Flakkende.. Rundt i Sombre

OOG dette emne er lavet til Dai

Aftenen og mørket havde langsomt nået Di Morga, så natteravne og andre sjofle typer begyndte så småt at komme frem. Især Sombre var et populært mødested, ligesom Salles de banquets, der også tiltrak mange unge.
Én af de personer, som var smuttet ud fra sit skjul, var Hillary. Ung og nytilflyttet fra det sydligste Frankrig. Nu havde hun slået sig ned hos en veninde i en mikroskopisk lejlighed i Terre.. Dog kun midlertidigt, for hun måtte jo snart finde sig sin egen bopæl.

Hillary gik rundt på stierne for sig selv, mens hun nød at lytte til bladenes raslen, sine egne skridt og de mindre samtaler rundt omkring. Når hun blev træt af at gå rundt – hvileløst, og bare for at få tiden til at gå – slog hun sig ned på en bænk, og ellers på det kølige græs.
Det rødbrune hår var samlet i en løs fletning, der afslappet snoede sig ind over skulderen..

Påklædning ~ (Først ulveskikkelse (Når han forvandler sig, får han det tøj tilbage, som han havde på før sin forvandling)) Et par jeans, en lidt for stor gråmeleret hættetrøje med ærmerne rullet op samt sine slidte sorte converse.

Dai åbnede øjnene og kiggede ud i det begyndende tusmørke. Det var stadig dejlig varmt, men der var åbenbart kommet en svag, lettere kølig brise, mens han sov. Dai rejste sig, gik væk fra den busk han havde ligget under og strakte sig. De isblå øjne spejdede ud efter liv og faldt på en ung kvinde med rødbrunt hår - måske lidt ældre end han selv - som gik rundt på stierne alene. Han rystede sig og gabte. Han lagde hovedet svagt på skrå, før han luntede over til den lidt tættere bevoksning hvor han havde gemt sin taske. Han hev den forsigtigt ud, ved at tage den i gabet og bakke bagud. Så kiggede han efter kvinden igen. Der var et eller andet var hende som virkede tiltalende. Dai kunne dog ikke helt finde ud af hvad.

Han forvandlede sig tilbage fra sin ulveskikkelse til sin menneskeskikkelse. Så samlede han tasken op, tørrede savlet af den og satte kurs mod den bænk som kvinden med det rødbrune hår sad på. Han gjorde det sog på en ret tilfældig måde, så hun ikke skulle blive skræmt. Da han kom helt derover gjorde han tegn til at sætte sig ned, men kiggede dog hurtigt op, og spærrede øjnene op i et forsøg på at se overrasket ud. "Er det ok at jeg sætter mig her?" Dai smilede skævt og studerede kvinden, mens han ventede på svar. Han rettede sig op, så han ikke fik overbalance og væltede. Hans hår var ret pjusket og det var tydeligt at det ikke var sat sådan med vilje.

Hillarys tanker blev afbrudt af en venlig stemme, der spurgte om der var plads til endnu én på bænken. Lidt forvirret rystede hun på hovedet og smilte til fyren. Han så afslappet ud. Pjusket hår, ikke noget vildt gangstertøj og så hans øjne. Et par grålige øjne, som egentlig var helt normale. Alligevel var der noget anderledes over ham.. En slags vildskab, der skjulte sig.
Hun slog tanken væk og prøvede at opføre sig normalt. Så normalt man nu kan når man til enhver tid har chancen for at blive overfaldet af vampyrer, der vil have fingre i ens blod..
”Øh-h.. Ja selvfølgelig,” svarede hun og rykkede sig af ren automatik en plads, skønt bænken var lang. Der var masser plads, og hendes forsøg på at virke venlig, lignede mere en uskyldig måde, at slippe væk på. Hvilket det langt fra var, for det var nu også meget hyggeligt med selvskab..

Der var noget over fyren, der tiltrak hende. Og på samme tid fik hende til at afsky ham, som var han et rovdyr på vej ud efter et bytte.

Hun var ikke meget for det, men interessen for denne fyr nagede hende. Så hun måtte jo prøve; give det et skud. Det værste, der kunne ske var at.. At han opdagede hvad hun prøvede på, og at han ville blive sur.
Koncentreret kiggede hun væk, bange for at han ville nå at blokere hende inden hun nåede ind til hans sind.
Og langsomt, ganske langsomt med bittesmå skridt, var det som om hun kunne nå hans inderste.

Dai klemte øjnene lidt svagt sammen som han studerede hende. Da hun rykkede sig satte han sig på bænken i den ende længst fra hende. Der var altså noget skummelt ved hende. Han prøvede at holde øjnene fra hende og lade være med at stirre, men han kunne ikke forhindre sine blå øjne i at søge over til hende. Dai var forvirret over hvad der skete med ham.. Det var ikke meningen. Han rystede på hovedet og klarede tankerne. Han overvejede virkelig at gå. Han vidste ikke engang hvorfor han var gået derover. Og så i sin menneskeform.
Han rejste sig. "Jeg.. Jeg bliver nødt til at gå. Jeg skal lige noget." Dais stemme rystede svagt. Det føltes som om der var en som rodede rundt med hans hoved. Han greb efter noget i sin taske og gik væk fra bænken. Han gik over mod nogle buske og lagde sin taske ind i en af dem. Derefter forvandlede han sig til en ulv og luntede over imod kvinden igen. Han satte sig og lagde hovedet på skrå, mens han kiggede op på hende.

Inden Hillary nåede at se sig om, og nå at læse fyrens tanker, havde han rejst sig. Taget sin taske og forsvundet ind i mørket. Sær fyr, efter hendes mening. Først satte han sig og så smuttede kort efter..
Måske havde han lagt mærke til at hun prøvede at læse hans sind? Næppe. Hun havde gjort sig umage, virkelig og uden at virke mistænksom.

Ud af mørket, længere henne, kom en ulv frem. En relativt stor, grå ulv. Luntende hen imod hende, som ville den snakke og have en godbid. En godbid af hendes blod.. Hun gøs ved tanken, men lod nervøsiteten ligge stille, for der var noget med at dyr kunne lugte angst.
Var det normalt sådan med ulve i Sombre? Hun var ikke helt sikker, men intet virkede til at være normalt her..
Da det store kattelignende dyr nåede hen til hende smilte hun. Stort og oprigtigt, hvilket var længe siden hun havde gjort. Hendes veninde drev hende til vanvid på grund af den trængte plads, og dagene flød sammen, når hun intet havde at lave.
Ulven satte sig pænt foran hende. Ingen bidske træk eller nogen form for had til hende.
"Hej med dig! Nueh, er du en god vovse? Øh.. Ulv?" Sagde hun muntert, og rakte forsigtigt ud efter hovedet for at nusse dyret. Efter som ulven ikke reagerede lagde hun først forsigtigt sine slanke fingre ovenpå hovedet. Klar til at trække sig væk, hvis det viste sig af ulven ikke var vant til Engle.
Stadig ingen reaktion.. Noget i hende sagde, at dette var meningen. At ulven var gået hen til hende - af alle folk i parken! Men det var jo en absurd tanke..
Pelsen føltes blød og solid mellem hendes fingre.

Dai klemte øjnene svagt sammen. Hvad var der med den her tøs? Hvorfor var hun så.. tillidsfuld? De færreste folk ville blive siddende og prøve at holde deres angst inde, når der kom en stor ulv mod dem. Især en ulv som var så meget større end en normal ulv. Han lagde hovedet lidt mere på skrå da kvinden smilede til ham.
Han kiggede underligt på hende da hun begyndte at snakke,og pludselig var det tydeligt - hvis man da var vant til at omgås animaguser, eller såkaldte shapeshiftere - at dette ikke var en helt normal ulv.
Han kiggede væk og lod blikket glide hen over de unge mennesker som var lidt væk. Han blev dog siddende og brummede fornøjet. Han kiggede igen op på hende og overvejede hvordan han skulle få hende til at stole på ham. Han flyttede svagt hovedet, tog blidt fat om hendes hånd og brummede igen, før han slap. Han håbede hun ville fatte at han ikke vil skade hende.

((Undskyld det korte svar D: Vidste bare ikke helt hvad jeg skulle skrive :[ ))