This is My Life...

Sted- Parken
Tid- Klokken er 17.14
Vejr- Solen er så småt ved at gå ned
Omgivelser- Ikke rigtig nogen væsener
Dag- Det er en torsdag

Skridtene afgav stort set ingen lyd. Græsset hjalp med at afdæmpe lydene. Hvis Cameron havde gået på grusstien, ville hans skridt have brudt stilheden. Men det gjorde de ikke, for han gik på græsset. De grønne strå blev trykket flade under hans sko, men rejste sig langsomt efter et lille stykke tid. Græs var utrolig stærkt, nej vent, det var mælkebøtter. Mælkebøtter var meget stærke. Men var græs ikke også det? Den tanke optog Cameron i et lille stykke tid. Mælkebøtter var i hvert fald stærke. De kunne bryde igennem asfalt. Ret imponerende, hvis man tænkte nærmere over det. De fleste tænkte ikke på det, de syntes bare, at det var irriterende. På den måde blev der jo sprækker i vejbanen, så det havde de vel lov til at syntes.
Et let suk undslap ham, da han rev sig selv ud af det underlige tankespind. Nogle gange blev han helt væk i sine egne kringlede tanker. Det gjorde ham fraværende, og var tit skyld i et fald. Utroligt upraktisk. Her til aften havde han et par lyse jeans, en hvid t-shirt og en sort jakke på. Desuden havde han sine sneakers på. Han gik stort set ikke i andre sko end den slags. Men hvorfor skulle han også det? Han havde altid fundet den her slags sko mest behagelige. Store vinterstøvler havde heller aldrig været hans smag, men han var alligevel blevet tvunget ned i dem af sin mor. Det kunne hun ikke længere bestemme, men han valgte dog for det meste at tage store støvler på i vinterhalvåret.
Den unge hybrid løftede sin højre hånd og strøg det sorte hår væk fra øjnene. Nu var de mørkeblå. Man kunne aldrig helt finde ud af, hvilken øjenfarve han havde. Lige siden han havde været et lille barn, havde de skiftet farve. Der var absolut ingen form for system i det. Det var bare som om det skiftede, når de havde lyst til det.
Cameron stoppede op midt på græsplænen, stak hænderne i lommerne på sin jakke, og vendte derefter ansigtet imod himlen. Solen var ved at gå ned, og det farvede himlen i en smuk lyserød farve. To fugle krydsede himlen. Tænk at have vinger. Så kunne man flyve hen lige hvor man ville. Hvilken frihed. Desværre havde han ikke vinger, og han ville nok aldrig komme til at flyve sammen med fuglene. Ikke medmindre han mødte en fe, som kunne give ham et sæt vinger. Cameron lo let af sig selv og rystede på hovedet. Sikke da en underlig tanke. Det kom jo aldrig til at ske alligevel.

Mahieu havde valt at han ville ud og set lidt af det her sted, som han havde valt at slå sig ned i.
Han så sig omkring og lage mærke til, at han var i en park, når så sårdan en havde de også her, det var jo normalt at der var en park i en by, med minder det var en meget lille by, men det var den har jo ikke.
Mahieu havde en sort og hvid ternede skjorte, som han havde fundet i en genbrugs butik, den var den sakke butik han havde fundet sine jeans, som var en mørkeblå farve, og med nogen holder i.
Hans sko var helt nye, han havde købt dem i en butik der lå tæt på hans nye arbejdesplads, i gågaden. Det var et par sorte converse. Han havde også en jakke på den var en brun læder farve.
Mahieu så op på himmelen solen var ved at gå ned, han havde ikke løst til at gå hjem, så han fortsatte med at se sig omkring, nu i parken.
Han lage mærke til at der gik en eller anden rund ude på græsset, han lage kun mærke til at på grund af det aura personen havde, den var ikke som andres aura den var minder, han havde kun set det en gang før, men han kunne ikke huske hvem det var, der havde haft den slags aura.
Mahieu stod lidt og så på personen, ende han gik over mod personeden, da han var kommet lidt tætte på kunne han se det varen dreng eller heller sagt en ung mand, sikke på hans egen alder.
Mahieu stoppede op da denne unge mand lo let, han var ikke andet end et per 100 meter fra ham, men han gik ikke tætte på, så nu stod Mahieu der, og så på ham.

Cameron lod et par fingre glide igennem sit hår og trak blikket til sig igen. Han lod det kort søge ned imod det grønne græs, inden han igen rettede sig lidt op. Måske burde han forlade parken igen? Og så alligevel ikke. Han var kun lige kommet, og så meget af parken havde han endnu ikke set. Den mindede dog om en del andre parker han havde set. Et par bænke hist og her, en grussti som snoede sig igennem parken, diverse træer med en bred krone. Ikke noget ekstra ordinært.
Han valgte at dreje om på hælen, for at undersøge stedet lidt mere grundigt. Der stod en person. Og personen kiggede på ham. Han tippede hovedet let på skrå. Var det mon en han kendte et sted fra? Eller havde personen bare lyst til at glo på ham? Der var kun én måde at finde ud af det på, og det var ved at spørge ham.
Cameron valgte derfor at sætte kursen imod denne person. Da han kom tættere på, fik han mulighed for at se personens udseende lidt bedre. Han var helt klart højere end Camerons 1.79, men ikke så forfærdelig meget. 5 centimeter måske? Det kunne sagtens have været værre. Han rynkede panden lidt. Den her fyr så forfærdelig bekendt ud.
Da han var et par meter væk fra ham, stoppede han brat op. Det var da løgn. "Mahieu?", hviskede han, som kunne han slet ikke fatte, at han virkelig stod her. Det var et stykke tid siden de sidst havde set hinanden, men Cam havde ingen problemer med at huske ham. En let rødmen bredte sig hen over hans kindben. De gamle følelser blussede op igen. Hvorfor nu det? Det havde aldrig været gengældt. Ikke så vidt Cameron vidste.

Mahieu stod et stykke tid og tænkte på om han havde set ham for.
Det var først da drengen rødmede let at han viste hvem det var, det var Cameron eller Cam som han blev kaldt, det var ham med den minder aura, som faktisk havde være forelsket i Mahieu, han kunne huske det da Cam havde fortalt ham det, enden han var rejst videre.
"Cameron" sagde han og gik helt hen til ham, eller der var en halv meter imellem dem, han så lidt på ham, Mahieu var højere end Cameron, det fik ham til at grine lidt, men han viste ikke helt hvorfor det fik ham til at grine, det gjorde det bare.
"Det er længe sinde" sagde han da han var færdig med at grine, og så på ham med et smil.
Han viste ikke helt hvad han ellers skulle sige ud over det, da han syndes det var lidt udenlidt at møde ham igen, det havde han ikke lige regnet med.
"Øhm... Hvad laver du så her?" Spurgte han lidt efter igen med et smil.
Han blev tavs igen og lage mærke til Cameron's aura og tænkte *åh nej ikke igen* mens han smilede, det var på grund af Cameron's aura, da den var den samme farve som den var sidste gang de mødetes, var Cameron nu igen blevet forelsket i Mahieu, det fik ham til at sukke lidt, men han smilede igen lige bagefter for at være lidt venlig.

Cameron kiggede op på Mahieus ansigt. Han blinkede langsomt og bed sig i læben. Hvorfor skulle den følelse nu komme tilbage? Det var åndssvagt og nytteløst. Han havde aldrig regnet med, at han ville møde ham her. Slet ikke. Han følte sig en smule hjælpeløs, sådan som han stod der. Mahieu kendte til Camerons følelser. Han havde selv indviet ham i dem. Men han fortrød ikke. Det havde han på intet tidspunkt gjort. Hvis ikke følelserne blev gengældt, var der ikke noget han kunne gøre. Ikke andet end give det lidt tid. Hvis det overhovedet ville hjælpe. Var Mahieu overhovedet til drenge? Cameron var ikke helt sikker, og han havde aldrig spurgt.
Mahieu lo. Det var en dejlig lyd. *Hold op med at tænke på den måde*
"Det er det", sagde han og nikkede kort. "Jeg ser mig lidt omkring, hvis det er parken du mener. Men jeg bor i Terre", sagde han stille og kiggede kort ned. Åndssvage følelser. Hvorfor skulle han også blive forelsket i ham?
"Hvad laver du selv her?", spurgte han hurtigt, for at forhindre en pinlig stilhed. Det var en af de ting, han ikke brød sig om.

Mahieu kløede sig lidt i nakken, mens der kom et forsigtigt grin, "det samme som dig, ser det ud til" sagde han mens han så ned på Cameron's ansigt, mens han smilede.
Han kom til at tænke på at han faktisk rejste et par dage efter at han havde få at vide at Cameron var forelsket i ham, så han fik det en smule dårligt, han så ned på sine fødder, og viste ikke hvad han skulle sige.
Han valte at se op igen med at smil, og kom til at give Cameron et kram uden raktig vide hvorfor han gjorde det, men han kunne lide det af en eller anden grund, og det syntes han var mærkelidt, da han ikke var van til den følelse.
"Øhm.... Undskyld" Sagde han stille mens han stadig krammede ham, han lage sin hage på Cameron's skulle og så bare lige ud, uden at sige mere.
Han kom pluslig i tanke om at det ikke var normalt at stå at kramme en dreng og slet ikke en gammel ven som der er forelsket i en selv, så han gav hurtigt slip på ham, og tog et skridt væk så der var noget mellem rom mellem dem, og så væk mens han var en meget lille smule rød i hovedet.

"Det ser sådan ud", sagde han med et nik. Det var underligt. Cameron var i tvivl om, hvad han skulle sige. Det problem havde han ellers sjældent. Man blev nærmest nødt til at afbryde ham, hvis man ville sige noget. Hvad havde han gang i? Det eneste han ville få ud af det her, var et knust hjerte. Ligesom sidste gang. Mahieu var bare rejst. Bum, så var han væk. Måske havde det været for meget for ham?
En overrasket lyd undslap Cameron, da han mærkede Mahieus arme omkring sig. Det kom bag på ham. Meget endda. Men han kunne ikke ligefrem påstå, at han ikke kunne lide det. Han løftede forsigtigt armene og lagde dem rundt om Mahieu. Derefter lukkede han øjnene. Mahieu var varm. Dejlig varm. Så tilpas varm, at man fik lyst til at kramme ham hele dagen. Gad vide hvad han undskyldte for. Sin pludselige afrejse, eller krammet. Da Cameron ikke var interesseret i, at ødelægge krammet, lod han være med at sige noget. Desværre afbrød Mahieu alligevel krammet og gjorde det hele lidt værre, ved at træde tilbage. "Har jeg gjort noget forkert?", spurgte han forsigtigt og kiggede på ham. Hvad kunne han gøre? Den her følelse var på samme tid behagelig og totalt frustrerende.

Manieu så op "nej, nej du har ikke gjort noget forkert" sagde han mens rystede på hovedet og havde hænderen op forand sig også rystede.
"Det... Det fordi at det ikke er normalt at to drengen krammer, og... Og jeg kunne lide det, men det burde jeg. Det forkert, det...det...det. Jeg ved ikke hvorfor jeg kunne lide det jeg har aldrig haft den følelse før, og det er forkert at føle sådan over for en dreng, efter det jeg har lært." Sagde han meget hurtigt, mens han lavede nogen underlige bevægelser med sine arme og hænder, til sidst lage han sine over sit ansigt mens han så ned, og trak vejret hurtigt.
Det tog ham noget tid at komme til sig selv igen, og da han var kommet til sig selv sagde han "undskyld" og fjernede sine hænder fra sit ansigt og så på Cameron igen.
Han viste ikke om han skulle smile eller lade være, da han ikke var sikke på om han havde sagt noget forkert eller ikke.

Cameron betragtede Mahieu. Lidt nervøst bed han sig i læben. Det her lød ikke specielt godt, men i det mindste havde han ikke gjort noget forkert. Desuden havde Mahieu faktisk krammet ham, og ikke omvendt. Endelig blev Mahieu tavs. Cam havde næsten troet, at han ikke ville tie stille igen. Det her var et lille problem. Lysten til at kramme ham var stor, men det lykkedes ham at beherske sig. Et kram ville vel næsten gøre situationen værre, end den i forvejen var. Det føltes næsten som en lussing. Tårerne vældede op i Camerons øjne, og han var glad for, at Mahieu ikke kiggede på ham.
Han blinkede dem hurtigt væk. "Det er okay", hviskede han og kiggede ned. Hvis det var sådan han følte, var der intet han kunne gøre ved det. Mahieu var ligefrem blevet opdraget til at vide, det var forkert. Cameron anede et lys i mørket. Mahieu havde sagt, at han kunne lide det. Så var alt måske ikke tabt alligevel. Men hvad skulle det nytte? Cam ville ikke tvinge Mahieu til noget, han ikke selv havde lyst til. Sådan skulle det ikke være. "Mahieu.... Jeg..", han rakte ud efter ham og trådte tættere på.

"Cameron det kan godt være at det jeg har lært er forkert og det jeg føler er det rigtige" sagde Mahieu og så på ham, da det jo godt kunne være rigtigt, at han skulle følge sit hjerte og ikke sin hjerne.
Men han viste ikke om det var det rigtigt at være samme med Cameron eller ikke, han kunne jo godt lide ham, men han havde aldrig tænkt på ham som mere end en ven, i værtfald tænkte han at det måske var mere end venner de skulle blive, men han viste jo ikke om han var til drenge eller piger, da han faktisk aldrig har haft en kæreste.
Det var noget af et problem men han måtte finde en løsning, så han ville vente se hvad der skete i mellem dem, og hvis det gik, som han var sikke på at Cameron sikkert godt ville havde det til at gå, ville Mahieu sikke indrømme at han godt kunne lide ham mere end en ven.
"Du hvad Cam?" Spurgte han og tog Cameron's hånd og så på ham.
Han stod sådan ind til han fik svar

Cameron sank den klump, som havde sat sig fast i hans hals. Okay, det var da ikke helt håbløst. Mahieu tog hans hånd. Han mærkede hvordan varmen igen skød op i hans kinder. Forsigtigt flettede han sine fingre ind i Mahieus. Okay, der røg den plan. Cameron kiggede ned i jorden. Det her var underligt. Hvad nu hvis Mahieu slet ikke havde de samme følelser for ham? Så kunne det ødelægge hele deres venskab. Det var noget af en chance, han tog. "Det her er nyt for mig" , sagde han stille " Jeg ved altid, hvad jeg skal sige. Men nu... Det er som om jeg er løbet for ord". Han lød både trist og glad på samme tid, og det forvirrede ham. Cam sukkede lavt og løftede hovedet, så han igen kiggede på Mahieus ansigt. "Jeg håber ikke du hader mig", hviskede han og blinkede langsomt. Øjnene var igen mørke. Cameron var tavs igen. Han vidste ikke, hvad han mere skulle sige.

Mahieu så ned på deres hænder da Cameron flettede sine finger ind i hans, han gjorde ikke noget ved det, ud over at se på det, og han kunne faktisk lide at de flettede finger.
Han så på Cameron igen da han begyndt at snakke, "jeg tror det fordi du er sammen med den du elsker" sagde han stille mens han så på ham "og måske er det den samme grund at jeg godt kan lide at du flettede dine finger ind i mine" sagde han lidt efter stadig stille mens han så ned på Cameron's ansigt med et smil.
"Jeg hader dig ikke Cameron, det har jeg aldrig gjort" sagde han stille og så ham ind i hans nu mørke øjne, han sagde ikke noget til at Cameron's øjne skiftede farve, da det faktiske var lidt ligegyldigt lige nu.

Cameron prøvede at holde sin vejrtrækning i ro, da han hørte hvad Mahiru sagde. Den du elsker... Ret store ord, hvis man tænkte over det. Det næste Mahieu sagde, fik ham til at gøre store. Det var ikke blevet sagt direkte, men hold op, hvor var det tæt på. "M-mener du det?", spurgte han forsigtigt. Det var for godt til at være sandt. Det føltes næsten som en drøm. Men det her var virkelighed. Han kiggede kort ned i jorden. Han havde den her følelse indeni. En nærmest blafrende følelse. Forelskelse...
"Det er godt", sagde han med et lille smil. Burde han gøre det? Han burde ikke tænke så meget over det, men hvad nu, hvis Mahieu skubbede ham væk? Det ville være forfærdeligt. Han tog en dyb indånding og kiggede på Mahieu. Pokker tage alle de forvirrende følelser. "Jeg...", han tav og bed sig i læben. Ja, hvad helt præcist?

"Ja jeg mener det" sagde han med et varmt smil, mens han så på ham.
Mahieu lage sit hoved på skrå,da han kunne se at der var et eller andet, som Cameron godt ville havde eller gøre, men han kunne ikke se hvad det var.
Han gengældt Cameron's smil, ved at smile til ham.
Mahieu viste hvad det var Cameron manglede, da det var at Cameron så på Mahieu igen, og ikke kunne sige noget.
Mahieu lage den hånd han havde fri på Cameron's kind, og kyssede ham let på læberne, hvor efter han fjernede sin hånd og trak sit hoved til sig, "det var det du gerne ville havde ikke?" Spurgte han med et smil, det var det første rigtige kys han havde givet, til nogen som helst, og han var faktisk glad for at det var Cameron han gav det til, han viste ikke helt hvorfor, men det var han.

Cameron så lidt overrasket ud, da han mærkede Mahieus hånd på sin kind. Kunne det passe? Skete det her virkelig? Ja... Mahieu kyssede Cameron. Han lukkede øjnene for at nyde det. Blodet skød ugen op i kinderne på ham. Ingen af de kys han før havde fået, havde været som dette. Ikke fra nogen af pigerne, og heller ikke fra nogen af drengene. Var det her virkelig den første rigtige forelskelse? Var det?
Han åbnede øjnene igen og sendte Mahieu et smil. "Ja, det var det", sagde han glad. Det var imponerende, at Mahieu havde vidst, hvad Cameron havde været ude efter. Fantastisk. Cameron brød sig ikke rigtig om, når han skulle styre. Det gjorde ham usikker, og en smule nervøs. Derfor var han glad for, at Mahieu havde kysset ham.

"Jeg viste det,og jeg er ikke på at du ikke har noget imod hvis jeg gør det igen" sagde han med et stort smil, da han viste at det var rigtigt.
Det var mærkelidt da han faktisk havde løst til at gøre det igen, var han blevet forelsket i Cameron, det var han sikkert, da han ikke kunne lade være med et smil lige nu, og han var sikke på at hans aura, var den samme farve som Cameron's var.
Han var sikker på at der var en måde, at finde ud af om han var blevet forelsket i Cameron, og den måde var at kysse ham igen, og hvis det udviklede sig var han det, og hvis ikke, var han ikke blevet det.
Mahieu lage den frie arm og hånd om Cameron's liv, ende han kyssede ham igen på munden, for at finde ud af om han virklige var blevet forelsket i ham.
Det var mærkelidt han håbede virklige at han var blevet det, for så var både Mahieu og Cameron glade.

Cameron lo blidt. "Nej, det har jeg ikke", sagde han smilende. Han følte sig så underligt glad lige nu. Det var lang tid siden han sidst havde haft den følelse. Han blinkede langsomt og kiggede på Mahieus ansigt. Tænk at én person, kunne gøre alt det her. Det var ret vildt, og underligt. Hvor mange gange havde Cameron ikke drømt om at kysse Mahieu? Og nu skete det. Udover det flettede de også fingre. Utroligt..
Da han mærkede Mahieus hånd og arm, sendte han ham et sødt smil. Nu skete det igen. Den boblende følelse indeni ham, var vendt tilbage. Åh hvor ville han dog ønske, at det her kunne udvikle sig, så det ikke bare var et par tilfældige kys. Det ville knuse hans hjerte. Intet mindre.
Han lukkede øjnene, da deres læber mødtes. Det var fantastisk. Mahieu kyssede som ingen anden. Det var noget helt særligt. Cameron førte sine frie hånd op til Mahieus hår, hvor han derefter lod sine fingre glide ind i håret.

Mahieu smilede da han kunne mærke Cameron's hånd ved sit hår, han kunne lide at Cameron rørte ved hans hår, han viste at det her gik den rigtige vej lige nu, eller han det håbede han at det gjorde.
Han kyssede ham mere mens han lukkede sine øjne og trak ham tætter ind til sig, så der næsten ikke var noget luft mellem dem, Mahieu lod kysset blive lidt mere intenst, uden at vide at han gjorde det, det var som om det var en refleks selv om han aldrig havde gjort det før.
Han nød det virklig, da han lod den hånd og arm der var om Cameron, nusse Cameron på ryggen.

Cameron mærkede, hvordan Mahieu lod til at nyde kysset. Det gjorde ham meget glad. Et eller andet gjorde han altså rigtigt. Forsigtigt slap Cameron hans hånd og lod istedet armen glide rundt om Mahieu. Den anden hånd blev oppe ved hans hår. Sikke dog en fantastisk følelse.
Mahieu gjorde noget, som bare fik kysset til at blive endnu bedre. Det var svært at tro, at han ikke havde prøvet det her før. Det virkede i hvert fald ikke sådan. Nærmere som om han havde prøvet det massere af gange.
Uden at skænke det en tanke, tog Cameron blidt fat i noget af Mahieus jakke, som ville han sikre sig, at Mahieu ikke bare forsvandt. At han ikke var en drøm. Og at Cameron ikke pludselig vågnede.

Mahieu lage sin nu fri hånd om Cameron, mens han stadig kyssede ham.
Der gik noget tid ende han blidt brød kysset, og åbnede sine øjne og smilede, da han viste at han var blevet forelsket i Cameron, det var den første gang at han havde følt sårdan som han følte nu, han syntes at det var en dejlig følelse.
Han holdt Cameron tæt ind til sig, han kunne godt lide at havde Cameron så tæt på sig.
Mahieu gav Cameron et kys på kinden, hvor efter han hviskede i Cameron's ører, "jeg vist blevet forelsket i dig".
Han så på Cameron igen mens han smilede sødt til ham, hans var begyndt at være mere forelsket end før, og det kunne man tydelidt se.

Cameron var fuldstændig opslugt at kysset. Hvis der var andre i parken, lagde han i hvert fald ikke mærke til det. De var også ligegyldige. Komplet ligegyldige. Den eneste som betød noget lige nu, var Mahieu. Forhåbentlig ville det blive ved sådan længe. At være forelsket var en helt fantastisk følelse. Alle burde opleve det på et eller andet tidspunkt i deres liv.
Da Mahieu slap hans læber, åbnede Cameron øjnene og gengældte Mahieus smil. Det var rart at stå så tæt på Mahieu. Cam mærkede tydeligt varmen fra den andens krop. Hvor var det.... rart... Smilet på hans læber blev blot endnu større, da han hørte hvad Mahieu sagde. "Dejligt", sagde han og lo blidt. Hånden i Mahieus hår forsvandt, for i stedet at holde blidt fat i Mahieu. "Jeg er også forelsket i dig. Som du allerede ved", han sendte Mahieu et skævt smil. Han vidste det jo allerede. Det var lang tid siden Cameron havde fortalt det.

Mahieu grinede sødt og blidt af det Cameron sagde da det var sandt og sødt på samme tid.
Mahieu så på op himmelen solen var væk, og der var begyndt at komme stjerne der oppe. "Solen er gået ned nu, og det her bliver sikkert en romantisk nat" sagde han mens han smilede.
Han så på Cameron igen mens han smilede "og det bliver natten kun hvis eg er sammen med dig" sagde han sødt og kunne ikke lade være med at smile sødt til ham.
Han holdt stadig ham tæt ind til sig da han ikke kunne lade være med det lige nu, og der var ikke nogen det skulle komme og ødelægge det, da han godt kunne lide at de stod så tæt sammen.

Cameron kiggede op på himmelen, da Mahieu begyndte at snakke om den forsvundne sol. Ja, ganske rigtigt. Solen var nu gået helt ned. Det blev en del koldere, men ikke så koldt, at det blev uudholdeligt.
En rød farve bredte sig over hans kindben. Når folk sagde sådan noget, vidste han næsten aldrig hvad han skulle sige. Det fandt han lidt surt, for han ville gerne svare på det. "Hmm? Tror du det?", spurgte han med et skævt smil. Sådan kunne han dække for sin usikkerhed. Ved at svare igen. Det var nemt.
"Du er varm", sagde Cameron stille og lænede sig ind imod Mahieu. Han sukkede svagt. "Hvor bor du egentlig?", den nysgerrige tone i hans stemme var slet ikke til at overhøre. Han anede jo faktisk ikke, hvor i alverden Mahieu boede. Måske boede han i Terre?

"Ja, det tror jeg, for eller ville jeg jo ikke sige det" sagde Mahieu mens han så på Cameron, med et sødt smil.
Mahieu grinede lidt af, at Cameron sagde at Mahieu var varm, "ja det er jeg og det er du også" sagde han med et sødt smil på læberne, han havde stadig sine arme rundt om Cameron, og han holdt ham bare tætter ind til sig.
"Hvor jeg bor?" sagde han til sig selv og så op på himlen med et tænksom ud tryk i ansigtet, selv om han jo godt viste hvor han selv boede.
Han så på Cameron igen "jeg bor i Terre" sagde han med et sødt smil på læben, "i en fin lejlighed" fortsatte han mens han stadig havde et sødt smil på læben.

Cameron lo en smule nervøst. Det havde han lidt svært ved at svare tilbage på. For ikke at gøre sig selv mere flov end højst nødvendigt, undlod han da også at svare. Mahieu skulle ikke se hans ansigt, så han gemte det lidt væk. Var han virkelig genert? Det var første gang i meget lang tid. Normalt var han meget åben og glad. Men nu... Genert?
"Er jeg?", spurgte han dumt og bed sig derefter i læben. Mentalt slog han sig selv. *Hold op med at sige sådan nogle dumme ting*
Terre? "Jeg bor også i Terre", sagde han med et stort smil og lænede sit hoved lidt væk fra Mahieu, så han kunne kigge på ham. Der var stadigvæk en lettere rød farve over hans kindben, men den var ikke så slem som før. "Godt nok i en lille lejlighed.. Men altså.. Jeg leder efter noget større.. Og et job", han trak lidt på smilebåndet.