I fjendens hænder

Sted: De Recherche – de gamle forskningsrum
Tid: Rummet, de befinder sig i, efterlader enhver sans for tidsfornemmelse
Vejr: Et mysterium
Omgivelser: Will og Tonia deler det lille rum. Men hvem der ellers befinder sig uden for døren er en gåde (hint, HINT: starter med m og slutter på afia!)

Han kom til sig selv med et ryk med intet andet end desorienterings smag på tungetippen. Et kort sekund var alt kun mørke imens han slørede syn kæmpede for at skille drøm fra virkelighed. Dernæst trådte skyggefulde korrekturer langsomt frem. Takket være Wills indbyggede nattesyn så han bedre end man normalt ville kunne i det mørke rum – eller celle?! – han lå sammenkrøbet i. Væggene snævrede sig klaustrofobisk ind mod ham, åd sig langsomt frem, og der var ikke et eneste vindue til at skåne oplevelsen.
Det kolde gulv gravede sig op mod rygsøjlen, og da han med en grimasse rykkede på sig, opfangede hans ører den svage lyd af raslende lænker. Med en skælven vendte og drejede han hænderne, studerede håndjernene, som var lukket om både håndled og ankler. Små, tynde kæder (dværgkæder? funderede Will med gruen voksende i sig) snoede sig hen langs gulvet og endte i en jernslå i væggen, lige ved siden af en anden, liggende skikkelse …
Will gispede, og den pludselige bevægelse af at sætte sig op fik håndjernene til at skære sig ind i kødet. Han skar tænder gennem smerten og strakte sig frem mod den bevidstløse vampyr, men det var som om, fysikken fik alle sår og skader fra kampens hede til at springe til live. Wills arme eksede under ham, kinden skrabede mod gulvet, og med hivende åndedræt lå han blot der, mens han forsøgte at genvinde fatningen. At få viljen til at bevæge sig igen.
Tilfældige udpluk af minder gnistrede, og Will klemte øjnene hårdt i, mens billeder og lyde bølgede indover ham. Råb, skrig, brændende luftveje … Hænderne bevægede sig opad mod halsen, men lænkerne afholdt ham fra at få dem længere op end starten af brystkassen. Små lysglimt af turen på vej til dette sted prikkede til erindringerne; Hårde hænder, at blive kastet nådesløst rundt, stemmer som diskuterede ham og Tonias skæbne. Det føltes som at blive kvalt endnu engang som Will lå der og huskede. Rystelser gik gennem kroppen, og han undrede sig over, om de mon havde givet ham noget eller om det blot var angstens bæst.
Med en kraftanstrengelse tvang han sig selv til at tage nogle dybe indåndinger, åbnede øjnene og lod dem falde på Tonia. Var hun udskadt? Eller … død? Will rystede hårdt på hovedet og kommanderede sig selv op på albuerne. Han måtte prøve to gange før stemmen virkede.
”Tonia?” hviskede han hæst.
Hun lå vendt væk fra ham, og skønt rummet var småt, kunne han ikke nå hende med fingerspidserne. Hvad end hun kunne have pådraget sig under slagssmålet var kun Wills gætteri. Hun var i princippet være død, så han kunne ikke engang lytte efter en vejrtrækning.

Bang! pistolen gik af igen. Hun faldt til jorden igen. Mafiamedlemmernes hånende latter fyldte hele hendes krop, vibrerede igennem hendes indre. På ny stod hun foran manden med pistolen, og det arrogante smil. Han lignede ikke længere den mand der havde skudt hende i virkelighedens verden. Hans øjne var blodrøde, og lyste op i mørket Tonia pludselig var omsluttet af. Skygger faldt på hans ansigt, og fik hans træk til at se skarpe og kantede ud. Alle hans tænder var trekantede og spidse, som han stod og smilede med sit hoved vippet en anelse til den ene side. Pistolen var ikke langt fra Tonias pande, hun kunne se ned i løbet, der virkede til at blive større og større. Det slugte hende, og mørket blev mørkere. Hun ville løbe, men kunne ikke bevæge sig. Kunne kun se til da pistolen gik af, kuglen gennemborede hendes kranie og hun faldt bagover.
Hun ramte aldrig jorden. Hun åbnede øjnene og kunne intet se, kun mørke. "Løb hvis du vil Tonia..." Hun drejede rundt på hælen og så Will. Han stod der i det absurde mørke, hvor der ingen former var. Det lignede han svævede. Hans blik var rettet nedad, og en skygge faldt over hans ansigt, så hans øjne ikke kunne ses. "William" hviskede hun. Der var noget galt. Hvorfor så han ikke på hende? "Løb hvis du vil Tonia..." Hvorfor blev han ved med at sige det? Han trådte et skridt tilbage, og skyggerne slugte ham. Han var væk, og mørket havde taget hans plads. "William", hun rakte ud efter ham, men der var intet i mørket. "William!" skreg hun og famlede efter ham.

Tonias øjenlåg sitrede, et smertefuldt sæt gik igennem kroppen. Hun åbnede øjnene til mørket. Nej, hun ville ikke mere. Hun ville ikke se mere. "William" lød det hæst fra hende. Var hun endelig vågnet op til virkeligheden? Hun rørte ganske let på sig, og smerten fra skulderbladet sendte hende næsten direkte tilbage til bevidstløsheden. Hun tog en rystende dyb vejrtrækning. Hun måtte være vågen. Intet mareridt materaliserede sig ud af mørket, et mørke hvor der var former. En væg tårnede sig op ikke langt fra hende. Var hun alene? Og hvor var hun? Panikken spredte sig som gift i hendes årer. Snart begyndte hun at ryste, og selvom vejrtrækningen ikke var nødvendig for hende, kom den i hurtige stød, der sendte en brændende smerte igennem skulderen og resten af hendes krop, for hver gang hendes lunger udvidede sig. Hun var færdig. Så godt som død allerede.