Slayer of Beasts - XXX - Carmilla

Tid – Aften.

Vejr - Solen er gået ned, og der er ikke en sky at se på himlen.

Omgivelser – Hujende tilskuere, kampbure, og fyldte tribuner.

Sted – Lutte á mort.

Forbeholdt Carmilla.
XXX – Vold og mulige andre temaer.




”Kom så!”
”Tvær ham ud!”
Råbene rungede i hans ører. Som ordre han måtte følge. Som ordre han skulle følge. Atter lod han en regn af slag vælte indover sin modstander. Tilskuerne jublede nu højere end nogensinde. Deres lystige brøl kunne nok høres udover hele det østlige Di Morga. Som lyden af tørstige spædbørns skrig efter mælk. Dog skreg tilskuerne ikke på mælk, men på blod. Blod var hvad det de hungrede efter, og blod var hvad de skulle få.
Hans modstander kæmpede desperat for at komme på benene. Et menneske. I god form, men ikke så meget som tæt på at kunne måle sig med ham. Et smil gled indover Alas' læber. Han havde tæsket livet ud af modstandere her i årevis. Tilskuerne elskede ham. Det samme gjorde dem der satsede deres penge på ham. Smilet på hans læber blev bredere. Han lignede nærmest en kat der legede med sit bytte.
”Rejs dig.” sagde Alas til mennesket som stadig kæmpede for at komme på benene. Venligt rakte Alas en hånd ud imod manden. Forvirret betragtede manden hånden der blev rakt ud. Tøvende greb han fat om hans hånd, men i det Alas trak ham op på benene, lod mennesket sin næve hamre i mod Alas' kæbe. En bu'en brød ud blandt tilskuerne, men mennesket forsatte. Ivrigt hamrede han sit knæ op imod Alas mave, og lossede ham over skinnebenet.
Vreden begyndte at tage form i Alas. Det var ikke fordi at dette gjorde ondt. Det var fordi dette menneske overhovedet havde vovet at løfte en næve i mod ham.

Trods de sølle angreb der væltede indover Alas, stod han stille som en statue. Uden noget forsøg på at undvige menneskets forsøg på at vælte ham. Han stod blot stille. Stirrede koldt imod mennesket. Sådan blev han ved for en stund. Publikum mumlede lavmælt. Også mennesket kunne se der var noget galt og stoppede langsomt sine angreb.
I et øjeblik efter at mennesket havde stoppet sine udfald stod Alas blot stille. Mumlen blandt publikum havde taget til.
”Kom nu!”
”Angrib!”
Alas lukkede kort sine øjne. Lod vreden fylde sig. Noget sagde klik i hans hoved. Og pludseligt tog hans vampyrinstinkter over. Sanserne smeltede sammen. Vreden, og blodrus tog over. I et øjeblik mere stod han stadig stille. Månens lys belyste hans bare overkrop. Han var veltrænet. Og trods det faktum at han var vampyr, så tegnede der sig to lange ar hen over hans torso, og hans underarm var prydet med et brændemærke der forestillede et B. Hans slavemærke. Givet til ham for over totusind år siden som gladiator.
Og så åbnede hans øjne sig. Hans iris lyste som to orange bål, med svage røde nuancer i kanterne.

Mennesket trådte rædselsslagen tilbage. Lige indtil burets tremmer standsede ham. Alas trådte frem imod ham. Han sagde intet, men en hver kunne se trængen til at dræbe i hans øjne.
Publikum holdte vejret i spænding. Og så gik det løs.
Målrettet gik han til angreb. Han greb om menneskets hals, og løftede ham op i strakt arm, for at derefter smadre hans krop imod burets tremmer. Tilskuerne jublede højt, og fortumlet prøvede mennesket at komme på benene, men før dette var muligt, satte Alas sig på hug og hævede næven. I en mægtig bevægelse hamrede han sin næve op i mod menneskets kæbe. Lyden af knogler der knuses kunne høres, og blod blev spyttet ud fra menneskets mund. Men Alas var ikke færdig. Endnu en byge af slag haglede indover mennesket. Hvert slag fik blod til at flyde, kæben til at yderligere knuses, og publikum til at bryde ud i jubel. Mennesket skreg i det Alas stoppede sine slag og greb fat om hans skuldre. Langsom hævede Alas mennesket over jorden, og hamrede derefter sit knæ imod mandens torso. Lyden af ribben der brækkede fik publikums jubel til at forhøjes yderligere.
”Jeg giver op! Jeg giver op!” skreg mennesket imens blod væltede ud af hans mund. Men Alas var langt fra færdig med dette dyr. Han slap menneskets krop. Lod den dumpe ned på jorden. Mennesket gjorde intet forsøg på at rejse sig. Dommeren skulle lige til at erklære Alas vinder, da Alas greb fat om menneskets arm og vred det om på ryggen.
”Stop!” skreg mennesket. Blod og tænder sprøjtede ud på asfalten da han åbnede munden. Alas ignorerede ham og forsatte med at vride indtil der lød et knæk, og mandens arm brækkede. Manden udstødte endnu et smertefyldt skrig, og sank sammen på jorden. Dog greb Alas fat om mandens nakke og hev ham op. Manden brød ud i gråd i det Alas førte ham op imod tremmerne.
”Gør det!”
”Færdiggør ham!”
Alas kunne ikke høre publikums brøl i sin blodrus, men alligevel smadrede han menneskets hoved ind imod tremmerne. Om og om igen. Hver gang med et udbrud af jubel fra tilskuerne.
Jublen forhøjede sig til at blive øredøvende blandt tilskuerne, i det menneskets næsten livløse krop dumpede ned på asfalten. Men Alas var stadig ikke færdig. Ikke endnu.
Han fik mennesket op på sine knæ. Der herskede pludseligt stilhed blandt publikum. Kampen var jo ovre? Vampyren havde jo vundet?
Blodtørstigt greb Alas fat om menneskets hoved, og placerede sine tommelfingre i menneskets øjenhuler. Publikum holdte vejret i spænding.
Og så begyndte han at bore sine tommelfingre ned i mandens øjne. Længere og længere ned.
”Hyyyyarrrrgghh!” brølede han i det blod begyndte at flyde fra mandens øjne. Da slap Alas mennesket, og mandens krop dumpede livløst ned på asfalten.
”Alas Keleos vinder!” råbte dommeren.
Publikum brød ud i jubel, og Alas rakte armene op i luften og brølede i triumf. Dem der havde satset penge på ham, brølede en kende højere end de andre.
Langsomt stilnede Alas' blodrus af. De glødende øjne genvandt sin normale farve, men stadig brølede han i triumf. Og så vendte han sig imod menneskets knuste krop. Hugtænder voksede hastigt frem i Alas' overmund. Hvis mennesket stadig var i live, kunne Alas i det mindste gøre sit for at dyret skulle hele. Med lukkede øjne begravede han sine tænder i sit håndled, og rakte det ned imod menneskets mund, og lod sit blod dryppe ned i hans gab. Da Alas' håndled helede, fjernede han det, og vendte sig imod burets låge. På vej ud i folkemængden stak dommeren ham et tykt bundt sedler i hånden. Alas sendte ham et smil i det han trak sin hvide t-shirt på, og trådte ud i blandt tilskuerne. Han modtog et par klapsalver idet han skubbede sig igennem mængden og kom ud på den anden side af tribunerne. Et smil dannede sig på hans læber. Det var nu rart at få respekt og penge for at kæmpe imod folk. Næsten som i gamle dage.

Outfit:: Kjole+sko

______________________________________

Lyden af de mange folk der råbte og skreg, skubbede og masede for at komme til at se de to mænd nede i den store arena. Det var vel derfor man tog her over? For at se to mænd slå hinanden ihjel mere eller mindre. Bare tanken fik hende til at gyse. Nydelsen hun havde i at tage livet fra andre, det måtte være sådan gladiatorerne havde det inde i ringen når de så deres modstander. Den eneste udvej fra arenaen var som regel på en båre eller i en ligpose. Hun kunne ikke lade være med at smile over tanken omkring der var så mange mennesker der havde mistet livet i denne arena. Hundrede måske endda tusinde forskellige væsener som havde mistet livet i de blodige kampe. Men et smil sneg hun sig gennem de mange mennesker for at lede efter et perfekt spot, hvor hun kunne få de to gladiatorer at se, bare for at se om der en mulighed for sjov denne aften. Hun gøs da hun mærkede en hånd der greb hendes ene balle ” Hvad fanden bilder du dig ind!” hvæssede hun og vendte sig om. I det samme hævede hun hånden og lod hendes håndflade blive plantet på siden af hans ansigt i en syngende lussing. Der var ikke nogen der skulle tage på hende ustraffet… Det var helt sikkert. Atter vendte hun sig om og gik atter gennem den store mængde mennesker indtil hun kom op foran og stå, helt op af barrieren som var sat op, for at man ikke skulle hoppe ind i ringen, eller få eventuelle flyvende genstande fra arenaen i hovedet. Hendes blik gled over de to mænd, skimmede dem begge to igennem for at se hvem hun skulle regne med der kom levende ud der fra. Der var slet ingen tvivl om hvem af dem det var hun skulle regne med at se blandt publikum efter dette. Det var i hvert fald ikke det ynkelige menneske der var nede i ringen sammen med den anden, hvad han så end var. Hun blev overrasket da den anden mand lod sig falde til jorden, hun gispede næsten, men inderst inde vidste hun at han ikke ville give op så let, det var der ikke en eneste gladiator der gjorde, ikke de gange hun havde opholdt sig her og set kampene… Der var ikke en der var kommet der fra levende, bortset fra vinderen selvfølgelig. Som månens lys ramte ham gik det hurtigt op for hende hvad hun var… Vampyr som hende selv, hvilket bare gjorde ham endnu mere interessant.

Vampyren var igen kommet på benene og det var nu det sjove begyndte. Hun kunne mærke hvordan stemningen blandt folkene hun stod mellem roligt voksede, hvordan den blev mere intens og begyndte at få blod på tanden, netop som hende selv. Hun nød dette øjeblik, vampyrens instinkter tog over, efterlod den før lidt venlige person til sig selv… ”Lad blodbadet begynde” sagde hun stille for sig selv med et tilfreds smil på de røde læber. Hun elskede blod og det lå hun heller ikke skjul på, ikke det mindste. Hun var nærmest lykkelig over at se vampyren kæmpe, han var en mand der var værd at komme ind og se. Menneskets krop var ved at give efter og en knækkende lyd kunne høres, hvilket kort fik hende til at lukke øjnene og nyde det. Hun holdt øjnene lukkede, lyttede til folkene og lydene fra arenaen, forstillede sig hvad det var der skete og dannede næsten sin egen lille kamp inde i hovedet. Menneskets udråb fik hende til at åbne øjnene og bide sig i læben, vampyren stoppede ikke… Fortsatte blot med at massakrere dette sølle væsen som ikke kunne forsvare sig selv længere. Knuste knogler, blod ud over det hele. Mhhm det var sådan hun elskede kampene. Blodigt og knoglebrækkende.  Hun lænede sig nærmest udover barrieren for bedre at kunne se. Knæk sagde det igen og mennesket faldt til jorden, men kun ganske kort inden vampyren samlede den sølle bunke knogler op og hamrede menneskets ansigt mod tremmerne. Det var nu afslutningen kom, hun kunne mærke det.. Og det blev blodig. Da mennesket faldt til jorden så hun måbende på dem. Var det virkelig det? Var det den endelige afslutning!? Hun sukkede men da så hun at vampyren samlede mennesket op, fik ham på knæ og satte sine tommelfingre ind i hvert øje. Blod.. BLOD! Hun hoppede næsten af ren glæde over det, men hun var glad for det ikke var hende som blev udsat for det, for med alt det blod der kom ud… Mennesket faldt nu til jorden for sidste gang, ned i en pøl med blod. Smukt billede et eller andet sted.

Dommerens stemme rungede i højttalerne og hun nikkede anerkendende der til. Det var vampyrens navn? Alas… Det måtte hun huske hvis hun stødte ind i ham blandt publikummerne, trods chancen var minimal med de tusinde folk som befandt sig på stedet. Hun betragtede vampyren med et smil på læberne og så han gik over til mennesket.. Hvad ville han dog med den bunke knuste knogler? Han forvandlede ham, men til hvilken verdens nytte? Hun sukkede kort over vampyrens valg, hun havde selv været sådan… Hun fulgte ham med sit blik, så han kom ud mellem publikum. Hendes smil voksede da hun vendte sig om mod mængden og begyndte at mase sig igennem, prøvede at komme over til ham, hvis det da i så fald var en mulighed. Hun bed sig kort i underlæben mens hun skimmede hver person hun gik forbi, for at være sikker på det ikke var ham hun kom til at passere på sin vej, hvilket ville være både pinligt og irriterende, for så skulle hun igennem hele mængden igen, hvilket hun uden tvivl ikke magtede. Hun måtte bare holde øje med ham.

Så snart han fik sig igennem den hærgende hær af tilskuere, tørstige efter blod og formålsløst vold, fik han hurtigt fundet sig en bænk. Han vendte det tykke bundt sedler i hænderne. Det var overraskende meget for at blive betalt for at næsten aflive et svagt dyr. Dog tog han med glæde imod det. Han havde hørt en lille fugl at synge om at mennesket havde været ubesejret før sit møde med Alas i det midterste bur. Måske var det derfra alle pengene kom fra. Han smilede en smule for sig selv før han stak bundtet i baglommen, og løftede blikket imod tribunerne. Natten var ung, og han havde intet at lave. For et kort øjeblik overvejede han at se på de næste par kampe. Fra hvad han kunne dømme på publikums ivrige skrål, burde det blive en ret så interessant kamp.
Dog følte han at han havde haft sin portion af vold for i aften. Blodet, lyden af brækkende knogler, og følelsen af sejr. Alt sammen noget han nød på ekstremt høje niveauer, men det var noget man kunne få nok af. Derfor valgte han at lade være med at skubbe sig igennem de blodtørstige publikum for at se endnu en kamp, og i stedet sidde ned for et øjeblik. Afslapning. Var det ikke det man kaldte det? Det charmerende smil blev atter bragt til hans læber, i det han lænede sig tilbage og lod sin ryg støde imod bænkens. Bænken var ikke ligefrem komfortabel, men i dette øjeblik var den det eneste der var tilgængeligt.

Han betragtede sine hænder. Både hans hænder, bukser, torso inde under blusen og endda noget af hans ansigt var plettet af menneskets blod. Ikke særligt charmerende, tænkte han for sig selv og slikkede blodet af sine hænder. Det første der slog ham da han smagte menneskets blod var den hæslige smag af stoffer og smertelindrende piller mennesket måtte have taget før kampen. Selvom blodet smagte absolut afskyeligt, måtte han slikke pletterne af sine knoer og tommelfingre, med panden rynket i foragt imens de stærkt forbedrede smagsløg måtte udholde den grimme smag.
Da blodet på hans hænder endeligt var reduceret til utydelige spor på hans hud, slappede hans ansigtsmuskler endeligt af.
Han løftede sit blik fra sine hænder ud imod den lille plads udenfor kampburene. Den var langt fra spændende. Der var intet andet end asfalt og få bænke, men det var også et tomt sted, og det var noget Alas holdt meget af til tider. Stilhed og ensomhed.
Han var den eneste her indtil videre. Resten af menneskemængden stod i en kødrand omkring burene. Deres ivrige skrål kunne høres runge i næsten hele Terre, dog havde Alas for længst lært at lukke af for uønskede lyde. Han hørte blot en summen i det fjerne.

Nysgerrigt kastede han et blik på himlen over sit hoved. Der var ingen skyer at se, blot smukke stjerner der strålede nedover Di Morga. Nogen glimtede klarere end andre. Nogen skilte sig ud af mængden, som den rødlige stjerne på himlen. Mars. Den romerske krigsgud, kun overgået af Jupiter selv. Så mægtig en gud at han havde lagt navn til den røde planet. Så mægtig at han var ætset ind i mands minde som en skønhedsplet på huden af verdenshistorien. Det var hvad Alas selv stræbte efter. Og hvad han havde forsøgt. Som menneske havde tilskuerne af gladiatorkampene hyldet hans navn. Adaeus. Sønnen af Nemesis. Ulven blandt får. Bagefter var han blevet spyttet på som en fjende af Rom under navnet Ansgar, men da han var skænket udødelighedens gave trådte han tilbage i arenaen med navnet Invictus. Den ubesejrede germaner. Så succesfuld at en statue var blevet opført af ham. Men selv ikke statuen kunne skænke ham sand udødelighed. Han blev glemt da Rom faldt. Ikke på sine 2100 år havde han fået sit navn indgraveret i historien. En sand skam, tænkte Alas imens han stadig betragtede Mars. Et drømmende smil plantede sig på hans læber, og for en stund betragtede han blot planeten på himlen og drømte om storhed.

//Undskylder for ventetiden. Har haft ret travlt på de sidste par dage.//