Beasts of the night~ XXX ~

Påklædning - http://lh6.ggpht.com/-qsPbcDq7QQ8/TwtwoNjKGrI/AAAAAAAAAEo/gMvv0C2PZNM/s640/Deathstars%25252BWhiplasher.jpg

Et højlyd kvindeligt skrig kom nede fra de dybere del af De Recherche, stedet stod eller tomt året ud men lige netop den nat var der og en smule liv af finde i den ellers forlad bunker, skriget forsat men det døde så langsom hen og det blev langsomt til en kvindelig gråd. 
"Åh for himlen skyld så tag dog og være lidt stille pigebarn!" En mørk mande stemme lod et sted fra kvinde som lå spændt fast på en gammel seng og kvinde dæmpet sig langsomt men stadig ikke noget til at han ikke god kun finde på slå hende igen, et klask lod i lokalt og det betød af kvinde havde fået en større lussing af manden som var sammen med hende, atter blev kun næsten så stille som hun nu kunne og svag hulk kom fra hende "Set det var meget bedre" sagde manden kort mens at han bukket sig ind over hende og han kærtegnet kort hendes kind mens at han kiggede ned på hende med langsomt blik "lige nu stille også udgår det større skade fra min side" sagde han kort mens kvinde lavet et langsom snøft. Hun så ganske vidunderlig ud i den blodig kjole som hun havde på og det blev kun bedre med det kruset hår og det udtværet makeup, hun var i sandhed en fin skønhed sådan som hun lå der uden nogle som helst mulighed for kun udslip ham og han gik langsom hen på den ene side af sengen hvor han fandet en fyldt et glas op med vand "Høre nu min kærer du skal nu indtag denne pille og husk og tyk et hule på den føre at du sluger den samme med vandet, er det forståret?" sagde han kort mens at kvinde nikkede til ham og han gav hende pille som indtog på den måde som han havde sag og der efter drak hun vandet "luk nu øjne og når du våger igen er denne drøm forbi" sagde han kort hvor efter han forsvandt væk fra hende, han havde ingen god til og blive der ved hende side for han vist af pillen ville gøre det af med hende, sådan var det bare når man snød mennesker til og indtag den mest kræftfulde selvmordspille som der nu var. Et kort smil var til finde på hans læber da han forlod lokal og han talt langsomt til 30 mens at han forsat videre op til den øverig del af bunkeren, op af trappen gik han og han forsat op det den anden af som der havde været ubrugt i de sidste par år, han var iført en sort skjorte som under en sort jakke og dertil var der os et par sorte bukser og sko, om halsen sad der os et tørklæde men ellers havde han ikke bruge for andet. Kiggede man dog på ham ville man se at han havde bleg hud af natur men ravene sort hår gik ham ned til skulderne og et par blå øjne var os til finde, men ellers var der ikke det store ved ham.
Han forsat op og han kom tilbage til et par lokal hvor et par rotter løb fri omkring mens at de levet af det utøj som de nu måtte være efterlad, men så var der os en helt anden duft som fanget ham, det var ikke duften af døde men noget som svagt kun minde ham om ham selv og ganske rigtigt var der os en anden vampyr som endnu ikke havde set ham, han stod ganske stille og han kiggede på manden mens at han overvejet om manden mon ville have hørt det lille show som der havde forgået nede under, for vis han havde det kun han ikke ligefrem for lov til og forlad stedet i nu..

Der var noget stature over Dante da han stod kiggede på manden foran ham men da han så snakket til ham kom der atter liv i ham og han trak vejret langsomt "Jeg kunne jo spøger dig om det samme?" sagde han ganske kort mens på lidt kold kynisk måde for Dante havde en ganske kold natur dog lag han ofte låg på den da han ikke altid behøvet og udvis den over for alle og en hver "Men siden af du nu spøger så kan jeg lige så hurtigt sige nej, jeg mangler stadig og rydde op efter mig, vis det da overhoved er nødvendigt.. Jeg tror næppe at folk vil kun finde hende der nede" sagde Dante ganske kort efter mens at stadig kiggede på ham "Men hvad laver de selv her nede, det ikke ligefrem fordi at en hver sjæl bare sådan lige gå herned af fri vilje" sagde hankort efter og det var en anden sandhed. Mennesker troede stadig at stedet var hjemsøgt og mange væsner valgt og lad være med komme der fordi de tit havde en eller anden fortid som var forbundet med det her sted og netop derfor undgik det hvis de kun komme til det mest muligt, Dante havde som sådan os en fortid til sted men den lå dog 60 år tilbage i tiden og den tid så han faktisk ikke tilbage på når han kom dernede..

Noget han skulle? Jo det havde han vel egentlig, men han gad ikke at skulle jage en eller anden kvinde igennem byen... Så derfor var han endt et sted som dette, netop på det sted, hvor der var aller klammest. Det sted hvor meget få mennesker gik hen med mindre de var nødt til det... Men alligevel var han her, men nu var ha jo heller ikke just et menneske mere "Tjo det har jeg vel... Men hvem siger det ikke er her jeg skal være før jeg kan udføre det?" sagde han og så på manden med et hævet øjenbryn. Et eller andet sted kunne Sidney ikke se hvad det kom ham ved, men han havde trods alt startet med at spørge. Han tog et stort hiv af smøgen og smilte kort derefter, men det var ikke just af de der glædes smil... Mere et af de dystre. 

Hvad han lavede her? Ak ja det var der som sagt mange grunde til... Men mest af alt fordi han ikke troede på der spøgte, men hvorfor skulle han også det? Han er trods alt ikke vampyr for ingen ting. Han sukkede kort og så så ud i rummet " Jeg er her bare... Ensomme sjæle ender som regel underlige steder... Det ved du vel alt om?" sagde han og tog endnu et hiv af smøgen og rettede blikket mod ham igen inden han pustede røgen ud mellem læberne i noget der mest af alt lignede en stråle. 

Han hævede et øjenbryn ganske kort inden han sprang ned af briksen og tog nogle skridt over mod den fremmede mand. Da han så på ham, gik det op for ham at han ikke lige frem var et af de grimmeste væsner han var stødt på... Og at det så var et sted som De Recherche, gjorde det bare endnu mere bisart...

Han nikkede kort som svar og han lod der efter ansigtet forsvinde i de mange skygger som omgav ham mens at overvejet et eller anden mørket, på den ene side kun vampyren foran ham være til far for ham selv men på den anden side kun det da os bare være at at han som sagt blot var ensom sjæl som vampyrer nu var, han var ikke sikker på det og han ville ikke lad ham gå så let igen, hvis han da overhoved fik lov til gå. 
Det var jo Dante hjemmebane til en vis grad og han der gik ikke meget tid før at han havde bestemt sig for at manden ikke ville komme til forlad De Recherche uden en større kamp "Nu hvor du siger det kun du ikke have lyst til og gøre den kære dame selskab?" sagde Dante kort og endelig kiggede han igen op på manden med et mere forstyret smil på hans læber, ja selskab kun den kære kvinde da god bruge lidt af eftersom at hun aldrig nogle sinde ville blive opdaget, så hvorfor ikke bare tilføre en til sjæl til samlingen af de døde på de her sted. 
Han bevæge sig frem af men dog på en rolig måde men så gik det hurtig og han stod atter hen ved manden "Lyd det ikke som en fin ide?" sagde han ganske kort og hæst og han tog blot fat i mandens jakke med den ene hånd..

Gøre kvinden selskab? Hvorfor skulle han det og hvordan? Hun var jo død... Var hun ikke? Sidney så på manden som med et var overfor ham med et hævet øjenbryn og tog endnu et hiv af smøgen " Tror jeg ikke du skal regne med" sagde han og tog et hiv af smøgen igen og pustede det ud gennem næsen. Der var et eller andet over denne mand som gav Sidney en ubehagelig fornemmelse af, at der snart kom til at ske noget... Og det havde med dem at gøre... Og som den mand var... Så var det Sidney det gik udover... Men hvorfor? Ganske vidst havde han regnet med at der var noget på færde... Men sådan var det på dette sted... var man her for længe blev man syg, trods Sidney vidste at den mand.. Ikke var påvirket af omgivelserne, men at det var hans rigtige jeg.

Da Sidney mærkede at manden greb fat i hans jakke prøvede han at komme fri " Hvad har du gang i!?" sagde han og smed smøgen på gulvet inden han skubbede ham " Slip din idiot!" hvæssede han af ham og skubbede ham igen, men uden held.

"Slip dig ligefrem.." sagde Dante ganske kort mens han langsomt løftet manden op fra jorden "Jamen det skal jeg skal nok gøre om et øjeblik" sagde han ganske kort mens han blot holdt ham op i luften og han vendt dem hurtigt op før at han langsomt gik hen imod den trappe som han var kommet fra, han havde tanke om hvordan han mest muligt kun for noget morskab ud af møde og om kort tid ville han sæt ham ned men han sagde bare ikke hvordan det ville komme til ske, manden var tydelig pæn af natur men det kun han jo altid lave en smule om på "Jeg skulle sæt dig ned, jamen her hvad du ønsker" sagde Dante ganske før han skubbet manden ud over kanten på den trappe som han løftet ham hele vejen hen til..

Sidney mærkede hvordan han blev løftet over jorden, hvordan den forsvandt under hans fødder og han ikke kunne gøre noget... Han greb omkring mandens arme og vred sig stadig for at komme fri, men det var som om at denne mand havde bedre fast end noget andet. Manden var trods alt også vampyr, men den styrke var jo helt ufattelig... Der var ingen tvivl om at han var ældre end Sidney selv... hvilket var sjældent han fandt.

Hans ord om at sætte ham ned lettede nærmest inden i Sidney.. Men der var noget galt der var intet under fødderne op ham... Og inden han vidste af det... Trillede han ed af en lang trappe. Da han kom for enden af trappen kunne han knapt rejse sig, men han prøvede. Det var blod fra hans mundvige og han havde fået en masse knubs, men det tror da fanden efter sådan et fald. Han kom op og stå, dog meget forvaklet og så op af trappen, men kunne intet se... 

Han rettede sig så meget han nu kunne og tørrede blodet væk fra hans mundvige " Hvad fanden laver du!? ER DU SINDSSYG!!!" hvæssede han.. Hans øjne var allerede røde, trods der som sådan ikke var kommet blod i hans kredsløb, men dette var af vrede... Lysten til at flyve på denne mand som netop havde kastet ham ed af trapperne... Kunne han bare... Men efter den tur kunne han ikke ret meget.. Han havde det som om at det hele sortnede... Han var svimmel og kunne knapt nok stå oprejst.. Han faldt på knæ og støttede sig op af væggen, så op af trappen og ventede på manden kom ned til ham.. Og sikkert gjorde yderligere skade på ham...

"Åh undskyld du glemt og sige hvor det var at jeg skulle sæt dig ned" sagde Dante kort mens han kiggede på manden og han begyndt langsom og gik ned af trappen imod ham "Hvis du nu havde sagt hvor havde det her nok ikke været sket" sagde han ganske kort efter og det tog ham ikke synderlig lang tid og gå ned til ham, nej faktisk var han der nede på ganske kort tid og der gik ikke mere end et minut før at han stod to trin fra ham "Men som sagt jeg har lovet den kære kvinde lidt selskab og det skal hun så os få det" sagde Dante kort før han gik helt ned til ham og der gik kun et øjeblik før at han havde fat i mandens krave som før, han kiggede ham i øjnene og letter ondskabsfuld smil havde taget form på hans læber "Sindsyg lige frem? Min fin ven jeg besidder ingen mental sygdomme på nogle som helst plan, det kaldes blot for ren og skær kyniskehed mix sammen med sadisme" sagde Dante ganske kort mens at han stadig havde fat i ham "og jeg vil råde dig til gå den anden vej før der ske mere"

Han mærkede hvordan smerten løb igennem kroppen på ham, hvordan lysten til at rejse sig og klappe ham sådan en bare voksede inden i ham. Ordene der kom fra mandens mund fik ham til at rase inden i " Så du siger... At jeg skal løbe min vej som et lille barn? Hvad fanden tror du selv?" vrissede han og prøvede fortsat at rejse sig fra gulvet, men der mærkede han at manden igen greb fat i hans krave.

Smilet på mandens læber fik Sidney til at trække en mine. Hvad var det i det hele taget manden ville? Lemlæste ham? og smide ham der nede sammen med kvinden? Ja det ville da ikke blive uden kamp, hvis han da i så fald nogensinde kom op og stå. Han mærkere han roligt kom til kræfter igen. Sidney hævede hånden og langede ud efter manden og ville sikkert ramme ham på kæbebenet, hvis ikke han flyttede hovedet i så fald...

"Lige netop.. Det enden det eller os kan jeg tvinge dig derned.. Jeg sikker på at den sidste del af trappen gerne have lov til hilse på dig" sagde Dante ganske kort mens han kiggede ham i øjne og da han langet ud efter ham flytte Dante hoved ganske hurtigt men ikke hurtigt nok, en større rift kom til syne på hans ansigt og han trak vejret ganske kort "åh.. Så tigeren kan vise klør" sagde Dante ganske kort mens at han vendt ansigt tilbage imod ham og han udtryk skiftet mens at han kun mærke den smule blod som der løb ned af hans ansigt men der gik dog hellere ikke mere end et øjeblik før at såret igen var lukket til, et lydløst suk gik fra Dantes læber og han lukket langsom den frie hånd "Og jeg havde eller håbet at jeg kun undgå det her men nu giver du mig ligesom ikke et valg" sagde han ganske kort før større slag i maven på ham..

Hvor ville han da et eller andet sted ønske han bare kunne snige sig let og elegant forbi denne vampyr, men han ville ikke fremstå som et lille skræmt barn, for det var ikke just det han udstrålede til hverdag. Et svagt smil kom frem på han læber da han næsten kom op og stå, men det var en ganske kort glæde der jog i gennem ham inden han mærkede knytnæven i maven på ham, hvilket igen fik ham ned på knæ. Det var som om det sortnede for ham og det slag tog nærmest pusten fra ham, gjorde ham svimmel. Atter måtte han kæmpe for at komme op at stå på benene igen, for ikke at komme ned af de sidste trapper, som sikkert gerne ville have hilst på ham, men han ville ikke give den anden vampyr den ære.. Æren af at kunne få ham med nakken så nemt, ikke uden kamp… Ikke før han selv var faldet omkuld og intet kunne.

” Jeg… giver mig ikke.. før jeg ligger… nærmest liv løs!” hvæssede han og støttede sig igen til væggen og rettede blikket mod vampyren og blottede tænder. Langsomt begyndte skyggerne bag ham, at røre på sig, begyndte at forme en form for kæde som ville kunne holde den anden vampyr i skak bare for en kort stund, eller det håbede han da i så fald. Skyggerne begyndte langsomt at klynge sig omkring anklerne og et lille stykke op af vampyrens ben og langsomt strammede” Nyd det” sagde han kort og rettede sig op så godt han kunne og undgik at støtte sig til væggen inden han knyttede sin ene hånd som langsomt ville stramme skyggerne omkring benene på den anden vampyr, inden han forsvandt fra øjnene af ham. Dog var han ikke længere end nogle meter væk fra ham, netop nok til at kunne nå væk i tide hvis han slap fri fra skyggerne.

Langsomt begyndte han så vidt muligt at gå ned af de mørke trin, ned for at se om han kunne finde den kvinde han havde hørt tidligere, se om hun var okay, om ikke andet så var der sikkert stadig noget blod tilbage i hendes døde krop, så han kunne få nogle flere kræfter. Hans blik flakkede fra side til side, over hans skulder, for at være sikker på at den anden vampyr ikke var lige bag ham endnu, så han vidste han havde tid nok til at komme væk fra et muligt angreb.