Problems.

Med ét blev døren sparket ind. Mirakuløst skete der intet med hængslerne, og de steder der blev ramt, tog ikke ligefrem den største skade. ”Mr. Sanders!!” råbte den første unge mand, der trådte indenfor i lejligheden. Efterfulgt af en anden. Nærmest synkronisk rettede de begge på deres jakker, men de tog sig ikke tid til at tage deres sko af. De var sågar ligeglad med, at de slæbte skidt ned sig ind. Det var ikke fordi alt udenfor var dækket til med klistret mudder. Det var ikke meget andet, end noget man kunne tage med en støvsuger senere hen. De tøvede ikke med at bryde den hyggelige hjemmefilosofi. De så sig omkring med et søgende blik. De virkede ikke ligefrem som de rareste par gutter. Deres ansigter var foldet på en rimelig brutal måde. Og selvom de ikke var de mest opbyggede mænd, var der ingen tvivl om at der lå styrke i deres kroppe. Den laveste fandt et frydende smil frem, da han fik øje på englen. Og der blev ikke tænkt over sagerne, før begge mænd nærmede sig ham. ”Der er en, der ønsker at tale med dig, Sanders..” tonen var hånende. Og ikke helt så indbydende. ”Du må hellere komme med os.” Om han så valgte at løbe, ville der ikke være nogen vej væk. De greb ham hårdt. En arm hver. Og der blev endda sendt et knæ i maven på den unge mand. Bare for en sikkerheds skyld. Derefter blev han trukket ud af lejligheden, ned af trappen og videre ind i en sort bil med ruder, der gjorde svært at se igennem dem udefra.

Der gik ikke al for længe, før bilen stoppede igen, ude foran en af Terres høje firmabygninger. Og på ny blev Dean grebet med jerngreb fra dem begge, hvor efter bilen blot kørte væk på ny. Døren til bygningen blev åbnet op for dem, uden der lød nogen spørgsmål fra den ældre mand, der udgjorde sin pligt. Ikke engang et undrende blik kom fra ham. Det var forståelse, der var tegnet i hans ansigt. Stadig uden at der lød et eneste ord fra de to mænd, fortsatte de imod elevatoren. De ignorerede, hvad end der kom fra englen i deres greb. Ikke engang da de kørte op på femte sal. Ikke da der marcherede ned ad gangen, hvor en ny dør blev åbnet af en smuk blond kvinde, der helt sikkert udgjorde en form for sekretær. Og da blev han ført ind i deres sidste destination. Et rummeligt kontor. Farvetemaet bestod nærmest kun af sort og en form for bordoux rød farve. Tunge gardiner hang klar til at skærme for panoramavinduerne bag træbordet og kontorstolen i læder. Malerier hang på væggene. Et lille køleskab i hvid brød lidt det hele. Og så var der sofaen, der stod op ad den modsatte væg, af hvor kontor opsætningen var placeret. Der blev Dean nærmest smidt ned i.

Det var omtrent der at dørhåndtaget på ny blev trukket ned. Denne gang var det dog ikke sekretærens ansigt der kom til stede, men i stedet trådte en lille skikkelse indenfor. Dækker af en sort kappelignende frakke. Hætten trukket op og skjulte personens ansigt. De flade skos hårde sål klikkede hen over trægulvet, og der blev blot passeret de tre mænd, der befandt sig i den ene ende af lokalet. Døren blev lukket i igen. Holdte lyden tæt. Da denne yndefulde skikkelse nåede det trofaste arbejdshjørne stoppede den op. Hænderne kom frem fra kappen og løftede let hætten af. Afslørede det lange fyldige hår, der som altid sad i en tyk fletning. Da blev hænderne ført imod de store knapper, som åbnede overtøjet op. Gjorde det muligt at blive fjernet. Afslørede denne gang en ung kvindes krop iført en enkel men fin kjole. Tætsiddende ved overkroppen. Trekvarte ærmer. Og et nogenlunde låst skørt. Kappefrakken blev da smidt hen over stolens armlæn, hvor efter hun endelig vendte sin front imod disse andre person, der befandt sig i hendes kontor. Hun ænsede dog ikke de to mænd. Men hendes kølige røde øjne var med det samme rettet direkte hen imod englen i sofaen.
”Pan Sanders..” lød hendes stemme endelig. Hun tog et enkelt skridt tættere på ham. Foldede sine hænder foran sig. Og hun tog ikke blikket fra ham. ”Hvordan nyder De Deres medlemskab? Jeg er Mayémia Dąbrowski.” Det virkede ikke specielt meget som en velkomst. Hendes ansigtsudtryk forblev neutralt. Og stemningen var ikke specielt behagelig.

Dean havde forventet at dette skulle være en ganske stille og rolig aften hjemme. Han sad i en sort t-shirt og et par sorte cowboy bukser, sådan som han oftest så ud når han sad derhjemme med en joint og regnede med at ryge en fed og lade sig falde om i sengen. Dean havde intet røget endnu, men havde kun fået rullet hvad han ville ryge, da døren pludseligt blev sparket ind og Dean i forvirringen fik smidt sin joint på jorden, man vidste aldrig om det var de lorte pansere som var begyndt at hærge i Terre og indtil fyrene begyndte at tale forventede Dean at det var politiet der ville tage ham. Men disse fyre.. Tjah han genkendte dem ikke, men det var ikke svært at gætte at de ihvertfald nok ikke kom fra en officiel myndighed.

"What the fuck!" var den eneste sætning Dean fik råbt i forvirringen og inden længe var han både i en bil, og snart ude af den igen. han landede i et rum han ikke helt kunne vudere, var det... Et mindre fængsel: "Hvad fanden har i gang i? Idioter man!" sagde Dean i ren frustration, men med en ganske lav stemme i håb om at de intet ville høre. Dean frygtede sjældent folk og lige nu var det da heller ikke frygt der fik ham til at holde kæft, det var mere uvidenhed og det faktum at han ikke anede hvem fuck de var eller hvad fanden der foregik.

Dean sad roligt i rummet som han kiggede i mod skikkelsen der kom ind, hans hjerte hamrede, og lige nu følte han sig meget forvirret over hvad der var sket. Måske det var en mafia fra et andet land som ønskede informationer? Et eller andet? På intet tidspunkt havde Dean nogen idé om at det var hans egen gruppe der havde behandlet ham på denne måde. Som kappen faldt og han så en ung smuk pige stå foran ham, tabte han næsten underkæben. Dean var en fyr der elskede piger, sådan kunne man vidst roligt sige det og han studerede også derfor hendes krop, selvom hun ikke engang var begyndt at tale endnu: "Mit... Medlemskab?" sagde han blot og mærkede brikkerne falde på plads i hans hoved: "Jeg... Forstår ikke?" sagde han en smule forvirret og lagde hovedet på skrå i et forsøg på at forestille sig hvordan hendes krop mon så ud under det tøj hun nu engang havde valgt at have på.

”De forstår ikke?” Det var ikke ligefrem, fordi hun ændrede tonen i sin stemme specielt meget, men en skuffelse syntes dog at sprede sig ud igennem rummet. Og man blev hurtigt i tvivl, om det rent faktisk kom fra Maya. Det kunne lige så godt være irritabel frustration fra en af udleveringsmændene. Hun gav i hvert fald ikke det største hint omkring det selv. Lige udover et suk, der tillod sig at glide hen over hendes læber, inden hun vendte sig omkring på ny. Hun tog et par skridt for at ende bag skrivebordet, hvor hun med blide bevægelser samlede en lille bunke dokumenter op fra bordpladen. Klipset sammen i det ene hjørne, så de ikke røg ud til alle side. ”Så må jeg hellere forklare.” Hun stod et øjeblik og skimmede papirerne, inden hun atter så op imod englen. Der var ikke mange glædelige følelser at finde over hende. Tydeligvis forholdt hun sig professionelt. Ryggen var rettet til den perfekte struktur. Hendes mundviger vendte hverken op eller ned. Og hendes unødvendige vejrtrækninger var regelmæssige.

Hun bevægede sig da væk fra skrivebordet igen. Stadig med dokumenterne i sin ene hånd. ”De havde tilsyneladende et arbejde der bestod af… problematikker.” Hun vendte kort blikket væk fra omdrejningspunktet, og så i stedet imod den mand, der stod tættest på døren. Hun behøvede ikke at gøre meget andet, end et løfte en hånd og knipse, før han fik fart på. Han løv dog ikke, men der gik ikke længe, før han havde hentet stolen, der havde stået imod den ene væg som en ekstra, og derefter placeret den midt i rummet. Lige ud foran Dean. Men med en god afstand alligevel. Hun nikkede bekræftende, og som hun selv nåede stolen, tøvede hun ikke med at sætte sig. Og som var det per automatik blev det ene nylonbeklædte ben svunget over det andet. Og igen landede hendes opmærksomhed imod papirerne, hun nu havde lagt fint til hvile i sit skød. ”10.000 euro.” Hun bladrede lidt, men vendte da tilbage til den unge mand, hun havde sin tale rettet imod. ”Det er en stor sum penge, synes De ikke? Det måtte have været noget af en risiko, De tog Dem den aften. 17. april, hvis jeg ikke tager fejl.” Hun lagde hovedet en smule på skrå. Virkede spørgende. Undrende. Men det var ikke fordi, hun ikke selv allerede kendte svarene.
”Hvilken skam det må have været, da De ikke fandt meget andet end udskrivninger fra det lokale bibliotek. Men alligevel… valgte De er aflevere betalingen. Som var intet hent.” Som det var sagt, var det som en indirekte ordre til mændene. Som de stod på hver sin ene af den lille sofa, englen var placeret i, hamrede de en hånd imod begge hans skulderområder for at presse ham længere imod ryglænet. Holdt ham nede. Bare for en sikkerheds skyld. ”Forstår de nu.. hvad der foregår, pan Sanders?”

Dean kiggede langsomt i mod hende, lige nu var han mest af alt bare en smule chokeret over det hurtige skift fra at sidde hjemme og rulle en joint til nu at stå foran en 16 årig, eller hvad end hun nu engang var. Vampyr kunne han skam hurtigt fornemme, men resten anede han absolut intet om og han kiggede derfor blot roligt i mod hende. Han lod en af sine blege hænder glide igennem sit næsten sorte hår imens han afventede hende. Hun virkede egentligt en smule arrogant, hvem fanden troede hun egentligt at hun var? Men indtil han fandt ud af det måtte han hellere holde sig på måtten.

Som hun begyndte at forklare kunne han mærke alle tingene i hans hoved falde på plads og Dean måtte synke en klump i halsen: "Listen babe... Jeg havde planer om selv at rette op på skaderne" sagde han blot som en hentydning til at hun ikke behøvede at bekymre sig, han vidste godt han havde mistet penge og han havde skam også tænkt sig at forsøge at rette op på det, han havde jo ikke ligefrem regnet med at mafiaen ville opdage dette tab så hurtigt: "Jeg forstår at du blander dig i min fucking business!" sagde Dean irriteret som hun spurgte om han anede hvad der foregik, jo tak han havde efterhånden fået det ind på lystavlen og lige nu irriterede det ham blot at hun stod og spillede voksen og moden når hun ikke ligefrem så særligt gammel ud: "Og du blander dig fordi?" spurgte han og lagde hovedet på skrå og trak en smøg op af lommen som han afslappet placerede i mundvigen.

Han tændte den, ikke sikker på om han måtte men egentligt så var han ret så ligeglad. "Så hvad nu? Kan jeg få 10.000 euro hvis jeg knepper dig?" spurgte han og kom med et lille grin, det kunne da godt være det var den slags der skulle til i denne branche, at gøre sig fortjent til at komme videre. Var det ikke sådan man gjorde? Dean anede det ikke, men som altid gemte han ikke på sine ord, han sagde lige præcist hvad han følte for, hvilket jo desværre ofte gav en smule bagslag.

Maya virkede ikke til at være specielt påvirket af hans kommentarer til situationen. Hun fandt der hverken morsomt eller underholdende. Og hun lagde vist heller ikke skjul på det. Som han talte, sad hun netop blot og holdt øje med ham. Hun lod ham uddybe sig med hans irritation, som havde han ingen kontrol over sine følelser. Eller sin frustration. Det var en skam. Han var nem at læse af denne grund. Og det burde han et sted selv have opdaget.
”Jeg blander mig… fordi det er mig, der senere hen står med problemerne.” lød det køligt fra hende. Stadig upåvirket af det hele. Det var ikke første gang for hende. Det var nærmest ren rutine. Nogle af disse samtaler havde det bare med at gå lidt bedre end andre. ”Jeg nyder skam mit arbejde, men jeg er sikker på, ingen ønsker at få ekstra lagt oven i.” Hun slap papirerne og lænede sig lidt fremad. Støttede sine albuer imod hendes lår, og med fingrene flettet ind i hinanden, hvilede hun hagen på dem.

Ved hans frække udtale, var det nærmest kun mændene der reagerede. De pressede ham i hvert fald længere ned i sofaen med et hårdt ryk. Maya, der imod, sad endnu blot, som havde det ikke nået igennem hendes robuste mur. Med samme, næsten utålmodige blik. Hun fugtede diskret sine læber, inden hun skilte dem ad til et svar. ”Der er meget muligt en eller to der ude, der vil betale den sum for at have sex med Dem. Men tro ikke, det er sådan det virker her.” svarede hun monotont. Hun rettede sig igen op og strøg sine fingre igennem pandehåret for at få det væk fra det porcelænshvide ansigt. ”Jeg må indrømme at De ikke virker som typen, der ville drage til prostitution. Selv i desperate tider. Men jeg kan tage fejl.”
Hun fjernede sit ben fra det andet og kom igen op at stå. Hun var ikke nogen høj kvinde. Og hun var ikke den mest veludstyrede kvinde. Men heldigvis kunne hendes holdning rette lidt op på det. Og hun klagede bestemt ikke over sin egen krop. ”Jeg har ingen intentioner om at hjælpe Dem. Den eneste grund til, De er blevet bragt her til… er så jeg kan sikre mig, at De ikke udføre sammen fejl igen.” Hun satte roligt sin ene fod foran den anden. Nærmede sig ham. Papirerne havde hun efterladt på stolen. ”Skal jeg opsummere, hvem jeg er? For at undgå andre misforståelser. Jeg er Deres arbejdsgiver. Og De burde respektere mig en tand mere.” Hun stoppede lidt fra ham. Misbrugte det faktum at han sad ned og hun stod, til at fastlægge, at hun var højere på listen en ham.
”Men for at komme videre med problemet. Og Deres forståelse. Det øjeblik De drog bort med de falske penge, blev mafiaen sat lavere. Rygterne spredes allerede. Selv denne lille ting, har det med at blomstre til noget større. Fortæl mig så…hvorfor dette ikke også er mit… business.”

Dean kiggede i mod hende, Gud hvor hun dog irriterede ham allerede. Hun virkede godt nok lidt stram i betrækket og en som fik alt for lidt. Men på den anden side, hvem gad også være sammen med sådan en uptight trunte? Han lyttede til hendes ord om papir arbejde og kunne intet andet end at rulle øjne af hendes ord: "Som sagt, jeg havde fucking styr på det til dig og dine slaver blandede dig" sagde han blot, okay måske havde han ikke fuldstændig styr på det, men han ville da meget gerne have skaffet de mange penge og han havde da også prøvet at udtænke planer på hvordan dette kunne ske.

Dean kom med et lille gisp da mændende pressede ham ned i sofaen, okay så bare fordi de heller ikke fik noget skulle Dean straffes? Amen' det var jo bare typisk: "Åh Gud... Du lyder ellers som en der trænger til det" sagde han og rullede med øjnene helt upåvirket af at mændende holde ham nede i sofaen. Dean blev mere og mere overbevist om at hun måtte være flere hundrede år gammel, Dean var på ingen måde gammel i forhold til hende ihvertfald, men på den anden side havde han også levet på denne måde i utroligt mange år, og på en eller anden magisk måde så lykkedes det altid for ham at ende i situationer som denne, men på den anden side. Hvad var det værste som kunne ske?

"Prostitution? Jeg knepper ikke grimme kællinger, sorry" sagde han blot og rullede med øjnene, det var nok en af grundene til at den branche ikke var noget for ham, Dean havde en vis standart og hvis denne kvinde bare ville holde kæft så ville hun faktisk være ret så lækker: "Yeah yeah... Hvis du nu lige stopper med at snakke og bare kommer til sagen. Hvad så? Hvad vil du have?" spurgte han blot, det var fint at hun var hans arbejdsgiver, ikke at han regnede med med hun ejede mafiaen for så vidt Dean havde forstået var dette en mand, men lige nu ønskede han bare at vide hvad hun ønskede for at problemet blev løst, ikke at han nødvendigvis ønskede at gøre hvad hun bad ham op, for Dean havde trods alt sine grænser.

//SE! JEG FIK SVARET!//

Han var ustabil. Lige som så mange andre i samme branche. Han troede vel han ejede verdenen, og at alt handlede som sex og drug. Og selvfølgelig ham. Hun kunne dog ikke bebrejde ham. Hun havde det vel på samme måde. Bare ikke sådan som ham. Ikke så åbent. Og hun havde trods alt lidt andet i hovedet. Samt hendes liverfaring strakte sig lidt længere end denne unge engel. Han havde langt han skulle nå. Mon han overhoved kunne holde til det? Han virkede hårdhudet nok, men samtidig var det som om han bag sine føleler på ydersiden som en vinterfrakke. Han var ikke ligefrem professionel. Men hun kunne i princippet intet gøre. Det var ikke hendes arbejde at gøre det fysiske.

Maya sukkede sagte. Og hun ignorerede et sted også hans ord. Det var unødvendigt for ham et protestere. Sådan var det bare. Han burde lære sin vej. Selvom han ikke kendte hende endnu. Men behøvede han overhoved det. ”Jeg tror stadig De har misforstået.” lød det så endelig fra hende, efter en lille sum tid, hvor hun intet have sagt. Men blot ladet stilheden overtale. Mest for at forklare, hvor lidt hun havde af interesse for hans ord. Hun satte roligt sine hænder ned i fordybningen af sin talje. Fremhævede den en smule. ”Jeg har ingen intentioner i at hjælpe Dem igennem dette problem. Dette er og bliver Deres egen kamp. Og på ingen måde har jeg vist, at jeg faktisk ønskede at hjælpe Dem. Har jeg vel?” Det ville have passet godt, hvis hun da have hævet et øjenbryn, men der skete ikke meget med hendes ansigt. Hun var som en kølig skønhed. Isdronning. ”Men lad mig komme med et mere konkret spørgsmål.” Hun tog et par skridt tættere på ham. Stod ikke med megen afstand. ”Er dette sidste gang De begår denne fejl?” Hun havde hævet tonen en lille smule. Lød mere bestemt.
Hun løftede efterfølgende sit ene ben. Lige nok til at det var respektabel for en kvinde som hende. Og så blev hendes fod ellers sendt imod Deans brystkasse. Det var ikke med fuld styrke. Overhoved. Det var mere for ligeledes at holde ham nede. Hun lænede sig så frem ad. Holdt sine røde øjne, der overraskende nok ikke var fuldkommen følelsesløse. ”Jeg forventer virkelig, at dette ikke sker igen. Ellers bliver De meget muligt nød til at - som De så smukt siger - kneppe grimme kællinger.” De handlede trods alt også med mennesker i deres branche. Og de gjorde det så nemt. Hun trak da sin fod til sig igen, og stod atter fladt på gulvet.
”Fortæl mig så.. Hvordan har De planer om at få løst dette problem? De virker så sikker i Deres sag. Lad mig høre.”

//DU ER DYGTIG <3. *kage* //

Egentligt var Dean ikke så fucked up som han måske så ud, men Dean var på mange måder ødelagt. Ikke bare af stoffer, ikke bare af sex og ikke bare af random kriminalitet. Han var ødelagt af fucking lorte kærlighed. Han var ødelagt af det faktum at han elskede Kajika som nu ikke var ved ham længere, han var ødelagt af det faktum at han havde en datter i England, og at han var en lortefar som ikke kunne tage sig af hende, han ville ønske at han kunne gøre alt godt igen og bare leve livet stille og roligt.

"Så du kommer og fortæller mig at jeg har begået en fejl, uden at have kloge visdoms ord? Wow... " sagde han og rullede med øjnene: "Så kunne jeg da lige så godt have røget min joint færdig og kommet forbi senere" han havde forventet hun havde en form for mærkelig udfordring til ham, men det passede egentligt ganske fint at han ikke skulle ud i et eller andet underligt, han havde bare brug for at slappe af og finde sig til rette i denne meget underlige branche, selvom han godt kunne se at det var ret så mærkeligt...

Dean kiggede i mod hende: "Well nu var det jo ikke fordi jeg pissede denne del af byen af med vilje" sagde han som svar til at han ville gøre det igen, det var jo ikke en bevidst handling fra hans side. Dean kiggede i mod de to mænd, Oh God hvor spillede hun dog med musklerne, det var virkeligt sådan noget Dean hadede, man han måtte jo forsøge at holde sig i skindet: "Knepper nogen tøser, stjæle nogen penge... Sælge nogen drugs... Nu må jeg jo være alternativ hvor du hellere vil leve i cølibat" sagde han flabet og smilede så roligt til hende.

Maya så ganske uberørt ud af hans attitude. Egentlig virkede hun blot opgivende. Dette burde virkelig ikke være hendes problem. Og det burde ikke være hendes arbejde. Hun havde ikke sagt ja til at holde styr på Mafiaens små aber. Men det lå åbenbart under hendes stilling. Så selvom hun ikke gad bruge tiden på det, gjorde hun det alligevel. Eller i hvert fald til en hvis grænse. Hun ønskede ikke at gå all in. Og specielt ikke overfor denne engel.
Et øjeblik lod hun bare sine røde øjne hvile mod ham. Studerede ham lidt. Observerede hans bevægelser. Lyttede til hans vejrtrækninger. En ting hun ikke havde brug for længere. Hvem havde overhoved fundet ham? Og hvem havde valgt at give ham en plads i denne branche? Det virkede ikke som et sted for ham. Han var for flabet. Men nutidens generation havde vel ændret mafiaen en hel del. Og hun kunne desværre intet gøre ved det.

Endnu et suk løb over hendes læber mens hun lod sine øjne lukke i et øjeblik. Så knipsede hun fikst, og mændene fjernede deres hænder fra Dean. Lod ham sidde op igen, hvis det var, hvad han ønskede. Hun drejede da omkring og gik med rolige skridt hen mod skrivebordet. Som hun bevægede sig omkring kanten, kørte hendes fingerspidser ganske let hen over den glatte bordplade. Hun vendte da fronten hen imod englen igen. Bag skrivebordet. Med begge hænder imod bordpladen. Hun lænede sig lidt fremover og støttede sig på sine arme.
”Pan Sanders.” startede hun så endelig. Med blikket rettet klart og tydeligt imod ham. ”Kender De til 05?” Elegant fik hun placeret sig i sin stol, hvor efter hun løftede sin ene hånd og lavede en kort gestus om at få ham op til sig. Hun skubbede sig lidt ud af skrivebordet og bøjede sig ned imod den nederste skuffe. Hun rumsterede lidt, inden hun kom tilbage med et lille glas med en tyk rød væske i sine hænder.
”Som De nok allerede ved, sælger vi også blod.” Hun lagde forsigtigt glasset på bordet mellem hende og Dean. ”Og vi er kommet forbi blod der indeholder en magisk evne. Jeg tvivler på dette er det eneste eksemplar, men 05 er det eneste vi indtil videre kender til, og som vi har fingrene i. Men vi stoler ikke på stoffer.” Hun lænede sig roligt tilbage i kontorstolen. Stadig med blikket rettet kun imod englen. ”Hvis De kan finde stærke nok væsner 05 kan testes på, kan vi tale videre om dit lille problem.”

Som hun begyndte at komme med et foreslag, ja så lyttede Dean. Selvom han talte og sagde præcist hvad der passede ham, så lyttede han skam også især hvis det var noget som kunne komme ud til hans fordel. Ja lige nu var han i problemer og han ville gøre alt han kunne for at få løst disse problemer, han ønskede ikke at skylde penge væk til folk han jo nærmest ikke kendte: "Du lyder virkeligt som en der trænger til sex" sagde Dean og rullede let med øjnene, det gjorde hun, hun virkede jo 300 år gammel og hun var sikkert typen der elskede at slå drenge i sengen og få dem til at kysse hende sfødder, han kunne lige se det for sig, han kendte jo typen, om ikke andet bare en smule.

"05 siger du?" sagde Dean interesseret og kiggede roligt i mod hende: "Og hvilke slags væsner er at foretrække... Er der risiko for.. Død?" spurgte Dean blot, hvis han skulle ud og finde nogen så var han jo nødt til at have noget information, men det var da uden tvivl en mulighed, om ikke andet kunne han da kidnappe en eller anden, han kunne da trods alt nogen tricks, han havde da kidnappet Autumn, dog var det ikke endt helt som han havde ønsket men det var dog alligevel et faktum.

Dean smilede i mod hende imens han ventede på hendes svar, hun var nu egentligt ganske lækker, bare alt for stram i betrækket, havde en kvinde som hende overhovedet nogen venner? Dean kunne nærmest ikke forestille sig det, hun virkede ikke som en man havde lyst til at tage i byen og feste med. Dean sukkede og kørte en hånd igennem sit mørke hår imens han roligt kiggede i mod hende.

Det så endelig ud til at Dean tog det hele lidt mere seriøst. Selvom hans tanker stadig havde et mere primitivt omdrejningspunkt. Hun ignorerede yderligere hans kommentar. Hun ønskede ikke at blive belært af ham. En mand der ikke kunne tænke på andet end sex var blot et bæst i hendes øjne. Hvad var der overhoved så fantastisk ved den seksuelle akt?
”Ja.” svarede hun kort, hvor efter hun holdt en lille kunstpause. Som tænkte hun igennem den oprindelige risiko. ”Den rene vare kan være toksisk, hvis det bliver taget i en konstant rytme.” Lige som så meget andet. ”05 bærer hvad vi normalt vil kalde for immunitet. Evnen til at være immun overfor et hvert magisk angreb. Dette gør at blodcellerne gang på gang fortærer hinanden. Blot for at ’føde’ nye. Det er i forvejen ikke altid sundt at blande - lad os sige - vampyrblod med dæmonblod.” Hun lagde noget lidt på skrå og fugtede kortvarigt sine læber med tungespidsen. ”Det er typisk folk med svage modkæmpende celler der ender døde. Derfor har vi brug for stærkere individer. Og selvfølgelig mennesket vil ikke kunne klare kræften. Vi har allerede haft flere episoder til at bevise det. Blandt andet Deres kære overstående - Thomas Keefer.”
Hun satte så sine hænder mod skrivebordets kant og skubbede roligt fra. For at få stolen til at dreje omkring, så hun sad ned fronten mod de store væg-til-loft vinduer. ”Engle vil være det oplagte. Blodet tilhører en djævel. Der er forespørgsel til at teste modstandskræften. Ingen hybrider! ” Hun betragtede nattelivets lys ud af vinduet. Så de mange bygninger og lyset i dem. Hun kunne se folkene på gaderne. De var som myrer i hendes øjne. Men der gik ikke længe før hun drejede om mod Dean igen. ”Hvilken skam De ikke selv kan møde dette vidunder. Hun er ikke vores 100% endnu.” Hun rakte roligt ud efter glasset igen og holdte det lidt op imellem dem. ”De er velkommen til at lade Dem selv blive et forsøgsobjekt. På huset. Men forvent ikke støre mængder.” Antydningen af et smil sad i hendes mundvige. Men det var nok ikke tydeligt nok.
”Og til Deres forståelse - er venner ikke altid en unødvendighed.” Hun lagde ikke skjul på, hun havde ladet hans tanker komme til hende.

Dean kiggede roligt i mod hende og nikkede langsomt efterhånden som han forstod hendes ord: "Og jeg kan ikke bruges?" spurgte Dean, han var ikke bange for smerte og ligenu ønskede han blot at blive en smule mere velset indenfor denne branche, for han kunne bestemt godt mærke at han var på dybt vand. Desuden kunne Dean ikke dø, han havde forsøgt at slå sig selv ihjel fire gange og hver gang havde Gud sat ham tilbage på jorden fordi han dengang han havde chancen for at komme i himlen - afslog. Derfor skulle han nu finde sin nye mission før han fik budet igen, hvilket var ret nedern.

Dean lyttede, han vidste ikke helt om han var skræmt eller facineret, men nok en blanding. Det lød dog som meget seriøs business: "Ja jeg forestiller mig pengene er store i denne branche" sagde han blot, hvad sådan en som Maya tjente anede han ikke, men han kunne uden tvivl forestille sig at det var meget. Han havde brug for penge, og han havde brug for dette gode job, derfor var han også desperat efter at komme i besidelse af penge.

Dean vidste godt han var stor i munden, men egentligt var det bare fordi han ikke havde et filter på sine tanker som mange andre sikkert havde, han havde en tydeligt idé om at de ting han sagde var det samme som andre tænkte, han var bare en af de eneste som åbenbart turde sige det højt, men det skabte dog også ofte problemer: "Men jeg er ready" sagde Dean bare og kiggede i mod hende imens han stadig afventede svar, lige nu ville han nærmest gøre hvad som helst.

”Konsekvenserne for at indtaget blodet, er helt Deres egne at tage sig af.” Maya så intet problem i at Dean, tog sig selv som et eksemplar som forsøgskanin. Han var endnu ikke en vigtig del af Mafiaen. Ikke meget andet end en lærling. Men samtidig var der aldrig ønske om at miste mandskræfter. Der kunne altid bruges flere til at gøre det beskidte arbejde. Og forhåbentlig ville denne engel, ikke træde forkert igen. Hun ville tydeligvis ikke være alt for glad, for at se flere problematikker med ham involveret, selvom hun syntes at fornemme nogen i fremtiden. Men sådan var det vel.
”Selvom De måske ikke vil ende i en kiste - Død og borte - kan stoffet gøre Dem syg. Det siges at nedbryde ens personlige immunforsvar, for at gøre plads til det nye. Jeg kender ikke selv effekterne helt præcis. Jeg har ingen intentioner i selv at sende fremmed blod igennem mine årer.” Hun rejste sig atter op fra stolens behagelige sæde, men hun holdte skrivebordet imellem dem. Hun ville ikke have ham for tæt på. Lugten af diverse røgtyper hang over ham. Også selvom han måske havde haft været i bag forinden. Det sted stadig i hans pore. Og hans tøj.

”Blodet skal indsprøjtes. Ikke drikkes. Dette er en meget vigtig faktorer. Hvis ikke 05 bliver sendt ind i blodsystemet, vil virkningen ikke tage fat.” Hun vægtede i gang det lille glas i sin hånd, inden hun lagde det tilbage på bordet overfalde. Trillede det roligt hen imod Dean. I håb om at han ville gribe om det inden det ville lande på gulvet og efterlade et svineri. ”Kanyler vil blive uddelt til Dem ved Depot 8. Det er - hvis jeg ikke tager meget fejl - det depot, der ligger tættest på Deres lejlighed.” Hun løftede så sin hånd op og kørte fingrene igennem det frie pandehår. Sendte det tilbage og væk fra det blege porcelænsblege ansigt igen. ”Jeg forventer, at De er klog nok til ikke at indtaget blodet for tit. Eller i for store mængder.” Hun støttede sig igen til skrivebordet kant og så direkte imod englen foran sig. Med de samme kølige øjne. Ingen empati var at finde i dem.
”Husk - Jeg vil ikke have tid til at passe en forgiftet sending fra Gud.. Det burde være det. Lad mig høre fra dig snartest. Nogen spørgsmål?”

Dean kiggede i mod hende og sagde intet, måske det alligevell var en dårlig idé at bevæge sig i den retning han nu ellers havde tiltænkt: "Whatever jeg finder en person" sagde Dean blot og rullede øjne, han kunne vel nok finde en eller anden idiot der ville tjene penge på at lege forsøgs kanin, han behøvede jo ikke fortælle dem hvor farligt et job dette kunne være, han kunne godt manipulere folk især hvis han lige måtte drikke dem fulde først.

"Det er fint, jeg tager derhen" sagde Dean i et roligt nik, han måtte skaffe disse ting og han måtte skaffe personen, om personen ovrlevede eller ej var jo ligemeget og derfor var det vel også bare vigtigt at vedkommende levede op til deres krav og ikke alverdens andre ting. Han ville bare gerne have at tingene fungerede og lige nu ville han bare gerne af med sin gæld.

Dean sukkede og nikkede, ja han havde forstået, han prøvede at forstå også selvomd et hele lige nu mest af alt bare virkede en smule forvirrende. "Fint... Tak" sagde han en smule modvilligt og gik så i mod udgangen: "Bye..." sagde han køligt og gjorde klar til at træde ud af døren, livet var bare nemmere når man ikke endte i rod og ballade, og hvornår han lærte det ja.. Det vidste han virkeligt ikke.

//OUT//