En dag uden formål, alene...

Seth sad på en stor sten ved siden af et af byens træer, og kiggede ud over havnen hvis sted lå hen i et rødligt skær. Måger klagede til hinanden om hvor føden mon var, og fløj rundt i cirkler over skibenes flagstænger. Bilerne drønede af sted i baggrunden, af folk der skulle hjem eller til, de fleste nok hjem og slappe af for dagens hårde arbejde og få sig et lille hvil sammen med ungerne, kæresten, samboen eller bare sig selv. Gadelygterne var endnu ikke tændte, da mørkets frembrød slet ikke havde taget sit skridt endnu og lagt alle dagens smukke lysende ting væk. Han kiggede rundt for at tage havnen i øjesyn, det var faktisk første gang han var her nede, og han forstod ikke hvorfor, hvorfor havde han ikke gået her ned tidligere? Han fattede det virkelig ikke. Et lille suk gennemborede hans sammenpressede læber, og han kiggede nu igen ud over havnen og lod stille sine tunge titte frem og svøbte sine læber med den.

Libertine svævede henover byen, helt usynlig i sin spøgelsesskikkelse. Der var blevet alt for trangt ved søen på det seneste, alle de tanker om død, al den ensomhed ved at være alene hver dag. Nok var det et stort område, men når man havde opholdt sig der næsten hver dag i over 15 år, så var det ikke særlig spændende længere. Hun ville aldrig kunne holde sig helt væk fra stedet. Hun kunne altid tage ud, se sig omkring, blive væk en dag eller to, men hun blev altid trukket tilbage til søen igen efter en tid, tilbage til sit gravsted, hvor hun kunne holde øje med sit lig, sørge for, at intet skete med det. Hun havde hørt om spøgelser der blev ude af kontrol af vrede, fordi deres lig blev fjernet fra gravstedet, specielt da nogle lig kunne ende på nogle rimelig klamme steder. Tænk, nogle blev endda bare smidt på lossepladsen! Hun ønskede ikke selv at blive sådan en ånd, en der var på jorden for at få hævn.
Libertine sukkede svagt da hun nærmede sig vandet. Hun kunne se den nedgående sol i horisonten, og valgte at lande ved havnen. Hun gjorde sig til en menneskelig skikkelse, kiggede en gang rundt, og gik så lidt langs med havnen. Hun stoppede dog efter lidt tid, da hun så en person lidt længere fremme

Han blev ved med at kigge frem for sig, uden at fortage sig en mine overhovedet, han nød faktisk stilheden som havde omringet ham, og lod den ikke gå før der virkelig var noget at bryde den for. Han kiggede stille rundt med et tænkende blik mens han stadig havde hovedet i front mod havet. Hans blik kiggede fra skibenes master, til mågerne, de få butikker, og til sidst men ikke mindst en kvindelig skikkelse som han mente at have set før, kunne bare ikke helt huske hvor? En lille rynke kom frem på hans pande af tænksomhed, og anede ikke helt om han skulle vinke, råbe, kalde, eller kort sagt, gøre noget for at vise at hun var velkommen til at holde ham med selskab. Han smilede så lidt, og mente nok ikke at man kunne se det fra den afstand af som hun stod på. Han kløede sig lidt i håret, og vinkede så kort med den hånd han vinkede med. Han bed sig lidt i læben og tænkte lidt over om hun mon ville komme, faktisk mente han nok at have set hende før men kunne ikke huske hvor. Men det gik vel nok.

Libertine blev stående i noget tid og betragtede ham. Han var lidt for langt væk til, at hun kunne se ham ordentligt, men der var nu noget bekendt over ham, selvom hun ikke helt kunne se ansigtet. Da han så vinkede, smilede hun for sig selv og hilste tilbage med en løftet hånd, før hun begyndte at gå igen, hen imod ham. Da hun kom tættere og tættere på, virkede han mere og mere bekendt. Hun havde i hvert fald set ham før, men det var måske noget tid siden, siden hun hverken huskede navn eller sted. Måske, hvis hun fik hans navn at vide igen, var det lettere at huske. Folk ændrede jo også deres udseende med tiden, så det kunne jo være, at det bare var så længe siden, at han havde ændret sig lidt. "Hej" hilste hun venligt, da hun nåede hen til ham, og hun kiggede lidt mere på ham. Nårh ja! Han havde været en af drengene på legepladsen! "Igen" tilføjede hun med et svagtgrin og smilede til ham

Han smilede skævt, og kunne tydeligt huske hende nu Libertine, havde hun vidst heddet, selvom det var noget tid siden sidst de havde mødtes, men nu var de her jo begge og snakkede sammen så det gjorde nu ikke så meget, eller det gjorde faktisk ikke noget hvis han skulle være ærlig. “Hey..” sagde han og nikkede til hende som svar på at han havde hørt hende og grinede let af hendes tilsatte ord til sidst. Stille kløede han sig lidt i håret, og kiggede på hende med et roligt smil, “Så hvad laver du hernede?” spurgte han efter lidt tid og vidste ikke helt om han skulle sige mere end bare det, selvom der nu endelig var en masse at sige, det var bare med at finde det frem.

Libertine smålo til ham, da han selv virkede i rimelig godt humør. Hun rakte en hånd bagud og trak sit lange hår hen over skulderen, hvorefter hun begyndte at pille lidt ved det med begge hænder. "Tja, jeg trængte til at komme lidt væk fra skoven.. Altså, jeg bor ved skoven, så.. Det blev lidt trangt, hvis du forstår, så ville gerne lidt væk.. Og så kunne jeg se havet, blev tiltrukket, og gik herned" fortalte hun smilende og trak en gang på skuldrene. "Her er så dejlig fredeligt, og også smukt, især på denne tid" sagde hun og lod blikket glide ud mod den nedgående sol. "Hvad laver du selv her?" spurgte hun, uden at kigge tilbage på ham, men imens hun lyttede til den blide lyd af brusende bølger

Han nikkede bekræftende til det hun sagde, og tænkte lidt over hvad han mon selv lavede her nede, tja hvad lavede han endelig? Sad sådan set bare og kiggede ud i det blå for at få tomt hovedet, men der kom alligevel flere tanker ind i hans hoved ind som der kom ud af det, “Prøver at tænke klart…” smilede han skævt og nikkede kort til det for lige som at understrege det af en eller anden grund. Han kiggede lidt rundt og så hen på hende inden han tænkte en tanke færdig åbnede han munden, “Erhm du må godt sidde ned, hvis det er?” sagde han så og rykkede sig lidt så hun kunne tage plads, mest for at hun ikke skulle få ondt i benene selvom han godt vidste at hun var et spøgelse, men dog i menneske skikkelse. Stille bed han sig lidt i det midterste af sin læbe så han ikke ramte sine snakebites, og kiggede hen mod skibene hvis master var plaget af de skrigende måger. Solen var ved at dykke under havets bølger og brusende lyde, og himlen begyndte at blive mere mat og mørk i det mens den var let klar omkring solens top.

"Hvis du bare lukker øjnene og lytter til bølgerne, så kan det være, at det virker lidt bedre" smålo hun, da det lød som om på hans tone, at han havde svært ved at nå sit mål. Hun nikkede som tak, før hun satte sig ned ved siden af ham, kiggede selv ud over havet, hvor et par skibe sejlede. De var nok på vej væk, ellers så sejlede de bare forbi, var på vej helt andre steder hen end her, og kom vidt fremmede steder fra. "Hvad får man tiden til at gå med?" spurgte hun med et lille smil til ham, selvom det måske var et lidt uventet spørgsmål. Hun havde mest oplevet, at det var noget man spurgte folk man kendte bedre, folk man måske havde været gode venner, som man ikke havde set i noget tid, men som man så pludselig, efter noget tid fra hinanden, mødte igen ved et tilfælde. Hun smilede lidt for sig selv, kiggede ud mod solen, som var gået lidt længere ned efterhånden

Faith kom flyvende over byen, hun var klædt i nogle læse trænings bukser og en hvid top og nogle gummisko der var utrolig gode at læbe i. Hendes hår var sat stramt tilbage i en knolg, hun kiggede lidt rundt inden hendes øjne faldt på et tag på en af de mange fiskerhuse som lå tæt på selve molen af havnen. Hun trak sine vinger ind ryggen og begynde at falde ned mod taget, hun landede perfekt men var nød til t bøje ned i knæene for ikke at brække sine ben da det jo alligevel var et ret hårdt pres der kom på selve hendes knæ og ben når hun hoppede fra så høj en afstand. Hun begynde at løbe og hoppede ned fra huset, hun landede igen ret godt og kiggede rundt inden hun begynde at løbe igen, dette var hendes træning når hun kedet sig der hjemme, den vildeste form for ekstrem sport hun kunne komme i tanke om, hvilket hun fandt utrolig sjovt at gøre, bare mærke russet. Hun havde ikke lagt mærke til Seth eller Libertine, men hoppede over de mange ting der var blevet efterladt på havnen, faktisk var det, det perfekte sted at være da der næsten ingen mennesker var i dette område. Hun trak vejret dybt og kiggede så lidt den ene vej og fik øje på dem, hun blev så forskrækket, at hun hvinede lidt og faldt over sine egne ben, hun kom dog utrolig hurtigt op på benene igen og vinkede lidt akavet til dem inden hun langsomt bevægede sig dig over, stadig med sin vejrtrækning under kontrol. Hun fik et lille smil frem og lagde hoved lidt på skrå mens hun betragtede dem, så kom hun igen til at se ham, og hende som troede at efter det, ville hun aldrig nogen sinde støde på ham igen hvilket undrede hende meget, hun smilede varmt til Libertine "Ey i to.." sagde hun til dem begge inden hun vente hoved mod Libertine igen efter at have vandret blikket frem og tilbage mellem hende og Seth "Nå.. jeg ser du har bevægede dig ud fra skovens rammer?" og kløede sig lidt i nakken mens hun tænkte over om hun skulle gå igen eller blive?

Han smilede skævt og trak lidt på skuldrende “Noget om det…” svarede han til Libertine, som sagde at han bare kunne lukke øjne, men gad ikke rigtig til det, han vil nu meget hellere have en samtale med en person i stedet for at gå hen og være kedelig, “Jeg laver ikke så meget, jeg er portrætmaler, eller os så laver jeg bare mine egne billeder af landskaber og sådan noget lignende.” sagde han og nikkede kort til det med et lille smil, han kiggede lidt udover havet inden han kiggede tilbage på hende for lige som at tage hende i betragtning, da han da bedre kunne se hende nu en som den dag da de havde mødtes hvor det havde regnet i store mængder og gjorde det svært for en at se klart. Dog måtte han vende ansigtet mod en velkendt stemme, som han vel nok mente have hørt meget i den senere tid, hans blik stødte på Faith, og smilede lidt, “Hey…” sagde han så og kiggede rundt igen inden han vendte blikket mod de to kvinder igen.

Libertine kiggede på ham, lyttede til ham, og kunne lige forestille sig det. "Det lyder.. Smukt" sagde hun med en lettere drømmende stemme og sendte ham et blidt smil. "Er du så godt til det? Ikke fordi man behøver at være god, for at det er smukt, men nogen går vel lidt mere op i, om tingene ligner, eller om det bare er klatmaling" sagde hun med et let grin, og lod selv blikket glide henover solnedgangen og havet. Hvor ville det være skønt at have den udsigt inde fra søen. Jo, søen var da smuk at kigge på til tider, men det slog ikke synet af en nedgående sol over det blanke hav. En smuk ting var nu alligevel, når solen lige var stået op, vanddug sad som små perler på græs og blomster, og til tider havde de fundet hvile i et spindelvæv. Når så solen hævede sig i horisonten, og de få gyldne stråler der trængte igennem træerne, lyste op i dråberne, genspejlede sig i dem, og fik søens vand til at glitre... Det var nu også et smukt syn som meget få ting kunne slå.
Libertine vendte blikket tilbage, ind imod havnen, hvor hun så fik øje på Faith, som hun havde snakket med ved søen. Hun sendte hende et venligt smil, og gjorde så også plads til, at hun kunne sætte sig, hvis hun lystede. Det virkede allerede til, at de to kendte hinanden. "Jah, der blev lidt.. Trangt, hvis man kan sige det sådan" svarede hun med et skævt smil og pillede lidt ved sit hår

Hun smilede skævt til dem og kløede sig lidt i nakken de så ikke videre ud som om de ikke ville have hende der så hun satte sig stille ned ved siden af Libertine og kiggede ud over solnedgangen, det var så smuk når himmelen blev de mange forskellige farver, faktisk sagde man at hvis man ville få de smukkeste solnedgange her i marts måned. Hun gabte lidt og kunne mærke trætheden overmande sig, faktisk var det lidt underligt da hun lige havde stået op, men sådan var hun altid, lige efter hun havde dyrket sport. Af en eller anden grund gjorde det hende først træt også efter noget tid slog det igennem og hun blev derfor virkelig hyper, og især hvis hun havde spidst slik i mellem tiden "Bryder jeg ind i noget?" spurgte hun nok lidt uhøfligt efter noget tid, hvilket hun nok burde havde gjort inden hun havde sat sig, men nu var der ingen vej tilbage, det var jo ikke lige som at hun kunne spole tilbage i tiden, hun kunne springe fra sted til sted, hvilket faktisk var en meget fed evne, men hvis man nu kunne kontrollere sin evne så godt at man kunne springe frem og tilbage i tiden også, men at hun ville komme til at kunne de virkede meget lille. Hun kløede sig lidt på kinden og følte sig faktisk et eller andet sted virkelig akavet stillet i forhold med at sidde sammen med Seth, da det ikke havde været hendes mening at se ham igen, men et elle randet sted var det vel også dejligt? Hun kunne ikke rigtig finde ud af det. Hun nikkede lidt af det som Libertine sagde "Kan jeg godt forstå.. det må være rart at komme lidt ud" sagde hun stille og kløede sig lidt på kinden inden hun rejste sig op igen, da hun følte det alligevel blev lidt for akavet når det kom til stykket "Men jeg tror faktisk jeg vil gå videre med min træning" sagde hun stille og smilede skævt til dem begge inden hun begyndte at gå.

Han smilede skævt, “Tja sådan da, for da gode penge for det jeg laver med en pensel eller blyant…” grinte han let, og rystede stille på hovedet, “Jeg går meget op i detaljerne og prøver på at få det til at ligne så godt som muligt.” forklarede han og knækkede kort fingrene, han kiggede rundt men så op på Faith igen og kunne da vel nok huske deres hygge stund, men tog det ikke sådan som om han ikke skulle se hende igen, hvorfor skulle det os være slemt? Han forstod det ikke helt, men lod det ligge som var det ingen ting og brummede lidt til det med at gå sin vej igen, “Det er dit eget valg, der er ikke nogen der tvinger dig…” sagde han roligt som svar og smilede venligt til hende, for ligesom at bekræfte at det var helt op til hende selv.

Libertine sendte Faith et venligt smil, da hun satte sig ned, før hun vendte tilbage til Seth og deres samtale. Hun syntes det var uhøfligt, hvis hun bare stoppede brat op i samtalen, fordi en anden person kom, de kunne jo sagtens snakke færdig, og hun var jo rimelig interesseret i hans arbejde. "Jeg er aldrig blevet tegnet før" sagde hun tænksomt og kiggede lidt ud i luften. Det ville være sjovt at prøve, også for at kunne kigge lidt på noget kunst nu og da. Ikke fordi hun bare ville kunne kigge på sit eget ansigt hele tiden, hun gad bare gerne prøve det, men havde desværre ingen penge. Jo, der lå da penge i søen, ved hendes lig, men hun havde ikke tænk sig at fjerne nogle af hendes ejendele fra hendes døde krop. Hun kiggede tilbage på Faith og smilede skævt. "Okay, jeg vil ikke holde dig fra de ting, du skal" sagde hun med et lille smil op til hende. Hun mente ikke at Faith var uønsket, det var kun godt med ekstra selskab, men hvis hun virkelig måtte videre, så måtte hun bare det

Hun vente sig om mod dem og rystede på hoved "jeg bryder jo tydeligvis ind i noget.. og.." hun bed sig lidt i læben og vente sig om igen mens hun mumlede "Og det her er.. bare for akavet" hun begyndte langsomt at løbe, dog ikke så hurtigt som før, men stadig, hun kunne mærke at det bare var for meget hele tiden at skulle se ham, at hun hele tiden tog de steder hen hvor han åbenbart også var. Hun rystede tanken af sig og begyndte at løbe hurtigere, hurtigere væk her fra, han skulle ud af hendes hoved, hun ville ikke tænke på ham mere, og ville ikke tillade at hendes hjerne tænkte på ham mere, ikke fordi at hun ikke kunne lide ham og ikke fordi det havde været en fantastisk, men hun ville bare ikke, ikke. Hun viste egentlig ikke hvad hun ville. Hun stoppede op for at få pusten og blev så ved med at løbe, hun hoppede op ad gavlen på en bygning og kralvede på den måde hele vejen op på taget igen.

Han trak kort på skuldrende og kiggede rundt han forstod ikke formålet i at gå fra sådan, men hun var jo sin egen herre, og han kunne da heller ikke tillade sig at presse hende til at blive. Roligt vente han tilbage til verden hvor Libertine snakkede og smilede med et lidt skævt smil, “Jeg kunne tegne dig?” sagde han og kiggede på hende som et tegn på at hun jo kunne opleve det nu og her. “Du behøves ikke at betale mig, jeg har vidst rigeligt med penge…” sagde han og grinede, han havde ikke noget imod lige at springe et par penge over bare af den sag til at hun gerne ville opleve noget, for ham ville det da være mere end en ære at opfylde et ønske for hende.