Life 2.0

Hun smed mere eller mindre ubetænksomt sin taske ind i skabet foran hende, inden hun rakte ud efter den hvide kittel, der så fint hang på sin sædvandlige bøjle. Det var ren rutine arbejde. Hun ville kunne gøre det præcis samme, hvis hun var halvt på vej i drømmeland. Heldigvis startedes hendes arbejdsdag en smule senere. Ikke noget med at skulle op midt om natten for at hoppe på cyklen og køre igennem Di Morga efter mørkets frembrud. Nej. Hun nød disse eftermiddagsvagter, hun havde fået samlet ind. Kuglepennene i kitlens brystlamme skramlede en smule, da hun svag den omkring sig. Den ene arm igennem det ene ærme og den anden arm igennem det andet. Simpelt nok. Hun fik fingernemt knappet hele vejen op. I et fluks tag svag hun sig selv forover - sendte det lange hår med sig - hvor efter hun fik sat det hele op i en noget sjusket knold. Hun ville sikkert kunne gøre det noget bedre, men med de små totter der havde undgået opsætningen, gjorde det mere behageligt. Hun sukkede tilfreds og strakte kortvarigt sine arme højt op over hovedet. Bare for at sætte ryggen på plads igen. Gøre sig klar til endnu en dag. Så blev skabsdøren smækket i, som hun elegant drejede omkring sig selv og nærmede sig døren ud imod selve skadestuen.

Skadestuen var ikke specielt proppet. Der sad et par stykker i venteværelset, men det var også det. Natten var trods alt ovre omkring dette tidspunkt på dagen. Ofrene var blevet taget videre, og nu var det meget muligt ikke andet end en smule halsbetændelse. Temperaturskiftet havde det med at spille tricks med den mængde tøj, man egentlig havde brug for.
Hun skubbede brillerne lidt bedre op på næseryggen, inden hun tog imod den tynde mappe, der blev rakt til hende ved informationen. Hun var godt vant til at være en del af praktikgruppen på Jonlu. Det hele virkede naturligt for hende. Det virkede næsten som om, hun ikke blot var en praktikant længere. Men hun kunne endnu ikke kalde sig selv for færdig udlært. Hun lagde roligt mappen på skrankens bordplade, og som hun bladrede op på den første side, lod hun lysløst sine øjne glide ned over ordene med et koncentreret udtryk. Hun strøg ubevist en tot hår væk fra sit ansigt og en gang imellem blev hendes læber presset en smule sammen. Hun virkede overraskende inde i det hele. Sikker på sig selv. Og selvom hun inderst inde nok selv var blevet påvirket af temperaturændringerne, kunne det hverken ses eller mærkes på hende. Ikke et eneste snøft lød fra hende, når hun var omkring andre. Nok ikke alt for godt for hende at komme på arbejde. Men hun ønskede mere en noget andet, at være væk fra det sted, hun var nød til at kalde hjem.
Lidt efter så hun endelig op. Så sig omkring. Søgte tydeligvis efter en anden, der ikke syntes at være der endnu. Men hun gentog blot for sig selv, at det nok bare var hende, der var tidligt på den.

”Undskyld, De må være Autumn? ”En lavstammet kvinde i midten af 40’erne havde henvendt sig med en konstatering udtalt som et spørgsmål. Der var ingen andre i lokalet med kittel. Af samme grund ventede damen heller ikke på svar, men fortsatte med mild stemmeføring:” Hvis De gider følge med her, de andre venter allerede.” Damen drejede omkring. Der var aldrig tid til stillestående snak på et sted som dette. Det havde damen lært, dengang hun selv var studerende og læste til sygeplejerske. Før hun begyndte at farve hår og ryge Marlboro.
De små ben gik hurtigt og de bredde hofter vuggede. Hun var selv iklædt den hvide sygeplejerske uniform med navneskilt på venstre bryst. ’Annie Wilson – sygeplejerske’ stod der med sorte, letlæselig skrift. Hendes accent var næsten ikke til at spore.
”Bare rolig, de andre har ikke ventet særlig længe. Og underviseren mangler stadig. Det var egentlig derfor jeg gik ned for at se, om du var kommet, om du måske var faret vild. Det er jo ikke altid let at finde rundt. Har De været her før? Som sagt, ingen grund til at blive nervøs, de andre er jo også studerende. Eller ikke underviseren, men hentet ind udefra, så er heller ikke stedkendt – Vi skal denne vej, følg med. De venter lige herhenne. Er der meget trafik, er det derfor du kom for sent? Var det toget? Det har været forfærdeligt de sidste par dage. Ja, så er vi her. – Bare træd frem, underviseren er her ikke. Find hellere en plads. Og god fornøjelse! ” Hun løftede den ene hånd som afsked, uden at slippe håndtaget med den anden. Et opløftende smil prydede hendes ansigt, og skabte rynker ved øjne og mund.
Så lukkede hun døren.

Der var fem andre studerende. De sad alle ved hvert deres bord, og stirrede mod døren og Autumn, der netop var blevet ladt alene. ”Velkommen..” Sagde den rødhårede prøvende. Hun sad tættest på; helt oppe foran. De andre havde spredt sig bag ved. Det fik lokalet til at se større ud. ”Sygeplejersken har ret. Sæt dig hellere..” Den unge mand med stålbrillerne sad nærmest vinduet og han gestikulerede nu mod de mange tomme stole. De andre tre forholdt sig tavse. Tøsen med det røde hår brød stilheden lidt efter. ”Tror I underviseren kommer? .. Og ved I overhovedet, hvad vi skal?”

Autumn var af en eller anden grund mundlam. Hun havde ikke sagt et eneste ord, siden denne kvinde havde ført hende tværs igennem bygningen. Hun havde bare fulgt med, som var det normal procedure. Også selvom, det langt fra var. Undervisningen foregik stort set aldrig i et andet lokale. Den slags var beregnet til selve uddannelsesstedet. I hendes tilfælde var det universitet. Men alligevel havde hun ikke kommenteret yderligere på det. Det var sket så pludseligt, at hun ikke havde nået at protestere. Hun kunne dog ikke helt ryste følelsen af sig. Det virkede alt sammen underligt. Og hun var åbenbart ikke den eneste, der fandt det udenfor normanen.
”Det virker… malplaceret.” mumlede hun mest til sig selv, som hun trådte yderligere ind i lokalet. Hendes blå øjne gled let hen imod resten af, hvad der lignede studerende, og studerede kort deres tilstedeværelse. Hun mindes ikke at have set dem før. Men nu socialiserede hun sig ikke med så mange andre omkring sig. Men hun fik hurtigt konstateret, at de ikke var i samme praktikgruppe som hende. Alligevel endte hun ud med at ryste lidt på hovedet af det hele. Det var sikkert ny læringsform. Ligemeget hvor meget det det ikke passede ind. Muligheden var der. Og det var indtil videre, hvad der virkede mest logisk.,

Hun dumpede let ned på en af stolene ved vinduet. Foran drengen med stålbrillerne. Hun følte sig lidt ført foran, med alle de andre siddende bagerst i lokalet. Hun tog lidt tid af til at se sig mere omkring. Det mindede utrolig meget om et af de mindre klasselokaler, der var at finde rundt omkring på skoler. Som til specialklasser. Efterfølgende drejede hun sig om i stolen, for at se imod de andre bag sig. Lænede sine arme på ryglænet. ”Så… ingen af jer, har en idé, om hvad vi egentlig laver her?” spurgte hun en smule forvirret, over at have hørt den rødhårede piges ord.  Automatisk var et af hendes øjenbryn blevet skudt en smule højere op end det andet, men kun lige nok til at give hende et undrende blik. Hun følte sig måske lidt utrolig. Men hun bildte sig ind, det bare var eftervirkning. ”Hey! Måske er det en introduktion til yderligere arbejdsmuligheder.” Det var som om julelys blev tændt i hendes øjne. Et smil formede sig på hendes læber, og hun rettede spændt ryggen en smule. ”Måske bliver vi taget med rundt til lidt mere seriøse patienter. Uh! Det håber jeg lidt.” Hun trommede en enkelt gang sine fingre over ryglænet og så imod de andre, med den nyfundne muntre udstråling.

Foruden den rødhårede og fyren med stålbrillerne var der yderligere to andre piger og en dreng. Ligesom de andre i lokalet, var de alle meget forskellige; Den ene pige havde tunge øjenlåg og omtrent fem centimeter langt hår, der gav hende et drenget udseende. Den anden var buttet og havde fregner. Drengen, nummer to, sad bagerst. Hans kinder og hage var dækket begyndende skægvækst og mørke krøller faldt ned over panden.
De kiggede alle på Autumn.
Det var stålbrillerne som svarede på spørgsmålet. ”Næ, ikke rigtigt.” Han svarede på vejene af hele gruppen. Alle som en var de blevet placeret i lokalet, kun udstyret med et lille informationsmappe, der egentlig ikke rummede nogen brugbar information. ”Jeg hedder Carlos forresten. Og det der,” han pegede på den rødhårede pige, ”er Harriette, vi er de eneste som kender hinanden på forhånd.”
Pigen med de tunge øjenlåg rettede sig. Hendes stemme var overraskende hæs, da hun ligeså præsenterede sig:
”Jeg er Jeena, og de andre er Thilda og Darcell.” Pigen med fregnerne smilede nervøst.  
” Jeg håber du har ret, ” proklamerede Harriette lidt efter, da Autumn havde luftet sine tanker. Det kunne virkelig være fedt, hvis vi kom rigtig i gang og fik nogle udfordrende opgaver..” De andre nikkede.

…

Efter yderligere syv minutter med sparsommelig samtale lød der skridt uden for lokalet og døren gik op. Al snak forstummede med det samme, og øjnene blev fæstet til den ukendte skikkelse, der netop havde gjort sin entre.  Det var en høj, overraskende ung, mand med kort lyst hår og fangede blå øjne. Hans kinder blussede og vidnede om, at han havde løbet.
”Goddag, goddag! Undskyld at jeg har ladet jer vente, men toget var forsinket. Håber ikke, at I har kedet jer alt for meget.” Han smilede bredt til dem alle sammen, og afslørede en skæv fortand.
”Hvad siger I til, at vi bare springer ud i det med det samme? Jeg regner med at I har præsenteret jer for hinanden, så det behøver vi vel ikke?” Harriette rystede på hovedet, tøvende. Det var tydeligt at den bratte entre havde forvirret hende.
Underviseren bemærkede hendes ansigtsudtryk og han slog sig for panden:” Jamen, altså. Jeg havde nær glemt at introducere mig selv. Mit navn er Cyprian Goddard. Jeg er uddannet læge og er blevet sendt hertil for at undervise jer i nogle simple ting. ” Han skrev sit navn på den grønne tavle. Da ingen synes at have spørgsmål, gik han hurtigt videre.
”Godt! Så vil jeg godt bede jer om at dele jer op to og to. Og derefter hente en æske, som står her på bordet. Først når alle hold har hentet en æske må i åbne den. – Tjep, tjep! ”
Det var tydeligt, at den forsinkede underviser havde travlt.

Som de andre, vendte Autumn hurtigt sit blik hen imod døren, da den brat blev åbnet op og præsenterede endnu en fremmed person for hende. Hun sad et øjeblik og stirrede en smule. Observerede de små linjer i hans ansigt. Hans bevægelser. Det hele. Man kunne sige at hun kortvarigt havde scannet ham. Uden at finde noget specielt. Og det øjeblik hans stemme endelig nåede hende, blev hun med det samme trukket ud af den mindre boble, hun havde begivet sig ind i.
Igen holdt hun sine læber lukket sammen. Hun vidste ikke, hvad der skulle siges. Og hun følte sig stadig lidt nervøs. Og forvirret. Hun det betryggede lidt at vide, at hun ikke var den eneste. De andre studerende vidste lige så meget som hende om projektet. Hun satte sig hurtigt ordentligt på stolen med bordet foran sig. Hænderne foldet afslappet på overfladen, alt imens hun lyttede til de hurtige ord, der fløj ud af underviserende læber. Eller lægen. Den anden titel lød akavet. Og knap så respektabelt.

Med Jeena ved sin side som sin partner, nærmede hun sig bordet helt oppe foran med de hvide æsker liggende klar til de små grupper. Per automatik tog hun blot den, der nu lå tættest på hende. De var bar forhåbentlig det samme indhold. Med æsken i sine hænder, drejede hun pludselig omkring sig selv for at stå ansigt til ansigt med sin nye makker med endnu et af hendes opmuntrende smil. Hun kunne fornemme usikkerheden i rummet. Og hun gjorde, hvad hun kunne for at løfte den en smule. ”It might be our lucky day!” Det var lidt ubevist, at hendes tale kom ud på engelsk. Hun tænkte slet ikke over at få det ændret. Autumn lettede lidt op, da hun så smilet på pigens fregnede ansigt. Det gav et lille glædeligt sug.
Med svagt rystende hænder blev plastik kassen åbnet og afslørede en stak papirer. Eller dokumenter, så det ud til. Indtil videre virkede det til, hun havde haft et spor i den rigtige retning. Uden at tage tid til at læse indholdet yderligere vendte hun i stedet sin opmærksomhed imod den uddannede læge. ”Mr. Goddard? Jeg tænkte om dette er en læringsmetode? For jeg har været på hospitalet i halvandet år, og dette er ikke, hvordan undervisningen normalt foregår i praksis. Med mindre jeg tager fejl.” spurgte hun med en rolig stemme. Alt mistænksomhed var forsvundet. Og hun virkede blot spændt. ”Ligemeget hvad ser jeg frem til det.” Hun lod ham ikke rigtig svare, før hun rettede sig imod Jeena og æsken igen. Denne gang begyndte hun selv at grave ned i den. Tog et papir op og skimmede det en smule.

Det hele foregik overraskende problemfrit. De seks personer fandt sammen og i løbet af ingen tid var tre hold skabt. Cyprian Goddard smilede tilfreds. Han blev stående og iagttog dem hver især mens de gik op for at hente æskerne, som han havde bedt dem om. Underviseren bed mærke i deres nysgerrige blikke, da de kiggede under låget. Skuffelsen var direkte tydelig hos Darcell, drengen med krøllerne.
De andre var bedre til at skjule det.

”Jah?” Goddard vendte sig og bøjede sig en anelse fremad, så deres øjne mødtes i cirka samme højde. Et lille smil vinkede i den ene mundvig. Øjnene rummede interesse. ” Tjah,Jo..Det er nok nærmere en instruktion. Introduktion til emnet, hvis du forstår?” En rynke mellem brynene afslørede at Cyprian ikke havde forstået spørgsmålet korrekt. Dog lod han sig ikke slå ud af lidt forvirring:” Har I læst det? Og forstået det? – Bare læs den første side, så gætter i det nok alt sammen, tror I ikke?” Det sidste blev sagt i et højere tonefald og var henvendt til alle de tilstedeværende. Underviseren havde rettet sig op, for at tjekke at alle hold havde hørt hans ord.

Side 1 rummede basal viden om blod; Erythrocytter med deres overfladeantigener, som blodtypesystemerne var baseret på. Heribalndt det hyppigt forekomne AB0system, foruden information om thrombocytter, leukocytter og plasma. Jo længere man bladrede frem gennem de hvide ark, jo mere kompliceret blev teksten. Referencer, foredragsholdere og navne på verdensberømte videnskabsmænd stod skrevet på lange lister med lille skrift. Alle med blod som fælles emne og røde tråd.
Illustrationer i sort/hvid var indsat forskellige steder.
”Ser I, ” Begyndte Cyprian, da han var overbevist om at siderne var nogenlunde forstået. ”Emnet er blod, hvilket betyder at dagen i dag står i blodets tegn. I vil i løbet af i dag lave små øvelser sammen med jeres makker, øvelser der skal forberede jer på de ting, i senere i dag vil udsætte udvalgte patienter for. For at kunne blive en god læge må man kunne sætte sig i patientens sted. – Og heldigvis har jeg endnu ikke hørt om nogen, som er døde af en blodprøve, haha, hvilket er netop det vi skal lege med først. ” Han havde samlet en pose op fra gulvet, som han havde haft med, og gav sig nu til at dele kanyler, sprit, glas, slange og snor samt papir og blyant ud til hvert hold.
”Jeres første opgave lyder således: i hvert hold skal i udnævne en som skal agere patient. Den anden, personen som ikke bliver valgt til patient, skal være lægen. Lægens opgave er nu at tage en blodprøve fra patienten. Når blodprøven er taget bytter I roller. Desuden har jeg givet jer et lille kort til dem, som er interesseret i at kende deres blodtype – husk, bare en dråbe i hvert felt. Når alle hold er færdige stilles blodprøverne op til mig, her.” Underviseren pegede på det bord, som han havde stillet sig tilbage ved.
”Nogle spørgsmål?”

Blod. Hun var vant til blod. Var hun ikke? Hun havde set så meget af det. Flere gange i sit liv. Den røde væske med den metalliske smag, når det ramte tungen. Det der fyldte kroppene på så mange væsner i hele verdenen. Det var normalt. Blod var ikke noget mysterium. Og de faktum at hendes hjernefunktion begyndte at falde, og hendes hjerte der begyndte at hamre af sted, virkede absurd for hende. Hun forsøgte desperat at skjule det. Lod som ingenting. Stod blot og bladrede igennem de forskellige dokumenter. Skimmede metoderne der blev brugt. Forskellene. Samtidig fandt hun emnet fascinerende. Hvilket virkede ligeledes utroligt. Det var som om hendes krop ikke kunne finde ud af, hvordan den ville have det med det hele. Kaos. Men det varede ikke meget mere end et par sekunder, inden hun heldigvis blev trykket ud på ny.
”Kan jeg være patienten først?” Autumn blinkede et par gange og rettede da øjnene imod sin partner. Det tog hende lidt tid at opfange ordene igen, men derefter kom der hurtigt mere live i hende. ”Øh! Ja. Selvfølgelig!” Lettelse svømmede en smule hen over hende. Og automatisk dannede smilet sig tilbage på hendes læber. Hun lagde roligt dokumenterne fra sig i æsken igen. ”Øjeblik. Så.. henter jeg redskaberne.”

Det hele gik fint. Hun huskede, hvad hun havde lært, og blodprøvet blev taget uden yderligere problemer. Blodtypen blev fundet. Og så var det hendes tid til at sidde i stolen. Hun var ikke bange for nåle. Og hun havde fået taget blodprøver mange gange. Men hun krummede alligevel tæerne lidt ekstra i skoene, da vatklumpen med sprit kørte hen over hen over det tynde hud. ”Er du okay?” Autumn så op med spørgsmålet. Nikkede betroende. Og så tilbage imod sin arm. Hun tog en dyb indånding. Det skulle bare overstås. Det var ingeting. For at distrahere sig lidt søgte hendes blik videre rundt. Imod de andre grupper. Rundt i rummet med de hvide vægge. Hun skar en kort grimasse da nålen brød igennem hendes hud, men derefter var det som om hendes skuldre faldt på plads. Det var blot en lille prøve.
”Skal vi teste hvilken type blod du har?”
”Det er der ingen grund til. Jeg kender allerede til det. Jeg fik det testet nogle år tilbage. Jeg har blodtype A.” Hun sad et øjeblik og holdte sin ene arm foldet for at lade stoppe den ganske lille blødning. Det var ikke så galt. Hvad havde hun overhoved været nervøs omkring. Hun måtte være træt. Solen var trods alt begyndt at stå op noget tidligt. Gjorde det umuligt at forblive i drømmeland.

Som der var blevet beordret blev alle prøverne sat op på bordet ved tavlen. Stod fremstillet i hver deres glas med farverige låg. Autumn slappede igen af i sin arm og havde tilladt at rive vatklumpen af. Afslørede et lille lilla hul, hvor nålen havde siddet. Stemningen var lettet en del. Uvidenheden hang ikke i luften længere. Og det hele virkede spændende nok.

Endnu engang var det gået langt bedre end forventet. Det hele var gledet og ingen var besvimet – Endnu. Darcell så temmelig bleg ud under krøllerne. Han slingrede når han gik, bemærkede lægen, men han greb ikke ind. Han vidste at Darcell ville få det bedre, når blodet kom et stykke væk.
De andre studerende havde ikke så meget som jamret. Stålbrille drengen havde sågar smilet.
Nu stod samtlige blodprøver på bordet og de små AB0-kort, som de fleste havde taget. Goddard betragtede resultatet med fornyet tilfredsstillelse, alt imens han gennemgik det næste planlagte punkt i sit indre.

”Tak for alle jeres prøver og jeres fantastiske engagement,” begyndte Cyprian og spredte sine arme i taknemmelighed.” Min plan er ændret en smule. Vi skulle egentlig se en oplysende dokumenter men samtidig med at I var fordybet i blodprøverne og blodtypekortene stak Annie hovedet ind, I husker nok sygeplejersken?” Det var rigtigt. Omtrent femten minutter inde i den lille opgave, havde Annie trådt ind i lokalet og snakket lavmælt med Underviseren, for ikke at forstyrre de studerende.
” Hun gjorde mig opmærksom på, at de patienter som har indvilliget i at fået taget en blodprøve af jer har travlt, og vi er derfor nødt til at rykke filmen til senere.”
En forpint lyd undslap Darcell, som tydeligvis ikke ønskede at se mere blod for i dag. Jeena lo sagte. Selv generte Thilda tillod sig selv at fnise.
Lægen overhørte det tilsyneladende.
” Men der er et lille problem – der er ikke patienter til alle. Og i stedet for at den ene halvdel skal kede sig for meget, udvælger jeg tre som skal med mig ned og undersøge jeres egne blodprøver lidt nøjere.”
Goddard tav. Harriette havde rakt hånden op. ” Hvem skal så følges med de tre, som skal tage blodprøverne på patienterne… Vi skal vel have en med?”
”Ja, selvfølgelig. Annie Wilson vil assistere jer og hjælpe jer, hvis det bliver nødvendigt.
godt, ikke andre spørgsmål? Glimrende. Darcell, du følger med mig – ellers besvimer du nok bare.” De andre fnisede”Og så jer to. Jeena og Autumn. I bliver også med mig. I andre må hellere gå nu, patienterne venter. Annie står ude på gangen. Tjep, tjep!” Lægen klappede i hænderne og Carlos, Harriette og Thila forlod lokalet.
Døren lukkede sig bag dem. Og stilheden opstod omgående.
”Godt så. Lad os også komme i gang. Tro mig, det her bliver endnu sjovere end at tage blodprøver.” den skæve fortand blinkede i lyset.

....

Autumns øjne lå roligt imod det lille aflange glas, der indeholdte hendes blod. Den mørke farve afslørede hurtigt hendes anormalitet, men man skulle virkelig vide, hvad man se efter for at opfange forskellen i farven. Eller måske var hun bare for vant til farve, at hun ikke kunne indse, den markante forskel. Hun rullede glasset imellem fingrene. Glasset havde stadig en ganske svag lun temperatur imod hendes kølige hud. En smule klam. Som når fugten hang over en morgenstund. Men glasset gled nu alligevel rundt i hendes hånd uden problemer. Hun fumlede måske mere med den, end hun burde. Men hun ønskede ikke at skabe en scene, hvor der pludselig voksede rimfrost op ad siderne. Hun burde nok stille den fra sig. Men så langt nåede hendes tanker ikke, som hun så sig omkring.
Hun havde før været der. Iblandt bioanalytikernes redskaber. Det var fyldt ud med små dimser og andre sager, et hvert lille barn med det samme ville forsøge at få fingre i for at tykke og savle på det. Teleskoper var stillet frem. De fleste var allerede i brug. Lige udover det ene, der var blevet fremstillet for hende og de andre studerende. Hun havde forventet en anderledes form for undersøgelse. Som mængden af sukker i blodet. Men indtil videre virkede det blot som lidt visuel undersøgelse i et forståelsesglas.

”Autumn. Tag plads. Du virker ivrig efter at komme i gang.” lød det fra den anden kvindelige sygeplejeske, der var sat på til at hjælpe til med denne undervisning. Hende der stod for at intet gik galt i dette lokale. Hun var ikke overrasket, over at hendes navn var kendt. Det sted trods alt på skiltet over hendes højre bryst. Et bekræftende nik og et lille smil var det eneste der kom fra hende i øjeblikket. Et sted ønskede hun ikke at se tættere på hendes eget blod. Men samtidig ville hun gerne vide, om det var noget anderledes fra, hvad man normalt ville forvente. Blod plejede bare at være blod, for folk der ikke interesserede sig for det. Og hun kunne være ret sikker på at Darcell var en af dem, der ingen interesse havde for den slags.
Hun kom hurtigt ned at sidde på den behagelige kontorstol foran teleskopet. Derefter tog hun de anviste plastik hansker på. En ting hun havde mestret for længe siden. Hun fik skruet låget af glasset med blod, hvor efter hun samlede en lille dråbe op ved hjælp af en anden glaspind med en rundet spids, som overførte en smule blod til glaspladen ved siden af hende. Så var hun klar til aktion.
Glaspladen blev forsigtigt ført ind foran forstørrelsesglasset, inden hun begyndte at justerer. Hendes briller var blevet taget af for at gøre det nemmere for hende at se igennem kikkerthullerne. Efter lidt tid valgte det endelig at fokusere. Og hvad hun så, kom mere eller mindre bag på hende. ”Wow..” mumlede hun ganske svagt. Ubevist om at ordet overhoved var løbet hen over hendes læber. Tusindevis af celler der svømmede rundt i samme mørkerøde væske. Side om side. Men hvad der stod ud i hendes øjne, var konstruktionen af noget der nærmest lignede snefnug. Hun var ikke sikker på, om det var hendes øjne der spillede hende et pus. Men lidt efter lidt begyndte de at nedbryde hinanden. For blot at blive erstattet med nye. Det var helt underligt at vide, at noget så levende arbejde inde i hendes krop. Et stort smil havde vokset sig frem på hendes læber, som hun blev ved med at justere for at komme tættere ind på det hele. Det var direkte smukt. Og hun var ikke sikker på, at hun burde have det sådan. Men hun virkede ikke til at være ramt af det.

”Må jeg se? ”Jeena prikkede Autumn på ryggen. Cyprian opfangede den pludselige intense interesse og gik de få meter hen til det bord, hvor Autumn’s teleskop og blodprøve stod. ”Lad mig komme til,” kommanderede han, og selvom han forsøge at lyde venlig som før, var der en sær iver over ham. En driftighed, som ikke var blevet vist før. Han puffede Autumn til side, før hun kunne nå at protestere og så ned på den forstørrede bloddråbe.
Underviseren snappede efter vejret og løftede blikket. ”Hvordan er det muligt?” Hans mund stod åben, idet øjnene gled rundt i lokalet; fra Autumn til blodprøven, til de øvrige tilstedeværende.
Jeena var ligeledes skubbet af vejen, for at lægen skulle få plads. Hendes dybe øjne var fæstet til lægen, og på trods hendes udtalte ønske om at se i teleskopet, stod hun nu ganske tilfreds og smilede underfundigt.
Den eneste som ikke synes at blive påvirket af situation var Darcell. Han havde placeret stolen op af væggen, lige ved siden af udgangen(så langt væk fra blodet som muligt) og synes at være fuldt optaget af at studere sine fingernegle.

Goddard derimod befandt sig i en tilstand mellem ren, klar begejstring og undertrykt frygt. De blå øjne havde nu lagt sig på Autumn, mens han blev stående, nærmest beskyttende, ved teleskopet. Hans mund åbnede sig, lukkede sig, for at åbne sig igen, men ingen ord blev sagt. ”Prøv at se det.” snappede Cyprian pludselig. ”Det er langt bedre end forventet. Det overgår vores vildeste fantasier!” Stemmen havde forandret sig. Den var, trods begejstringen, blevet mere rolig. Underviseren havde ikke travlt længere.
Klik.Darcell havde drejet låsen om i selv samme øjeblik. Nu studerede han ikke sine negle mere. Gennem krøllerne stirrede to mørke øjne. Jeena fniste upassende ved synet deraf.

”Hvis det er rigtigt hvad den gode mr. Goddard siger-..” Darcell rejste sig, men blev henne ved døren.
”-Så betyder det, at du har en del, du skal have forklaret. Først og fremmest hvad du er, siden du ikke er menneske. Vær sød at sætte dig her, Autumn. Du har vel regnet ud, at vi ikke er kommet for at se på patienter?[/b] Thomas greb fat i det krøllede hår og rev parykken af. Det sorte strithår kom til syne.
”Hold dig endelig ikke tilbage. Underhold os. Fortæl os hvem du er.”

Jeena trippede. Cyprian fandt uset en kanyle frem af kittellommen.

Med ét var stemningen blevet forandret i lokalet. Lige fra det øjeblik at Goddard virkede alt for ivrig over at se igennem teleskopet. Hun stod dog bare der. Og holdte lidt øje med manden, der endnu sad bøjet ind over hendes forstørrede bloddråbe. Han talte som om han havde fundet noget fuldkommen fantastisk. Noget han havde ledt efter længe. Det var først der, hun selv fik det ind i hovedet, at det ikke var normalt for celler at fortære hinanden og derefter føde nye. Eller alt det andet.
Da den klikkende lyd lød fra døren ikke langt fra hende, begyndte hendes nerver at blive påvirket. Hurtigt og per automatik så hun imod døren. Så imod Darcell med et uforståeligt blik. Hvad foregik der? Bag sig kunne hun høre, hvordan de andre i lokalet rejste sig fra deres stole. Forlod rummet igennem døren i den anden ende. For så at låse den efter sig. Efterlod de fire personer til sig selv. Det virkede ikke rigtigt. Men det var først da samtalen direkte blev rettet imod hende, at hun begyndte at blive nervøs omkring situaitonen.
”Hva-..Hvad snakker du om?” Hendes stemme rystede. Hun vidste godt, hvad der var tale om. Hun sank tungt og besværet en klump slimet spyt, hvor efter et mere eller mindre falsk smil svømmede hen over hendes lettere tørre læber. Hun så frem og tilbage. Imod Jeena. Imod Goddard og hans kanyle, han pludselig stod med. Og Darcell, der så ud til at føre ordet ”Hva-..Hvad foregår her?” I stedet for at sidde ned tog hun et skridt bag ud. Længere væk fra de andre. Det ellers så muntre blik i hendes abnormalt blå øjne havde ændret sig markant. Hun virkede allerede som et lille dyr, der var blevet mask op i en tæt krog. Og nu var brillerne der ikke for at skærme bare lidt for det hele. Hun bed sig nervøst i læben et øjeblik, mens hun tog endnu et skridt bagud. ”I vil vide.. hvem jeg er?” Hun tog en dyb indånding, som ville det berolige hende lidt igen. ”Jeg er… Autumn Nephal. Ikke nogen specielt.” Frygten i hendes øjne virkede næsten naturlig hos hende. Og ligeledes gjorde det falske ubekymrede smil. ”Jeg tilsatte blot en smule.. flydende kvælstof til min blodprøve. Jeg fandt ud af det for nogle uger siden, at ..blod reagerede på den måde. Smukt ikke sandt?”
Hun forsøgte at komme uden om det. Selvom hun ikke var helt så usikker omkring sin race, følte hun sig truet. Hun følte ikke, at hun burde identificere sig overfor dem. Hun samlede sine rystende hænder foran sig og det falske smil begyndte at virke mere ægte som tiden gik. ”Når blodet kommer i kontant med noget så koldt, plejer cellerne at dø hen. Men hvis man finder den rette mængde, går cellerne amok. Men samtidig forsøge de at overleve. Det forklarer processen.” Hun tog sig ikke længere af de generende hårtotter der faldt ned over hendes ansigt. Hendes hænder havde allerede travlt med at berolige hinanden. ”Hør. Jeg er ked af at have fået jeres håb om.” Selvfølgelig var det alt sammen løgn. Kvælstof ville på ingen måde kunne give den form for reaktion. Lige meget mængde, ville det fryse. Det værste var nok, hvordan hendes ryg var begyndt at udgive smerter, nu hvor hun følte sig truet. Hendes smil blev en smule mere blidt. Og hendes hoved lagt let på skrå. Hun manglede et sted kun den engleagtige glød for at fuldføre dét. ”Nu ved I… hvem jeg er.. Hvem er I..rigtigt?” Hun var i tvivl om spørgsmålet. Men desperationen, for at virke normal igen, var for høj. ”Og hvad.. leder I efter?” Please. Don't.

”LØGNER!” skreg Jeena, da Autumn forsøgte at forklare, hvordan det hele hang sammen. Hendes temperament var voldsomt, og tændte hurtigt af. Thomas løftede hånden op, og tyssede på hende. Jeena protesterede:”Hun lyver. Så lyt dog! Kvælstof min røv, hvem tror hun, at vi er?!”
Thomas nikkede tålmodigt, og sænkede hånden. Derpå vendte han opmærksomheden mod Autumn igen: ”Men Jeena har ret.. Du lyver. Som du vel har bemærket bliver løgnere ikke modtaget med - hvad kalder man det - kyshånd? Så lad os forsøge igen, ikke? Fortæl os hvem du er. Uden at lyve.”
Thomas blev siddende på stolen ved døren.
Cyprian Goddard stod tavs ved teleskopet og blodprøven, der var sagens omdrejningspunkt. Kanylen var atter gemt af vejen. Han virkede underligt velfornøjet.

Thomas havde ikke forandret sig meget udseendemæssigt, men det anlagte skæg fik ham alligevel til at se markant anderledes ud; det gav det smalle ansigt fylde og fik ham til at ligne en, som var ældre. Nej, det som havde forvandlet sig mest den sidste tid var hans fremtræden. Roligheden. Kontrollen. Hænderne rystede ikke længere og utålmodigheden kunne tøjles. Thomas skævede til parykken, der var smidt på gulvet, ved hans fod. Et dobbelttydigt smil viste sig, ikke stort nok til at synliggøre tænderne.
”Jaaamen, jeg er jo Darcell?” Han så uskyldigt mod Autumn igen. Skuespillet var påtaget ringe.
Så visnede smilet. ”Jeg mister snart min tålmodighed. Gør som jeg beder dig så sødt om. Oplys os. Så lover jeg at svare på dine spørgsmål. Noget for noget. – Og sæt dig så ned, det stresser mig sådan, at du står op.”
Som var ordene en indirekte kommando trak Jeena en stol frem og placerede den lige bag Autumn. Det var tydeligt, at hvis hun ikke tog opfordringen alvorligt og satte sig ned, ville det få konsekvenser.

Den falske udstråling af munterhed var hurtigt forsvundet igen. Hun var blevet overraskende forskrækket over Jeenas udbrud. Hun havde sådan håbet, at hun ville være kommet af sted med det. Men hvem ville dog det. Det var ren logik. Hun tvivlede pludselig på sit forsøg. Hun kunne knap tvinge sine mundviger op igen. Hun følte sig nedstirret. Hun var omdrejningspunktet. Og der var ikke stor mulighed for at det ville blive ændret foreløbig.
Hun sank på ny. Det var som om det blev mere og mere besværligt. Som blev klumpen større og større. Eller som om hendes spiserør trak sig mere og mere sammen. Hun tog endelig blikket fra de andre i rummet for at se sig over skulderen, da stolen blev kørt hen bag hende. Hun ville egentlig helst stå op. Det sikrede hende, at hendes ben endnu kunne holde hende oppe, hvis andet blev nødvendigt. Men trygheden var forsvundet. Så det tog hende ikke lang tid, om at få placeret sin bagdel i sædet. Hendes hænder greb med det samme om stolens kanter, og hun sad noget anspændt. Hendes blik søgte atter rundt i lokalet. Fra person til person, alt imens hun svagt bed sig i læben.
”Jeg løj ikke om, hvem jeg er.” startede hun ud og forsøgte at smile som før. Men det lykkedes ikke. I stedet så hun ned. Væk fra de nedstirrende blikke. ”Mit navn er Autumn Kieplion Nephal. Og jeg er fra den engelske by Brighton.” Hun vidste, hvad de ville vide. Men det var altid som om, hun selv indrømmede sin identitet, når ordene forlod hendes mund. Hun skubbede sine skuldre lidt længere op omkring ørene. Og hun løftede sine hæle op så det blot var hendes tær, der rørte gulvet. ”Men..” Hun løftede da sit hoved. Og det søde smil sad på hendes læber, som havde det ikke forsvundet. ”…I har ret. Jeg er intet menneske. Jeg blev ikke født. Jeg ville ønske det var sådan..” Hun holdt endnu en pause, som smilet falmede en smule. Hendes skuldre faldt lidt ned, og hun nemmere at komme til.
”Jeg blev skabt i det der kaldes helvedet her på jorden.” Hun drejede hovedet en smule og så roligt hen imod teleskoppet på bordet ved siden af Goddard. ”Jeg undskylder for at lyve før. Hvad I ser er djævleblod. Men det… var i sikkert allerede godt klar over.” Så faldt hendes blik igen. Som skammede hun sig over det faktum. Hun pressede diskret sine skulderblade imod hinanden. Smerten deromme var formindsket. Kontrollen var blevet taget.
”Kan jeg få mine briller? Jeg får ondt i hovedet, når jeg skal fokusere uden styrken i dem..” mumlede hun ganske sagte. Men stadig højt nok til at det var hørligt. Hun var måske bare lidt mere forsigtig med spørgsmålet.

Selvfølgelig var Autumn ikke menneske. Det vidste de. Det var trods alt for hendes skyld, at alt der her var blevet stablet på benene; De andre studerende, der aldrig ville fatte mistanke. Annie Wilson som havde fået sin betaling i hvidt ’englestøv’. Som ung havde Annie Wilson udviklet et begyndende misbrug, og selvom PCP var blevet erstattet af et blidere stof, efter hun var flyttet fra Amerika, havde hun gjort det klart for Thomas, at hun kun var villig til at hjælpe(”Ingen sladder, ingen spørgsmål..”), hvis hun fik et lille drys af sit ungdomspulver. Det havde taget en krig men Thomas havde haft sedler nok.
Nu var Annie Wilsons rolle spillet og teaterstykket nærmede sig sin afslutning.

Samtidig med, at Autumn havde indrømmet sin sande identitet, havde Cyprian taget blodprøven i hånden og var gået hen til Thomas på stolen. Han havde ikke sagt et ord, men det lille nik fortalte nok. Thomas havde, uden at fjerne øjnene fra Autumn, lukket Cyprian ud af lokalet og låst døren efterfølgende igen.
Blodet var sikret. I hvert fald den lille prøve. Alle som en vidste de, at hvis rygtet havde talt sandt, ville det ikke blive det sidste glas blod fra djævlen.
”Ræk djævlen sine briller, Jee. ” Thomas viftede med hånden som en anden greve. Jeena skulede, men gjorde ikke yderligere protester. Brillerne blev hentet og lagt, nærmere kastet, i skødet på Autumn.
”Hovedpine er sådan en frygtelig ting..”nikkede han samstemmende. ”Og vi så nødig, at dette her skulle blive en dårlig oplevelse. Vi er ikke ude på at slå dig ihjel eller noget andet makabert. Vi skal bare tjekke hvorvidt vores tese er korrekt – Jeg ville opfordre dig til bare at slappe af og nyde det.”

Jeena undertrykte et hæst grin. Hvis alt stod til hende, ville Autumn næppe slappe af særlig længe.
Hun så afventende mod Thomas, men han ænsede hende ikke.
”Sig mig, Autumn, er det Sjovt at være djævel? – tilgiv mig mine mange spørgsmål, men jeg er bareså nysgerrig. Jeg har aldrig siddet over for en djævel før. Det hele er nyt.” Løgnen kom let og glidende. Mens ordene blev sagt tonede Abels fjæs frem for Thomas’ indre blik. Hvor var den satan overhovedet blevet af?
” Fortæl mig lidt om dine evner.. For du har vel nogle, ikke sandt?”
Jeena vendte uset det hvide ud af øjnene og satte sig på et tomt bord mens hun iagttog scenariet.

Don’t call me that! Det at hun blev henført til som djævlen gav hende en dårlig smag i munden. Hun ønskede ikke at blive tiltalt således. Hun følte sig ikke hjemme med den titel hængende over sig. Ikke det mindste. Hun vidste skam godt, hvad hun var. Og hun vidste, der ikke var noget hun kunne gøre ved det. Men hun havde stadig problemer med at indrømme, at det var sådan landet lå for hende. Så i stedet for at kommentere yderligere på det, holdt hun sin mund lukket. Der burde ikke gøres noget unødvendigt. Det havde hun lært for længe siden.
Ligemeget hvor meget hun bare ville forholde sine hænders greb i stolens kant, slap hun med det samme, da brillerne blev smidt ned i hendes skød. Hun tøvede slet ikke. Og inden for kort tid, sad brillerne atter på hendes næseryg og skabte en tyk sort ramme omkring hendes øjne. Selvom brilleglasset måske tonede den blå farve lidt ned, syntes stellet at fremhæve den igen. Hun kunne ikke skjule netop den anormalitet. Hvilket også var det eneste. Heldigvis.

Autumn havde faktisk fået sig selv til at slappe lidt af. Som troede hun rent faktisk de ord, som forlod Darcell. Der ville ikke ske noget. Hun burde ikke føle sig truet. Men i det øjeblik hans næste spørgsmål lød, løftede hun med det samme hovedet og så hen imod ham. ”Sjovt!?” udbrød hun som en start. Hun så nærmest helt forundret ud i ansigtet. At hun faktisk skulle gå hen og høre det spørgsmål var absurd. Hun skulle til at fortsætte i samme tone, men hun fik hurtigt låst sine læber sammen og tvang sig til at falde ned igen. ”Nej..” Hun lænede sig endelig helt tilbage med ryggen imod ryglænet på stolen. ”Jeg finder det ikke.. sjovt.” Hun pressede usikkert sine læber sammen et øjeblik og strøg endelig hårtotterne væk. ”Ukontrollerbare evner der blot vokser fra dag til dag er udmattende. Og når man bliver set på som et monster..” Hun begyndte diskret at pille ved stoffet på kontorstolen med sine negle, mens hun holdt en mindre kunstpause. ”…Det er ikke ligefrem, hvad jeg vil kalde sjov. Men det kan være forskelligt for person til person.” Hun afsluttede overraskende nok af med et smil. Hvis man ikke allerede vidste bedre, ville man sikkert ikke tro, hun var afkom af helveds flammer. ”Jeg tror ikke, jeg er den bedste til at fortælle om ’the daily life of a devil’.”
Hun sad stadig lidt uroligt på stolen. I princippet manglede der kun en lampe at blive sendt direkte i fjæset på hende, for at fuldføre den følelse hun fik af det hele. ”Og hvad angår mine evner… Jeg ser ikke, hvor relevant det er. Mine evner er intet spektakulært.” Ubevidst fik hun lavet en bevægelse med hånden hen over læberne, som tørrede hun noget væk. ”I’m not all that proud of them myself to be honest.”

De lyttede begge to, mens Autumn kortfattet svarede. Jeena så efterhånden ud til at kede sig bravt. Thomas var sværere at tyde. Cyprian Goddard, lægen, som højst sandsynligt slet ikke var læge, var endnu ikke kommet tilbage. Meget tydede på, at han heller ikke ville komme og gøre dem selskab lige foreløbig. Blikket i de blå øjne havde været stålfast og fokuseret.

Thomas rykkede sig på sædet. Han strakte sine ben fremad og rankede ryggen, for derefter at læne sig tilbage, i samme usunde stilling som før. ”Du er ikke særlig snaksaglig, var?” Han lagde hovedet på skrå. Tålmodigheden var efterhånden spændt til bristepunktet og kroppen var begyndt at blive rastløs. Det var ikke sådan, han havde tænkt sig at optakten til afslutningen skulle være. Hendes mangelfulde svar var generende og besværlige. ”Tror du, helt ærligt, at jeg ville spørge ind til dine evner, hvis jeg ikke fandt det relevant?” Thomas kløede sig i øret, uden at slippe Autumn med øjnene.
”Har du stadig ikke fattet, hvad det hele går ud på? – bevares, du ved ikke hvem vi er, men tror du vi laver dette teaterstykke for sjov? Ser vi ud til at more os over dine ubrugelige svar?” Kulden var krøbet hen over stemmen, der stadig var forbløffende rolig. Havde dette foregået et år tidligere, var Thomas allerede eksploderet.

Så ændrede tonefaldet sig pludseligt. Men denne gang var ordene ikke henvendt til Autumn, selvom øjnene ikke rykkede sig fra hendes væsen: ”Jeena… Måske skal du vise djævletøsen at vi er seriøse, og at vi mener vores ord. At det her ikke er en fucking prank. ” Den venligstemte tone virkede forkert sammen med det fjendske ordvalg. Ikke desto mindre fattede Jeena, hvad Thomas opfordrede til, og det undertrykte smil fra før kom nu op til overfladen, og truede med at flække ansigtet i to.
Jeena gled ned af bordet, som hun havde brugt som stol, og stillede sig foran den siddende djævel.
” Du kan godt glæde dig, snuske. Det her vil blive noget af en oplevelse. ” Lyset spillede i kvindens øjne og en sær klukkende latter boblede i halsen.

Hun blev ved med at fortælle sig selv, at dette ikke var hendes skyld. Det at hun ikke bare kunne fortælle frit om sine evner. Eller om sin identitet i det hele taget. Det var akavet for hende at få ordene ud af munden. Det virkede ikke rigtigt. Ikke i denne situation. Det ville være som at forklare noget så urealistisk, som hvad man læste i en eventyrbog som lille. Der var ingen logik i, at hun skulle besidde den slags.
Hun var nu ret sikker på, at dette ikke ville kunne ende godt. Ligemeget hvor godt hun genskabte sit smil. Ligemeget hvor meget hun svarede generøst på deres spørgsmål. Hendes hænder rystede igen. Hun havde det dårligt. Som om at luften i lokalet var blevet tungere. Mere kvælende. Hun kunne fornemme skændslen der han over hende. Sådan at føle sig truet over et sølle menneske. Hun ville så nemt som ingenting gøre en ende på det hele. Men hun gjorde intet. Hun kunne ikke engang så sig selv til at tænke på den mulighed.
Det samme øjeblik Jeena valgte at stille sig foran hende, kom Autumn på benene igen. Hun skubbede kontorstolen lidt længere væk ved hjælp af hendes ben. Men hun forholdte sit blik imod kvinden foran hende. Hun tog en skridt bag ud. Bakkede væk. ”Please… don’t..” Hendes vejrtrækninger virkede mere paniske og blev tvunget igennem hendes mund. Hun følte sig ekstra lille nu. Hun tog endnu et skridt bagud og drejede nu blikket væk fra Jeena. Om bag hende. Imod Darcell ved døren. Et bedende blik lå iblandt frygten. Hun fortsatte med at gå bagud. Men det næste skridt blev forstyrret af forhindringer bag hende. Stole. Ledninger. Hun opfangede ikke årsagen. Men hun havde nær faldet på røven, hvis det ikke havde været for hendes balance. Og det faktum at et par vinger hjalp til. Både hendes bluse og kitlen var blevet flået på ryggen for at gøre plads til disse to flagermuslignende vinger. De passede et sted ikke til hendes uskyldige udseende.
”Listen..” Hun så nu frem og tilbage på både Jeena og Darcell. Hun vidste ikke, hvem hun skulle holde øje med. ”Hvorfor? Jeg ser ikke, hvorfor det er vigtig information, hvilke evner jeg har..” Hun ænsede ikke vingerne selv. Eller hun forsøgte at ignorere dem. Hun kunne stadig høre, hvordan de i starten fik væltet lidt småting, inden hun fik trukket dem tættere indtil kroppen. Det havde været som en befrielse at få dem ud. De havde siddet og trykket under huden, siden døren var blevet låst. ”Please just… leave me alone.” Hun holdt sine hænder lidt oppe. Hun sank tungt et par gange igen. Hun var tydeligvis ikke ny til dette. Hun kunne fornemme, hvad der foregik. Men hun kendt stadig ikke til, hvordan hun skulle komme ud af det igen. ”Hvem er I overhoved..?”

Det var som forventet. Djævlen, der nærmest skulle tvinges til at besvare selv de simpleste spørgsmål, agtede naturligvis heller ikke at blive siddende på stolen, selvom Thomas flere gange havde opfordret hende til. Hvor havde han fået den tåbelige idé fra, at det her ville blive nemt? Thomas så mod Autumn, opgivende.
Jeena derimod var af en anden kaliber; hvor Thomas havde for vane at trække sig tilbage og give op når tingene virkede for besværlige og krævende, voksede Jeena’s iver bare yderligere. Hendes indre rovdyr spandt altid glædestrålende, når en jagt var inden for rækkevidde. Modstand var ifølge hende, ikke noget man kunne få for meget af.
”Udtrykker jeg mig ikke klart nok?.. ” Thomas suttede eftertænksomt på sine fortænder med sin tunge. ”Men jeg synes bestemt, at jeg sagde, at du skulle fortælle om dine små evner -Sku da ikke lave en scene og vise dem frem, som et andet freakshow!” Det var efterhånden tydeligt, at Thomas var irriteret. Han havde rettet sig fremad på stolen, og den ene fod trippede ubevidst.
”Så få hende for fanden til at stoppe, Jeena! Udbrød han pludselig, og viftede arrigt ud med hånden, for derefter at trække den igennem det mørke hår. ”Det sku lige før, at hun giver mig sidestik!”

Men Jeena hørte slet ikke, hvad Thomas sagde. Hendes fokus var allerede på Autumn, og en nyfigenhed lyste ud af hendes øjne. Hun trådte en anelse frem, og sørgede for at opretholde den skabte øjenkontakt.
Det var egentlig ikke nødvendigt men hun gjorde det alligevel. Så lod hun sin egen evne slippe løs..

Der skete intet. Forvirringen overmandende hende fuldstændig, og fik Jeena til at dreje rundt og se mod Thomas, der ikke havde opdaget noget. ”Nåah?” sagde han og så fra den ene til den anden, i forsøg på at se den store forskel i Autumn’s psyke. Hendes modfaldenhed, elendig og ligegyldighed, han vidste Jeena kunne få frem i en hver, hvis hun ønskede det. ”Nåah?” gentog han.
Jeena havde aldrig oplevet noget lignende. Hendes øjne blev knebet sammen og hun skulede nu mod Autumn, tydeligvis rasende.
”Hvad laver du? Hvordan gør du det der.. Du burde ikke kunne -..”
” Gøre hvad? ” afbrød Thpmas.
” Stoppe det. Forhindrer det. Det virker ikke, din kæmpenar. Djævlen mærker ingenting!”

Autumn havde set koncentrationen i Jeenas øjne. Og allerede der var hun sikker på, hun var ved at synke dybt. Det kunne godt ske, hun ikke blev rørt af, hvad end der blev sendt imod hende, men det havde tit den samme effekt på alle. Frustration. Og lysten til at tage andre midler i brug. Bare for at få hende til at reagere. Hun sank igen. Nervøst. Hendes hjerte syntes næsten at have gået på overarbejde. Bare et lille øjeblik. Som blev mere blod sendt ud i hendes krop. En forsvarsmekanisme. Hun forstod sig allerede selv på proceduren. Det var derfor, hun var så vænnet til den nu. Det at hun kunne mærke forskellen. Og at det ikke bare skete. Bare sådan lige.
Som disse to andre personer i rummet begyndte at have en ensidet samtale, kom flugtplaner op i hovedet på hende. Men hun nåede ikke langt med dem. Hun stod blot som stivner. En hånd blev ført om bag det ene øre. Kærtegnede bedende imod det lille ar, der lå skjult der omme. Hun mistede dog hurtigt håbet. Denne redningsmand ville aldrig være der for hende. Med mindre jalousien trådte i kraft. Det eneste hun selv fik gjort, var et nyt skridt bag ud. Stadig med øjnene rettet frem og tilbage på gerningsmændene. Hun overvågede deres bevægelser. Også selvom hun ikke ville kunne nå at gøre meget, hvis den ene valgte at springe på hende.

”It…It’s not possible…” I det mindst var det en start. Hendes hjerne have fuldstændig stået af og dirigeret hende hen imod det sprog, hun kendte bedre end fransk. ”It’s not possible for you to use that kind of abilities against me.” Så kom den fulde sætning. Det var næsten som om hun undskyldte til Jeena. ”Magic or what not is.. neutralized the moment it hits me. I can’t cut if off. It just actives itself whenever.” Hun ville ønske, hun ikke var iført noget med korteærmer. Hun havde brug for noget at fumle med. Noget der kunne holde hendes nervøse bevægelser i fingrene med beskæftigelse. I stedet satte hun nervøst tænderne ned i underlæben. Forsøgte at holde sig roligt. ”So you… shouldn’t use your energy on your ability. Not towards me atleast. It’ll only go to waste.” forklarede hun kort. Hun rettede hurtigt på sine briller, samt de løse hårtotter. Og hun håbede virkelig de ville forstå.

Ved Autumns forklaring sås to diametrale modsætninger; Hvor Jeena forblev rasende, ja nærmest kogte af vrede, lyste Thomas op. Hans begejstring var direkte overvældende. Øjnene voksede ligefrem i hovedet på ham og smilet, der bredte sig over det før så mutte ansigt, var næsten skræmmende at se på.
Hans strubehoved kildede, og han gav efter for en lille lykkelig latter.
Jeena skulede arrigt. Det var tydeligt at hun ønskede at springe på Autumn og flå hende fra hinanden, men noget hindrede hende i at gøre det.

”Åh Autumn, dit herlige væsen. Hvorfor sagde du det ikke? Var det fordi du ville vise dig lidt? Underholde os, som jeg havde bedt dig om – Du behøver slet ikke undskylde. ” Tonen var ændret radikalt. Kulden og utålmodigheden var som sunket i gulvet. Foden stod atter stille. Thomas’ hjerne snurrede; dette var fantastisk. De skrøbelige rygter, som de havde opfanget ved en tilfældighed, og som havde sat dem på sporet af denne djævel var sande. Hvert et urealistisk ord. Hendes blod var en sand guldmine, og den eneste som skulle bade sig i dette guld var Thomas Keefer. Skatten var fundet. Den sidste brik.
Normalt ville en sådan evne skræmme livet af ham, for uden sine kammeraters magiske evner var Thomas ufattelig sårbar. Men Autumn var svag. Og derfor frygtede mennesket ikke djævlen, til trods for hendes enestående evne. Han undervurderede hende simpelthen.

Men der var en ting, som bed igennem begejstringen og den voldsomme lykkefølelse; tvivlen.
”Der er ikke andre, som kender til evnen.. vel?”Det blev sagt underligt usikkert. Thomas turde knapt nok trække vejret, med ét rædselsslagen for, at den skat han netop havde fundet, allerede var kendt af andre. I sin blottede usikkerhed lod Thomas til at tage for givet, at hun ville svare ærligt.

Selvom stemningen tydeligvis var blevet en del mindre anspændt, så det ikke ud til at påvirke Autumn alt for meget. Hun fandt det stadig ikke specielt behageligt at stå i lokalet. Eller i det hele taget være der. Luften var begyndt at blive tung, og hun kæmpede bravt imod at ikke ændre det nærmeste vindue. De ville sikkert bare tro, hun ville hoppe ud og svæve sin vej væk. Der var ingen mulighed for at de ville tro, hun ikke kunne flyve. Hun havde trods alt allerede vist sine vinger frem til publikum. Så hvem ville dog tro på hende. Never trust the devil.

Hun ville helst ikke fortsætte deres samtale emne. Hun så blot sig selv stå med læberne presset imod hinanden. Nægtede at skille sig ad for at føre ord ud til dem omkring hende. Hun følte ubehag ved det store smil på Darcells ansigt. Og hun følte sig truet over Jeenas intense dræberblik. Hun forsøgte at observere hver deres udstråling. Den måde Darcell befandt sig i baggrunden det meste af tiden. Med en beskytter imellem ham og hende. Han virkede dog ikke skræmt. Og han burde heller ikke. I hvert fald ikke i disse øjeblikke. Det stod skrevet i hendes ansigt, at hun heller ønskede at komme udenom det hele end at kæmpe sig igennem problemerne med en proper næve.

Da han så vendte om andre kendte til hende, var det som om noget klikkede inde i hende. Hun glemte lidt at en vampyr stod klar til at springe på hende. Hendes intense blå øjne så kun imod den unge mand. En underlig frygt var at finde i hendes kønne ansigt. Men den var ikke hentydet til ham.
”Yes. Of course there is!” Hendes stemme rystede stadig, men et sted i tonen, virkede hun mere fattet. ”I’ve lived for a heck of a long time and you guys aren’t the first ones to threaten me.” Hun førte en hånd frem og tilbage mod Darcell og Jeena for at fremhæve sin pointe. ”But I don’t see why that’s important.” Hun var et sted godt klar over værdien, der kunne ligge i hendes evne. Men hun valgte at ignorere det. Hun ville ikke have ret med sig selv på det punkt. ”And don’t you dare think it’s a paradise!” Ganske svagt blafrede hende vinger, som hun udgav en lille del af sin frustration. Af samme grund tog hun et nyt skridt tilbage. Skabte en smule mere afstand. Bare for en sikkerheds skyld.
”Now… You may excuse me. Unlike you I actually have a job here at Jonlu..” Det var hendes chance. Hun tog modet til sig og nærmede sig døren I den anden ende af lokalet. Hvis man kunne se bag hendes falske sikkerhed, ville man uden tvivl finde den samme lille pige - skrækslagen.

Det var lige før man kunne høre begejstringen knække i tusind stumper og falde ned fra de lette, berusende skyer, de før havde befundet sig på. Thomas slog omgående blikket ned, og skjulte skuffelsen. Det tog ham en rum tid at sunde sig. Thomas skulle ikke bare indfinde sig med kendsgerningerne(For han var overbevist om, at hun talte sandt), han skulle også overtale og huske sig selv på, at det ikke behøvede at betyde noget som helst, selvom andre gennem tiden havde bemærket Autumns evne. (forhåbentlig var de døde igen) Jo mere han tænkte på det, jo mere indså han, hvor tåbeligt naiv han dog havde været. Selvfølgelig var der folk som havde haft kendskab til hendes evne. Men det, at hun befandt sig i det fri, hverken iført lænker eller vagter, tyede på, at de som vidste, hvad Autumn gemte på, ikke var værd at frygte.
Øjnene søgte op, fangede atter djævlen. Skuffelsen var ikke til at spore.
Jeena havde i mellemtiden trukket sig lidt tilbage. Det var tydeligt, at hun ikke fik lov til at ’lege’ lige foreløbig.

De betragtede stumt djævlen, da denne trak sig hen mod døren, men hverken Thomas eller Jeena bevægede sig. Døren var låst, det vidste Thomas. Desuden havde kendsgerningerne beroliget ham. Der var ingen grund til hastværk, deres fælles mission var trods alt lykkedes.
”Jeg kan låse døren op for dig, så du kan gå, hvis du lige venter et øjeblik. Ingen grund til bekymring..”
Hvis hun havde levet i så mange år uden at folk havde udnyttet hende og fanget hende, så…
”Tro ikke, bare fordi du kommer til at gå helskindet herfra, at det her er slut. For det er det langt fra. Vi vil komme tilbage.” Thomas’ stemme var klar og tydelig. Stressen var tydeligvis forsvundet, men det var alvoren i ordene ikke.
”Vi har muligvis blod nok til nogle undersøgelser, og hvis Cyprians talenter overgår mine forventninger, vil der ikke blive behov for mere fra din side af… Men jeg har mine tvivl og skulle vi på et tidspunkt bruge dig igen, råder jeg dig til at lytte og samarbejde.” Jeena rørte på sig, gjorde ubevist opmærksom på sin egen tilstedeværelse. Thomas fortsatte med en sidste advarsel: ”Hvis du flygter, fanger vi dig. Hvis du gemmer dig, finder vi dig. Hvis du kæmper, overvinder vi dig. Folk som Annie Wilson findes overalt, Autumn. Så føl dig ikke sikker. Vi er alle vegne. ” Thomas tav omsider og som var det aftalt og øvet blev døren låst op og åbnet udefra. Djævlen kunne frit gå.