Dog vendte hun ikke om for at løbe væk, da han begyndte at gå hen imod hende. Hun blev blot stående. Med et lille ønske opfyldt. Han havde fundet hende. Også selvom hun havde gjort det ret tydeligt for ham, hvor hun befandt sig. Hun forsøgte at smile en smule. Få det ubekymrede udtryk frem. Men det blev mere eller mindre falsk. Og alt for svagt til at hun kunne beholde det på sine læber, da han greb omkring hendes hånd. Hun var heldigvis ikke så bekymret for, hvad han ville sige til et par rifter fra en kat. Det var ikke som om, hun ville være døden nær. Dens klør var ikke giftbelagt.
Autumn var ret beæret over at hans blik ikke virkede så beskyldende, som det havde føltes på afstanden imellem dem før. Men det oprigtige blik fik hende til at føle sig en smule dårligere tilpas over at have forladt Northman. Hun havde ikke forventet at blive ude så længe. Men hun havde åbenbart ikke fået lagt alt ud som en perfekt plan. Det var aldrig klogt for en yngre pige at gå udenfor i det område. Hun rev let sin hånd til sig igen og stod lidt med begge hænder flettet ind i hinanden oppe omkring sin brystkasse. Hun så lidt ned i skam, før hun endelig løftede hovedet og så mere direkte op på ham. Også selvom hun faktisk ikke ønskede at han så den svage røde glæd i hendes øjne.
”I’m sorry. I… I just needed some fresh air. It got quite hard to breath inside all of sudden, you know.” Det var et sted sandt. Hun havde bevæget sig udenfor, for at få noget frisk luft. Og han måtte vide, hvordan det blev i lukkede lokaler efter nok tid med en stor mængde mennesker. Hun smilede igen. Denne gang lykkedes det bedre for hende. ”I got distracted. For some reason a cat got me to follow it.” En sagte falsk latter lød fra hendes strube. Hun ville ønske, hun var bedre til at lyve. Specielt overfor Derek. Det var virkelig som om, hun ikke kunne fortælle en løgn overfor ham. Som om hun var nødsaget til at sige alt til ham. Ikke som andre, hvor hun helt ikke ville lade det ligge på deres skuldre. Men vedrørende Derek, havde hun ikke så meget imod det.
”And no. No…Nobody…” Det blev pludseligt svært at få ordene ud, og hun blev nød til at bryde øjenkontakten en smule. ”I’m not hurt anywhere. It’s only a scratch. It'll heal in no time.” I hendes øjne var det en fin undvigelse af hans spørgsmål. Der var ikke andre steder på kroppen det gjorde ondt end kinden. Ikke længere i hvert fald.
Med læberne limet sammen greb hun trøjen igen. Hun huskede, hvordan hun havde tabt den, næsten lige som hun var kommet udenfor. Efterlod et lille spor af sig selv. Hun var overrasket over, at stoffet ikke var fugtigt. Hun havde været væk i en god sum minutter. Men alligevel var den ikke andet end lidt beskidt. Hun nikkede bekræftende og iført sig den hurtigt. Trak ærmerne tilbage for at gøre det nemmere for hende selv at lyne den op. Helt op til halsen. Men da hun lod hænderne falde ned langs siden igen, gjorde ærmerne det samme. Den var dejlig varm. Fik hende til at se op imod ham på ny. Mindede hende om hans egen varme krop. Hvordan mon han var at røre ved for andre?

Det var som om noget klikkede i hende, da ordene forlod hans mund og han trak sin mobil op ad lommen. Hun tøvede ikke med at tage et skridt frem denne gang. Hun var ikke så stiv længere. Og som hans blik ikke var rettet imod hende greb hun ud efter hans mobil i hans hånd. Med begge hænder kuplede hun dem omkring den og trak den til sig, hvor på hun så mere bestemt op på ham. ”No. Don’t. I’m fine. Just look! It’s only some torn clothes. I’m sorry for just disappearing. I should have said something or given a sign. But don’t let my mistake ruin your opportunity.” Hun rakte ham igen mobile. I håb, om han ikke ville bruge den til at aflyse koncerten igen. Og endelig formede der sig et rigtigt smil.
”I’m pretty sure this..” Hun pegede kortvarigt imod klubben. ”…is more important than me. I won’t believe that you would be willing to stop now just to take me home. I mean.. it almost sounds like you’re taking me home from prom ‘cause I drank too much.” Hun rystede lidt på hovedet og trippede forbi ham. Hen imod indgangen. ”It was only a zap. And nothing more than I couldn’t get out of myself. Luckily humans do seem frightened of my wings.” Hun havde helt klart talt for meget. Hvilket nok var grunden til hun hurtigt fik vent ryggen til ham og forsatte hen til døren til Northan. Som var det ingenting.

"Fresh air?!" Det var tydeligt at dæmonen ikke var tilfreds med Autumns ord. Stemmen var hævet, som om han forsøgte at få sine ord til at skubbe fornuft ind i hendes hoved. Sandheden var vel, at hun i grunden var langt mere fornuftig end ham. Men også en bedre løgner. Han betragtede hende med øjnene halvt klemt i: "Are you fucking insane?!" Et frustreret suk gled over læberne, hvorefter han kortvarig kastede et blik tilbage over den ene skulder, for at sikre sig, at hans høje stemmeføring ikke havde tiltrukket for megen opmærksomhed. Hans trøje klæbede let til brystkassen, og støvregnen gjorde blot dette mere ubekvemt. Snart fandt hans øjne igen hendes skikkelse. Han stod så tæt på hende, at han måtte bøje nakken en del, for at møde hendes blik.

"You could've waited for me! I'd rather have you pass out in a nightclub because of lack of air, than running around the streets like this." Han lavede en fakt med den ene hånd, som en hentydning til hendes beklædning. Dernæst rystede han på hovedet. Tålmodigheden var ved at slippe op, og han vidste, at selvom han ikke var tilfreds med hendes opførsel - bestemte han ikke over hende. Men at bryde et løfte, faldt ikke i god jord hos dæmonen, og det var tydeligt på hans opførsel nu. Han vidste, at Autumn havde kunne klare sig selv i andre situationer, men han følte alligevel en lyst til at prøve at hjælpe hende. Prøve at forhindre, at hun skulle udsættes for mere shit i sit liv, når hun allerede havde nok at døje med. At hun så rendte udenfor fordi hun skulle have frisk luft, var måske noget så uskyldigt - men han troede ikke på denne forklaring.
At hun skulle ofre sin egen sikkerhed for en kat, var dog heller ikke en forklaring han kunne godtage. Han fnøs:
"So, you'd be all 'Alice in Wonderland' and follow the cute creature down the rabbit hole? Autumn, for fucks sake! How stupid do you think I am?" Han slog let ud med armene. Det var svært at stå stille. Energien boblede trods alt gennem ham, efter koncerten, og de øl han nu havde fået indenbors.

Gang på gang, så han ned af hende. Nærmest for at lede efter endnu en rift, eller et sår, som kunne fortælle ham hvad der egentlig var sket. Men det virkede som en umulig opgave. Måske havde hun det virklig 'fint', men hvorfor fanden var hendes tøj så flænset halvt i stykker?
"Yeah, you should have..." Mumlede han halvtvært, da hun gav ham mobilen igen. Lidt tøvende stod han og drejede den mellem hænderne. Hendes smil prellede lidt af på ham, men han vidste, at hun vel på sin vis havde ret. Musikken betød uendelig meget for ham, men gjorde hun ikke også det? Detvar ikke noget han ville indrømme højt - at venskabet faktisk var noget af det der havde holdt ham på 'det gode spor' så længe. At hendes indblanding faktisk havde fået ham til at falde bedre til i Di Morga. Han så ned i jorden med et tøvende blik - og dernæst hen mod indgangen. Han overvejede muligheden... Måske ville hun lytte denne gang? Måske behøvede han ikke smide én ting fra sig til fordel for den anden.

Så snart hun bevægede sig hen mod indgangen, greb han hendes arm. Et stædigt udtryk formede sig i hans ansigt. Hvad fanden havde hun lige sagt? Det var som om han lige skulle forstå hendes ord, og lade dem stadfæste sig, før han kunne reagere på dem.
"You showed them to humans?" Han trådte ind foran hende - stadig med en hånd fast om hendes arm. Der gik dog ikke mere end få sekunder, før han hurtigt slap denne igen, af frygt for at brænde trøjen mod hendes hud: "Autumn - this is not a game. Don't lie to me. You don't wanna piss me off." Der var noget direkte truende i hans ord, men han ønskede at hun skulle forstå, at han var seriøs omkring det. At han ikke ønskede at få kastet løgne i hovedet, eller udsætte hende for mere fare end allerhøjest nødvendigt.

"I'm gonna finish the concert, and them I'm gonna take you home. Alright?" Han nikkede mod indgangen, og trådte selv ind. Han forsøgte hele tiden at sikre sig at hun var bag ham. Selv da produceren begyndte at smælde ord i hovedet på ham, holdt han øje med Autumn.
"One last song, Holland. Just end the concert, and pack up. Then I'll see you monday at the studio, okay?" Derek nikkede lidt fraværende, og kastede et blik mod Autumn, før han nærmede sig scenen.
"Just... wait for me, alright?" Han forsøgte at lyde tålmodig, og fattet, da han vendte ryggen mod hende og trådte op mod scenen igen. "One last song you guys."

Autumn måtte være ærlig med sig selv. Hun forstod ham ikke. Hun forstod ikke, hvorfor han blev så vred på hende. Eller hun forstod rettere sagt ikke, hvad der førte til den vrede. Hvorfor tog han tiden til at skælde hende ud? Hun vidste hun havde gjort noget forkert, men bekymringen, der skjulte sig i hans stemme, var uvant. Hun kunne knap nok huske, sidste gang hun havde oplevet noget lignende. Og det havde i hvert fald været før hun kom til Di Morga. Men minderne var svage. Samt hun vidste ikke engang om de var ægte mere. Især ikke nu, hvor de falmede og tillod hende at glemme dem så hurtigt. Det eneste hun var klar over, var for skamfuld hun følte sig. Hun havde det virkelig som om, hun havde gjort noget galt. Og at hun skulle konfronteres omkring det. Hun kunne mærke de små prik over hele kroppen, som havde hun virkelig trodset ham. Brudt deres løfte, selvom hendes første plan havde været at få lidt luft og så komme indenfor. Men så igen - hun havde lovet at ikke flytte sig fra sin plads. By all means necessary. Hun sænkede sit hoved og så blot ned imod sine bare fødder, der for længest havde vænnet sig til byens grove asfalt. Det var trods alt ikke unormalt for hende at bevæge sig udenfor ude et sæt sko. Specielt om sommeren. Men kun hvis hun ikke kunne finde sine klipklappere.

Det gav et set i hende, da han pludselig greb hendes arm og tvang hende til at stoppe, som hun ellers havde været på vej indenfor i tørvejr. Og varme. Det var stadig koldt i Di Morga. Vinteren var endnu ikke ovre. Hun gav et lille piv fra sig og så hurtigt imod Derek, som han tårnede sig over hende. Gav hende et spiddende blik. Han var en smule skræmmende. Men alligevel følte hun sig ikke truet på livet. Hun fandt stadig noget blidt i hans øjne. Bare et lille snert. Noget der ikke var at finde i den mand, der blev ved med at køre hende ned i grøften. Hun trådte et enkelt skridt tilbage, da han slap hende igen, og den modsatte hånd kom hurtigt op. Som ømmede hun sig. Det mindede hende lidt om, den gang i køkkenet. Hvor længe var det ikke ved at være siden nu?

Hun nikkede atter bekræftende. Hun var stadig i tvivl om, hvad han mente med hjem. Hans hjem var jo ikke hendes hjem. Måske mente han hendes tidligere hjem. På ungeinstitution. Lige meget hvad, følte hun sig tryg nok til at vide, at han nok ikke ville bringe hende tilbage til ham.
Hun fulgte roligt efter ham. Forholdte sig altid bag ham. Og hun sagde ikke et ord. Hun fik styr på sine vejrtrækninger igen, og med hænderne skjult i ærmerne og proppet ned i trøjens lommer virkede hun ganske almen. Med det svagt fugtige hår, de blå øjne der stadig ikke kunne stille klart og den lille skikkelse hun var. Varmen var stadig klam inde p Northman. Præcis som hun huskede. Hun gemte sig en smule bag dæmonen, da produceren var kommet tilstede. Hun ville ikke komme mere i vejen. Ikke mere end højst nødvendigt. Til hendes held kom der ikke en længere tale fra ham. Og Derek så vendte sig imod hende.
”Yeah. Take your time. Enjoy it.” svarede hun tilbage og smilede igen det stille smil. Hvor efter, hun blot fulgte ham, som han nærmede sig scenen.

Denne gang blev hun bare stående. I hans øjenvidde selvfølgelig. Hun sørgede for selv at se imod ham så meget som muligt. Nærmest som ville hun forsvinde, hvis deres øjenkontakt ville bryde. Også selvom han nok ikke ville kunne se hende alt for godt, på grund af lyset. Med det samme at musikken startede igen, følte hun, hvordan hun mere eller mindre blev mast imellem publikummet, der på ny havde samlet sig foran scenen. Hun trak hurtigt sine hænder op ad lommen, og uden at sige noget, forsøgte hun at fulde så lidt som muligt. Men stadig ved at blive stående samme sted. Med de blå øjne rettet imod Derek.
Hun smilede lidt for sig selv. Det var noget andet at se på ham, som en ven. End et eller andet bandmedlem. Det var mere beroligende. Det at se ham gøre, hvad han nød allermest. Hun førte diskret en hånd op under det lange hår. Ind bag øret. Lige nok til, at hendes fingerspidser kunne kærtegne det lille ar. Hun ville fortælle ham det senere. Når han var færdig. Det var lidt det hun var landet i nu. Hendes mund havde trods alt afsløret allerede en del. Og han fortjente at vide det. Gjorde han ikke?
Hun kunne ganske sagte høre smalltalk omkring sig. Piger der hviskede omkring Derek. Andre der så imod hende, som var hun malplaceret, fordi hun ikke hoppede op og ned som dem i håb om at fange sangerens opmærksomhed.

På mange måder foragtede han sin reaktion, da han endelig tillod sig selv at træde op på scenen for at få ro i sindet. Det var dog som om han havde problemer med at slappe af. Måske var det lyden af det støjende publikum, eller den boblende energi der fyldte hans krop gang på gang... Ingen ville forstå denne følelse. Ingen... Sommetider ville dæmonen ønske, at han havde spurgt ind til sin faders evner, før han havde knækket nakken på ham. Måske var der en måde at slukke for evnerne på i ny og næ, så man ikke skulle frygte, at at smelte apparater i sin nærhed, eller miste besindelsen fuldstændig fordi adrenalinen kørte rundt. Alligevel var der vel også en anden grund til at han havde faret op. Bekymring. Så simpelt kunne det være. Det var en følelse han ikke var vant til, og noget han ikke vidste hvordan han skulle greje. Af netop samme grund havde han altid valgt en levevis der ikke gjorde ham nødsaget til, at skulle føle bekymring for andre individer. Det var så ufattelig meget lettere på den måde. Men det var nu længe siden, at han havde følt sig så... Levende. Selvom han ikke udviste sin bekymring på en måde der langt fra var blid - var det den eneste måde han kunne formå at formidle budskabet på. Som altid gjalt det vel om at beskytte de mere sårbare sider, ved at være stærk og bestemt. Alligevel følte han at han velnok - uanset hvor lidt han brød sig om det - var den sidste der skulle bestemme over Autumn. Hun var trods alt i kløerne på en læge der ønskede at kontrollere hendes liv... Hvordan kunne Derek så selv retfærdiggøre sin opførsel, når hán fortalte hende hvad han skulle gøre, og forsøgte at forhindre at hun gled ud af hans hænder?

Det virkede betryggende at komme på en hvis afstand fra hende nu. Generelt at komme på afstand af alle individer i klubben. Det syntes at lægge en form for dæmper på ham. Selvom han vidste, at han ikke kunne gøre skade på Autumn, vidste han, at han havde taget hårdt fat om hendes arm udenfor, og at skaden ville være sket, hvis ikke det var fordi hun var imun. Nok kunne hun ikke mærke den svidende varme som andre individer - men havde han overhovedet tænkt over det, før han lagde sin hånd om hendes arm? Tænkt over, at hun var en undtagelse, før han vovede at røre ved hende? Varmen virkede dominerende, og Derek vidste, at han havde ladet for meget af denne strømme gennem sin krop tidligere, da han havde lagt hænderne mod radiatorerne i lejligheden, og ladet hænderne omslutte den skoldhede kop i kafeen. Men energien havde virket så forfriskende... Og han vidste, at publikum kunne mærke intensiteten næsten ligeså meget som han selv kunne.

Fingrende gled over guitaren med en lethed, og han forsøgte at glide tilbage ind i 'musikkens verden', trods han sommetider måtte misse lidt mod lyset, for at spotte Autumns skikkelse lidt derfra. Trods han ikke kunne se hendes øjne, kunne han mærke blikket mod sig. Såvel som andres i klubben, trods mange var ifærd med at gnubbe sig op ad hinanden på dansegulvet, eller stavre rundt med fyldte drinks i hænderne. Sommetider lukkede dæmonen øjnene mens han sang, og lod sig opsluge af sangteksten. Det forekom han stadig besynderligt hvordan musikken - selv i et flygtigt øjeblik - kunne få ham til, at glide ind i en tilstand, hvor han glemte tilstedeværelsen og larmen fra klubben. Visse sanser blev overstimuleret, mens andre lod sig omslutte af den rare kratten fra højtalerne. Netop denne sang var én af Bloody Mistakes store hits. Og Derek måtte - med en hvis tilfredshed - erfare, at nogen i klubben tydeligvis sang med. Sommetider undervurderede han, hvor mange år folk mon havde på bagen, og hvor hurtigt hits blev smidt rundt mellem radiostationer. Bare lyden af publikums - sommetider fordrukne stemmer, var nok til at dæmonen ønskede, at han kunne spille endnu en set-liste... Dog måtte sangen snart ende, og det var tid til at han skulle slutte af.
"Thanks everybody. You've been awesome." En halv sandhed. De fleste 'didn't give a crap', fordi de var for stive til at holde sig selv på benene. Men alligevel lød der da en hujen og klapsalve, der fik et lidt for selvtilfredst tandsmil til at løbe over dæmonens ansigt. Det var tydeligt hvordan han - med den sidste sang, var blevet betydelig mere rolig. Alligvel ville den opmærksomme nok bemærke hvordan mikrofonen tydeligvis nu bar lidt af en autograf i form af Derek Holland's fingeraftryk, som var de støbt i gips.

Han tog guitaren af, så snart scenelyset slukkedes, og vendte sig længere ud med dansegulvet. Top-ti listen blev næsten med det samme sat på, med et skrækkeligt højt dance-nummer. Derek placerede guitaren op ad en af højtalerne, før han hoppede ned af scenen, og vandrede hen mod Autumns plads i rummet. Et lidt prøvende smil lå om hans læber, da han nærmede sig.
"I shouldn't have snapped at you before.." Der var intet 'undskyld' at finde i sætningen, men han regnede med, at han ikke behøvede sige det - eller rettere - råbe det gennem musikken. De mørke øjne udviste dog noget lidt akavet. Som var det stadig uvant for ham, at undskylde nogen som helst opførsel, som ikke inkluderede, at han havde gjort direkte fysisk skade på nogen. "I'm in no position to... Tell you what to do." Snart gled hans hænder ned i lommerne på de mørke jeans. Han trak let på skulderne. Der var næsten noget kejtet over hans opførsel: Det lidt vigende blik, og den lidt usikre statur, der næppe kunne måle sig med den selvsikre han havde udvist fra sin plads oppe på scenen. "I just...-"  don't like broken promises. Derek vidste, at han var den sidste til at prædike om sådanne ting, og derfor bed han tænderne sammen, for at forhindre sig selv i at sige noget dumt eller hidse sig selv endnu mere op. Ikke nu...
Snart rettede han de mørke øjne mod hendes. "I don't wanna control you, okay? I hope you know that." Hans stemme var alvorlig, og bekræftende. Som om han ikke agtede at hun nogensinde skulle få det indtryk af ham. Han ville ikke være som lægen... Selvfølgelig havde han gjort grusomme ting som han fortrød, men han ønskede at få styr på sit liv. Selvfølgelig var det næppe alle der kunne være heldige nok til at få den rare Derek at se - men han ønskede ikke at berøve nogen deres frihed over så lang tid. Men havde han gjort det før i tiden? Måske... Det var som om, at bare dét at høre sagen fra Autumns synspunkt, havde åbnet hans øjne mere for hvad der måtte kaldes 'almindelig moral' - det havde aldrig raget ham at høre sagen fra offerets synspunkt, men da han endelig havde åbnet ørene for det - havde det ændret noget i ham.

"Do you wanna leave or stay for a while?" Han kastede et blik rundt i klubben. Måske var det ikke det rigtige forum for Autumn... Han vidste at hun ikke fortalte ham hele sandheden, men hvis hun havde været så villig til at slippe ud - så burde han ikke bibeholde hende der. Uanset hvor frisk han så selv følte sig, og hvor appelleret han var til, at holde sig kørende hele natten.
"I just need to pack up, so if you want me to take you somewhere else, I can do it afterwards." Han nikkede kortvarig over mod scenen, og så derefter igen på hende: "Of course you could go yourself, but I'd feel better if you just let me.. Be around for a while. I don't think it would be smart wandering off by yourself after what you did to...-" The doctor... Han skulle lige til at sige det, men stoppede sig selv. Han lod en hånd glide op til panden og puffede noget af det mørke hår væk: " Let's just... Have some fun, okay? For a little while..?" Det var tydeligt, at han ønskede, at glemme bekymringerne lidt endnu. Men han ville også forsikre Autumn om, at de kunne forlade stedet med det samme hvis det var nødvendigt. Hvor deres veje så ville føre hen, vidste han ikke. Han ønskede blot at bringe hende i sikkerhed for en stund. At sørge for, at hun kom gennem Terre uden en skramme : Hvad end det var fra lægen, fulderikkerne i gadebilledet, glubske væsner eller noget så åndssvagt som en kat.
"I could really use a beer while I pack up. Can you get me one? Just say you're with me. Usually they serve free alchohol to the musicians." Han sendte et prøvende smil, og nikkede endnu en gang hen mod scenen. Han måtte pakke sammen, før  nogen skulle vove at snige sig op på scenen og stjæle den elskede guitar, trods den sikkert ikke var så forfærdelig meget værd længere. Han lod sig snart bevæge sig hen mod scenen, og begyndte snart at fumle med et par ledninger i samarbejde med én af de lydansvarlige fra klubben. En franskmand på de 16-17 år der var elendig til engelsk.

Autumn var lidt usikker på, hvordan hun egentlig havde det med at befinde sig i en af de mest sociale sammenhængninger. Hun var vant til at være omgivet af andre, når hun kom til sine lektioner på universitetet. Men her - sådan et sted som Northman - var det noget helt andet. Hæmningerne var smidt for længest. Det var som om alle kendte alle, og alle kunne snakke med alle af netop den grund. Det satte hende lidt i en svær situation. Hendes sociale egenskaber var trods alt ikke, hvad de plejede at være. Vidste hun overhoved, hvordan man kunne være i offentligheden? Det kunne ikke passe at hun havde glemt det. Hun rystede blot på hovedet og førte sine hænder op imod sit ansigt for at klappe lidt mere liv i sig selv. Det var uden tvivl på grund af chokket. Hun var ikke så langt ude igen. Hun kunne stadig bunde. Kunne hun ikke? Det var ikke fordi hun var fuldkommen isoleret fra sin omverden. Hun burde bare tage sig sammen. Få slettet gårsdagens billeder fra indersiden af øjenlågene, så hun ikke så dem, hver gang hun lukkede sine øjne i.

Hun tog en dyb indånding og tog et langvarigt blink, samtidig med at hun hørte skridt komme imod hende. Hun vidste godt hvem, så hun blev ikke det mindste overrasket, da hun så op og så Derek stå foran hende. Hun skulle til at sige noget selv, men han kom hende i forkøbet. Hun skulle lige have gentaget de første ord i hovedet. Og hun blinkede en smule forundret. Hun fik altid den uvante følelse i kroppen, når noget der bare mindede om en undskyldning kom fra ham. Også selvom dette ikke var første gang. Alligevel virkede det lidt anderledes nu.
Af en eller anden grund fik det hende til at smile. Hendes mundviger voksede markant i begge sider. Og en smule mere lys kom til stede i de blå øjne. Hendes kinder blussede en smule på grund af lokalens høje temperatur, og hun så lidt mere frisk ud. Hun følte sig underlig glad, da hans akavede attitude trådte frem. Det var rart at høre, hvad han sagde. Ikke fordi han undskyldte. Ikke kun det i hvert fald. Og hvis ikke hendes egne ord var blokeret, ville hun helt klart have sagt, hvad hun havde på hjertet. Men forhåbentlig fortalte hendes udstråling en smule. Hvem skulle dog tro at hun var af den djævelske del af livets kæde? Og som de to stod overfor hinanden virkede nok ikke så forkert for dem der så på den udefra.

”I… I wanna stay a little bit longer. I’m still not use to the crowd but hopefully it won’t take too much time.” Endelig fik hun tvunget nogle ord ud på tungen. “And I honestly don’t wanna go ..home just yet.” Hun ville pludselig gerne vænne sig til de nye omgivelser. Nu hvor hun havde tid til det I hvert fald. Hun var fornuftig nok til at holde sig fra at gå fuldstændig i synderne, hvis noget skulle gå galt. Hun trak en hånd op fra trøjens lommer og fik rystet den ud af det lange ærme, inden den blev kørt igennem håret og efterfølgende masserede nakken en smule.
”Sure thing. Just… wait a moment. I’ll be right back!” Hun tøvede ikke med at få sat gang i sine ben for at nærme sig baren. Det var det mindste hun kunne gøre. Hun havde ikke noget imod at Derek drak. Hun ville ikke holde ham fra det, men det virkede til at hun alligevel var grunden til, at han holdt sig lidt mere tilbage. Det var ret beundringsværdigt, at se på. Og undrende.

Det var ret besværligt at gå mast sig igennem dansegulvets deltagere, nu hvor pludselig handlede om at danse som sindssyge til musik der ingen mening havde i det større billede. Hun gjorde sig igen så lille som muligt. Hun sugede maven ind, som om det ville hjælpe hende med at komme igennem mængden. Hun blev trådt over sine tær et par gange, men man kunne ikke høre hendes piv på grund af den høje musik. Dog fandt hun relativt hurtigt en nemmere vej frem til sin destination.
”Det har vi den forsvundne tøs.” lå bartenderen, da han fik øje på hende. Autumn så spørgende imod ham med hovedet på skrå, men hun havde allerede svaret. Derek havde tydeligvis været god til at forklare hende til andre. ”Ja.. Jeg havde bare brug for lidt…luft. Misforståelser, du ved.” svarede hun fluks med en lille latter liggende under stemmen, samtidig med at hun lænede sig lidt op ad disken. ”Jeg skal bruge en øl til Derek Holland.” kom hun så efterfølgende med, inden en samtale kunne komme i gang. Hun så en smule bedende op imod bartenderen. Brugte hundeøjnene ganske lidt. Bare for en sikkerheds skyld. ”Ah.. ja!” Hun observerede manden i baren, som han hurtigt fik fisket en flaske frem. Eller rettere sagt to. Og før hun kunne nå at sige noget, blev kapslerne fjernet og øllene blev stillet foran hende. ”Here we…go.” En enkel paraply blev sat ned i halsen på den ene af flaskerne og et charmerende smil sad på hans læber, da hun så op igen. Hun vidste ikke helt, hvad hun skulle sige til det, så hun endte med bare at tage begge flasker, nikkede kort til bartenderen og forsvandt så ind i mængden igen.

Da hun så fik øje på dæmonen ved scenen satte hun automatisk farten lidt op. Hun var utrolig glad for at være væk fra danseområdet. Hun ville lidt ønske at hun havde haft et par sko på. Hun løftede sin ene hånd med den ene af flaskerne som en gestus til ham, og som hun bevægede sig hen imod ham havde hun nær snublet i et efterladt kapel. Heldigvis fandt hun balancen igen efter et par klodsede skridt.
”Here.” Hun overrakte ham roligt den ene af de grønne flasker. Stadig med et smil på læberne. Selv beholde hun den med paraplyen i. Som hun kort efter trak op ad falskeåbningen. ”I didn’t know it has become a thing to dress up something so simple as a beer.” kommenterede hun med en svag latter, som hun satte det lille stykke pynt op i sit hår i stedet for. Hun studerede lidt øllen i sine hænder, men så derefter op imod Derek på ny, inden hun bakkede lidt hen imod starten af scenen, som hun afslappet lænede sig op ad.
”Hey. I didn’t get to say it before…but… That you worried about me. It made me quite happy, you know.” Hun lod sin fingerspids glide hen over glasset, inden hun måske en smule usikkert satte åbningen imod sine læber og hældte ganske forsigtigt indtil væsken landede på hendes tunge. ”And I guess I’ve to say I didn’t feel like you tried to take control over me. I know you don’t.” Hun hvilede øllen mod sit ene lår og så lidt ned imod sine bare fødder. ”I’m sorry for …forcing you to take me with you. I was just.. desperate to come out a bit. Sorry for making you worry about me like that.” Hun løftede da hovedet igen og sendte ham det same muntre smil. Så ægte som det kunne blive. ”And by the way.. It seems like you’ve still got it.. up there.” Med et drilsk blik i øjnene nikkede hun kort imod scenen for at fremhæve sin hentydning. Hun fumlede videre med flasken, samtidig med at en svag frosen hinde blev dannet omkring den. Øllen var ikke froset. Blot kølet. Mere eller mindre ubevist, men alligevel virkede Autumn ikke overrasket. Hun forholdte i hvert fald blikket rettet imod Derek.

Der var noget ganske beroligende ved, at rulle ledningerne sammen og pakke guitaren ned i halvmørket som omsvøbte scenen efter koncerten. Scenen var, for de resterende i klubben, blot svælget i et absolut mørke, nu hvor lyskeglerne var vendt udelukkende mod dansegulvet og området der ledte op mod baren. Lyset virkede voldsomt og stædigt - sommetider blinkede det på en absolut hysterisk måde i takt med musikken, der pumpede løs fra de store højtalere. Den elektroniske dancemusik havde ganske vist et beat over sig, som direkte trak folk ud på dansegulvet, hvad end de kendte sangene eller ej. Alligevel virkede det hele overproduceret... De fleste sange lød vel som hinanden, når det endelig kom til stykket. Beatet lod dog også folk overgive sig endnu mere til de dyriske impulser. Hvad der foregik ude på dansegulvet var i hvert fald langt fra uskyldigt: Faktisk mindede det mere om parringssekvenser end noget andet, hvis man spurgte dæmonen, som mange gange havde været typen der sluttede sig til masserne, når først han havde fået en mængde stoffer ind i kroppen. Så længe man var påvirket, var det som om larmen og det fysiske aspekt af bylivet, blev direkte euforiserende. Noget han ikke længere kunne forholde sig helt og holdent til, men som han et-eller-andet-sted, måtte indrømme at han savnede. Der var virkelig noget ved den der 'living in the moment' tendens han stadig higede efter. Men før han havde fået produceret sit debutalbum som soloartist, var det vel ikke just en vej han måtte ty hundrede procent til.

Så snart han var færdig med at pakke tingene sammen, satte han sig på kanten af scenen, og svang benene ud derover. Det var rart at være lidt afskåret fra alt postyret på dansegulvet, nu hvor hans silhuet var det eneste der var synligt for dem derude, der blev blændet af farvede lys og aggressive blink. Han betragtede hvordan de fleste desperat forsøgte at finde nogen at trykke deres kroppe op imod, eller nogen at sætte tænderne i. Faktisk var det blevet svært at se forskellen mellem de to ting, hvilket var én af de mere skræmmende realiteter omkring Di Morga.
"Thanks." Derek tog automatisk øllen, da Autumn var kommet hen til ham. Dernæst rettede han roligt øjnene mod hende, og tog et kig mod hendes flaske, hvori en paraply var placeret. Ja, indtil hun altså flyttede denne op til sit hår. En lille grimasse gled over hans ansigt, før han sendte hende et lidt drillende smil, "He probably likes you." Han nikkede ikke-så-henkastet over mod baren, før han satte sin øl mod læberne, der virkede tørre efter hans optræden. Det var ufattelig rart at holde den kølige flaske i sine hænder. Faktisk lod det til at dulme en del i ham, og få ham hen i en lidt mere afslappet tilstand.

Da Autumn nævnte hans bekymring, viftede han lidt afvigende med sin ene hånd: "Don't mention it..." Det var tydeligt, at det ikke var noget han ville komme yderligere ind på, hvis det kunne undgås. Bekymring var stadig ikke noget han var helt tryg ved. Det var en svaghed. En mystisk form for svaghed, som sendte noget sårbart over ham, som han ikke vidste hvordan han skulle håndtere,"Seriously don't." Han rømmede sig, og tog endnu en tår af øllen, før han holdt den lidt ud fra sig for at studere flasken, som om dét kunne aflede hans tanker i et sekund. Dog endte det bare med, at han - i ren rastløshed - begyndte at pille ved mærket på øllen, så det franske navn snart blev kradset fuldstændig til ukendelighed.
"Autumn - stop fucking apologizing. You're wasting it on me." Sagde han med en rolig tone i stemmen, før han så på hende med et fast udtryk i blikket, "I get why you wanted to leave for a bit." Han dømte hende ikke. Frihed var noget han altid selv havde søgt - og noget han også havde haft en nogenlunde fri tilgang til. Autumn var ikke i samme position, og derfor måtte hendes behov for at føle sig fri, være større end han nogensinde kunne forestille sig. Dæmonen sendte hende et skævt smil, før han kørte sin frie hånd gennem det stride, mørke hår, som gled medgørligt tilbage grundet dråberne af fugt der havde sat sig i det:
"You deserve to have some fun... To be outside, even if that means being out in public with drunken bastards, or a jackass like me." Kortvarig blottede han den øverste tandrække på en lidt fjoget måde, før han hævede sin flaske en smule mod hende, som et lille skub mod at han ønskede at hun skulle slippe tøjlerne en smule mere. Et-eller-andet sted ønskede han vel, at se hende give slip, på samme måde som han havde gjort så mange gange før. Og hvorfor så ikke også mens han var i nærheden og måske kunne holde øje med hende? Han vidste, at han nok selv skulle holde lidt igen... Men så længe det blot var øl, kunne han vel sagtens kontrollere sig selv.

Ved hendes kommentar omkring koncerten, trak hans sine ben op til sig, og satte sig i en form for skrædderstilling. Han holdt ølflasken mellem begge hænder, og kastede kortvarig et blik rundt på den mørke scene.
"Well... This is everything to me. The only thing I really... enjoy." Han kunne ikke afholde sig selv fra at smile tilfredst. Som om dét at have overstået en optræden fyldte ham med en ro, og en optimisme, som han ellers ikke besad meget af i den kedelige, grå hverdag, hvor stoffer var den eneste måde man kunne få lidt kulør i tilværelsen på. Musikken - i denne rene form - virkede euforiserende nok. I hvert fald for nu... Det var nyt for ham på denne måde. At stå på egne ben, og derfor kedede han sig endnu ikke med det.
"I was never meant to sit behind a desk y'know." Han trak på skulderne, og vendte blikket mod hende, "Music's what I've got."
"I'm glad you liked it anyway." Han tog endnu en tår af øllen, og lod denne mængde gurgles lidt i munden før han sank. Måske var det ikke ganske charmerende, men det fugtede svælget på en måde som fjernede lidt af hæsheden fra stemmebåndet, der havde været udsat for lidt af en prøve, efter at have været ude af træning i noget tid. I hvert fald når det kom til arrangementer af denne dur, hvor man skulle overdøve utallige, fulde individer. "If my biggest fan thought that I had lost it, then what would that say about me?" Endnu et skævt smil gled over hans ansigt mens han så på hende.

Autumn forstod et sted godt, hvorfor Derek var så tilbageholdende omkring alt det med bekymring og hendes konstante undskyldninger. Hun vidste selv, at hun måske sagde det ord en smule for meget. Det var i hvert fald noget, hun skulle arbejde med. Selvom det virkede uoverskueligt allerede nu. At undskylde var vel blevet en del af hendes persona. En ting hun var nødsaget til at sige. Det at bevise at det var hendes skyld, og andre ikke behøvede taget det på deres skuldre. Hun skulle nok være stærk nok til at bære det meste. Bildte hun sig i hvert fald selv ind. Men denne dæmon havde tydeligvis ikke samme natur som hende. Så det hele lå uden tvivl ikke så naturligt for ham, som det gøre for hende. Det var meget muligt den konklusion, der også fik hende til at lukke sine læber sammen og ikke lige vende tilbage til det emne igen. Men ligemeget hvad, havde det være en behagelig følelse. En følelse hun havde savnet. Og hun kunne ikke helt lad være med at smile lidt indvendig bare ved tanken. Dog var hun i tvivl om det i det hele taget var fordi en eller anden bekymrede sig. Eller om det direkte var Derek.

En sagte latter lød fra hende, da han begyndte at tiltale sig selv som noget af en idiot. ”Yeah. Fun. Let’s se if I can remember how to.” Selvfølgelig kunne hun huske de dage, hvor hun havde haft det sjovt. Præcis som alle de andre unge. Det var ikke fordi det var flere årtier siden. Men hun havde nok udviklet sig lidt mere hen imod den kedelige del af nattelivet hen over de år, hun havde været på afstand fra det hele. Hun stillede forsigtigt øllen på scenen bag hende, hvor efter hun løftede sig selv op at sidde på den, ved hjælp fra begge armes muskler og et lille aftag på gulvet. Hun dinglede lidt med benene, der var for korte til at nå imod gulvet, og tog derefter øllen i sine hænder igen. Hun førte flasken imod sine læber og tog på ny en slurk. Hun skulle lige vende sig til smagen igen. Men den var ikke helt ny for hende. Øl havde været den primær form for alkohol, hun ønskede at indtage, når det kom til stykket.

”Too bad! I’m sure you would look absolutely splendid in a suit. Your hair brushed back and a nice clean shave from the barbershop down the street. Just sitting behind a desk. Writing numbers into a computer program. All day long.” Hun lagde ekstra meget kraft på din britiske accent for at hæve den drilske undertone. Hun ville give ham ret. Hun kunne umuligt se ham sidde og lave kontorarbejde. Men hun havde hun ikke kendt ham helt fra spædbarn. Hvilket ville have været underligt. Dog gav ham udtryk for at være mere praktisk anlagt. Han virkede som typen, der måske kunne have svært ved at sidde stille for længe. Hun var i det hele taget overrasket, over at hun kunne mestre det. Selv efter så mange år med det samme kedelige materiale.
Hun rettede da blikket væk fra dæmonen og ud imod dansegulvet. Nu hvor hun sad lidt højere oppe, og det eneste der var i vejen var en af de stolper, der holdt det hele sammen, kunne hun få et bedre udkig over det hele. Nu hvor hun ikke følte hun var en del af miniputland. Det så ikke særlig indbydende, måtte hun indrømme. Den måde man gned sig om ad hinanden. Men samtidig kunne hun ikke lade være med at tromme sine fingre let imod flasken i sine hænder. I takt til den overdøvende musik. ”How can anyone handle this?” Hun førte en hånd ud igennem mængden som en gestus til, hvad hun hentydede til. Hun smilede en smule og rystede opgivende på hovedet. Der var aldrig nogen ordentlig forklaring. I stedet for at selv tænke sig videre til et logisk svar, valgte hun blot at sætte øllen imod sine læber igen og tog denne gang ikke blot en slurk. Men et par stykke. Der var i hvert fald ikke helt så meget tilbage i flasken, da hun stillede den tilbage på scenen ved siden af sig. Hun hoppede da ned og landede mere eller mindre elegant. Hun kørte begge sine hænder igennem det lange utømmelige hår og fik sat det op, men en elestik, der åbenbart havde siddet omkring hendes håndled i løbet af de sidste par dage. Hestehalen var noget sjusket sat op, men i det mindste blokerede det for at hendes hår var ud til alle side. Hun vendte sig så med fronten imod Derek. Med et muntret smil på de tørre læber. Og hun rakte tilbydende en hånd frem imod ham. ”Wanna dance? Or do you wanna show me how to have ’fun’ just sitting here like some boring group of old people?” Hun lignede virkelig ikke en, der var klar til meget andet end overnatning hos veninderne. ”Or do you have any other ideas?” Hun lod sin hånd falde igen. Det havde ikke ligefrem været for at han skulle tage imod den. Hun begyndte så ellers at bakke hen imod dansegulvet. "And keep all that with 'biggest fan' at a minimum. It almost makes me sound like some kind of groupie."

Eftersom han var alt for doven til at rejse sig op, lænede han blot ryggen tilbage og fumlede lidt med sin frie hånd efter den lidt slidte guitartaske. Så snart de varme fingre ramte en af stropperne, hev han denne over mod sig, til den sidst lå i sikkerhed ved hans ene side. Hånden hvilede mod materialet, og trykkede lidt løst derpå, trods han via vægten egentlig burde have afgjort at guitaren lå deri. Førhen havde hans stofmisbrug dog været så markant og dominerende, at han nemt havde kunne glemme guitaren, der ellers var den eneste materielle ting han ejede, der egentlig betød noget, trods selv détte eksemplar nok skulle skiftes ud inden længe. Men blot det at have et instrument, gav Derek en tryg følelse. Som om det var en ensom knægts teddy-bjørn, eller en alkoholikers fyldte øl. Ved den blotte tanke, satte han nærmest automatisk læberne mod flasken igen. Øllen virkede dejlig beroligende efter den hede optræden. Det værste ved at være en tidligere alkoholiker var dog, at det var ufattelig svært at stoppe når først man var begyndt. Uanset hvor mange 'rationelle' tanker der så måtte gå gennem hovedet på én. Det var en uslukkelig tørst. Kroppen overbeviste sig selv om, at svælget stadig måtte fugtes, og derfor forsvandt hver en flaske altid hurtigt. It's just beer.... Det var vel hvad han fortalte sig selv gang på gang. Så længe han ikke vågnede op i en rendesten, havde han vel intet problem...

Derek rystede på hovedet ved tanken, om nogensinde at sidde og skrive tal ind som en eller anden viljeløs arbejder, der var nødsaget til at følge et hårdt skema, og hvis dage virkede alt for ens. Sådan en tanke havde aldrig appelleret til ham: Hvad end det så var en mere rationel vej at gå, eller ej.
"Oh, shut it..." Mumlede han dernæst, og stillede den nu tømte øl fra sig. Den ene mundvige hævede sig en smule højere op i den anden, i en lidt skeptisk grimasse: "But... I really do look great in a tux... But the next time I'll wear one, I'll be lying in a coffin. 'Cause it'll only be when I'm dead, that people can manage to drag me into one." Det var én af de ting han dog satte pris på, ved dette århundrede. Folk kunne gå i hvad de egentlig ønskede, og var ikke nødsaget til at binde slips helt op mod struben, eller bære tøj der generelt bare placerede én i kasser, hvor alle pludselig så meget, meget ens ud.

Han fulgte hendes blik ud med dansegulvet. Til forskel for hende, nød han at se hvordan folk slap deres hæmninger. I nogle sekunder, kunne han tillade sig at være en beskuer for en gangs skyld, frem for at joine dem mens han var fuldstændig beruset eller høj på diverse stoffer. Det var jo næsten en videnskab, hvis man spurgte ham. Og folk var dødligeglade med, hvordan de så ud udefra, hvem de spildte alkohol udover, eller hvem de nu delte mundvand med. Dæmonen rettede blikket mod Autumn da han hørte hendes stemme, og lod sig løsrive af 'seancen'.
"Handle what?" Han skævede ud mod dansegulvet igen, og blottede dernæst tænderne en smule, i et lidt fjoget smil, da han forstod hvad hun hentydede til. Snart hvilede hans blik mod hende igen, hvorefter han trak lidt henkastet på skulderne: "Anyone can handle it when there's booze involved... And when presented with the oppurtunity of getting laid, without being forced to buy someone dinner." Den lette latter der gled ud over hans læber, forstummede næsten med det samme, da beatet i musikken blev mere voldsomt. Snart begyndte lyset på dansegulvet også at blinke på en næsten hysterisk måde, der ville kunne gøre enhver forvirret.
"I agree it's a bit noisy... But I like the chaos." Tilføjede han dernæst, og betragtede et par af de dansende: "It's very... Unpredictable. You don't know where you'll be at sunrise, or who you'll have met." Det var tydeligt at høre på hans stemme, at han savnede det. Savnede at slå sig løs og ikke tænke over morgendagen. I nogle sekunder lod han sig derfor igen opsluges en smule af hele atmosfæren. Han bemærkede knapt nok at Autumn hoppede ned fra scenen, før hun rakte en hånd frem mod ham.

"Boring?" Han hoppede ned fra scenen i en let bevægelse, og trak guitartasken med sig. Dernæst sendte han hende et udfordrende smil, og bøjede nakken en smule: "Autumn - you can't handle my type of fun." Han blinkede kækt til hende, og rystede dernæst let på hovedet med et grin.
"I need to be fuking wasted before I get close to that dance floor. But..." Han nikkede mod de voldsomme lys, og skævede dernæst over mod baren, "I need to get the bartender to watch this beauty for me..." Han svang guitartaskens strop over sin ene skulder: "Then we can work on the 'me getting wasted' part, and then maybe...- And only maybe - you'll deserve a dance from me."
Han vendte sig om, strøg en hånd gennem håret, og nikkede over mod baren; "C'mon groupie." Uden rigtig at se sig tilbage, begyndte han at gå over mod baren. Efter han fik sin kære guitar afleveret i 'sikkerhed' hos bartenderen, som straks tog den ud i baglokalet, vendte han ryggen til disken, og lænede sig let ind mod den.

”No. But! You can teach me.” Selvfølgelig lå hun ikke så same niveau som Derek. Ikke når det kom til nattelivet. Hun havde ikke ligefrem haft et de sidste fire år af sit liv. Ikke udover at skumle rundt på skolen efter lukke tid. Læse op til prøver, hun alligevel ikke endte med at komme op til. Og en gang imellem skulle hun jo tage sig af sin ven i hemmelighed. Når han altså var synket alt for dybt. For dybt til selv at kunne komme op ad. ”I have aaaall my life in front of me. Hey. I’m not even gonna grow old!” Hun havde tydeligvis allerede løsnet en smule op. Det var som om at den høje musik, hårde bas og den lille smule alkohol, der summede igennem hende alt for levende blod, fik hende til at glemme, hvad der egentlig foregik i hendes liv. Hun havde vel allerede glemt, hvad der netop var sket, inden hun var blevet hentet indenfor igen. Og billederne af køkkenet badet i blod, var ikke længere at finde bag øjenlåget, når hun lukkede øjnene i. Hun var ikke beruset endnu. Men humøret var i hvert fald steget. Og smilet på hendes læber var mere ægte end halvdelen af kvinderne - som befandt sig på Northman - bryster. Hun var blevet en del mere munter. Hun lignede mere den pige i musikforretningen tilbage, da de for første gang havde fået bekendtskab til hinanden. Livlig ung kvinde. Eller pige. Det kom an på, hvordan man så på det.

Det var vel uden at tænke over det, at hun rent faktisk endte med at reagere på hendes nye kaldenavn. Eller det var meget muligt, kun fordi hun allerede vidste, at det netop var hende, der blev tiltalt. Hun tøvede i hvert fald ikke med at få sat gang i benene igen. Hun trippede selv på sine tæer. Det gjorde det nemmere ikke at blive trådt på. Der var stadig det problem, at hun ikke have nogle sko på. Og hun var skam stadig opmærksom på det. Men samtidig følte hun ikke, hun havde brug for dem. Hun kunne i hvert fald bevæge sig en del mere frit rundt omkring uden. Og det føltes sjovt, men behageligt, den måde gulvet under hende vibrerede. Hun tvivlede på, at andre lagde mærke til den lille detalje.
”Don’t you call me groupie again, mr Holland!” kommenterede hun, det øjeblik hun endelig fik fundet sin vej hen til ham. Han vidste trods alt allerede, hvordan man maste sig igennem dansende mængder. Samtidig med at ordene forlod hende mund, tillod hun sig at puffe til hans arm med en knyttet næve. Bare for at understrege det lidt. ”You owe be a dance ’casuse of that. No way out.” Åbenbart havde hun ikke taget det til hjertet. Også selvom det alligevel havde det med at bringe minder frem. Knap så behagelige minder.
Det var ret naturligt for hende, sådan at pludselig sætte af fra gulvet og ende med at sidde på bordbplader i nærheden. Specielt når der ingen stole var omkring. Og det samme fik hun gjort her. Op på disken. Og underligt nok blev det ikke kommenteret. Nu befandt de sig også mere ude i siden. Og pladsen var der. Plus, hun fyldte ikke meget. Hun dinglede igen med benene og så lidt fra Derek til dansefulvet. Og imod Derek igen. Hendes ansigt havde endelig fået lidt farve igen. Hendes kinder var blussede, men ikke af sygdom. Hendes læber var knap så tørre, som de normalt var. Og det at få håret væk fra ansigtet fremhævede den blå farve i hendes øjne.
Der gik dog ikke længe før hun drejede sin overkrop i noget af en akavet stilling for at få kontakten til bartenderen, der overraskende nok allerede havde lagt øjnene imod hende. Og kom hende i møde med at smil. Et smil hun som altid sendte igen. Hun behøvede ikke at åbne sine læber. Musikken var alligevel for høj. Og bartenderen var for langt væk. Hun løftede i stedet sin ene hånd og vidste to fingre. Hun var ikke helt ny. Men det var meget muligt hendes uskyldige udseende der redede hende fra at virke alt for keglet.
”So.. Have you ever been bitten?” spurgte hun roligt, som hun vendte opmærksomheden tilbage imod dæmonen. Det var altid sjovt at ikke skulle læne hovedet tilbage for at se op på ham. ”I mean… Di Morga is filled with vampires and I hear it’s quite the sensual experience.” Hun tog blot blikket fra ham, det der blev stillet to nyåbnede grønne flasker på disken i deres område. Et hurtigt kært takt løb over hendes læber, før hun atter drejede sig imod sit selskab. ”Oh yeah. And now that we’re on the topic..” Hun tog en hurtig slurk af sin øl, som nu virkede en del mere naturligt en ved hendes første, og så søgende ud over dansegulvet. ”Let’s see. Uh! There!” Hun pegede hen imod en ung kvinde med lange blonde krøller, der allerede sendte et par blikke hen imod Derek. ”Would you wanna go for someone like her? Or are you maybe more of a dark haired, dark eyes kind of guy?” Det kunne godt ske det ikke var den form for samtale, de normalt havde. Men af og til kunne de da godt tråde udenfor den mere komfortable linje. ”What's your type? If you have one that is.” Hun så spørgende og afventende imod ham igen. Med samme lille drilske hint i hendes ellers så søde ansigt.

Han vidste, at han skulle holde lidt igen denne aften. Eller... Han vidste i hvert fald at han burde holde igen. Jovist havde stoffer en mere voldsom effekt på ham, men han havde svært ved at sige stop, når det gjalt alkohol. Og værre endnu - havde han svært ved at forstå, når andre brugte det ord mod ham, så snart han havde fået spiritus i blodet. Det forekom dog dæmonen så uendelig svært, at sætte en blokade op for sit ellers hæmningsløse adfærd. Sommetider fangede han sig selv i at undre sig over hvorfor han overhovedet prøvede. I sidste ende, vidste han, at dette forsøg på at være 'clean' og 'forholdsvist eksemplarisk' ikke kunne lykkes i et hug. Han var ment til at fejle.. Var det ikke det folk altid havde fortalt ham, når han havde talt om sine store ambitioner som barn? Det værste var, at de fleste havde haft ret. Han fejlede ofte... Det gjorde han vel altid i en eller anden forstand. Af netop samme grund havde han aldrig levet et liv højt på strå. Selv under Bloody Mistakes' storhedstid, havde han været i gæld, og med adskillige folk på nakken. Og nu? Nu gik ting faktisk okay, og af netop dén grund, forventede han, at 'faldet' snart ville komme. Men var anelsen nok til at fraholde ham helt fra at have det sjovt? Det rationelle svar var ja - men dæmonen havde andre ting i tankerne. Autumn havde trods alt holdt ham nede på et mere fornuftigt plan længe. Hun kunne lægge en dæmper på ham, når hans temperament løb løbsk. Måske var denne aften - i hendes selskab - faktisk den perfekte mulighed, for at han kunne have det sjovt, uden at ende op i en gyde med en flækket læbe og med blod og mudder over tøjet.

"I'll call you whatever I want." Drillede han, og lænede ryggen lidt ekstra ind mod kanten af bardisken, som han derefter placerede albuerne på, mens de mørke øjne gled uforstyrret rundt mellem mængden af individer.
"You can't force me to do anything, girly... I'm fucking famous." En tydelig joke, som blot blev understreget af en lidt for selvhøjtidelig gestus hvor den ene hånd gled gennem den korte, pjuskede manke, som medgørligt blev slikket tilbage. Han vendte blikket mod hende, så snart hun var hoppet op på disken. Øjnene gled roligt ned til hendes bare fødder, og han betragtede dem lidt i skepsis. Nej, sko var nok ikke noget de bare sådan lige ville kunne finde på nuværende tidspunkt. Jovist, kunne man måske blot snuppe nogle stiletter fra en dansetræt, fuld pige - men måske var det en anelse i overkanten, at stadse Autumn op med dé eksemplarer som tøserne herinde havde på. Derek forstod ganske vist hvorfor pigerne tog dem på. Der var noget forbandet sexet ved det. Alligevel var det måske også et lidt for desperat forsøg, når man så hvordan de vandrede rundt som rapænder med hæle der var så tynde, at det var et under, at de ikke knækkede med det samme.

Igén mødte han hendes blik. Spørgsmålet kom lidt bag på ham, men han tog det sgu meget let. Derfor var svaret lidt henslængt: "Of course I have." Det var ikke just 'the-big-deal' for ham, at have kunne krydse 'been bitten by a vampire' af listen over dé ting han havde været udsat for gennem sin livstid.
"Well... Not in Di Morga, but..-" Han trak let på skulderne, og dernæst gled et lidt fjoget smil over hans læber, som om han erindrede noget absolut komisk: "I've... experimeted." Kortvarig blottede han den øverste tandrække en smule: Noget der fik ham til at se et par år yngre ud, i nogle flygtige sekunder. Dernæst tog han en af øllene til sig, uden egentlig at se på flasken før han greb ud efter den, og satte den mod sine læber. Et tænksomt udtryk formede sig, da han slugte to måske-lidt-for-store-slurke af alkoholen. Dernæst holdt han flasken lidt ind til sin brystkasse. Den kolde flaske mod det varme materiale mod huden, var noget der sendte en mild kuldegysning gennem hans krop. Derfor satte han snart øllen for sig igen på disken.
"Gettin' bitten doesn't really do it for me." Fortsatte han roligt, og lod igen blikket vandre lidt ud mod dansegulvet. Han havde intet imod at snakke om disse ting. Når det gjalt sex-snak, var han vel ikke sart. Når det derimod handlede om noget lidt for personligt rent følelsesmæssigt, var han langt mere tilbøjelig til at dreje emnet ind på noget andet.
"And vampires are fucking cold, which makes the whole thing quite...-"- Han stoppede sig selv, og vendte blikket mod Autumn. Parallelen var der, og derfor sendte han hende et lidt akavet smil. Ikke fordi han havde en intention om nogensinde at have et sådant forhold til Autumn, men det var måske ikke ligefrem høfligt at placere kulde i en kasse over 'ting som Derek Holland finder usexede'.

Snart fulgte han hendes blik, og de mørke øjne ramte snart den unge kvinde med de lyse krøller, der bevægede sig en smule hver gang hun drejede hovedet. Så snart kvinden mærkede hans blik, mødtes deres øjne. Selvfølgelig diskede kvinden op med et lidt blufærdigt smil, men Derek besvarede det ikke just. Umiddelbart var der ikke den største interesse i hans blik, trods den égentlige grund til hans modvilje nok handlede om, at han ikke havde det bedste kvindetække. I hvert fald ikke når han var så ædru som nu. Ligesom han forsøgte at genvinde, og rekreere ting ved sin personlighed - måtte han gøre det samme med måden han opførte sig på blandt andre. Stofferne og alkoholen havde defineret ham så længe... Nu måtte han starte forefra.

"Yeah, I'd nail her." Der var en let ligegyldighed i hans stemme, trods han blot smækkede denne på, for at skjule sin milde 'fortabthed'. Han understregede det yderligere ved at trække på skulderne. Snart så han på Autumn, og diskede op med et skævt, ironisk smil: "But I fucked Sean once. I was high, but yeah... That pretty much says it all. I don't have the highest standards, or a very specific taste." Mænd, kvinder... Derek var vågnet op med forskellige typer gennem de sidste mange år. Og fordi han knapt nok kunne erindre hvordan fanden de overhovedet havde mødt hinanden - var det svært for ham, at erindre, hvilke tanker der var gået gennem hovedet på ham, da han besluttede at hive dem med hjem.
"I guess I don't know my own type in the end. If I'm drunk enough I'd go for anyone, which shows how loose I am. I'm probably infested with STD's..." Selvom dette var ment rent komisk, var der en forbipasserende, ung mand der sendte Derek det mest forargede blik, før han nærmest skyndte sig væk. Derek rystede dog på hovedet. Hvor lang tid var det egentlig siden at...? Mens han havde været clean havde han så ikke...-?
"It's been some time..." Mumlede han uden rigtig at tænke over, at han sagde det højt. I et kort øjeblik rømmede han sig med et host, og vendte sig om, så han stod med front til baren.

"Anyway...-" Lød det lidt langtrukkent fra ham, før han trak sig selv op på nærmeste barstol. Emneskift... emneskift... Igén rømmede han sig en smule, og kastede et flygtigt blik over mod hende.
"What about you? Oh, let me guess. Bartender?" Han sænkede stemmen en smule ved det sidste ord. Dernæst begyndte han at vurdere bartenderen med øjnene. En bredskuldret mand, med et venligt ansigt. Menneske? Derek kunne ikke bedømme det. Men han så ganske fredelig ud.
"Goodlooking, welldressed... Heck of a nice guy, I'd imagine." Han vendte igen øjnene mod djævlen ved sin side: "I can be your personal wingman for the evening if you'd want." Han blinkede kækt til hende, og tog endnu en stor tår af øllen.

”I’m not even surprised.” Hun tøvede ikke med at komme ud med ordene. Det skulle lige ligne ham, at han spredte sine erfaringer ud. Problemet var blot, at hun havde svært ved at forestille sig sceneriet. En eller anden blodsuger med tænderne nede i hans hals. Og de slubrende lyde. Men det lå ikke kun omkring Derek. Sådan havde hun det ved alle forestillinger der indebar den slags. Det var vel bare smag og behag. Og hun kunne ikke selv erkende, at hun havde prøvet det. Ikke på et specielt frivilligt level i hvert fald. Ikke noget hun var særlig stolt af at sende ud i verdenen. Så hun var noget lettet over, at han ikke fik sendt spørgsmålet tilbage imod hende. ”Though, I’m still sure you secretly liked it.” afsluttede hun drilsk.
Det var nok mest hans næste bemærkning der fangede hende. Ikke på grund af det han sagde. Men i stedet hans grund til at stoppe. Hun havde allerede flasken halvt oppe imod sine læber, da hun drejede blikket og se imod hans ansigt. Det stod som skrevet i hans øjne. Og hans smil. Hun fjernede da flasken igen og et lettere skuffet udtryk fremmede sig over hendes ansigt. ”Come on, man! I’m not that senstive.” Hun rystede sagt og opgivende på hovedet, hvor efter hun endelig fik sat øllen helt imod sine læber og hældte en mundfuld af væsken i sig. ”And for your record. I’m not ice cold. Unlike vampires, I have a blood flow. And a damn good one!” Hun skød næsen en smule I sky for at fremhæve sin fornærmelse en smule. Blot for komikkens skyld. Dog vendte hun hurtigt tilbage. Så hen imod ham med det samme muntre smil for at sikre sig at han ikke havde taget hendes optræden helt til punkt og prikke.

Autumn havde en underlig lyst til at trække sine ben op til sig. Eller bare det ene. Det gav en vis form for tryghed. Og hun havde underligt nok stadig brug for den. Men hun forsøgte ikke at vise det alt for meget frem. Hun ville ikke virke som den ubrugelige klods denne aften. Og så ville folk nok heller ikke blive alt for glade, for at hun satte sine bare fødder op på bordpladen. Så hun tvang sig selv til at lade være. I stedet svang hun sine ben lidt frem og tilbage. Hun gjorde sit bedste for ikke at ramme forbipasserende, og så vidt hun opfangede lykkedes det hende mere eller mindre. Hun havde sikkert snittet en ganske let. Men der var ikke kommet nogen reaktion fra vedkommende.

Hun havde nær ikke kunne holde øllen, hun netop havde været i gang med at hælde på sig selv, inde i munden, da hans erklæring kom omkring Sean. Meget hurtigt sank hun slurken og havde en hånd oppe foran sine læber for at holde en latter inde. Flasken hvilede hun i sit skød. ”Seriously!?” Det virkede ikke virkeligt for hende. Men det værste var det faktum, at billeder med det samme poppede op i hovedet på hende. ”I’m sure you guys had a whole lot of fun that time, huh!” Hun prøvede virkelig at få fjernet smilet fra sine læber. Det var som at høre en pinlig hemmelighed, som man virkelig havde svært ved at holde for sig selv. ”Oh god.. I can’t get the scenes out of my head. Thank you so much.” Det var tydeligt, at hun ikke direkte havde noget imod det. Men hun drillede ham bare en smule. Samt så virkede det underligt, når man tænkte på deres nuværende forhold. En der skrev fanfiction ville dog derimod elske nyheden. Det var hun ikke i tvivl om.

Selvfølgelig skulle turen gå til hende nu. Hun kom hurtigt ud af boblen. Og da han vendte bartenderen for hende, virkede hun ikke yderligere berørt af det. Hun så mere eller mindre overrasket på ham, inden hun lænede sig en smule tilbage og så hen imod den unge bredskuldrede mand, så hun kunne få et lidt bedre udkig på ham. ”Well….” Hun trak lidt på den og lagde nærmest hovedet på skrå. Hun så ikke engang væk, da der blev set over på hende. Hun trak sig blot stille og roligt op i en mere behagelig stilling og rettede de blå øjne imod Derek. ”I have a thing for beards, believe it or not.” Imodsætning til ham havde hun nogle lidt mere specifikke træk, hun følte sig tiltrukket af. Men nu tænkte hun ikke kun på, når hun var stiv som bare fanden. Det var trods alt ikke en tilstand, hun normalt befandt sig i hele tiden. ”Uh! And big strong hands.” Ivrigt rakte hun sin frie håne frem foran sig med spredte fingre. Hendes var det modsatte. Lille og fin. Kort efter at have betragtet sin ene hånd et øjeblik, så hun igen tilbage på dæmonen ved sin side. Med samme smil der indikerede, at hun meget muligt ikke passede alt for godt ind i natte livet, som han var en del af. ”And of course dark eyes. They contrast mine a bit better than lighter eyes. I guess.. But…” Hun vendte hurtigt tilbage til sin øl. Hun tog en ordentlig slurk og skar en lille grimasse, da hun sank. ”You’re probably right. I’m just not into all the romantic stuff.” Hun blev pludselig i tvivl, om hvad hun egentlig fandt tiltrækkende. Hun havde aldrig tænkt specielt meget over det. Det var bare en følelse, hun fik, når hun lagde blikket på forskellige. Hun kørte næsten søgende udover dansegulvet igen med et betænksomt udtryk. Af en eller anden grund var der ingen der rigtig fangede hendes opmærksomhed. Det eneste hun så var en masse svedige ansigter med de mest underlige ansigtsudtryk. Det fik hende mere til at så undrende på dem alle.
Hurtigt vågnede hun da op igen. Så meget forhastet imod Derek. Og et nærmest skræmt blik sad i hendes øjne. ”No.. No no..” Hun havde ikke engang holdt den mindste pause, før hun havde svaret. Og hun virkede meget sikker i sin sag. ”I can’t possible get together with anyone. No way. But I’m glad you offered. Too bad that times are….tough.” Hun smiled en smule falsk, hvor efter hun lænede hovedet tilbage og vendt øllens bund I vejret. Det var vel for at distrahere lidt. Og der gik ikke længe, før der ikke længere var noget indhold i flasken. Knap så blidt som ellers blev den så stillet fra sig på bordpladen ved siden af sig. ”Should I keep a distant so you can re-live some old times??”  

"Oh, c'mon. You can't be that surprised."
Derek slog let ud med den ene hånd, som var det en selvfølge, at han da havde haft sex med en af bandmedlemmerne. Dog var det tydeligt, at det måske var lidt for meget for Autumn at håndtere, og dæmonen måtte i en kort stund lade den lidt komiske reaktion fra hende, smitte af på sig selv. Derfor vippede han lidt fjoget på hovedet, og undslap et lidt overbærene grin:  "We wore guyliner, for christ's sake!" Endnu en latter gled lidt hæst over hans læber, før han - endnu en gang - fugtede svælget med en slurk af øllen, der snart var tømt til den sidste dråbe. "And I'm pretty sure Sean had a thing for me." Noget lidt fjernt stadfæstede sig snart i udtrykket i de dybe øjne: Som om han tillod sig selv at huske tilbage på en svunden tid. Alligevel rystede han snart på hovedet. Selvom tanken om Sean og de andre i bandet havde gjort ondt, gennem de sidste mange måneder - forekom det ham nu ulideligt. Den forhenværende nat havde tydeligvis sat sig sine spor på den unge dæmon, der følte  sig mere forrådt og fortabt end nogensinde. Og alligevel også mere fri, og i en situation hvor han endelig var ved at få styr på sit liv.
Han sank en klump i halsen, og kastede tankerne fra sig. Det skulle være en sjov aften... Derfor forsøgte han ihærdigt at gribe fat i én af Autumns kommentarer, og drejede den i den mere komiske retning:
"Scenes, huh? Well... Imagining me naked wouldn't be a completely new experience for you, huh groupie?" Han blinkede til hende på den der overdrevede måde, han havde plejet at gøre, når han optrådte og fik øjenkontakt med en stor fan, der blot ville dåne ved en sådan gestus, og fortælle alle sine venner om 'hvordan de havde haft en connection'.

"You've got to be kiddin' me right?" Dæmonen løftede begge øjenbryn, og betragtede djævlen ved sin side. Roligt satte han sig bedre tilrette på barstolen. Han kunne desuden ikke dy sig, fra igen at rykke sin front mere eller mindre væk fra baren, så han havde en bedre udsigt over 'undeholdningen' på dansegulvet.
"You? Not romantic?" Han slog en kort latter op, og lavede en fakt mod hendes skikkelse med den ene hånd: "You strike me as the type of girl who'd be all..." Han lod til at lede efter det perfekte 'romantic-comedy-term', før han endelig kunne afslutte sætningen: "Head over heels."
Snart gled hans blik vurderende rundt mellem individerne i klubben. Mangfoldigheden var enorm, når man virkelig bekymrede sig nok om, at betragte hver enkel skikkelse der gik forbi, frem for at klassificere dem i grupper, afhængig af, hvor de befandt sig i klubben, eller med hvem. Egentlig vidste han ikke just, om han overhovedet ledte efter nogen der svarede til Autumns beskrivelse, trods der vel måtte være nogen der kunne passe under de tre, meget, meget simple punkter. Men ledte han overhovedet? Han ønskede ikke, at Autumn skulle smutte ud af hans hænder endnu, men hvis han absolut skulle hooke hende op med nogen, ville han da gøre hende dén tjeneste, at krydsforhøre dem med det samme, som en eller anden overbeskyttende storebror.
"I'm not suggesting that I'd find you a boyfriend or anything. Just a... " Han var ved at sige 'one night stand', men stoppede sig selv, og trak på skulderne, "I was engaged once. Relationsships are... messy." Dernæst kastede han et blik over mod hende, og forsøgte at møde de blå øjne: "You should allow yourself to have more fun now. I'm not gonna be the one holding you back."

Endelig drejede han sin front mod baren, og lagde hænderne mod disken. Let trommede han med de slanke, guitarfingre på bordpladen: "And for starters - I don't wanna miss you gettin' drunk. I can... do my business some other time." Fuck hvor lød det forkert... "I mean... Maybe a little more time in celibacy will do me good." En lidt tvivlsom latter forlod læberne, før han bankede let på disken, for at få bartenderens opmærksomhed. Endnu to øl blev snart placeret foran dem. Øl var vel den langsomme, faste vej frem, men dæmonen kunne ikke undgå at sende nogle stjålne blikke over mod bourbonflasken på én af hylderne, en gang imellem.
"So... How's drunk Autumn? Is she any good?"

Det var som om, hun ikke længere have kræfter til at kæmpe imod sin latter. Hun kunne ikke blot sætte en hånd op foran sin mund og presse sine læber sammen, da han kommenterede yderligere på hendes ikke-romantik status. Der gik ikke mere end et ganske kort øjeblik før en hjertevarm latter da lød fra hende. Hendes øjne var lukket en smule i, og hendes skuldre lo med. Det havde været længe siden, at hun havde leet på den måde. Sådan virkelig. Helt nede fra bunden af maven. Uden at holde tilbage. Hun følte igen sine kinder blusse op. Varmede hendes ansigt. Det havde i det hele taget været længe siden, at denne ægte side havde været fremme. Hun havde trods alt altid holdt sig på et minimum for ikke at tiltrække opmærksomhed. Og hun havde ikke følt sig tilpas nok til at lade sig selv skinne lidt mere igennem facaden. Men det var nu blevet et under for hende. Nu hvor hun var begyndt, kunne hun ikke stoppe igen. Det kildede behageligt i maven. Hun fik følelsen af at være mere i live. Og hun gav større tegn på ungdom.
Da hun hen ad vejen begyndte at falde mere ned igen, kom hun til at tænke på, hvorfor hun overhoved have leet. Hvad havde været så sjovt? Hun var lidt i tvivl, men hun fortrød det absolut ikke. Hun ville ønske, hun bare kunne fortsætte. Dog blev det minimeret til et smil på hendes læber i stedet. Og hun tørrede diskret en lille tåre - der på mystiskvis havde fundet sin ved ned af hendes ene kind - væk og drejede da blikket hen imod Derek. ”There’s no way I’m gonna become one of those girls who’s head over heels about another person. It seems weird to be. And annoying when I look from the side lines.” Hun rystede let på hovedet og nød det korte øjeblik, hvor hendes hår strøg hen over hendes bare nakke område. ”And if I do… you may hit me.” tilføjede hun da som en afslutning. Hun kunne egentlig ikke sige meget om det. Hun havde ingen minder, om rent faktisk at være forelsket. Nogensinde. Hun havde heller ingen rigtige minder, om nogensinde at have elsket nogen. Det eneste havde nok været de falske om hendes familie. Og dem var hun endnu i tvivl omkring.

Hun skulle netop til at forklare ham problematikkerne ved et forhold for hende, men i stedet dannede der sig et noget overrasket udtryk i hendes ansigt lige det sekund han kom ind under hans eget liv. Hun sad lidt med åben mund og observerede ham. For at vide om det var sandt. Hun havde ærligtalt kun lyttet til deres musik. Hun havde aldrig gået i dybden med, hvad der var at finde om dem på internettet. Igen ville hun have sagt noget, men i stedet svingede han om til et nyt emne. Rettede det hele mere imod hende. Som han altid gjorde, når det blev for tæt klemt, havde hun lagt mærke til. Men hun kunne nu godt lide se små omgange, hvor hun fik noget at vide om ham, som han måske ikke altid udtalte sig omkring. Det fik hende til at føle sig lidt mere speciel. Og af den grund lod hun ham skifte væk fra det. Dog fik han et lille roligt smil omkring det.

”Oh? You don’t wanna miss it? Well, I must say. It’s truly something extraordinary.” Tydeligvis lagde hun tykt på. Der var intet specielt ved hende, når hun blev fuld. Ikke meget andet end, hvad der skete med så mange andre. Hæmningerne faldt, hun talte over sig og hun kunne ikke huske meget. I det mindste gjorde hun sjælendt noget dumt, som hun ikke kunne rette op omkring. Hun tog forsigtigt fat omkring den nye øl, der blev stillet ved dem. Det var som om at kulden langsomt begyndte at lægge sig på hende som hendes egen kropstemperatur steg. Hun tog hurtigt en slurk, eftersom hendes strube var blevet noget tør. Ulempen ved alkohol. I hvert fald for hende. Og efter at have set lidt mere ud over mængden af andre mennesker og væsner, og et lille smugkig ned på bartenderen, bare på grund af nysgerrighed, lænede hun sig da ned imod Derek. Stoppede først med hendes ansigt meget tæt på ad hans. Så ham i øjnene
”Is drunk Autumn any good, huh?” Et drillende smil sad på hendes læber, hvor efter hun blot trak sig væk igen. ”Actually… no.” Hun strakte sit ene ben og holdt det oppe som en ballerina, mens hun betragtede sine små fødder, der utrolig nok, ikke var blevet fyldt ud med blå mærker. ”Drunk Autumn isn’t any good. She’s inexperienced. And the same goes for sober Autumn.” Hun satte flasken imod munden igen. Det at hun drak virkede mere naturligt for hende nu. Og som det ikke var begyndt at vende og dreje sig i hende. Hun så lidt op imod løftet. Studerede lysene og var uendelig taknemmelig for de ikke blev sendt imod hende og blændede hende. ”I know it’s not what’s normally expected from a succubus but I’m still kind of a virgin.” Og hun var allerede godt i gang med at tale over sig. Hun satte øllen fra sig og med hænderne sat støttende imod disken, lænede hun sig lidt tilbage. Pressede sine skulderblade sammen og lukkede afslappet øjnene, før hun så tilbage på Derek med det sædvanlige smil. ”But to my defence; I’m only a fifth so I’m neither super attractive nor on my deathbed from not enough sexual activity.” Det var da klart at alkohol påvirkede hende hurtigere end det gøre på ham. Hun var meget mindre end ham. ”With that said… drunk Autumn is a damn good singer!”

Han kunne umuligt være mere enig. Den blotte tanke om, at være forelsket i et andet individ, og udvise den mindste tilbøjelighed til at sætte dem før sig selv - virkede absurd. Jovist kunne dæmonen handle for andre, men i sidste ende, væltede det jo altid tilbage på et ikke-så-objektivt mål. Han var selvisk og til tider ganske umulig. At være i et forhold var derfor noget han ikke kunne forstå sig på. Ganske vist lod de naive, nyforelskede par man ofte så gå hånd og hånd ned ad gaderne, til at være lykkelige. Alligevel kunne Derek ikke afholde sig selv fra, at sende dem skeptiske blikke og overveje hvornår det ville smuldre under dem. Og hvordan kunne man leve med et andet individ, og lade dem sætte regler og rammer op for én? På et eller andet tidspunkt, ville et løfte blive brudt, eller måske endnu mere plausibelt -- man ville komme til at kede sig.  Det var dét der vel havde ødelagt Dereks første, o eneste 'egentlige' forhold til en anden person. Kedsomhed... Rastløshed... Og en higen efter frihed og selvstændighed. Hvorvidt han nogensinde havde haft reelle følelser for sin eks, vidste han ikke. Forholdet lå i en periode i hans liv, som til denne dag, kun lå i en let tåge for ham...- Bloody Mistakes' storhedstid. Hvad han måske havde 'haft' med denne kvinde, havde han i hvert fald slynget til jorden, så snart han havde følt sig den mindste smule lykkelig. Men havde det været en ren lykke, eller et patetisk forsøg på at følge normen, og proppe en ring på en tøs' finger, få et fint hus og en labrador? Sean havde fået ham til at indsé, at dette kunne blive den unge dæmons skæbne. Og derfor, var Derek vaklet tilbage, og var begyndt at skubbe hende længere og længere væk. Han gik i seng med andre, behandlede hende som lort, og gjorde alt i sin magt, for at få hende til at indsé hans sande natur, og få hende til at gå selv. Det var lang tid siden nu.

Inexperienced... Derek tyggede lidt på ordet, men antog først blot, at Autumn hentydede til bylivet i sig selv. Det var jo ikke fordi han nogensinde havde tænkt på hende som personen der ville rende ud på toilettet og tage en bane coke, før hun ville hoppe ud på dansegulvet - eller ville drikke sig så fuld, at hun ville suge ansigtet ud på den første og bedste. "You're..?" Der var tydeligvis en let overraskelse i hans ansigt. Måske fordi ideen virkede meget fjern for ham. Hvor længe Autumn præcist havde levet, vidste han ikke. Men dét at have været sammen med en person på det fysiske plan, virkede forfærdelig fundementalt for ham. Som om den rene idé om, at være 'afholden' var noget så få personer var. "What the hell do you mean by 'kind of'? Either you are, or you aren't." Han rystede dernæst let på hovedet, og viftede lidt afværgende med hånden. Efterhånden havde han vel indsét, at han og Autumn var forskellige på mange punkter, og at hans antagelser om hvad der var normalt, vel ikke nødvendigvis også burde passe på hende. Og var det sex-snakken de skulle have nu? Af en eller anden grund, gjorde det ham lettere utilpas. Og han vidste, at han nok heller ikke skulle tale over sig, om sine seksuelle erfaringer. Sex for ham, var ikke smukt eller følelsesmæssigt på nogen måde. Det var blot et dyrisk behov og ifølge Derek - noget man så absolut kunne dø af at mangle. Af denne grund, gik det direkte over hovedet på ham, hvordan Autumn havde kunne holde sig væk fra akten.

Han smed tankerne væk fra sig i et sekund, og blottede den øverste tandrække et smule. Det var et under at de hvide tænder, ikke var mærket af de mange års nikotinforbrug. Men måske var det én af de ting ved udødelighed... Kroppen gendannede sig selv på ny. Skrabede man lidt i overfladen, ville sårene formegentlig heles igen. Kortvarig vædede han sine læber. Som for at mærke om hans tunge stadig kunne mærke riften over den sarte hud. Men han følte ingenting. Såret i baghovedet havde også helet sig selv som ved et tryllelag. Kun skyggen under det ene øje, forblev lettere tydelig, nu hvor lidt af 'makeuppen' var svedt af under koncerten.

"Then maybe I should set up a mic for you, on that stage huh?" Drillede han blidt, og lod snart hænderne gribe fat om den nye, kolde flaske. De mørke øjne vandrede lidt rundt i baren, før blikket stoppede ved bartenderen. Derek vidste, at hvis han rejste sig op, ville han helt klart være lavere end denne mand. Han virkede robust... Stærk. "Or maybe you should serenade him..." Han nikkede lidt henkastet over mod den bredskuldrede skikkelse, og gav ham elevatorblikket et par gange. Tydeligvis var han ganske fokuseret på, at tage denne mand i øjesyn, så han måske kunne puffe Autumn lidt i hans retning. "'Think he's human..?" Mumlede han dernæst lidt lavmælt: Med vilje for at se om bartenderens hørelse måske - trods larm fra højtalerne og støj fra individerne i klubben - kunne opfange hans ord. Men ingen tegn på, at han fulgte med i samtalen, gled over mandens ansigt.
Snart fandt Dereks blik igen Autumn. Han sendte hende et muntert smil: "You might not think that you'd die of sexual inactivity - but it'd like to decrease the oppurtunity anyway." Han tog en stor slurk af øllen. Og dernæst endnu én. Det var som om han bare skyllede dem ned. Hver og én. Alligevel var han imponeret over, at han faktisk ikke var endnu hurtigere. At han ikke bundede flaskerne som en ørkenvandrer der netop havde fundet en kilde med frisk vand. "Who knows... Maybe he'll teach you some stuff." Han blinkede kækt til hende. Der var bestemt ikke noget uskyldigt i hans blik.

Han trommede let med fingerne på disken, og tog igen bartenderen i øjesyn: "Ey." Han hævede stemmen en smule for at få mandens opmærksomhed: "Can I get a glass of bourbon? And..- I was wondering if you can make my dear cousin here a drink when she's done with her beer?" Bartenderen nikkede og smilede til dem begge, før han kastede et viskestykke over den ene skulder, og vendte dem ryggen for at smide nogle ingredienser sammen. Derek trak derefter lidt på skulderne til Autumn:
"At least he knows that we're not a couple now." Han grinede let til hende, og tømte snart hele sin øl. Han mærkede ikke alkoholen synderligt meget. Faktisk ikke rigtig overhovedet. Derfor var det også tiltrængt med noget stærkere. I hvert fald, så han ville kunne mærke den fantastiske buzz i sin krop, som han savnede så meget.

Autumn bebrejde ham ikke for at forstå. Der var ingen måde, han nogensinde ville uden forklaring. Og det var ikke ligefrem, hvad hun havde givet ham. Hun følte vel et sted at forklaringer var ligegyldige for Derek. At han var ligeglad med dem. Han levede trods alt et sådan frit liv. Han kunne gøre hvad han ville. Han havde ikke vokset på med nok tid til at stable et tvivlende sind op. Eller til at hakke yderligere på sin selvsikkerhed. Han gjorde hvad han ville. Og hun missundede ham for det. For det kunne hun umuligt gøre. Aldrig. Det lå ikke til hendes karakter. Til hendes persona. Og ikke engang hendes sande jeg. Hun kom af og til i tvivl om, hvordan hun var bag den tykke mur, som han var i gang med at mase sig igennem. Hun var vel bare glad for, han ikke stod med en hakke af metal og stod og nedbrød den. For andre stod den stadig op. Og hun kunne stadig ikke lade være med at holde sin facade fremme. Hun var stadig nervøs. For alt. Men hun var blevet bedre til at ligge bekymringerne til side sammen med denne dæmon. Hvilket hun fandt utroligt. Hun havde ikke forventet, at det ville ske omkring sådan en person som ham. Det lå stadig som et mysterium, hvorfor det hele var nemmere at sige til ham end til alle andre. For i princippet kunne hun aldrig føle sig sikker med ham. Han var ustabil. Men det var hun også. Måske var det det.
Hun så lidt hen imod ham med et set blide øjne. Og et matchende smil. Ganske uskyldigt. Hun virkede en smule taknemmelig. Faktisk lagde hun ikke selv mærke til det. Det var vel bare hendes tanker, der skinnede lidt frem. Hun tog sig dog ikke markant i det. Det virkede meget flydende, da hun trak sig væk fra tankespindet igen. Hun rystede blot på hovedet. Lettere opgivende. Sammensat med et svagt fnis. Hun rettede sin ryg igen. Og tog en dyb indånding selvom luften ikke ligefrem var af den bedste kvalitet. Men det var en dejlig følelse, at få hævet sin brystkasse. Hun førte da øllen imod sine læber igen. Og på ny lænede hun sit hoved tilbage og efter et kort stykke tid, var indholdet forsvundet. Det dumlede faktisk. En ting hun havde fuldstændig glemt alt om. Det var befriende på en måde.

”We don’t even look like a couple. I’m pretty sure we just look like siblings. Or - yeah -  another family member.” Kommenterede hun videre med sin latter siddende smil et smil. ”You’re really trying to get me together with him. You stubborn fuck.” Hun havde svært ved at det hele seriøst. Hun gav bartenderet et kig over skulderen. Og da så hun tilbage på Derek. Igen med en opgivende attitude. ”I must say… He’s handsome. Why don’t you nail him.” Det var klart at det udtryk ikke faldt i alt for god jord hos hende. Hun var en del mere uskyldigt anlagt end ham. Men det var ikke noget der fik hende i væmmelse. Det var bare et udtryk. Ikke noget skadeligt. ”You’d go for anything, as long as you’re drunk enough, right?” Hun var måske begyndt at blive lidt mere rapkæftet. Filteret der var der, for at holde unødvendige ord væk var blevet svækket. Men det gjorde vel ikke rigtig noget. Han virkede hårdført nok. Håbede hun. For hun havde endnu en fornemmelse over, hvad hun sagde. Hun havde bare ikke så meget kontrol over det.
”Why… Why don’t we proof my lack of having fun?” Hun vidste allerede det var dumt det hun havde i tankerne. Men hun havde ikke den største lyst til at fortsætte hans lille leg med ham som Kirsten Giftekniv. Hendes ene hånd gled så op til elastikkens sted ved hestehalen, og hun trak den med det samme ud. Lod det lange hår falde ned omkring hendes ansigt igen. Hun ruskede det lidt ud, ved at ryste på hovedet, inden hun kort sendte Derek et sikkert smil. Blinkede drillende. Så drejede hun sin krop en smule. Det ene ben kom over det andet for at gøre det nemmere. Hun holdte sin opmærksomhed imod bartenderen, der i det øjeblik var på hen tilbage med en gennemsigtig lyserød drink og Dereks whisky. Hun lod deres blikke mødes. Og smilet på hans læber voksede tydeligt. Selvom han intet sagde, var der interesse i hans øjne.

”Hey..” sagde hun med en mere munter tone en, hvad man nok normalt ville sætte i led med forførelse. Hun var trods alt ikke nogen kender indenfor det område. Men med alkohol i kroppen gjorde hun, hvad hun kunne. Bartenderen syntes ikke at ænse mere til dæmonen ved hendes side. Hans glas blev blot stillet på disken, mens hendes blev rakt til hende. Og hun tog selvfølgelig imod den. Dog blev den ikke sat imod hendes læber som det første. Hendes frie hånd greb omkring det stakkels menneskes slips, hvor efter hun trak ham tættere på sig. Hun tvang ham ikke direkte. Han bevægede af sig selv. Og inden længe var hendes læber sat imod hans. Det var ikke mere end et blidt kys. Intet ekstremt. Dog varede det ikke længe.
Modparten spærrede pludselig sine øjne helt op. Og han forsøgte nærmest at kæmpe for at komme væk. Autumn slap hurtigt selv. Og han bakkede et par skridt bagud med en hånd over sin mund. Stirrede imod hende, som hun så undskyldende tilbage. Hun vendte sig da væk fra ham igen. Løftede sit glas imod sin mund og fik hurtigt tømt det, hvor efter hun hoppede ned fra bordet. ”Enjoy your bourbon.” mumlede hun sagte til Derek uden at se imod ham. Og da begyndte hun igen sin færd igennem dansegulvet, hvilket gik en del nemmere nu end før.

Hun kunne ikke tro, hun rent faktisk havde gjort det. Det var dumt. Og hun havde svært ved at genkende sig selv. Hun lænede sig imod muren ude foran Northman. Og hun gled da helt ned at sidde. Med benene trukket op. Hendes hoves snurrede en smule. Men den friske kolde luft var behagelig. Hun bøjede sit hoved og skjulte sit ansigt i mellemrummet mellem sine knæ og brystkasse. ”I hate this.”

Dæmonen måtte indrømme, at tanken om at andre måtte antage, at han og Autumn var et par - fik hans mave til at krybe sammen på den der forfærdelige måde, som den så ofte gjorde, når det gjalt at opretholde et image. Men på den anden side, tvivlede han på at mange i Di Morga alligevel ville have den mindste skepsis eller nysgerrighed i hans privatliv. Havde han overhovedet et image at bevare her? Seans kommentarer og hans blik da han havde kastet et blik mod Autumn den foregående nat, lod dog til at have fået dæmonen til at sende lidt flere blikke rundt, for at se hvor mange der havde ham i øjesyn. Som om de dømte ham på en eller anden måde. Dømte ham, fordi han kort tid før, havde måtte forlade scenen og spørge folk - med bekymring i blikket - hvor pigen han kom med var. Sårbarhed... Han vidste, at det havde været tydeligt. Og af netop samme grund, følte han sig næsten nødsaget til, at holde lidt igen nu, og distancere sig en smule. Men han ikke ville lade aftenen gå til grunde nu hvor han endelig havde mulighed for, at more sig lidt, i selskab med den eneste der måske kunne lægge en dæmper på ham, hvis det blev for meget.

Der var næsten en lidt for gennemskuelig overvejelse i dæmonens blik, da Autumn spurgte hvorfor det ikke var ham, der gik efter bartenderen. Derek diskede op med et skævt smil, og mødte snart hendes blik. Hendes rapkæftede attitude gjorde ham intet. Faktisk nød han oprigtigt når folk kunne give ham lidt igen verbalt.
"Sure, I would. But you're the one gettin' drunk tonight. And gettin' laid tonight." Igen nikkede han lidt over mod bartenderen, med et drillende udtryk i sine øjne. Nej, han ville ikke give op lige forløbelig. For i sandhed var han en 'stubborn fuck', som Autumn så fint havde sagt, få momenter inden.

Det næste der skete, syntes at gå forbløffende hurtigt. Måske var det fordi dæmonen allerede var i fuld gang med, at slurpe af sin bourbon, der langt fra burde indtages så hurtigt. Eller måske var det fordi, han ikke havde forventet, at Autumn virkelig ville gøre noget i den dur. Derfor spærrede den mørkøjede musiker øjnene op, med glasset placeret solidt mod sine læber, og betragtede det næste der skete. Autumn der løsnede håret og drejede sig længere ind mod baren, for at skaffe sig bartenderens opmærksomhed. Han var der jo næsten som en magnet. Da deres læber mødtes, havde Derek nær fået sin slurk whiskey galt i halsen. Det var dog den bratte måde kysset stoppede på, der fik ham til at kæmpe for at få væsken ned gennem halsen. Hvad fanden? Bartenderen var bakket bagud med noget der lignede frygt i sine øjne. Direkte frygt. Men for blot få sekunder siden, havde han jo ladet hende, trykke sig ind til ham? Derek havde også lugtet feromonerne.. De havde været så tæt på.
"Autumn..?" Kom det fra ham, da han satte sit glas mod bordet, og så efter djævlen, der var godt på vej væk. Han rejste sig op, og så måbende efter hende. Derefter slog hans blik endnu en gang over mod bartenderen: "What the fuck just happened?!" Spurgte han, med en bebrejdelse i stemmen, der nok langt fra var ment til at falde på den stakkels mand, der støttede sig lidt til en hylde bag baren. Frygten i hans øjne var tydelig, og et par franske ord gled over hans læber med en hast, som bestemt ikke bragte forståelse til dæmonens øre. Snart drejede han hovedet, tømte sit glas, som om de dyrebare dråber ikke skulle gå til spilde, og hastede dernæst efter Autumn, der var forsvundet i mængden. Dog var hans tur gennem den dansende mængde langt fra så let, som den havde været før han gik hen til baren. Dét at rejse sig så hurtigt op fra pladsen i baren, havde gjort ham opmærksom på de procent alkohol han alligevel havde fået skyllet ned, selvom han langt fra følte sig påvirket. Alligevel efterlod det ham disorienteret i nogle sekunder, og det stærke blinkende lys, og dansende individer, gjorde det bestemt ikke lettere at manorere sig ud. En tøs forsøgte at trække hans hoved ned ved nakken, for at få ham til at kysse hende - men hastigt måtte han skubbe hende væk, med øjnene lukket blindt i, for ikke at blive blændet yderligere. Et par personer begyndte at vige væk, da de mærkede de varme hænder, falme blindt for, at finde en vej ud gennem mængden, og for en gangs skyld måtte Derek prise sig lykkelig for at være en omvandrende radiator, der var skruet et par grader for højt op.

Dørmanden åbnede lydigt døren, da dæmonen - der dækkede sine øjne i al hast - bandede af ham, for at få en chance for at komme udenfor. Det hele var sket alt for hurtigt, og han følte sig stadig perpleks. Så snart den kølige natteluft ramte hans hud, tillod han sig dog at åbne øjnene, og slappe mere af i den anspændte krop. Nu skulle hun ikke forsvinde endnu en gang! Han priste sig lykkelig for, at han ikke måtte stavre rundt efter hende i rum og tid denne gang. Derimod fandt han hende, siddende ved muren tæt ved døren. Frem for at bevæge sig langsomt mod hende, og talte blidt til hende - fulgte han sin første indskydelse. Råberi.

"What the fuck did you do to him? Bite him?!" Han slog frit ud med den ene hånd mod døren: "Are you freaking insane woman?" Han trådte ind foran hende, og vandrede lidt rundt på stedet. Selvfølgelig vendte han det mod sig selv: "Do you know how long it took for me to get this gig? People know who I am in there! The bartender knows..." Der var en hårdhed i hans blik. Som om Autumn virkelig havde kostet ham timers arbejde. Men på den anden side, vidste han, at han måske havde skubbet hende for hårdt. Eller havde han? "- They'll never hire me again, do you understand?! Not if I've got some crazy girl with me, wandering 'round with no shoes, and a tendancy of biting the bartender, or whatever the fuck you did! Now he thinks I'm related to you, which makes this soooo much better..."
Han vendte ryggen til hende, sukkede irriteret og lod en hånd glide gennem sit hår: "My producer's gonna kill me." Mumlede han dernæst, og gik et par meter hen ad gågaden. Snart begyndte han at fumle lidt febrilsk efter pakken med smøger han mente han havde bragt med sig. Men pakken var ingen steder at finde. En eller anden idiot kunne såvel have fisket den op af hans lomme på dansegulvet. Igen måtte han sukke med en hvis irritation, før han kastede et blik tilbage på Autumn, og rystede på hovedet.

Autumn lukkede roligt sine øjne i. Hun forsøgte ihærdigt at lukke alt omkring hende ude. Lydene af den hårde bas indenfor. Den ivrige snak og latter fra dem, der gik for hende. Der var aldrig bare en. Hun kunne høre det på skridtene. Hun missundede dem. Hun ville ønske, hun var som den. De levede livet uden at have nogen som helst problemer. Ikke som hende. Hun følte sig skamfuld, som hun sad der. Hun ignorerede blikkene og sagde ikke noget. Hun lod tungespidsen rende hen over læberne. Kun kunne stadig smage syrligheden. Blandet sammen med en smule læbepomade, der havde siddet på bartenderens læber. Hun kunne svagt mærke, hvordan alkoholens effekter blev dæmpet. Det havde været så længe siden, hun sidst havde indtaget den føde. Og som altid følte hun sig skyldig over at have nydt det. Eller hun havde blot ikke haft noget imod det. Hun var dog beæret over, at hun havde vendt ryggen til, inden hun kunne nå at se udtrykket i den stakkels mands ansigt.
Hvorfor havde hun også gjort det? For at bevise noget overfor Derek, vel. Men det havde ikke været nødvendigt. Hun havde gjort noget dumt. Og hun ville ønske, hun kunne spole tilbage og vælge ikke at gøre det. Pludselig tvivlede hun på, hvor langt hun ville gå tilbage, hvis det var muligt. Ville hun virkelig kun gå få øjeblikke tilbage? Eller ville hun lade sig ende før hendes liv skred i grøften? Før hun mødte Derek. Før Blake. Før Di Morga.

Hun åbnede overrasket øjnene, da hun hørte den alt for velkendte stemme. Den amerikanske accent. Den hårde tone. Råbet. Fra ham. Dog løftede hun ikke hovedet. Han var vred. Og det var hendes skyld. Hun kunne ikke gøre noget ved det. Hun kunne ikke gøre om det det. Så hun lod ham smide ordene ud imod hende. Og hun holdt ikke sit skjold oppe. De ramte. Alle sammen. Men hun følte sig ikke såret. Eller bange. Tårer pressede ikke på. Og hun trak sig ikke mere sammen. Hun lyttede. På sin vis straffede hun sig selv.
Det var først da hun hørte ham gå lidt væk igen - Og da han stemme var faldet igen - at hun endelig kom mere til live. Hun løftede hovedet en smule. Og begyndte at rejse sig. Hendes hoved snurrede stadig. Men hun så først imod dæmonen, da hun havde rettet sig ordentligt op. Hun lagde sin ene arm omkring sig. Tog fat i den modsatte arms overarm. Lod vinden blæse håret væk fra ansigtet igen. Den muntre attitude var væk. Som havde den slet ikke været der. Som havde hun bare ladet som om. Som altid.
Why do you keep running after me? ”I didn’t bite him.” sagde hun med en stærk sikkerhed i stemmen. Hun strammede grebet om sin overarm. Som var hun faktisk nervøs. ”All I did was kiss him.” Men han ville umuligt tro hende. Hun pressede sine læber sammen i en lige linje, og hun havde lyst til at tage blikket væk fra ham. Men hun holdte sine blå øjne rettet mod ham. ”You see.. That’s my problem. Why I can’t let go like you. I have things to take into consideration. Every time! Not only the fear of losing anyone that come near me.” Hun sukkede sagte og tillod sig endelig at nærme sig ham. Med lette skridt hen over asfalten. “Listen… I’m sorry. I didn’t mean to get you in trouble. I was just selfish. And I felt trapped.” Hun prøvede at smile. Men ikke engang et lille hint til det kom hen over hendes læber. ”But I’m sure he’ll forget about it in the morning. It’ll just be like a dream. So don’t worry.” Hun slap grebet i sin overarm, og lod begge arme falde ned langt siden. Hun fortsatte mod ham. Stadig med de blå øjne rettet dybt ind i hans brune.
”Allow me to explain further. I still feed off of life energy. Just like any other of mine kind. But for my case.. I do it through my lips. With a kiss.” Hun pegede kortvarigt imod sine læber for at fremhæve forståelsen lidt mere. ”And it’s not always that of a pleasant experiance.” Hun stoppede op lige foran Derek. Så stadig imod ham med det selvsikre blik. ”Now do you believe that I’m a monster?” Hun lagde hovedet på skrå. Utroligt at hun kunne holde sit temperament nede på den måde. ”So please.. Understand.”
Det var der hun overraskende hurtigt havde rejst sig på sine tæer. Hendes ene kølige hånd var blevet lagt imod hans varme kind. Og inden længe satte hun sine læber imod hans. Ganske fint. De rørte nærmest ikke. Men hun følte sammenstødet. Hun trak sig selv roligt tilbage, som var intet sket. ”I told you not to let me kiss you..” Hun smilede svagt til ham, inden hun tog et par ekstra skridt bag ud. Forventede han ville løbe den anden vej. Men af en eller anden grund, var det ikke ham der udgjorde hendes forudsigelse. Hun kunne mærke sig selv vende sig om. Og derefter satte hendes ben i løb. Der gik ikke længe, før hun var forsvundet ind imellem fulde unge.

//Out.//