Uden hænder

Madelaine Grace drejede hovedet bagud og lyttede uinteresseret til en af de andre elevers spørgsmål, mens hun gloede på den måde, munden bevægede sig, som ordene kom ud. Hun havde aldrig brudt sig særlig meget om nogle af dem, hun tog telekinese med, faktisk havde hun kun en enkelt reel ven på holdet: Amalie, en ung animagus, der, som den eneste af nogle af dem Madelaine kendte, var lige så høj som hende selv trods alderen. Madelaine Grace lignede et 15-årigt menneske, hvilket havde forårsaget en del problemer gennem årene: livet i byen var ikke tilegnet en som hende. Man kunne ikke få sig en øl på et værthus, rent faktisk var det sjældent, det overhovedet var muligt at komme ind. Hun kunne aldrig tage nogen med hjem, det var som om, folk automatisk distancerede sig fra hende. Hendes familie, der evigt og altid havde boet tættere på naturen (midt ud i ingenting red.), havde advaret hende imod dette, men nu var begge hendes forældre altså døde af alderdom, så der var ikke længere nogen til at belære hende om noget som helst: eller det vil sige kun lige med undtagelse for Professor Chapman, som i løbet af de sidste par uger, havde gennemgået teoridelen af telekinese.
"Men har det ikke grænser? Man kan jo ikke flytte alt" spurgte pigen bag ved Madelaine, hvilket fik hende til at rulle opgivende med øjnene. I et forsøg på at gøre spørgsmålet lidt mere interessant for Chapman at forklare, supplerede Madelaine: "Hvor stort kan du flytte?"

Når Theodore først var på, så var han virkeligt på. Var der noget han virkeligt elskede så var det at høre sin egen stemme og jobbet som professer var derfor også noget der tiltalte ham meget. Eleverne talte kun når de blev spurgt, og han kunne snakke så meget han nu engang havde lyst til uden at nogen brokkede sig, og nå ja. Brokkede de sig så kunne han jo bede dem gå. På mange måder så havde Theodore et stort ego og han havde primært egoistiske interesser. Andre mennesker måtte holde styr på deres eget liv også skulle han nok forsøge at holde styr på sit, selvom det ikke altid var så nemt som det lød.

Theodore kiggede udover klassen flere gange under hans snak der inkluderede en helt masse tal, bogstaver og tegn på den store tavle foran ham, han nød at undervise og lagde en ære i at være klogere end alle dem der kiggede på. Som en ung pige begyndte at tale drejede han langsomt hovedet ned i mod hende og kneb let øjnene sammen imens hun snakkede: "Ms. Grace, siden hvornår er en gammeldags håndsoprækning udgået fra denne time?" spurgte han en smule flabet og kiggede så kort i mod tavlen inden hans hjerne begyndte at overveje et fornuftigt svar på hendes spørgsmål: "Det er muligt at flytte alt hvis du har styrken, koncentrationen og talentet" sagde han roligt og kiggede direkte ned i mod hende imens han talte: "Altid så ivrig efter information" svarede han blot en smule koldt, egentligt ragede det jo ikke denne unge pige, men han forstod som godt hendes nygerrighed: "Stort nok..." sagde han blot og strakte sin hånd ud i mod hende, selvom hun sad mange meter væk. Han stirrede direkte i mod hende og lod hende og hendes stol løfte sig fra jorden, ikke mere end en halv meter før han lod hans connection droppe og stolen - samt hende faldt hårdt tilbage i mod gulvet.

Madelaine Grace måbede ikke ligefrem. Hendes næse rynkede sig blot en smule og hendes ansigt udstrålede en svag følelse af at blive uretfærdigt behandlet. Det var trods alt ikke hende, som først havde snakket uden håndsoprækning. Øjeblikkelig tænkte hun, at Professor Chapman var en tåbelig idiot, men så blev hun overskyllet af dårlig samvittighed over at have dømt ham så hurtigt.
Professor Chapmans stemmeføring ændrede sig over i, hvad Madelaine syntes, en kynisk og lettere uhøflig tone. Hun forstod ikke rigtig hans problem. Hvad var der galt med ham? Var der noget galt med hende selv? Var det hendes egen skyld? Havde hun gjort noget forkert? Tankerne snurrede, hun skulle lige til at blive rundtosset i det hun fornemmede at blive hævet over jorden og øjeblikkeligt slog hendes instinkter til og tankerne fra.
En af hendes bedste gaver var hurtige fødder. Hun var ikke bange for højder, hun var slet ikke bange for at tage et spring, for hun ville aldrig falde. I det Chapman fik stolen til at trække sig med tyngdekraften, sprang Madelaine hastigt fra sædet og landede på sine egne fødder på gulvet i stedet for med røven slået hårdt mod stolesædet. Da hun var klar over, at der ikke var mange minutter tilbage af lektionen, tog hun uden at fortrække en eneste mine sin taske fra bordet, svang den over skulderen og inden hun skridtede mod udgangen, sagde hun: "Jeg havde håbet på at lærer noget i dag, hvis jeg havde et ønske om at høre på pral var jeg taget på bodegabar."