Has the snow taken your sight?

Caspian kom gående mod havnen, det var et af de steder han havde været flest gange efterhånden. Hvis man altså så bort fra Terre. Der boede han jo.
Det var ikke ufatteligt lang tid siden at han var flyttet til, men kendte allerede nogle dele af Di Morga ret godt. Havnen var en af de dele.
De slidte læderstøvler lod ham bane vej gennem sneen godt ledt på vej af den lille pen i hans hånd, der kun var på størrelse med en kuglepen. Den havde en lille radar for enden der scannede jorden foran ham og fortalte, gennem viberationer, hvordan verden så ud.
Caspian havde forsøgt at klæde sig efter vejret, men det gik aldrig særligt godt. Han havde en utroligt dårlig fornemmelse af hvor varmt det var eller ikke var, til trods for at han havde et termometer der kunne fortælle ham hvor varmt det er.
Så idag havde han kun en enkel, slidt cowboyjakke udenpå den rødlige striktrøje. Trøje var for stor og ærmerne lidt for lange, men det gjorde ham intet. På benene sad et par stramme, sorte jeans som blev holdt oppe af et smalt læderbælte.
Det brune hår strittede dovent, eftersom de brune hårstrå faldt mere og mere sammen for hvert fnug der landede på hans hoved.
En simpel sang, smukke toner gennem den dalende sne nåede hans øre og duften af engel slog ham i møde. Et skævt smil tegnede sig over hans læber. Teksten passede nu meget godt til ham.
"Well.. I have seen the winter's pride, but that's years ago...." brummede han, da han nåede op på siden af den anden engel. Det var over 50 år siden at han sidst havde set vinteren og sneen der dalede.
Men han savnede det ikke som sådan. Følelsen af de kolde, små fnug der ramte hans hud gav et langt bedre sanseindtryk end synet af de små, hvide kunststykker.

Caspian lagde hovedet let på skrå mens hendes melodiske stemme lød igen. Han kunne godt lide hende stemme, den var blød og venlig. Ofte bedømte han folk på deres stemmer og kunne derefter forsøge at afgøre hvem de var. Men stemmen sagde umiddelbart mere end man skulle tro.
"Well.. Since I am blind, I have found that the eyes do not always tell the truth.. There is so much more to this world than just the things we see..." svarede han og lukkede kort øjnene.
Ikke at det hjalp, den mælkehvide hinde over de før så blå og klare øjne var alligevel nok til at indikere, at han intet kunne se. Han kunne se lys og mørke, kende forskel på de to ting. Men ellers var der bare sløret. Briller ville ikke hjælpe.
Efterhånden havde Caspian accepteret Guds forandring af hans ellers så perfekte og velfungerende krop.
"I have been here for some weeks.. I have moved to Terre and this is the.." hans venlige stemma forstummede mens han tænkte sig om. Hvor mange gange havde han egentlig været på havnen?
"This is the third time that I am here... It is quiet hard to make a map in your mind, especially when the area is this big and so different.." sukkede han og rystede svagt på hovedet. Vanilla have været en hjælp og Rachel også.
De gik gerne med ham gennem Terre og Di Morga, fortalte om hvad de så og lod ham indprente sig dufte og lyde af forskellige steder.
Det tog lang tid, men heldigvis kunne hans 3 årige ulvelignende hund Ariel finde bedre rundt end ham. Den kunne altid lede ham hjem.
"So what are you doing here? A pretty girl like you don't belong here at this filthy place..." mumlede han og sendte hende et skeptisk bilk. Havnen var ikke ligefrem et kønt sted. Det eneste smukke var udsigten. Dog skjulte sneer havnens mangler og fejl ganske godt under et ensartet hvidt lag. Og så hende. Han kunne ikke se hende, men hendes stemme var nok til at han kunne afgøre det sammen med den milde duft der kom fra hende. En duft af hende og engel.

Hendes latter kom bag på Caspian. Måske var hun af en anden mening? Måske regnede hun havnen for at være et spændende sted, et sted der skulle udforskes.
Han var ikke selv meget for at udforske steder til mindste detalje. Han holdt af at kende en bestemt rute gennem en park, en vej eller to gennem en skov. Vejen ned til bænken på den snefyldte havn, den kendte han udemærket. Resten af stedet følte han intet behov for at se.
Måske hang det også sammen med at han havde nok i mågernes skrig, lugten af det salte hav og lyden af de skvulpende bølger.
"I'm not much of an explorer..." indrømmede han og trak på skulderne. Det var åbenlyst at hun nød at gå på opdagelse. Hun virkede som typen, der kunne finde eventyr i alt. Måske en tur med hende kunne vække hans eventyrlyst?
Han havde, grundet sit manglende syn, en meget god fornemmelse for sine medmennesker og især engle kunne han føle bedre end andre. Hvis han fik lov til at røre hendes hud, ville han få et meget klare blik af hende. Han ville faktisk kunne se hende for sit indre blik. Han ville kunne føle hendes sindsstemning, fornemme hendes humør. Disse følelser ville være kraftigere eftersom at hun var en engel som han.
Caspian fornemmede det retoriske spørgsmål - og ganske rigtigt, hun besvarede sit eget spørgsmål.
Han fornemmede pludseligt hvordan hun greb hans hænder, varmen var det første han mærkede. Det gik op for ham hvor kolde fingre han havde, han havde glemt vanter. Men hendes varme fingre fik lidt liv i de kolde led igen.
"Oh?" udbrød han, men sagde hende ikke imod. Han ville ikke sige nej til en opdagelsestur med hende. Dog ville han have brug for hjælp hvis de skulle væk fra de faste, jævne brosten som de stod på lige nu.