This is not life...

Sted: Foran domkirken
Tid: 04.29
Omgivelser. intet, blot stilhed
Vejr: Skyfrit, cirka 16 grader

Det var et bisart syn der var foran domkirken denne morgen, en ung fyr på omkring de 22 år i udseende sad på trappen op til den store port. Han var djævel og burde under ingen omstændigheder sidde foran Gud's dør, men alligevel var det det eneste sted han rigtigt følte sig tilpas lige nu. Nathan var blevet djævel fordi han ønskede at være i nærheden af sin bror, fordi han ønskede at beskytte sin bror og fordi han ønskede at leve sammen med ham. Sådan var det dog ikke endt og Nathan havde ikke haft kontakt til Dean i flere år. Han havde lært at acceptere det, men det var stadigt svært.

Klart i ti denne aften havde Nathan sendt et brev afsted til en familie i Holland, i brevet var der vedhæftet noget pulver der indenfor få dage skulle slå familien ihjel, Nathan havde aldrig slået nogen ihjel sådan face-to-face, men det skulle han snart, han havde fået besked på at tage til London og dræbe en familie og Nathan vidste snart ikke hvad han skulle gøre, han kunne vælge at nægte, hvilket ville skade ham selv - eller gøre det og alligevel ende med at skade sig selv. Det var en situation han kun kunne tabe.

Nathan var model for Desiré Noir, en af de mest kendte modeller pt, og det var også en af grundende til at Nathan var taget til netop dette sted, han ville gerne være sig selv, bare sidde uden alle mulige mennesker der ville snakke med ham. Han sad i en sort læderjakke med en sort skjorte under, og et par sorte bukser, ganske anonymt som han præcist ønskede at være, med en øl i hånden der var lænet udover hans knæ og et frusteret udtryk der sprang frem igennem mørket.

Clary åbnede forsigtigt lågen ind til kirkegården og den knirkede ubehageligt, da hun skubbede den op. Hun vidste ikke hvorfor hun befandt sig her. Hun havde startet natten inde i byen, som hun altid gjorde, fordi det var der det var nemmest at finde ofre, da der var så mange mennesker. Hun plejede at gå tilbage til sin lejlighed når hun havde fået stillet sin tørst, men det havde hun ikke gjort idag. Istedet for havde hun bare gået.. og gået og nu befandt hun sig på domkirkens kirkegård, selvom kirken lå uden for bygrænsen. Hun havde en følelse af at hun ikke burde være der, fordi det var guds hus og hun var ikke længere et menneske. Hun var en vampyr. Et monster, der slog uskyldige mennesker ihjel. Hun hadede det. Hun hadede at gøre andre menneske fortræd, men der var ikke så meget hun kunne gøre ved det.
Clary havde været en af dem, der ikke troede på at overnaturlige væsner fandtes. Hun havde været overbevist om at vampyrer og den slags var noget der kun hørte til i uhyggelige historier, men hun havde taget fejl. Da hun var våget efter sin forvandling var hun alene og forvirret og vidste ikke hvad der var galt med hende, eller hvorfor hun pludselig havde sådan en mærkelig følelse af tørst og sult som hun ikke kunne stille lige meget hvor meget mad hun spiste. Det var først da hun gik ud af huset og stødte ind i et andet mennesker, at instinkterne tog over og hun fandt ud af hvad hun var blevet til. Det var først efter det, at hun begyndte at tro på at vampyrer fandtes, for hun kunne jo ikke nægte det når hun selv var en af dem, vel? Hun havde dog kun været vampyr et enkelt år og havde ikke mødt andre af sin slags. Var hun et særtilfælde? Var der ingen andre som hende? Det måtte der være, for der måtte have været en som havde forvandlet hende. Betød det så også at varulve var virkelig og den slags. Måske. Hun kunne ikke finde ud af det og det gav hende hovedpine af at tænke på det.
Alle disse tanker fór rundt i hovedt på Clary, mens hun langsomt gik op mellem alle gravstenene. Hun kunne godt lide at være her. Her var fredeligt og aldrig særlig mange mennesker, hvilket også gjorde det nemmere for hende, for så behøvede hun ikke at skulle styre sin blodtrang. Hun nærmede sig langsomt kirken, som var oplyst under månens klare stårler. Det var en flot og forholdsvis lun nat. Clary var ikældt et par løse baggy denim shorts, der viste hendes blege ben frem og en hvid løs piget stiktrøje. Hendes lange brune hår var sat op i en høj rodet hestehale og hun havde næsten ingen makeup på. Alligevel var hun noget så smuk. Inden hun blev forvandlet havde hun da været køn, og selvom hendes udseende ikke havde forandret sig som sådan, så var der bare så mange småting der havde.. forbedret sig. Hendes hud var bleg og glat som marmor og fuldstændig fejlfri. Hendes læber havde en perfekt bue, hendes øjenvipper var lange og mørke og hendes øjne var mystiske og alligevel dragende. Hun var sikker på at det var noget der var sket, så det var lettere for hende, som vampyr, at lokke sit bytte med sig. Og det virkede også.
Hun havde haft øjnene rettet mod stien foran hende, men nu da hun var kommet tættere på kirken så hun op for at beundre den og hende blik blev omgående fandet af skikkelsen der sad på trappen foran porten. Clary gik roligt tættere på. Det lignede en fyr. Det var en fyr. Han så ikke ud til at være mere end et par år ældre end hende selv. Normalt når hun stødte på mennesker tænkte hun straks: Mad! Men sådan tænkte hun ikke om personen her. Hun lagde ikke mærke til det lige med det samme, men jo tættere hun kom på desto tydeligere blev det for hende at han ikke havde det samme blod som de fleste mennesker.
"Hey," sagde hun og sendte ham et skævt smil og afbrød derved stilheden. Hun stak hænderne i lommerne på sine shorts og vippede lidt på fodsålerne mens hun betragtede ham. Det så ud til at han gerne ville være alene, men det kunne jo ikke skade at spørge om han havde brug for selskab. Det havde hun. Hun var i alle solskinstimer fanget i sin lejlighed og hun havde ikke rigtig snakket med nogen i rigtig lang tid. Ikke nogen som hun ikke havde tømt for blod senere på aftenen i hvert fald. "Må jeg sætte mig?" Hun gjorde et nik mod trappen ved siden af ham og så afventende på ham.

Nathan sad et øjeblik i sin egen verden, eller for omverdenen var det hvad der virkede som et øjeblik, men for Nathan var det en evighed. Han ville ønske han kunne leve i en anden verden langt væk fra dette, ihvertfald nogengange. Han elskede sit job, han elskede pengene, opmærksomheden - og alligevel så blev det bare for meget af og til. Piger elskede Nathan, ihvertfald dem fra Desiré Noir der vidste hvem han var... Og selvom han som yngre havde prøvet at sove med tilfældige tøser og være som sin bror, så var det bare ikke ham. Nathan var sjov, charmerende og af og til ganske rapkæftet, men han var ikke typen der gad være player og desuden så var han faktisk ret genert når det kom til stykket, men han vidste det ikke nyttede noget at virke genert når man nu havde valgt den branchen han havde.

Nathan kiggede roligt op som han fornemmede en skikkelse nærme sig og han prøvede med det samme at sanse hendes væsen, men han fik ingen informationer, ingen magi, intet blod. Det betød at hun måtte være menneske, animagus eller vampyr. Han gættede på et sidste eftersom mennesker og animagus forvandlinger oftest ikke var så dumme at de rendte rundt udenfor på dette tidspunkt, det var for farligt for dem - netop fordi at det var nu vampyrene blev levende.

"Mmh" sagde han blot med en rolig lyd da hun spurgte om hun måtte sætte sig, ikke helt sikker på hvad præcist han skulle svare, hun var jo trods alt vampyr - det var ihvertfald hans gæt og lige nu orkede han virkeligt ikke at kæmpe en kamp om at blive bidt eller ej: "På rov?" spurgte han, nok mest bare for at få bekræftet om hun var den race som han forventede, det var bare rart at vide om man skulle være på vagt overfor sine medmennesker. Nathan havde intet i mod vampyre, men han vidste jo at især de nyeligt forvandlede ikke altid kunne styre sig selv. Han betragtede hende så godt han nu kunne i mørket, ganske smuk - men stadig med den vampyr blege hud.

De kigge lidt på hinanden og Clary smilede, da Nathan bekræftende mumlede, at hun gerne måtte sætte sig på trappen ved siden af ham. Hun gik de sidste skridt over ved siden af ham men inden hun fik sat sig ned, sagde han noget og afbrød derved stilheden. Hun blev overrasket over hans spørgsmål. Hvordan kunne han vide, at hun var en vampyr? Normalt kunne mennesker ikke fornemme noget, men hun var jo også blevet enig med sig selv om, at ham her nok ikke var noget mennesker. Men hvad var han så? Var han vampyr ligesom hende selv? Det kunne han ikke være, for hans blod lugtede stadig tiltrækkende. Som noget hun godt kunne finde på at drikke hvis hun nu var ekstrem sulten. Clary rystede let på hovedet og sendte ham et lidt genert smil. "Øhm, nej." Sagde hun tøvende, og satte sig ned på trappetrinnet ved siden af ham. Hun var ikke direkte på rov. Hun var ikke ude for at finde mennesker som hun kunne tømme for blod, men hvis der kom en forbi så var det jo noget andet. Clary drejede hoved mod ham og betragtede ham let. Hun havde godt lagt mærke til hans tøj da hun stod op - han var total klædt i sort - men nu da hun var tættere på ham, kunne hun lettere se hans ansigt. Godt nok var hun vampyr og havde skærmede sanser, men jo tættere hun kom på ham, desto tydeligere kunne hun se ham. Det sagde jo sig selv. Hun lod blikket glide over hans ansigt. Han var flot. Han havde den slags ansigt, som man kun så på modeller. Faktisk lignede han, i sit sorte tøj, en der kunne være trådt ud fra et magasin. Hendes blik gled ned til glasflasken i hans hånd og hun rynkede panden let. "Hvad får dig til at sidde her alene og drikke?" Spurgte hun venligt i et forsøg på at starte en samtale. Det kunne selvfølgelig godt være, at han bare sad og nød en enkelt øl her alene på kirkegården... men det så bare ud til at der lå mere under. Det var selvfølgelig i hans fulde ret ikke at svare hende, men Clary hadede akavet tavshed og hun ville hellere kaste sig ud i et forsøg på en samtale end at sidde og vente på om han mon ville starte med at sige noget. På den måde var hun ikke særlig genert.

Nathan kiggede i mod hende og betragtede roligt hendes ansigt, man måtte jo uden tvivl sige at hun var en ganske smuk pige, dog var Nathan ikke ligefrem ude på at score denne aften, han var nærmere ud på at få styr på sit liv og han var ikke sikker på at det var noget hun kunne hjælpe med. Ikke at han regnede med at Gud lige ville hoppe ud af bygningen og hjælpe, men på en eller anden måde gjorde det ham alligevel rolig.

"Livet" sagde han i et lille grin og en skuldertrækning, det var jo faktisk den eneste forklaring, det var livet der ikke havde behandlet ham pænt og opført sig som det skulle, og egentligt så havde han bare brug for at slappe lidt af og sidde for sig selv, men han var da alligevel glad for at han havde fået selskab: "Hvad med dig? Hvad får dig til at vandre omkring når du ikke er på rov?" spurgte han, hendes svar havde jo ganske fint bekræftet hans teori om hendes race.

Han havde absolut intet i mod vampyre, faktisk havde han ikke noget i mod nogen racer. Nathan var både forstående og flink, men han kunne bare ikke lide når de angreb ham, men på den anden side - så var der jo ikke ret mange der kunne lide at blive angrebet. Nathan var en meget stille og rolig fyr, han var ikke i krig og han kæmpede ikke i mod folk, ikke med mindre det var ordre var højere ihvertfald.

Clary kunne ikke lade vær med at smile over hans svar.  "Livet?" gentog hun ham spørgende, selvom hun godt var klar over, at det var det han havde sagt. "Det lyder dastisk." Hun havde ikke forventet et specifikt svar, for det var de færreste, der spyttede ud med deres problemer til fremmede, så hun godtog hans svar. Hun havde enten regnet med at høre noget lignende det, eller bare en skuldertrækning.. så hun var glad for det abstrakte svar.
Clarys smil blegenede en lille smule ved hans spørgsmål. Hun havde helst set, at han blev i uvished om hendes race, men det nyttede ikke noget at lyve om det nu. Måske kunne han gennemskue hende, lige så let som hun kunne se, at han ikke var et menneske. "Um," mumlede hun tøvende og slog blikket lidt væk. Hun brød sig ikke om at snakke om den slags.. om vampyrer. Det mindede hende om den brændende sult hun altid følte og om de ofre, som hun havde dræbt. Der gik få sekunder, mens hun tænkte over hvad hun skulle svare, før hun så op igen. Hun trak langsomt på skuldrene og sendte ham et smil. "Får frisk lugt, i guess. Det er ikke sjovt at være spærret inde i en lille lejlighed i alle døgnets solskinstimer." Sagde hun så med endnu et skuldertræk, som betød: men-der-er-jo-ikke-noget-at-gøre-ved-det. Hun hadede dagene og kunne meget bedre lide natten. Hun savnede solen. Hun savnede at mærke dens varme på sin hud. En behagelig varme.. ikke den forfærdelige smerte, der fik hendes hud til at brænde, fordi hun nu var vampyr. Hun kunne i flere timer, sidde i et hjørne, hvor hun var i skygge, og stirre ud af et vindue op på den blå himmel. Hvor hun dog savnede ikke at være fanget i sit eget hjem!
Hun betragtede ham let. Det klædte ham at smile. "Jeg hedder forresten Clary," Sagde hun med et sødt smil og så afventende på ham, mens hun ventede på at han også skulle præsentere sig selv.

Nathan kom med et lille skævt smil som han roligt betragtede hende. "Det er det måske også, men af og til må det jo gennemtænkes" sagde Nathan, der var sket så meget på det sidste og hele det faktum at Kajika var vendt tilbage var også lidt af et chok for ham. Ham og Kajika havde aldrig haft noget sammen og det skulle de heller ikke, men ligeosm med NIcole så holde han af hende og han ønskede kun at beskytte hende - beskytte hende fra sin bror, som uden tvivl ville ødelægge sig selv og hende endnu engang.

Nathan ønskede kun at folk omkring ham var glade, hvilket var hvad der gjorde at han ofte selv var ganske ulykkelig. Egentligt havde livet jo været godt i mange år, men efter han havde været på afvænning og efter han var blevet en hel flink fyr - ja så var det som om at folk havde glemt han eksiterede. Piger i Terre ville have bad boys og det var fint, Nathan var ikke interesseret i piger pt, han var bare interesseret i at få styr på sit liv - og lige trække vejret.

"Nej det kunne jeg godt forestille mig" sagde Nathan en smule medfølelende og smilede let til hende, han ville ikke selv være glad for at sidde indenfor i mange timer ihvertfald, han var meget taknemmelig for at vampyr ikke var en af de racer han var blevet en del af: "Jeg hedder Nathan... Hyggeligt at møde dig" sagde Nathan med et roligt smil og betragtede hende let, uden tvivl en ganske køn, ærgeligt at hun var sådan en forfærdelig race.

Clary betragtede ham mens han talte. Hun kunne ikke finde ud af hvad han var, og det gik hende faktisk en del på nerverne. Han havde så let gættet af hun var en af nattens børn, men hvorfor kunne hun ikke gennemskue hvad han var for en. En af grundene var at hun i realiteten ikke vidste at der fandtes andre racer end mennesket og vampyren. Hun havde da sine teorier om at der også var andre racer, f.eks. på grund af fyren her som clearly ikke hørte ind under nogle af de to, men hun kunne ikke finde ud af hvad de skulle være. Hun havde stadig svært ved at vænne sig til at vampyrer rent faktisk var noget der fandtes, og en af tingene der stoppede hende i at stille spørgsmålstegn til hvad han var, var simpelthen at hun ikke ville kunne rumme at få svaret at vide. Hendes hoved ville ikke kunne håndtere at der fandtes andre overnaturlige væsner. Det var alt for mærkeligt! Det var sådan noget man havde fået at vide i historier da man var lille, og nu vidste det hele sig at være sandt. Det var surrealistisk!
Clary gengældte hans medfølende smil og nikkede let. "Tja," svarede hun blot og underede sig over om han rent faktisk godt kunne forestille sig det. Hun vidste jo ikke hvilke ting der måske var umulige for ham og hans race... hun vidste jo ikke engang hvilken race han tilhørte. Da han præsenterede sig selv, smilede hun. "I lige måde," sagde hun og sendte ham et sødt smil. Nathan.. det var et pænt navn, syntes hun. Hun slog blikket ned mod flasken han havde i hånden og nikkede hovedet svagt ned mod den en enkelt gang. "Giver du en tår?"

Nathan kiggede roligt på hende, hun var godt nok ikke en pige der sagde særligt meget og lige nu vidste Nathan heller ikke hvad han skulle sige til hende. Hun lignede en der tænkte og det kunne han jo som sådan også godt forstå:" Dør du hvis du går indenfor?" spurgte Nathan af ren nysgerrighed. Han vidste godt det måske var en smule undelrigt at spørge om, men der var jo et stort kors indenfor og det kunne hendes race vel egentligt ikke rigtigt tåle?

Nathan savnede allerede Aubrei og tanken om hende, men han havde for mange år siden indset at han bare fik kvinder ind i sit liv for at de ville vende ham ryggen og gå igen. Han ville ønske han bare kunne blive bøsse elelr sådan noget - ligesom sin storebror. Men det var jo desværre ikke noget man selv valgte, det havde Nathan jo efterhånden opdaget.

Nathan kiggede på denne unge pige og nikkede inden han rakte hende flasken: "sure..." sagde Nathan med et lille smil og vidste ikke hvad mere han skulle sige, hun virkede en smule stille og hun virkede måske endda en smule genert og han vidste bare ikke hvad han skulle sige. Måske endda kedelig? Njah kedelig var hun egentligt nok ikke - smuk da hun ihvertfald, det kunne han ikke komme udenom.