Children of the night ~ Gabric

TID Midnat. Mørkets frembrud.
STED En af Terre’s mange gyder.
VEJR Der hersker en frisk vind denne nat. Den skyfrie himmel fremviser blinkende stjerner og en tiltagende halvmåne.
OMGIVELSER Foruden Raquelle i skyggerne, så er der ikke mange væsner i nærheden (udover en vildfaren dæmon).
STARRING Gabric og Raquelle samt NPC (dæmon).

Det var naturligvis utrolig tydligt at der være optakten til en mindre kamp var sat op den nat, himlen var perfekt, natten var perfekt. Som altid gik intet sælsomt menneske ud i natten, ingen havde lyst til opleve hvad der kun ske hvis man gik alene, så hvis der egentlig var en sjæl der gik, så forgik det altså ikke alene. Bedst som han stod og havde været ved spise en menneskelig aftensmad kom han pluslig i tanke om den aftale han havde for sig den nat, hurtigt, elegant og let kom han ud af den store taglejlighed og ned på gaden. Han var iført et mere afslappet outfit den aften, blå halv ødelagte cowboy bukser, en sort trøje, hans favorit jakker af læder. Stil og klasse var der altid over ham selvom at han blot skulle ud og jage den nat, men selv ved en jagt kun Gabric nemt gør et stort ståhej over hvordan at han tøj så ud.

Han gik da igennem de mange mørke gader, alene uden den store frygt for hvad der kun ske ham, han var jo selv en naturlig dræber og derfor havde ikke en naturlig frygt for hvad der kun befind sig i mørket. Et hurtigt naturligt tempo fik ham hen til den gade hvor at Raquelle havde planlægt at de skulle mødes, gaden var øde for menneskeliv, eller lige udover hende, ham selv og dæmon var der ikke andre der så ud til og begive sig omkring i nærheden. Et perfekt set up for dem, hvad de skulle gør af dæmon bag efter havde han stadig ikke haft tid til tænke over, men der var jo altid et større antal af god steder hvor at man nemt kun efterlad de døde. En dæmon var aldrig en nem modstander for en vampyr, den øget styrke de havde sat dem næsten op det samme level som en ælder vampyr, plus at mange dæmoner havde modbydelig evner som de nemt kun udspille overfor vampyrer, ild var den mest farlig ting som en dæmon kun manipuler med i forhold til kamp mod to vampyrer. Varsomhed og list var kravet til den jagt som de skulle på.

Han fik da øje på hende, hun stod i mellem de mange skygger som et hver andet elegant væsen af natten, hun havde stadig ikke set ham og derved han stadig mulighed for kom op til hende uden hun næsten ville kun opdag det, vampyrer var jo lydløse af natur og derfor svært at opdage selv med de mange bedre sanser var det sjældent at en vampyr opdaget en anden vampyr. Lugt og udseende var den eneste ting der virkelig sagde at de var i nærheden af hinanden, han kom da helt op til hende ”Godaften” sagde han roligt med en mindre mørk men mild stemme, han vente blot på at hun ville vende sig om..

At blive overrasket og fanget i at være uopmærksom, om end blot for et kort øjeblik, hadede Raquelle. Gabrics ’pludselige’ tilstedeværelse. Stemmen var kommet fra et sted bag hende, hvilket betød, at selv i hendes skarpe opmærksomhed rettet imod den snart jagede dæmon, så ville hun nemt kunne blive et offer for andre væsener på jagt. Med et dybt, internt suk med egne tanker vendte hun sig hurtigt om, så hun kunne stå ansigt til ansigt med dem vampyr, hun havde været på mange jagter med.
”Bonsoir Gabric!” Stemmen var silkeblød og lokkende af en fransk og britisk accent. Blot af vane for at stå overfor en flot ung mand af udseende, lod hun sin flirtende og lokkende aura være omkring sig. Langsomt trådte hun et skridt nærmere den mandlige vampyr, der siden deres første møde havde fascineret hende meget. Gabric var spændende, intimiderende, som var han af natur lavet til at lokke kvinder i sit spind. Han bar den skønhed og smukhed, vampyrracen havde, med en utrolig naturlig elegance. Det var noget af det, der blandt andet havde tiltrukket Raquelles opmærksomhed for efterhånden en god del år siden.
”Så du er frisk på en udfordrende jagt, kan jeg fornemme på dig?" Idet sproget var skiftet til engelsk, skiftede accenten automatisk til en blød britisk måde at udtale ordene på. Hun skiftede vægten fra den ene fod til den, alt imens hun prøvede at holde delvist sin opmærksomhed på den dæmon, der var i området. Skønt det ville have været nemt at bruge sin evne på baren på dæmonen, så havde der ikke været lejlighed til at se dæmonen i øjnene. Det betød, at hun ikke havde en ide om, hvorvidt dæmonen var farlig eller ej.
"Jeg har fundet og fulgt en dæmon, der lusker rundt her i gyderne." Med et let grin kørte Raquelle hånden igennem de rødbrune lokker, som var det helt almindelig fakta. Alle tankerne var efterhånden sat ind på den forestående jagt på et væsen, hvis blod hun aldrig selv havde smagt før. Hun kunne dog næsten smage det, blodet. Den tykke røde væske, der løb i årerne på et andet væsen. Det ville ikke blive nogen nem jagt, det vidste hun allerede nu. Men Raquelle var et barn af natten, og jagt lå dybt i hendes instinkter. Det lå naturligt til hende at tilrettelægge en jagt, at nyde dens sødme og elske dens mystik. Hun var bygget til det. At jage. Siden sin forvandling havde det været en permanent del af hendes måde at tænke, måde at se de svagere racer på. Hun var i sandhed et rovdyr.